HYPNOTERAPl - Dansk Selskab for Klinisk Hypnose

HYPNOTERAPl
Medlemsblad for Dansk Selskab for Hypnose 3.
årgang - nr. 1 - april 2001
Fra redaktionen....................................................................................s. 2
Ønsker, spørgsmål eller meninger fra læserne................................................ s. 2
Nye Medlemmer ..................................................................................s. 4
The Psychodynamics and Initiation of Effective
Abreactive Experiences
ved John G. Watkins og Helen H. Watkins ..................................................... s. 6
Benefits of Early Interventions with Cancer Patients
A Clinician's 15 Year Observations
ved Christel J. Bejenke, MD............................................................................ s. 14
Behandling af psykiske og psykosomatiske problemer hos børn
ved ekstemalisering af problemet
ved overlæge Torben Marner..........................................................................s. 21
Tilfældet Sanne
ved speciallæge Jens Mensing ........................................................................ s. 22
Cafegæsten
hos psykolog Annalise Rust............................................................................. s. 25
1 st World Congress on Women's Mental Health
ved psykolog Annalise Rust................................................................. s. 28
Ordinær generalforsamling i Dansk Selskab for Hypnose.................. s. 29
Undervisning i Dansk Selskab for Hypnose ....................................... s. 36
Medlemsservice................................................................................... s. 38
Bestyrelsen for Dansk Selskab for Hypnose ...................................................s. 40
Trykt i 350 eksemplarer
ISSN:0907-3116 DSH' s medlemstal: 304

2
Redaktion
Psykolog Annalise Rust, Nyelandsvej 14, 2.h., 2000 Frederiksberg
T. 3833 2212. E-mail: rust@rh.dk
Læge Rolf Waagepetersen, Kastetvej 82, 9000 Aalborg
Tlf: Arb. 9810 2255. Priv. 9812 1290 eller 9821 7667. Fax 9810 2075
E-mail: hypnose@dadlnet.dk
Ansvarlig i henhold til presseloven er Læge Rolf Waagepetersen.
Hypnoterapi udkommer tre gange om året.
Stof til Hypnoterapi modtages meget gerne. Bedes indsendt til redaktionen - helst på diskette
(vi råder over Word 97), men maskinskrevet manuskript eller Philips dikterebånd kan vi også
bruge.
De synspunkter og meninger der fremsættes i Hypnoterapi deles ikke nødvendigvis af
redaktionen.
Copyright: Artikler eller dele af artikler fra "Hypnoterapi" må ikke bringes uden skriftlig
tilladelse fra redaktionen.
I de første to år af DSH´s levetid har selskabet haft et delt formandskab, idet de to formænd
fra tidligere DSMH og DSKEH fortsatte i fællesskab. Med generalforsamlingen i Odense 17.
marts er denne overgangsperiode bragt til ende og selskabet har én formand. Psykolog Anne-
Marie Harnum stillede op og blev uden modkandidat valgt med akklamation. Nyvalgt til
bestyrelsen blev speciallæge i gynækologi Esben Schacke. Redaktionen ønsker Anne-Marie
og Esben tillykke med valget og ønsker bestyrelsen held og lykke med arbejdet for DSH
fremover.
De senere numre af hypnoterapi har bragt et hurtigkursus i hypno-terapi i tegneserieform.
Tegninger og tekst er leveret af Storm P, Fritz Jürgensen og Albert Engström. Kurset afsluttes
i dette nummer af Hypnoterapi og punktum sættes af Storm P´s vagabond, der hilser lærken
og foråret.
Ønsker, meninger eller spørgsmål
fra læserne
herr. Flaumann mener
ved læge Jørgen Frost
Som adskillige foregående numre af Hypnoterapi udtrykker også det sidste et ønske om
indlæg fra læserne. På side 6 sidder herr Flaumann og "tænker på, hvad han kunne have
svaret". Flaumanns vovse sidder med halen mellem benene og ser op på sin herres
himmelvendte og henførte udtryk.
Og derved bliver det nok: som en selvterapi/selvhypnose overfor - i bedste fald - ægte
sociale tilskyndelser. Selvforstærkende isolation og ensomhed i takt med øget trang til
fællesskab forårsager selvsagt udgifter, som herr Flaumann og "hans samfund" kommer til at
afholde.

3
Yderligere illusioner ifølge TV, andre medier og "hvad alle andre mener" er nogle af de
piller, der stilles til rådighed for at camouflere symptomerne. En kynisk kapitalisme er
leveringsdygtig med selv den ultimative underholdning i form af snufvideo. En
sammenligning med terminal narkomani er nærliggende.
Udover talrige velfærdsdemagogers reklamer for eget firma er der dog ikke meget, der
godtgør, at det er let for herr. Flaumann at bevare en sund sjæl i et sundt legeme. For ikke
særligt priviligerede er det umuligt at følge med i vore dages informations- og udbudskaos,
endsige skaffe sig indsigt og overblik. Et aldrende frustreret hoved som mit kan ikke blive
enig med sig selv, computeren, medierne eller naboen. Et godt universalspørgsmål - "Hvem
tjener på det?" - afklarer dog en del. Kommunikation med velmenende tidligere fagfæller kan
forhåbentlig også afklare.
Escatologi eller ej så er det første par sider i Jyllands-Postens sektion "indblik" af 28.
januar trøstende, om ikke andet fordi det nu ser ud til, at vi er flere der tør tilkendegive
upopulære observationer. Det omtalte "Good work project" behandles tilmed journalistisk
hæderligt.
Lektor i pædagogisk psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet i Odense, Hans
Henrik Knoop tager her læseren med på en tur " På kanten af kaos", hvor blinde
markedskræfter, selvisk lalleglad hyggesyge og politisk impotens huserer, som den
narcissismens "kultur" Christopher Lasch skrev om for ca. 20 år siden.
OECD giver os 12-17 år til at skabe et demokratisk samfunds- alternativ i balance med
disse års uhyre teknologiske formåen, som uvægerligt bliver en tragedie, hvis den er udenfor
samfundets kontrol. På side 44 i vort blad refereres WHO´s mening om, at i de næste 15-20 år
vil depression udvikle sig til klodens sundhedsbyrde nr.1. At depressivitet allerede koster
samfundet 4 Mia. pr. år er jordnødder i forhold til især den menneskelige pris, som aldrig så
mange terapeuter ikke vil kunne råde bod på.
Uanset min store respekt for bl.a. hypnoterapeutisk indsats er kemisk interferens det eneste
sandsynlige, og her står leveringsdygtige økonomiske interesser på spring igen. D.v.s.
inkluderet social slag-side, som det allerede gælder for retssikkerheden, der tilmed har et stort
uerkendt sundhedsmæssigt aspekt.
Helbredere", der kalder sig alternative i forhold til et formentligt allerede mindre antal
uddannede, har påtaget sig at frelse "det hele menneske". Vor højt besungne "livskvalitet" er
højst uhåndgribelig i disse hænder, så meget mere som det passer fint i det politiske spil.
De økonomiske-politiske-sociale samfundsproblemer internaliseres og overses hos den
enkelte og desværre også flertallet. De uddannede gøres ansvarlige for dikotomien i krop og
psyke, og alibiet for mindre ressourcetildeling er herefter i orden.
Som ansvarlige borgere og professionelle kan vi altså ikke holde os til en egen indsnævret
plads i det store spektrum. Vi må ud til andre med en bred viden om samfundsderiverede
ætiologier, herunder at det er essentielt, at vi personligt begynder at passe på hinanden - i
stedet for slagsmålet om at komme først til mølle og få malet til hjemme-bageriet. Vi er over
300 medlemmer i DSH, og næppe nogen af herr. Flaumanns slags. Vi kan gøre meget i
fællesskab med start i en dialog her i bladet.
Hypnoterapis redaktør fremhæver kasuistikken og anekdoten som bl.a. afsæt og inspiration
for videnskabelig dokumentation og alment brugbar viden og forståelse, og henviser til læge
Bente Vestergårds kasuistik side 20, hvortil jeg spørger: Er ætiologien til denne patients
lidelser alene det, vi plejer at angive af gammel enøjet vane, arv, opvækst, arbejde, ægteskab
m.v.? Er den ildesete tilbøjelighed til at projicere sine brister og besværligheder ud på det
anonyme "samfund" helt tåbelig ?
Førstehåndskendskab til selv at være en kasuistik/ret tragisk anekdote, er vi formentlig
flere om. Problemet ville være ulige lettere at overskue i et velfærdssamfund, der ikke havde
frataget det enkelte menneske dets selvtillid og desværre også selvfølelse. Jeg undskylder
altså mine generaliseringer udfra en endog ikke statistisk underbygget kvasividenskabelighed.

4
Men jeg står ved, at videnskabeligheden in spe ikke vil øge vor menneskeværdighed i samme
grad som vore kvaler og angstfyldte udsigter. Lad os sammen se, om der dog ikke skulle være
lidt plads tilovers i mediernes monotone flom af ……
Nye medlemmer i DSH
Følgende nye medlemmer bydes velkommen i DSH:
Psykolog Niels Bagge, Roskilde
Læge Gert G.A. Erichsen, Vanløse
Psykolog Jónas Gústafsson, Herning
Psykolog Lars Nørgaard Hansen, Albertslund
Læge Nina Henriksen, Haderslev
Psykolog Lene Istrup, København
Psykolog Liselotte Jørgensen, Aabenraa
Læge Klaus Nicholson, Roskilde
Psykolog Bodil Odgaard, Vejle
Psykolog Lennart Pasborg, København
Psykolog Jørn Plougmand, Roskilde
Psykolog Lone Seipelt, Roskilde
Psykolog Lise Skinhøj, Klampenborg
Psykolog Søren N. Sørensen, Valby
Psykolog Maybritt Thomasen, Greve
Sygeplejerske Charlotte Harbou, Klampenborg (ekstraordinært medlem)
Psykolog Henrik Skovgård, Allerød
Afdelingslæge Thorkild Eriksen, Herning
Psykolog John H. Frandsen, Risskov
Psykolog Susanne Mannov, Århus C
Stud.psych. Nina Werner, Roskilde
Tandlæge Tove Axelgaard, Silkeborg
Tandlæge Per Møller Hansen, Fåborg
Tandlæge Lone Rank, Svendborg
Tandlæge Nina Drivsholm , Odense
Psykolog Karen Wernberg, Sønderborg
Psykolog Mikael Thastum, Risskov
Speciallæge Anders Baastrup, Aalborg
Psykolog Lise Dithmer, Holte
Psykolog Jette Ebler, Herning
Psykolog Karen Lambrinou, Århus
Læge Sigurd Lindberg, Præstø
Læge Jørgen Degn, Vanløse
Tandlæge Stig Simonsen, Rødovre
Psykolog Birgitte Bratcher, Kalundborg
Psykolog Anni Dissing, Kalundborg
Psykolog Susanne Thorsted, Sandved
Tandlæge Benedikte Schaumburg-Müller, Helsingør

6
The Psychodynamics and Initiation of
Effective Abreactive Experiences
John G. Watkins og Helen H. Watkins
JOHN G. WATKINS, Ph. D., and HELEN H. WATKINS, M.A., have been practising and
refining egostate therapy for over 30 years. John Watkins is a professor emeritus, University
of Montana, and Helen is a retired clinical psychologist from the Counselling Center of the
University of
Montana. Both authors have published numerous papers and chapters and have presented
workshops und lectures worldwide.
ABSTRACT
Abreaction is a very powerful therapeutic technique when properly conducted, but like any
effective procedure, if misapplied it can initiate a re-traumatization or induce temporary
psychotic reaction. It is especially suited to the treatment of trauma-based conditions, such as
PTSD, but the essential ingredient is the committment and personal involvement of the
clinician´s own self.
Correspondence Address:
John and Helen Watkins
413 Evans St.
59801 Missoula, MT
USA
Phone: + 1-406-5499202
Fax: + 1-406-5436232
In a prior paper, "The Psychodynamic Treatment of PTSD (Combat Neuroses) with Hypnosis
During World War II" (in press, International Journal of Clinical and Experimental
Hypnosis) the first author described his experience in treating a large number of these cases in
the Welch Convalescent Hospital at Daytona Beach, Florida, primarily by hypnotherapy. The
technique of "abreaction" was used quite frequently with very positive resuits and without
apparent retraumatization or precipitation of psychotic reactions.
Following the War from 1946 to 1972 he (JGW) continued to treat this type of casualty
within Veterans Administration installations and university settings. Moreover, the abreactive
technique was applied to a number of dissociative reactions, termed then "Multiple Personalities"
and now called "Dissociative Identity Disorders" (American Psychiatric Association,
1994). We did learn a great deal concerning the approach, and today would apply it
(hopefully) with more finesse and attention to detail. Our theoretical understanding of this
process has also changed substantially as we came to realize that much more than emotional
release is involved.
From 1972 until the present (1999) we have continued working psychotherapeutically
within a hypnoanalytic and ego-state therapy framework. Both of us have employed the
abreactive technique frequently with a wide variety of trauma cases, not necessarily war
veterans.

