Naturvidenskabens sprog er ikke blot en ren ... - Viden (JP)

30
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 5 | 2 0 0 4
V I D E N S K A B S T E O R I
Roser er røde,
metaforer er blå
Naturvidenskabens sprog er ikke blot en ren, bogstavelig afspejling af
virkeligheden. Det er sprængfyldt med billedsprog og metaforer, der har
stor betydning for vores mulighed for at forstå verden videnskabeligt.
Af Mikkel Willum Johansen
■ Vi mennesker er forbavsende
gode til at tænke. Det var længe
en almindelig antagelse, at logik
og matematik var den primære
motor i vores tænkning. Men
bl.a. det mislykkede forsøg på
at skabe kunstig intelligens vha.
logikbaserede programmer førte
i løbet af 1980’erne og 90’erne
til en erkendelse af, at menneskets
forbløffende evne til at
tænke ikke kan forklares med
logik alene. Logikken spiller en
rolle, måske endda en stor rolle,
men vi benytter os også af en
mængde andre snedige tricks for
at opnå den tænkekraft, vi har.
Et af dem er at se og udnytte
ligheder mellem forskellige situationer
eller fænomener – eller
med andre ord: Det at drage
analogier.
Rent sprogligt bliver analogier
typisk markeret med ordet
“som”: »Hun er smuk som en
rose«. Med “som” fortæller man,
at kvinden ikke bogstaveligt talt
er en rose, men at hun ligner
roser på en bestemt måde, nemlig
i skønhed. Hvis en analogi
er velkendt eller meget oplagt,
kan man helt undlade at markere
den. Man siger simpelthen:
»Hun er en rose«, og modtageren
må derefter selv forsøge at
fi nde lighedspunkterne mellem
kvinden og blomsten. Analogien
er hermed blevet til en metafor.
Tænkningens arkæologi
Metaforer optræder overalt i
sproget, selv om mange af dem
er så indgroede, at vi ikke længere
erkender dem som metaforer.
Man kan f.eks. investere tid
i et projekt. Man kan spare eller
spilde tiden, man kan låne fem
minutter af en andens tid – og
sågar være uheldig at møde en
tidsrøver. Tid kan med andre
ord metaforisk opfattes som en
resurse, der skal værnes om, på
linje med mad eller penge. Der
fi ndes en mængde andre metaforer
af den type. F.eks. kan
tid forstås som det at gå ned
ad en vej (tiden kan være lang,
kort eller svær at komme igennem
som en sumpet markvej).
Et kærlighedsforhold kan være
som en patient (sund, svag,
skrantende, død) eller som magi
(man kan tryllebinde hinanden,
være i trance eller forhekset).
Metaforer er ikke kun sproglig
staffage, der bruges af digtere
og sportsjournalister. De
er et erkendelsesredskab, der
kan hjælpe os med at håndtere
den verden, vi befi nder os i. I
eksemplerne ovenfor udpeger
metaforerne lighedspunkter
mellem forskellige hverdagsoplevelser
og abstrakte fænomener
som tid og kærlighed. Ved at
forstå tid og kærlighed gennem
oplevelser, vi er fortrolige med,
skabes en række forventninger
for, hvordan fænomenerne vil
opføre sig: Hvis man ser et kærlighedsforhold
som en patient,
ved man, at man skal gøre en
indsats for at holde forholdet
sundt og raskt. Der skal købes
blomster og tændes stearinlys
ind imellem. Ser man tid som
en resurse, ved man automatisk,
at tiden er noget værdifuldt,
man skal passe på og økonomisere
med. Man ved, at ens tid
kan tælles op og byttes til andre
resurser som mad eller penge,
og man ved også, at man skal
huske at få en ordentlig pris og i
øvrigt undgå at blive snydt, præcis
som man skal undgå at blive
snydt, når man køber appelsiner
hos grønthandleren.
Metaforerne i eksemplet er
dog “døde metaforer”, dvs. vendinger,
der er blevet så almindelige,
at de opfattes som bogstavelige
beskrivelser og ikke
som billedsprog. Men selv om
en metafor er død, kan den
grundlæggende analogi stadig
være aktiv og påvirke den måde,
hvorpå vi strukturerer vores oplevelse
af verden. Derfor kan studiet
af metaforer (både levende
og døde) ses som en slags tænkningens
arkæologi. Ved at undersøge
de metaforer, vi benytter os
af, kan man fi nde frem til nogle
af de for længst glemte analo-
gier, der gemmer sig dybt nede
i tænkningens kulturlag og i det
skjulte påvirker vores måde at
opfatte virkeligheden på.
