Festkultur og rusmidler i gymnasieskolen - Silkeborg-SSP

for de senere år, at man er begyndt at sige: ”Det vil vi altså ikke acceptere” osv. Vi er begyndt at sætte nogle
grænser. (Skole B)
I en anden diskussion kommer to lærere ind på autoritetsproblematikken:
Lærer 1: For mig ligger der også det i det, at de unge mangler de signaler fra de voksne.
Lærer 2: De mangler plankeværket.
Lærer 1: Så vi har behov for at finde en ny måde at være autoriteter på (…). Det har vi som 68-generation
måske ikke lige så nemt ved. På det her område kan jeg i hvert fald se, at der har de fået alt for lidt af deres egne
forældre. Og der nytter det noget, at vi går ind og gør det. Men vi skal se det i den større sammenhæng. Som et
af de steder, hvor de møder voksne mennesker, har vi en forpligtelse til at prøve at påvirke dem. Og så synes
jeg, vi har gjort de erfaringer her på skolen, at det nytter. De steder, hvor vi er gået ind, lever de jo op til det.
Det er ikke håbløst. (Skole B)
Handlemuligheder og idéer
Hvad kan, skal, bør og vil en skole gøre i forhold til de mere eller mindre synlige udslag af elevers
rusmiddelkultur? Spørgsmålet kan stilles meget konkret: Hvad er en skole ansvarlig for,
og hvad er den ikke ansvarlig for? Og hvis en skole mener, den har et ansvar, hvordan kan man
så udvikle en politik, der forholder sig konsekvent og konkret til problemerne?
En lærer konstaterer, at der må udvikles et forum, hvor man diskuterer disse ting. Gør man
ikke det, er der så mange andre diskussioner, som bliver ligegyldige. I en samtale med en kollega,
som er tydeligt frustreret over, at man sjældent kommer til substansen og som lærergruppe
finder ud af at handle i forhold til åbenlyse problemer, siger han:
Din frustration er helt rimelig. Vi snakker jo om det, men der er aldrig nogensinde noget forum på skolen,
hvor sådan nogle ting bliver taget op. Vi snakker om alle mulige andre - jeg vil ikke sige ligegyldige ting - men
i forhold til, hvordan vi får det store projekt, at vi vil lave den bedst mulige undervisning, og vi vil have størst
mulig arbejdsglæde, og vi vil give eleverne nogle gode oplevelser med det, de laver - så de får lært noget - det
kan man ikke på den måde. Det bliver absurd, dybest set. Fordi vi ikke har en holdning, og ikke tør stå ved
den. Og ikke ved: Hvor står jeg egentlig i forhold til alle mine andre kolleger. Og til ledelsen. Og hvad ved jeg.
Og vi diskuterer det heller aldrig med forældrene. Hvorfor ikke? Hvorfor kan man ikke lægge op til den kultur,
de kommer ud til bagefter. Der får det fandeme konsekvenser. (Skole B)
Ifølge flere lærere kræves der en vis form for konsekvens, fx i forhold til Parken, hvis der skal
ske noget. En ledelsesrepræsentant er inde på, at hvis man virkelig mener noget med det, man
siger, så må man også sætte handling bag ordene:
Men hvis vi siger, at Parken i fuldt omfang er vores problem, så ville det betyde, at vi hele vejen igennem klart
skulle markere her på skolen, at det ser vi ikke, at man gør, og så skulle vi gå over og jage dem ud. Så skulle vi
være derovre et par timer hver fredag eftermiddag og klart markere, at her står vores elever ikke og drikker øl.
Fordi det er stadigvæk i egentlig forstand vores skole (…). Det er vores holdning. Så kan man jo aldrig forhindre,
at de gør det andre steder, men så ville man have markeret fra skolens side, at her er vi ude i et felt, hvor I
skal passe på, venner. (Skole B)
Det gælder også i forhold til den måde, hvorpå skolen præsenteres for nye elever:
Vi vil gerne have mange elever, og så sælger vi os via elevernes introduktionsmøde. Det kan man forholde sig
ukritisk til og sige, at det er eleverne, der suverænt bestemmer, hvad de vil sige ovre på scenen. Det mener jeg
ikke, man skal. Vi vil gerne have en positiv dialog med eleverne, dem, der skal præsentere skolen. Vi kunne
109