Schubert & Beethoven DR SymfoniOrkestret Dirigent: Mario ...
Schubert & Beethoven DR SymfoniOrkestret Dirigent: Mario ...
Schubert & Beethoven DR SymfoniOrkestret Dirigent: Mario ...
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Torsdag 15. marts kl. 19.30<br />
<strong>Schubert</strong> & <strong>Beethoven</strong><br />
<strong>DR</strong> <strong>SymfoniOrkestret</strong><br />
<strong>Dirigent</strong>: <strong>Mario</strong> Venzago<br />
Solist: Simone Dinnerstein, klaver<br />
11 12<br />
Koncerthuset<br />
Klassisk sæson<br />
Pro<br />
gram
<strong>Schubert</strong> & <strong>Beethoven</strong><br />
Program<br />
TORSDAGSKONCERT<br />
Torsdag 15. marts<br />
2012 kl. 19.30<br />
<strong>DR</strong> <strong>SymfoniOrkestret</strong><br />
<strong>Dirigent</strong>:<br />
<strong>Mario</strong> Venzago<br />
Solist:<br />
Simone Dinnerstein, klaver<br />
Koncertmester:<br />
Johannes Søe Hansen<br />
Koncerten sendes direkte i<br />
P2 KLASSISK (FM og DAB)<br />
og genudsendes søndag<br />
18/3 kl. 12.15 på P2 KLAS-<br />
SISK (DAB)<br />
Mød musikken:<br />
Der er koncertintroduktion<br />
kl. 18.30-18.55 i koncertsalen<br />
med P2-værten<br />
Svend Rastrup<br />
Andersen, der fortæller<br />
om koncertens program og<br />
interviewer medvirkende<br />
fra koncerten<br />
I koncertpausen:<br />
P2 Klassisk sender direkte<br />
fra Metrohjørnet i foyeren.<br />
Svend Rastrup Andersen<br />
taler med medvirkende<br />
fra aftenens koncert.<br />
Publikum har mulighed<br />
for at stille spørgsmål via<br />
sms samt købe orkestrets<br />
seneste cd-udgivelser<br />
Ensemblechef: Kim Bohr<br />
Orkesterchef: Ole Bækhøj<br />
Producent: Curt Kollavik-Jensen<br />
Koncerthuset 2008/09 2011/12 2<br />
Franz <strong>Schubert</strong> (1797-1828)<br />
Symfoni nr. 5, B-dur, D 485 (1816)<br />
I Allegro<br />
II Andante con moto<br />
III Menuetto. Allegro molto<br />
IV Allegro vivace<br />
Varighed: ca. 22’<br />
Ludwig van <strong>Beethoven</strong> (1770-1827)<br />
Klaverkoncert nr. 2, B-dur, op. 19 (1795)<br />
I Allegro con brio<br />
II Adagio<br />
III Rondo. Allegro molto<br />
Varighed: ca. 28’<br />
Pause: ca. 20.30<br />
Uddeling af Fritz Buschs Mindelegat<br />
Franz <strong>Schubert</strong><br />
Symfoni nr. 8, Den ufuldendte, h-mol, D 759<br />
(1822)<br />
Fuldført af Brian Newbould og <strong>Mario</strong> Venzago<br />
I Allegro moderato<br />
II Andante con moto<br />
III Scherzo: Allegro<br />
IV Allegro molto moderato<br />
Varighed: ca. 40’<br />
Producer: Bernhard Güttler<br />
Teknik: Jan Oldrup<br />
Regissør: Nina Ulf Jørgensen<br />
Redaktion: Karen Inger Povlsen<br />
Korrektur: Magna Blanke<br />
Design: E-types A/S<br />
Tryk: Team Rapo
<strong>Schubert</strong> & <strong>Beethoven</strong><br />
Værker<br />
Af Jens Cornelius<br />
• <strong>Schubert</strong>s 5. Symfoni blev skrevet<br />
til et privat amatørorkester.<br />
Først 13 år efter hans død blev<br />
symfonien spillet offentligt.<br />
Koncerthuset 2011/12 3<br />
<strong>Schubert</strong>s 5. er musik af en genial teenager, og<br />
den er gennemstrømmet af en skøn optimisme<br />
og lethed. <strong>Schubert</strong> var bare 19 år, da han skrev<br />
den.<br />
Franz <strong>Schubert</strong>: Symfoni nr. 5<br />
I denne sæson spiller <strong>DR</strong> <strong>SymfoniOrkestret</strong> alle <strong>Schubert</strong>s ni symfonier.<br />
En lidt uoverskuelig samling af kendte, ukendte og ufuldendte<br />
værker. Symfoni nr. 5 er en af de bedst kendte. Her er <strong>Schubert</strong><br />
meget tæt på Mozart, ikke kun i musikkens stil, men også med sin<br />
evne til at kunne det hele i sin ungdom.<br />
Symfonien er et perleeksempel på balance og harmoni. Her hersker<br />
de klassiske idealer. Temaerne og fraserne fordeler sig smukt i<br />
