19.01.2013 Views

Jens - Hjerneskadeforeningen

Jens - Hjerneskadeforeningen

Jens - Hjerneskadeforeningen

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Har en grøntsag FØLELSER?

Af Julie Tryde

Har en grøntsag FØLELSER?

Det er jo ikke lige det, man først kommer

til at tænke på når man ser en svært hjerneskadet

19-årig facialisparese (ansigtslammelse)

sidde og hænge i en kørestol.

Hvad man ikke kan se er det væld af

spørgsmål, der drøner rundt inde bag den

udtryksløse facade:

- Hvad er der sket med mig? Hvorfor

ser folk så hurtigt den anden vej, inden de

når at møde mit blik? Hvorfor ser mine

venner så underlige ud i øjnene når de ser

på mig? Er jeg virkelig blevet så mærkelig?

Skal jeg altid være til gene for mine

omgivelser nu? Skulle jeg ikke hellere

have været død? Hvad skal der blive af

mig? Bliver jeg nogensinde gift? Får

børn? Uddannelse? Kørekort? Er der

overhovedet nogen, der kan elske mig nu?

Er det ikke bare fordi de har ondt af mig,

at de ser venlige ud, når de lige skal flytte

min kørestol lidt? Hov, nu kommer der en

og henter mig. Hvad skal jeg nu, ind og

spise, ind og kateriseres, ned i ergoterapien

eller noget andet? Hvorfor er der pludselig

en, der taler babysprog til mig? Taler

jeg måske babysprog til ham? ... Ups, det

lyder underligt når jeg svarer… Hvorfor

nu det? Det var da et andet tonefald, jeg

havde tænkt mig at have på. Kan jeg heller

ikke styre det?

Hvorfor griner jeg hele tiden over hele

femøren, når det her er det VÆRSTE,

mest ydmygende og mest smertelige,

jeg nogensinde har oplevet?

Nåmen det skal jeg jo nok

finde ud af en gang, når

jeg igen er kommet op

at gå, er sluppet væk

fra hospitalsverdenen

og tilbage til min egen

vennekreds, der forstår

mig. Og kan støtte og

inspirere mig, uden at

jeg hele tiden skal sørge

for at opføre mig ’ordentligt’,

efter de voksnes standarder.

Tjah her sidder jeg så, næsten

18 år efter mit svære kranietraume med

en højresidig kropslammelse. Ved den ene

af mine computere, i et af værelserne i

vores parcelhus, mens min ægtemand

synger godnatsang for vores 2 små børn

inde i deres værelse. Er for tiden i gang

med at uddanne mig til Fitness Instruktør

& Personlig Træner, og sidder lidt og

hygger mig med tanken om, at hvis jeg

havde holdt mig til hvad jeg blev tilrådet

af læger og psykologer (altså dem som nu

lige kom til at have mig som patient),

havde jeg sikkert stadigvæk ligget i en

svømmehal og fået vand galt i halsen.

MEN her er det altså vigtigt at huske på,

at de fleste gør jo altså det bedste de har

mulighed for(!!!) og det er endnu de

færreste af dem, der arbejder inden for det

offentligt finansierede sundhedssystem,

der finder det nødvendigt, eller muligt, at

søge viden i ’alternative’ eller privatfinansierede

sundhedsforretninger. For mig er

det nu 15 år siden at en veninde, under

nogen fnisen, fik lokket mig til en gratis

prøvetime i det, der dengang hed Fitness

Club. Ligeså chokeret og halvskræmt jeg

blev, da jeg kom ind i træningscentret

første gang, ligeså vildt begejstret og

inspireret var jeg da jeg forlod stedet.

Faktisk var jeg i forvejen rigtig godt inde

på den lange vej mod at blive ’normaltfungerende’

i krop og hovede, fordi min

zoneterapeut- og kineseolog-mor på

meget få tidspunkter har kunne

holde fingrene fra mig, men har brugt

næsten enhver mulighed for at give mig

meridianafbalancerende behandlinger.

Meridianbanerne er de nerveagtige kredsløb

i kroppen, som man behandler i zoneterapi,

akupunktur, kineseologi,

shiatsu-massage og andre alternative

behandlingsformer. Hun har ligefrem

behandlet mig så meget at det har været

temmelig problematisk for vores familiemæssige

forhold, men det er en helt

anden historie, som svært kan måle sig

med det opnåede positive udbytte, jeg har

fået.

De ting sammen; fysisk meget alsidig

træning og hyppige meridian-afbalanceringer,

og også sund mad, er den væsentligste

grund til at jeg føler mig rimeligt

velfungerende i dag. Jeg lever dog stadigvæk

af mellemste førtidspension, og får

den mest infame hovedpine når jeg er

stresset (hvilket jeg desværre ofte er), og

her kommer så det mest ironiske, at jeg

kun bliver stresset hvis ikke jeg får passet

min hvile (=nattesøvn) og min træning.

Men det er den næste udfordring, jeg har;

at få daglige pligter, ubehagelige oplevelser

(som jo nogen gange er uundgåelige),

træning og nattesøvn til at gå op i en

højere enhed. Er der andre, der har det på

samme måde?

Hoved Cirklen 2-03 13

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!