Bjergby Friskole - Skolen i tiden

Man vil en skole
Dorte og Jørgen Dahlgren blev valgt som skolelederpar i 1987. Og der blev de i 28 år. At være friskolelederpar
er en livstil, og i 1987 flyttede de også ind i skolerlederbygningen. For dengang var det ganske
normalt, at der blev stillet en sådan til rådighed. Mange ting har ændret sig i løbet af årene, men der er
helt sikkert også mange traditioner og skolesyn, som stadig videreføres i dag.
Efter 7 år som efterskolelærere
fik vi lyst til at prøve noget andet.
Vi var glade for vores arbejde
på Han Herreders Ungdomsskole
men kunne godt tænke os
at komme tilbage til Mors, hvor
vi begge er vokset op.
Med to små børn og en tredje
på vej besluttede vi os derfor for
at rykke teltpælene op.
Samtidig med, at vi i foråret
1987 begge skulle føre vores
klasser til afgangsprøve og udvidet
afgangsprøve, tog Jørgen
tit til Bjergby for at være med i
planlægningen af det kommende
skoleår. Dorte passede sit
arbejde og børnene, og endelig
kom dagen, da vi skulle flytte.
Vi flyttede ind i Den gamle Skole
i begyndelsen af juli. Det var
dejligt, der stod en bolig klar,
for vi vidste jo ikke rigtigt, om
jobbet var noget for os.
En uge efter flytningen fik vi
vores tredje barn, så nu var det
bare med at smøge ærmerne
op og begynde vores nye liv
som skolelederpar i Bjergby
Friskole.
Selv om vi var vant til de frie
skoler, fandt vi hurtigt ud af, at
friskoleverdenen var helt anderledes
end den efterskoleverden,
vi kendte. Vi havde kun meget
lidt erfaring med undervisning
af de små elever, men vi følte
begge, at vi havde en spændende
opgave foran os.
Da vi startede i august 1987,
var der omkring 65 børn i skolen
fra Bh-klasse til 7. klasse,
ingen SFO og ingen sekretær.
Vi følte os godt taget imod både
i skolen og i byen.
Mange aftner gik med at skrive
girokort til forældrene med betaling
for skolemælk, skolepenge
osv. Inden den første efterårsferie
havde vi emneuge. Ugen
skulle sluttes af med spisning
og cirkusforestilling for forældrene,
men vejrguderne var
ikke rigtig med os, for vi rendte
ind i en voldsom efterårsstorm.
Det betød, for os privat, at vores
sejlbåd, der nu lå i Nykøbing,
rev sig løs og blev temmelig
beskadiget,og lyset gik på det
meste af øen, så aftenens
arrangement i skolen måtte
afholdes i stearinlysenes skær.
Der fik vi vores ilddåb med
store arrangementer i Bjergby
Friskole, men vi havde alt i alt
en rigtig hyggelig aften, hvor vi
fandt ud af, at ved fælles hjælp
klares alle problemer.
Det er specielt at komme som
ny til en skole med så mange år
på bagen. Der er rigtig mange
traditioner, og selvfølgelig hørte
vi ofte ordene: ”Vi plejer”. I
Bjergby Friskole havde man fx
en tradition for hver torsdag i
vinterhalvåret at mødes i skolen
til oplæsning. Folk medbragte
kop, brød og evt. strikketøj
eller andet, der kunne nørkles
med, mens der blev læst op.
Så skulle der bare være kaffe
på kanden og en bog klar til
oplæsning. Det var en af de traditioner,
hvor vi tænkte: Vi må
se, hvad det er for noget, før vi
tager stilling til, om det er noget
for os. For tit er det jo netop
sådan, at noget kun bliver en
tradition, fordi det fungerer godt.
Og det gjorde det.
På disse oplæsningsaftner
mødte vi andre voksne end
forældrene i skolen. Nemlig tidligere
forældre i skolen, og flere
af dem havde endda selv været
elever i Bjergby Friskole. På
bedste friskolemaner begyndte
og sluttede vi selvfølgelig med
en sang, og bøgerne, der blev
læst op af, var selvfølgelig væsentlige.
En bog før kaffen og
en anden efter, men snakken
under kaffen havde også stor
betydning, fandt vi ud af.
Selv om vi begge er vokset
op på Mors, kom ingen af fra
hjem, hvor der blev talt dialekt.
Derfor var der flere af de ældre
i skolekredsen, der syntes, det
var sjovt, at vi ikke altid forstod,
hvad de sagde.
Det var hyggelige timer, som
vi nød meget. Men alt har en
ende. Mange år senere besluttede
vi at holde med oplæsningen.
Tiden var nok løbet
fra det. Der var ikke mere det
store behov, for som årene gik
blev tilbuddene for, hvad man
kunne gå til, flere og flere. At
stoppe med en tradition er ikke
et nederlag, men blot en erkendelse
af, at alt har en ende. Det
var rigtig dejligt og hyggeligt, så
længe det varede.
I 1987 var der 3 friskoler på
Mors. De 3 gamle. Ø. Jølby
Friskole, Skallerup Friskole
og Bjergby Friskole, der alle
er grundlagt i sidste halvdel
af 1800-tallet som en reaktion
mod den sorte skole, og alle tre
med rod i Grundtvigs og Kolds
skoletanker. Vi havde hver
vores naturlige opland, og der
var ikke kamp om eleverne. I
1992 lukkede kommunen Flade
Skole. Det betød, at 22 børn fra
Flade kom i Bjergby Friskole.
Det var dejligt for skolen, at
oplandet blev udvidet den vej.
Senere fulgte andre skolelukninger,
og flere steder opstod
nye friskoler. På et tidspunkt var
der 8 friskoler. De er nu reduceret
til 6. Da vi fik børnene fra
Flade, blev der råd til at købe
computere, som kunne bruges i
undervisningen.
Klasserne var stadig små. Vi
samlæste jo ikke på det tidspunkt.
Så det var nemt, hvis
man skulle på tur med en klasse.
Det krævede kun 2 biler for
at have plads til alle.
Hvis vi var heldige at få sne
om vinteren gik vi alle, store og
små, ud til Gunhild og Christian
Overgård på Brunhøjvej, hvor
vi kælkede og legede i sneen.
Inden vi skulle tilbage til skolen,
havde Gunhild lavet varm
kakao til os. Det lunede på en
kold vinterdag.
En af traditionerne var, at de
store elever lavede skuespil,
som blev opført Store Bededags
aften i forsamlingshuset.
Ud over at se skuespil så vi de
små danse folkedans, og vi spiste
varme hveder. Der var fuldt
hus til disse aftener, selv om
flere af 7. klasses elever ofte
skulle konfirmeres dagen efter.
32 33