Bladet Kriminalforsorgen

NR 8 Juni 2011 

Temaet 

I varetægt 

En straf, før man er dømt 

Tidligere fængselsinspektør ønsker 

fokus på varetægtsfængslingernes 

barske karakter 

Et puslespil 

Det er et krævende arbejde at forhindre 

bande- og rockerkonflikten 

i at fortsætte i arresthusene. 

For syg til cellen 

Skizofrene hører ikke hjemme i 

arresthusene, men de havner der 

alligevel 

Den ideelle indsættelse 

Lyt, giv hånd, og giv tid! Erfarne 

folk giver gode råd til gode indsættelser. 

09 

15 

16 

18 

Et kulturchok på 

syv kvadratmeter 

Bladet Kriminalforsorgen 

Det er voldsomt at blive varetægtsfængslet, men arrest forvareren, 

sygeplejersken og præsten er klar til at tage imod 20

Udgiver: Direktoratet for 

Kriminalforsorgen 

Strandgade 100 

1401 København K 

Telefon 72 55 55 55 

E-mail: dfk@kriminalforsorgen.dk 

Ansvarshavende redaktør: Vicedirektør 

Annette Esdorf 

redaktør: Kommunikationskonsulent 

Via Christensen 

redaktion: Annette Esdorf (ansv.), 

Ole Hansen, Via Christensen, Lars Erik 

Siegumfeldt, Trine Smistrup, Ina Eliasen, 

Marianne Wodstrup. 

Skribenter i dette nummer: Gunnar 

Lomborg, Trine Smistrup, Jari Kickbusch, 

Johan Rasmussen, Line Juel Jensen, Via 

Christensen, Lars Erik Siegumfeldt. 

Grafisk tilrettelæggelse: Ægir/Koefoed 

Tryk: Statsfængslet i Nyborg 

Oplag: 5.000 eksemplarer 

Bladet kan også læses på 

www.kriminalforsorgen.dk 

Eftertryk er tilladt, når kilden angives 

forsidefoto af portrætter: Michael 

Svendsgaard, Anja Mahon og Lorens 

Petersen 

ISSN 1904-0865 

SAGT OM kriMinAlfOrSOrG 

”Paradokset er, 

at man principielt 

er uskyldig, indtil 

man får sin dom. 

Ikke desto mindre 

er for holdene for va- 

retægtsfængslede 

typisk mere belasten- 

de end forholdene 

for fængslede, der 

allerede har modtaget 

deres dom.” 

Peter Scharff Smith, Institut for 

Menneskerettigheder 

2 Bladet Kriminalforsorgen 

Leder 

Trivslen rykker i den rigtige retning 

I februar og marts måned deltog rigtig mange af os i Kriminalforsorgens trivselsundersøgelse. 

Det viser et stort engagement og peger på, at trivslen er et vigtigt emne, som 

vi skal blive ved med at have fokus på. 

Når jeg kigger på resultatet, lægger jeg særligt mærke til, at hele 87 % er tilfredse med 

deres arbejde i Kriminalforsorgen. Ved vores sidste trivselsundersøgelse var det 85 %. 

Det er dejligt, at vi har så mange medarbejdere, der til stadighed er glade for arbejdet. 

Overordnet set er trivslen blevet bedre. Allerede på de to år, der er gået siden sidst, har 

vi rykket os på de områder, som vi har valgt at fokusere på. Det er tillid og troværdighed, 

ledelseskvalitet, rolleklarhed, konflikthåndtering og mobning. På de områder har 

vi generelt bevæget os små nøk i den rigtige retning. 

Man kunne ellers godt have været nervøs for, at de seneste års ekstraordinært store 

pres – med overfyldte fængsler og arresthuse og rekordmange personer i fodlænke 

og tilsyn – ville have givet negativt udslag på trivslen. Med de udfordringer i tankerne 

kan vi være stolte af resultatet! 

Men det er også vigtigt at huske på, at arbejdet med trivslen er et langt, sejt træk. 

Vi har fortsat områder, hvor vores trivsel ligger lavere end på andre arbejdspladser i 

10 

17 

28 

27

Danmark. Det er ambitiøst, at vi sammenligner os med almindelige arbejdspladser. 

Når vi tænker på det, giver det god mening, for vi ligger netop lavere på de områder, 

hvor vores arbejde er særligt udfordrende. Det skal vi være opmærksomme på, når vi 

arbejder videre med trivslen – og særligt på de områder skal vi være gode til at tage 

vare på hinanden. 

I de kommende måneder vil vi også bruge trivselsundersøgelsen i arbejdet med at 

forhandle en ny flerårsaftale på plads. Resultaterne viser jo, at vi er på vej i den rigtige 

retning. Derfor skal vi også fremover kæmpe for gode rammer for at sikre, at Kriminalforsorgen 

er en kompetent og attraktiv arbejdsplads. 

Det er vigtigt at huske, at trivselsundersøgelsen kun er det første skridt. Det næste 

vigtige skridt er opfølgningen. Nu skal vi alle arbejde målrettet videre med at skabe 

fortsat fremgang i trivslen. Det stade, vi står på i Kriminalforsorgen, er et godt fundament 

for at fortsætte den gode indsats. Hver dag løser vi en krævende og udfordrende 

samfundsopgave, og for at kunne løse opgaven bedst muligt er det nødvendigt, at vi 

trives undervejs. 

04 

09 

10 

12 

15 

16 

18 

20 

23 

24 

26 

28 

30 

31 

32 

Vias ord og Siden sidst 

i varetægt 

Varetægt er en straf, før man er dømt 

Et godt samarbejde på trods 

Døgnrapporten i øst og vest 

Et puslespil 



Et kulturchok på syv kvadratmeter 

Info fra ledelsen 

Her taler vi med fangerne 

Et løft til alle 

Sang og dans i Ellebæk 

Kriminalforsorgen i Marokko 

Medarbejderens ord: Janne Poulsen 

Grafisk set 

William Rentzmann 

Bladet Kriminalforsorgen Nr. 8 Juni 2011 3

Vias ord 

Bliv klogere på 

varetægt 

I skrivende stund sidder mere end 1400 mennesker 

varetægtsfængslet i et arresthus eller fængsel. Det er 

over en tredjedel af alle indsatte i Danmark – en langt 

større andel end i de andre nordiske lande. For tre 

år siden var antallet af varetægtsarrestanter 1000. 

Stigningen skyldes dels, at politiet varetægtsfængsler 

flere end tidligere, og dels at varetægtsfængslede 

opholder sig næsten en halv gang længere i arresthus 

eller fængsel, end de gjorde for ti år siden. 

Det er en af grundene til, at vi har valgt i dette nummer 

af bladet at vende blikket mod de varetægtsfængslede. 

Hvem er de? Hvordan foregår indsættelsen 

og opholdet i arresthuset? Og kan vi blive bedre 

til at tage os af arrestanterne? 

Det kan være barskt at sidde varetægtsfængslet, påpeger 

tidligere fængselsinspektør Ole Hansen, som 

vi har interviewet på side 9. I artiklen Døgnrapporten 

på side 12 følger vi indsættelserne time for time 

både i det store Vestre Fængsel i København og i det 

lille arresthus i Ringkøbing i Vestjylland. 

Vi ser også på udfordringerne med at anbringe dømte, 

som af forskellige grunde ikke må sidde sammen, 

i forskellige arresthuse – det er lidt af et puslespil, 

som man kan læse på side 15. 

Bladet handler også om andet end varetægt. På side 

24 rapporterer vi fra behandlingsafdelingen i Statsfængslet 

Midtjylland, hvor unge betjente får meget 

ud af at arbejde med narkomaner, og på side 26 

handler det om, hvordan et edderkoppespind hjælper 

medarbejdere til at få overblik over styrker og 

svagheder … 

God læselyst! 

Via Christensen, redaktør 

4 Bladet Kriminalforsorgen Nr. 8 Juni 2011 

Siden sidst 

Statsfængslet i Renbæk fik ny in- 

spektør i april. Una Jensen afløser 

Erik Pedersen, som gik på pension 

den 1. marts efter 21 år som leder af 

det sønderjyske fængsel. 

Una Jensen er 38 år og blev 

cand.jur. fra Københavns Universitet 

i 2000. Hendes første job var i 

Udlændingestyrelsen (nu Udlændingeservice), 

men allerede den 

1. september 2001 blev hun ansat 

i Kriminalforsorgen i direktoratets 

Klientkontor. Siden da har Una væ- 

Sikre pc-netværk 

De sikrede pc-netværk for indsatte i 

lukkede fængsler og arresthuse gik i 

drift ved årsskiftet 2010/11, og flere 

fængsler er gået til opgaven med at 

afprøve og lære det nye system at 

kende med krum hals. 

Interessen fra indsatte, der 

ønsker at benytte netværket, er 

stor og stigende. Det strømmer ind 

til arbejdsgruppen med forslag til 

nye links og hjemmesider, der kan 

være relevante for skolesøgende 

indsatte. Direktoratet arbejder på 

højtryk for at gennemgå, godkende 

Una Jensen har overtaget 

posten som fængselsinspektør 

i Renbæk. 

Ny inspektør i Renbæk 

ret ansat i Statsfængslet i Horsens, 

Statsfængslet Østjylland og senest 

som vicefængselsinspektør i Statsfængslet 

i Nyborg. 

”Jeg har holdt af at være i de store 

lukkede fængsler, men synes, det 

er spændende at skulle prøve noget 

nyt, som kan udfordre mig, og er 

spændt på at se, hvad jeg kan skabe 

sammen med alle i Renbæk,” siger 

Una Jensen, der netop har afsluttet 

en diplomuddannelse i ledelse. 

og åbne nye sider, og alle de gode 

forslag og det store engagement er 

meget værdsat. Næste skridt er at 

gennemføre de første eksamener 

på fængselsskolerne på den nye 

platform, hvilket er særligt vigtigt 

nu, hvor indsatte i de lukkede 

fængsler og arresthusene kun 

kan benytte internetadgangen på 

de sikrede pc-netværk. I foråret 

holdt direktoratet kurser i afvikling 

af eksamen og ser nu frem til 

vellykkede eksamensforløb på en 

spændende og tidssvarende facon.

ALEx TRAN 

Få hjælp til captia 

Det nye elektroniske sagsbehandlingssystem Captia volder mange besvær. 

Derfor har It-kontoret i direktoratet oprettet et Captia-kompetencecenter, hvis 

medarbejdere altid er klar ved telefonen. 

Måske har du glemt, hvordan du gemmer en mail i Captia, eller hvordan 

man finder en sag eller et dokument. Det kan du få hjælp til hos Captia-kompetencecentret. 

Kompetencecenteret er åbent for alle henvendelser hverdage mellem 8 og 

16. Du kan komme i kontakt med Kompetencecenterets medarbejdere på telefon 

4444 eller via mail captia@kriminalforsorgen.dk. 

koRT om capTia 

• Captia bruges til den generelle sagsbehandling i Kriminalforsorgen 

• Captia indeholder mere end 7000 unikke sager 

• Kriminalforsorgen har over 30 Captia-superbrugere 

• Captia blev indført november 2009 med 40 brugere 

• Captia har 700 brugere (april 2011) – halvdelen af dem bruger Captia hver 

dag 

• Alle fængsler, arrestinspektører, KiF-afdelinger og direktoratet skal bruge 

Captia. 

Få papiR på diNE 

iT-kompETENcER 

I løbet af 2011 tilbyder Kriminal- 

forsorgens Uddannelsescenter alle 

administrative medarbejdere i Kriminalforsorgen 

udannelse og certificering 

på it-området. 

Først bliver deltagernes nuværende 

kompetencer afklaret. På den 

måde får man overblik over, hvilke 

områder man kan blive bedre til. 

Herefter tilrettelægges et individuelt 

uddannelsesforløb, der består af 

både traditionelle kursusdage og elæring. 

Til sidst deltager man i en test og 

får bevis for sine it-kompetencer. 