The following summarizes our experience and discusses both the theory and our rationale
as to the results achieved, since they seem to differ from teachings and admonitions of a
number of very respected colleagues (Brende & Benedict, 1980; Brown, 1990; Brown &
Fromm, 1986; Chu, 1998; Fromm & Nash, 1997; Horowitz, 1986; Phillips & Frederick, 1995;
Ross, 1989; Spiegel, 1981; van der Hart and Brown, 1992; van der Kolk and van der Hart,
1989; Wolberg, 1948). These contributors apparently feel it is a much more dangerous
procedure than we have found it to be, and they advise a more cautious approach to it. We
fully recognize that any therapeutic procedure which is strong enough to help can harm if
mishandled, and this principle certainly applies to abreactions.
During the many abreactions conducted by us with the dissociative and child abuse cases,
which characterized much of Helen's ego state therapy practice for the past 25 years, we did
not find one of these patients breaking into a psychotic reaction, nor was there any evidence
in which the abreaction itself re-traumatized the patient (Watkins and Watkins, 1997). We
have been repeatededly asked why such results - often with skepticism. We also wanted to
know why.
We cannot ascribe the favorable results simply to good luck, nor do we make any claim to
being miraculous therapists. There must be some other reasons that are the determining
factors, perhaps in how we envision the term "abreactions," and specifically how we conduct
them.
Although Freud (1958) initially found abreactions therapeutic, he eventually abandoned
them for the slower psychoanalytic methods which emphasized the initiation and workingthrough
of transference reactions. We wonder whether the forebodings presented in so much
of the literature stem from Freud's theories, or from actual disastrous abreactions, experienced
by patients of the writers themselves.
THE NATURE AND PSYCHODYNAMICS OF ABREACTIONS
The "abreaction" is a re-living, a re-experiencing, of an emotionally traumatic event which
appears to have become fixated in an intra-psychic conflict resulting in painful and
incapacitating symptoms. The patient is bound up in this event, unconsciously if not
conscious-ly, and is not able to extricate himself from it and gain closure. The traumatic
event, even though it may have occurred some time in the past (perhaps many years ago),
continues to exist within the patient's psyche. To be resolved it must be re-experienced and
mastered. That word "mastered" is the key concept. A mere re-living of a horrible event does
not mean that it has been mastered, and in fact it may have simply been reinforced. If we
conceptualize an abreaction as merely an emotional re-living or a draining of the affect, and
stop at that point, then indeed a negative effect may result.
There is a kind of continuing war between the pathology and the ego strength of the patient,
and the victory may go to whichever has the greater "power." It is like a final confrontation,
an internal battle of Waterloo. If the therapist merely prods, stimulates or initiates such a
confrontation and waits to see how the battle comes out, the patient (and the therapist) may
indeed lose the war. But that is not the way we conduct an abreaction. Emotional release is
only one of the steps needed to bring mastery over the pathology.
In any batlle with one's enemy it is important that there is more power on one's own side
than in the opposition. Furthermore, this confrontation must be in the reality of a true "reexperiencing"
in the here-and-now, not merely with a cognitive, verbal "remembering". The
psychological setting must be comparable (and as near as possible identical) with that in
which the trauma was experienced in the first place. Accordingly, we consider the following
essential.
STEPS IN THE ACCOMPLISHING OF AN ABREACTION
1. An estimation of the "ego strength" of the patient to judge whether he "can take it," i.e.,
7

8
the reliving of the trauma. Sometimes it is useful to administer a Rorschach or other tests to
see if responses might be indicative of a borderline psychosis.
2. A brief, self-reflection to ascertain whether we, the therapists, are prepared to "take it" in
co-experiencing with the patient the horror of battle, the explosions, blood, bayoneting of
enemy soldiers, the violent beating or rape of a small child, torture, the confrontation and
"murdering" of an abuser, etc.
3. Induction and deepening of a hypnotic state.
4. Regressing the patient back to the trauma scene through vivifi-cation, such as pounding
the desk and shouting," Look out! That truck's going to hit us". The voice, manner, posture
and gestures are used in every way to induce a re-living of it in the patient and, through
resonance and simultaneous coexperiencing, within one's own self.
5. This co-experience should be continued at the highest intensity until, through physical and
emotional exhaustion, the patient indicates completion and closure. But it is not simply the
affective release that is the treatment. The therapeutic leverage occurs because, following
release of the bound affect, the trauma is manned with much less energy. Since the power and
fear of the trauma is reduced, less resistive energy is necessary. The ego has been strengthened
in relation to that which it must confront. This emotional re-living exhausts the power of
the traumatic experience, so that it makes possible the interpretation and new reframing of the
understanding. Finally, if this next step is not carried through, the therapeutic advantage may
be lost.
6. Through reassurance, interpretation and re-integration the patient, cognitively,
perceptually and affectively, must regain mastery of the trauma, an experience which initially
had overwhelmed him and caused his breakdown. In psychoanalysis this step is called
"working-through," and it is absolutely necessary for genuine insight to be achieved.
THE NATURE OF INSIGHT
Too often, insight is equated with intellectual understanding. One finds this misapplication of
equivalence in many experimental studies which have concluded that "insight is not
therapeutic" (see Chrits-Christoph, Barher, Miller & Beibe, 1993). The therapist (or experimenter)
explains the issue in question and the patient agrees. However, cognitive
understanding is but one component in a thorough-going and truly therapeutic insight, even
though it may be a forerunner of true insight later.
I (JGW) once interpreted to a depressed patient how much he hated his father, the data
from his dreams, psychological tests and associ-ations being overwhelming on this point.
He replied, "You're absolutely right, Doc. I'm depressed because I unconsciously hate my
father." His reaction was not followed by any diminution of his depression until several
weeks later when he burst into my office, holding his head in his hands, and shrieking, "My
God! I do hate my father." Through self "working-through" the patient had consciously
contacted his repressed hatred and reached a more complete, experiential insight.
To achieve maximum therapeutic benefit the "insight" must be perceptual, affective,
visceral and motor as well as cognitive. It is a gut understanding which permeates every tissue
of the patient. It involves a true, significant and deep-lying personality reorganization.
7. Sometimes it is necessary to repeat the abreactive experience a few minutes later, a few
hours later, or a few days later. However, it should be continued until it can no longer evoke
the affect and symptoms associated with the revivification. Experimental psycho-logists doing

esearch in learning theory call this process, "experi-mental extinction."
8. One additional step needs to be taken in abreaction related to child abuse. It is essential
that the patient confront the abuser in order to get his/her power back. This regressed patient
needs also to learn that the abuse was not his/her fault. The confrontation should be with the
internal object representation of the abuser, and within the therapy hour; not in reality with
the elderly person (parent, etc.) who will not remember, or who will deny, repress or
dissociate the experi-ence. Resolution and recovery must come from within. External reality
confrontation with abusers is not necessarily therapeutic. Furthermore, it can result in family
disruption and possible suits against the therapist.
It is also important that the reaction once started be carried through to completion. A halfdone
abreaction, in which the patient is psycho-logically opened up and then left there,
perhaps because the therapist is not willing to co-experience the horror and violence, is worse
than no treatment at all.
Don´t tell the emotionally violent patient during an abreaction to "calm down", because
"you are getting too upset". This means that one's own self is getting too upset. In a successful
abreaction the patient gets upset - very upset. And if "mother or father therapist" will not
emotionally accompany a traumatized soldier into the hell of combat - or a child-abused ego
state into a savage beating experience, then how can we expect our patient to re-experience it,
exhaust it, get closure and final relief.
Obviously, it is very painful for an empathic therapist to listen (perhaps for many minutes)
to a patient who is shrieking in terror, cursing with rage, weeping in guilt, or moaning in pain.
Yet for mastery and closure the reaction must be carried to exhaustion, not inter-rupted or
given immediate reassurance simply because the therapist can't "take it."
EMOTIONAL INSIGHT AND EGO STRENGTH
But how is it possible for this emotionally damaged patient to face his inner fears, rages and
guilts, and win a victory over them, when he/she has been too weak for years previously to
confront them consciously? It is here where lies the crucial question of "mastery" over the
pathology-causing trauma. This is the issue which will determine whether a conscious reexperiencing
between "memories" of the trauma and the patient's present-day ego will result
in a victory for the patient (and therapist) or a re-traumatizing setback. On the one hand
failure may make the patient worse; but on the other hand success may cut-through many
months of treatment and bring him closer to "cure."
Military battles are often won or lost depending on the relative strength of the confronting
parties at the moment of contact. Translated into terms of therapy, the relative strength of the
trauma and that of the patient's ego during the abreactive experience will probably determine
the outcome.
One can concede that most of the war casualties seen by the first author at the Welch
Hospital (Watkins, J. 1949) were reasonably acute, and that most of them involved normal,
young men without severe predisposition. Accordingly, a high percentage of success was to
be expected. These men had passed through military screening, were battle hardened, and
naturally possessed strong egos. But what about the chronic cases, the dissociated ones, and
those who had suffered traumas years ago from severe child abuse, the civilian cases seen in
later years by both therapists. Why was there much success also with abreactions in these
cases of PTSD?
THE ROLE AND PERSON Of THE THERAPIST
What we think is overlooked or underestimated when the safety of abreactions is broached is
the power of the person or self of the thera-pist when allied with that of the patient. Ego
strength in a patient is not a constant. It can be raised significantly in partnership with the
9

10
therapist. Today, Denmark need not be afraid of Russia because it has all the NATO nations
on its side. In therapy, it is like the good parent who accompanies little Johnny into the dark
closet to confront the supposedly powerful monsters there. With "parental" support Johnny
can re-experience his fear of the monsters of the past and master them. The Veteran patient
can confront and master the horror of past combat in the "withness" of today's therapistpatient
alliance. The abused child state can confront the feared representation of the abuser of
the past in the "withness" of the present "therapist-mother" alli-ance. But that depends on the
willingness of the therapist to commit his/her wholepersonhood to the patient's therapeutic
battle.
And to initiate such a thorough reaction the therapist must be prepared to co-participate, to
co-experience it internally. Within such a transaction the patient does not feel weak and alone
when re-confronting traumatizing events - and one which promotes a successful outcome.
TRANSFERENCE AND RESONANCE (1)
Therapists are often afraid to use the full emotional resources of their own selves. We are
taught as students in graduate universities, medical schools and psychoanalytic institutes to be
objective, often passive, and not to let our "counter-transferences" interfere with the
treatment, any emotional reaction by the therapist being defined as a "counter-transference," -
which, since Freud (1958) has been termed "bad."
But not all therapist feelings are counter-transference, in which the patient is object to the
therapist's subject. Therapist feelings can also be "resonant", in which the therapist builds a
"self representation" out of the object perception of the patient, and temporarily identifies
with him (2). This mitiates a "counter-resonance" in the patient as he/she identifies with the
therapist, including the treater's understanding. And it is through such mutual resonance that
ego strength is baned and received.
The significant element is for the therapist, through resonance (Watkins, 1978) to coexperience
the emotional impact with the patient. This therapist-patient "withness" in
conducting abreactions is absolutely essential. Such "withness" adds the ego strength of the
therapist to that of the patient, making it possible for the patient to confront and immerse
himself into a re-experiencing of the horrors of the trauma. Had one simply sat back passively
and urged patients to experience this by themselves, many of hem would indeed have experienced
retraumatization, an overwhelming of their weak egos, and in some cases a defeat and
retreat into a temporary psychotic reaction.
Researchers are just beginning to discover the importance and "power" of the therapist in
determining the outcome of treatment. The Spring, 1998, issue of CIinical Psychology:
Science and Practice
The eliciting of transference reactions onto the
(Garfield, 1997; Beutler, 1997; Luborsky, McLellan, Diguer, Woody & Seligman, 1997 and
Lambert & Okushi, 1997) emphasizes this aspect, as does the newer attention being paid to
"the therapeutic alliance" (Frederick & McNeal, 1998; Safran, J.D. & Muran, J.C., 1998).
Psychotherapy is studied as a science, but practiced as an art, 1) Theoretical Note: Both
resonance and transference involve thera-pist emotions. However, transference is an
"againstness" in which the therapist and patient are each "object representations" to the
other. They sense (impact) each other from without. In resonance, the thera-pist "joins" the
"self-representation" of the patient (temporarily identifies) in a common "withness." The
therapist then co-feels, co-suf-fers and co-enjoys that which the patient is currently experiencing.
Resonance is not "counter-transference." If resonance were perfect (which it never is)
theoretically one could not make a thera-peutically destructive intervention, because one's
own self would be hurt.
Therapeutic self theory (Watkins, 1978) holds that the treating one should employ less than
half of his/her self in resonance, the greater half remains objective. This avoids a "folie-á-

deux" and retains a stable reality for the therapist's permanent self - to which the therapist
can return when the treatment has been accomplished. This "subject-object relationship"
permits simultaneously two different perspectives for understanding the patient, an external
and an internal one. It results in greater understanding than an "object relationship" alone.
2) For a theoretical explanation and rational as to how this can be accomplished from the
standpoint of Federn's Ego Psychology (1952) see Watkins & Watkins (1997).
and perhaps it is the "person" of the therapist, not the technique or approach, that is the really
significant factor in patient change.
If therapists are not willing to commit their own selves to the co-experiencing, the cofearing,
the co-raging, the co-hating, then those therapists should not do abreactions.
person of the therapist adds to the diagnostic understanding of the patient. But it keeps the
therapist as an external object to the patient and simply as a passive target on which to project
his or her past. Moreover, the transference/counter-transference stance adds nothing to the
ego strength or the patient's ability to confront and master such traumas, horrors or abusers. A
transference interpretation educates the patient into what is the problem and how he/she must
take the respon-sibility for it, but by itself does not provide the patient with the strength to do
that. This interpretation may be "understood". It also makes sense , but this "insight" may
only be cognitive, not experi-ential throughout the patient´s whole person
The alliance of the therapist's resonance, however, adds to the patient's ego strength making
it possible for him to risk a confron-tation with an internal abuser representation and prevail.
Good abreactions require a personal, experiential investment by the thera-pist through
resonance; transference does not. While waiting for transference to happen one observes the
patient's emotional storm from the outside but does not enter into it personally. That is being
objective, but it lacks the "weness" of resonance. Accordingly, a good abreaction may be an
exhausting emotional experience for "the self" of the therapist, but it is not counter-transference.
Perhaps the reason our patients are not overwhelmed and re-traumatized is because we
involve ourselves intensively in emotionally resonating with them when they abreact.
The addition of the therapist's self through resonance is illustrated in a specific case we
have recorded.
Ed, was a young man whose mother locked him at the age of three in a closet she said was
filled with monsters. From fright he passed out and when awakened had regressed to a one
year-old ego state which could not walk or talk. He had to learn to walk and talk all over
again - a fact that caused much concern in the family. After working-through some fear
abreactions his rage at his mother began to emerge, but regressed under hypnosis to the age of
two he was afraid of confronting her and reported a "had headache." (The object representation
of the introjected mother was punishing him for attempting to confront her.)
Ed: I'm not supposed to he mad. She told me when I got mad at her she was gonna beat me
with the belt. Th. (Helen Watkins): You're going to grow up a little bit now. You're gonna get
bigger. And you can see Mommy there with the helt? Now she's gonna hit you with that belt.
But you're bigger and bigger, and you can get mad. You can get mad.
(His ego is still not strong enough to confront the object represen-tation of the punishing
mother: So he replies.)
Ed: No, I´m just a little, tiny kid.
(Had he been forced or overly encouraged to express his anger at this point he could have
been inundated with fear. The strong object representation of his mother would probably
prevail. The abreaction would have been a failure if not a re-traumatizing. However, the
11