jævne størrelser på 2, 4 og 8 takter, og melodierne kommer i forreste<br />
række. Og hvilken evne for at skrive melodier, <strong>Schubert</strong> dog havde!<br />
Igen er det Mozart, der er hans forbillede, og ingen i historien kommer<br />
op på siden af de to, når det gælder melodiøsitet.<br />
Melodierne og den udsøgte balance giver 5. Symfoni en uimodståelig<br />
charme, og <strong>Schubert</strong> understreger det indsmigrende ved at<br />
undlade både trompeter, pauker og klarinetter. Det giver en lys og<br />
yndefuld orkesterklang. Men det ville ikke være <strong>Schubert</strong>, hvis vejen<br />
gennem dette paradis ikke slår uventede sving. Behagelige overraskelser,<br />
men af og til også skyggesider.<br />
2. sats’ kropsløse, næsten passive ro bliver afbrudt af et underligt<br />
skred i tonearten, når midterstykket sætter ind. Accenter på snerrende<br />
akkorder retter opmærksomheden på en urovækkende<br />
dobbeltbund i musikken, mens den sorgløse overflade glider videre<br />
af sted.<br />
I 3. sats hører man et ekko af Mozarts paranoide Symfoni nr. 40, som<br />
<strong>Schubert</strong> kendte og beundrede. Han fortsætter i sporet fra sit afdøde<br />
forbillede og giver sin 3. sats samme skæve rytmer og kromatiske<br />
linjer som Mozarts. Tæppet trækkes bort fra en parallelverden, hvor<br />
idyllen ikke kan være alene. Den unge, uskyldige sjæl finder truende<br />
dybder. Der er noget, der ulmer – både i unge <strong>Schubert</strong> og i hans<br />
samtid.
<strong>Schubert</strong> & <strong>Beethoven</strong><br />
Værker<br />
• <strong>Beethoven</strong> bearbejdede<br />
klaverkoncerten gennem 20 år.<br />
Som det sidste tilføjede han den<br />
kæmpemæssige solokadence i<br />
slutningen af 1. sats.<br />
Koncerthuset 2011/12 4<br />
<strong>Schubert</strong>s og Mozarts frygtelig tidlige død er stærke symboler på<br />
den sårbarhed, de skabte i musikken. <strong>Schubert</strong> skrev 1.000 stykker<br />
musik i løbet af sine 31 leveår. Musik, der er fuld af anelser og af<br />
døre, der åbnes. Hvad havde han fået ud af livet, hvis han var blevet<br />
bare 40 år – eller 50?<br />
Ludwig van <strong>Beethoven</strong>: Klaverkoncert nr. 2<br />
Bonn er en pænt stor by, men verdens navle har den aldrig været – ej<br />
heller musikverdenens navle. <strong>Beethoven</strong> var født i Bonn, og som stor<br />
teenager drømte han om at træde frem som klaversolist med byens<br />
hofkapel. Musikken havde han parat: Det var det stykke, vi i dag<br />
kender som hans Klaverkoncert nr. 2.<br />
Men der sluttede mulighederne så også. Bonn var allerede ved at<br />
blive for lille til <strong>Beethoven</strong>. Musikkens hovedstad var Wien, for her<br />
boede Mozart, Salieri og frem for alt Haydn.<br />
Haydn havde accepteret at undervise unge <strong>Beethoven</strong>, hvis han<br />
kunne flytte til Wien. Det lykkedes i 1792, og de næste to år havde<br />
han et stormfuldt elev/lærer-forhold til Haydn, mens <strong>Beethoven</strong><br />
samtidig øvede sig på at blive byens største klavervirtuos.<br />
Ved adelige privatkoncerter optrådte <strong>Beethoven</strong> som eksplosiv<br />
pianist og improvisator. Sine egne kompositioner holdt han tilbage,<br />
indtil han var sikker på at have det rigtige værk parat. I foråret 1795<br />
var tiden moden. Efter utallige gennemskrivninger kunne han give<br />
en offentlig koncert i Wien. Værket var en ny udgave af den klaverkoncert,<br />
han allerede havde komponeret i Bonn.<br />
Arven fra Mozart er stærk i denne klaverkoncert. Og måske er det<br />
svært i dag at blive forbløffet over de nyskabelser, der overraskede<br />
wienerpublikummet. Et eksempel er et abrupt og mystisk skred i<br />
tonearten i begyndelsen af 1. sats, der virker som et krydsklip til en<br />
