15Mine bedste oplevelserinden for genoptræningAf Anker LøndalFor ca. 2 år siden fik jeg som 66 årig en hjerneblødningi venstre side af hjernen, og helemin højre side af kroppen blev lammet.I 3 måneder var jeg til genoptræning påHammel Neurocenter, og jeg kom derfrauden kørestol, men med et dictus-bandagepå højre fod og med en højre arm oghånd, der ikke kunne noget.Herefter gik turen til Haderslev Sygehus,hvor jeg gik til genoptræning tre gange pruge i to timer hos nogle virkelig kompetenteog dygtige terapeuter. Genoptræningenher varede i ca. 4 måneder – såhavde jeg opbrugt min ”ration af tid”, medden begrundelse, at jeg gjorde mindrefremskridt end forventeligt. Selv syntesjeg, at det fortsat gik godt fremad medmit funktionsniveau. Mit gangmønsterblev bedre og bedre, og funktionen i minhøjre arm blev også bedre, selv om det giklangsomt. Et stort problem for mig er denøgede tonus, som kommer selv ved småanstrengelser – et problem som vist defleste apopleksiramte slås med.Mine terapeuter både i Hammel og i Haderslevsagde samstemmende, at havdede blot nogle flere timer til rådighed, skullede nok få mig til at fungere meget bedre,bl.a. gennem tonusnormalisering og mereselektiv aktivitet. Deres største problemvar generelt , ikke at have tilstrækkelig tidtil rådighed til patienterne - og jeg tror pådet, de sagde. Vi kom lige godt i gang, også var lektionen forbi - tiden brugt.Genoptræningsforløbet afsluttede forhurtigt, og jeg blev henvist til kommunalvedligeholdende træning. Jeg blev såledesreelt opgivet, efter at have modtaget deafmålte fire måneders genoptræning påsygehuset fordi man skønnede, at minefremskridt ikke var helt som forventet. Atjeg fortsat var i god fremgang, var åbenbartikke nok.Den kommunale vedligeholdende træningbestod af to ugentlige besøg a 2 timer pået lokalt dagcenter, hvortil der var tilknytteten fysioterapeut. Hun måtte ikke”røre” ved os, med kun vejlede os, så dervar ingen udspænding - kun til træningpå motionscykel, benpres m.v. - og såselvfølgelig tid til socialt samvær med kaffeog kage. Denne træning bør ikke engangkaldes vedligeholdelsestræning, for udenfysioterapi går det hurtigt tilbage med ensmobilitet. Derfor udskiftede jeg efter noglemåneders forløb den kommunale vedligeholdelsestræningmed daglig træning pået lokalt fitnesscenter. Det gav mig megetmere.Heldigvis havde jeg fået kendskab til enprivat klinik – Neuroklinik i Åbyhøj, Århus– som tilbyder mennesker med hjerneskadeefter blodpropper, hjerneblødninger,ulykkestilfælde og lign. intensiv genoptræning.Og vel at mærke en genoptræning,hvor der er tid nok til at gennemføre eneffektiv og sammenhængende behandlingaf den enkelte patient.Jeg er så glad for at have stiftet bekendtskabmed Neuroklinik og deres arbejdsmetoder,at jeg ønsker at dele min glæde ogerfaring med andre ramt af apopleksi. Detkunne jo være, at nogle af jer er i tilsvarendesituation, som jeg selv er, nemlig hvordet offentlige behandlersystem svigter,og hvor man fortsat selv tror på, man kanblive bedre. Og hvor man selv vil gøre enindsats.Kort om Neuroklinik.Neuroklinik blev åbnet i august 2005 afterapeuter, som ”ville noget mere”. Devar ikke tilfredse med kvaliteten i detarbejde, det offentlige system tilbød mennesker,der var ramt af apopleksi. De haralle stor praktisk erfaring fra offentlige ogprivate behandlingssteder i Danmark ogudlandet, og har gennemgået omfattendeefteruddannelse og specialisering i rehabiliteringaf apopleksiramte, og er i dag iøvrigt en efterspurgte undervisere.De vidste, at