Hør mere hos John Navntoft, 

102jna. 

oRældREgRuppER FoR 

Lunde Kursuscenter kan danne ramme 

om kurser og efteruddannelse 

i Kriminalforsorgen. Her er det et 

kursus i selvmordsforebyggelse. 

Som de fleste ved, råder Kriminalforsorgens 

Uddannelsescenter (KUC) 

over to kursuscentre – ét i Birkerød, 

og ét i Lunde på Sydfyn. 

Lunde Kursuscenter bliver primært 

brugt til efteruddannelseskurser, 

og da forskellige omstændigheder 

har gjort, at der er ledige uger 

hen over året, vil KUC gerne opfordre 

til, at vi bruger Lunde Kursuscenter. 

Mobiltelefoner 

Forsøgsordningen i Møgelkær 

og Søbysøgård, hvor de indsatte 

har haft en mobiltelefon med 

eget simkort fastlænket på deres 

celle, er forløbet rigtig godt. 

Justitsministeren har nu besluttet at 

udvide ordningen, så den kommer 

B ø g e r 

William RENTzmaNN 

udgivER bog 

Sku’ det være en 

anden gang er titlen 

på bogen, hvor 

William Rentzmann 

fortæller om sin 

barndom nord for 

København og på 

landet, men først og fremmest om 

et langt liv med den danske kriminalforsorg. 

Som der står i forordet, er bogen 

ikke en lærebog og heller ikke en 

erindringsbog, men et uhøjtideligt 

forsøg på at forklare, hvorfor Kriminalforsorgen 

blev hans faglige livsbane, 

og hvilke ideer og anskuelser 

der ligger bag den måde, Kriminalforsorgen 

fungerer på i dag. 

Bogen er udgivet af Nyt Juridisk 

Forlag og kan købes hos boghandleren 

eller på DJØF’s forlag – 

www.djoef-forlag.dk. Vejledende 

pris er 240 kr. 

Husk lunde kursuscenter! 

Lunde Kursuscenter ligger på 

det smukke Sydfyn – ca. 10 km. fra 

Svendborg. Der er gode togforbindelser 

med Odense-Svendborgbanen. 

Kursuscentret råder over 46 enkeltværelser 

– alle med bad og toilet. 

Hør om priser og ledige uger hos 

kursuscenteret på telefon 72 55 39 

80. 

til at indbefatte alle de åbne 

fængsler. 

Af økonomiske grunde vil ordningen 

dog blive indført i to tempi, med 

Kragskovhede, Jyderup og Midtjylland 

i år og resten af de åbne fængsler 

i begyndelsen af næste år. 


Siden sidst 

Musiktribune og udendørs skakspil er nogle 

af mulighederne på udeområdet i Ringe, der 

stod færdigt i sommeren 2009. 

Nyt udeområde 

i Ringe får fine karakterer 

Fængsels-museum 

i cyberspace 

RETTElsE 

I sidste nummer viste vi på side 

15 et billede af en reol produceret 

til Landbrugsmuseet på Gl. Estrup 

Herregaard. Reolen er ikke, som vi 

skrev, produceret i Møgelkær, men 

derimod i Statsfængslet på Kragskovhede. 

Redaktionen beklager fejlen. 


For halvandet år siden blev udeom- 

rådet i det lukkede Statsfængsel i 

Ringe revitaliseret. Nu viser en rapport, 

at det attraktive udeområde får 

flere indsatte til at komme udenfor. 

Det giver også en bedre stemning 

med mindre uvenskab og vold, fordi 

motion og samvær fordrer en god og 

gaRaNTiEN udvidEs 

Behandlingsgarantien er blevet udvidet 

til at omfatte alle afsonere 

– også de korttidsdømte og varetægtsarrestanterne.Behandlingsgarantien 

betyder, at den indsatte skal 

have et tilbud om behandling, inden 

for 14 dage efter at han har bedt om 

det. 

konstruktiv kontakt mellem medarbejdere 

og indsatte. 

Med økonomiske midler fra Egmont 

Fonden er udeområdet forvandlet 

fra en græsplæne på størrelse 

med to fodboldbaner til en oase 

af planter, høje træer og mulighed 

for forskellige former for idræt kom- 

iNdsaTTE mEd bøRN 

Materiale om forældregrupper kan 

findes på Kriminalforsorgens intranet 

under ’Indsatte og klienter’. Materialet 

er især til de børneansvarlige 

i fængsler og arresthuse – men alle 

er velkomne til at kigge og lade sig 

inspirere. 

Materialet er lavet af Rikke Betak 

fra Pensionen Engelsborg og Janne 

Jakobsen fra Institut for Menneskerettigheder. 

bineret med stille pletter, hvor man 

kan være i ro og fred. 

Evalueringen, der er lavet af kultursociolog 

Benny Schytte, viser, at 

man godt kan bevare en høj grad af 

sikkerhed og samtidig skabe et rigt 

udeliv med mange tilbud for både 

medarbejdere og indsatte. 

Siden Statsfængslet i Horsens lukkede 

i 2006, har Horsens Museum 

arbejdet for at formidle fængslets 

historie. Det er nu blevet til det virtuelle 

fængsel ”Fængslet 2.0”, og via 

hjemmesiden www.faengslet2.dk 

kan man nu selv gå på virtuelt besøg 

i det nedlagte statsfængsel. 

På hjemmesiden kan man bl.a. se 

fotografier og filmstumper og læse 

og høre fortællinger om fængslet og 

fangerne. 

iT FåR NyE lokalER 

En del af direktoratets It-kontor flytter 

ud af Strandgade 100 og til bygningen 

i nr. 108 inden sommerferien.

Ny dEpaRTEmENTscHEF 

i JusTiTsmiNisTERiET 

Anne Kristine Axelsson tiltrådte 

som ny departementschef i Justitsministeriet 

den 1. april 2011. 

Anne Kristine Axelsson, der 

i 1994 blev juridisk kandidat fra 

Århus Universitet, kommer fra 

en stilling som afdelingschef i 

Justitsministeriet og har tidligere 

bl.a. været kommitteret i juridiske 

spørgsmål i Statsministeriet. 

Anne Kristine Axelsson er 42 

år og har tre børn i alderen 5, 11 

og 13 år. 

viNdmøllE-aFTalE 

uNdERskRivEs 

I april underskrev Kriminalforsorgen 

en aftale med selskabet 

European Wind Investment A/S 

om opstilling af vindmøller på 

Statsfængslet ved Sdr. Ommes 

jord. I alt ni selskaber havde budt 

på opgaven. 

Fængslet vil arbejde på, at de 

indsatte kan indgå i arbejdet med 

at opstille og drive de omkring 10 

møller, som tilsammen skal producere 

nok elektricitet til at dække 

12.000 husstandes årlige forbrug. 

pEbERspRay og 

pERsoNsøg 

Ordningen med brug af peber- 

spray er nu vedtaget og træder i 

kraft den 1. juni. Betjentene skal 

ikke gå rundt med pebersprayen 

på sig, men skal hente den et 

centralt sted, når de skønner, at 

der kan blive brug for den. 

Samtidig bliver det nu tilladt 

at bruge hunde til at undersøge 

besøgende og indsatte for narkotika 

– noget, der allerede praktiseres 

i Norge og Sverige. 

Ved samme lejlighed gives 

der officielt hjemmel til, at Kriminalforsorgen 

kan lave ransagninger 

efter narkotika og andre 

ulovlige effekter i både fængsler 

og arresthuse. 

Nyt personalehus i Nyborg 

I 2008 brændte det gamle personalehus ved Statsfængslet 

i Nyborg ned til grunden. Men i dag står et funklende 

nyt hus klar til brug. 

Det nye hus byder på overnatningsrum og tekøkken 

for personalet, motionsrum og et stort lyst fællesrum – 

men ikke kun til glæde for nuværende og tidligere ansatte 

ved fængslet. Med en placering i smukke omgivelser 

og midt i landet håber statsfængslet, at udefrakommende 

i fremtiden vil bruge de gode faciliteter til møder og 

arrangementer. Noget, ikke mindst Kriminalforsorgens 

egne tjenestesteder vil kunne få glæde af. 

I slutningen af marts holdt Det Kriminalpræventive Råd 

”Den kriminalpræventive dag” i Esbjerg Musikhus. 

Kriminalforsorgen deltog med en workshop om God 

Løsladelse og var medarrangør af en anden workshop om 

ungesamråd. 

På dagen uddeltes også Den Kriminalpræventive Pris. 

Gamle og nye medarbejdere samlet til reception i 

Nyborgs nye personalehus i marts. 

William Rentzmann klipper det røde bånd over og erklærer 

Statsfængslet Nyborgs nye personalehus for åbent. 

50.000 kr. står der på den 

store check, som gik til Egedal 

Kommune for deres indsats mod 

Kriminalforsorgen på ”Den kriminalpræventive dag 

digital mobning. 

Institut for Menneskerettigheder var en af de fem nominerede 

til prisen for deres projekt for børn af fængslede, 

herunder projektet om børneansvarlige, som for øjeblikket 

kører i to arresthuse og to fængsler. 

Det blev dog Egedal Kommune, der løb af med prisen 

for et projekt om forebyggelse af digital mobning. 


I varetægt 

i varetægt 

Bag de tunge døre i landets 37 arrest- 

huse sidder omkring 1400 mennesker i 

varetægt. De venter på den dom, som skal 

afgøre, hvor og hvordan de skal tilbringe de 

næste måneder – eller år – af deres liv. 

For de fleste er det en tid fuld af stress og uro. 

Vi retter spotlyset mod arresthusene og 

følger det vanskelige arbejde med at få hver- 

dagen her til at løbe trygt og 

meningsfuldt rundt.

Varetægt er en straf, før man er dømt 

I Danmark varetægtsfængsler vi flere og i længere tid, end man gør i andre lande. 

Det stiller høje krav til, hvordan Kriminalforsorgen behandler de 

varetægtsfængslede. Og det vi kan blive meget bedre til, mener tidligere 

fængselsinspektør Ole Hansen. 

Vi varetægtsfængsler for mange og i for lang tid, 

synes Ole Hansen, mangeårig fængselsinspektør på 

både Vridsløselille og Københavns Fængsler. Problemet 

er, at de varetægtsfængslede ofte har langt dårligere 

vilkår end afsonere i fængslerne. De har langt 

mindre omgang med andre indsatte og dårligere mulighed 

for at holde kontakt med deres pårørende. 

”Et varetægtsophold er et stort indgreb i et menneskes 

liv, og vi kan slet ikke sætte os ind i, hvor ydmygende 

det er. Man skal bede om alting, selv om at 

få lov at gå ud at tisse. Vi bør spørge os selv, om vi i 

Kriminalforsorgen har været gode nok til at fortælle 

omverden – ikke mindst politiet, anklagemyndigheden 

og domstolene – hvor barsk et varetægtsophold er,” 

siger Ole Hansen. 

Ikke mindst ser han den udstrakte brug af brev- og 

besøgskontrol som et stort problem. 

”Det er selvfølgelig værre at være isoleret, men 

brev- og besøgskontrol er et stort indgreb. Politiet læser 

al din 100 private post, og alle dine besøg bliver over- 

80 

60 

40 

20 

0 

Varetægtsarrestanter i % af samlet antal indsatte 

32 

16 

Tekst Via Christensen 

våget af en betjent. Det kommer til at virke som en 

straf – før man overhovedet er dømt,” siger Ole Hansen, 

der gennem hele sin karriere i Kriminalforsorgen 

har kæmpet imod, at man satte så mange i varetægt, 

og at så mange sad i isolation. Det sidste er lykkedes, 

for i dag sidder langt færre indsatte i isolation end tidligere. 

Til gengæld er mange flere indsatte så underlagt 

brev- og besøgskontrol. 

”Når man sidder i fængsel, har man ret til fire timers 

besøg om ugen, man kan skrive alle de breve, 

man har lyst til, og man kan selv bestemme, om man 

vil opholde sig i fællesskab med andre indsatte. Det er 

noget helt andet end at sidde i varetægt. Der er ingen 

sammenhæng!” siger Ole Hansen. 

Fangerne ud af cellerne – eller arbejdet ind! 