12
therapist, through resonance, internally understands his fear and his need for more strength.
She enters into his experiential world and adds her ego strength to his as follows:)
Th: Now I want you to pay close attention. I'm not going to let her hit you anymore, and I'm
going to hold her back, and you can get mad at her. I'm gonna hold on to her, and she has a
belt in her hand, and I´m not gonna let her hit you.
Ed: Can I take the belt and hit her with it,?
Th: Yes! Don't be afraid to. I'm not gonna let her hit you.
(Ed hysterically beats on the couch repeatedly, shrieking and laughing, then emerges
spontaneously from hypnosis.)
Ed: God damn. You're right, my headache's gone.
In this case two abreactions represented the heart of the treatment. In the first, the 3-year old
child state was induced to re-experience and master the "monsters" in the dark closet. In the
latter one, the patient (as above) expressed his anger at the cruel mother and mastered his fear
of her. Closure of these within two hours resulted in freeing of the patient from much of his
past trauma and a return to normal functio-ning. But the crucial factor was the therapist's
willingness to co-enter the experiential world of these child states and provide the added ego
strength necessary for a successful confrontation with the abusing mother. Lacking this "withness",
the patient might well have suffered a retraumatization.
In listening to tapes of treatment sessions we have noted that so often the therapist does not
appear to be emotionally involved, even though listening and cognitively understanding.
Therapist reactions, suggestions and interpretations, are commonly calm, objective and in
contrast to the emotional involvement of the patient. We do not often hear therapists shouting,
"Tell her off!" , "Let's give him hell" or "He deserves it," etc., where it is obvious that the
therapist is co-living, co-sweating, co-fearing or co-raging with the patient.
More often the therapist's suggestions and interpretations are unemotionally phrased. "You
are angry at your father," "Sometimes you wish he were dead," etc. The cognitive
understanding is there, but the emotional "withness" is lacking, and the patient is being left to
confront his traumatic crisis experientially alone.
There is too much therapy today that is.purely cognitive, and in fact the treatment
approaches most researched and advocated in the litera-ture are those called "cognitive
therapy". However, for the therapist to be involved emotionally, motorically or viscerally
risks professional disapproval. Accordingly, most therapists opt for "safe" procedures, even
though by so doing they may lose opportunities to make large therapeutic gains more rapidly.
It should be pointed out that the re-experiencing of the patient's trauma by the therapist
must be a temporary one, initiated purely (or largely) through resonance. If this reaction is
simply tripping off a similar personal experience of the therapist's then it does become
"counter-transference", and can involve the dangers of "acting out" (Freud, 1920).
The abreactive co-experiencing of the therapist's trauma may even be personally
therapeutic for the clinician, but it is his/her's treatment, not the patient's. Accordingly, it may
or may not he good for the patient. That is why abreactions should not be undertaken by
thera-pists in areas which involve as yet unresolved personal problems - and which constitute
a good argument for personal therapy or analysis by the clinician.
References
AMERICAN PSYCHIATRIC ASSOCIATION (1994). DSM-IV. Washington, DC.: The

13
American Psychiatric Association.
BEUTLER, L.E. (1997). The psychotherapist as a neglected variablein psychotherapy: An
illustration by reference to the role of therapist experience and training. CIinical
Psychology: Science and practice. 44-52.
BRENDE, J.O. & BENEDICT, B.D. (I 980). The Vietnam comhat delayed stress syndrome:
Hypnotherapy of dissociative symptoms. American Journal ofdinical Hypnosis, 23, 34-
40.
BROWN, DP. (1990). Long-term effects of incest. In M.L. Fass &D. Brown (Eds.). Creative
mastery in hypnosis and hypnoanalysis: A festschrift for Erika Fromm. Hillsdale, N.J.:
Lawrence Erlbaum Associates.
BROWN, D.P. & FROMM, E. (1986). Hypnotherapy and hypnoanalysis. Hillsdale, N.J.:
Lawrence Erlbaum Associates.
CHU, J.A. (1998). Rebuilding shattered lives: The responsible treatment of complex posttraumatic
and dissociative disorders. New York: Wiley.
CHRITS-CHRISTOPH, P., BARBER, J.P. ,MILLER, N.E. AND BEIBE, K. (1993). Pp. 407-
22, Evaluating insight. In N.E. Miller, L. Luborsky, J.P. Barber & J.P. Doherty (Eds.).
A handbook for clinical practice. New York: Basic Books.
FEDERN, P. (1952). Ego psychology and the psychoses. (E. Weiss, Ed.). New York: Basic
Books, Inc.
FREDERICK, C. & MCNEAL, S. (1998). Inner strengths: Contemporary psychotherapy and
hypnosis for ego-strengthening. Mahwah, N.J.: Lawrence Erlbaum Associates, Inc.
FREUD, S. (1920). A general introduction to psychounalysis. l9th Lecture. New York:
Liveriglit.
FREUD, S. (1958). Further recommendations in the technique of psychoanalysis:
Observations on transference-love. Collected papers. Vol. 11. London: Hogarth Press.
FROMM, E. & NASH, M. (1997). Psychoanalysis and hypnosis. New York; International
Universities Press.
GARFIELD, S.L. (1997). The therapist as a negleeted variable in psychotherapy research.
Clinical Psychology: Science and Practice. 40-42.
HOROWITZ, M.J. (1986). Stress response syndrome. (2nd ed.). Northvale, N.J.: Jason
Aaronson.
LAMBERT, M.L. & OKHSHI, J.C. (1997). The effects of the individual psychotherapist and
implications for future research. CIincal Psychology: Science and Practice, 66-75.
LUNORSKY, L.A., MCLELLAN, T., DIQUER, L., WOODY G. & SELIGMAN, D.A.
(1997). The psychotherpist matters: Comparison of outcomes across twenty-two therapists
and seven patient samples. Clinical Psychology: Science and Practice, 53-65.
PHILLIPS, M. & FREDERICK, C. (1995). Healing the divided self CIinical and Ericksonian
hypnotherapy for post-traumatic and dissociative conditions. New York: Norton.
ROSS, C.A. (1989). Multiple personality disorder: Diagnosis, clinical features, and
treatment New York:Wiley.
SAFRAN, J.D. & MURAN, J.C. EDS. (1998). The therapeutic alliance in brief
psychotherapy Washington, D.C.: American Psychological Association.
SPIEGEL, D. (1981). Vietnam grief work using hypnosis. American. Journal of Clinical
Hypnosis, 24, 33-40.
VAN DER HART, 0. & BROWN, P. (1992). Abreaction re-evaluated. Dissociation, 5, 127-
140.
VAN DERKOLK, B.A. & VAN DER HART, 0. (1989). Pierre Janet and the breakdown in
psychological trauma. American Journal of Psychiatry. 146, 1530-1540.
WATKINS, J. (1949). Hypnotherapy of war neuroses. New York: Ronald Press.
WATKINS, J. (1978). The therapeutic self. New York: Human Sciences Press.
WATKINS, J. (in press). The psychodynamics and initiation of effective abreactive

14
experiences. International Journal of Clinical and Experimental Hypnosis.
WATKINS, J. & WATKINS, H. (1997). Ego states: Theory and therapy. New York: Norton.
WOLBERG, L.R. (1948). Medical hypnosis: Vol's I & II. New York:Grune & Stratton.
Helen H. Watkins og John G. Watkins samt Hypnos takkes for venlig tilladelse til at bringe
artiklen.

Benefits of Early Interventions with Cancer Patients
A Clinician's 15 Year Observations
Christel J. Bejenke, M.D.
CHRISTEL J. BEJENKE, M. D. is a board-certifted anaesthesiologist in private practice in
Santa Barbara California. Among others she studied with Milton Erickson. She has used
hypnosis and related approaches for over 25 years in anaesthesiology, obstetrics (hyperemesis
gravidarum and for stressfree births); for acute and chronic pain conditions, and
other medical indications. She developed methods which are easily integrated into busy
conventional medical practices and applicable to a multitude of interventions. Her special
interest is supportive care of cancer patients and improvement of quality af life before,
during, and after surgery, as well as for chemotherapy, radiatian, bone marrow
transplantation, etc. Along with hypnosis and self-hypnosis, she includes imagery and psychoneuro-immunological
approaches.
Dr Bejenke teaches and lectures nationally and internationally and has authored several
publications including the chapter "Painful Medical Procedures" in J. Barber Ed.: Hypnosis
and Suggestion in the Treatment of Pain (1996).
ABSTRACT
The emotional distress of patients confronted with the diagnosis of cancer is often underappreciated
by physicians, as are the lasting effects of initial negative experiences. Early
application of hypnotic approaches can aid in developing coping skills, allow patients to
become active, co-responsible participants in their medical care, and enable them to lead
meaningful lives, no matter which direction their illness may take. Preparation for surgery,
chemotherapy, radiation, bone marrow transplantation etc. can reduce physical suffering and
treatment side effects. Imagery and "psychoneuroimmunological" modalities can be included.
Such approaches can facilitate patient management. Loved ones can be taught supportive
measures which can decrease their sense of impotence.
This paper is an abbreviated Introduction to the author's Cancer Workshop and was
presented at the 1997 ISH.
Correspondence Address:
Christel J. Bejenke
4004 Cuero Ave.
Santa Barbara, CA 931, USA
Phone: +1 805 682-2990
CHARACTERSTICS OF CANCER PATIENTS
Years ago I began to observe a distinct difference - during my pre-anesthesia interviews -
between other surgical patients (no matter how serious their condition, or how extensive their
expected surgery) and patients who had a diagnosis of cancer (no matter how minimal their
anticipated intervention might be). I eventually recognized a charac-teristic pattern of
distinctive features which seemed to be common to the majority of "cancer patients". One is
the high degree of emotional distress, another the lasting effect of initial negative physical
and emotional experiences. Both are often under-appreciated by physicians.
From the moment of first confrontation with the diagnosis, patients pass through different
emotional stages during the course of their illness - each with its own peculiarities and
requirements. The paramount experience includes fear, helplessness, victimization, and
bewilderment: fear of mutilation - suffering - death: helplessness in view of the enormity of
15

16
the anticipated or already experienced problems; victimization not only by the illness itself,
but also by the over-whelmingly complex and frightening medical technology which appears
beyond the patient's comprehension or control and to which he feels he must passively
acquiesce; bewilderment as a result of confusing, fragmentary, often contradictory
information and advice from all too many sources including physicians, well meaning friends,
books, news media, etc
Medical experts, who offer state of the art medical treatment, each deal with segments of
patients' overall physical condition, but they are left to cope emotionally by themselves in
often ever increasing isola-tion. At best they experience a compassionate and caring attitude,
at worst, a sense of being infantilized by an impersonal system. Several patients were
horrified when their oncologist, with apparent good intention to reassure them during their
very first visit, said: ".. don't worry: when it comes to dying, I will make sure you don't have
much pain. I will give you enough medicine."
Usually, nothing in their preceding life-experience has prepared the majority of patients
sufficiently to cope effectively with such over-whelming news. And it is not surprising that,
more than any other group of patients, it is cancer patients who seek out alternative therapies.
In their desperate search they are vulnerable to falling prey to unscrupulous pracitioners and
dubious offers for magical cures.
POSSIBLE APPROACHES/INTERVENTIONS
In my experience rather simple approaches can decrease fear, restore a sense of competence
and control. They can help patients move from seeing themselves as victims and passive
recipients of interventions to which they must acquiesce, to become active participants in the
decision making and treatment process.
While the responses to their illness vary widely from patient to patient, there are a number
of common issues, which, if addressed, can significantly decrease this emotional suffering.
This is where hypnosis can be of considerable value. However, neither hypnosis nor a
particular technique is the solution, but rather a combination of educational approaches with
continued emotional support including positive suggestions, whether used in formal trance
states or very informally.
Key elements of such an intervention are:
A) Information & education
1. It is of paramount importance that the physician furnish the patient with accurate, factual
information - in a language which is compre-hensible to the patient. Even complex medical
information can be grasped by the average person if presented appropriately and when placed
into a rational, reasonable and familiar context. Such infor-mation must include specifies of
the disease, as well as the patient's treatment options and choices. Their illness can be
compared to other serious illnesses, or conditions, especially those the patient himself may
have overcome in the past. Understanding that they have the right to accept or decline
treatment, even when knowledgeable persons are of different opinion does NOT make
patients militant or obstinate, but enhances their interest, sense of control, and most
commonly even their compliance.
2. Common, nearly ubiquitous misperceptions must be addressed and corrected, for example:
• Cancer is the most horrible disease one can have
• Cancer is an automatic death sentence
• Cancer treatments are the most hideous poisons from which one can never recover
These and numerous other common misperceptions respond to balanced presentation of facts.
B) Instruction
There are a wide range of possibilities of what a patient can do him-self to keep himself fit,

