Min mor var besat (uddrag)

Min mor var besat 

bog0382_Min-mor-var-besat.indd 1 02-04-2019 08:43:43

Af samme forfatter: 

Er du da sindssyg (med Ina Kjøgx Pedersen). 1987 

Fejlfarvefortællinger (med Birgitte Kaltoft). 1993 

Sønner (med Martin Østergaard). 1995 

Børn skal ikke lege under fuldmånen – Forfatterportrætter. 1995 

Min generation. 1997 

Passioner – Atten stafetsamtaler. 1998 

Efter drabet – Beretninger om modstandskampens likvideringer. 2001 

Hilsner fra klovnen. Roman. 2003 

Birkedal – En torturbøddel og hans kvinder. 2004 

Blekingegadebanden 1 – Den danske celle. 2007 

Blekingegadebanden 2 – Den hårde kerne. 2007 

Blekingegadebanden. Samlet udgave. 2008 

Hippie 1 – Tre år og 74 dage der forandrede Danmark. 2011 

Hippie 2 – Den sidste sommer. 2012 

Nakkeskuddet – Og andre historier om at beskrive virkeligheden. 2014 

BZ – Et familiedrama. 2016 


Peter Øvig Knudsen 

Min mor var besat 

Da jeg mødte depressionens dæmon 

Portrætfotos ved Poul Rasmussen 

Efterskrift ved Niels ‘Mos’ Mosumgaard 

Gyldendal 


Min mor var besat. Da jeg mødte depressionens dæmon 

© Peter Øvig Knudsen og Gyldendal, 2019 

1. udgave, 1. oplag 

Omslagsdesign: Christian Ramsø/WAP 

Bogen er sat med Palatino LT Std hos Bech Grafisk 

og trykt hos Livonia Print 

ISBN: 978-87-02-28145-3 

Printed in Latvia 2019 

www.oevig.dk 

www.gyldendal.dk 

Til Mos 


„Alting er gået helt anderledes, end jeg havde forventet. 

Det er så svært at være mor til jer to. 

I giver mig stene for brød.“ 


og0382_Min-mor-var-besat.indd 6 02-04-2019 08:43:43

Indhold 

I 

‘Monsteret er dødt’ 11 

Min søsters historier 33 

Indlagt på Risskov 47 

Bisættelsen 63 

II 

En anden mor 77 

Veninden 93 

Min fars kærlighed 109 

Guldbjergvej 125 

Den nye mor 143 

Nabokvinderne 159 

Væk fra mor 168 

III 

Mine depressioner 193 

Bønnen 207 

Min mors behandlere 219 

Levende begravet 242 

Indlagt på Riget 267 

En tale 283 

Tak 293 

Efterskrift: 

Vejret i hovedet 297 



I 



‘Monsteret er dødt’ 

Min mor hyler. Hun står midt i opholdsstuen på plejehjemmet, 

og de andre beboere skæver ængsteligt efter 

hende. 

Hun hyler af al kraft. Personalet kommer til, men kan 

ikke berolige hende, og blidt føres hun ind på værelset. 

Døren lukker sig bag dem, og lidt efter bliver der stille 

igen. 

Det er langtfra første gang, at skriget har skåret gennem 

A-fløjen på plejehjemmet. Men nu har Ellen Knudsen 

skreget for sidste gang. 

Jeg har aldrig selv hørt min mor hyle og skrige. Tværtimod 

har min mors smerte siden min tidligste barndom 

snarere haft form af en stille implosion, et sort hul, der 

truede med at suge alting til sig. Jeg har set ind i det sorte, 

når jeg har oplevet min mor i den tilstand, og intet har 

fyldt mig med større frygt end forestillingen om selv at 

blive hvirvlet ind i mørket og opleve samme dæmoniske 

rædsel, som hun tydeligvis gjorde. 

De voksne kaldte min mors tilstand for depression, og 

fra jeg var fem år, oplevede jeg hende blive kørt væk, når 

hun skulle indlægges på psykiatrisk hospital. Senere så 

jeg hende med årene synke opgivende og apatisk ned i 

tilstanden, mens hun igen og igen appellerede til os andre 

om at redde hende. 

Allerede som stor teenager blev det klart for mig – ligesom 

det er blevet for mange andre børn af psykisk syge og 

misbrugere – at jeg ikke ville kunne fortsætte mit liv uden 

en betryggende sikkerhedsafstand til min mors lidelse, og 

11 


den kunne jeg ikke sikre mig uden samtidig at skabe en 

distance til hende. En distance, der nogle gange måtte tilvejebringes 

med metoder, man ikke bryder sig om at tage 

i anvendelse over for sin mor: 

En dag, da hun endnu en gang bad mig udfri hende 

af sit helvede, smadrede jeg en lænestol til pindebrænde 

for øjnene af hende, eller jeg smed røret på, når hun ringede 

grædende og tryglende. Og jeg gik i psykoterapi i 

tyve-tredive år for at rense traumet ud af min krop. 

Min afstandtagen betød også, at jeg i flere årtier nægtede 

at kalde mine egne nedtrykte perioder for ‘depressioner’. 

For depression var min mors lidelse, ikke min. Jeg 

var ikke som hende, og jeg blev grebet af angst blot ved 

tanken om at blive det. 

Ikke før jeg selv fik børn og ikke længere kun var ansvarlig 

for mig selv, indså jeg, at jeg blev nødt til at kalde 

min depression ved navn, fordi jeg havde brug for mere 

end psykoterapeutisk behandling. Men selv om jeg led 

af depressioner, var de på ingen måde så altomfattende, 

dybsorte og skrigende smertefulde som min mors. 

Først da hun døde, turde jeg bevæge mig nærmere på 

smertehavet og indlede et forsøg på at lære min mor at 

kende ved at skrive en bog om hende. Som i mine andre 

bøger ville jeg gå strengt dokumentarisk til værks, søge 

aktindsigt i hendes psykiatriske journaler og opsøge de 

mennesker, der havde kendt hende. Det skulle være en 

bog om min mor, men dermed også indirekte en bog om 

depressionen og om at være barn af en psykisk syg. 