intensiv genoptræning kombineretmed terapeuternes viden kunnenytte noget.Neuroklinik tilbyder 6 ugers sammenhængendebehandling, dagligt mandag tilfredag fra kl. 9 til 15:30 - syv daglige behandlings/ terapimoduler, der er målrettetefter den enkelte klients fysiske vanskeligheder.Som led i behandlingsplanen er derogså træning af kognitive vanskeligheder(inddrages i den fysiske træning) – plus atman naturligvis får et veldokumenterethjemmetræningsprogram, som man kanfortsætte med derhjemme.Tro mig, det er kursusforløb, der rykker.Umiddelbart vil nogen måske mene, atman ikke kan holde til så meget træninghver dag. Det kan man, for genoptræningener tilpasset hver enkelt patient - ogdet kan lade sig gøre, fordi der kun er 6patienter på hvert kursus.Jeg har været på Neuroklinik på to 6 -ugers forløb og et 2 - ugers forløb, og jeghar her opnået den fremgang, jeg har søgtefter i det offentlige system. Og det erhelt sikkert, at jeg gerne vil igen, for at fåmin gang mere symmetrisk og uanstrengt,ligesom højre arm stadig ikke en god nok.Man kan læse mere om Neuroklinik ogdet, de står for, på deres hjemmesidewww.neuroklinik.dk , ligesom man selvfølgeligkan få nærmere oplysninger påderes telefon 3511 1134.Jeg har set flere patienter komme mereeller mindre fri af kørestolen efter et 6ugers kursusophold, og jeg har set betydeligfremgang hos patienter, der i lang tidforud kun har fået genoptræning i det offentligesystem et par timer 2-3 gange omugen. Den intensive træning og terapeuternesviden og dermed arbejdsmetodergør forskellen.NB:Jeg synes i øvrigt, at det ville være engod ide, hvis medlemmer af <strong>Hjerneskadeforeningen</strong>her i bladet ville orientere omderes gode eller mindre gode oplevelser ogerfaringer som apopleksiramte.
16Hjerneskadet efterhjernetumor skaber håbAf Pernille Ibsen HaugeSom 30-årig fik den amerikanske DavidM. Bailey fjernet en tumor i hjernenpå størrelse med en baseball. Lægernespåede, at han ville være død efter 6måneder, men i dag 11 år efter lever hanstadig. Tumoren er væk, men skaderne ihjernen forsvinder aldrig. David lever nusom musiker og sanger og skaber håbfor tusindvis af mennesker med hjernetumorerog hjerneskader verden over.Tumor på størrelse med baseballEn dag i 1996 falder 30årige David omderhjemme. Han bliver kørt på hospitalet,og her opdager lægerne, at hanhar en stor tumor i hjernen på størrelsemed en baseball. Det er også forklaringenpå den voldsomme hovedpine, hanhar lidt af i tiden inden. David bliveropereret akut, og selv om det lykkeslægerne at fjerne store dele af svulsten,mener de ikke, at der er grund til optimisme.Lægerne forudsiger, at Davidikke vil overleve mere end et halvt år,selv om han behandles intensivt medkemoterapi.Fra hvorfor mig til hvad nu?Når David selv skal forklare, hvorforhan i dag 11 år efter stadig lever, såfinder han forklaringen i to ting. Fordet første i sin stærke tro på Gud, ogfor det andet fordi han holdt op medat spørge ”hvorfor mig?” og i stedetbegyndte at spørge ”hvad nu?”. Efterat han begyndte at se fremad, er hanblevet sanger og sangskriver. Han harudgivet 15 cd’er og har optrådt i 44stater og lande.David har dog stadig mén efter hjernetumoren.Han har blandt andetmistet det perifere syn på begge øjne,har problemer med balancen og bliverhurtigt træt. Derudover bliver hansvenstre hånd og ben nogle gange følelsesløse,når han bliver træt. Men detafholder ikke David fra at give koncerterog inspirere andre med sin musik. Påsin hjemmeside skriver han ”Det er
Change language