enhance the effect of the treatment, reduce undesired effects, etc. Information and instructions
return a sense of control to the patient and usually reduce anxiety.
C) Postive suggestions = waking suggestions
Information and instructions can easily be combined with positive suggestions which are
spoken in a normal conversational tone and can be formulated in such a way that they become
part of a conventional conversation. It must be kept in mind, that cancer patients - even more
so than the average healthy surgical patient - are exquisitely susceptible to suggestions. The
greater their level of stress and anxiety, the more likely they enter altered states of
consciousness, even though they ostensibly appear to be at completely normal levels of
consciousness. Such altered states are evidenced by focused attention, conscious amnesia,
being very literal, suspending critical judgment, and strongly responding to "dominant effect"
or to "persons of superior authority".
Therefore great attention must be paid to language and non-verbal cues. Unfortunately, the
medical environment is riddled with negative suggestions and conscious effort must be made
to avoid those and replace them with neutral language or positive suggestions.
A key factor is
EARLY INTERVENTION
If one can achieve that the patient's very first intervention, which he naturally dreads - be it a
biopsy, operation, chemotherapy, radiation - can be undergone in a most atraumatic way,
many of the late pro-blems can be avoided. For all of os who deal with cancer patients know,
how difficult it can become to treat anticipatory nausea and vomiting, terror of interventions,
or refusal of further treatments.
And early can never be early enough!
HYPNOSIS - IMAGERY - SUGGESTION
One of the most important initial benefits can be achieved with hypnosis, imagery and
suggestion. By employing such techniques, the patient can experience a sense of control and
possibly of hope.
If he can create a sense of peaceful relaxation for himself within only a few minutes, then,
maybe, he will also be able to sleep. If he can control whether, when, or how he goes into
trance, then he may believe that he can have control over some other hitherto seemingly
uncontrollable matters as well. If he can alter sensations in his hands, or even create analgesia
to a large bore intravenous needle, then he may begin to consider, that he could affect other
unpleasant sensa-tions as well, should that become necessary. And he may be able to consider
that - if this is possible - maybe other dreaded prospects don't have to be so terrible after all.
Let me present, in chronological order, examples of some approa-ches as they pertain to
several principal phases of the illness (1-4 for the purpose of this presentation)
PHASE I: INITIAL INVASIVE DIAGNOSTIC OR THERAPEUTIC INTERVENTION
(Example: biopsy, surgery)
These patients have just been confronted with the diagnosis of cancer. Many perceive the
impending operation as an unavoidable first assault on their integrity and autonomy, to which
they must submit passively.
The pre-operative visit can set the stage for a modification of the patient's perception of the
seemingly unalterable experience of his illness, allow him to acquire early coping skills,
which will be benefi-cial not only for the operation itself, but which can prepare him for
dealing with interventions yet to come.
My experice as an anesthesiologist has convinced me that com-ments made to nonhypnotized
patients can be as powerful as suggestions which are given during formal trance
17

18
states. Thus, as I give information about the anticipated anesthetic in language which patients
can understand, I consider it of major importance to "choose words wisely": avoiding
language which might convey negative connotations, replacing it with positive ones. (This
never means misrepresentation or deception!)
Example: addressing post-operative pain before the operation:
With the intent of giving accurate information a surgeon told a patient:
"you will hurt like hell when you wake up in the recovery room. But we can give you shots
for that".
Instead one might use a verbalization such as this:
"...as you begin to wake up after your operation and become aware of the pressure
underneath those bandages, it lets you know that your operation is already completed and
that you are safe. So you can just settle back and relax because those feelings underneath the
bandages let you know that healing has already begun. And if, at any time, you need to be any
more comfortable, alI you need to do is let the nurses know. There are so many ways in which
we can help you be more comfortable. You might even be surprised how much more
comfortable you can feel when you let all your muscles go limp and relaxed".
(After the operation one can observe a striking difference as to the level of comfort and
demeanor of patients who have been exposed to the former verbalizations vs the latter.)
To introduce the concept that the patient has options, I offer him choices, some of which seem
minuscule, yet get the point across: whether or not he will take a sleeping pill in the evening,
a sedative in the morning; what anesthetic approach, what method of postopera-tive pain
control he prefers; when and how pain medications will be given etc.
A brief trance session can follow, if the patient wishes and if time permits. As an
anesthesiologist I do not have the luxury of time and I must achieve what this patient needs
usually in only a few minutes.
Technique: An induction and 3 fractionations can be accomplished in 5 to 10 minutes.
Using time progression, the operation and recove-ry up to discharge from the hospital and
beyond can be rehearsed in another 5-10 minutes. Suggestions for comfort, freedom from
com-mon side effects, rapid healing, return of physiologic functions postoperatively etc are
included.
Griefwork regarding the organ to be lost can be attended to in this stage, and is most
effectively done in trance. It must be individualized and can include symbolic appreciation of
that organ's meaning and function, leave taking, and for some patients symbolic burial. Once
that has been accomplished, patients experience a profound sense of relief, may lose sensation
and awareness not only of discomfort, but even at times, of that organ's presence.
DAY OF SURGERY
For those patients who had a pre-operative trance experience, trance is re-induced with one
breath or shoulder pressure while they are being wheeled into the operating room. For others
a seemingly simple chat about their favorite place can easily lead to dissociation and trance.
During induction of anesthesia, intra-operatively, and during emergence suggestions are
continued. Particularly important to cancer patients are suggestions to disregard conversations
and comments overheard in the operating room - whether while awake or anesthe-tized. For,
unfortunately, discussions regarding possibly poor prognoses are common between the
surgical team and pathologist and there is now irrefutable evidence that awareness can occur
even during general anesthesia. If I had been unable to avert such com-ments or make it
impossible for the patient to hear them, I will address the patient by name and give corrective
suggestions. I do this with greater assurance today than 20 years ago in view of substantial

esearch on hearing under anesthesia. Here too, one must stay with the truth and not be
tempted to misrepresent.
After the operation, the patient can exercise his ability of having control: by voicing
preferences, requesting pain medication when he deems it appropriate, etc. Not surprisingly,
such patients are usually calmer than average, more cooperative, require significantly less or
no pain medication and resume activity earlier.
Even after only a brief hypnotic experience preoperatively, many patients use self hypnosis
successfully during their recovery period.
It is most important for cancer patients to reinforce these skills as soon as possible. I
therefore visit them twice a day if at all possible. Comments like "This was easy." or "...If it
would not sound so odd, I would say, the operation was a pleasant experience" reflect
frequently expressed sentiments. They constitute an invaluable therapeutic tool for the
patient's future medical course. Such a patient will now consider the possibility that further
interventions may not have to be as horrible as he thought and he will have confidence that he
himself can bring about additional beneficial changes.
PHASE II: CHEMO- OR RADIATION THERAPY
Here too, information, education, instructions, and suggestions are of paramount importance
and must be as detailed and specific as the patient desires. Often they can already improve the
patient's acceptance and tolerance of the treatment, but the addition of
Hypnosis is most beneficial
Although patients no longer suffer nausea quite as severely, as in the past new antiemetic
medications and sedation have become available, Hypnosis can greatly improve the tolerance
of these treatments in many respects. It is most effective, if taught prior to the first chemotherapeutic
treatment in preventing or significantly reducing the dreaded side effects.
Technique: The planned therapeutic procedure is rehearsed, utili-zing time distortion and
time progression. Suggestions include com-fort during the treatment period, minimal side
effects, rapid recovery, adequate rest, appropriate activity and food intake, ability to sleep and
rest well, the effectiveness of self hypnosis to re-activate experienced beneficial effects and to
augment them etc.
To counteract the emotional rejection of chemotherapy by antici-patory nausea and
vomiting, the perception of the chemotherapeutic agent can be reinterpreted.
Initially patients regularly request that I make tapes for them. Except in very rare situations
(as will be discussed later), I refuse to do so in order to maximize the patient's independence.
Instead, I teach techniques which patients learn quickly to use proficiently. Once patients
have begun to practice self-hypnosis (usually after the first session) they never again ask for
tapes.
A single hypnotic session will often suffice to reduce anxiety, and side effects . Other
patients may return for acquisition of further self-hypnotic skills. Emotions like anger and
sadness need to be addressed separately. Should depression occur, which is rare, patients are
refer-red for appropriate psychotherapeutic or pharmacologic intervention.
Not infrequently, spontaneous imagery will arise related to the illness, to certain issues or
to the chemotherapeutic process (which can lead to psycho-neuro- immunological work). To
my surprise, a number of patients have reported a negative impact of some popular self-help
books which relate specific imagery techniques to survival. ("Exceptional patient", guilt, etc).
PHASE III: EXACERBATION OF ILLNESS
(This includes rapid progression of the disease; extreme forms of treatment such as maximal
chemotherapy and/or radiation followed by autologous bone marrow transplantation; terminal
stages) The needs of these patients are manifold and do not have to be enumerated to those
19

20
who take care of them. Hypnosis is invaluable for symptom control which can greatly
decrease suffering and enhance quality of life and quality time spent with loved ones. It can
also be invaluable for dealing with existential questions which arise with increasing frequency
and urgency in these phase. While these patients are experi-enced in using self-hypnosis,
there are times when they become too ill to do their own work. Family members can often be
instructed in very simple maneuvers for trance induction, deepening, or pacing (such as
shoulder pressure, for example). It is particularly gratifying for the patient and his loved ones
when they are able to help when dispair is at its peak. It is for these patients that I do prepare
tapes which are highly individualized. Telephone trances can be effectively alternated with
home visits.
PHASE IV: CANCER "SURVIVORS"
Such patients often feel vulnerable and anxious partly because they see their doctors, who had
been watching them so closely, less frequently now. Their plans and actions may, for years,
be oversha-dowed by the sense of having a Damocles sword hanging over them.
In several instances a single session has relieved this problem and returned patients to
enjoying their lives normally. One such patients calls me every few years for a brief "peptalk",
and is extremely active and well-adjusted otherwise.
CONCLUSION
In my experiencc, hypnosis can be of significant benefit to cancer patients in any stage of
their disease. However, benefits can be maxi-mized if hypnotic intervention is initiated at the
earliest possible time, i.e., the moment the diagnosis has been made. This can not only avoid
unnecessary suffering for the patient, but it empowers him and makes it much easier for the
physician. It may protect the patient from lea-ving medical treatment, or from seeking
dangerous alternative methods.
Maximum benefit can be achieved by a combination of educational approaches with
continued emotional support including positive sug-gestions - whether used in formal trance
states or informally.
References
AHLES TA, BLANCHARD EB, RUCKDESCHEL JC (1983). The multidimensional nature
of cancer-related pain.-Pain, 17:277-288.
CHEFK DB (l962). Importance of recognizing that surgical patients behave as though
hypnotized. Am J CIin Hypn, 4:227-236.
EGBERT LD, BATTIT GE, WELCH CE, BARTLETT MK (1964). Reduction of
postoperative pain by encouragement and instruction of patients. New England J Med,
270:825-827.
GENIUS ML (1995). The use of hypnosis in helping cancer patients control anxiety, pain,
and emesis: a review of recent empirical studies. American Journal of Clinical
Hypnosis, 37:316-325
HILGARD JR, LEBARON S. (1982). Relief on anxiety and pain in children and adolescents
with cancer: quantitative measures and clinical observations. Jnt. J. of Clin and Exp
Hypnosis, 30:417-442
HILGARD ER, HILGARD JR. Hypnosis in the Relief of Pain. Los Altos, CA, William
Kaufmann, 1985
KANFER FH, SEIDNER ML (1973). Self-control: factors enhancing tolerance of noxious
stimulation. J. Pers. Psychol, 25:381-388
KATZ ER, KELLERMAN J, ELLENBERG L. (1987). Hypnosis in the reduction of acute
pain and distress in children with cancer. J. of Ped. Psychol, 12(3):379-394
KELLERMAN J. ZELTZER L, ELLENSBERGER L, DASR J. (1983). Adolescents with

cancer. Hypnosis for the reduction of acute pain and anxiety associated with medical
procedures. J. of Adolesc Health Care, 4:76-81
OLNESS K. (198 I). Imagery (self-hypnosis) as adjunct care in childhood cancer: Clinical
experience with 25 patients. Am .J. of Pediatric Hematology/Oncology, 3:313-321
OLNESS K, SINGHER L (1989). Five year follow-up of 61 children taught cyberphysiologic
strategies as adjunct management in cancer. Topics in Pediatrics, 7: 2-6
PORTENOY RK, THALER HT, KORNBLITH AM, LEPORE JM, FRIEDLANDER-KLAR
11, COYLE N, SMART-CURLEY T, KEMENY N, NORTON L, KOSKINS W, SCHER 11
(1994). Symptom prevalence, characteristics and distress in a cancer population. Quality of
Life Research, 3:183-189
SPIEGEL D, SANDS S, KOOPMAN C (1994). Pain and depression in patients with cancer.
Cancer,; 74:2570-2578
SYRJALA KL, DONALOSON GW, DAVIS MW, KIPPES ME, CARR JE (1995).
Relaxation and imagery and cognitive-behavioral training reduce pain during cancer
treatment: A controlled clinical trial. Pain, 63:189-198.
Additional references can be obtained from the author at request.
Christel J. Bejenke, M.D. og Hypnos takkes for venlig tilladelse til at bringe artiklen
21