Jeg overskred den distance, jeg altid omhyggeligt og 

med stor viljestyrke og voldsomhed havde holdt til min 

mor, og jeg lindede for første gang på døren ind til hendes 

rum. Men midt i arbejdet, som jeg havde tænkt mig at 

gennemføre med min sædvanlige nøgternhed, gik noget i 

skred i mig selv. 

Mens jeg fyldtes af dyb angst, blev den afstand til min 

mor, jeg havde opretholdt i fyrre år, langsomt nedbrudt. 

Min mors dæmoner krøb ind i mig og sugede mig ind 

mod det sorte hul, jeg siden min barndom havde frygtet 

12 


mest af alt. Jeg oplevede, at min døde mor kaldte på mig 

og ville trække mig over på den anden side. 

Jeg fortsatte i første omgang stædigt arbejdet midt i 

angsten, men som ugerne gik, mistede jeg til min rædsel 

evnen til at skrive. 

Magtesløsheden tog over, jeg fik det kun værre og 

værre, uanset hvad jeg forsøgte at gøre, og efter flere måneders 

forgæves kamp mod dæmonen måtte jeg til sidst 

mod min vilje lade mig indlægge på en lukket psykiatrisk 

afdeling. Ligesom min mor i sin tid var blevet det. Og 

med samme diagnose. 

Det hele begynder, da min mor får fred, som man siger, 

tidligt om morgenen onsdag den 2. november 2016. Og 

hun er ikke den eneste, som får fred. 

Tolv timer senere sidder jeg på en balkon på femte sal 

på Hotel Atlantic ved Århus Havn og fortæller min kæreste 

om den vældige bølge af lettelse, som skyller gennem 

mig efter min mors død. 

Hele dagen har jeg haft samtaler med personalet på 

plejehjemmet, med bedemanden, præsten og den øvrige 

familie, og til sidst har jeg skrevet til Skifteretten for at få 

adgang til min mors værelse. Efter min søns ønske har vi 

spist aftensmad på Jensens Bøfhus ved havnen, og nu har 

Aske på snart tretten pakket sig ned foran fjernsynet i det 

ene værelse med rigelige forsyninger af slik og sodavand. 

Jeg har røget en joint og lagt fødderne op på balkonens 

rækværk. Nedenfor ligger fødebyen i aftenmørke. Da Janne 

spørger mig, hvordan jeg har det, kommer jeg til at le 

højt. 

„Jeg er i et ganske fabelagtigt fremragende humør,“ 

svarer jeg. 

Lettelsen bliver ved med at skylle gennem min krop, 

og jeg har på en ny måde lov til at fortælle frit om min 

mor. 

Ikke blot om hendes forvrængede, oppustede ansigt, 

når døren til mine forældres mørkelagte soveværelse gik 

op, og jeg lige nåede at se et glimt af hende i den dybeste 

13 


depression. I dén tilstand henvendte hun sig ikke mere til 

mig og min lillesøster, og hun var knap nok længere en 

mor. I min erindring lignede hun snarere et monster. 

Jeg skal heller ikke nøjes med at fortælle om den grædende 

mor, som så langt tilbage, jeg kan huske, har appelleret 

og tryglet mig om hjælp, først derhjemme i det lille 

røde parcelhus på Guldbjergvej i Holme, siden i telefonen, 

og altid med de samme grådkvalte sætninger gentaget 

igen og igen med ganske små variationer: 

„Peter, jeg kan ikke klare det længere! … Du må komme 

og hjælpe mig!!“ 

I vores første tid sammen forsøgte jeg flere gange at 

forklare Janne, hvorfor jeg i modsætning til hende havde 

et så problematisk og distanceret forhold til min mor. Men 

jeg kunne tydeligt mærke, at hun ikke forstod, hvorfor mit 

ubehag og min modvilje var så heftig, og hvorfor jeg lod 

mig slå ud af en enkelt telefonopringning. Indtil en dag, 

da min mor havde efterladt en af sine tryglende appeller 

på telefonsvareren. Jeg holdt telefonen hen til Jannes øre, 

trykkede på ‘play’ og så hende med åben mund lytte til 

den flere minutter lange, grædende besked, hvor de samme 

sætninger blev gentaget igen og igen. 

Janne er flere gange siden vendt tilbage til oplevelsen 

af først dér at forstå den overvældende intensitet i min 

mors mørke og styrken i hendes appeller. 

Jeg har før fortalt erindringsglimt og historier til mine 

nærmeste. Men nu kan jeg forklare Janne om noget mere 

snigende, uhåndgribeligt, men også uhyggeligere, som er 

svært at fange i barndomserindringen: Når hun på et øjeblik 

skiftede fra at være min mor, der smurte madder med 

leverpostej og makrel i tomat ved køkkenbordet, og fik et 

andet og farligere blik, som om et fremmed væsen betragtede 

mig gennem hendes øjenhuler. 

I de følgende minutter ville jeg få at vide, at jeg ikke 

gjorde nok for hende, og at jeg ikke gjorde det godt nok, 

og det føltes, som om hendes intention var at såre mig så 

dybt som muligt. Barnet så dæmonen i øjnene. 

Det er voldsomme formuleringer, og når jeg nu skriver 

14 


dét, jeg fortalte Janne på balkonen den aften, efter at min 

mor var død, bliver jeg i tvivl, om det virkelig var sådan 

i min barndom, om det virkelig skete på den måde, eller 

om jeg siden har lavet historier – eller laver dem nu, forført 

af sproget. 

For min mor var også den kvinde, som hver morgen 

stod ved køkkenbordet og rumsterede, mens jeg spiste 

mine havregryn med mælk og sukker ved det smalle bord 

i køkkenet, hvor familiens fire medlemmer lige kunne 

klemme sig ned til hverdagens måltider. Og den kvinde, 

som ikke blot smurte madder, når jeg kom hjem fra skole, 

men også bagte brød, indtil hendes gigtsygdom hindrede 

den slags aktiviteter, lavede frikadeller og krebinetter og 

fiskefileter og medisterpølse til aftensmaden og vaskede 

tøj og hængte det op på snorene under loftet i bryggerset. 

