MILITÆRLIV - Hovedbiblioteket.info

212 KØBENHAVNERNE SOM SOLDATERmaa man jo prøve sig frem, til „Kongens Tøj" sidder nogenledessom det skal.Men endelig har da hver faaet sit. Og samme Aften Klokken 10sover de alle for første Gang paa Sovestuerne, indrullerede under1. Regiments Faner.Af hvad Art er nu det Materiale, Hæren derved har erhvervetsig? Spørgsmaalets Besvarelse indeholder maaske et og andet Fingerpegtil Belysning af Københavnernes Karakter. Hvorledes er det:forkyndes det ikke med passende Mellemrum, at Hovedstadens Befolkningmangler den sædelige Alvor, den Pligtfølelse, den moralskeOptugtelse, som findes hos de af den moderne Kultur usmittedeLandboere? Naar dertil kommer, at de brede Lag i Hovedstadenvitterligt ikke netop nærer nogen stor Beundring for det militæreLiv og at det Parti, hvortil Hovedmassen hører, ganske officielt erantimilitært, kunde man formode, at det kun var maadelige Soldater,der groede op af Brostenene.Men saa trist det kan være for visse Doktriner, er Sandhedenen helt anden. Første Regiment hører til Hærens bedste, især iSammenligning med 3. og 4.; disse sidste, Sølvgade-Kasernens, sugerNæring fra den Del af Sjælland, der ligger udenfor København,samt Lolland-Falster. Man er i Hæren enig om, at Bondebefolkningenfra disse Landsdele i Udholdenhed, Raskhed og Pligtopfyldelseikke kan maalesig med Jyderne og Fyenboerne men at Københavnernei hvert Fald staar paa Højde med de flinkeste af de Folk,der kommer fra de sidstnævnte Landsdele.Men naturligvis: lige ud ad Landevejen er Københavnerne ikkeat have at gøre med. De opirres let af en brysk og hensynsløs Optræden.Men man kan faa dem langt med en Blanding af Fasthedog jovial Ligefremhed. Og den Befalingsmand, der har det retteTag paa dem, kan faa dem til at gaa i Ilden.Naa, har maaske Tidsaanden mellem de menige ændret sig iden Retning, at de mindre end før taaler Overgreb, saa har den ogsaaændret den Behandlingsmaade, de underkastes af deres overordnede.Der vises nu paa forskellige Maader Mandskabet en Hensynsfuldhed,som kunde faa en svunden Tids Stokmilitære til atvende sig i deres Grave. Den fantasifulde Underofficersopfindsomhedi Retning af Eder og Skældsord, der tidligere udvikledes til denhøjest mulige Art af Fuldkommenhed, er paa ingen Maade mere i