Behandling af psykiske og psykosomatiske problemer hos børn
ved eksternalisering af problemet
Overlæge i børne- og ungdomspsykiatri Torben Marner
Torben Marner var på initativ af referenten inviteret til at forelæse over nævnte tema forud for
generalforsamlingen. Han fortalte meget levende og underholdende om sin
eksternaliseringsterapi. Han illu-strerede sin forelæsning med mange kasuistikker,
børnetegninger, breve til og fra børn samt fotos af børn. Han var særdeles inspirerende og gav
utvivlsomt mange af tilhørerne lyst til at anvende sine meto-der.
Hovedtanken i hans terapi er, at barnets problem lægges uden for barnet og for den sags skyld
uden for familien. Barn, barnets forældre og søskede, terapeut og andre gode kræfter slutter
sig sammen om at bekæmpe problemet. Vigtige elementer er fokusering på resurser, på
undtagelsen - altså de gange problemet ikke optrådte - samt symptom-registrering. Store
gevinster ved denne terapi er at barnet befries for sin rolle som "familiens sorte får",
"syndebuk" eller hvad det nu måtte være. Desuden befries forældrene for den skyldfølelse
som ledsaget af irritation så tit følger med, når børn har psykiske eller psykosomatiske
problemer.
I terapien angribes problemet på det symbolske plan. Problemet tegnes og tegningen
brændes, eller problemet (fx benævnt de Dumme Mareridt) lokkes ind i en særligt indrettet og
bemalet papæske, som dernæst kan brændes eller sænkes en sø. Samtidig forholder man sig
gennem symptomregistreringen meget konkret til problemet. Barnets helbredelse fejres med
kage og sodavand og uddeling af et diplom.
Behandlingsformen leder selvfølgelig tankerne hen på shamanisme og ekscorsisme. At
Shakespeare forstod eksternaliseringstanken viser følgende citat fra Hamlet: " Var det
Hamlet, som krænkede Laertes? Ingenlunde: Hvis Hamlet bringes fra sig selv og krænker
Laertes, når han ikke er sig selv, gør Hamlet det jo ikke; Hamlet nægter. Hvem gør det da?
Hans vanvid. Men se, da er Hamlet på det krænkede parti; hans vanvid er den arme Hamlets
fjende".
Behandlingsformen anvendes over for børn med reversible lidelser (fx enuresis, enkoprese,
alt for stor angst eller hidsighed, tvangstan-ker, anorexi etc.). Torben Marner mener, at disse
forskellige lidelser i en del tilfælde udløses at ret små og tilfældige påvirkninger, som så
sætter en selvforstærkende udvikling i gang. Dette vil kunne forklare at en så relativt
overfladisk terapi ofte er virksom. Kontraindikation er organisk betingede tilstande samt
naturligvis hvis barnet bliver mis-brugt eller udsat for andet overgreb.
Referentens kommentar: Jeg blev opmærksom på Torben Marners behandlingsmåde gennem
hans bog "Kom - lad os snyde problemet". Den er kortfattet, let læst og kan anbefales. Senere
mødte jeg Torben Marner ved en workshop i Aalborg for 1½ år siden. Det er oplagt, at
behandlingsmåden kræver stor anvendelse af både barnets og behand-lerens fantasi og
kreativitet, og at der utvivlsomt i vidt omfang arbej-des i lettere trancetilstande. Bogen
refererer i øvrigt en enkelt gang til Milton Erickson og i enkelte kasuistikker anvendes
paradoks symp-tomforeskrivelse. Der er afgjort berøringsflader til symboldrama og
hypnoterapi.
ref. Rolf Waagepetersen
Det er er en glæde at vi på de følgende sider kan bringe en kasuistik af læge Jens Mensing,
der meget klart beskriver en vellykket behand-ling af langvarig encoprese ved anvendelse af
eksternalisering af problemet.
23

Tilfældet Sanne
Speciallæge Jens Mensing
Resumé: 9-årig pige med encoprese, behandlet med succes i familie-terapi med
externalisering af problemet. Tre seancer efterfulgt af tre breve gav sejr over problemet i
løbet af 4½ måned.
Sanne var netop fyldt 9 år, da hendes mor ringede til mig og fortalte om problemet. De havde
efterhånden prøvet alt, og var nu indstillet på at prøve hypnose. Sanne led af encoprese og
havde faktisk aldrig været renlig. Familien havde naturligvis haft kontakt til e.l. jævnligt, og
Sanne var blevet undersøgt uden at man kunne finde nogen organisk årsag til problemet. Sidst
havde Sanne og hendes mor været indlagt 3 måneder på den lokale børneafdeling, hvor man
havde prøvet at træne et fast afføringsmønster samt undladt at dramatisere problemet ved at
tale så lidt om det som muligt. Behandlingen havde ikke haft effekt. Mater oplyste, at al
afføring kom i benklæderne; der kunne dog komme en smule i forbindelse med vandladning.
Sanne havde altid rene trusser med i skole og på trods af deltagelse i svøm-ning og
gymnastik, var det lykkedes hende at holde problemet hem-meligt for kammeraterne.
Sanne beskrev sin afføring som ulækker og "klam", specielt når den var tynd og det var
altid mater som skulle vaske og tørre bagi. Dette mønster havde havde eksisteret i alle årerne
og dominerede nu famili-en fuldstændig.
Familien bestod af Sanne på 9 år, storesøster Tanya på 12 år, mor og far, begge ansat i
udmærkede stillinger i mellemindkomst-klassen. To-plans parcelhus i landlige omgivelser.
Ordnede forhold med god familiestruktur, også i forholdet til bedsteforældrene.
Ved første konsultation kom Sanne og hendes mor og vi fik en snak om problemet. Jeg
besluttede mig for, at prøve med symboldrama. Sanne blev bragt i en let trance, bl.a. ved
hjælp af metaforen om pigen som lærte at lære. Jeg anbragte hende derefter på engen, som var
uden afgrænsning og våd. Sanne fandt en lille bæk og fulgte denne uden at landskabet
ændrede karakter. I bækken var der kun myggelarver. Der var også et lille hvidt hus i det
fjerne, men jeg besluttede at gemme dette til senere.
Ved næste konsultation blev Sanne bragt i en dybere trance ved at flyve over regnbuen og
ved hjælp af metaforen "Mor passer altid på dig". Hun var stadig på engen, som i dag var
snavset. Det lille hvide hus var stadig i det fjerne, og vi gik derhen. Huset mindede indvendigt
påfaldende om deres eget hus (kunne moderen bagefter fortælle), men dette hus havde
også en kælder hvor det så ud som om der havde været oversvømmelse. Badeværelset i
kælderen var meget beskidt, og Sanne havde ikke lyst til at udforske det nærmere. Uden for
var en havesø, hvor Sanne gerne ville soppe og vaske hænder og ansigt.
Tredie konsultation startede atter på engen, som stadig var våd og snavset, ikke et godt sted
at opholde sig. Vi fandt en lille skov hvorfra der kom en ræv og en mus, dyr som det ikke
lykkes Sanne at kalde til sig.
Der havde foreløbig ikke været nogen effekt på encopresen, selvom Sanne godt kunne lide
at komme til behandlingerne.
Jeg besluttede mig nu for at skifte taktik. Næste konsultation foregik som familieterapi med
Sanne, storesøster, mor og far. Jeg snakkede åbent om problemet med Sanne og familien, en
ting de aldrig havde gjort før. Encopresen blev benævnt "De Lumske Pøller" og fik status af
fjende som skulle bekæmpes med alle midler. Problemet blev eksternaliseret, fuldstændig
som overlæge Torben Marner beskriver det i sin bog "Kom-lad os snyde problemet". Ideen
25

26
med at flytte problemet uden for patienten er, at give det en form som kan bekæm-pes. Så
længe problemet er en del af én selv kan man aldrig blive det kvit. Man kan ikke bekæmpe sig
selv uden at det vil give alvorlige konflikter. Formålet var naturligvis at give Sanne mulighed
for at kæmpe, men også at give familien, og specielt moderern, en smule ro.
Efter konsultationen skrev jeg følgende brev til Sanne:
Kære Sanne.
Som du husker talte vi i dag om de Lumske Pøller og om, hvordan de efterhånden fuldstændig
har tiltaget sig magten over dig og din tarm. Lumske Pøller er meget magtsyge, og har man
først én gang givet dem lov til at bestemme, bliver det mere og mere vanskeligt at bekæmpe
dem.
Jeg ved du er en klog pige og jeg tror også du er stærk, så jeg er sikker på, at du med den
rette hjælp kan blive i stand til at vinde kampen over de Lumske Pøller.
Du ved de først og fremmest benytter sig af to trick for at komme til at bestemme:
De vil have lov at blive inde i tarmen, istedet for at du kan bestemme hvornår de skal ud.
De tvinger din mor til at komme og gøre dig ren, i stedet for at du selv kan tørre dig færdig
bagi, og på den måde komme til at bestemme over Pøllerne.
Du står i en meget svær situation, fordi de Lumske Pøller nu har brugt 7 år på at styrke
deres magt over dig. Derfor er det godt at du har dine forbundsfæller, nemlig din Mor, din Far
og din søster Tove samt mig, og at vi alle sammen har lovet at stå last og brast med dig i din
kamp mod de Lumske Pøller.
Tanya har allerede givet dig et godt råd. Du fortalte nemlig, at du ikke kan lide at høre de
tynde pøller plaske ned i toilettet. Tanya foreslog, at du i stedet holdt dig for ørerne, så du
ikke kunne høre det. Et andet forslag er, at du kan bruge en walkman med din yndlings-musik
når du skal på toilettet. Når Pøllerne så kommer kan du bare skrue op for musikken.
Tanya har også lovet at hjælpe dig med at fortælle, hvordan hun kan mærke hvornår hun
skal på toilettet og hvad hun gør for at gøre det på den rigtige måde.
Den største opgave får din Mor, som skal støtte dig direkte i kampen mod de Lumske
Pøller. Du skal naturligvis selv tørre dig færdig bagi, for at vise Pøllerne hvem der
bestemmer, men jeg ved, at der vil komme tidspunkter hvor de Lumske Pøller prøver at gøre
dig svag ved at få dig til at kalde på din Mor for hjælp.
Hver gang du på den måde bliver svag kan din Mor hjælpe dig ved at sige: "Janni, jeg ved
at du er en modig og stærk pige, og du ved at jeg elsker dig meget højt. Jeg ved at du til
slut vil sejre i kam-pen mod de Lumske Pøller, men vi vil ikke tillade Pøllerne at narre
mig til at grundfæste deres magt over dig, ved at få mig til at tørre dig bagi. Jeg vil
støtte dig i kampen ved at være sammen med dig hver gang du skal tørre dig bagi.
Sammen kan vi jage Pøllerne på flugt ved at du selv tørrer dig bagi, dag og nat".
Men det er meget vigtigt at du også selv kæmper.
Prøv om du kan måle den magt de Lumske Pøller har over dig. Måske har den en vis højde
i forhold til dig selv, og du kan så måle den med et centimeter-mål. Prøv at skriv det ned, og
mål så igen dagen inden vi skal ses igen.
Vi ses om 14 dage.
De bedste hilsener fra din forbundsfælle Jens.
To uger senere kom familien igen til konsultation. Der havde været 3 små uheld, men ellers
havde Sanne været renlig siden sidste konsul-tation. Faderen blev nu inddraget i kampen. Han
skulle lave en kalender, hvor Sanne kunne krydse af i en JA eller NEJ-rubrik, alt efter om hun

havde været renlig den dag eller ikke. Vi aftalte, at 14 dage med krydser i JA-rubrikken skulle
være beviset på en sejrrig kamp. Dette skulle udløse en familiefest med chokolade og kager
samt et diplom for sejren. Jeg skulle så høre nærmere, når sejren var i hus.
I tre uger frem til nytår gik det nogenlunde, men så begyndte Sanne at sløje af og i løbet af
de næste 14 dage var der kun et enkelt kryds i JA-kolonnen.
Sanne, hendes mor og storesøsteren kom til en ny konsultation. Vi snakkede om
kampstrategier, hvordan Sanne kunne skynde sig ud på toilettet når hun mærkede trangen
melde sig og skynde sig at skylle Pøllerne ud, inden de kunne gøre skade.
Vi skulle så snakke sammen 4 uger efter.
Der skulle dog 5 uger inden Sannes mor ringede. Sanne havde haft uheld hver dag indtil for et
par dage siden, hvor hun havde taget sig sammen og været renlig en hel dag. det havde kostet
mange toilet-besøg, men Sanne var stolt over resultatet. Jeg snakkede med Sanne og roste
hende for det fine resultat, og vi snakkede lidt om hun havde tænkt over, hvorlænge Pøllerne
skulle have lov at bestmme over hende. Hun havde ikke tænkt nærmere over det, og jeg
foreslog hende, at det nok var et godt tidspunkt nu, at prøve at knække deres magt.
En uge senere ringede en meget stolt Sanne til mig og fortalte, at hun havde været renlig i
en uge, siden vi snakkede sammen sidst. Yderligere en uge gik med succes og jeg blev
inviteret til fest med familien og bedsteforældrene og her blev diplomet overrakt.
Sanne har været renlig siden, når man undtager et enkelt lille uheld i forbindelse med
influenza.
27