Det er også et stort problem, at mange simpelthen 

ikke har noget at tage sig til i arresten, men sidder 

store dele af døgnet på cellen, mener Ole Hansen. Varetægtsfængslede 

har ikke arbejdspligt som afsonere 

har det i fængslerne, men til gengæld har de ret til arbejde. 

Hvis arresthuset så ikke kan skaffe arbejde, får 

de indsatte i stedet udbetalt et beløb. Men de sidder 

stadig og kukkelurer på cellen. Hvis de derimod havde 

pligt til at arbejde, ville Kriminalforsorgen være tvunget 

til at finde dem noget at lave og dermed give dem 

et mere meningsfuldt ophold. 

”Det er for resten også meget nemmere at gå ind 

og tale med en, der sidder og laver dimser på cellen, 

end med en, der ser fjernsyn,” siger Ole Hansen. 

Danmark Finland Island Norge Sverige 

9 

21 21 

Kilde Nordisk 

statistik 2004-2008 

Bladet Kriminalforsorgen Nr. 8 Juni 2011 9 

Ole Hansen er forhenværendefængselsinspektør, 

først 

ved Statsfængslet i 

Vridsløselille og siden 

ved Københavns 

Fængsler, og har også 

været sikkerhedschef i 

Direktoratet for Kriminalforsorgen. 

I dag er 

han pensioneret, men 

fungerer stadig som 

konsulent og sidder i 

en række bestyrelser, 

bl.a. for Café Exit.

I varetægt 

Et godt samarbejde på trods 

Forholdet til de lokale politibetjente står sin prøve, når personalet i 

arresthusene må henvise varetægtsfængslede til en anden landsdel, 

men frustrationerne over pladsmanglen er ikke gået ud over det tætte 

samarbejde med politiet. 

Fra sit kontor på politistationen i Roskilde kan leder 

af efterforskningen ved Midt- og Vestsjællands politi, 

Klaus Munk, se over til det lokale arresthus. Men som i 

mange andre af landets politikredse er arresthuset så 

fyldt, at Klaus Munk og hans kollegaer ofte må køre 

til et arresthus i en anden politikreds, når en arrestant 

bliver varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør. 

”Det betyder jo, at vi må bruge en masse tid på landevejene. 

Det er da frygtelig irriterende, at vi må køre 

til både Fyn og Jylland, for vi ville hellere bruge tiden 


på at efterforske,” siger Klaus Munk og påpeger, at det 

ikke kun handler om transporten af arrestanten til og 

fra arresthuset. Under en varetægtsfængsling besøger 

betjentene typisk den fængslede flere gange, hvilket 

forårsager endnu mere rejseaktivitet. 

svær kabale 

I de første måneder af 2011 har landets arresthuse 

haft et gennemsnitligt belæg på over 100 procent, 

hvilket helt konkret betyder, at arrestanter må bo i be-

Belægget i arresthusene 

xxxxxxxxAntallet af varetægtsfængslede i de 

danske arresthuse er historisk højt. Det skyldes, at 

flere personer bliver varetægtsfængslet, men også 

at disse personer typisk sidder i varetægt i længere 

tid.xxxxxxxx 

Gennemsnitligt belæg 2006 til 2011 

2006: 94,2 % 

2007: 85,8 % 

2008: 93,3 % 

2009: 94,3 % 

2010: 97,3 % 

2011: 1,0 % 

kampEN mod dET HøJE 

bElæg 

Det høje belæg i fængsler og arresthuse 

er en af Kriminalforsorgens 

største udfordringer. Det fastslår 

rapporten Analyse af Kriminalforsorgens 

fremtidige kapacitets- og 

sikkerhedsbehov, som i øjeblikket 

bliver studeret flittigt i Direktoratet 

for Kriminalforsorgen. Sikkerhedschef 

Michael Gjørup hæfter sig især 

ved et af rapportens forslag, som 

handler om at konvertere nogle 

åbne fængselspladser til lukkede. 

Det håber han i sidste ende vil kunne 

give mere plads i arresthusene. 

søgsrum, lægeværelser, bibliotekslokaler og værksteder. 

Det bekymrer Kriminalforsorgens sikkerhedschef, 

Michael Gjørup, og ikke kun fordi man derved er nødsaget 

til gå på kompromis med sikkerheden: 

”Det slider også på vores personale, som – hver 

gang telefon ringer – tænker ’Åh nej, nu ringer politiet. 

Så skal vi til at ringe rundt og finde ud af, hvem der har 

plads.’ Det er ikke særlig sjovt for personalet i et arresthus 

på Sjælland at skulle henvise til Fyn, og når jeg 

taler med dem ude i arresthusene, så siger de, at det 

Det er ikke ualmindeligt, at politiet må 

køre til en anden landsdel med de varetægtsfængslede. 

Tekst Jari Kickbusch Foto Ricky Molloy 

er en af de ting, der virkelig rider dem som en mare,” 

siger han og tilføjer, at der i øjeblikket er et stigende 

antal store sager med mange varetægtsfængslede, 

som skal adskilles under fængslingen, hvilket gør det 

endnu sværere at få belægskabalen til at gå op. 

Et stærkt samarbejde 

Det er imidlertid ikke kun problemet med at finde 

plads, som politiet mærker i samarbejdet med arresthusene. 

I det lokale arresthus kender Klaus Munk og 

kollegerne en stor del af personalet, hvilket får tingene 

til at glide lettere, når de skal arrangere besøg, hvis en 

varetægtsfængslet sidder på særlige vilkår, eller hvis 

der bliver smuglet effekter som f.eks. mobiltelefoner 

ind. 

”Det er lettere at have et tæt samarbejde i nærmiljøet 

end med institutioner, hvor man ikke kender 

nogen. Altså, det er klart, at jeg ikke har noget lokalt 

kendskab til et arresthus i Svendborg … På det lokale 

arresthus drøner vi jo også over og hjælper, hvis der er 

ballade, så dem kender vi,” siger han, men påpeger, at 

han oplever et meget professionelt personale overalt 

i Kriminalforsorgen, og alle parter er gode til at klare 

pladsproblemerne i en god tone. 

”Helt grundlæggende er det et positivt problem, vi 

står over for. Vi fanger, fremstiller og får fængslet langt 

flere forbrydere, end vi gjorde tidligere, og det skaber 

høje belæg i institutionerne. Det er jo ikke Kriminalforsorgens 

skyld … Medarbejderne i Kriminalforsorgen 

kan godt se, at det er åndssvagt at køre en fange fra 

Roskilde til Fyn. Alle kan godt se, at det er skidt, det 

her, så man gør virkelig, hvad man kan for at få det til 

at hænge sammen,” siger han og bliver suppleret af 

Michael Gjørup: 

”Der er ingen tvivl om, at alle parter strækker sig 

langt, og det også vores opfattelse, at vi har et kanon 

samarbejde. Det er jo frustrerende for alle parter,” siger 

han. 


Det er ikke sjovt for arresthusets 

personale, 

når de gang på gang 

må henvise politiet til 

arresthuse, som ligger 

hundredvis af kilometer 

væk.

TRINE SMISTRUP 

”En ordentlig tone er 

afgørende for hverdagen 

i arresthuset,” siger 

fængselsbetjent Kurt 

Kristensen, Arresthuset i 

Ringkøbing. 

I varetægt 

døgnrapporten i øst og vest 

Fra Danmarks største arresthus midt i København til et af de mindste, tæt 

ved Ringkøbing Fjord. Omkring 6000 årlige indsættelser det ene sted, 200 

det andet. Få minutters eller flere måneders kontakt med de indsatte. To 

dele af det samme system, men med en vidt forskellig hverdag for dem, der 

bemander grænsen mellem ”inde” og ”ude”. 

skranken på vestre Fængsel 

Pia Backman og Pia Pedersen er på dobbeltvagt 

ved skranken. Ved bordet bagved er overvagtmester 

Bjarne Hjort blevet afløst af Bo Fischer. Inde ved siden 

af holder to fængselsbetjente øje med en væg af 

overvågningsskærme. Det er her, de fleste møder Københavns 

Fængsler. Den Centrale Afdeling, DCA, sidder 

ved skranken, kører transporterne og har overblikket 

over, hvem der er hvor. 

13:45 Mand, født 1989, bringes tilbage af 

politiet efter domsafsigelse. 

Han læner sig op ad skranken og prøver at se kæk ud. 

Pia Backman skæver til papiret fra Retten i Glostrup. To 

år og seks måneder. 

”De ved godt, at der er forskel på os og politiet. De kan 

svine politiet til – og så går gassen af ballonen her. Man 

når lige at forberede sig på ballade, og så sker der ingenting. 

Men når de har fået en hård dom, kan øjnene 

godt være lidt blanke.” 

14:01 Kvinde, født 1976 i Ghana, bringes tilbage 

fra afhøring. Overtrædelse af indrejseforbud. 

Hun skal bare tilbage til den rigtige celle. Lige nu er der 

413 mænd og 36 kvinder i arresthuset, og det kræver 

overblik. 

14:22 Mand, født 1986, overflyttes fra 

Næstved arresthus pga. disciplinære problemer. 

Modtagelsesholdet henter den store, tatoverede fyr 

fra skranken. Han skal kropsvisiteres, og hans ting gås 

igennem og registreres. Fængselsbetjentene spørger: 

”Vil du købe 20 Prince? – butikken kommer ikke før på 

torsdag.” 

Bjarne Hjort: ”Vi gider ikke have konflikter på grund af 

de basale behov. Hvis de ryger, tilbyder vi dem at købe 

cigaretter. Hvis de er sultne, har vi lidt mad og drikke. 

Og så får de tandpasta, barberskum og den slags – de 


kan ikke få deres egne sager med, for vi vil have styr 

på det.” 

14:55 Mand, født 1988, indsættes, mistænkt 

for narkohandel. 

Den unge mand hænger med hovedet på bænken foran 

skranken. Han er blevet anholdt i forbindelse med 

politiets bandeindsats på Nørrebro. Modtagelsesholdet 

går i gang igen: ”Hvis du lige tømmer lommerne 

og hænger jakken dér ...” 

”Som regel går det hele stille og roligt – der er måske 

problemer med én ud af 25. Det er jo almindelig pædagogik, 

at hvis man taler ordentligt til dem, taler de 

også ordentligt tilbage.” 

15:00 Planen for morgendagens kørsel er 

færdig. Pia Pedersen gør papirerne klar til at blive faxet 

omkring. 

”På en almindelig dag kan vi godt have 70 transporter 

rundt til retsmøder, tandlægebesøg eller andre arresthuse, 

hvor folk er anbragt. Især nu med overbelægning 

bruger vi rigtig mange kræfter på det.” 

15:45 Mand, født 1987, bringes tilbage fra 

retsmøde. 

15:55 Mand, født 1990, bringes tilbage fra 

retsmøde. 

Der er 14 celler tilbage til resten af døgnet. Bo Fischer 

slås for at finde folk til en nattevagt på sygehuset. 

16:28 Midaldrende kvinde, født i Rumænien, 

indsættes efter forhør. 

Kvinden opgiver sit navn, men forstår hverken ’birthday’ 

eller ’Geburtstag’. Hun ser træt og grå ud. Hendes 

ting er i en sort plasticsæk og en krøllet Ikea-pose. Nu 

er hun tilbageholdt i tre gange 24 timer.

16:45 Kvinde, født 1987 på Philippinerne, 

ankommer fra Hillerød Arresthus. 

Kvinden er gravid i sjette måned og bliver flyttet for at 

være tættere på sygeafdelingen. Eller skal hun sendes 

til Philippinerne? Hun græder og spørger, hvad der skal 

ske med hende, men personalet ved det ikke. Hun må 

spørge til morgenmaden, siger de. 

16:57 Mand, født 1988, indsættes efter 

grundlovsforhør, anklaget for røveri. 

Modtagelsesholdet afhenter. 

”Har du været her før?” 

”Nej.” 

”Nå, men først skal vi altså visitere dig. Er der nogen 

numre, du skal have ud af telefonen, før vi tager den?” 

