Bjergby Friskole - Skolen i tiden

Hjertelig tillykke, du gamle
af Frimeninghedspræst Ole Kobbelgaard
”14 år… og 4 dage”, lød det så,
gnækkende fra dybet.
”Det bliver så lige 8 kroner, men
så må du heller ikke have den
der grønne sodavand med ind i
salen”.
OLE KOBBELGAARD
Alder er da noget mærkeligt noget.
I dag kan jeg - hvis ikke lige
der er nogen i nærheden - snildt
dalre rundt til et godt stykke op
ad formiddagen, før jeg kommer
i tanke om, at jamen hovsa, det
da vist er i dag, jeg fylder år.
Underligt nok, for da jeg var
dreng, elskede jeg at have
fødselsdag. Jeg kunne næsten
ikke vente med at få grønt lys
fra min mor til at puste lysene
på kagen ud. Og jeg elskede,
at der kom ét lys mere i den for
hvert år.
Ja, faktisk kunne det kun gå
for langsomt, det med at få
nogle flere lys proppet ned i
flødeskummet, ned til de parfumerede
cocktailbær, der var så
kvalmende søde, at de kunne
få tæerne til at krumme sig helt
ind under fodsålerne i de lidt for
store, brune og arvede lædersko,
som jeg nu bar med fryd,
men som også min storebror
havde danset wienervals i på
Skjern Danseskole hver onsdag
eftermiddag.
Før vi går videre, kommer der
så lige en tilståelse: Jeg løj mig
som barn nogle gange ældre,
end jeg strengt taget havde
belæg for - altså ud fra dåbsattesten.
Faktisk gjorde jeg det
ved flere lejligheder. På trods af
mine forældres ihærdige indsats
for at opdrage lidt på mig. (I dag
har deres sunde opdragelse af
mig nu nok alligevel ædt sig ind
i sindet på mig, for nu nøjes jeg
med ikke altid at fortælle den
fulde sandhed om, præcis hvor
gammel jeg er.)
Karen Blixen skriver i ”Den afrikanske
farm”, at hun fandt frem
til de ord, der skulle blive hendes
livs motto netop i de år, da
hun boede for foden af bjerget
Ngong i Kenya: ”At ride, skyde
med bue og tale sandhed”.
Ifølge sin broder, der i øvrigt
hed Bror, kunne hun ingen af
delene, men hendes fantastiske,
frisættende fantasi gør
hendes jo bare så meget desto
skønnere at læse!
Jeg kunne bestemt heller ikke
nogen af delene som barn - og
ikke mindst forfaldt jeg, som
sagt, til løgnen. Det gjorde jeg
blandt andet, fordi man tilbage
i den sene stenalder - året hed
1972 - skulle være 14 år for at
få adgang til Skjern Jazzklubs
koncerter lørdag eftermiddag i
den lokale biograf. De gæstende
jazzbands spillede nemlig
først i biffen om eftermiddagen
- sådan typisk fra kl. 14.00 til
16.30 - og så igen om aftenen
fra kl. 21.00 på Nørgaards
Hotel, der ved disse særlige lejligheder
undtagelsesvist havde
fået bevilling til at sælge øl og
spiritus. Normalt kunne man i
Skjern kun købe alkoholiske
drikke i DSB-restauranten på
togstationen - og kun mod forevisning
af gyldig rejsehjemmel.
Vi skjernfolk ville simpelthen
være sikre på at komme af med
dem igen - disse tørstige mænd
og kvinder.
Jeg er fra 1960, så aftenarrangementet
på Grønlunds
var naturligvis fuldstændig
uden for rækkevidde med en
aldersgrænse på 21 år, men
med lidt held kunne man få sig
sneget ind om eftermiddagen
ved at gøre sin usikre stemme,
der hele tiden truede med at
knække over og forråde én, lidt
dybere.
”Hvor gammel er du, knægt?”
lød det brysk.
To lidt for store slurke nedsvælget
i en rasende fart, tre
kæmpestore host, fire dunk i
ryggen og en hel del grønne,
våde støvskyer af sodavand ud
af næsen… og så var man klar
til at gå ind i det forjættede land,
ind i biografsalen, hvor man
kunne slænge sig i de røde
plyssæder, der normalt ydede
vi jublende unger sporadisk
rygstøtte til søndag eftermiddags
biografforestilling, hvor
tidens superhelte som fx John
Wayne uge efter uge nedlagde
blodtørstige rødhuder med op til
19 skud i hver af sine to seksløbere,
og hvor verdens bedste
Tarzan, Johnny Weissmuller,
sprang ud fra klipper og ned i
en flod i junglen, hvor han slogedes
indædt med de krokodiller,
han af en eller anden grund
ikke lige gad svømme fra.
Men på dén dag, jeg her fortæller
om, så vi ikke film. I stedet
kom den amerikanske klarinettist
Alton Purnell fra selveste
New Orleans ind på scenen
sammen med de danske dixielandkoryfæer
”Ricardos Jazzmen”
fra København. Nogen
sagde et par bevingede ord til
Er tidligere journalist ved Jyllandsposten, og højskoleforstander
på Vestbirk, Ryslinge og Askov højskole.
I dag frimenighedspræst ved Ansgarkirken i Øster Jølby.
velkomst, en anden trampede
for, og så spillede de alle
sammen ”Muscat Ramble”, som
gjaldt det livet.
Tak spids for et brag af vellyd!
Musikken bølgede gennem
lokalet. Ensemblespil afløstes
af vidunderlige soloer, hvor hver
enkelt musiker på sit instrument
fortalte en hjertegribende
historie om at komme hjem…
en dag for en sent, med tomme
lommer, til et gabende tomt
køleskab… og kun for at se sin
elskede kysse naboen og ride
bort med ham i solnedgangen.
Med andre ord: Bluesmusik, når
den er allerbedst.
Og resultatet udeblev da heller
ikke. Lige dér i Skjern biograf
skete underet. Musikken - og
alle de blå historier i den - gik
lige til hjertet på tilhørerne. Og
vi taler vel at mærke vestjyder,
der i al overvejende grad var
aldeles appelsinfri, men der
blev altså klappet, sunget med
og hujet og trampet til musikken
ned på biografens musegrå
linoleumsgulv - naturligvis på
andet og fjerde taktslag, som
det sig hør og bør i jazzmusik.
Og i halvmørket sad en 12-årig
dreng fra Skjern og mærkede,
hvordan det føles, når himlen
rører jorden. Dét møde forandrede
alt.
Ganske som Christen Kolds
møde med vandreprædikanten
Peder Larsen Skræppenborg
dengang i 1837 ovre i Solbjerg
præstegård for altid ændrede
hans syn på verden. Og på kristendommen,
der ikke længere
tog sig så truende ud, hvis det
var sandt, hvad han fik at vide:
at Gud elsker mennesker!
Men det var sandt. Det kunne
han mærke. I hjertet. Og hjertet
lyver ikke. Små drenge (og
piger) kan finde på at lyve for at
opnå noget, de meget gerne vil
opleve. Men hjertet lyver ikke.
8 9