ny og afslørende kameravinkel. En anden frækhed er den rytmiske<br />
leg i sidste sats. Alene satsens hovedtema er flabet med sin hikkende<br />
rytme, og når <strong>Beethoven</strong> til sidst forskubber rytmen, er det, som<br />
om han rækker tunge ud mod salen. I den idylliske andensats er<br />
<strong>Beethoven</strong> tættest på Mozart. Mestertrækket gemmer han til sidst:<br />
Musikken lægger formelt op til en stor kadence i klaveret, men i<br />
stedet imploderer musikken, og pianisten sidder tilbage alene i sin<br />
egen verden med en spagfærdig monolog over temaet. Det skønne<br />
bliver pludselig til dyb og personlig alvor. Publikum får brudt<br />
forventningerne og serveres et spørgsmål uden svar. <strong>Beethoven</strong>, den<br />
nye tids mand, er virkelig kommet til byen.
<strong>Schubert</strong> & <strong>Beethoven</strong><br />
Værker<br />
• Den ufuldendte symfoni blev<br />
først opført 37 år efter <strong>Schubert</strong>s<br />
død. Ved den lejlighed brugte<br />
man finalen fra hans 3. Symfoni<br />
som afslutning.<br />
Koncerthuset 2011/12 5<br />
Franz <strong>Schubert</strong>: Symfoni nr. 8, Den ufuldendte – i en ny,<br />
fuldendt version<br />
<strong>Schubert</strong>s ufuldendte er ufuldendt, fordi den kun består af to<br />
satser. Der burde også have været en tredje og en fjerde sats. Den<br />
slags halvfærdige værker lavede <strong>Schubert</strong> faktisk mange af.<br />
Det mærkelige er bare, at den berømte ufuldendte symfoni<br />
sagtens kan nydes i sin ufuldkommenhed. Mange vil hævde, at<br />
<strong>Schubert</strong>s ufuldendte er fuldstændig fuldendt!<br />
Man har beviser for, at <strong>Schubert</strong> gik i gang med en tredjesats, for<br />
kladden er bevaret. Mange musikforskere mener, at han også<br />
arbejdede på en 4. sats. Mysterierne omkring den ufuldendte<br />
symfoni har fristet adskillige arrangører og forskere. Symfonien<br />
begynder jo så godt, at den nærmest skriger på at blive fuldendt!<br />
Men hvad skal efterfølge de to geniale satser? Ved den første<br />
opførelse i 1800-tallet spillede man sidste sats fra <strong>Schubert</strong>s 3.<br />
Symfoni som afrunding. I 1928 udskrev et amerikansk pladeselskab<br />
en global konkurrence om at fuldende symfonien. Flere<br />
end 100 komponister deltog, og den danske Emil Reesen skrev<br />
også et udmærket forsøg.<br />
I aften kan man for første gang i Danmark høre en version,<br />
hvor symfonien er fuldendt på baggrund af <strong>Schubert</strong>s efterladte<br />
skitser. 3. sats er lavet af den engelske <strong>Schubert</strong>-forsker<br />
Brian Newbould, som også har fuldendt <strong>Schubert</strong>s halvfærdige<br />
Symfoni nr. 7. Newbould har arbejdet ud fra <strong>Schubert</strong>s egen<br />
kladde. De 20 første takter var skrevet ud for fuldt orkester, mens<br />
resten var for klaver. 4. sats er rekonstrueret af aftenens dirigent,<br />
<strong>Mario</strong> Venzago. Han er en af de <strong>Schubert</strong>-eksperter, der mener,<br />
at <strong>Schubert</strong> rent faktisk skrev en finalesats. Den blev bare<br />
anvendt til et andet formål: Som mellemspil til teaterstykket<br />
Rosamunde. Symfonien og Rosamunde-musikken er fra samme<br />
tid, er i samme toneart og for samme orkesterbesætning. Også<br />
mellemspillets længde og form svarer til en typisk finalesats af<br />
<strong>Schubert</strong>.<br />
Denne nye udgave af <strong>Schubert</strong>s ufuldendte symfoni er blevet<br />
opført flere gange, og sidste år blev den udgivet på cd.<br />
Sammenhængen giver en helt anden oplevelse af symfoniens to<br />
velkendte satser. Nu må tiden vise, om rekonstruktionen bider<br />
sig fast i koncertlivet, der normalt reagerer meget trægt på forandringer<br />
af traditionerne.
