"Den farverige middelalder" i pdf. - Nationalmuseet

af poul grinder-hansen
Kirke og tro
Middelalderens mennesker vidste
ikke, at de levede i »middelalderen«.
Det begreb er først indført af renæssancens
lærde i 1500-tallet som en
nedsættende betegnelse for de
mange århundreder, der lå imellem
den klassiske oldtid og renæssancen,
hvor antikkens herligheder – efter
de lærdes egen mening – blev genfødt.
Middelaldermenneskene selv
bildte sig vel ind, at de levede i en
nutid.
middelalderkirken
I en lidt større sammenhæng kan
man imidlertid godt sige, at datidens
mennesker ud fra et kristent
perspektiv opfattede sig selv som levende
i en middelalder: en periode,
der lå imellem verdens skabelse og
dommedag. Middelalderen kan i
Danmark defineres som den romersk-katolske
kirkes epoke, hvor
Kirken havde indflydelse på næsten
alle sider af samfundslivet og menneskenes
tankeverden. Danmarks
kristning i sidste del af 900-tallet
havde for alvor gjort landet til en
del af datidens store vesteuropæiske
fællesskab, der havde Paven i Rom
som sit åndelige overhoved og den
store kirkeorganisation som sit netværk.
Paveembedet var ifølge Kirkens
tradition indstiftet af Jesus selv, da
han udnævnte apostlen Peter til kirkens
leder, og alle senere paver videreførte
den guddommelige opgave
med en ikke mindre guddommelig
autoritet. Fra paven forgrenede
et net sig over kardinalerne til
ærkebisperne, der ledede kirkerne i
et helt rige, og fra dem til bisperne,
der ledede hver deres lokale stift.
Under bisperne hørte så de talrige
sognekirker, hvis præster sad som
de yderste led i den store kæde. In-
formationer og oplysninger bevægede
sig begge veje i Romerkirkens
store hierarki, bundet sammen
af det fælles sprog, latin. På den
måde kom Kirken til at tilføre middelaldersamfundet
en international
karakter, som smittede af langt uden
for kirkeorganisationen selv, til adel,
borgere og bønder.
danmarks kristning
Kristningen af Danmark skete øjensynligt
forholdsvis fredeligt i årtierne
efter 960 som en følge af den
danske konge Harald Blåtands dåb.
Missionæren Poppo gennemgik en
prøve i form af den såkaldte jernbyrd,
hvor han måtte bære glødende
jern på sin hånd. Da hånden var
uskadt efter prøvelsen, måtte Poppo
have ret i, hvad han hævdede om
den kristne Guds magt, så Harald
lod sig døbe. Han byggede en stor
trækirke midt mellem højene i sine
forældres gravmonument i Jelling og
flyttede endda, efter alt at dømme,
liget af faderen Gorm den Gamle fra
hans hedenske gravplads i nordhøjen
til en kammergrav under trækirkens
gulv. Om ikke andet kunne
slægten måske kristnes med tilbagevirkende
kraft? På den bevarede
store runesten i Jelling fortalte
Harald, at han vandt sig al Danmark
og Norge og gjorde danerne kristne.
Sandsynligvis har Haralds tro mænd
fulgt deres konges eksempel og skiftet
tro, og deres undergivne igen har
fulgt trop, så kristningen i al fald
udadtil spredtes effektivt og roligt
som ringe i vandet.
Indviede kirkebygninger til afholdelse
af messer var en forudsætning
for et ordentligt kirkeliv. Det må
også have været et af Kirkens første
krav til en nyomvendt stormand, at