1 TEATRET BRÆNDER! - Hosting by Talk Active

36
Hverdagslivets fremmedgørelses-illusion - antagelsen af at mennesket er identisk med sin
rolle, at menneske og rolle er kongruente størrelser - er så voldsom at oprøret herimod er
let at lokke frem.
Teaterillusionen låner kraft fra samfundsillusionen og kan derfor opnå lette effekter. Jf. fx
hvordan man meget "billigt" kan opbygge en humoristisk kontrast ved at vise et stift militærmiljø
og lade en civil gøre grin hermed (Chaplin, Buster Keaton og utallige andre).
Vi trænger til at blive bekræftet i at der er noget bag rollen! Og derfor er det sådan at der i
enhver teaterforestilling latent ligger en lettilgængelig latter, som kommer frem når denne
spænding - mellem illusion og nødvendighed, mellem dramaplan og realplan - finder sin
udløsning. Det er jo dette den romantiske ironi gør, men undertiden kan skuespillerne ikke
nære sig for - på trods af tekstens anvisninger - at hente denne publikumslatter frem. Der
findes direkte en fagterm herfor: pojænger. Schyberg omtaler den i sln "Skuespillerkunst"
og definerer den som en munterhed opnået på stykkets eller handlingens bekostning. Og
Gunnar Sandfeld giver
"Komedianter og Skuespillere" et eksempel: "Selv Emil Poulsen måtte det ved lejlighed
bebrejdes, at han som Tartuffe ustandselig sendte svedne augursmil ud til publikum, bedst
som han stod og hyklede fromt overfor personerne på scenen".
Energien i teaterillusionen, teater-"fremmedgørelsen" bygger som sagt på hverdagfremmedgørelsen,
og derfor har vi så dybt et behov for at se den gennemskuet. De sociale roller
er dagliglivets illusion.
TEATERILLUSIONEN & SAMFUNDSILLUSIONEN
Dette at menneskeskabte fænomener afskærer sig fra deres oprindelse og møder det enkelte
menneske som noget absolut og uundgåeligt kalder Marx for TINGSLIGGØRELSE
og den psykologiske konsekvens for FREMMEDGØRELSE.
Fordi teatret er en så udpræget ikonisk kunstart ligner det undertiden livet til forveksling.
En skuespiller i en politirolle kan fysisk set være 100% identisk med en udenfor scenen.
Dvs. at vi på teatret kan opleve de selvsamme strukturer som i dagligdagen - blot med den
ellers manglende historiske bevidsthed: vi ved vi er i teatret, vi klapper direkte af præstationerne.
Hele tiden gennemskuer vi den tilsyneladende nødvendighed og mærker friheden.
Det er det der er budskabet når så mange gennem tiden har talt om livet som et skuespil
Shakespeare, Blixen, sociologen Goffman osv. Shakespeares berømte All the world s a
stage, and alle the men and women merely players er fra "As You Like It" (Som man
behager) II/7.
Selvfølgelig er der mange forskelle mellem teaterillusionen og samfundsillusionen. Fx er
teaterrollen mere snæver end socialrollen både mht. opmærksomhedselektionen og handlingsdirektiv.
Og indenfor militær og retsvæsen kan rolle-indehaveren i noget højere grad
end på teatret bestemme ordlyden af sine replikker. Til gengæld er socialrollen mere ideologisk
gennemsyrende. Tænk på hvor forskelligt to mennesker kan opleve samme fænomen,
fx en lovovertræder, fordi de bevidsthedsmæssigt har lukket sig inde i på den ene
side en læge- eller en socialrådgiverrolle, på den anden side en juridisk rolle. Rollens filter
er blevet konstant; - velkendt, men jo i virkeligheden unaturligt og uhyggeligt.
Men først og fremmest lykkes det samfundsillusionen at fremstå som uimodsagt virkelighed
fordi den - modsat teatrets 2-timers forestilling - har stået på hele individets liv, samtidig
med at den direkte er blevet begrundet og forklaret.
Men selvfølgelig er det vigtige heller ikke i hvor høj grad de to bevidsthedsspil ligner hinanden.
Det ville være naivt og meningsløst at nægte de afgørende forskelle i masser af
hen