Op til jul købte hun 48 små kalendergaver til at hænge 

på de 24 kroge på den blå, håndsyede kalender i entréen til 

min søster og mig, til fastelavn syede hun udklædningstøj 

til os, og hun inviterede alle mine kammerater til fødselsdage 

med sodavand og boller og mine yndlingskager, 

æblekage med knuste makroner og flødeskum og det allerbedste, 

kiksekagen, der hurtigt blev blød, når den kom 

ud af køleskabet. Og hun var også viceskoleinspektørens 

sekretær på min skole og hjalp mig med at spritduplikere 

de første eksemplarer af Holmebladet i fire farver. 

I de sidste ti-femten år af sit liv har hun desuden været 

mine børns bedstemor. Hun var den eneste bedsteforælder, 

de havde adgang til, og Aske og Ea var vilde med 

weekenderne i Århus: Færgeturen fra Odden med fri softicebar, 

indlogeringen på Hotel Radisson med glaselevator 

og pandekager på morgenbuffeten og besøgene på plejehjemmet, 

hvor bedstemor gav de blødeste kram, og hvor 

de fik lov til at rulle hen ad gangene på hendes rollator 

eller få de elektriske døre til at åbne sig for hende. Eller 

turene ud til iskiosken ved Ørnereden, hvor de gav bedstemor 

en hånd på de ujævne skovstier. 

15 


Det er blevet for koldt på balkonen, og vi flytter ind på 

dobbeltsengen. Fra det tilstødende værelse strømmer lydene 

fra Askes film. 

Jeg ligger på ryggen op ad Janne og fortæller, hvordan 

jeg som større dreng og voksen mand efterhånden kunne 

mærke det på forhånd, når et af de anklagende anfald var 

på vej. Udtrykket i hendes blik forandrede sig, og der opstod 

en lille pause, som gav mig mulighed for at reagere, 

før dæmonien slog igennem. 

Som voksen benyttede jeg mig af forudanelsen til at 

komme væk. Når jeg havde børnene med på plejehjemmet, 

bestræbte jeg mig på at få Aske og Ea ud af rummet, 

når pausen opstod, så de ikke skulle se deres søde bedstemor 

skifte karakter. Men jeg nåede det ikke altid, for Ea 

kan huske at have set sin bedstemor græde og råbe. 

Allerede for et par timer siden, fortæller jeg Janne, da 

jeg ringede til min ven Mos, begyndte jeg at tale om det 

dæmoniske hos min mor. Han blev forbløffet. Selv om vi 

har været bedste venner, siden vi var elleve år, og utallige 

gange har diskuteret de problematiske relationer til vores 

forældre, har jeg aldrig før talt sådan om min mor, sagde 

han. 

Mos vidste selvfølgelig, at min mor havde været psykisk 

syg og flere gange var indlagt på psykiatrisk hospital, 

men han havde ingen erindring om at have set det dæmoniske 

hos hende. Tværtimod huskede han hende som en 

temmelig almindelig mor, når han som barn var på besøg 

på Guldbjergvej, og siden som en sød gammel dame. Mos 

mindede mig til gengæld om, at jeg, dengang vi var unge 

for tredive år siden, havde talt om en dag at skrive en bog 

om min mor og hendes depressioner. Men jeg vidste allerede 

dengang, at hun først måtte dø. 

Min mor bliver igen et monster for mine øjne, mens 

jeg ligger i dobbeltsengen og taler om, hvordan det dengang, 

for mig som barn, ikke længere var min mor, der 

stod foran mig, når blikket forandrede sig og anklagerne 

begyndte. Det var et mørke, der strømmede ind i hende, 

16 


og en form for listighed, ikke ganske blottet for fryd, som 

jeg så i hendes øjne. 

Det er hverken skræmmende eller uhyggeligt at tale 

om, lettelsen fortsætter med at vælde op gennem mig, 

jeg har bare aldrig turdet se det så klart før. Måske er der 

i min mors tilfælde tale om en særlig form for dæmoni, 

fortsætter jeg, offerets dæmoni, som jeg flere gange har 

oplevet i mit arbejde, senest blandt enkelte medlemmer af 

den snævre inderkreds i den københavnske BZ-bevægelse, 

som jeg en måned før har udgivet en stor bog om. 

Jeg taler ikke om en villet og bevidst dæmoni, snarere 

om en form for besættelse, der finder sin grobund de steder, 

hvor jorden er gødet med indre vrede, offergørelse 

og ansvarsfraskrivelse, en slags glasklokketilstand uden 

fornemmelse for andre menneskers perspektiv. Men offerrollen 

må ikke forveksles med svaghed: Min vigtigste 

erfaring fra mit liv med min syge mor er, at offeret kan 

have en kolossal styrke. 

I det samme ved jeg, at jeg skal skrive en bog om min 

mor og netop dén dæmoni, og jeg ved også, hvad bogen 

skal hedde: Min mor var besat. 

Jeg gentager titlen igen og igen, stadig mere begejstret. 

En bog til alle de sikkert titusindvis af mennesker, der som 

børn har oplevet en psykisk syg, misbrugende eller på 

andre måder forstyrret forælder gøre sig selv til offer og 

dermed på fatal vis bytte rundt på rollerne mellem barn 

og voksen. Et monster, forklædt som én, der har ret til omsorg 

fra sine børn. 

Til sidst må jeg på benene for at bevæge mig: Jeg danser 

rundt for enden af dobbeltsengen og digter en sang 

på egen melodi og med blot en enkelt linje. Janne lukker 

døren ind til Aske i naboværelset. 

„Monsteret er dødt,“ synger jeg ekstatisk. „Monsteret 

er dødt! Monsteret er dødt! Monsteret er dødt …!“ 

Den 4. juni 2016, fem måneder før min mor døde, fejrede vi 

hendes firs års fødselsdag på terrassen ned til søen ved siden 

af plejehjemmet Madsbjerg i Århus-forstaden Holme. 

17 


I månederne forud har jeg været i tvivl, om jeg skulle 

stable et arrangement på benene. Min lyst til at gøre noget 

for min mor er forsvindende lille, og jeg er i tvivl, om hun 

selv vil få glæde af en fejring. Hendes hukommelse er i 

praksis ikkeeksisterende, og hun bliver let forvirret. Min 

mors kontaktperson på hjemmet kan ikke rigtig råde, men 

gør opmærksom på, at jeg i hvert fald må indstille mig på, 

at min mor godt kan finde på hurtigt at forlade selskabet, 

måske også i vrede. 

