/ Nr. 7 \ - Det Kongelige Bibliotek

J_8 INTRODUKTION TIL HANS BENDIX
Bendix' foretrukne anekdote var Eugéne Delacroix' præcisering af den sande
kunstners opgave: at tegne en person, der vil kaste sig ud fra et højt hus og have
fuldendt tegningen inden den ulykkelige har nået jorden. Anekdoten karakteriserer
Bendix' stolthed over bladtegnerens evne til at indfange øjeblikket.
Teatertegningens udformning skal begrundes historisk, idet traditionen vil vide,
at Rasmus Christiansen som den første bladtegner anmeldte Hakon Jarl i 1898.
At netop teatret var et område for reportagetegning, skyldtes en forskydning fra
omtale og diskussion i relevante tidsskrifter ført af åndslivets litterære personligheder,
til egentlig anmeldelse i dagbladene ved journalister. Dermed havde
den enkelte teaterforestilling fået karakter af en nyhed. En art journalistisk
døgnbedømmelse, hvor anmeldelsen skulle afleveres endnu på selve premiereaftenen,
inden nyhedsinteressen gik tabt. At tegne et scenebillede i sin helhed
ville derfor have betydet en længere reproduktionsproces end ved enkle stregtegninger.
Stregtegningen blev derfor benyttet til at understrege holdningsskiftet:
gennemtegnede opsætninger hørte ikke til nyhedsformidlingens form. Som
nyhedsstof var teater anmeldelsen derimod koncentreret om de enkelte skuespillere
og deres præstationer, hvilket gælder parallelt for tegningen som for den
skrevne kritik.
Teatertegningen rummer blad tegningens centrale facetter. Den medvirker til at
henlede opmærksomheden på den skrevne kritik, foruden, og dette er essentielt
for teaterportrættet, at fungere som en anmeldelse i sig selv. Teatertegningen
følger traditionen fra den skrevne journalistik i dette århundrede ved at balancere
mellem informative og fortolkende aspekter. Det ses ved, at foromtalen, endnu
en gren af nyhedsaspektet, i dag er forsynet med fotos, medens tegningen
bibeholdes ved selve anmeldelsen. Det har primært en praktisk begrundelse, da
teaterrummet er for mørkt for fotografen. Denne behøver særlige prøver, hvor
lys og skuespillere må arrangeres efter fotografens behov, hvorved forestillingens
idé for let fortaber sig. Den reduceres hurtigt til en posering. Bendix
karakteriserede det ganske enkelt som værende utilstrækkeligt, for fotografiet
kan ikke i sig selv fungere som en anmeldelse uden en medfølgende tekst. Det
indfanger ganske vist øjeblikkets bevægelse, men for Bendix var det problemet,
at det også standser ved dette. Han erklærede, at balletdanseren ikke blot bliver
skudt, men dræbt, og er uinteressant ved sin stivnen i flugten, der nærmer sig
det latterlige. Derved kommer hans netværk af søgelinier til sin fulde ret: de skal
gøre det muligt at opleve selve tegneprocessen. Når linierne samler sig for
beskueren til en person, vil det fornemmes, at danserens eller skuespillerens
bevægelse fortsættes. I tegningen bliver tiden til en varighed for beskueren:
"Mine ballettegninger er fulde af søgelinier, de skal finde deres bestemmelsessted
under oplevelsen. Jeg har taget læserne med i teatret, hvorfor skulle de have
det bedre end jeg? og de deler vanskelighederne med mig." Men den egentlige
pointe ligger i, at beskueren er inddraget som en aktiv del af denne proces.
Gennem systemet af tegnelinier, lader tegneren billedet stå som ren væren i et