”Nej, jeg kan min fars og mors nummer udenad.” 

”Man kommer let til at tage for givet, at de har været 

her før. Det gælder jo sådan noget som 80 procent af 

dem.” 

18:24 To indsatte skal løslades til udvisning 

til Rumænien og hentes af lufthavnspolitiet. 

Der bliver ro i skranken. Madpakkerne er spist, endnu 

en kande kaffe sat over. En rolig dag – endnu da. Måske 

er der celler nok – ellers må der redes op i besøgsafdelingen, 

til folk kan blive flyttet rundt i morgen. Det er 

aldrig til at vide … 

Tekst Trine Smistrup Foto Ricky Molloy 

vagten i Ringkøbing arresthus 

I Ringkøbing Arresthus er vagten også køkken, opholdsstue 

og overvågningscentral. Fra det lange skrivebord 

klarer overvagtmester Charlotte Schmidt og 

fængselsbetjent Kurt Kristensen alle opgaverne på 

denne 24-timersvagt – fra medicinuddeling til kundekontakt. 

Som regel vil arrestforvarer Niels Hvorslev 

være i kontoret inde bagved, men han har ferie. Altså 

ikke mere, end at han dukker op i civil sidst på formiddagen. 

11:20 Snakke med gangmanden 

Kurt Kristensen tager en snak med gangmanden, 

mens frokosten stilles frem. Frikadeller med rissalat, 

mælk at drikke. Der er godt fyldt op for tiden. 18 indsatte 

til de 16 celler – mange har fået dom og burde 

komme videre til et fængsel, men der er ingen pladser. 

Den seneste indsættelse var i går, og vedkommende 

er lige nu til afhøring. Charlotte Schmidt: 

”Vi må være smidige for at klare overbelægningen. 

Men det er vi så, i stedet for at gøre det til et problem.” 

11:30 Låse op til frokost 

De indsatte dukker op fra værkstederne for at tage 

maden med ind på cellen. Kurt Kristensen åbner til 


Et stort team holder 

overblikket ved skranken 

i Københavns Fængsler, 

Danmarks største arresthus.

”De fleste har det jo 

i sig at opføre sig ordentligt,” 

er udgangspunktet 

for arrestforvarer 

Niels Hvorslev, 

Ringkøbing. 

I varetægt 

...Døgnrapporten i øst og vest 

dem, der ikke har været på arbejde. Nu skal der være 

en times madro. 

”Der er som regel ro og fred, og hvis nogen vil provokere, 

får de lov at vente og hente mad til sidst, når alle 

andre er væk. Det bliver de jo hurtigt trætte af.” 

11:35 Hjælpe en indsat med at forstå et 

brev. ”Kurt, jeg skal lige vise dig noget.” En indsat beder 

om hjælp – det er anklageskriftet, der er svært at 

forstå. På vej ned ad trappen passerer Kurt Kristensen 

de sidste to, der har hentet frokost. Han behøver ikke 

gå efter for at låse bag dem – ”de smækker selv efter 

sig”. 

11:45 Ringe til en kunde i produktionen 

Der er sket en fejl med en regning, og Charlotte 

Schmidt ringer kunden op for at forklare, hvorfor der 

kommer en kreditnota. 

”Vi stoler meget på de indsatte i produktionen – i hvert 

fald til det modsatte bliver bevist. Men her er der altså 

opgivet et forkert antal varer, så nu skal jeg orientere 

kunden og checke fangens løn. 

Vi går meget op i arbejdsdriften her i huset, og alle 

ansatte er med til at skaffe opgaver. Arbejdet betyder 

også, at vi bruger rigtig meget tid inde hos fangerne, 

og det er vores bedste værnemiddel.” 

12:30 Låse op efter frokost 

Arbejdet kalder. Der pakkes sparegrise og samles beslag 

til nedløbsrør. De indsatte kan tjene 350-700 kr. 

om ugen til stort og småt. Arresthuset tjener også på 

det, men det er ikke hovedpointen, synes Niels Hvorslev: 

”Driften er nøglen til rigtig meget godt. Mange af dem 

har jo aldrig prøvet at have et arbejde, så de får lidt fornemmelse 

af, at de kan klare det. Og jo mere arbejde, 

jo mere får vi snakket med de indsatte.” 

12:37 Kontrollere uventet gæst 

Politiet kommer med en gæst – søsteren til en indsat, 

der har besøgskontrol. Der visiteres, og Charlotte 


TRINE SMISTRUP 

”De indsatte ved godt, at der er forskel på 

os og politiet. Her går gassen som regel af 

ballonen,” siger Pia Backman ved skranken 

på Københavns Fængsler. 

Schmidt får fat på den indsatte i værkstedet. 

“Før var politistationen her i huset døgnet rundt, men 

efter politireformen er kontakten ikke så tæt, og de 

glemmer måske at give besked om sådan et besøg. 

Det er synd for den indsatte – bare det, at hun sikkert 

gerne ville have gjort sig i stand, når hun nu fik 

gæster.” 

13:00 Lukke præsten ind 

13:10 Lukke to advokater ind 

13:34 Lukke bibliotekaren ind 

14:10 Sætte tonen 

Charlotte Schmidt hæver stemmen en smule og fortæller 

et par indsatte, hvordan man kommunikerer på 

civiliseret vis. 

Niels Hvorslev: ”Vi vil have en ordentlig tone, hvor man 

taler pænt og siger ’tak for hjælpen’, når nogen har 

gjort noget for én. Personalet giver også hinanden 

hånden og smiler, når de møder. Vi accepterer ikke, 

at en fange er tvær i mere end 14 dage – så får han 

en ’pædagogisk korrigerende samtale’ med mig. Men 

tonen og reglerne breder sig efterhånden af sig selv 

derinde. Mange af dem har det jo i sig at opføre sig 

ordentligt.” 

15:05 Tage mod besked fra politiet 

Den kvinde, der blev indsat i går, er efter afhøring flyttet 

til arresthuset i Herning, lyder beskeden. Det letter 

lidt på overbelægningen. Denne indsatte blev et kort 

bekendtskab.

Et puslespil 

Som at lægge et puslespil, hvor motivet hele tiden ændrer sig. 

Nogenlunde sådan beskriver sikkerhedschef i Kriminalforsorgen 

Michael Gjørup den daglige udfordring med at placere arresterede 

rocker- eller bandemedlemmer i landets arresthuse. 

Der skal en tre-fire meter lang tavle med farvede 

brikker til for at kunne overskue, hvilke bandegrupperinger 

der sidder i hvilket arresthus. I skrivende stund 

har politiet registreret ikke mindre end 112 forskellige 

rockerklubber og bandegrupperinger, og hvem der er 

i krig eller måske i krig med hinanden, er et meget 

komplekst billede, der hele tiden ændrer sig. 

”Man skal have tungen lige i munden. Det er jo vores 

ansvar, at konflikterne ude i samfundet ikke fortsætter 

i vores arresthuse og fængsler. Det kan af og til 

godt give lidt sved på panden,” siger Michael Gjørup. 

Oplysningerne om, hvilke alliancer der fungerer, og 

hvilke enkeltpersoner der kan være i stue sammen, 

får Kriminalforsorgen fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningsstøttecenter, 

også kaldet NEC. Siden bandekonflikten 

for alvor begyndte med et banderelateret 

drab i Tingbjerg i 2008, har Kriminalforsorgens sikkerhedsenhed 

haft et tæt samarbejde med politiet. 

”Den viden, vi har om banderne, prøver vi at formidle 

videre til arresthusene, men når politiet kommer 

med en arrestant, er det arresthusene selv, der ofte 

skal undersøge, om vedkommende har et bandetilhørsforhold, 

og i så fald til hvilken bande. Vi er selvfølgelig 

klar til at hjælpe med den viden, vi har,” forklarer 

Michael Gjørup. 

intet albuerum 

Det ekstremt høje belæg, der i lang tid har belastet 

både arresthuse og fængsler, gør det ekstra svært at 

få puslespillet til at falde på plads. Overalt i landet har 

der længe været fulde huse. F.eks. har de sjællandske 

arresthuse haft 100 % belæg siden nytår. 

Kriminalforsorgens sikkerhedschef Michael 

Gjørup sætter endnu en brik på plads i det 

store puslespil om, hvor banderelaterede 

indsatte skal anbringes. 

Tekst Lars Erik Siegumfelt Foto Via Christensen 

”Når vi ikke har nogen fleksibilitet i vores system, 

giver det selvfølgelig en ekstra udfordring. Dels er 

der problemet med transporter, hvor de indsatte ofte 

komme til at sidde i et arresthus langt fra den efterforskende 

politikreds, og dels er der hensynet til såkaldte 

almindelige indsatte i arresterne. En af de helt store 

udfordringer er at sørge for, at banderne ikke fylder 

mere end nødvendigt i arresthusenes forskellige måder 

at få en hverdag til at fungere på,” forklarer Michael 

Gjørup. 

På spørgsmålet om, hvad der skal til for at løse op 

for den nuværende situation, har Michael Gjørup et 

klart svar. 

”Bander må holde op med at bekrige hinanden, og 

vi skal have mere luft i vores system, men jeg ved jo 

godt, at så enkelt er det ikke.” 


I varetægt 

dE psykisk sygE i kRimiNal- 

FoRsoRgEN 

Straffuldbyrdelseskontoret i Direktoratet 

for Kriminalforsorgen er ansvarlig for 

indberetningsordningen for overførsler til 

psykiatrien. Arresthuse og fængsler skal 

hver måned udfylde et elektronisk skema, 

også selv om ingen indsatte venter på en 

plads i psykiatrien. 

scREENiNg aF psykisk sygE 

Et projekt under Kriminalforsorgen skal 

udvikle et screeningsværktøj til hurtigere 

og nemmere at spotte psykisk syge blandt 

de indsatte. Værktøjet kan f.eks. være forskellige 

spørgsmål, som sygeplejersker 

kan stille de indsatte. Projektet, som foregår 

i Københavns Fængsler, er finansieret 

af satspuljemidlerne. Projektet forventes 

at vare indtil marts 2012, hvorefter der 

skal udarbejdes en rapport om resultaterne. 

En indsat går rundt og siger til de andre indsatte, at 

de har brug for våben, så de kan forsvare sig mod noget 

udefra. En anden indsat er sikker på, at personalet 

har været inde i hans celle om natten og har efterladt 

et par gummistøvler! 

De to eksempler er fortalt af arrestforvarer i Arresthuset 

i Nykøbing Mors Hans Peter Geip. De to indsatte 

var skizofrene, og Hans Peter Geip mener, det er helt 

forkert, at de sidder varetægtsfængslet i arresthuse. 

”Vi får indsatte, som vi finder ud af, har fået en behandlingsdom 

i en anden verserende sag. Vi fik f.eks. 

en skizofren ind, som var i behandling af sin egen læge. 

Når vi lukker skizofrene ind i et rum på syv til otte kvadratmeter, 

risikerer vi, at deres sygdom blusser op, og 

at de får det meget dårligt,” siger Hans Peter Geip. 

Han advarer om, at det kan få katastrofale følger, 

hvis mennesker med en psykose sidder varetægtsfængslet. 

”Det kan være livsfarligt, fordi de kan fantasere 

om de mærkeligste ting og ikke ved, hvad de selv gør. 

Vi oplever også, at de andre indsatte kan blive hunderædde, 

når en indsat går rundt og siger mærkelige 

ting,” siger han. 

ikke usædvanligt 

Hans Peter Geip og personalet forsøger i samarbejde 

med arresthuslægen at få en varetægtsfængslet flyt- 



Presset på psykiatrien mærkes også i landets arrester. 

Arrestforvarere advarer om, at det kan gå galt, når 

skizofrene og andre psykotiske mennesker sidder 

varetægtsfængslet. Kriminalforsorgen har forbedret 

indberetningssystemet, som skal kortlægge problemets 

omfang og dermed gøre noget ved det. 

tet, når der er mistanke om, at han har en psykotisk 

lidelse. Det er dog ofte svært. 