Min søster Mette, som bor i Cambodja, har ikke mulighed 

for at deltage, men sammen med Janne beslutter 

jeg trods alt at gennemføre fejringen. Alt tyder på, at det 

vil være sidste gang, det giver mening at samle min mors 

nærmeste – mine og Jannes børn, min fætter og mine to 

kusiner plus min mors tre nærmeste venner, naboerne Inger 

og Oluf samt Inge. Jeg bestiller tapas og kage fra en 

nærliggende forretning, og Janne og børnene hjælper med 

at dække et langbord på terrassen. 

Min mor bliver anbragt ved bordenden. Hun tager 

godt fra af champagnen, jeg har købt rødvin til min fætter 

og Olufs yndlingsøl, og som altid til familiefesterne 

hjælper alkoholen på stemningen. Solen står lavt ind over 

bordet, ungerne drøner omkring, Jannes yngste, Sira, går 

i søen med alt tøjet på for at hente en bold, og én efter én 

sætter familiemedlemmer og venner sig op ved siden af 

min mor for at forsøge sig med små samtaler. Hun nyder 

åbenlyst at være festens midtpunkt. 

Da det hele er ved at være slut, udbryder min mor smilende: 

„Hvor er det dog et dejligt sted! Tænk, hvis man 

boede her …“ 

I den følgende tid begynder hun at blive dårligere. Når jeg 

i dag kigger tilbage på de meldinger og mails, som jeg har 

modtaget fra plejehjemmet i månederne og især ugerne 

op til hendes død, bliver det tydeligt, at jeg simpelthen 

ikke har villet se i øjnene, hvad der er ved at ske: At min 

mor med stigende hastighed bevæger sig mod afslutningen 

på sit liv. 

18 


Allerede i begyndelsen af august 2016 har min mors 

kontaktperson i en mail skrevet, at hun er blevet fysisk 

dårligere, og at de derfor er nødt til at installere en lift i en 

skinne i loftet for at kunne få hende op af sengen og give 

hende den nødvendige pleje. Det kræver, at en skillevæg i 

værelset må fjernes, og at jeg derfor skal flytte en reolvæg 

og et par kommoder. 

Da jeg modtager mailen, er jeg netop gået i gang med 

at korrekturlæse min BZ-bog og indtale den som lydbog, 

og jeg reagerer kun med irritation over at skulle til Århus 

for at rydde op og flytte rundt. Snarere end den nøgterne 

henvendelse fra plejehjemmet hører jeg min mors grædende 

„du må komme og hjælpe mig!“ 

Mette, der er præst og udsendt af Danmission til Cambodja, 

reagerer med en beslutning om at rejse til Danmark, 

da jeg videresender mailudvekslingen til hende: 

„Det korte af det lange er, at jeg tænker på at få tre ugers 

orlov i oktober og være intensivt sammen med mor – velvidende 

at hun kan være afvisende, sur eller ubehagelig. 

Men jeg har lyst til at give hende en lille pakke kærlighed, 

inden hun lukker helt ned, eller i hvert fald forsøge på 

det,“ skriver Mette. „For det går jo kun én vej nu, og der 

bliver mere at forholde sig til, tror jeg …“ 

Den 1. september holder jeg et par foredrag i Århus, 

og i dagene bagefter tager jeg sammen med Janne ud til 

plejehjemmet, hvor vi slæber adskillige fyldte plasticsække 

og en del møbler ud til storskrald. Min mor forstår vist 

ikke rigtig, hvad der foregår. For første gang er jeg ikke 

sikker på, hun kan genkende mig, og når jeg sætter mig 

over for hende i et utålmodigt forsøg på at få en samtale i 

gang, svarer hun ikke, men kigger lidt skævt – eller er det 

næsten drillende? – på mig med det ene øje halvt lukket, 

som om hun vil sige: „Hvad forestiller du dig egentlig, at 

du laver her?“ 

Hun tusser ud og sætter sig i fællesstuen, hvor der er 

gamle dansktop-slagere i fjernsynet. På et tidspunkt ser 

jeg en ganske ung sosu-assistent, der tager fat i min siddende 

mors arme og danser lidt med hende til musikken. 

19 


20 

Assistenten har ikke set, at jeg iagttager dem, og jeg bliver 

rørt. 

Nogle dage senere skriver kontaktpersonen til mig, at 

de er glade for at kunne tage liften i brug. Som noget nyt 

er de „begyndt at være to personer til plejen af din mor, 

så den ene stille og roligt forklarer hende alt, hvad der 

foregår, og beroliger hende. Indtil nu fungerer det bedre, 

og hun bliver ikke så vred og utryg som før.“ 

Når jeg i dag genlæser den mail, og især bemærkningen 

om at være „vred og utryg“, undrer jeg mig over, at 

jeg på intet tidspunkt, hverken under mit besøg på plejehjemmet 

eller senere i telefonen, har følt mig foranlediget 

til at tage en grundigere samtale med personalet om, 

hvordan min mor egentlig har det. 

Små fjorten dage senere modtager jeg endnu en mail, 

hvor kontaktpersonen fortæller, at min mor inden for den 

seneste uge er blevet markant dårligere. Hun er meget 

træt, konstant sengeliggende og har svært ved at synke 

mad, medicin og væske. Da jeg ringer til plejehjemmet, 

kan de ikke med sikkerhed fortælle, om der blot er tale om 

en bølgedal, eller om det er alvorligere fat. 

Selv har jeg åbenlyst stadig ingen lyst til at se situationen 

i øjnene. Af min kalender for dagene efter modtagelsen 

af mailen fremgår det, at jeg holder foredrag næsten 

hver aften, og at pressearbejdet op til udgivelsen af 

BZ-bogen indledes med store interview til Politiken og 

TV-Avisen. 

En torsdag sidst i september bliver bogen sendt ud til 

pressen, og samme dag modtager jeg en mail fra sygeplejersken 

på min mors afdeling, Thilde. Hun fortæller, at det 

går hurtigt tilbage med min mor, som sover det meste af 

tiden og ikke tager initiativ til noget. Hendes egen læge 

har været på besøg og vurderet, at det ikke længere vil 

være „etisk korrekt“ at genoplive min mor ved hjertestop 

eller blodprop, og sygeplejersken beder mig tage stilling 

til spørgsmålet. 

