"Den farverige middelalder" i pdf. - Nationalmuseet

Lübeck bysegl
med hansekogge,
o. 1256
Håndværkere,
Vigersted kirke
o. 1450
30
tro på Gud, og kirkens folk forstod
hinanden på latin på tværs af landene.
Fromme pilgrimme vandrede
fra alle egne af Europa på valfart til
fjerne helligsteder som Rom og
Jerusalem for ved besøg der at få tilgivelse
for deres synder og bringe et
pilgrimstegn med hjem som bevis
for rejsen. I 1100-tallet blev vejen
fra Viborg til Rom beskrevet, og
omkring 1500 kunne man købe vej-
kort over hele Europa
med angivelse af afstandene
mellem de byer,
man passerede. Også handelslivet
var internationalt,
og i Nordeuropa udviklede der
sig med grundlag i vikingetidens
handel et system af handelsveje,
hvor varer som pelsværk, voks, tjære
og aske (til brug i klædefabrikationen)
blev fragtet fra egnene syd for
Østersøen til Vesteuropa.
import og eksport
I vikingetiden og til op i 1100-tallet
sejlede mange handelsskibe til
Hedeby eller dens efterfølger Slesvig,
og derfra gik det med vogn mod
vest til havnen i Hollingsted, hvor
Vesteuropas varer, f.eks. salt og
klæde, var at få. I denne trafik mellem
øst og vest fik også Ribe en efter
danske forhold betydelig rolle, da
man i 1200-tallet eksporterede krigsheste
i tusindtal fra Ribe til Vesteuropa
og sendte skibe mod øst ind
i Østersøen med salt. Øst-vest handelen,
og ikke mindst efterspørgslen
på salt til nedsaltning af sild samt
andre grovvarer, dannede i tiden
omkring 1200 baggrund for, at de
tyske Østersøbyer udviklede sig til
centre for handelen.
Lübeck ved Travefloden blev den
store handelsby med havn for skibene,
der kom ind ad floden, og
med veje og kanaler mod vest til
Hamburg. Med tiden blev Lübeck
den førende by i det samarbejde
mellem handelsbyer i Nordeuropa,
som kaldes for Hansaen. Byens
købmænd hentede salt i Lüneburg
og sendte deres saltskibe til Skånemarkedet
ved Skanør, som i efter-
årsmånederne hørte til Europas
største, og som, da det foregik på den
danske konges strand, gav ham en
god indtægtskilde. Markedets placering
skyldtes de tætte stimer af sild,
der hvert efterår svømmede ned i
Øresund, og som man påstod næsten
kunnes fanges med de bare næver.
Når fangsten var saltet ned i tønder,
sejlede skibene ud mod Vesteuropa,
hvor de salte sild især kom på spisekortet
i den lange fastetid, hvor der
ikke måtte spises kød af firfodede
dyr. Sild var i det hele taget et vigtigt
næringsmiddel; den kunne konserveres
og fragtes over lange afstande
og dermed bruges til ernæring af de
voksende bybefolkninger i Nordvesteuropa.
Fra 1200-tallet begyndte sejlads
rundt om Skagen, og også her udviklede
der sig en fast trafik med sild
fra Skåne og siden med korn fra byerne
syd for Østersøen. Skibene sejlede
til England eller områderne syd
for Nordsøen. Også andre fødevarer
indgik i middelalderens danske eksportmønster.
Købmændene i Ribe
sendte i 1200- og 1300-tallet slagtet
oksekød, huder, fedt og talg til byerne
i det nuværende Belgien, f.eks.
Brügge. Fra 1400-tallet og frem til
starten af 1600-tallet blev levende
okser Danmarks vigtigste eksportvare.
De blev drevet sydpå over Fyn
via færgen fra Assens mod Haderslev
eller travede i tusindvis ned gennem
Jylland over Kolding til Slesvig,
hvor der blev betalt told af dem ved
Gottorp. Fra Vestjylland gik mange
okser til markedet i Husum eller
med skib fra Ribe vestpå.
Handelsskibene var indrettet på
grovvarer i store partier, og med i