”I et tilfælde fik vi en indsat indlagt; fire dage efter 

kom han tilbage, selv om en mentalundersøgelse 

fra en tidligere sag viste, at han var skizofren,” siger 

Hans Peter Geip, som siger, at det ikke er usædvanligt, 

at personer med skizofreni eller en anden psykotisk 

lidelse sidder i arresthuset i tre til fire måneder. 

I et andet tilfælde sad en anden indsat varetægtsfængslet 

i arresten fem måneder, på trods af at en 

mentalundersøgelse havde fundet hende uegnet til 

fængselsstraf. Hun fik en behandlingsdom, men blev 

alligevel derefter sendt tilbage til arresthuset i Nykøbing 

Mors, hvor hun sad i 36 dage, inden hun blev 

overført til en psykiatrisk afdeling. 

Også arrestforvarer i Arresthuset i Odense Frits 

Christensen mener, det er et stort problem at psykotiske 

– f.eks. skizofrene – varetægtsfængsles. 

”Vi oplever det som et stigende problem, at antallet 

af psykisk ustabile indsatte er steget i de seneste 

år. Det er ikke sikkert, at de alle har en diagnose, men 

mange af dem har papirer på, at de er syge – men vi 

skal tage dem alligevel. Det grundlæggende problem 

er, at der ikke er sengepladser nok i psykiatrien, mens 

vi altid skal have plads, selv om det betyder, at vi må 

sætte to indsatte ind i en celle på otte kvadratmeter,” 

siger Frits Christensen. 

Han mener, det går ud over personalet og de andre 

indsatte. 

”Det er belastende for personalet, fordi de ved, at 

det værste, man kan gøre ved en psykotisk, er at låse 

ham inde – og det er det, vi gør det meste af tiden.

Samtidig betyder det også, at der bliver mindre tid til 

de andre indsatte, og der opstår flere konflikter,” siger 

Frits Christensen. 

kan ikke undgås helt 

I august sidste år etablerede Kriminalforsorgen en ny 

indberetningsordning om overførsler til psykiatrien. 

Hver måned skal arresthusene og fængslerne via et 

elektronisk skema indberette, om de har indsatte, som 

venter på at blive overført til en psykiatrisk afdeling, 

og hvor længe de har ventet. På den måde bliver det 

muligt at få en konkret viden om problemets omfang. 

”Vi hører fra personalet i arresthusene, at de indsatte 

bliver mere og mere belastede, og det er formentligt 

rigtigt, men det er ikke sikkert, de er psyko- 

Tekst Johan Rasmussen Illustration Kresten Ivar 

tiske og skal være på en psykiatrisk afdeling,” siger 

souschef i Straffuldbyrdelseskontoret i Kriminalforsorgen 

Tove Brøchner. 

Indberetningsordningen og den viden, Kriminalforsorgen 

indhenter, skal være med til at begrænse antallet 

af psykotiske indsatte i arresthusene og nedbringe 

ventetiden til de psykiatriske afdelinger. 

”Det er illusorisk at tro, at vi kan undgå, at der er en 

ventetid til de psykiatriske afdelinger, men vi skal gøre, 

hvad vi kan for at nedbringe ventetiden,” siger hun. 

Kriminalforsorgen har holdt møder med Region 

Hovedstaden for at få gjort noget ved problemet, og 

på baggrund af tallene fra indberetningerne skal det 

vurderes, om der også er behov for at holde møder 

med landets andre regioner. 



I varetægt 

Uanset om man har begået en forbrydelse eller er uskyldig, kan det være en 

traumatisk oplevelse fra det ene øjeblik til det andet at være ude af kontakt 

med familie, job og hverdag. Det kan føre til utryghed og voldsom adfærd. 

Her giver overvagtmester Steffen Vang Jørgensen og uddannelseskonsulent 

Bettina Strube nogle gode råd til, hvordan Kriminalforsorgen kan skabe 

tryghed og sikkerhed i indsættelsessituationen. 

det første møde 

Tag hånd om det akutte 

Det første møde med arresthuset betyder meget for, Når et menneske er blevet varetægtsfængslet, kan der 

’ 

hvordan opholdet i arresten bliver. Vær professionel på være helt akutte ting, der skal tages hånd om. Spørg 

en venlig måde. Forklar, hvad der skal ske. 

den indsatte, om der er pårørende, der skal kontaktes? 

Er der en arbejdsgiver, der venter på, at den indsatte 

Arrestforvareren kom og gav hånden og møder på arbejde? Er der husdyr, der skal passes, eller 

måske børn, der er alene hjemme? Er lejligheden låst? 

præsenterede sig – det var rigtig godt 

’ 

Kontakt politiet og de sociale myndigheder, som 

Christian, indsat i Ringsted Arrest tager sig af at få disse ting på plads. 

Hvis en indsat hellere vil stå op under 

indsættelsessamtalen 

samtalen, så lad være med at bruge energi 

Selve indsættelsessamtalen, hvor man taler om, hvor- på at få ham til at sætte sig ned. Han skal 

dan opholdet i arresten skal foregå, tager man normalt nok sætte sig ned af sig selv senere 

først efter nogle timer eller den følgende dag, når den 

indsatte er faldet lidt til ro. Her følger man Klientsyste- 

Uddannelseskonsulent Bettina Strube, 

met faneblad for faneblad, fra oplysninger om adresse 

Kriminalforsorgens Uddannelsescenter 

til misbrug. Man spørger også til økonomiske forpligtelser 

som husleje, der skal betales. Og man fortæller 

om mulighederne for forbehandling til narko- eller medicin og misbrug 

alkoholafvænning og om behandlingsgarantien. Det Spørg den indsatte, om han eller hun har brug for me- 

er en god ide at give en rundvisning i arresten, hvor dicin, f.eks. for astma eller sukkersyge. Hvis det er en 

den indsatte ser toiletter og baderum, får vist klokken, narkoman, der er blevet indsat, er der ofte brug for, 

’ 

hvor han kan tilkalde personale, og får et eksemplar af at vagtlægen kommer og ordinerer metadon. Tag fat i 

husordenen. 

det misbrugscenter, den indsatte er knyttet til, for at få 

’ 

oplysninger om medicin og behandling. 

Når folk lige kommer ind, kan de ikke 

rumme alle de informationer. Vent, til folk Narkomaner er ofte bevidste om deres 

er faldet lidt ned 

misbrug og om, hvad de har brug for. Det 

er alkoholikere ikke – derfor skal man 

Overvagtmester Steffen Vang Jørgensen, Ringsted Arrest 

være på vagt over for faren for delirium 

Overvagtmester Steffen Vang Jørgensen fra Ringsted Arrest 

kRimiNalFoRsoRgEN i FRiHEd HJælpER 

Socialrådgiverne fra Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) de første to uger efter indsættelsen. Socialrådgiveren 

kommer jævnligt i arresthusene og kan hjælpe med kan f.eks. hjælpe med at skabe kontakt til den indsat- 

at løse nogle af de problemer, der opstår, når man tes socialforvaltning, arbejdsplads eller familie. Dan- 

bliver varetægtsfængslet. Alle varetægtsfængslede marks største arresthus, Københavns Fængsler, har 

skal have besøg af en socialrådgiver fra KiF inden for sine egne socialrådgivere ansat. 

18 Bladet Kriminalforsorgen Nr. 8 Juni 2011

Frustration 

Den indsatte er ofte meget ulykkelig, når han kommer 

ind i arresten. Måske er dette det første møde med fængselssystemet. 

Måske er der sket noget voldsomt kort tid 

forinden. Mange trænger til en cigaret, så hav nogle liggende. 

Nogle er sultne, så sørg for, at der er lidt mad, de 

kan få. 

’ 

’ Kriminalforsorgen 

En stor del af den ideelle indsættelse 

handler om at lytte og om at kunne 

sætte sig ind i forskellige situationer. 

Bagved en opskruet indsat er der ofte en 

blød dreng, som måske er skræmt 

Overvagtmester Steffen Vang Jørgensen fra Ringsted Arrest 

krise og selvmord 

Mennesker der varetægtsfængsles, er ofte i en situation, 

der kan udvikle sig til en krise, og en krisetilstand kan 

i værste fald udløse psykoser eller depressive tilstande, 

der kan føre til selvmord. Ideelt bør politiet informere 

om, om den indsatte f.eks. tidligere har været indlagt på 

retspsykiatrisk afdeling, så arresthuspersonalet ved, at de 

skal være på vagt. I virkeligheden sker det ikke altid, og 

så er det vigtigt, at man selv støtter sig til sin egen viden 

om, hvordan man møder mennesker i krise. 

Se på det enkelte individ. Hvad har han 

været udsat for, hvad har han behov for, 

og hvordan kan jeg som fængselsbetjent 

gøre noget? 

udlændinge 

Tekst Via Christensen Tekst Via Christensen 

Uddannelseskonsulent Bettina Strube, 

Kriminalforsorgens Uddannelsescenter. 

Udlændinge, der ikke kender det danske retssystem, er 

ofte bange, fordi de kender til meget ubehagelige fængselsforhold 

fra deres eget land. Politiet kan stille en tolk til 

rådighed, men sommetider er der måske andre indsatte 

i arresten, der kan tolke. Hvis det er umuligt at kommunikere, 

kan det måske hjælpe at prøve at tegne, hvad der 

skal ske. 

Et smil og et rart toneleje sender et signal til 

den indsatte om, at tingene nok skal løse sig. 

Husk også Kriminalforsorgens informationspjece 

om anholdelse og varetægtsfængsling. 

Den kan hentes på www.kriminalforsorgen.dk og 

findes på 20 forskellige sprog. 

med tegnsprog 

og tolk 

Når morgentoget ruller over grænsen ved Padborg, anholder 

politiet rejsende, som ikke har indrejsetilladelse til 

Danmark. Ofte har de har rejst langt – fra Balkan eller helt 

fra Afghanistan, og mange har hele familien med. Nogle har 

været længe på flugt, og nogle har måske været udsat for 

vold, drab eller forfølgelse. 

De kan ikke tale dansk, og i mange tilfælde heller ikke 

engelsk. 

Mange af dem bliver indsat i Arresthuset i Åbenrå. Her 

er der – ud over 18 pladser til almindelige varetægtsfanger – 

også en asylafdeling med plads til 10. Det stiller helt særlige 

krav til personalet i arresten. 

”Mange af de indsatte i vores asylafdeling ved fra hjemlandet, 

at fængsler er lig med vold og tortur,” siger fængselsbetjent 

John Iversen fra Åbenrå Arrest. Mange er bange, 

vrede eller ulykkelige, når de kommer, men falder ofte til ro, 

når de har talt med nogen, der har kunnet forklare dem om 

forholdene i arresten, og om hvad der skal ske. 

”Vi klarer os ret langt med tegnsprog. Og ofte er der faktisk 

en anden indsat i arresten, der kan tolke,” forklarer John 

Iversen. 

ikke kun i asylafdelingen 

Ud over udfordringerne med asylafdelingen kender Åbenrå 

Arrest selvfølgelig ligesom alle andre arresthuse til ”almindelige” 

indsatte, der ikke kan tale dansk eller engelsk. 

”Hvis vi slet ikke kan snakke med en indsat, må vi vente, til 

politiet kommer med en tolk. Somme tider har vi også ringet 

til den pågældendes ambassade, som så har sendt en person 

over, der kan forklare sammenhængen for den indsatte. Men 

normalt klarer vi det selv,” siger John Iversen. Udlændinge i arresten 

betyder også andre udfordringer end de rent sproglige. 

”Vi ved ikke, hvad de har med i rygsækken. De kan være 

eftersøgt af Interpol og potentielt farlige,” siger John Iversen, 

men tilføjer, at det kun er i de færreste tilfælde, at der er problemer 

med de indsatte – f.eks. har de udenlandske indsatte 

sjældent noget med bandemiljøet at gøre. 