Jeg skriver straks til Mette. 

„Vi forholder os jo til to ukendte X’er i det her tilfælbog0382_Min-mor-var-besat.indd 

20 02-04-2019 08:43:44

de,“ svarer Mette. „Hvordan vil hun have det, når hun er 

død? Hvordan vil hun have det efter genoplivning? Jeg 

ved ikke noget, men jeg tror, at hun vil få det bedst, efter 

at hun er død.“ 

I en telefonsamtale forklarer min mors læge, at min 

mor nu er i „det vegetative stadie“, hvor hun skal have 

hjælp til alt. Det er vanskeligt at få hende til at spise og 

især til at tage sin medicin, som han derfor har skåret ned 

til det absolut nødvendige. Lægen fortæller, at han enkelte 

gange har set tilfælde, hvor en patient på samme stadie 

pludselig får det bedre igen, men at hans egen mor er død 

for tre uger siden efter et tilsvarende forløb. 

Pludselig taler vi om hans mor, som på forbløffende 

mange felter har lignet min: Ikke alene var de født samme 

år, de havde også haft neurotiske, men samtidig stærkt 

dominerende personligheder, de havde begge været indlagt 

på psykiatrisk hospital, og de havde gennem årtier 

fået den samme, stærkt afhængighedsskabende nervemedicin 

Stesolid. 

‘Tørsprit’, kalder lægen pillerne og ler. Titusindvis af 

kvinder var ligesom vores mødre blevet gjort afhængige 

af Stesolid tilbage i tresserne. 

Lægen og jeg bliver enige om, at plejehjemmet skal 

have besked om ikke at forsøge genoplivning. Det vil give 

hende den mest nådige død, siger han. 

I dag har jeg ingen erindring om, at det vækker nogen 

særlige følelser i mig at diskutere min mors død. Af min 

kalender fremgår det, at jeg på samme tid giver interview 

flere gange om dagen op til BZ-bogens udgivelse, og at 

også de følgende uger er tæt pakket med interview, optrædener 

og foredrag. 

Midt i oktober ankommer Mette til Århus, og efter sit første 

besøg hos vores mor skriver hun, at „det var et sølle 

syn. Hvis jeg skal beskrive det med ét ord, vil jeg sige, at 

hun er døende, eller i hvert fald ligner én, som er det.“ 

Da efterårsferien begynder et par dage efter, kører jeg 

sammen med Aske mod Århus. Min syttenårige datter, 

21 


Ea, har besluttet, at hun „hellere vil huske bedstemor, som 

hun var.“ Vi indlogerer os på hotellet, og som sædvanlig 

køber vi på vej til plejehjemmet blomster og kager i Føtex, 

der siden min barndom har mast sig ind i landsbymiljøet 

ved Holme Kirke. 

Da skydedørene glider til side ved indgangen til plejehjemmet, 

lægger jeg mere mærke til den karakteristiske 

lugt, end jeg plejer, en blanding af rengøringsmidler og 

kroppe i forfald. Min mor ligger i sengen, hendes store 

bryster flader helt ud under nattrøjen, og hun betragter 

os gennem et enkelt sammenknebent øje med, hvad der 

ligner et skeptisk-ironisk udtryk. Jeg er ikke sikker på, om 

hun genkender mig, og hun kan eller vil ikke længere tale, 

kun udtrykke sig med en mumlen og et enkelt ja eller nej, 

som ikke altid giver mening. 

Jeg har ingenting, jeg skal have sagt til min mor. Jeg får 

hende op at sidde i den elektriske elevationsseng, og vi 

bladrer i gamle fotoalbums med glade billeder fra fødselsdage 

og fester på Guldbjergvej. På fotografierne fra min 

konfirmation er det særlig tydeligt, hvordan smilene bliver 

bredere med indtaget af alkohol, og min mor har røde 

kinder på dansegulvet. Mine kommentarer til billederne 

får hende et par gange til at grine. 

Først dagen efter, da vi er ved at tage afsked, skifter 

hendes udtryk, og jeg synes igen at se et glimt af dæmonien 

i hendes blik. Lige om lidt kunne bebrejdelserne begynde, 

farer det gennem mig. 

Jeg skynder mig ud af værelset med Aske. 

Et par dage senere overnatter Mette hos os i Gentofte, 

før hun flyver tilbage til Cambodja. Det viser sig, at 

hun allerede har haft en samtale med en af præsterne ved 

Holme Kirke. Hun giver mig en seddel med navnet på 

bedemanden og forslag til tekst og salmer til begravelsen. 

En af de sidste dage i oktober ringer en ergoterapeut 

fra plejehjemmet og forklarer, at min mor spiser for lidt, 

dels fordi hun har synkebesvær, dels fordi hun har modvilje 

mod at tage føde til sig. Både plejehjemmet og min 

22 


mors læge har den holdning, at hun ikke skal tvangsfodres 

med sonde. 

Mette er helt enig: „Jeg synes, det ville være nedværdigende 

med en sonde eller anden tvangsfodring. Der er 

noget trist i, at hun ikke vil spise, men det er jo netop et 

valg, og bevidst eller ubevidst vælger hun at dø.“ 

Få dage senere, om eftermiddagen tirsdag den 1. november, 

ringer sygeplejersken med den besked, at min 

mor nu er holdt op med at drikke. Lægen mener ikke, at 

hun skal have lagt drop. Sygeplejersken fortæller, at min 

mor sover det meste af tiden og øjensynligt ikke har nogen 

smerter. Hun åbner det ene øje, når de flytter rundt på 

hende, men ikke mere end det. 

Hvor længe min mor kan leve er vanskeligt at sige, 

svarer sygeplejersken. Det kan nemt være flere dage, og 

hun har sågar oplevet mennesker leve flere uger uden at 

indtage væske. Vi aftaler, at jeg tager telefonen med ind 

til sengen. 

