1 TEATRET BRÆNDER! - Hosting by Talk Active

10
munikationsansvaret for et stykke tid bliver ophævet i den kunstneriske oplevelse - undertiden
med pudsige konsekvenser:
Under Stillehavs-krigen mod japanerne opdager en amerikansk officer i et vigtigt og farligt
frontafsnit at en soldat simpelthen sidder og spiller radio ud i natten. Han giver sig på vej
for at standse det, men bliver også grebet af udsendelsen og lytter med. Det er et radioteaterstykke
om soldater på en meget farlig vagt i krig mod japanerne!! Så kraftigt tilbyder
kunstværket altså sin helle og ophævelse af kommunikationsansvaret at det kan overdøve
den faktiske virkelighed - der her havde nøjagtig samme indhold som teatervirkeligheden.
Teaterkritikeren Schyberg giver i sin bog "Skuespilkunst" en
god beskrivelse:"Vi er, når vi sidder i teatret, på en gang med i spillet og uden for spillet,
det spil, der er virkelighed frigjort fra virkelighedens risikomoment og dog gennemspiller
hele vort følelseslivs register og klaviatur. Vi glæder os over udfoldelsen - og er samtidig
hævet over den, ikke fanget i og hæmmet af dens problemer".
Dario Fo har i "Arbejdsgiverens Begravelse" lavet et helt
genialt illusionsbrud der samtidig illustrerer kommunikations-
ansvaret. På et tidspunkt i stykkets forløb skulle en arbejder
myrdes. Der kommer en motorsav på scenen, men her blev stykket standset og skuespillerne
gav sig til at diskutere hvordan de skulle klare situationen. Mordet skulle demonstrere
død og ulykker på arbejdspladsen, og de ville meget gerne understrege at dette er en voldsom
virkelighed. På den anden side var det for vidtrækkende at miste en skuespiller per
aften. De nævnte at man i Rom brugte slaver til sådanne roller - ny slave hver aften - men
de var blevet enige om at de - for dog at understrege den blodige virkelighed - ville slagte
en ged i stedet. Og ind kom en slagter men kniv og førte en levende ged til slagtebordet og
gjorde klar.
Så lød de første spæde protester fra publikum. Det ophævede kommunikationsansvar
var pludselig blevet koblet til igen. Fra at sidde der i mørket som anonym og passiv tilskuer
var man pludselig blevet en person det var tilstede i et rum hvor der foregik noget man
skulle tage stilling til, protestere imod, måske kræve afbrudt. Det var et meget sundt kip.
Mange moderne ‘'gruppeteatre, fx "Narrene", har på lignende måde eksperimenteret med
grænsen mellem scene og publikum.
Et tysk eksperimentalteater arbejdede på et tidspunkt så
direkte hen imod at genopvække det ophævede kommunikationsansvar at de bevidst stablede
et over-røvkedeligt teaterstykke på benene og lod det køre indtil den sidste publikummer
havde fundet ud af at gå hjem. En frækhed der afslørede meget om publikums
forhold til tilsyneladende "avantgarde"-teater. Jf. lignende forhold indenfor maleriet.
Teatret giver altså i kraft af sin socio-kommunikative grundstruktur et meditativt helle. Men
ikke kun på denne måde muliggør det en frigørelse af jeg ets grænser - også ved hvad
man kan kalde DEN ÆSTETISKE VELVILLIGHED, dvs. suspenderingen af de almindelige
forståelseskrav. Når vi indtræder i et narrativt kunstværk - et drama eller en roman -
ACCEPTERER vi i lang tid umiddelbart usammenhængende og mere eller mindre uforståelige
fænomener. Vi er per definition LARGE, og vi regner med at vor velvillighed på et
tidspunkt indfries, vi har tiltro til en OVERORDNET MENING som senere samler de adskilte
brikker. Vi giver afkald på de krav vi normalt stiller til begivenheder og kommunikative
henvendelser. Denne mekanisme kan der så bevidst leges med som i ovennævnte tilfælde
med det tyske eksperimentalteater.
Jeg var selv engang med til at bruge denne mekanisme. På et tidspunkt hvor teatergruppen
SOLVOGNEN havde fået enorm prestige og presseopmærksomhed spillede vi en aften
på Stakladen i Århus. Stykket skulle have været et samarbejde med en skuespiller fra
"Living Theatre", men han nåede først frem lige før forestillingen skule begynde, og vi gik
på scenen med en synopsis jeg aldrig rigtig nåede at forstå og som var blevet til natten før.
På et tidspunkt agerede vi konfirmationsmiddag, vi havde sat borde og stole op midt i