Teoriskabende metaforer
Også i naturvidenskaben spiller
metaforer og analogier en vital
rolle. Det at kunne se sammenhængen
mellem to forskellige
områder og at kunne bruge en
velkendt teori til at forstå et nyt
og ukendt område spiller ofte en
stor rolle for naturvidenskabens
udvikling. Da William Harvey i
1600-tallet opdagede, at hjertet
pumper blodet rundt i kroppen,
var baggrunden, dels at han i et
nu så ligheden mellem en fi sks
hjerte og en mekanisk pumpe,
dels at han søgte en sammenhæng
mellem kroppen og solsystemet,
og derfor opfattede blodets
bevægelse som et kredsløb
på linje med himmellegemernes
cirkulation.
Da Niels Bohr og Rutherford
fremsatte deres atommodel,
gjorde de det på baggrund af
en analogi mellem Saturnsystemet
og atomet. Analogien giver
en fi n forståelse for atomets
struktur: Elektronerne kredser
som satellitter om en tungere
og større kerne, og hele systemet
befi nder sig i tomt rum.
Desuden gjorde analogien det
muligt at overføre den velkendte

matematiske beskrivelse af
Saturnsystemet til atomet, hvilket
gjorde det lettere at regne på
modellen og fi nde dens stærke
og svage sider.
I visse tilfælde kan analogien
mellem to områder være meget
aktiv og gennem en længere
periode levere nye metaforer og
måder at strukturere og forstå et
bestemt videnskabeligt felt på.
Et godt eksempel er den informationsmetafor,
der bruges i
genetik og molekylærbiologi.
Metaforen stammer fra 1944,
hvor Erwin Schrödinger i bogen
What is Life? fremsatte tanken
om en “genetisk kode”. I årene
efter 2. Verdenskrig var informationsvidenskab
(eller cybernetik)
en populær og veletableret
videnskab, så Schrödingers idé
blev taget op og givet molekylærbiologisk
mening: Dna-molekylet
blev set som en sekvens af
bogstaver, skrevet i en form for
kodesprog, og proteinsyntesen
som en form for oversættelse af
dna-koden til aminosyrer.
Det er inden for rammerne
af denne grundlæggende analogi,
man siden har forsøgt at
få detaljerne på plads. På den
ene side har man afprøvet, om
fænomener, som vi kender fra
vores omgang med information,
har en pendant i den genetiske
verden. Findes der et genetisk
komma? Eller genetiske dagbøger?
På den anden side har man
indpasset de opdagelser, man
har gjort, i det univers metaforen
udspænder. Rna-molekyler,
der fungerer som et mellemled
mellem dna og aminosyre, fi k
navnet “messenger RNA”. Dnastumper,
der ikke oversættes til
protein, kaldes “junk”, dna bliver
“læst”, gener kan i større eller
mindre grad blive “udtrykt” osv.
Præcis som tids- og kærlighedsmetaforerne
ovenfor, skaber
den metaforiske afbildning
en række forventninger for,
hvordan det ukendte gen-fænomen
er struktureret. Afbildningen
leverer dermed en bestemt
måde, hvorpå vi kan begribe nye
opdagelser.
Livsverdens-metaforer
I naturvidenskaben henter man
helst sine metaforer fra andre
og mere velbeskrevne grene af
Vores forestillinger om, hvordan atomet ser
ud, bygger på Bohr og Rutherfords atommodel,
der sammenligner atomet med
Saturn-systemet. Her er vist Natriumatomet
med 11 protoner og 12 neutroner
i kernen samt 11 elektroner fordelt i tre
elektronskaller.
videnskaben; Som nævnt blev
det ukendte atom forstået gennem
en sammenligning med
det velkendte Saturnsystem, og
den ukendte proteinsyntese blev
forstået gennem den velkendte
informationsvidenskab. Men
hvis man ser godt efter, kan
man også fi nde en hel klasse af
andre og mere grundlæggende
metaforer, nemlig metaforer, der
trækker på materiale fra hverdagslivets
erfaringer.
Der fi ndes en række forskellige
undergrupper af den slags
metaforer. Man kan f.eks. tillægge
den døde natur menneskelige
egenskaber og hensigter.
I dagligsproget er det helt
legitimt at sige: »vinden driller
i dag«, og tilsvarende ser man
i naturvidenskaben molekyler,
fotoner og andre partikler, der
“vil”, “ønsker”, “prøver”, “vælger”,
“læser” og i det hele taget
opfører sig som menneskelige
aktører.
