Nr. 6 - Schæferhundeklubben for Danmark

Medlemmerne informererTil Bojana og stor taktil kreds 82, KarleboEfter 15 år med en dejlig malinoistæve fik vi i februar 2007 dendejligste langhårede schæfertæve fra anerkendt kennel. Bojanavar 4 måneder, da vi hentede hende. Hun var lidt vrissen og gøedead os, men vi tænkte, at det nok var, fordi hun gik alene, da alleandre i kuldet var solgt. Da vi ikke skulle avle på vores hund, vardet os ligegyldigt, om hun var langhåret. Hun var smuk, og hunblev smukkere og kraftig i bygning.Ugen efter vi hentede hende, startede vi til hvalpetræning ikreds 82, Karlebo. Allerede inden da havdeBojana skræmt livet af vores nabo og etsødt menneske på vores skovvej, så vivar klar over, at det var vigtigt at trænehende både med mennesker og hunde.Hun havde tillige kraftige udfald modcykler, heste, biler, så vi havde travlt,når vi gik tur.Vi havde Bojana med på arbejde, somvi altid havde haft vores malinois. Bojanakunne dog ikke være på tegnestuen,da hun meget hurtigt viste, at hun blevusikker/vred på nyankomne. Det kunnevære kunder eller posten eller bare noglenye mennesker. Men da vi har have vedfirmaet, kunne hun være der, og der varhun, mens vi arbejdede, afbrudt af engåtur ved middagstid (med træning) ilokalområdet med lastbiler, cykler, menneskerosv.Bojana blev kærere og kærere derhjemmeog viste stor hengivenhed forfamilien, men hun blev værre og værre modalt fremmed. Nogen/noget lærte hun at vænne sig til via træningog sikkert alder – men vi skulle hele tiden være OBS på hendesadfærd. Vi kunne ikke længere gå løs med hende på den dagligemorgentur i skoven, for hun havde fortsat kraftige udfald.Min mand trænede flittigt hver uge flere gange i kreds 82 – bådemed lydighed og spor, og han nød det, og vi har i hele forløbet haftMEGET stor hjælp af alle i kreds 82. Hver gang, vi stod overfor nyeudfordringer, gav de sig alle god tid.Bojana blev på et tidspunkt skudræd, og hver gang, der blevskudt, sørgede alle for, at hun trods skud fik en god oplevelse påbanen ved, at hun efter skud kunne lege med de andre hunde ogkøre fra træning – glad. Bojana var hele tiden supersød ved allehunde og delte gerne både ben og madskål med dem... men altsåikke med fremmede/ukendte mennesker.På et tidspunkt synes vi, adfærden ændrer sig så meget, at vibliver bekymrede. Hun bliver voldsomt vagtsom på vores hegnomkring haven og helt oppe på tæerne overfor besøgende, hunikke kendte. Vi måtte have en helt speciel procedure for velkomst,når der kom besøgende.Bojana. Fotograf: Monica BigomVi kontakter en adfærdsdyrlæge, som besøger os. Hun bliver hilstvelkommen med et for kraftigt nap. Pølsestykket, som dyrlægenhavde med som godbid, fløj op i luften – hun blev forskrækket!5 minutter efter lukker vi Bojana ind til kaffebordet, og de blivergode venner.Men der falder en rapport fra dyrlægen om ”alvorlig territorialaggression”. Og at hun ikke vil træne med Bojana, hvis vi ikkestopper ”bidarbejde”.Ja, der er dyrlæger og schæferhundeklubbernevist lidt uenige!Så nu er vi endnu mere OBS på Bojanasadfærd – holder endnu mere stramt i remmen– træner endnu mere, stadig medstor hjælp fra kreds 82, som selvfølgeligfår brevet fra dyrlægen at se.Vi synes, det går fremad med... indtilSt. Bededag, hvor hun kraftigt napper envoksen mand ved vores havehegn. Oghvad gør man så? Det er helt uacceptabelt,at hunde bider mennesker. Vi beslutter attræne endnu mere – får besøg af en afklubbens trænere i hjemmet (Tusind takJakob) – og overbeviser os selv om, at dether kan vi håndtere med træning. Mensamtidig beslutter vi, at hvis det sker/eller der er antydning af, at det ville ske,så må vi sige farvel til Bojana.Og det sker een gang til. Vi har grillaftenen onsdag 3 uger efter St. Bededagi klubben, og alt foregår i meget roligstemning. Vi får 2 besøgende fra anden klub.Bojana hilser først pænt, og så vender hun tilbage og har et kraftigtudfald/bid/nap mod en af de besøgende. Vi når dårligt at registrere,hvad der sker. Vi får en verbal skideballe af den angrebne person(det ER forståeligt nok – undskyld). Alt bliver helt stille for os. Vividste bare, at det var hendes sidste aften i kreds 82. Vi vidste, atvi måtte træffe den værste beslutning. Næste dag sov hun ind pågræsplænen hos en af vores gode venner, der er dyrlæge i Tappernøje(Tusind tak til Dorthe).Vi ved, at det var det rigtige, vi gjorde. Og så kan man så diskutere,om det skulle være gjort første gang, det skete. Eller omvi skulle have ageret anderledes, eller vi kunne have ”opdraget”vores hund anderledes eller været mere opmærksomme på hendesadfærd, da vi hentede hende på kennelen? Eller? Eller?Som Kim fra kreds 82 skrev til os: ”Bojana fik et kort liv, menet godt liv”.Kirsten & Ole Bigommedlemmerne informererSchæferhunden · nr. 6 · juni 200849