<strong>Schubert</strong> & <strong>Beethoven</strong><br />
<strong>Dirigent</strong><br />
<strong>Dirigent</strong><br />
mario Venzago<br />
<strong>Mario</strong> Venzago<br />
• Schweizisk dirigent, født 1948<br />
• Chefdirigent for Bern Symfoniorkester<br />
• Har indspillet cd med <strong>DR</strong><br />
<strong>SymfoniOrkestret</strong> og cellisten<br />
Sol Gabetta<br />
• Stærk fortolker af 20. århundredes<br />
komponister<br />
Koncerthuset 2011/12 6<br />
Den erfarne schweizer <strong>Mario</strong> Venzago er et musikalsk multitalent:<br />
Han er både dirigent, komponist, pianist, musikforsker og<br />
professor, af og til det hele på én gang! Når Venzago afholder<br />
orkesterprøve, må musikerne holde tungen lige i munden, for<br />
det flyver om ørerne med musikalske observationer og ideer fra<br />
podiet.<br />
<strong>Mario</strong> Venzago var fra 2004 til 2007 chefdirigent for Göteborg<br />
Symfonikerne og indtil 2009 også chef for det amerikanske<br />
Indianapolis Symfoniorkester. Sidste år tiltrådte han som<br />
chefdirigent for Bern Symfoniorkester og vender dermed hjem til<br />
Schweiz, hvor han har haft flere dirigentposter tidligere.<br />
Han er født i Zürich og studerede klaver og direktion i sin hjemby<br />
og senere i Wien. De første 10 år af sin karriere arbejdede han<br />
især som pianist, inden han i 1978 blev chefdirigent for det<br />
Winterthur Symfoniorkester i Schweiz. Siden har karrieren<br />
ikke stået stille, og hans kalender ligner en meget kompliceret<br />
rejseplan.<br />
Ved siden af sine chefdirigentposter har <strong>Mario</strong> Venzago optrådt<br />
som gæst hos nogle af verdens bedste orkestre, bl.a. Berliner<br />
Filharmonikerne, London Filharmonikerne, Skt. Petersborg<br />
Filharmonikerne, Boston Symfonikerne og Philadelphia<br />
Orkestret. Han er også en efterspurgt operadirigent, fx på Scala<br />
Operaen, og han har været musikchef for operahusene i Graz,<br />
Heidelberg og Luzern.<br />
En af <strong>Mario</strong> Venzagos hjertesager er nutidsmusikken. På cd har<br />
han indspillet værker af nogle af det 20. århundredes musikalske<br />
hovedpersoner, blandt andre Alban Berg, Luigi Nono og Ravel.<br />
Når han har tid til overs – det er som regel kun i sommerferien –<br />
komponerer han også musik selv.
