1 TEATRET BRÆNDER! - Hosting by Talk Active

30
Oscar Wilde har skrevet et skuespil der er et stort ordspil - "The Importance of Being Earnest".
Dette sproglige udtryk vil for den umiddelbare sprogbevidsthed betyde 'vigtigheden
af at være ærlig'. Selv om Earnest også er et navn er det en meget umulig og usandsynlig
tolkning at det skulle betyde 'vigtigheden af at være Earnest'. Ikke bare af sproglige grunde,
men hvad skulle det betyde: 'vigtigheden af at være Earnest'? Hele stykket er en legitimering
af denne underlige tolkning, idet det handler om at det er vigtigt at hedde lige præcis
Earnest!
Den fænomenologiske skråsikkerhed er tydelig i sproget men er kernen i alle former for
oplevelse. Hvor den end er den en sammensmeltning af oplevelsen og det der er oplevelsens
emne. Ligeså snart man i sin tanke adskiller disse ting blir man klar over at der kan
være forskellige oplevelser af samme emne: verden er ikke bare fast og given.
Sproget - forstået som den sædvanlige sprogbrug - er en af de virksomste bevarere af den
sociale status quo. Derfor er poesi og slang et oprør mod den konventionelle synsmåde.
Hvert slang-ord, hver poetisk benævnelse fortæller at det er muligt at opleve anderledes -
at skråsikkerheden er en illusion.
Skråsikkerheden er den oplevelsesmæssige absoluthed som samfundsstrukturen fremtræder
med, dens u-alternativitet, dens fundamentale budskab: DET KAN KUN FOREGÅ
PÅ DENNE MÅDE. Eller med en term fra mystikerne: dens SADANHED.
Socialpsykologisk er skråsikkerheden i samfundsillusionen det forhold, som den romantiske
filosof Hegel påpegede, at den menneskelige aktivitets produkter - både fysiske og
psykiske som fx sociale normer - fremtræder ahlstorlsk, uden bevldsthed om skabelsesprocessen.
Samfundet, de soclale konstruktloner, er, som den tyske sociolog Slmmel udtrykte
det: objektiveret ånd, men det objektiverede, det skabte adskilles fra skaberen og
eksisterer i samfundsbevidstheden som uafhængigt af denne. Mennesket bliver med Hegel
og Marx: fremmedgjort. Berger og Luckmanns fantastisk klargørende bog "Den samfundsskabte
virkelighed" redegør for disse processer.
ILLUSIONSBRUDDETS INTENSITET
Efter disse strejflys over forskellige aspekter af illusionen er vi nu helt godt rustet til at vende
tilbage til selve den romantiske ironi og forstå mekanismen i den; for vi kan beskrive
den som gøren det tematiske utematisk. Teater-kontrakten, forfatter-aftalen, den vi har
ofret så megen energi på at opfylde, bliver pludselig brudt. Der bliver leget med perceptionskoden:
den virkelighed vi lige har oplevet på scenen at en gemte sig bag en busk - den
går i opløsning for øjnene af os.
Når illusionsbruddet virker så stærkt på os skyldes det dels at vi har investeret energi i at
holde realplanet væk fra bevidstheden, dels at vi er følelsesmæssigt engageret i dramaplanet.
Vi er optaget af dynamikken mellem de kræfter der presser spillet fremad. Teater er
nutid, mættet med fremtid, er det blevet sagt. Det er simpelthen spændende, og vi investerer
vores følelser - og derfor får vi et chok når det hele rives væk.
Teatret har sin rod i det religiøse; det vesterlandske teater opstod af Dionysos-kulten i
Grækenland. Da denne tradition senere uddøde på grund af de kristne kirkefædres hetz -
de var især efter latteren! - kom med historiens vanlige ironi næste etape i teatrets udvikling
fra fjenden selv, idet der nemlig af den katolske messe udsprang storslåede liturgiske
spil, bibel-illustrationer (de såkaldte passionsspil i Oberammergau går direkte tilbage til
dette middelalder-teater mysteriespillene). Efterhånden frigjorde disse kirkespil sig mere og
mere fra det specielt religiøse. Tilsvarende har det indiske, det japanske og det jødiske
teater - uafhængigt af hinanden - deres rod i det kultisk-religiøse.
Når teater er godt er det tæt på sin oprindelige funktion det er ikke tilfældigt at termen
KATARSIS, der blev introduceret af Aristoteles, både bruges i teatervidenskaben og i psy-