Jeg diskuterer med Janne, om jeg skal tage til Århus allerede 

dagen efter, eller om jeg kan vente til torsdag, så jeg 

kan nå at afvikle et par optrædener i København i løbet af 

onsdagen. Janne er ikke i tvivl om, at jeg skal tage af sted 

næste morgen. Både hun og Aske vil gerne med. 

Klokken to om natten ringer en sosu-assistent fra plejehjemmet. 

Hun har en moden stemme, og hun siger med 

eftertryk, at hun ikke mener, at min mor lever natten igennem, 

bedømt ud fra hendes erfaringer med blandt andet 

temperatur og åndedræt. Jeg siger, at jeg vil komme hurtigst 

muligt, og vækker Janne. 

Jeg er i vildrede. Jeg taler om, at det ikke er sikkert 

at køre tværs gennem Danmark midt om natten uden at 

have fået mere end et par timers søvn, og at jeg ikke har 

noget som helst, jeg skal nå at sige til min mor. Dybt i mig 

rumsterer en kontrær følelse af ikke at ville give min mor 

den gave at haste over til hendes dødsleje. Janne lader mig 

bare snakke. 

Efter at have skrevet til Mette, booket en færgeplads og 

stillet vækkeuret til klokken halv seks, går jeg tilbage i seng. 

23 


Klokken lidt over syv drejer vi ud på ydre ringvej med 

Janne bag rattet, mens jeg på sms aflyser dagens optrædener 

og ikke kan undertrykke en vis ærgrelse. 

Ved Torkilstrup rasteplads kører vi ind for at drikke 

kaffe. Netop som Janne trækker håndbremsen, ringer min 

mobil, og en stemme fortæller, at min mor lige er død, 

fredsommeligt og tilsyneladende uden smerter. 

Aske bliver ked af aldrig at skulle besøge sin bedstemor 

igen. Egentlig havde han glædet sig til som sædvanlig 

at skulle have kage eller slik på rastepladsen, men nu 

er han helt stille og skal ikke have noget. Selv mærker jeg 

kun et strejf af udmattelse. 

Vi sætter os ved et af bordene med kaffen. 

Måske, siger jeg, var det i virkeligheden en befrielse 

ikke at have skullet sidde ved min mors dødsleje med alle 

mine blandede følelser. Døden er ikke behagelig. Ville jeg 

kunne finde på noget som helst at sige til hende, uanset 

om hun havde været ved bevidsthed eller ej? Hvordan ville 

jeg reagere, hvis det var blevet grimt? Og kunne jeg vise 

passende følelser foran personalet? 

Det er ikke gode og smukke tanker. 

24 

Jeg husker ikke resten af turen og ankomsten til plejehjemmet, 

men jeg har taget et fotografi af min døde mor 

i sengen. Hun kan godt se ud, som om hun bare sover. 

Munden er let åben, så jeg kan se guldet i hjørnetænderne 

og de sorte huller, hvor hun til sidst havde tabt et par tænder, 

men nægtede at få lavet nye. 

Personalet har arrangeret hende så fint. Sengetøjet er helt 

frisk, hun har fået et par blomster i hænderne, og den hvide 

tøjkanin med sorte pletter og lange ører, som hun har fået 

af Ea, ligger ved siden af. Snoren til kaldeknappen ligger 

ind over sengen, en gammel tradition, får jeg forklaret, hvis 

den døde skulle vågne igen. På rullebordet har de tændt to 

fyrfadslys foran min mors yndlingsbillede af min far, det 

officielle foto af Amtssygehusets direktør i guldramme. 

Hun er ikke blevet kold endnu. Jeg rører ved hendes 

hænder, der er krogede og arrede af et halvt liv med alvorbog0382_Min-mor-var-besat.indd 

24 02-04-2019 08:43:44

25 

lig leddegigt og et utal af operative indgreb. Hendes røde 

neglelak er næsten skallet af. 

Jeg står og holder om Aske, der også gerne vil prøve at 

røre ved bedstemor. Jeg mærker en stille sørgmodighed, 

nok mest over at hun levede så smertefyldt et liv, og at 

hun havde så lidt at give. 

Jeg er ikke i nærheden af at græde. 

Efter en tid kommer den sygeplejerske, som ringede i 

går, ind på værelset. Thilde slår sig ned ved min mors spisebord, 

mens en sosu-assistent sætter en bakke med kaffe 

og saftevand ind til os. Jeg fornemmer, hvordan den erfarne 

sygeplejerske ganske stilfærdigt mærker sig frem til, 

hvordan jeg har det, og hvad jeg har behov for at tale om. 

Jeg forklarer med det samme, at jeg har haft et særdeles 

kompliceret forhold til min mor, og at jeg anså hende 

for at være et meget vanskeligt menneske. Ucharmerende, 

har jeg nogle gange kaldt min mor, hvis jeg skulle beskrive 

hende ganske kort. 

Thilde smiler. 

Hun har som sygeplejerske på afdelingen kendt min 

mor i seks år, og jeg tænker, at hun i den periode har været 

betydeligt tættere på min mor end jeg. Thilde forklarer, at 

selv om min mor var diagnosticeret både depressiv og dement 

af lægerne, har hun egentlig aldrig selv oplevet hende 

hverken specielt depressiv eller dement. For Thilde at 

se led min mor af en neurotisk personlighedsforstyrrelse, 

som hun formentlig altid har haft, og som i hendes udgave 

især gav sig udslag i, at hun var særdeles opmærksomhedskrævende. 

Jeg beder Thilde komme med eksempler. 

„Ellen havde meget svært ved at acceptere, hvis andre 

fik mere opmærksomhed end hende, når hun var ude i 

fællesstuen,“ beretter Thilde, „og særligt når vi spiste. 

Selv om hun udmærket kunne spise selv, ville hun også 

have hjælp til det, når hun til måltiderne opdagede, at andre 

fik hjælp. Hun krævede simpelthen at blive madet. Og 

hvis hun ikke fik hjælpen, kunne hun finde på at brokke 

sig ganske højlydt eller endda begynde at hyle. I de situabog0382_Min-mor-var-besat.indd 

25 02-04-2019 08:43:44

tioner har vi nogle gange måttet bugsere din mor ind på 

hendes værelse, så hun ikke ødelagde måltidet for alle andre. 

