4. Slægtsled - pierrelacour.dk

gæstede Skærsø, har opbevaret og som viser den iver,
der allerede da besjælede ham, når han tog sig noget for.
“På den tid”, skriver Pontoppidan, “var det meteorologien,
en her i Danmark hidtil udyrket videnskab, der
stærkt optog ham. Og gårdens røgter havde ordre til
at vække student Poul hver morgen kl. 3, at han kunne
komme op og gå sin runde i mark og skov og aflæse de
termometre, han på forskellige steder havde opstillet,
så vidt jeg ved for at sammenligne mark- og skovtemperatur.
Efter endt aflæsning gik Poul la Cour i seng
igen”. Mulig var det begyndelsen til den undersøgelse
af skovenes indflydelse på klimaet, hvorom han nogle år
senere skrev sin første videnskabelige afhandling.
I 1865-68 studerede han ingeniørfagene og tog nu sin
2. eksamen ved universitetet. I vinteren 1868-69 underviste
han hos sin bror på Landboskolen ved Lyngby,
samtidig med at han gjorde sine studier færdige, så
han i april 1869 kunne tage magisterkonferents i fysik
med meteorologi som hovedfag. Efter endt embedseksamen
var Poul soldat 1869-70 og blev udtaget til korporal.
Den påfølgende vinter 1870-71 genoptog han sin
virksomhed som lærer ved Landboskolen ved Lyngby.
I 1870 foretog han en studierejse til Utrecht, hvor den
moderne meteorologis grundlægger, Buijs Ballot, virkede,
samt til Edinburgh og Kristiania (Oslo) og gjorde
den følgende vinter sin første opfindelse, idet han påviste,
hvorledes man kan måle skyernes højde, hvad
der i 1872 belønnedes med videnskabernes selskabs
sølvmedalje med den motivering, at “hans lille afhandling
indeholder flere oplysninger om disse forhold (:
Skyernes højder) i landet end alle dem, man hidtil har
kunnet samle.” Imidlertid havde han været ude på sin
anden rejse, der denne gang gik til søs, da det var hans
opgave at lære sømandens forhold til vejrliget at kende.
Over Wales (Swansea) tog han til Sicilien (Messina),
hvor han modtoges af et tilbud om at overtage pladsen
som underbestyrer ved det nyoprettede Meteorologisk
Institut i København. Tog over Triest, Wien, Berlin og
Hamburg hjem og overtog 1. april 1872 den ham tilbudte
stilling.
I 1874 opfandt la Cour det fonotelegrafiske system, der
gjorde det muligt at sende flere telegrammer gennem
den samme tråd på en gang, og det følgende år (1875)
modtog han videnskabernes selskabs guldmedalje for
denne opfindelse, ligesom han modtog understøttelse
(1876 og senere) af Rigsdagen, Carlsbergfondet m.m.
til fortsættelse af sine videnskabelig-praktiske forsøg.
I juli 1875 gjorde han en rejse gennem Polen og Rus-
70
Fjerde slægtled (Nr. 60-89)
land til det telegrafiske møde i St. Petersborg og derfra
gennem Polen og Tyskland hjem. Opfandt august 1875
tonehjulet. Gjorde i september samme år en rejse til
London. Tog i oktober med sin kone og sin søster Jenny
gennem Tyskland, Schweiz og det sydlige Frankrig til
Syditalien, hvor han i 6 måneder for sin sundheds skyld
opholdt sig i Cava dei Terreni, ikke langt fra Neapel hos
en katolsk præst. Fra 1. april 1877 søgte Poul sin afsked
som underbestyrer ved Meteorologisk Institut for at
kunne have frie hænder til sine videnskabelige arbejder.
I 1878 rejste han til Paris, hvor han delvis solgte sin
opfindelse til elektrisk ingeniør Hardy og gik i regeringens
ærinde hjem over Bruxelles for at gøre sig kendt
med vandstandsmålinger sammesteds. Overtog i 1878
stillingen som lærer i matematik og fysik ved Askov folkehøjskole,
hvor han virkede i 30 år, til sin død i 1908.
Han havde (i 1884) tilbud om at blive direktør for Meteorologisk
Institut, men foretrak at blive i Askov.
Det var ved et møde der i 1878, at Poul, som der er blevet
sagt, “dagedes for den danske Højskole som en solstråle”
og “han fandt Askov som et velsignet sted, og det
fandt ham som et dejligt menneske.” Om hans virksomhed
som lærer ved Askov Højskole er der talt og skrevet
meget. Vi skal her blot nævne følgende: Ved hans død
stod der at læse i Folkebladet for Svendborg Amt under
mærket H. R. E: “Det er sikkert oftere gået, som det gik
i en kreds af Askovelever, der for godt en snes år siden
var kommen ind på en karakteristik og bedømmelse
af deres lærere. Vi holdt meget af alle vore lærere, men
der var dog ved hver enkelt et eller andet, som vi kunne
ønske anderledes; en lidt mere personlig tilgængelig,
en anden lidt mere sammentrængt i sin fremstilling, en
tredje noget mere punktlig med sine timer og så fremdeles.
Men la Cour var der ikke en eneste, der på noget
punkt kunne ønske anderledes, end han var, hverken
som lærer eller i øvrigt i sit forhold til eleverne.” “Hans
lærervirksomhed i matematik og fysik”, siger Helge
Holst, “fik stor betydning for de nævnte fags stilling her
i landet, idet han højnede deres anseelse som højskolefag
og vakte en levende interesse for dem indenfor vide
kredse af landbefolkningen. Medens tidligere historien
havde haft en altoverskyggende førsterangsstilling som
højskolens “vækkelsesfag”, der skulle drage elevernes
blik fra pløjemarken ud mod større vidder, viste la
Cour, at det samme kunne nås ved matematik og fysik,
og ved sin på en gang fængslende, klare og jævne fremstillingsmåde
i forening med sin personlige begejstring
gjorde han disse fag så tiltrækkende, at det for mange
Askovelever blev la Cours timer, der bragte dem det ri-