Interessant nok udspringer et
af naturvidenskabens helt centrale
begreber, nemlig årsagsbegrebet,
af en metafor af denne
type. Da man i den græske
naturfi losofi begyndte at forstå
naturen gennem årsagsforklaringer,
skete det ved, at man
tillagde naturen det juridiske
begreb “skyld”. Skulle man
f.eks. forklare, at Solen forår-
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 5 | 2 0 0 4
Foto: NASA
sagede Nilens oversvømmelser,
måtte man metaforisk sige, at
Solen var “skyldig” i oversvømmelserne,
på samme vis som en
forbryder kan være skyldig i en
forbrydelse. Metaforen fi ndes
i øvrigt stadig på dansk, idet
man kan tale om, at “uvejret var
skyld i strømafbrydelsen” eller at
“tidevandet skyldes Månens massetiltrækning”.
Et andet udbredt kunstgreb
består i at betragte diffuse og
ikke-velafgrænsede fænomener,
som om de var håndgribelige
genstande, magen til de æbler
eller kopper, vi er fortrolige med
fra vores hverdag. Skyer, havstrømme,
og elektroner betragtes
som ting, og det samme gør
en række mentale fænomener
som f.eks. intelligens, der så
meget belejligt kan måles og
vejes, præcis som vi kan måle de
fysiske ting omkring os.
Matematikkens metaforer
I matematikken er den grundlæggende
talbehandling bygget
op om en række oplevelser
fra vores livsverden: Tal kan
ses som samlinger af ting (man
kan “lægge til” og “trække fra”),
som steder på en vej (»det giver
i nærheden af fyrre«, »det er
langt fra det rigtige resultat«)
eller som ting bygget af andre
ting (man kan “dele” et tal eller
V I D E N S K A B S T E O R I
“lægge to og to sammen og få
fi re”). Det er derfor ikke så overraskende
som nogle matematikere
tror, at matematikken kan
anvendes til at beskrive den fysiske
virkelighed.
Også mere avancerede former
for matematik bygger på
metaforiske konstruktioner: I
den analytiske geometri opfattes
det naturlige, kontinuerte
rum metaforisk som bestående
af mængder af punkter, og da
man i begyndelsen af 1900-tallet
førte hele matematikken tilbage
til mængdelæren, benyttede
man, at også tal metaforisk
kan opfattes som mængder, og
at logiske slutningsregler som
hvis ... så og netop hvis kan forstås
som relationer mellem
mængder.
Og alt det her er kun begyndelsen.
Mennesket er et levende,
kropsligt væsen, der er tilstede i
og interagerer med verden på en
bestemt måde, og når man kigger
efter, vil man opdage, at livsverdenen
gang på gang dukker
op i både dagligdags og naturvidenskabeligt
sprogbrug. Den
sociale og fysiske verden, vi lever
i og umiddelbart forstår, leverer
en stor del af det materiale, vi i
naturvidenskaben bruger til at
forstå andre og ukendte verdener
igennem. Vores livsform betyder
noget for de muligheder, vi har
31

32
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 5 | 2 0 0 4
V I D E N S K A B S T E O R I
AATCGGATCCCGAGGTCTTACGTTTA
GGAGGCCAGGTAGGACAGGAAAAGGG
ATGTTGGGACCGGATGGGATGGACGA
GGTGACCACAGTTAGGGATGTAGCGT
AGGGATGGCGCGCGGGAGGGTTTGGG
GACCCAGGAAAAGGGGTTGGACCGGT
GGGATCGGATGGGGATACCGGATGGG
GACATGGTAGGGCAGAATTGGGAGGG
CCGGTAGGGACAGGTAGGTCCTGGGC
GATAGGGCTAGCGCGCTATAGCGCCC
GATAATTTCGGCCCAGATCGCGATAT
AGGCTAGCCGAGATAGCGCGCCCAGA
TGCGATGGCTTCGATATAGGGCTAGC
TAGAGAACCCCACAGCTCGATGCGAT
GAGCTGATCGATAACCCAGGCTTAAA
ACGCATATCCTTTATGAGATGTTAGC
Dna-molekylet opfattes som en sekvens af bogstaver,
skrevet i en form for kodesprog. Det er inden
for rammerne af denne grundlæggende analogi,
at man har forsøgt at få detaljerne på plads.
for at forstå verden videnskabeligt.
Store tænkende svampe
(hvis der altså fandtes sådan
nogle) ville næppe udtænke den
samme naturvidenskab og matematik
som os, idet de ikke ville
have adgang til de samme oplevelser
som os og derfor ikke ville
være i stand til at trække på de
helt grundlæggende metaforer, vi
bruger til at forstå verden igennem.