Nogle gange hylede hun så videre inde fra værelset. 

I de senere år havde hun nogle blackouts, hvor vi ikke 

med vores sædvanlige metoder kunne konstatere, at hun 

var ved bevidsthed, og derfor ringede til 112. Men så snart 

Falck-folkene kom ind ad døren, vågnede hun, og da det 

var sket nogle gange, blev de lidt knotne. Måske var det 

også en måde at få opmærksomhed på. Hun havde en vis 

sans for drama.“ 

En personlighedsforstyrrelse bliver ofte en så indgroet 

del af ens identitet, at man ikke selv er i stand til at se, 

at man har den, forklarer Thilde, og derfor ville min mor 

formentlig ikke være i stand til at ændre sig eller modtage 

behandling. 

„Jeg tænker, at sygdommen har styret hendes liv. Hun 

har ikke lært andre strategier fra barndommen, og så har 

sortsynet fået lov til at styre. Hun var ikke et ondt menneske, 

hun kunne bare ikke andet og havde simpelthen ikke 

evnen til at føle nogen særlig empati.“ 

Jeg taler om, at jeg siden min ungdom har opfattet min 

mor som et menneske, der valgte at placere sig selv i offerrollen, 

dels for at få medfølelse, sympati og opmærksomhed, 

men også for at undgå at skulle tage ansvar for 

sit liv. Det fik hende til at nægte at have nogen form for 

ressourcer, heller ikke økonomiske. 

På et tidspunkt forsøgte jeg at få min mor til at indse, at 

hun rigeligt havde råd til at købe nogle småkager eller andet 

godt at byde på, når hun fik gæster på plejehjemmet. 

Men hun nægtede at tro på det, når jeg fortalte, hvad hun 

havde stående i banken efter salget af huset på Guldbjergvej. 

Hun ville ikke høre på det, og hvis jeg insisterede, fik 

hun et af sine vredesanfald. 

Jeg fortolker det sådan, at hun ikke havde lyst til på 

nogen måde at være ressourcestærk og i stand til at træffe 

sine egne valg og agere som et selvstændigt voksent menneske. 

Fordi det ville ødelægge hendes mulighed for at 

blive i den ansvarsfri offerrolle. 

26 


Thilde nikker. Hun fortæller om min mors uvilje mod 

at tage egne initiativer eller træffe valg, og hvordan hun 

sjældent ønskede at deltage i arrangementer eller udflugter, 

selv om hun tydeligvis nød det i fulde drag, hvis hun 

undtagelsesvist tog med. 

Det eneste, som kunne få min mor til at blive mild og 

positiv, når hun talte med personalet, var minder om min 

far – om jubilæer, fester og receptioner, hun havde deltaget 

i sammen med ham på sygehuset. Ellers var hun oftest 

utilfreds med det meste, med de andre beboere, med 

personalet – og med sine børn. Af og til måtte personalet 

minde min mor om, at jeg faktisk havde været på besøg 

for nylig med Aske og Ea, men det nægtede hun at tro på. 

„Jeg kom jo meget sjældent på besøg,“ siger jeg, „og 

selv om jeg prøvede at bekæmpe følelsen, fik jeg nogle 

gange vildt dårlig samvittighed.“ 

„Det er der ingen grund til,“ svarer Thilde, „for selv 

om du var kommet hver onsdag, havde hun formentlig 

klaget over, at du ikke også kom om torsdagen. Et kvarter 

efter at I var gået, kunne hun klage over, at I var gået så 

tidligt. Hvis man har et negativt sind, som hun havde på 

grund af sin personlighedsforstyrrelse, er det svært at se 

lyst på noget som helst. 

Personalet kunne også blive ramt, når Ellen klagede 

over ikke at få hjælp nok og mente, at vi ikke passede vores 

arbejde. Så smækkede hun med døren, hvad der også 

kan være en måde at få opmærksomhed på. I de situationer 

kan man godt blive ramt personligt som medarbejder: 

‘Hun må da kunne se, at jeg farer rundt og har travlt!’ Men 

nej, hun kunne ikke se det. Hun kunne ikke se, at andre 

end hun selv havde brug for hjælp.“ 

Den følelse af lettelse, som rammer mig med fuld kraft 

på hotelbalkonen samme aften, begynder at indfinde sig 

allerede i disse formiddagstimer under samtalen med den 

erfarne sygeplejerske. Sædvanligvis ville man måske forvente, 

at jeg blev skamfuld over at høre historierne om 

min mors opførsel under måltiderne i fællesstuen – det 

er en gængs forestilling, at vi kun selv må tale kritisk om 

27 


vores forældre og ikke kan kapere, at andre gør det. Ligesom 

det ikke er gængs praksis at tale dårligt om den døde, 

mens den endnu varme krop ligger i den anden ende af 

værelset. 

Et par gange griber jeg mig selv i at skotte over mod 

min mor i sengen og tænke, om vores ord mon alligevel 

på en eller anden måde trænger igennem til hende. Jeg har 

aldrig nogensinde fortalt min mor, hvordan jeg i virkeligheden 

har oplevet hende. 

Thilde beretter også om gode stunder med min mor. 

Men i løbet af vores lange samtale sker det paradoksalt 

forunderlige, at jo flere ucharmerende historier, jeg får 

Thilde til at fortælle, jo mere opløftet bliver jeg selv: Jeg 

fyldes af taknemmelighed over, at jeg ikke er den eneste, 

der har set min mor, som jeg så hende. 

I ugerne og månederne efter min mors død møder jeg bemærkelsesværdigt 

nok det ene menneske efter det andet, 

der ligesom hendes læge har haft en mor, som ligner min: 

Kvinder med psykisk eller fysisk sygdom, forstyrrede 

personligheder eller måske bare vanskelige sind, kvinder 

i en offerposition, som ikke desto mindre besidder en 

voldsom styrke og er i stand til at dominere eller nærmest 

underlægge sig en hel familie, fordi alle frygter deres reaktioner. 

Ofte har disse mødre tilmed fået byttet rundt på 

den naturlige rollefordeling mellem barn og forælder, så 

barnet gradvist er blevet gjort mere og mere ansvarlig for 

morens velbefindende. 

