Brande Jul 2012 - Brande Historie

være 21 eller 21.30, og det vardet tid at komme hjem og i seng.Forfærdelig tirsdagJeg husker en forfærdelig tirsdag,hvor jeg skulle være bleveti min seng. Palle var lidt sur, såjeg gik over til Jette for at høre,om ikke vi skulle spille Antonius.Det ville Jette godt, så vi gik nedtil skuret, hvor Jensen tømte allesine skraldespande, inden hanbrændte af nede på engen. Nu vardet sådan, at Jette var bedre til atspille bold end jeg var dengang,så jeg kom hurtigt bagud, så engang hvor hun havde sendt boldenforbi mig og ned af skræntentil engen, tænkte jeg, at jeg jolige kunne sende en murstenretur, medens jeg hentede bolden.Da jeg kom tilbage, var deringen lyd fra hende på den andenside af skuret. Efter at have råbttil hende og der ikke kom nogetsvar, løb jeg om på anden sidefor at se, om hun var gået hjem.Det var hun så ikke! Hun lå medblodet løbende ud af hovedet,helt livløs, og jeg blev grebet afpanik. Løb hjem og råbte til minmor ”Mor, mor, jeg har slået Jetteihjel!”. Heldigvis lever hun dendag i dag i bedste velgående. Detgik ikke så galt – men hvad villeJettes far dog ikke sige. Han togdet nu meget pænt, han sagde, atdet kunne hun nu også have fundetpå. At have et menneske påsamvittigheden er én ting, menen hel by er noget helt andet.Samme eftermiddag kunne detvære gået helt galt. Da var Pallekommet til live, han var ikke surmere og Jette skulle have lidt ro.Tæt på at brændeStoregade afJensen, Palles far, havde enstor kæmpe trækasse, hvorhan tømte alle papirkurvenefra Sparekassen og lægehuset,og så en gang om ugen gik hanned på engen og brændte af.Nu ville vi gøre noget godt. Jeghavde jo også lidt at skulle gøregodt igen, så jeg fik overtalt Palletil, at vi jo kunne brænde af forHr. Jensen. Da vi nok ikke fiklov nede på engen, så vi kunnejo sætte ild til trækassen og sålave en lille efterslukning, nåralt brændte ned. Vi var af voresforældre blevet tudet ørene fuldemed, at hvis man legede med ild,så ville man tisse i sengen omnatten. Men det ingen vidste,skete der jo nok ikke noget ved.Så vi fik fat i nogle tændstikkerog så fik vi lavet et bål. Det togfuldstændig overhånd, jeg slapmed et kæmpe brandsår og harstadig ar, ikke på sjælen, men påbenet, af plastik der brændte sigfast, og gudskelov kiggede Jettefordi og fik fat i Hr. Jensen, mensPalle og jeg efter bedste evnelegede Falck-mænd med skovleog hvad vi havde af forhåndenværenderedskaber. Hr. Jensenkom og reddede os - vi kunnehave brændt hele Storegade af.”Kurt Hønsetyv”og ”Hans Tuborg”Nu stod den på stuearrest restenaf ugen – det gjorde ikke såmeget, så kunne jeg være nedei forretningen og det var josnart fredag. Der kom som regel”Kurt Hønsetyv” og var jeg rigtigheldig kom ”Hans Tuborg”.Og denne fredag var jeg rigtigheldig.Jeg kunne jo også lige fortælleom dengang Palle og jeg blevanholdt af Nykjær. Vi legedesommetider i Storegade og skrevnummerplader op. Nu var vi ikkeså gamle og vi syntes, at bilernekørte meget hurtigt, så vi mente,at vi kunne gøre som politietgør på film nemlig stille sig udemidt på kørebanen og strækkearmene ud for at tilkendegive,at det kørende automobil skulleholde, således vi havde en chancefor at skrive nummerpladen op.Det syntes Nykjær var en megetdårlig ide, så vi fik valget mellemøjeblikkeligt at holde opmed denne leg eller også villedet blive en dag i kachotten påvand og brød. Det med vand ogbrød var vi jo så vant til, menkachotten brød vi os ikke om, sådet gjorde vi næsten ikke mere.Med stuearrest var der jo så hellerikke mulighed for at kommeforbi ”Slik Ulla”. Hun havdeforretning lidt længere nede adgaden og det var der, vi købte slik– det var ikke hos købmandeneller Stark eller hvor man nu omdage køber slik, det gjorde manhos ”Slik Ulla”. Jeg var temmeliggammel, inden jeg fandt ud af,at Ulla rent faktisk ikke boedei forretningen. Hun var faktiskenestående på det felt, hun havdeåben til kl. 21 hver aften.Så blev det fredag og ”KurtHønsetyv” kom i forretningenog gik om for at høre et parplader. Efter en time syntes hanikke rigtig, der var noget hankunne bruge. Jeg havde set, atder manglede et par James Lastplader, så jeg vinkede lige til far,der så gik hen og snakkede lidtmed Kurt. Han holdt den enehånd sådan mærkeligt på maven.Far spurgte, om han havde ondti maven, men nej det havdehan ikke. Så fik min far Kurt tilat fortælle lidt om livet og sinmotorcykel og langsomt gledder 4 LP plader ned fra mavenpå Kurt – ”Hov,” sagde Kurt,”Dem havde jeg da helt glemt,30Brande Jul 2012