1 TEATRET BRÆNDER! - Hosting by Talk Active

50
første gang ... Årstidernes gang, planeternes bevægelser var ikke bare fænomener der
skete uafhængigt af menneskene. De skulle opretholdes og støttes. Især var, som Vilhelm
Grønbech har understreget, overgangene skrøbelige og kritiske tidspunkter som krævede
menneskets indsats.
Dramaet, ritualet, kulten er myten i praksis. Mytologierne er en art drejebøger for ritualerne.
I mange tilfælde har vi ikke sceneanvisningerne, ritualet, bevarede, men kun selve plottet,
som udtrykt i den mytologiske fortælling. Grundtemaet er bekæmpelsen af Kaos og etableringen
af Kosmos. Det er således dette urmønster der ligger bag Thors kamp med Midgårdsormen.
På samme måde med Trymskvadet hvor Thors hammer Mjølner forsvinder,
dvs. Kaos, men via gudernes snilde generobres. Dette er bevidnet i mange kulturer, typisk
den babyloniske, mens der i nordisk religion ingen direkte overlevering findes. Kilderne
hertil er sene og sekundære: arabiske businessmænd på gennemrejse, sippede nordtyske
teologer osv.
Kulten opretholder Universet, sikrer både de sociale strukturer og naturens rytmer. Overgangsfaserne
- især de individuelle som pubertetsrite og bryllup - var sårbare perioder fordi
her det jeg har kaldt Den Fænomenologiske Skråsikkerhed lå blottet. Hvordan skulle det
forstås som en nødvendighed at den unge mand den ene dag havde status som barn, den
næste dag som kriger? Socialnormernes potentielle vilkårlighed måtte beskyttes med riter
og mytologiske forklaringer. Samtidig skulle individet også have en oplevelse af at være
MEDANSVARLIG frm orden i Natur og Samfund. Unge indianere blev sendt alene ud I
skovene for at drømme deres indvielsesdrøm og på deres krop at mærke at samfundets
orden ikke bare kunne tages for givet, og at den var værdifuld og nødvendig for stammens
overlevelse.
På rette tidspunkt - ved de kollektive og de individuelle
højtider - opførtes de hellige urhandlinger. Det arkaiske
menneske var delagtig i Universets processer og følte sig
medansvarlig. Dette er det diametralt modsatte af fremmed-
gørelse.
Disse riter var altså en gentagelse af gudernes urhand
linger. De var en gen-indgåen i urtiden og derfor udenfor
almindelig historisk tid, og de var på sin vis mere virkelige
end den profane hverdag. De var spændende og engagerede fordi de var fundamentale.
Det var derfor intet problem at publikum, menigheden - således som man har hæftet sig
ved det mht. teatret - kendte dem på forhånd.
I kulten var der midlertidigt åbnet for kontakt til Universets inderste årsagssammenhænge.
Det var en altafgørende og skæbnesvanger mulighed for indflydelse, og det er ikke så
mærkeligt at det latinske ord for en sådan periode: sacer kan betyde både hellig og forbandet.
Riterne måtte udføres med
minutiøs nøjagtighed. I Indien opstod sprogvidenskaben som religiøs hjælpevidenskab for
at sikre fonetisk præcision i udtalen af de hellige ord. Dette at handlinger i den sakrale periode
kan have skæbnesvangre konsekvenser er baggrunden for de mange tabuer. Endnu
i dette århundrede kunne man i Danmark finde sproglige tabu i juletiden. Et sted måtte fx
ordet mus ikke nævnes men skulle omskrives med beskyttelsesordet tvede.
Ellers ville musene hærge det næste år - i den sakrale periode var der direkte forbindelse
mellem ord og ting. Eksemplet kendes fordi en præst forskrækket indberettede den levende
hedenskab, da han, pastor Muus, i juletiden var blevet tiltalt af en bonde som pastor Tvede!
Fra Rom kendes et eksempel på at et større ritual måtte gøres om fordi præsten udtalte
et enkelt ord forkert, og en katolsk præst lavede et eksorcisme-ritual uden held indtil han
rettede en mindre grammatisk fejl i remsen. Grønlandsforskeren Knud Rasmussen beretter
et sted om en gammel grønlænder der skulle udføre et hvalfangningsritual. Han måtte af-