Otto Lington-Disko-text-2 del

Swing er, kan jeg ikke forklare. Jeg siger det paa Forhaand, fordi jeg altid bliver spurgt derom. Der
er heller ingen, der kan forklare, hvad Elektricitet er. Swing skal fornemmes. Gør man først det,
finder man Behag deri og vil gerne danse. Swing er for øvrigt ogsaa kendt indenfor anden Musik.
Der er f. Eks. megen Swing i det meste af den Musik, som Toscanini dirigerer.”
I Lingtons bog ”Jazz skal der til” får vi denne forklaring på jazzens opståen: Jeg mener, at det første
Jazzband i Verden var ”Razz’s Band”, fire sorte Musikere, som spillede på en Café i New York i
1910. Restauranten var meget besøgt af Skuespillere og andre Teaterfolk. De fire Negre spillede
aldrig efter Noder, men improviserede Blues og gjorde megen Lykke. Folk strømmede til langvejs
fra for at høre dette nye Fænomen. De fire Musikere var maaske ikke de store Kunstnere, men de
besad Negrenes medfødte Rytmiske Sans, og hvad det skortede paa af musikalske Raffinementer,
erstattede de med et infernalsk Urskovs-spektakel.
Trods orkestrets beskedne størrelse – kun 4 mand – var det aabenbart i besiddelse af en forbløffende
dynamik, og en uomtvistelig Succes blev gennem flere Aar det legendariske ”Razz’s Band” til del.
Hvilken historie så den rigtige om jazzens opståen? Vennen og forfatteren Erik Haaest fik umiddelbart
lige inden Lingtons død anledning til at spørge ham. Svaret var rigtig Lingtonsk: Ta’ den, du
synes er bedst – eller brug dem begge to. Der er alligevel ingen af dem, der er bedre end den Dirch
Passer kom med i sin monolog af Tao Michaelis ”How Jazz Was Born”. Og det havde han jo nok
ret i.
Ind i mellem de store arrangementer, blev der også tid til små opgaver. Marianelund Kro ved Gurre
i Nordsjælland nedbrændte året før og var nu genopbygget som en Renaissance-kro og skulle indvies.
Lington og hans orkester var trækplaster til den nye Tove-sal og Volmer-sal. Engagementet
har sikkert være succesfyldt, men fik et retsligt efterspil, da Lingtons nye HAT forsvandt! Det var
ikke den ellers uundværlige Borsalino, men en tophat. Kroejeren ville ikke erstatte den, så Lington
gik rettens vej. Hatten havde trods alt kostet 28 kr. Dommer Olrik ved Helsingør Ret udsatte sagen i
14 dage, da han syntes at 28 kr. for en hat var voldsomt. Men siden tilkendte han Otto Lington en
erstatning på 25 kr. og restauratøren skulle endvidere betale ham 15 kr. i omkostninger (begge mødte
med landsretssagfører).
Ved Statsradiofoniens 7. Folkekoncert den 21. november 1937 blev Lington spurgt om, hvad han
ville spille: - Har De Posen fuld af Nyheder? – Det kan De lige stole paa. Jeg vilde gerne uden om
de sædvanlige Schlagere og ind paa den rigtige Swing-Music. Schlagerne hører Folk jo til Hverdag
baade i Radioen og rundt paa Kaféerne, men Swing derimod…
- Saa er det vel udelukkende amerikansk Musik, vi faar at høre? – En Del er der jo. Mine to
Pianister: Walther Bødker og Skat Nørrevig spiller f. Eks. Et Potpourri over Melodier af Gershwin.
Men der er skam ogsaa mange storartede danske Nyheder. Først og fremmest et splinternyt Opus af
den talentfulde Erik Fiehn. ”In memoriam Bach” har han kaldt det. Erik Fiehn har prøvet paa at
arbejde sig ud af den almindelig Jazz-Manér. Han behandler sit Tema polyfont, og det eneste, han
strengt holder fat paa, er Rytmen: Synkoperne, det, der i Virkeligheden er Jazz’ens Væsen.”
Man må begræde, at Lington aldrig fik lejlighed til at indspille de mange ”symfoniske” værker, som
han opførte. Det kan undre, når man læser, hvor begejstret publikum var ved koncerterne.
88