<strong>Schubert</strong> & <strong>Beethoven</strong><br />
Solist<br />
Simone Dinnerstein<br />
• Amerikansk pianist, født 1972<br />
• Skabte sensation i 2007 ved<br />
sin debut i Carnegie Hall<br />
• Spiller især musik af Bach<br />
og klassikerne <strong>Beethoven</strong> og<br />
<strong>Schubert</strong><br />
• Har en eksklusiv pladekontrakt<br />
med SONY Classic<br />
Koncerthuset 2011/12 7<br />
Solist<br />
Simone Dinnerstein<br />
Pianisten Simone Dinnerstein fra New York er på få år blevet et<br />
af USA’s mest omtalte klassiske navne, fordi hun på sin helt egen<br />
måde har skabt en karriere.<br />
Hun har studeret i New York på den berømte Juilliard School<br />
of Music, men droppede ud og flyttede til London for at studere<br />
privat. Da hun vendte tilbage til sin hjemby, oplevede hun på<br />
den hårde måde konkurrencen i det klassiske musikliv, som er<br />
benhård i kosmopolen New York. Drømmen om at spille Bach<br />
i den store koncertsal Carnegie Hall syntes langt væk. Til sidst<br />
tog Simone Dinnerstein sagen i egen hånd: Hun lejede simpelthen<br />
koncertsalen og inviterede pressen og det halve musikliv<br />
indenfor, så de kunne høre hende spille sit yndlingsværk: Bachs<br />
Goldberg-variationer.<br />
Derefter skrabede hun selv penge sammen til en indspilning<br />
af Goldberg-variationerne, som straks efter udgivelsen blev nr.<br />
1 på den klassiske hitliste i USA. Fra den ene dag til den anden<br />
var Simone Dinnerstein gået fra ukendt til Amerikas hotteste<br />
pianistnavn.<br />
I Amerika kan man lide, når folk er handlekraftige og skaber<br />
deres egen succes. Men det er sandelig også Simone Dinnersteins<br />
markante spil, der har skabt opmærksomhed. Hun spiller den<br />
fine klassiske musik med en stor romantikers udadvendte<br />
følelser. Det er man også faldet for i Europa, hvor hun allerede<br />
har turneret med Tjekkisk Filharmonisk Orkester og Dresden<br />
Filharmonikerne. Til maj skal hun optræde med Wiener<br />
Symfonikerne. Siden 2010 har Simone Dinnerstein haft pladekontrakt<br />
med Sony og har udgivet to konceptalbum med samspil<br />
mellem musik, poesi og billeder. På den nyeste spiller hun<br />
<strong>Schubert</strong> og Bach.
<strong>DR</strong> <strong>SymfoniOrkestret</strong><br />
Musikerliste<br />
1. violin<br />
Christina Åstrand<br />
Jan Rohard<br />
Helle Hanskov Palm<br />
Camilla Sand Kjeldsen Fogh<br />
Josefi n Lykken<br />
Sarah McClelland<br />
Camilla Nobusawa<br />
Sabine Bretschneider<br />
Sophia Bæk<br />
Trine Yang Møller<br />
Runi Bæk<br />
Elisabeth Dingstad<br />
2. violin<br />
Tue Lautrup<br />
Bodil Kuhlmann<br />
Ludmila Spektor<br />
Julie Meile<br />
Line Most<br />
Marianne Bindel<br />
Morten Dulong Jensen<br />
<strong>DR</strong>s ensemblers virksomhed er muliggjort<br />
gennem støtte fra blandt andre:<br />
Andrea Rebekka Alsted<br />
Hedvig Oftedahl<br />
Stanislav Zakrjevski<br />
Inger Høj<br />
Johanna Andersson<br />
Bratsch<br />
Claus Myrup<br />
Gunnar Lychou<br />
Per Nørby Hansen<br />
Flemming Lave<br />
Ulla Knudsen<br />
Carina Andersson<br />
Michail Dolgin<br />
Kristian Fogh<br />
Astrid Christensen<br />
Anne Soren<br />
Cello<br />
Henrik Dam Thomsen<br />
Carsten Tagmose<br />
Inger Guldbrandt Jensen<br />
Nils Sylvest Jeppesen<br />
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal<br />
Augustinus Fonden<br />
Beckett-Fonden<br />
Bikubenfonden<br />
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat<br />
FrederiksbergFonden<br />
Nordea Danmark<br />
er sponsor for Koncerthuset<br />
Vanja Louro<br />
Mats Olof Larsson<br />
Johan Krarup<br />
Peter Morrison<br />
Kontrabas<br />
Mads Lundahl Kristensen<br />
Gerrit Hamacher<br />
Michael Dabelsteen<br />
Henrik Schou Kristensen<br />
Fløjte<br />
Ulla Miilmann<br />
Russell Itani<br />
obo<br />
Henrik Goldschmidt<br />
Ulrich Ortmann<br />
Klarinet<br />
Olli Leppäniemi<br />
Klaus Tönshoff<br />
Adresse:<br />
Emil Holms Kanal 20<br />
0999 København C<br />
Tlf.: 35 20 62 62<br />
e-mail: koncerthuset@dr.dk<br />
Fagot<br />
Aksel Kaae Trige<br />
Dorte Bennike<br />
Horn<br />
Henning Hansen<br />
Jakob Arnholtz<br />
Trompet<br />
Rupprecht Johannes Drees<br />
Joris de Rijbel<br />
Basun<br />
Jesper Juul Windahl<br />
Brian Bindner<br />
Thomas Dahlkvist<br />
Pauke<br />
René Mathiesen<br />
Med forbehold for ændringer i<br />
musikerlisten efter redaktionens<br />
afslutning<br />
www.dr.dk/koncerthuset<br />
www.dr.dk/drso
Change language