Otto Lington-Disko-text-2 del

frygtede tonefilmen, fordi den pludselig gav sproglige vanskeligheder, og dermed lukkede for afsætning
til verdensmarkedet. Der var krisestemning, også i dansk film. Fra at være storleverandør af
film til verdensmarkedet (Asta Nielsen, Fy og Bi m.fl.) sank Nordisk Film med tonefilmens fremkomst
ned til kun at forsyne hjemmemarkedet.
Heller ikke biografejerne var begejstrede. Det krævede helt nyt, og meget dyrt apparatur.
Sjovt nok var det netop jazzen, der gav tonefilmen det afgørende skub fremad. Verdens første, længere
tonespillefilm var ”Jazzsangeren” med sangeren Al Jolson. Premiere 1927.
Der skulle gå fire år, før den første danske talefilm (ikke tonefilm, for der var ingen underlægningsmusik).
Det blev instruktøren Georg Schnéevoigt og Nordisk Filmkompagni, som i 1931 lagde ud
med den litterære ”Præsten i Vejlby” med Henrik Malberg i titelrollen.
Men i løbet af året 1930 stod det de fleste klart, at tonefilmen ville vinde kampen.
Jacob Gade, der i mellemakterne i Paladsteatret havde lanceret sine verdenskendte tangoer – han
skrev jo andre end netop ”Tango Jalousie” – nedlagde taktstokken og gik over gaden til World
Cinema i Cirkusbygningen i Jernbanegade. Der troede man ikke rigtigt på tonefilmens fremtid, og
vekslede derfor mellem stumfilm med ”levende underlægningsmusik” og så tonefilmsmusik. Tonefilmen
vandt som bekendt.
Sven Gyldmark, der med sine dygtige og musikalske brødre havde skabt en hel attraktion med sit
orkester i Alexandra teatret, måtte se sig slået af Tysklands Lilian Harvey og Willy Fritsch, der
sang og dansede sig til den store succes i hele verden med film som ”De tre fra Benzintanken”
(1930) og ”Kongressen Danser” (1931)
Af Københavns 1600 musikere gik ved årsskiftet 1929-30 mindst 400 arbejdsløse. Myndighederne
tog fat for at beskytte Danmarks egne musikere. 1. februar 1930 blev der lukket for udenlandske
danseorkestre i Danmark. Syv større og mindre ensembler måtte pakke instrumenterne og rejse fra
Danmark. Det samme sket over det meste af verden.
59