”Vi er gode til at læse folk. Vi kan som regel se, hvis nogen 

er utryg eller psykisk ustabil. Vi kan også se på folks attitude, 

om de f.eks. har siddet i fængsel før og oplevet grimme 

ting,” siger John Iversen. 

har udgivet en grøn og 

hvid folder med titlen ”Information om anholdelse 

og varetægtsfængsling”. Her kan 

varetægtsarrestanter læse om deres rettigheder 

og pligter. Folderen trykkes på dansk 

og engelsk, og herudover findes den på en 

lang række fremmedsprog på Kriminalforsorgens 

hjemmeside, hvorfra man kan 

printe den. 


Et kulturchok på syv kvadratmeter 

I varetægt 

Det første møde med 

arresthuset er voldsomt for 

de fleste. Uanset hvorfor 

de kommer derind, går der 

stress og konflikt forud. 

Måske vold, måske angst, 

måske indbrud. I hvert fald 

anholdelse, grundlovsforhør 

og indsættelse – ophidselse, 

vrede, ærgrelse. Så lukker 

døren, og man er alene 

på sine syv kvadratmeter. 

Hver indsat kommer med 

sin særlige baggrund og 

historie. Men der er også 

mange fælles træk, som de 

ansatte ved arresthusene 

kender. Arrestforvareren, 

sygeplejersken og præsten 

møder hver sine sider af 

de varetægtsfængslede og 

fortæller om, hvad de ser og 

hører. 


Arrestforvarer Karsten Vestergaard 

arresthuset i assens 

Efter et par dage 

er der ro på 

”For førstegangs-indsatte kan det være et kæmpestort 

kulturchok pludselig at være låst inde på syv 

kvadratmeter. De er chokerede efter anholdelse og 

indsættelse og over pludselig ikke at kunne bestemme 

noget selv – ikke engang, hvad de skal have at 

spise. 

Det kræver meget af personalet at være i et arresthus, 

for de skal være forberedt på lidt af hvert. Vi er altid 

særligt opmærksomme på de førstegangs-indsatte, 

især i forhold til om de kan finde på at gøre skade på 

sig selv. Det kan være svært at vurdere, men så kan vi 

trække på lægen og den psykiatriske skadestue. 

De første dage spekulerer de indsatte meget over 

det, de har efterladt udenfor – familien, lejligheden, 

hunden osv. En del af dem mangler redskaber til at 

håndtere situationen. De er tabt midtvejs i skolesystemet 

og har svært ved at se virkeligheden i øjnene. Vi 

henviser ofte til arresthusets socialrådgiver, som så 

kan hjælpe med de praktiske ting. 

Efter et par dage falder den indsatte mere til ro, 

MICHEL SVENDSGAARD

Sygeplejerske Tanja Søe Nielsen 

arresthuset i Esbjerg 

de aner ikke, hvad der er normalt 

”Jeg har været her i et halvt år, og det har virkelig slået 

mig, hvor forskellige verdener vi lever i. For eksempel 

var der en af de indsatte, der beskrev sin hovedpine 

med, at ’det stikker, ligesom når man er blevet slået 

bevidstløs’. Det mente han måske, at alle kendte … 

Mange er misbrugere og vil have piller, men det 

kan jeg jo ikke bare give dem. Vi har i en periode ikke 

haft nogen læge tilknyttet, så jeg bruger oceaner af 

tid på at ringe rundt til de praktiserende læger for at 

finde ud af, hvad de plejer at få. De skifter læge tit, så 

de kan ikke huske, hvem lægen er – og lægen kender 

ikke dem. 

Misbrugerne er tynde og forhutlede, når de bliver 

indsat – de lever af stoffer og øl. Nogle har abstinenser, 

så de ryster og sveder og ikke kan holde benene i ro. 

Faktisk bliver mange af dem mere klare i hovedet af at 

være her, hvor de får mad tre gange om dagen og får 

hvilet ud. Nogle af dem med ADHD kan helt undvære 

medicinen her, fordi hverdagen er så forudsigelig. 

og så kommer en tid, hvor hverdagen er mere forudsigelig. 

I den tid får de indsatte også et mere realistisk 

syn på tingene. Når de kommer ind, er de måske høje 

i hatten og siger ’ha, jeg er ude igen om 14 dage’. Men 

efterhånden som afhøringer og samtaler med politiet 

skrider frem, begynder de at se virkeligheden i 

øjnene og tænke på dommen. Her oplever vi, at de 

indsatte har brug for de daglige rutiner som træning i 

kondirummet, gårdtur og lignende. Men de kan godt 

tænde af på en lille ting, f.eks. at deres træningstid 

bliver flyttet. 

Vi gør meget ud af at beskæftige de indsatte med 

undervisning eller arbejde i værkstederne. For tiden 

er det svært at skaffe arbejde, så vi har sat andre projekter 

i gang – kunst, madlavning og træning. Der skal 

ikke være for mange timer, hvor man bare sidder låst 

inde uden noget at beskæftige sig med. Det er særlig 

svært for dem, der har børn, og det er vi opmærksomme 

på. De er måske nok selv skyld i, at de sidder 

der, men derfor kan vi jo godt forstå dem.” 

Tekst Trine Smistrup 

De indsatte aner ikke, hvad der er normalt for os 

andre. Når de er kede af det og klager over, at det hele 

kører rundt i hovedet på dem, vil de have noget beroligende. 

Jeg må fortælle dem, at det er helt normalt at 

have sådan en stressreaktion efter indsættelsen, og at 

det ikke er noget, man skal have medicin imod. 

Der er heller ingen sovepiller at få her – men hjælp 

til at sove, det kan jeg give. Jeg kan rigtig mange øvelser, 

man kan lave i en celle! Men de skal også lære, 

at der er noget, der hedder normal døgnrytme, hvor 

man står op om morgenen, er med til gårdtur og træning 

og går i seng om aftenen. 

Jeg undgår at vide, hvad de har lavet 

af kriminalitet – det gør det lettere 

for mig at se på dem som mennesker. 

Jeg skal sørge for, at de har det bedre, 

mens de er her, og kan godt give nogle 

råd, der er mere fremadrettede. Men 

jeg skal ikke redde dem.” 


ANJA MAHON

I varetægt 

Sognepræst Jens Kvist 

Tilknyttet arresthuset i åbenrå 

man skal ikke 

tage skylden fra 

mennesket 

Jeg har fast træffetid i arresthuset, men det sker også, 

at jeg bliver tilkaldt. Det er især, hvis nogen er rigtig 

ked af det og slet ikke kan se, hvordan det hele skal 

gå. Som regel bliver de mere rolige efterhånden, når 

det første chok over fængslingen har lagt sig. 

Man bliver jo ikke pludselig religiøs af at blive varetægtsfængslet. 

Folk bliver ikke ens af at komme i 

fængsel, og jeg taler med dem, der beder om at komme 

til at tale med mig. 

Jeg kan godt banke på og præsentere mig som 

præst, men jeg maser ikke på med et ’Kender du Jesus?’. 

Men jeg har tavshedspligt, og det ved de indsatte. 

Ofte trænger de bare til at snakke med én, der 

ikke er en del af systemet. Min fornemste opgave er 

tit blot at holde mund og lytte. 

Der er en vigtig sammenhæng mellem skyld og 

værdighed – hvis man tager skylden fra et menneske, 

tager man også værdigheden. En svær baggrund kan 

være medvirkende til, at det er gået galt – men det fritager 

ikke for ansvar. Mange ser deres skyld i øjnene, 

mens de er varetægtsfængslet. Når retssagen så kommer, 

er de måske nok rastløse og usikre, men de har 

også en erkendelse af, at ’jeg ligger, som jeg har redt’. 

Det eneste fælles træk ved de indsatte er, at de 

ærgrer sig over at sidde der. Man kan jo tænke på, 


hvordan man selv ville have det – med angsten for 

dommen og for, om familien vil være der bagefter. 

Jeg holder altid julegudstjeneste – da deltager næsten 

alle, også de muslimske indsatte. Men det er måske 

også, fordi der er et pigekor. 

I et af de arresthuse, hvor jeg har været tidligere, 

opdagede vi, at nogle indsatte skrev julekort til sig 

selv for overhovedet at modtage noget til jul. Her i 

Åbenrå giver menighedsrådet penge, så hver indsat 

kan få en lille julegave af slik og cigaretter. Jeg skriver 

et kort og lægger ved. Det er jo underskrevet med mit 

navn, Jens Kvist, men der var engang en indsat, der 

kom og spurgte ”Hvad er det, der står? Er det fra Jesus 

Krist?” 

LORENS PETERSEN 

... Et kulturchok på syv kvadratmeter

Info fra ledelsen 

Tekst Ole Hansen 

vi trives lidt bedre 

– men hvad stiller vi op med trivselsundersøgelsen? 

Trivselsundersøgelsen er gennemført, og rapporterne er 

fordelt til ledere og medarbejdere. Igen i 2011 viste en stor 

andel af Kriminalforsorgens personale, at de ønsker at påvirke 

trivslen på vores arbejdsplads. Svarprocenten var flot sidst og 

endnu bedre denne gang – 79 %. 

Undersøgelsen viser, at de fleste områder er forbedret – 

ikke mindst de områder, der blev udpeget som særlige udfordringer: 

”tillid og troværdighed mellem ledelse og medarbejdere”, 

”rolleklarhed”, ”ledelseskvalitet” og ”mobning”. Det er en 

bekræftelse af, at meget af det arbejde, der er gennemført på 

tjenestestederne, har været nyttigt. 

Men selv om det går fremad med trivslen, bliver vi aldrig 

færdige med at gøre Kriminalforsorgen til en bedre arbejdsplads. 

For de tjenestesteder, der har de flotteste resultater, er 

der grund til at holde fast og arbejde for at gøre trivslen endnu 

bedre, og for de tjenestesteder, der har mange ”røde” områder, 

er der behov for at styrke indsatsen. Der er altså god 

grund til at tage trivselsundersøgelsen alvorligt og investere 

i at følge op. 

Både ledere og medarbejdere skal gøre en indsats. Triv- 

selsundersøgelsen er kun en pejling på, hvordan situationen 

er. Den kommer først rigtigt til live, når den er blevet drøftet 

mellem ledere og medarbejdere, og ledelsen derpå definerer 

de relevante udviklingspunkter. Dem skal der ikke være for 

mange af, for det er vigtigt, at der også er ressourcer og evne 

til at gennemføre en troværdig og reel indsats. Uanset farve 

(rød, gul eller grøn) på de forskellige dimensioner i trivselsundersøgelsen 

skal tjenestestedet udvælge de områder, som det 

giver mest mening at arbejde med. 

Medarbejderne har allerede med den høje svarprocent 

vist, at de gerne vil påvirke trivslen. Men trivselsundersøgelser 

skal følges op af handling. Medarbejderne har ligesom lederne 

et stort ansvar for at sikre, at de aftaler, der er indgået, føres 

ud i livet, og at der arbejdes troværdigt og vedholdende med 

dem. Uden medarbejdernes engagement i hverdagen vil det 

ikke lykkes os at gøre Kriminalforsorgen til en bedre arbejdsplads. 

Direktoratet vil selvfølgelig stå til rådighed for tjenestestederne 

med rådgivning og sparring i opfølgningsfasen. 

Tillid og troværdighed 

ledelseskvalitet 

rolleklarhed 

Mobning 

Trivselsundersøgelsen er slut, og nu skal 

kursen sættes for, hvordan vi får en endnu 

bedre trivsel i Kriminalforsorgen. 

Ændring i 2011 

I 2009 blev disse fire områder valgt som særlige udfordringer. Pilene viser fremgangen 

siden trivselsundersøgelsen i 2009. Særligt områderne ledelseskvalitet 

og mobning er tydeligt forbedret, mens vi på områderne rolleklarhed og tillid og 

troværdighed bevæger os stille og roligt i den rigtige retning. 


MICHAEL KOEFOED

Her taler vi med fangerne 

På behandlingsafdelingen 

”Mælkebøtten” på 

Statsfængslet Midtjylland 

arbejder der ikke kun 

erfarne betjente med 

mange års tjeneste 

bag sig. Maria og René 

er begge i gang med 

deres uddannelse til 

fængselsbetjent, og 

de lærer meget af den 

tætte kontakt med 

denne særlige, belastede 

gruppe indsatte. Til 

gengæld bidrager de 

med en åben, fordomsfri 

tilgang. 


