Cyklens danske førsteelsker - Kort & Matrikelstyrelsen

24
y PoRtRÆt y Af ULf JOEL JENSEN · fOTO M I KKEL ØSTERGAARD y
M I L J Ø D A N M A R K N R . 3 J U N I 2 0 1 0
mellem Riis og Rolf. Mellem jyden og sjællænderen.
Mellem hjælperytteren, der først sent trådte
ud af skyggen og etablerede sig som stjerne, og den
selvsikre sejrherre, der allerede i sin allerførste
sæson som professionel kørte som kaptajn. Ganske
vist for et lille italiensk hold – men alligevel.
Medierne og store dele af befolkningen tog Bjarne
Riis’ parti. Og sågar ind i cykelsportens egne
rækker følte Rolf Sørensen – hvis ikke ligefrem
modstand og modvilje så i hvert fald skepsis.
– Jeg tror, det var, fordi jeg altid gik mine egne
veje. Og fordi min far var så engageret i min karriere
og villig til at hjælpe mig så meget så tidligt.
Det spillede sikkert også ind, at jeg kørte i Italien –
og mange uden for cykelsporten havde ikke rigtigt
hørt om mig og mine resultater, før de pludselig så
mig citeret for, at jeg ville vinde et af de helt store
cykelløb. Jeg vidste jo fra træningspassene og fra
mine andre sejre, at jeg sagtens kunne sidde med,
når det gjaldt. Men i Danmark var man ikke så
vant til, at man sådan gik ud og proklamerede sine
sejre. På dét punkt er jeg nok mere italiener end
dansker, funderer Sørensen, der da også først for
fem hurtige til Rolf Sørensen
Hvad er din karrieres største sejr?
– Det er svært at pille en enkelt ud, men at jeg som andetårs professionel
vandt Tirreno-Adriatico i 1987 var kæmpestort. Jeg
vandt løbet på at slå legenden francesco Moser i enkeltstarten –
efter jeg selv var styrtet på etapen!
…Og det største nederlag?
– Det mest bitre var nok, da jeg i 1991 måtte udgå af Tour de
france med et brækket kraveben efter et styrt i opløbet. Jeg havde
den gule førertrøje – og havde udsigt til at beholde den i hvert
fald i en uge mere.
få år siden er fl yttet tilbage til sin barndoms Nordsjælland
igen.
Kærlighed til den tohjulede
Det er herfra, Rolf Sørensen begynder at tale sig
varm. For nu nærmer vi os hans bogprojekt og dermed
kernen i hele hans passion. Bogens titel siger
det hele: Det er Cykling con amore – kærlighed til
den tohjulede.
– Da jeg fl yttede til Danmark igen, blev jeg sgu
glad over at se så mange, der stadigvæk bruger
cyklen. Både til daglig transport, til ferier og til
motion. Vi er en cykelnation – og det kan vi godt
være stolte af. Når man taler cykling og cykelsport,
så kan man ikke undgå at tale doping. Men jeg vil
gerne understrege, at dopingproblematikken bare
er en lillebitte del af billedet. Helt overordnet er
det en fantastisk fornuftig og vidunderlig ting at
cykle. Jeg har nævnt naturoplevelserne og hertil
kommer, at det er godt for dit helbred og endda
også for miljøet, hvis du tager cyklen på arbejdet i
stedet for bilen.
– Cykling giver simpelthen så meget godt til livet
Hvad er så din største oplevelse som cykelrytter?
– Mange ville nok sige sejrene – men for mig er det ikke kun dem,
der tæller. for mig er det største, når jeg ser tilbage, naturoplevelserne.
Du oplever naturen helt specielt, når du er på cykel,
fordi du er ude i den – og du kommer langt omkring.
…Og din værste oplevelse?
– [lang pause] Jeg ved det ikke. Der har selvfølgelig været forfærdelige
træningspas i sne og frost, hvor jeg efter fem timer i sadlen
skulle have hjælp til at komme af tøjet og blive lagt ned i et varmt
badekar, men det er ikke det værste. [ny pause] Det er nok ligesom
med smerten: De virkeligt slemme oplevelser gemmer man
ikke på – det er noget, man glemmer for at komme videre.
Men kan du så nævne mærkelige oplevelser?
– Jah. Jeg vandt engang en ko. Det var efter sejren på etapen til Superbesse
i Tour de france. I første omgang fi k vi den transporteret
til en farm, Bernard Hinault havde i nærheden. Til sidst endte
den i Danmark hos en kvægavler, der lovede ikke at slagte den.
Det var en af de mærkeligere løbspræmier.