FlueFisker december 2009 - Federation of Fly Fishers Denmark

Bemærk Hobitten i baggrunden
til frokost selskabet.
Aftenfiskeriet var rigtig dejligt – dog stadig uden laks
til os. Vinden havde lagt sig, og folk sad rundt om bordet
og hyggede sig. Kim Iburg, uddannet Skibs-Matros-Kok,
fortalte anekdoter og historier til stor glæde
og forundring. Hvordan lader det sig gøre at snakke SÅ
meget, og samtidig trække vejret SÅ lidt?
Når man ikke lige stod med fluelinen i vandet, var der
tid til at beundre de norske fjeldes skønhed. Det er virkelig
en flot natur, men vi opdagede snart at der ”ulmede”
noget under overfladen. Der findes nemlig nogle
højest underlige og specielle typer i de norske fjelde.
Onde tunger vil nok mene det er os selv. Jeg tænker
dog mere på de lidet kendte ”Fjeld-Nå-Såere”. Fjeld-
Nå-Såere skal man ikke spøge med. De kører rundt
omkring i fjeldet og er ofte set, siddende, med en gran-
Fjeld-Nå-Såere på jagt.
18 | FlueFisker december 2009
kogle i hånden. Vi var heldige at ”fange” en flok med
kameraet, imens de kørte rundt og ledte efter sagesløse
personer de kunne drille. Bemærk personen på bagsædet
– det minder mistænkelig meget om den tidligere
nævnte Hobbit, Ove. Hverken vi eller han kunne dog
bekræfte dette – da ingen af os kunne se hinanden!
Som det tydeligt fremgår, holdt de også øje med os,
idet én af disse ”Nå-Såere” også tog billeder. Heldigvis
holdte de ikke ind og generede os, så vi hyggede os
med fiskeri og forventningen om et skønt aftensmåltid.
Nå-Såerne hedder i øvrigt, Kim C., Torben Varnild og
Nis-Ove von Scharnberg (ham med Ove’s Hul). Vi omdøbte
iøvrigt Ove’s Hul til ”Aase”. Aftensmaden stod
Kim Bentzen for.
Mens jeg skrev måtte Kim koncenterere sig om madlavningen.
Sagen var dén, at han igen var blevet taget
som spinnefisker. Denne gang fandt vi hans fluestang,
rigget til med en sort-grøn spinner – den såkaldte
”Gummimand”. Lidt underligt, at han stadig forsøgte
sig med dette, når vi nu havde fortalt ham om fluefiskeriets
fortræffeligheder. Kim var i øvrigt ikke sen til at
love ”åben krig” imod disse lumske personer, der hele
tiden forsøgte at lede ham i fordærv! Så han rådede os
alle til at holde godt øje med vores grej, liner osv. – der
kan jo nemt pludselig komme flere ”vindknuder” på
linerne. Denne verden af jævnlige trusler, var vi nødsaget
til at leve med – og selvom vi måske nok om aftenen
smed strømperne (efter indtagelse af en del Single
Malt), satte os i rundkreds og sang ”Kum-Ba-Ja” – så
virkede terapien nok ikke alligevel. Vi spekulerede i
øvrigt stadig en hel del over, hvad Stein vil gøre ved