På behandlingsafdeling HI i Statsfængslet Midtjylland er der en åbenhed og en tæt kontakt til 

de indsatte, som passer Maria Therese Bundgaard Nielsen og René Keller godt.

Boller i karry, spejlæg eller rugbrød med rullepølse? 

Frokosten er serveret i fælleskøkkenet på Afdeling H i 

Statsfængslet Midtjylland – fængslet ved Nørre Snede. 

Som sædvanlig spiser både indsatte, misbrugsbehandlere 

og fængselsbetjente sammen. Alle forsyner sig fra 

gryderne på komfuret og sætter sig mellem hinanden 

ved langbordet. Og så går snakken ellers på kryds og 

tværs. Peter, som er kok i dag, har samme morgen været 

til bandagist og fået taget mål til et par ortopædiske 

sko. Han har mistet fire tæer på højre fod pga. et 

fejl-fix i lysken, forklarer han. En anden indsat har været 

til optiker for at se på briller, og der bliver også talt 

om fodbold og drøftet, om det er i orden at have sin 

hund sovende i sengen. Og så er Dennis netop vendt 

tilbage til fængslet for tredje gang. 

”Den første, jeg mødte, da jeg kom, var dig, René,” 

siger han til en af betjentene. 

”Det var mig selv, der løslod dig. Kan du ikke huske, 

vi havde en lang samtale om, at nu skulle du ikke 

her tilbage mere, at nu var det slut med det pjat?” ler 

René, men der er alvor bag ordene. 

Da måltidet er forbi, bliver nogle af de indsatte siddende 

for at snakke med personalet, mens andre lige 

så stille forsvinder ned ad gangen til deres celler. For 

nogle er det overvældende med al den sociale kontakt, 

der er her på afdelingen. Men de fælles måltider 

er et helt centralt element i behandlingstanken: at 

spise ordentlig mad på faste tidspunkter og at kunne 

indgå i naturlige sociale relationer til hinanden. 

Fællesskab 

De fælles måltider er samtidig noget af det, der adskiller 

arbejdet på Afdeling H – der sammen med Afdeling 

I udgør behandlingsafdelingen ”Mælkebøtten”. Og noget, 

der måske skræmmer nogle betjente fra at søge 

hertil. 

Det har ikke skræmt René Keller og Maria Therese 

Bundgaard Nielsen; de er begge fængselsbetjente på 

prøve og har været ansat omkring to år i Kriminalforsorgen. 

”I det arresthus, hvor jeg startede, fik jeg at vide, at 

jeg ikke skulle tale så meget med de indsatte. Men det 

gør jeg helt naturligt. Derfor passer jeg godt ind her,” 

siger René. 

”Man knytter sig mere til de indsatte her. Mange er 

snakkesalige. Det gør, at man har fingeren på pulsen – 

man ved, hvad der skal til, for at de kommer op i det 

røde felt,” supplerer Maria, der også bruger megen tid 

på at hjælpe de indsatte med at lave mad. 

”Jeg vil gerne vise dem, at man godt kan tage på 

og samtidig spise sundt.” Hun bager nu også ofte sammen 

med de indsatte. Det er en god måde at være 

sammen på. 

Tæt samarbejde 

Det uniformerede personale på ”Mælkebøtten” arbejder 

tæt sammen med misbrugsbehandlerne. De 

holder daglige møder, når behandlerne møder om 

Tekst og foto Via Christensen 

morgenen, og før de går hjem om eftermiddagen. Her 

fortæller man hinanden, hvordan vagten har været, 

og om der er særlige vanskeligheder med nogle af de 

indsatte. Men punkt 1 på møderne er altid, om der er 

en god historie. 

I dag er det Peters oplevelse hos bandagisten. Peter 

har været hos talløse behandlere i tidens løb og 

har mange misbrugeres modvilje mod autoriteter og 

eksperter – men bandagisten havde været venlig og 

forstående, og Peter var gået begejstret derfra. 

meningsfuld kontakt 

”Vi lærer meget af behandlerne. Vi kan spørge dem til 

råds, og de indsatte er ofte mere åbne over for dem, 

end de er over for os. Den viden, det giver behandlerne, 

giver de videre til os,” siger René og Maria samstemmende. 

Den tætte kontakt med de indsatte kan give glæde 

og varme oplevelser, men den betyder også, at de 

dårlige oplevelser gør stærkere indtryk. Afdelingsleder 

Vagn Hougaard har gennem tiden oplevet flere kolleger 

knække halsen netop på behandlingsafdelingerne. Men 

han er ikke bekymret over at lade betjentene arbejde 

her, selv om de endnu ”kun” er under uddannelse. 

”Det, de ikke har i erfaring, har de så måske i personlighed. 

Og modsat ældre betjente møder de behandlingsafdelingen 

fordomsfrit,” siger han og hentyder 

til, at det stadig blandt nogle betjente opfattes som 

lidt lala-agtigt at arbejde på en behandlingsafdeling – 

ikke mindst fordi ”man taler jo ikke med fangerne.” 

Dét rører ikke Maria og René. For dem er det netop 

den tætte kontakt, som gør arbejdet meningsfuldt. Og 

det at gøre en forskel for et andet menneske. 

”Jeg har søgt det her job, fordi jeg gerne vil have 

med mennesker at gøre. Vi præger de indsattes fremtid. 

Det kan jeg godt lide. Og når jeg kommer et nyt 

sted hen, vil jeg fortsætte, sådan som jeg har lært her,” 

siger Maria. 

René er enig: ”Det menneskelige er alfa og omega. 

Jeg bliver personligt glad, hvis Dennis ikke kommer tilbage 

igen. Simpelthen bare glad.” 

Læs mere på Mælkebøttens hjemmeside 

www.omsorgogmotivation.dk 


René Keller og Maria 

Therese Bundgaard 

Nielsen tager et krus 

kaffe med behandler 

Kirsten Drejer Larsen 

og drøfter, hvordan 

formiddagen på behandlingsafdelingen 

er 

forløbet. 

”Man knytter sig mere til de indsatte her. 

Mange er snakkesalige. Det gør, at man har 

fingeren på pulsen – man ved, hvad der skal 

til, for at de kommer op i det røde felt”

Et løft til alle 

Dialog og trivsel hænger 

tæt sammen. Her er 

ansatte fra landbruget 

på Sdr. Omme i samtale 

med hinanden. 

Kriminalforsorgens otte medarbejderkrav 

danner basis for en betydelig indsats i 

arbejdet med at styrke kompetencer hos 

både ledere og medarbejdere. 

Arbejdet i Kriminalforsorgen udvikler sig hele tiden. 

Derfor skal medarbejderne også hele tiden udvikle 

deres viden og kompetencer. Det er også, hvad medarbejderne 

giver udtryk for i trivselsundersøgelserne. 

Kriminalforsorgen har, for at sætte kompetenceudviklingen 

i system, opstillet otte medarbejderkrav, som 

danner udgangspunkt for udvikling på både ledelses- 

og medarbejderplan. Således har man senest gennemført 

en lang række udviklingsprojekter støttet af 

Statens Center for Kompetenceudvikling – SCK. 

de otte krav er udgangspunktet 

”De otte medarbejderkrav er det helt centrale i kompetenceudviklingen. 

Kravene – bl.a. at medarbejderen 

skal være engageret, skal mestre sit fag og skal kunne 

kommunikere ordentligt – bruges som udgangspunkt 

ved medarbejderudviklingssamtalerne (MUS), og der 

bliver holdt seminarer og udgivet et inspirationskatalog 

over, hvordan man kan bruge de otte krav til at 

udvikle medarbejderne ude i de enkelte institutioner,” 

siger Anne Larsen fra HR-Udviklingsenheden i Kriminalforsorgen. 

kompetence-spind sikrer dialogen 

Som et led i kompetenceudviklingen bruger Statsfængslet 

ved Sdr. Omme et såkaldt kompetencespind 

ved MUS-samtalerne. Det sikrer, at leder og medarbejder 

får en god dialog med udgangspunkt i de otte 

medarbejderkrav. 

”Det er en måde at komme rundt om både lederens 

og medarbejderens forventninger og oplevelser 

af sig selv på jobbet. Spindet sikrer, at vi snakker om 

de vigtige ting, og der er blevet taget rigtigt godt imod 

det blandt medarbejderne her på arbejdspladsen,” 

fortæller personale- og sikkerhedskonsulent Preben 

Jensen. 

Kompetencespindet indeholder otte kategorier af 

spørgsmål med 3-8 spørgsmål i hver kategori. Ud fra 

hvert spørgsmål skal både leder og medarbejder svare 

på, hvordan de opfatter vedkommende i jobbet. Eksempelvis 

om man føler, at man klarer bestemte ar- 


bejdsopgaver godt eller mindre godt – og derfor måske 

skal sætte ind med støtte og opkvalificering. 

”Spindet er et godt redskab til at skærpe dialogen. 

Det skal bruges positivt, så vi eksempelvis kommer til 

at snakke om, hvorfor vi kan have en forskellig opfattelse 

af, hvordan en medarbejder fungerer i jobbet, og 

så finde ud af, hvad der skal til for at få en større overensstemmelse. 

Det handler om at skabe den størst 

mulige trivsel,” siger Preben Jensen. 

godt for leder og medarbejder 

En af dem, der har været til MUS-samtale efter indførelsen 

af kompetencespindet, er fængselsbetjent Bettina 

Vikkelsø. Selv om det for hende var svært at skulle 

vurdere sig selv på alle de mange punkter, er hun godt 

tilfreds med den måde, samtalen forløb på. 

”Man skal jo tage stilling til alle sine funktioner, og 

hvordan man selv synes man fungerer i dem, og det 

kan godt være svært. Men til samtalen var det godt for 

både min leder og mig, at vi havde skemaet at snakke 

ud fra. Det tager jo udgangspunkt i de otte medarbejderkrav, 

og gennem punkterne kom vi igennem både 

det nemme og det svære,” fortæller Bettina Vikkelsø. 

Hun oplevede at få ros for sit arbejde, og det er 

noget, hun ellers har lidt svært ved at tage imod. Men 

fordi der også i skemaet og samtalen blev klarlagt 

udviklingspunkter, hvor der kunne sættes ind og forbedres 

nogle ting, var det lettere også at modtage de 

positive ord. 

”Man skal jo tage stilling til alle 

sine funktioner, og hvordan man 

selv synes man fungerer i dem, og 

det kan godt være svært.“ 

”Det er en god form, også for lederen. Og så er 

det godt at vide, at samtlige medarbejdere kommer 

igennem samme forløb. Det betyder en mere ligelig 

vurdering af alle medarbejdere, deres kompetencer og 

deres udviklingsmuligheder,” siger Bettina Vikkelsø. 

kiF er kommet langt 

Også KiF – Krimin alforsorgen i Frihed – har været igennem 

et kompetenceløft, og det fortsætter løbende. KiF 

har bl.a. gennemført et todages forløb, hvor en gruppe 

ledere og medarbejdere arbejdede med at udvikle en

Du skal tænke på tværs af 

hele Kriminalforsorgen 

Du skal kommunikere 

ordentligt 

Du skal samarbejde 

model for målstyringen – altså for hvilke mål afdelingen 

har, hvordan de når derhen, hvem der gør hvad 

hvornår, og hvem der sikrer, at målene nås. Senere har 

der med assistance fra SCK været lokale opfølgninger 

på lederudviklingen, og sammen med målstyringen 

har det båret frugt. 

”KiF har arbejdet meget med det, og de har fået 

et godt ledelsesværktøj i målstyringen. Det har bety- 

Du skal mestre 

dit fag 

Du skal kunne 

sætte dig i andres sted 

Tekst Gunnar Lomborg Foto Gettyimages 

Du skal være engageret 

Medarbejderudsagn Lederudsagn 

Du skal tage ansvar 

Du skal respektere beslutninger 

Kompetencespindet 

er en model til samtale 

ud fra de otte 

medarbejderkrav. 