28
Cafègæsten
Hos Annalise Rust
Denne gang har jeg budt forskningsbibliotekar og læge Johan Wallin på en beskeden kop
automatkaffe.
Johan kom tidligt efter sin embedseksamen i 1973 i kontakt med Eigil Hauch, der var
civilingeniør af profession, men tiltrukket af hypnosen og også har skrevet en lille bog om
sine erfaringer. Sammen med et par venner gik Johan ”i lære” hos denne og tilegnede sig her
nogle grundlæggende hypnotiske teknikker, som vakte hans nysger-righed for området. Siden
har han fulgt dette op ved deltagelse i mange andre kurser. På det tidspunkt i 70’erne var
hypnosen lidt fræk og temmelig uhørt også i lægekredse. En afstand Johan ikke fandt rimelig,
fordi der jo i virkeligheden er en del videnskabelig litteratur at bygge på.
Den form for hypnose, Hauch praktiserede, var en ret autoritær form. Personligt finder
Johan mere permissive former både bedre og lettere; de tiltaler ham mere. Han opdagede, at
han under en trance- induktion ofte selv var tilbøjelig til at gå i trance, noget han i starten
mente, han burde søge at bekæmpe lidt, men hans erfaring i dag er, at det tværtimod kan være
en fordel. Der er potentialer i dette, men det er ikke beskrevet særligt godt i litteraturen.
Johan har været med i en hypnosegruppe på Fyn, der har været en direkte udløber af
foreningen. Den blev opløst for et par år siden.
I slutningen af 80’erne blev Johan interesseret i gestaltterapi og har taget en 4-årig uddannelse
i dette. I nogle år havde han en fornemmel-se af, at hypnose og gestaltterapi var uforenelige,
så der gik en del år, hvor han ikke brugte hypnosen. I mellemtiden er han dog kommet frem til
den konklusion, at en god psykoterapeut nok mere end en der henholder sig til en bestemt
”skole” er én, der svarende til sin person, råder over et arsenal af redskaber, som i
virkeligheden begynder at hænge sammen. En fin opdagelse. Så for ham er det mere noget
med, hvilken klient, hvilken type problemstilling, der afgør, hvilken meto-de, han vil vælge.
Johan har også snuset lidt til NLP, som han også blev lidt fascineret af. Noget, der i meget høj
grad hænger sammen med hypnose, hvor man har taget de teknikker ind.
På spørgsmålet om, hvorfor Johan som lægeuddannet ikke har valgt psykiatriuddannelsen,
svarer han, at han gennem sin almene interesse for psykologiske / psykiatriske
problemstillinger kunne se, at lægeger-ningen i virkeligheden også går ind i det psykologiske
domæne og at dette er skrækkeligt overset den dag i dag; man vægter det fortsat meget lidt,
og noget af det, han opdagede ret hurtigt som nybagt læge i klinisk arbejde på Odense
sygehus var, at placeboeffekten spiller en stor rolle og suggestion en endnu større rolle. I
stedet for at bagatel-lisere det og sige, at det er noget pjat, kan man ligeså godt gå ind i det og
bruge det. Suggestion kan allerede være at sige: ”De er snart ved at blive rask, fru Hansen!” –
Så det er ikke alle læger, der er opmærk-somme på, at vi faktisk bruger suggestioner hele
tiden. Der er noget at hente der. Det var én af de ting, der trickede Johan, og så syntes han
ligeså godt, at han kunne begynde at bruge det aktivt. Hypnose er for ham en teknik, som ikke
alle kan lære, og måske også én af grundene til, at ikke alle indefor faggrupperne kan lide det.
Det kræver evnen til tæt interaktion med et andet menneske og går ud over det, man kan
tilegne sig intellektuelt. Nogen har et enormt talent for det. Johan me-ner, at det er en fordel,
at man som hypnoterapeut selv er et suggestivt menneske; at det er en fordel at kunne færdes i
flere universer på én gang.
Han tror ikke, at alle læger og psykologer kan lære at hypnotisere, og at det hænger
sammen med, at folk indenfor vores faggrupper for-binder det at føre en samtale med at
meddele nogle ting og betragter det som noget mere operationelt - at man handler De

muligheder, der ligger i en samtale er simpelthen ikke noget, man har evner for eller interesse
i. Det kræver en viden om timing, om udvikling, en indsigt i den anden persons stadier osv.
Det har noget at gøre med ens egen evne til at lade sig påvirke af det, der sker. Freud var ikke
så god til det. Én af grundene til, at han var en dårlig hypnotisør, var måske, at han tydeligvis
fik det dårligere, når patienterne kom tættere på ham. Det, som i dag betragtes som en fordel.
Det, at blive en god hypno-terapeut er en udviklings- og træningssag - noget man kan lære et
stykke af vejen: ”Alle kan lære at file på en violin, men kun få bliver virtuose”. Det er her
talentet kommer ind.
Han er også optaget af drømme, som han har brugt i forbindelse med endnu en uddannelse
han er i gang med på sjette år hos psykolog Ole Vedfeldt ( Kybernetisk psykoterapi). En
uddannelse der er meget Jung- og kropsorienteret.
Når Johan taler om den gode hypnoterapeut, er hans synspunkter dæk-kende også for
psykoterapi i bredere forstand. Han opsummerer dem i nogle punkter:
1. For det første er det en person, der har et rimeligt godt kendskab til sig selv. Der er
tale om en livslang udviklingsproces, der indebærer, at man selv har en vis
egenterapeutisk praksis, f.eks. også som supervision individuelt og i en terapeutisk
udviklingssammenhæng.
2. Det er en fordel med nogle år på bagen; at man har noget livserfaring.
3. En vigtig ting er empati, at man har en følelsesmæssig indsigt i det menneske, man
sidder overfor.
4. En god intuition er meget vigtig. Også, at man kan bruge den midt i en session, hvor
der flyder informationer på langt flere end bare det bevidst kommunikative plan. Også
det ubevidste er involveret i overføring af information. Intuition kan skærpes gennem
træning.
5. Respekt for andre menneskers grænser. Det handler om at være klar over, hvem der er
du, og hvem der er jeg. At have en ordentlig etik hører også med.
6. Gentagen træning og tilstrækkelig mange klienter til at holde ekspertisen ved lige.
7. En grundlæggende nysgerrighed overfor andre mennesker; at man til stadighed er i
stand til at undre sig.
8. En god, kreativ, frodig fantasi som f.eks. Milton Ericsson. Man skal altid være parat
på det uventede eller bringe metaforer ind eller ændre den linje, man valgte, da man
startede.
Den suveræne hypnoterapeut er den, der kan have flere virkeligheder i spil på én gang.
Der kan være forskelle mellem denne og gode terapeuter indenfor andre metoder. Hvis
man f.eks. sætter gestaltterapi og hypnoterapi op mod hinanden ses nogle forskelle: En god
gestaltterapeut behøver måske ikke at være så kreativ når det drejer sig om metaforer og
sprog, for det handler lige så meget om at holde folk fast i ét eller andet, konfrontere folk, Der
har hypnoterapien brug for ekstra meget i form af det fantasifulde, intuitive og kreative.
At være en god terapeut er det banale, men rigtige, som Kierke-gaard har sagt: At møde
mennesket, hvor det er.
I forhold til forslaget om en mere formel uddannelse i hypnoterapi er Johan kun delvis
enig. Han mener ikke, at man bliver en god terapeut af at sidde og høre på i så og så mange
timer; det minder ham mere om det, han kender indenfor lægeverdenen. Forslaget fremsat på
generalforsamlingen er ikke godt nok, hvis man ikke også siger og / eller personlig udvikling
og / eller andre former for psykoterapi og / eller deltagelse i forskellige former for godkendte
psykologiske udvik-lingssammenhænge. Ren mental intellektuel træning er ikke nok; teknisk
skærpen er kun en del af det. For at højne niveauet vil det være godt at bygge på en
længerevarende uddannelse. Det er vigtigt at fortsætte med at udvikle sig. Det personlige
element er vigtigt at tage med i en undervisningssituation. Det vil være udmærket at få bygget
mere ud af det, de har i uddannelsen i Sverige.
29

30
Johan finder det væsentligt, at hypnoseinteresserede som gruppe kunne være med til at
højne det videnskabelige niveau, fordi en del stadig er skeptiske overfor anvendelse af
hypnose. Det kræver, at nogle er forskningsinteresserede og villige til at gå ind i projekter.
Det ville være spændende, om man kunne inspirere: f.eks. om brug af suggestioner kunne
nedsætte folks indlæggelsestid på sygehus eller noget, der kunne gøre indtryk.
I lægelig sammenhæng virker det ikke med kasuistisk materiale; det afviser man. Det
eneste, man tror på, er kontrollerede undersø-gelser, hvor man har forskellige grupper /
populationer, ikke på casebeskrivelser over enkeltindivider. Måske kunne man lave nogle
tværgående projekter med involvering af interesserede på en hospi-talsafdeling. Hypnosen har
netop noget at byde på, når det gælder krop – sind. Smerteområdet er et eksempel på dette.
Smerteklinikker er kommet for at blive.
Der er også hele rygproblematikken, hvor man også ser på den psykiske komponent. På
Fyn har man et rygforskningscenter. Der er forskningsmateriale nok at gå i gang med,
eksempelvis alle de nye sygdomme, som ingen rigtig ved, hvad man skal stille op med:
Whiplash, Fibromyalgi, hvor det måske drejer sig om et delvist somatiseret klientel. Her har
man ikke fundet andre rigtigt effektive behandlingstilbud.
Så fremtidsudsigten og opfordringen fra Johan er: Forskning.
Johan har været med til at stifte den gamle DSKEH-forening og er lidt ærgerlig over, at man
ved sammenlægningen missede at få hypnote-rapien ind og blot valgte at kalde det et selskab
for hypnose. Han siger; ”Det, vi vil er vel den terapeutiske brug af hypnose hvad enten det er
meget monospecifikt rettet, f.eks. mod konkrete smerter eller i retning af mere personlige
løft”.
Han har opfattet foreningen som en støtte for at legitimere seriø-siteten i det
hypnoterapeutiske felt. Han synes også, at det er godt, at der er et medlemsblad, men det ville
være ønskeligt, om man kunne købe et abonnement på et af de internationale tidsskrifter, hvor
man får det tilsendt som medlem af selskabet. Hvis man købte sig til noget af det, andre har
gjort, ville det være noget af det, der kunne stimulere.
Johan er ked af, at Odensegruppen gik i opløsning og vil gerne opfordre til, at interesserede
på Fyn igen fandt sammen i en lokal gruppe. Men, som han siger, kræver det måske en ildsjæl
at få det til at køre. Det, der gik galt i den gamle gruppe var, at der var for få fremmødte. Det
kræver nok ét eller to energiske mennesker at få det i gang, men det kunne gå på skift at
arrangere indholdet. Johan mener, at der kan være basis for 3–4 af sådanne grupper på
landsbasis. Inter-esserede fra Fyn er velkomne til at kontakte Johan på tlf. 6617 1550,
Fædresmindevej 54, 5000 Odense C, e-mail: wallin@oub.ou.dk.

32
1st World Congress on Women’s Mental Health
Berlin, 27. – 31. marts, 2001
Psykolog Annalise Rust
Man kan under sig over, at den første verdenskongres på dette felt først finder sted nu, og så
er initiativtageren oven i købet en mand, Dr. Mario Lanczik. Han fik megen ros. Der var ikke
tale om nogen feministisk kongres, kønsfordelingen var ca. fifty – fifty. Det var først og
fremmest en kongres for gynækologer, fødselslæger og psykiatere. De kom fra hele verden,
dog med en overvejende repræsentation fra Tyskland og USA. Som psykolog og dansker var
jeg ret unik.
Mange indlæg drejede sig om ligheder og forskelle mellem de to køn: ”Vidste I, at kvinder
bevarer deres cerebral cortex bedre med alderen end mænd?” Jeg vidste godt, at mænds
hjerner var større end kvinders (og det er der lavet mange jokes over), men nu har jeg fået
slået fast, at det ikke er størrelsen, det kommer an på. Kvindehjernen er simpelthen mindre
sårbar end mandens hjerne overfor alder og skader, fordi vi bruger den forskelligt.
”Så var der den om patienten, der var nødt til at få foretaget en hjernetransplantation.
Lægen forelagde det for familien og måtte sige, at det ville blive dyrt, men der var mulighed
for at vælge mellem en mandehjerne og en kvindehjerne. Mandehjerner kostede 40.000,
kvindehjerner 10.000. – Der blev dyb tavshed blandt de pårørende. De kiggede på hinanden;
nogle begyndte at rømme sig, andre at fnise. Til sidst tog én af dem modet til sig og spurgte,
hvorfor der var så stor prisforskel. ”Jeg kan godt forstå, at du spørger”, svarede lægen, ”Her
på hospitalet lægger vi vægt på en fair service, og derfor skal man naturligvis heller ikke
betale så meget for en brugt hjerne.”
Flere kønsforskelle: Også når vi sover ! – Mænd har en højere procent af lettere søvn, kvinder
af dybere. Mænd sover kortere tid end kvinder, men kvinder har længere REM-søvn. For
mænd er en god nats søvn forbundet med, hvordan de har det om morgenen. Kvinder ser mere
på tiden, de har sovet og hvor mange gange, de har været vågne. Indsovningsproblemer er
hyppigere hos kvinder, og de bliver lettere forstyrret i deres søvn. I øvrigt stiger problemet
med at kunne falde i søvn med alderen, mest for kvinder. Det er mest ældre kvinder, der
benytter indsovningsmedicin. I disse undersøgelser er der taget højde for den påvirkning
graviditet og menstruation kan have på søvn. Et indlæg beskrev, at 71% oplevede, at deres
søvn blev forrringet under menstruation og det så meget som gennemsnitligt 2,5 dage om
måneden.
Nogle indlæg handlede om undersøgelse af kønsforskelle i misbrug af alkohol og
narkotika. Bortset fra, at mænd synes at miste kontrollen lidt hurtigere end kvinder ved
alkoholindtagelse, synes der ikke at være de store forskelle i reaktionsmønstret. Når det drejer
sig om indtagelse af nervemedicin ligger forbruget hos kvinder langt over mændenes.
Der var masser af indlæg om fødsel, abort og deres sammenhæng med efterfølgende psykiske
problemer. Om indflydelsen af moderens mentale og fysiske tilstand og påvirkning af foster
og barn efter fødslen. En del om spiseforstyrrelser, hyppigt forekommende som eftervirkning
af seksuelt misbrug.
Mentale forstyrrelser synes generelt mere almindelige hos kvinder end mænd oftest i form
af depression, somatoforme forstyrrelser og angst. Antallet af postnatale depressioner (PND )
viser sig at være et stigende problem.