Vores metaforbrug afslører
med andre ord en specifi k
menneskelig måde at forstå og
erkende verden på.
Metaforer skjuler
og smugler
I 1983 gennemførte Dedre
Gentner et forsøg. Hun lod to
grupper elever lære om elektricitet
gennem hver sin metafor:
Den ene gruppe lærte at tænke
på strøm som rindende vand,
og den anden lærte at tænke
på strøm som menneskemængder
i bevægelse. Da man bagefter
testede de to grupper på en
række opgaver, viste det sig, at
den ene gruppe havde let ved
at løse én type opgaver og den
anden gruppe let ved en anden
type.
Det lille forsøg rummer en
simpel, men vigtig pointe: Nemlig
at det ikke er ligegyldigt,
hvilke metaforer vi bruger til at
forstå verden igennem. Meta-
Kokain-afhængighed
Et nyt studie har vist, at størrelsen
på en bestemt struktur i
hjernen - amygdala – er mindre
hos kokain-misbrugere end
normalt. Amygdala er en region
af hjernen, som bl.a. menes at
have betydning for vores evne til
at bedømme konsekvenser. At
der er en kobling mellem stofmisbrug
og amygdala er allerede
blevet antydet af tidligere studier,
der har vist, at aktiviteten i
amygdala er nedsat hos stofmisbrugere,
når de har abstinenser.
I de nye studier har forskere
ved Massachusetts General
Hospital undersøgt hjernerne af
27 kokain-misbrugere med en
MR-scanner og sammenlignet
billederne herfra med en kon-
foriske beskrivelser vil sjældent
være fuldstændige, men vil typisk
fremhæve visse træk ved et fænomen
og skjule andre. Derfor
har metaforvalget betydning for
vores opfattelse af og mulighed
for at håndtere et fænomen.
Metaforer kan desuden indsmugle
en bestemt struktur og
et bestemt perspektiv fra kildeområdet
til det område, der
beskrives: Ser man hjertet som
en pumpe, indsmugler man det
perspektiv, at menneskekroppen
er et stykke dødt mekanik
– og dermed vil man måske nå
nogle andre konklusioner mht.
organdonation, end hvis man
ser hjertet som hjemsted for ens
personlighed og følelser.
Genetikkens informationsmetafor
sørger tilsvarende for
en bestemt strukturering af de
opdagelser, man gør, og udpeger
samtidig visse forskningsprogrammer
som naturlige at følge:
Koden skal knækkes, så man
kan læse og omskrive den gemte
information. Havde man valgt
andre metaforer, f.eks. fokuseret
på udvikling og set genomet
som en blandt fl ere ingredienser,
der skal i dejen for at bage
en organisme, ville andre forskningsprogrammer
og andre
vidensstruktureringer – måske
– have virket mere naturlige.
Metaforer og analogier er
gode redskaber til at håndtere
den virkelighed, vi befi nder os
i, men ind i mellem kan det
være sundt at erkende metaforer
som metaforer. Hjertet er ikke
en pumpe, intelligens er ikke
en ting inde i hovedet, genomet
er ikke information. Det er alt
sammen metaforer, der leverer
et bestemt perspektiv på de
fænomener, de beskriver. ■
trolgruppe af ikke-misbrugere.
Forskerne fandt, at volumen af
den mandelformede amygdala
var mellem 13 og 23% mindre
hos de kokain-afhængige end
hos kontrolgruppen.
Det står dog endnu uklart,
hvad der er årsag og virkning
– dvs. om brugen af kokain er
skyld i den ændrede fremtræden
Om forfatteren
Mikkel Willum Johansen
er cand.mag i fi losofi og
matematik.
Hjemmeside:
www.mikkelwillum.dk
E-post: mwj@wanadoo.dk
Videre læsning
Anders Fogh Jensen:
Metaforens magt
Dedre Gentner:
Mental Models
George Lakoff og Mark Johnson:
Metaphors We Live By
George Lakoff og Mark Johnson:
Philosophy in the Flesh
George Lakoff og Rafael
Núñes: Where Mathematics
Comes From
Sanne Knudsen:
From Metaphor to Fact
af amygdala, eller om folk med
en mindre amygdala i udgangspunktet
er mere tilbøjelige til
kokain-afhængighed. Men det
vil langtidsstudier af kokainafhængige
og disses familier formentligt
kunne afklare.
CRK,Kilde: Neuron, vol. 44, no.
4, p.729-740