Erik Norman Svendsen Hallgrimskirken, Reykjavik ... - Pohjola-Norden

Den eneste grund til, at Jesus havde omgang med toldere og syndere var den, at det ville
ingen andre. Man så ned på dem og ikke uden grund. Tolderne var både landsforrædere
og uden skam i deres økonomiske udbytning af deres landsmænd, og de, der levede
åbenlyst i synd var sikkert lige så upålidelige og ulækre som narkomaner og alkoholikere i
dag. Jesus så imidlertid anderledes på dem, end vi normalt gør. Ikke fordi han elskede
deres synd, men fordi han elsker os m,ennesker. Fordi han spørger efter fortjeneste men
efter trang. “De raske har ikke brug for læge, det har de syge.” Den dag i Levis hus synliggjorde
Jesus i ord og handling Guds grænseløse kærlighed. Den som alene kan forny og
forandre en synder.
For de skriftkloge var det ikke blot uhørt, det var den rene galskab. For dem var toldere og
syndere lette at udskille og dernæst skille sig af med. I hvert fald fra det gode selskab.
Men Jesus er her som altid langt mere radikal i sit syn på, hvad synd er. Synd er ikke først
og fremmest knyttet til den ydre adfærd, men har snarere noget at gøre med vores
grundlæggende forhold til Gud. Synd er, at vi søger os selv i stedet for Gud, at vi lytter til
os selv i stedet for til Gud og at vi derfor først og sidst tænker på os selv i stedet for på
vores næste. Altså alt det i os, som siger “jeg”.
Selve ordet synd, som først kom ind i det danske sprog med kristendommen, betyder
egentlig at forfejle sit mål. Og det gør man, hver gang man i sit liv begynde med “jeg” og
ikke med Gud og næsten. Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. Sådan
sammenfatter Jesus som bekendt det store bud i loven. Det er den sammenfatning vi
bestandig gør oprør mod og forsynder os imod. Derfor er vi også en slags toldere og
syndere, der må bede om vore synders nådige forladelse.
Der er megen ironi gemt i Jesu ord om de raske, der ikke tror de trænger til læge, og de
retfærdige, der ikke tror de har brug for tilgivelse, og som derfor hverken bliver raske eller
tilgivet. Selv bad han for sine fjender og forfølgere og var ven med toldere og syndere. En
af dem hed Levi, Alfæus søn. Ham kaldte Jesus til discipel, og da Levi forbløffet og beæret
fulgte med Jesus, fulgte Jesus med Levi hjem, hvor der blev holdt fest og alle døre stod
åbne og alle var velkomne. “Mange fulgte ham,” står der. Om ikke af anden grund, så
fordi der var udsigt til et gratis måltid mad hos den velhavende tolder. Det fik følger. For
Levi, der som discipel fik navnet Mattæus, og for alle de andre toldere og syndere, som
siden holdt sig nær til Jesus. Det dårlige selskab, som vi ofte kalder de mennesker, som vi
af den ene eller anden grund føler os højt hævet over og ikke vil omgås.
Men netop ud af det selskab og det tolderhus udsprang et nyt fællesskab mellem Gud og
mennesker, kærlighedens og barmhjertighedens fællesskab, hvor dagsordenen for vores
liv sættes af den Gud, som Jesus Kristus har levendegjort også for os i Norden. I det
fællesskab er der ikke brug for at demonstrere egen fromhed ved at faste eller overholde
særlige hellige regler, for at høre til. “Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er
sammen med dem?”, spørger Jesus retorisk sine kritikere. Underforstået: det kan de
naturligvis ikke. For i hans gode selskab er man fælles om glæden og må derfor dele den
7