Kønsforskelle og traumer
Mange af de traumatiske hændelser kvinder og børn udsættes for er påført af mænd, og de
fleste indenfor familien eller andre nære relationer.
Seksuelt misbrug af børn rammer oftest piger og prædisponerer dem for gentagelser. 35 –
88% af de, der har været udsat for seksuelt misbrug i barndommen, bliver udsat for voldtægt
senere. I sammen-ligning drejer det sig om 17% uden denne baggrund. Drenge bliver
hyppigere udsat for ulykker og fysisk vold af anden art. Den samme forskel ses hos voksne.
Sandsynligheden for at udvikle PTSD varierer med køn og arten af traumet. PTSD hos
kvinder fremkaldes hyppigst af voldtægt, seksu-elle krænkelser, fysisk vold, trusler med
våben, misbrug i barndom. For mænd: Voldtægt, vold i slagsmål, at være vidne til overfald,
fysisk misbrug i barndom, anden mishandling. Èn undersøgelse viste, at 0.7% mænd og 9.2%
kvinder blev udsat for voldtægt. 65% af mændene mod 46% af kvinderne udviklede
efterfølgende PTSD.
I forhold til oplevelser af krigstraumer ( undersøgelser i Bosnien ) viste det sig, at piger og
mindre børn oftest reagerede med følel-sesmæssige problemer som sorg, ensomhed og
depression og drenge og ældre børn mest med udadreagerende adfærd som vrede, rastløshed.
Der var indlæg om vold mod kvinder og traumer. En norsk undersøgelse viste, at 25% af
gynækologiske patienter har været seksuelt misbrugt.
De indlæg, jeg var kommet for at høre drejede sig om traumer og en hel sektion handlede
om dette emne set ud fra socialpsykologiske, psykoterapeutiske og psykosomatiske
synsvinkler. Det var skuffende: Dels blev en del indlæg blev aflyst, dels var der ikke meget
nyt, men det er jo også rart at blive bekræftet i, at ens viden på området tilsyne-ladende er
nogenlunde a jour. Jeg var især interesseret i at høre to tyske psykologer Poula Hilsenbeck og
Michala Huber, som jeg på forhånd vidste, beskæftiger sig med dissociative forstyrrelser.
Huber kom slet ikke ( hun kommer i Dansk Psykologforening til efteråret ) og Hilsenbeck
talte så dårligt engelsk, at hun desværre ikke fik formidlet det, hun vidste, godt nok.
En tysk psykiater Louise Reddemann fra Bielefeld var interessant: Hun fortalte om,
hvordan de på den hospitalsafdeling, hun leder, behandlede kvinder med kompleks PTSD
gennem imaginative teknikker. Der er tale om svært følelsesmæssigt skadede kvinder.
Patienterne lærer at skabe en indre sikker verden som en modpart til den skræmmende indre
verden som er traumet. Også den ”indre observatør” bliver brugt i arbejdet, som går ud på at
eksternalisere indre oplevelser. Det er den, der laver traumearbejdet, mens resten af personen
er på et sikkert sted. Erfaringen har været, at arbejdet med ”observatøren” alene kan være
nok for at integrere traumet. Traumet konfronteres på en planlagt og trinvis måde, men først
når der er 1) tilstrækkelig ekstern sikkerhed ( rammerne), 2) tilstrækkelig inter-personel
sikkerhed ( tilliden til terapeuten skal være der ), 3) tilstræk-kelig intern sikkerhed ( at man
har opnået en vis selvkontrol og indre stabilitet ).
Reddemanns engelske var desværre ikke så godt, men hun har netop udgivet en bog om
behandlingsmetoden: ”Die Imagination als Heiligen Kraft” . Den kommer på engelsk, når hun
har fundet en forlægger.
Ordinær generalforsamling
i Dansk Selskab for Hypnose
lørdag den 17. marts 2001 på Grand Hotel i Odense
33

34
Generalforsamlingen startede kl. 17.00 med at formand Anne Marie Harnum bød velkommen.
1. Valg af dirigent og referent.
Jørgen Greve valgtes til dirigent og Jens Mensing til referent.
2. Formands beretningerne blev framlagt af de to formænd
Først Anne Marie Harnum:
På grund af det dobbelte formandskab har vi delt formandsberet-ningen mellem os, således at
det jeg ikke omtaler, bliver omtalt af Rolf Waagepetersen.
Sidste år sagde vi farvel til Dan Altmann, Preben Henningsen og Jørgen Greve som
bestyrelses-medlemmer og nyvalgt blev tandlæge Randi Abrahamsen, psykolog Jette
Adolphsen og psykiater Henrik Nielsen, således at bestyrelsen efter Generalforsamlingen den
18. marts 2000 bestod af følgende:
formand: psykolog Anne-Marie Harnum, København
formand: læge Rolf Waagepetersen, Aalborg
kasserer: psykolog Jette Bornø, København
bestyrelsesmedlem: tandlæge Randi Abrahamsen, Randers
bestyrelsesmedlem: psykolog Jette Adolphsen, Middelfart
bestyrelsesmedlem: læge Poul Brønnum, Brande
bestyrelsesmedlem: speciallæge i psykiatri Henrik Nielsen, Helsinge
Ved udgangen af år 2000 havde selskabet 314 medlemmer, ligesom det var tilfældet i 1999.
Der er d.d. 263 medlemmer, der har betalt kontingent for 2001, og der bliver nu udsendt en
sidste rykker til de resterende 51 medlemmer. Når de sidste indbetalinger er på plads, vil der
blive udsendt en ny opdateret medlemsliste.
Der er fortsat livlig aktivitet på foreningens telefonlinie med 25-30 henvendelser om ugen
fra hele landet. De fleste henvendelser drejer sig om hjælp til rygeafvænning.
Telefonnummeret er bl.a. oplyst i den pjece, som Tobaksskaderådet, Hjerteforeningen og
Kræftens Bekæm-pelse har udgivet.
For 2 år siden slog de daværende hypnoseselskaber sig som bekendt sammen og siden har
der kun været eet hypnoseselskab i Danmark med 2 formænd: nemlig undertegnede og Rolf
Waagepe-tersen, så jeg vil overlade ordet til Rolf, som vil fortsætte formandsberetningen.
Og derefter Rolf Waagepetersen:
Sidste generalforsamling i Dansk Selskab for Hypnose havde vi 18. marts sidste år - som nu -
på Grand Hotel i Odense. Inden general-forsamlingen forelæste speciallæge Gustav Hansen
om åndrætsterapi. Nye i bestyrelsen blev: Tandlæge Randi Abrahamsen, speciallæge i
psykiatri Henrik V. Nielsen og psykolog Jette Adolphsen. Anne-Marie Harnum, Poul
Brønnum og Rolf Waagepetersen fortsatte.
Bestyrelsen holdt et kort møde efter generalforsamlingen. De to formænd fortsatte deres
delte formandsskab og Jette Bornø fortsatte som kasserer. Siden har bestyrelsen afholdt tre
bestyrelsesmøder. Alle på lørdage og på Fyn. Endnu et bestyrelsesmøde har været afholdt
forud for indeværende generalforsamling.
Undervisning.
Vi har afholdt fortsættelseskursus 28-29 april og 4-5 maj på Hotel Danica i Horsens.
Underviserne var psykologerne Anne-Marie Harnum og Maya Ulrich, tandlæge Randi
Abrahamsen og lægerne Jens-Jørgen Gravesen, Poul Brønnum, Henrik Hother Sørensen og
Rolf Waagepetersen. Psykolog Jørgen Greve havde måtte melde afbud fra sin undervisning.
Der var 16 deltagere, heraf 6 psykologer, 7 læger og 3 tandlæger.
Efterårets grundkursus blev afholdt på Kaløvig 10-11 november og 24-25 november.
Underviserne var lægerne Jens-Jørgen Gravesen, Bettina Holm og Rolf Waagepetersen samt
tandlæge Randi Abraham-sen. Der var 18 deltagere og yderligere 4 måtte sættes på venteliste.
Deltagerne var 6 psykologer, 2 læger og 9 tandlæger samt 1 sygeple-jerske (ekstraordinært
medlem).

35
Vinterens grundkursus blev afholdt på Hotel Ascott i København 19-20 januar og 2-3
februar. Undervisere var psykolog Maya Ulrich og læge Per Nilsson. 12 deltagere, heraf 9
psykologer, 2 læger og 1 tandlæge.
Der har som sædvanligt været stor interesse og god stemning ved selskabets
begynderkurser.
Umiddelbart forestående er fortsættelseskursus på Kaløvig i april og i maj. Der er i
øjeblikket 10 tilmeldte og i øvrigt med stor overvægt af psykologer. Jeg modtager fortsat
gerne tilmeldinger.
Michael Yapko underviste på Hotel Nyborg Strand 2-3 juni i "Hypnosis and the treatment
of depression". Der var 29 deltagere fra alle 3 faggrupper og stor tilfredshed med kurset.
Christina Leijonhufvud underviste på Hotel Ascott 24-26 august i "Anvendelse af hypnose
i dynamisk psykoterapi". Der var godt og vel 20 deltagere fra alle 3 faggrupper.
Undervisningen bestod af demon-strationer, dels med "medbragte" patienter og dels med
kursusdelta-gere. Kurset var meget intenst og spændende, og ligesom ved Yapko-kurset var
der mange ønsker om en reprise.
Yapko kommer igen 6-9 juni d.å., og Christina formentlig forsom-meren 2002.
Hypnoterapi.
Medlemsbladet Hypnoterapi er udkommet planmæssigt 3 gange om året i det forløbne år.
Som sædvanlig kan vi drage nytte af at trække på engelsksprogede artikler fra det svenske
Hypnos. Jeg møder altid stor elskværdighed og velvilje, når jeg skriver til forfatterne og beder
om tilladelse til at låne deres artikler. Bidrag fra vore medlemmer er fortsat mere end
velkomne.
Udlån af tidsskrifter og videoer.
Selskabets samling af videoer vokser og der er rimelig interesse for at låne dem. Rækken af
tidsskrifter vokser også, men det er sjældent, at medlemmerne beder om at låne af disse.
Undervisningsudvalget .
Bestående af Anne-Marie Harnum, Jette Bornø, Poul Brønnum og Rolf Waagepetersen har
holdt to møder, hvor man hovedsagelig har diskuteret indhold af grundkursus og
undervisningsmaterialer, budgetspørgsmål og vigtigheden af undervisning i etik.
Begge beretninger godkendtes uden bemærkninger.
Der udspandt sig dog en længere snak om mulighederne for at gøre mere opmærksom på
foreningen og få flere af dens medlemmer i gang med at praktisere.
Tandlæge Per Møller Andersen spurgte, om foreningens planer om at få flere medlemmer
med grundkursus i gang med at bruge hypnose aktivt, og hvor mange er der i øjeblikket, der
bruger hypnosen aktivt.
Anne Marie Harnum henviste til et spørgeskemaundersøgelse som havde vist, at 22% af
foreningens medlemmer brugte hypnose dagligt eller ugentligt i modsætning til i andre lande,
fx Italien, hvor det kun var 10%. Ikke overraskende viste undersøgelsen, at jo flere kurser
medlemmerne havde været på, jo mere brugte de hypnose.
Poul Brønnum fortalte, at der har været afholdt flere øvekurser for at få folk i gang, men det
er vanskeligt at motivere folk til at tilmelde sig.
Jens Jørgen Gravesen kunne berette om lignende dårlige erfaringer med aftenmøder.
Maya Ulrich fortalte til gengæld om en øvegruppe, som 6 søndage med 4 ugers mellemrum
var mødtes hos hende for at øve Symbol-drama. De skulle fremover mødes en søndag hvert
halve år. Dette arrangement havde været stor succes.
Bestyrelsen lovede at overveje mulighederne for at få mere gang i efteruddannelsen.
Per Møller Andersen spurgte, om der på grundkurset blev undervist i de retsmæssige
konsekvenser en eventuel fejlbehandling kunne få, og henviste til flere tidligere og aktuelle
sager, hvor "hypnotisører" var blevet dømt efter kvaksalveriloven.
Anne Marie Harnum oplyste, at der ikke bliver undervist i jura, men at reglerne i
medicinallovgivningen er gældende.

36
Per Møller Andersen havde samlet nogle noter vedrørende dette, som herefter blev uddelt.
3. Udvalgsberetninger.
Randi Abrahamsen fortalte, at der var nedsat er underudvalg under Undervisningsudvalget,
som planlagde et et-årigt kursus i smertebe-handling. Den form for undervisning finder sted i
Sverige og skal ses som en overbygning på grunduddannelsen.
Jens-Jørgen Gravesen syntes, at en to-årig uddannnelse inden for et enkelt område var lige
lovlig flot og mente, at kræfterne burde deles ud på flere kortere kurser på flere områder.
Rolf Wagepetersen tilsluttede sig Jens-Jørgen og forestillede sig kurser hvert halve år
alternerende inden for en række områder som f.eks. børnehypnose, symboldrama, analytisk
hypnoterapi, "medi-cinsk" hypnoterapi, hypnose i kognitiv terapi etc.
Jens-Jørgen Gravesen anbefalede samarbejde med vore skandina-viske søsterorganisationer;
vi kan lige så godt trække på deres erfaringer.
Tandlægerne ønskede dedikerede efteruddannelseskurser inde for deres område, idet
psykoterapi, forståeligt nok, ikke havde deres store interesse. Der var dog enighed om, at
grunduddannelsen stadig skal være tværfaglig.
Herefter en længere diskussion om, hvordan vi får fat i de unge. Bestyrelsen vil overveje
mulighederne i det kommende år.
4. Indkomne forslag.
Der var indkommet et lovforslag fra Jens-Jørgen Gravesen om krav om vedligeholdelse af
hypnoseuddannelsen med 16 timer obligatorisk efteruddannelse hvert år.
Ved en beklagelig fejl var forslaget annonceret som almindeligt forslag og ikke bragt i sin
fulde ordlyd i indkaldelsen. Forslaget kunne derfor ikke behandles på generalforsamlingen.
Man enedes dog om at afstå fra en ekstraordinær generalforsamling, og Jens-Jørgen Gravesen
vil i stedet gøre rede for sine synspunkter i bladet.
En lille krølle var et spørgsmål om foreningens etiske regler, idet visse medlemmer af
selskabet åbenbart underviser IKKE-læger-psykologer-tandlæger i NLP og hypnose, hvilket
er imod de etiske regler, som er udstukket af the International Society of Hypnosis, og som
man som medlem har skrevet under på.
Bestyrelsen vil se på sagen og tage de nødvendige skridt.
5. Regnskab, budget, kontingent.
Jette Bornø fremlagde regnskabet, som udviste et overskud på kr. 40.146 for regnskabsåret
2000, samt en balance på kr. 327.330. Set i lyset af tidligere års underskud er det særdeles flot
og der var klapsalver til Jette Bornø og bestyrelsen.
Rolf Waagepetersen fremlagde et delregnskab for efterårets grund-kursus som viste, at
udgifter og indtægter ville balancere ved 9,5 deltagere. Da der var 18 kommende
hypnoterapeuter med, gav kurset et pænt overskud.
Jette Bornø fremlagde herefter forslag til budget, se bilag. Dette vedtoges, dog med den
bemærkning, at der bør sættes yderligere 20.000 af til et punkt som skulle hedde: Brochure,
PR og aktivering.
Bestyrelsen vil overveje mulighederne og prioritere evt. tiltag.
Kontingentet vil næste år stadig være kr. 300,-.
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
Jette Bornø og Poul Brønnum var på valg, begge blev genvalgt.
Rolf Waagepetersen var på valg og ønskede ikke genvalg. I stedet foreslog bestyrelsen læge
Esben Schacke, som er privat praktiserende gynækolog i København. Der var ingen
modkandidater.
7. Valg af formand.
Anne Marie Harnum var på valg og ønskede genvalg. Der var ingen modkandidater.
8. Valg af revisor.
Revisor Dan Altmann var på valg og blev genvalgt.
Revisorsuppleant Finn Smidt var på valg og blev genvalgt.

