Den 17. november 1952 købte Hans Martin Vilhelm Ulbrichsen ejendommen Storegade 28 og indrettede radioforretningog privat bolig. Billedet her fra omkring 1950 set fra venstre havde købmand Harald Aastrup butik ved siden af erdet Willemsens Isenkram og Tip Top samt <strong>Brande</strong> Sogns Laane og Sparekasse – og endelig skrædder Rasmussen, hvorB&O-butikken siden har haft til huse. Bemærk i øvrigt benzinstanderen ved fortovet. Den tilhørte E.K. Hansens butik,der blandt andet handlede med øl, vin, tobak og benzin.Min barndoms baggårdeAf Hans UlbrichsenFra foredrag på <strong>Brande</strong>Højskole foråret <strong>2012</strong>Det var med et lille smil på læben,at jeg læste mailen fra MogensSommer Madsen, <strong>Brande</strong> Højskole,hvor han spurgte, om jegville fortælle om min barndom.Første tanke var, nåh, nu er dublevet så gammel, at nogen kanvære interesseretiat høre omdin historiefra dinbarndompå trods af,at jeg sletikke følermig så gammel.I dag er der jo ikke gamle mennesker,som da jeg var barn.Robert Dahl – han ligner jo sigselv eller rettere sagt ”livet harikke sat sine spor på Robert ”.Robert er som jeg husker hamfra stadion eller i Falck-uniform,og Finn Birkelund har jo setsådan ud i alt den tid jeg kanhuske og for slet ikke at nævnehans bror Bent.Hvorfor skulle nogen være interessereti min barndom? Jegtror heller ikke, at det er det, Ier kommet for at høre, men nokmere noget fra ”de gode gamledage”. Fra dengang en mand varen mand og et ord et ord. Det erden tid, jeg er opvokset i.Jeg er født i juni måned 1960 -ikke i Storegade, men næsten,jeg er nemlig født på <strong>Brande</strong>Sygehus, en rigtig varm sommerdag.Og hele den tid, jeg vilfortælle om, foregår i Storegadeog de omliggende pladser ogbygninger.Det ville jo være dejligt, om manligesom Johannes Møllehavebare kunne trække et foredragop af en af alle de skuffer han hari sit hjerneskab, men de evnerer ikke mig forundt, så det hartaget lidt tid at prøve at lave dettecauseri på kun 10 min. og stadiginteressant, således at I allefår lidt med hjem og vil kunnehuske denne aften som en godaften her på <strong>Brande</strong> Højskole.I dag kan jeg se, at jeg har haften fantastisk barndom. Vi boede26<strong>Brande</strong> <strong>Jul</strong> <strong>2012</strong>
jo oven på min farfars forretningog der var på det tidspunkt 2svende og 4-5 lærlinge samt enfotograf ansat.Jeg har lavet flere versioner,men jeg tror, den der vil væremest spændende i aften vil væreden, hvor der er et persongalleriover nogle af de mennesker, jeger kommet fordi på min barndomsvej.Afregning ved ”kasse 1”Mandag morgen, når jeg vågnede,var den første jeg mødteMagnus Kronborg og hans hundUlla (mi’ hund Ulla og mig!).Han var gårdkarl eller det vivel i dag ville kalde vicevært påHotel <strong>Brande</strong>. Ham gik jeg langtudenom. Jeg var direkte bangefor ham. Han var ikke altid ligelet at forstå, når han skulle holdeskråen lige i munden og samtidiggive en skideballe.Min seng stod direkte ud tilStoregade, så dengang kunnejeg altid ligge i min seng og hørehvem der kørte på Storegade. Jegkunne kende 90 % af bilerne påmotorlyden og fredag og lørdagvar specielt spændende, når dervar bal på kroen, for der varsjældent en lørdag uden en lilleslåskamp. Når det gik stort forsig, så kom betjent Nykjær påbesøg og hvis der ikke blev deltlussinger ud før, så ville der højstsandsynligt ske afregning ved”kasse 1” ovre i smøgen.Nykjær kendte jeg jo rigtig godtog også Dalgård og Lillerodog alle betjente, for de kom johver formiddag kl. 10 og igenkl. 