Jeg er ikke den eneste, som har levet i en livslang kamp 

for at holde min mor på afstand – og samtidig har skullet 

slås med dårlig samvittighed over at gøre det. Samtalerne 

opildner mig til at gå i gang med at virkeliggøre den bogidé, 

jeg fik på min mors dødsdag. 

Inspireret af samtalen med Thilde begynder jeg med 

at søge aktindsigt i min mors journal på plejehjemmet. Et 

halvt år senere får jeg på et møde med hjemmets forstander 

og sygeplejersken udleveret en stak printede dokumenter 

fra journalen. 

28 


Størst indtryk gør en række mødereferater fra 2010 og 

-11, hvor plejehjemmets ledelse havde bedt kommunen 

om at få psykiatrisk supervision for at kunne tage sig af 

min mor. Forstanderen forklarer mig, at personalet på min 

mors afdeling på den tid havde så svært ved at håndtere 

min mor psykisk, at de bad om at få en ekstern konsulent 

til at rådgive sig. 

Nu jeg læser referaterne, kan jeg godt huske det. Min 

mors daværende kontaktperson fortalte, at min mor kunne 

være meget belastende, og at selv de mest erfarne ansatte 

af og til ikke anede, hvad de skulle stille op. Som jeg hus ker 

det, fortalte hun mig på et tidspunkt også, at hun på grund 

af min mor nu havde valgt selv at forlade afdelingen. I 

længden var det blevet for hårdt med de mange og langvarige 

diskussioner og skænderier med den stædige kvinde. 

Det sidste afvises imidlertid af forstanderen. Den pågældende 

ansatte havde flere forskellige grunde til at søge 

væk fra afdelingen, understreger hun. 

I journalen noteres det, at min mor senest har været 

indlagt på psykiatrisk hospital i sommeren 2005, og ligesom 

Thilde har psykiaterne dengang vurderet, at hun ikke 

er deprimeret, men lider af en personlighedsforstyrrelse. 

I et notat fra 2006, lige inden hun kommer på plejehjem, 

hedder det, at min mor „har det rigtig skidt og egentlig 

ønsker at dø.“ 

I plejehjemmets journal fra de seneste år beskrives det, 

hvordan min mor indimellem udviser „vredladen adfærd“, 

når hun skal vaskes eller hjælpes på andre måder. I 

de tilfælde anbefales det, at personalet går ud af værelset 

og forsøger sig igen en halv time senere. 

„Personalet fortæller, at det fylder meget, at Ellen ofte 

er meget negativ og ødelægger den gode stemning, f.eks. 

til frokost,“ hedder det i et af referaterne fra supervisionsmøderne. 

Et af eksemplerne er, som Thilde har fortalt, at 

min mor vil have hjælp til at få maden skåret ud eller vil 

mades, selv om hun „sagtens selv kan“. I de situationer, 

hvor hun skaber dårlig stemning omkring bordet, må personalet 

bede hende spise hos sig selv, besluttes det. 

29 


„Ellen søger opmærksomhed hele tiden. Personalet 

skal ikke tillade, at Ellen f.eks. smækker med døren, hvis 

hun ikke får sin vilje.“ 

Hendes opmærksomhedshunger får hende også til at 

blive „meget fortørnet, hvis personalet snakker ‘privat’.“ 

I en anden rapport fortæller aftenvagterne, at „Ellen bagtaler 

personalet over for de andre beboere“. Personalet får 

også selv at vide fra hende, at „I laver jo ingenting“ eller 

„jeg vil ikke hjælpe, for det er jo det, I får jeres løn for“. 

Det fremhæves flere steder, at min mor ikke skal have 

forklaringer eller argumenter, fordi hun alligevel ikke kan 

modtage dem på grund af sin psykiske tilstand. Aftenvagterne 

rådes til ikke at „diskutere tingene med Ellen. 

Sig STOP med få ord. Luk samtalen. Vi skal ikke lade os 

provokere.“ 

Modsat de andre beboere på hjemmet skal min mor 

desuden have ikke én, men to kontaktpersoner, så de kan 

aflaste hinanden. 

Ikke mindst gør det indtryk på mig at læse en række 

regler om min mor, som aftales på et møde i maj 2010 med 

supervisoren fra lokalpsykiatrien. Reglerne minder påfaldende 

om den distance, jeg fra et tidspunkt i mit teenageliv 

fandt ud af, at jeg selv måtte lægge til hende, hvis jeg 

ikke ville lide overlast: 

„Når EK taler om, at hun gerne vil dø og have hjælp 

dertil, skal vi klart fortælle hende, at det kan vi ikke hjælpe 

hende med, og at vi ikke vil høre på det. 

Når EK ‘hyler’, skal vi gå derind og sige: ‘Du bliver 

nødt til at stoppe med den hylen, for det kan de andre 

beboere ikke holde ud at høre på’ og derpå forlade stuen 

igen. 

Når EK taler negativt om sine børn/familierelationer, 

skal vi ikke gå i dialog, men sige: ‘Jeg vil ikke høre om det, 

Ellen. Den snak har vi haft så mange gange.’ 

Når EK omtaler vores kolleger negativt, skal vi sige: 

‘Det vil jeg simpelthen ikke høre på. Du må gå til ledelsen, 

hvis du vil beklage dig over dem.’“ 

Supervisoren anerkender, at det kan være voldsomt 

30 


for personalet at sætte så markante grænser, men det er 

vigtigt for både de ansatte og min mor, fordi hun „ikke 

har fornemmelse for egne og andres grænser grundet sin 

diagnose“. 

I et referat fra et supervisionsmøde et år senere hedder 

det, at „vi accepterer ikke uhøflig optræden og krænkelse 

af vores arbejdsindsats. EK skal grænsesættes, også selv 

om der er andre beboere til stede.“ 

I samme referat kan jeg læse et råd fra supervisoren, 

som tyder på, at personalet også har mødt min mors mere 

dæmoniske side: 

„Kommer EK for tæt på og er vred eller truende, beder 

vi hende om ikke at komme tættere på. Personalet kan 

også klappe i hænderne foran eget ansigt. Erfaring viser, 

at det vil forskrække hende og stoppe handlingen.“

Min mor var besat (uddrag)

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?