9. Eventuelt.
Maya Ulrich spurgte, om menige medlemmer af selskabet kan være medlem af udvalgene
eller om det er forbeholdt bestyrelsesmedlemmer og stillede sig samtidig til rådighed for evt.
udvalgsarbejde.
Poul Brønnum oplyste, at bestyrelsen ville tage stilling til dette efter, at den havde
konstitueret sig. Holdningen var dog positiv.
Jens-Jørgen Gravesen spurgte om selskabets planer vedr. EDB og det blev oplyst, at man er
på trapperne med en hjemmeside til internettet.
Herefter rejste Poul Brønnum sig og takkede Rolf Waagepetersen for det gode samarbejde
og det store arbejde han gennem årerne havde gjort i Selskabet:
Kære Rolf.
På DSH’s vegne vil jeg gerne takke dig for den store indsats du gennem årene har gjort til
fremme af hypnoterapien.
Din interesse for hypnose ligger mange år tilbage og i 1989 begyndte du selv at udføre
terapiformen. Du var medlem af DSMH og kom i 1991 ind i bestyrelsen som suppleant og 2
år efter som medlem og blev hurtigt optagen i redaktionen for HYPNOTERAPI.
Sammen med Jens Jørgen Gravesen har du været med til at skabe et meget flot blad med et
fagligt højt niveau, et blad, som du har forstået at drive videre som ansvarshavende redaktør,
et blad vi er stolte af.
Vi er dig meget taknemlig for de mange timer du ofrer på dette blad, er glade for, at du vil
fortsætte med dette fremover.
Din anden store interesse er undervisningen. Du har gennem årene været en af
primusmotorerne i undervisningen både mht. begynderkurserne som fortsættelseskurserne.
Rolf, vi er glade for at du stadig vil stille dig til rådighed som underviser og være med til at
fremme terapiformen.
Den 20/3 1999 blev DSMH og DSKEH lagt sammen til DSH og de første 2 år skulle vi
have et formandskab med de 2 tidligere formænd. De 2 år er nu gået, og vi skal nu videre med
1 formand.
Du har besluttet at trække dig helt ud af bestyrelsen og hellige dig dine store interesser med
bladet og undervisningen.
Rolf, vi er kede af at skulle undvære dig og din store ekspertise i bestyrelsen, men du har
truffet en beslutning som vi bøjer os for.
Med håbet om et fortsat godt samarbejde vil vi gerne sige dig tak for din store indsats med
denne lille erkendtlighed.
Poul Brønnum overrakte herefter en flot buket og et gavekort til en CD.
Rolf Waagepetersen takkede for den gode tid han havde haft og oplyste, at selv om hans tid
som bestyrelsesmedlem er omme, fortsætter han dog både som underviser og som redaktør for
bladet.
Klokken 18.40 rejste vi os og begav os til restauranten, hvor der var dækket op med et dejligt
måltid.
referent: Jens Mensing
37

Undervisning i Dansk Selskab for Hypnose
Hypnose og behandling af depression
intensiv workshop 6. til 9. juni 2001 i Kerteminde
med Michael D. Yapko, Ph.D., San Diego, Californien
WHO forudser, at depression bliver verdenssamfundets sundheds-byrde nr. ét eller to om 15-
20 år. Ifølge PsykiatriFonden koster allerede nu depression samfundet mindst fire mia. kroner
om året. På denne workshop har du mulighed for at lære om de kognitive mønstre, som kan
skabe eller vedligeholde depression samt om effektive behandlingsstrategier herfor.
Michael Yapko underviser - sideløbende med sin praksis som klinisk psykolog gennem 20 år
- over det meste af verden i behandlingen af depression og i anvendelsen af hypnose. Han er
en af de førende autoriteter på området, og han er en klar og præcis formidler af den aktive,
løsningsorienterede indsats for en effektiv behandling, som er af så stor betydning i
forbindelse med depression.
Michael Yapko refererer til den internationale forskning på området (han skriver på sin bog
nr. 6), og hvor der p.t. er fokus på det biologiske aspekt og medicinsk behandling,
understreger han også betydningen af den psykologiske behandling, særligt fra den kognitive
vinkel samt den fænomenologiske. Du har her en sjælden lejlighed til at stifte bekendtskab
med eller uddybe dit kendskab til hypnosens væsen. Yapko er et varmt og vidende menneske,
som arbejder med humor og kreativitet og stor respekt for klienten. Se også interview'et med
ham i Psykolog Nyt nr.19. Yderligere oplysninger kan du finde på www.yapko.com
Workshoppen bliver afholdt som internat på Tornøes Hotel i Kerteminde.
Pris: kr. 6.600, som dækker 4 dages undervisning, 3 overnatninger i enkeltværelse samt
forplejning. (Medlemmer af DSH får 300 kr. rabat). Tilmeldingsfrist: senest 6. april 2001.
Ved tilmelding inden 6. marts 2001 er prisen kr. 6.100 (kr. 5.800 for DSH medlemmer).
Yderligere oplysninger og tilmelding: Dansk Selskab for Hypnose (en forening af læger,
psykologer og tandlæger), Rosenborggade 12, 1130 København K. Tlf. 3311 0081 eller 3332
6065.
Forventes godkendt af Efteruddannelsesfonden (praktiserende læger).
Hypnosis and Suggestion in High-Tech Medicine
Techniques for Everyday Practice
oktober 2001
Christel J. Bejenke M.D. vil undervise i sin anvendelse af hypnotiske teknikker for bedst
muligt at hjælpe patienter gennem operationer eller smertevoldende indgreb og for at hjælpe
dem bedst muligt efter sådanne indgreb. Selv om hendes brug af hypnose er specifik og
bestemt af hendes arbejde som anæsthesiolog er teknikkerne almene og handler meget om
hensigtsmæssig kommunikation med for mennesker i pressede situationer. Kurset kan derfor
være nyttigt for læger såvel som for psykologer og tandlæger.
Christel J. Bejenke har arbejdet med hypnose i 25 år. Hun er medforfatter til J. Barber
(ed.): Hypnosis and Suggestions in the Treatment of Pain. Hun har bidraget med artikler om
sit arbejde til dette og forrige nr. af Hypnoterapi.
Tid: 26-27. oktober 2001.
Sted: På Fyn eller i Københavnsområdet.
41

42
Nærmere om sted og pris vil fremkomme i næste nr. af Hypnoterapi.
Grundkursus i hypnoterapi november 2001
Formål og indhold.
At give deltagerne et grundlæggende kendskab til hypnose og brugen af den hypnotiske
tilstand i behandlingen af patienter/klienter. Deltagerne vil få praktisk erfaring i at
fremkalde og anvende en let hypnotisk tilstand. Kurset omfatter fire dage, fordelt på to
weekender. Før kurset udsendes introduktion til hypnoterapi og under kurset udleveres
omfattende noter.
Målgruppe.
Læger, psykologer og tandlæger. Desuden andendelsstuderende fra de nævnte
fagområder.
Form.
Internat. Katedrale foredrag vekslende med demonstrationer, øvelser og diskussion.
Kursusledelse.
Rolf Waagepetersen.
Undervisere.
Rolf Waagepetersen med flere undervisere fra Dansk Selskab for Hypnose.
Tid.
Fredag den 2. november kl. 10-17 og lørdag den 3. november 2001 kl. 9-16.
Fredag den 16. november kl. 10-17 og lørdag den 17. november 2001 kl. 9-16.
Sted.
Kaløvig Kursuscenter, 8541 Skødstrup (15 km nord for Aarhus).
Kursusafgift.
5.600 kr. Medlemmer af DSH får 300 kr. rabat. Stud. medlemmer får 500 kr. rabat.
Kursussekretær.
Rolf Waagepetersen, Kastetvej 82, 9000 Aalborg. Telefon 98 10 22 55. Fax 98 10 20 75.
E-mail: hypnose@dadlnet.dk.
Tilmelding.
Senest onsdag den 3. oktober 2001 til kursussekretæren.
Godkendt af efteruddannelsesfonden for 2 dage.

Medlemsservice
Tidsskriftsudlån
Vi bringer indholdsfortegnelser fra Hypnos, fra American Journal of Clinical Hypnosis, fra
the International Journal of Clinical and Experimental Hypnosis og fra Newsletter fra
the International Society of Hypnosis. Vi har også de fleste tidligere numre af Hypnoterapi.
Du kan rekvirere de pågældende tidsskrifter fra
Læge Rolf Waagepetersen, Kastetvej 82, 9000 Aalborg.
Tidsskrifterne bedes returneret i løbet af 1 uge. Du kan så læse og/eller kopiere det du ønsker.
Videoudlån
Lånemulighederne er i nogle tilfælde blevet begrænset af hensyn til kursister der har
medvirket som "demonstrationspatienter". Nogle undervisere ønsker, at udlån kun finder sted
til kursister. Forudsætning for at låne video- eller lydbånd er iøvrigt, at man har deltaget i
grundkursus (eller tilsvarende kursus).
Følgende kursusvideo´er kan lånes:
Barnett: Analytisk hypnoterapi (Mini-kongressen 1993). Med meget illustrativ behandling af
flyvefobi. Alle medlemmer.
Barnett: Tobaksafvænning med analytisk hypnoterapi. To cases. 1996. Alle medlemmer.
Bongartz: Ericksonian Hypnotherapy. 1991. Alle medlemmer.
Bongartz: Ericksonian Hypnotherapy. 1992. Alle medlemmer.
John Bonde & Jens-Jørgen Gravesen: Korttidsbehandling/selvbehandling med hypnoterapi.
1995. Alle medlemmer.
Australsk video Entranced. Beskriver alment hypnose og hypnoterapi. 1995. Alle
medlemmer.
Don Ebrahim: Traumatisk separationsteori. Første af 2 kurser forår 1994. Kun Donkursister.
Don Ebrahim: Traumatisk separationsteori. Andet af 2 kurser forår 1995. Kun Donkursister.
Michael Yapko: "The case if Vicki". Patterns of Trancework.
Michael Yapko: Brief Therapy. Inside out. (Terapi med Mike, som blev vist på Yapkokursus
Nyborg Strand juni 2000).
Michael Yapko: "Breaking the Patterns of Depression". Tre videobånd, i alt ca. 4 timer fra en
workshop afholdt i 2000.
Michael Yapko: Hypnosis and exploring options (fra The Brief Therapy Conference in San
Francisco, december 1996). Billedkvaliteten er elendig, lyden OK. Efterfølgende rummer
båndet nogle optagelser fra TV: 1. en dansk hypnotisør som overskrider nogle grænser. 2. et
kritisk program om hypnose fra Discovery og 3. et lidt sensationspræget program om en
healer/hypnotisør som redder et ben fra amputation.
Kongres april 1999:
1. Bobby Zachariae om sin forskning i hypnose / Uffe Hansen om hypnosens danske rødder.
2. Sten Hegeler om sit liv med hypnose.
3. Henrik Hother Sørensen om børn og hypnose / Maureen Røpke om Ericksonian terapi.
4. Maya Ulrich om symboldrama / Michaël Gjerø om EMDR.
5. Per Nilson om børn og hypnose / Ege Schultz om PTSD og hypnose.
6. Rolf Waagepetersen med introduktion til hypnoterapi / Randi Abrahamsen om
odontofobi.
Vi havde kun rådighed over to videokameraer ved kongressen og har derfor - desværre –
ikke kunnet dække alle indlæg.
Båndene fra kongressen kan lånes af alle medlemmer.
43

44
Lånetiden er 4 uger. Som det er anført ovenfor, kan de fleste videoer lånes af alle vore
medlemmer med gennemgået grunduddannelse. Enkelte videoer kan (efter underviserens
ønske) kun lånes af kursusdeltagere.
En forudsætning for lån er i øvrigt at du kan acceptere og underskrive en låneanmodning,
som sammen med depositum på 500kr (gerne en check) indsendes til Rolf Waagepetersen
Tidsskrifter, låneanmodning og videoer får du ved henvendelse til
Læge Rolf Waagepetersen, Kastetvej 82, 9000 Aalborg
Tlf. 9810 2255 arb. / 9812 1290 eller 9821 7667 priv.
Fax 9810 2075. E-mail: hypnose@dadlnet.dk.

Bestyrelsen for Dansk Selskab for Hypnose
Tandlæge Randi Abrahamsen
Drejervej 7, 8900 Randers
T. 8642 4066. E-mail: kjeldg@post6.tele.dk
Psykolog Jette Adolphsen
Tangmosen 10, Strib, 5500 Middelfart
T. 6440 2858. E-mail: jetado@forum.dk
Psykolog Jette Bornø
Forhåbningsholms Alle 19, 3.v. 1904 Frederiksberg
T. 3321 9572. E-mail: jettebornoe@htsem.dk
Læge Poul Brønnum
Landlyst 16, 7330 Brande
T. 9718 0016. E-mail: holmbo@dadlnet.dk
Speciallæge Henrik V. Nielsen
Bymosevej 2A, 3200 Helsinge
T. 4879 8050
Speciallæge Esben Schacke
Klintevej 12, 2700 Brønshøj
T. 3860 4747. E-mail: esbenschacke@dadlnet. dk
Formand
Psykolog Anne-Marie Harnum, formand
Rosenborggade 12, 1130 København K
T. 3311 0081 / 3332 6065. Fax 3311 5581
E-mail: hypnose@get2net.dk
45