14.45, så skulle de nemlig tilbageren for at hente brød til kaffenhos bagermester Lauge Jørgensen,som jeg jo også kendtesærdeles godt.Han havde nemlig 2 døtre, somvi legede med og dem var detrigtig godt at være venner med.For der kunne vi altid få gammeltbrød, og når vi var rigtigeheldige eller flinke, så faldt dermåske også en sodavand af.Jeg legede særlig meget medJette, den yngste af døtrene,som jeg for øvrigt kom til at ”slåihjel” engang - eller i hvert faldnæsten. Det kunne sommetidergodt lidt hårdt for sig. Det kommerjeg tilbage til.Forhør i bankenPalle og hans søstre Solveig ogRita boede ved siden af os. Palleer flyttet, men hans søstre borstadig i byen. Dengang kunnejeg løbe op til Palle, de boedepå øverste sal over Sparekassen.Palles far var banebetjent ogvicevært i Sparekassen. Samtidigskulle han tømme skraldespandehos lægerne, der var på første sal.Der var altid en lugt af sygehus iden opgang. Når vi så skulle nedi kælderen for at lege, kunnevi løbe ind i doktor Jørgenseneller doktor Bendix eller doktorHolm. Hvad de ikke vidste, varat vi skulle ned og skrive noglerecepter ud! Vi havde på fornemmelsen,at der var nogen, derhavde ondt i maven – ved enfejl var der havnet nogle receptblokkei affaldsspanden og demhavde vi helt tilfældigt fået øjepå, så nu kunne vi være rigtigelæger i vores praksis i kælderen.Vi var aldrig helt så heldige medbanken, selvom vi tit så efter,om ikke der var smuttet en 10krone-seddel i affaldsspandenved en fejl.I stedet kunne vi finde på at laveet lille raid ned i haven for atdrille Hr. Holmberg – det varviceværten i Midtbank. Vi smednogle blade der, hvor han ligehavde fejet, for dengang blev derfejet hver dag. For de af jer, derikke kender Hr. Holmberg, kanjeg kun sige, at i de 15 år, jeg haroplevet den mand, har jeg aldrigset ham smile eller grine. Og endag gik det også galt, han tog ospå fersk gerning! Vi havde aftalten flugtplan, men den indebar,at vi ikke begge kunne slippefri, så det var mig Holmbergfik fat i nakken, og som på film,nærmest løftede han mig frajorden og bar mig i nakken indi banken gennem lokalet ind tildirektør Bredlund og hans lillehund (som jeg for øvrigt har enrigtig god historie om en andengang). Her kom jeg så i forhør,jeg syntes det tog en hel dag!Palle havde været bange, så hanhavde hentet sin far og de stodog ventede uden for banken.Der skulle gå mange år før jegigen turde sætte mine ben i denbank. Det gjorde jeg jo så forøvrigt 13 år senere - direktørenvar ikke den samme, men da jegkom ind på det kontor havdeintet forandret sig og dengangvar direktørens kontor ikke etsted man kom ofte, så P.H. Jørgensenstartede samtalen medstolt at sige: ”Nå, Hans, her hardu vist aldrig været før”! Jeg varmeget i tvivl om, hvad jeg skullesige. ”Jo, hr. direktør, da jeg for13 år siden var ved at saboterebanken, var jeg her”. Jeg undlodat fortælle ham det under minansættelsessamtale, men seneregik jeg til bekendelse.Når vi skulle vi hjemad fra skole,kunne det være, at vi lige skulleind til købmand Aastrup. Vi gikaltid bag ind, hvis ikke HaraldAastrup var på besøg, han kunneskræmme livet af enhver. Hanhavde sit eget hjørne nede ikælderen, hvor han sad på en<strong>Brande</strong> <strong>Jul</strong> <strong>2012</strong>27