Det har fået sit navn, 

fordi det ligner et 

edderkoppespind. 

det, at der er blevet mere plads til at fokusere på det 

faglige, og man har et andet og mere målrettet fokus 

i dag,” fortæller Laura Schmidt-Hansen fra HR-Udviklingsafdelingen. 

Rækken af initiativer til kompetenceudvikling i 

Kriminalforsorgen fortsætter, og de gode erfaringer, 

ideer og initiativer, de resulterer i, vil blive samlet i HR- 

Udviklingsenheden og brugt i fremtidens udvikling. 


sang og dans i Ellebæk 

I institutionen Ellebæk sidder indsatte fra mange lande langt fra venner og familie 

og venter på, at deres sag bliver afgjort – for manges vedkommende på at blive 

sendt ud af Danmark. Sociale arrangementer er med til at hjælpe dem igennem 

opholdet i Kriminalforsorgen og er samtidig dynamisk sikkerhed, der batter. 

Skråt vinterlys strømmer ind i idrætshallen i Kriminalforsorgens 

institution for frihedsberøvede asylansøgere, 

Ellebæk, en kold eftermiddag i det tidlige forår. 

Udenfor må man knappe frakken til, men her i salen er 

folk barfodede og kun iført t-shirt og træningsbukser. 

Klar til at lære kampdansen capoeira. 

Fængselsbetjent Henrik Ladefoged træder frem 

foran de omkring 15 indsatte, der skal deltage i arrangementet. 

Det er mænd fra Tunesien, Indien, Libanon 

og Guinea Bissau, og Henrik Ladefoged har med vilje 

udvalgt indsatte, der har siddet i Ellebæk længe. Det er 

dem, der især har brug for adspredelse. 

På fortrinligt engelsk introducerer han dagens 

gæster, Rune Utzon-Frank og Jose Rink fra capoeiragruppen 

Malungos, to smilende unge mænd med bare 

fødder og mærkelige instrumenter. Henrik siger også 

et par ord på tysk til en af de indsatte, og tjekker, at en 

anden kan oversætte det, der bliver sagt, til fransk, så 

alle i gruppen forstår. 


Indsatte i Kriminalforsorgens institution Ellebæk 

øver høje benspark, mens capoeirainstruktør 

Rune Utzon-Frank kommer med 

opmuntrende tilråb. 

Henrik, der også er timelærer og dermed står for 

mange forskelligartede aktiviteter i Ellebæk, er selv i 

træningstøj: 

”Vi deltager altid i arrangementerne sammen med 

de indsatte. På den måde viser vi dem respekt, og det 

øger den dynamiske sikkerhed.” 

Arrangementer prøver han og kollegerne at lave så 

mange af som muligt. 

De indsatte i Ellebæk er i en anderledes situation 

end indsatte i klassiske fængsler. De skal sandsynligvis 

ikke blive i Danmark og har ikke brug for at lære dansk 

eller andre fag, som tilbydes indsatte i andre fængsler. 

De får sjældent besøg. 

”Alt hvad der kan bringe dem uden for cellens fire 

vægge, er de glade for,” siger Henrik Ladefoged. Men 

arrangementer kræver både tid og penge. Og med høj 

belægning – Ellebæk har ligesom resten af Kriminalforsorgen 

ikke mange tomme celler i øjeblikket – har betjentene 

ikke megen tid til aktiviteter med de indsatte.

Capoeira-instruktør Jose Rink lærer indsatte at synge på brasiliansk. 

”De indsatte er ligeglade med, hvad det er, når 

bare der sker noget. Så kan de slippe de bekymringer, 

de ellers går og grubler over,” supplerer fængselslærer 

Angela Mungal Nørskov. 

”Jeg laver f.eks. banko med dem, så tit jeg kan. Det 

behøver ikke koste penge. Præmien er måske en dåse 

tun eller ananas. En dag lavede jeg mad sammen med 

dem, hvor hver fik to æg og et pitabrød. Det syntes 

de, var det bedste måltid den uge. Det var rigtig mad i 

stedet for den opvarmede frysekost fra Jyderup, de får 

til daglig,” fortæller hun. 

god energi 

Henrik og de indsatte har taget opstilling i en cirkel – 

og undervisningen går i gang. Først er der opvarmning. 

Mændene løber rundt, slår vejrmøller, går i knæ, drejer 

rundt og sparker ud. 

Rune og Jose lærer dem også at synge enkle sætninger 

på brasiliansk, og salen fyldes af den dumpe 

rytmiske musik fra berimbauen – et oprindeligt afrikansk 

instrument, der består af en bue med en kalabas. 

De udenlandske indsatte er mere vant end danskere 

til fælles sang og musik, og alle synger med, så 

det klinger flot. 

Bagefter skal de sætte øvelserne sammen til en 

rigtig opvisning. To ad gangen skiftes de til at kæmpe 

med hinanden, mens alle de andre danner kreds om 

Tekst og foto Via Christensen 

på TvæRs aF kulTuR og spRog 

Capoeira er en afrobrasiliansk kampdans, som 

blander musik, akrobatik, kamp, dans og leg. 

Ifølge Rune Utzon-Frank er capoeira ikke en sport, 

men en livsstil. Hvor end i verden man kommer 

frem, kan man finde andre, der kan capoeira. 

”Hvis man rejser ud i verden, har man et redskab 

til at komme i kontakt med mennesker på tværs 

af sprog,” siger Rune Utzon-Frank. 

Rune har også undervist i capoeira i engelske 

fængsler, og evalueringer her viste, at capoeira 

var med til at nedsætte tegn på psykiske lidelser 

hos de indsatte og til at øge deres evner til at kommunikere. 

Se www.thegungaproject.dk 

EllEbæks iNdsaTTE 

De indsatte på Institutionen Ellebæk adskiller sig 

markant fra indsatte i Kriminalforsorgens andre 

institutioner. De fleste af dem er asylansøgere, 

som er frihedsberøvet ifølge udlændingeloven, 

for at de ikke skal gå under jorden, mens de venter 

på, at deres sag behandles, eller de skal udsendes. 

Deres eneste forbrydelse består i, at de 

opholder sig i Danmark uden tilladelse. 

De har helt andre problemer end andre indsatte, 

som ofte kæmper med stofmisbrug, psykiske problemer 

og mangelfuld uddannelse. De indsatte i 

Ellebæk taler ikke dansk, er langt fra deres hjemland 

og familie og ved ikke, hvor længe de skal 

sidde inde. Nogle er flygtet fra forfølgelse og tortur. 

dem og klapper i takt til musikken. De to kæmpende 

rører ikke ved hinanden – som koreograferet dukker 

den ene sig, når den anden sparker ud. Der grines meget, 

og mændene i cirklen klapper begejstret, når de 

to i midten har udført en særlig flot manøvre. 

Rune Utzon-Frank roser sine elever: ”This is what 

it is all about: the smiling and the good energy. Easy!” 

Den gode energi fortsætter resten af dagen, også 

efter at de indsatte har sagt farvel til deres lærere 

ved at synge ”Boa viagem” (god rejse) i kor højere og 

højere og klappe og trampe med fødderne. Sammen 

med Henrik og Angela går de nu over i skolestuen, 

hvor endnu en betjent, Refik Gülsever, har lavet middag 

bestående af kylling i tomat med ris til. Skolebordene 

skubbes sammen til et stort spisebord, og snart 

går snakken på engelsk, fransk, hindi og arabisk. Flere 

af de indsatte mindes dansene i deres hjemland og 

fortæller, at dér danser man jo, når man er glad. 

Efter middagen tager de den gode stemning med 

tilbage på afdelingerne. Capoeira og fællesskabet har 

jaget fængselsrytmen og de tunge tanker på flugt for 

en stund. 


I april rejste vicedirektør Annette Esdorf, tidligere 

kriminalforsorgsleder Lisbet Heine og fuldmægtig 

Anne Bunimowicz til Marokko for at fortælle de 

marokkanske justitsmyndigheder om alternativer til 

fængselsstraf. Delegationen bestod endvidere af chefanklager 

Gyrithe Ulrich og dommer Linda Lauritsen. 

De fortalte om de alternativer, vi har i Danmark, om 

hvilke erfaringer vi har gjort os, og hvorfor det er en 

god ide at fokusere på alternativer. Så der var nok at 

tage fat på for de udsendte. Der blev holdt et seminarer 

i Marrakesh og et i Casablanca. 

”Deltagerne på begge seminarer var meget interesserede 

i at høre, hvad vi fortalte om alternativer til 

fængselsstraf,” fortæller Anne Bunimowicz. ”De var 

meget spørgelystne, og vi fik hurtigt gang i en god 

dialog. Marokkanerne lærte meget om vores system, 

men man lærer jo også selv meget, når man får 

spørgsmål og reflekterer over det system, man selv 

kommer fra.” 

Det var dog ikke altid lige nemt at forklare om de 

danske alternativer. 

”Det gik hurtigt op for os, hvor forskellige vores 


Siden sidst 

Tekst Line Juel Jensen Foto Samer Abdul Rahman 

Vicedirektør Annette Esdorf fortæller 60 marokanske dommere om de danske erfaringer med samfundstjeneste, elektronisk fodlænke 

og andre alternativer til frihedsstraf. 

Kriminalforsorgen i Marokko 

retssystemer er. Det betød, at vi havde en ret stejl indlæringskurve 

og måtte justere vores oplæg løbende. 

F.eks. forstod marokkanerne ikke med det samme, at 

dommeren i Danmark ikke bestemmer, hvordan en 

straf skal fuldbyrdes, men heldigvis var de interesserede 

og stillede mange spørgsmål, så misforståelserne 

blev hurtigt afklaret,” siger Anne Bunimowicz. 

Besøget i Marokko er et led i Udenrigsministeriets 

projekt Partnerskab for dialog og reform, hvor Kriminalforsorgen 

samarbejder med det marokkanske justitsministerium. 

Marokko er i gang med en reform 

af retssystemet og arbejder allerede med forslag om 

samfundstjeneste og husarrest for at aflaste landets 

fyldte fængsler. Til oktober skal delegationen fra Danmark 

holde endnu to seminarer om alternativer til 

fængselsstraf andre steder i Marokko, og dermed vil 

alle marokkanske dommere have haft mulighed for at 

deltage. Senere skal medarbejdere fra de marokkanske 

justitsmyndigheder på studietur til Danmark, hvor 

de skal se, hvordan de danske alternativer fungerer i 

praksis.

Medarbejderens ord 

Foto Jasper Carlberg 

»Kunsten at balancere mellem det hårde og det bløde« 

Tekst xxxxxxxxxxxxxxx Foto xxxxxxxxxxx 

Rammer er nødvendige 

Socialrådgiver Janne Poulsen 

fra Pensionen Engelsborg. 

I min hverdag på en pension består det 

hårde bl.a. af straffuldbyrdelsesloven, husets 

egne regler og urinprøverne. Inden for denne 

kontekst skal vi udføre vores arbejde med udslusning 

og resocialisering – det bløde. 

Men man kan ikke sige, at det hårde er dårligt 

og det bløde godt. Rammer er nødvendige, 

når man skal udføre et stykke arbejde. Det 

handler så om, hvordan man forvalter de rammer. 

Somme tider fører en faglig vurdering til, 

at man bøjer reglerne. 

Vi havde f.eks. en 17-årig knægt i vores ungeprojekt 

for et par år siden. Han skulle egentlig 

kun være hos os i 2½ måned, men vi beholdt 

ham i et år. Hans familieforhold var så problematiske, 

at vi var bange for, at det ville gå galt 

for ham igen, hvis han flyttede hjem. Så aftalte 

vi med kommunen, at han kunne blive boende 

hos os. På det år han var her, lykkedes det os at 

få ham igennem 9. klasse på en skole i nærheden, 

og for nylig han jeg hørt, at det stadig går 

godt med ham. 

Selvfølgelig skal beboerne som udgangspunkt 

flytte ved løsladelsen, men vi skubber 

ikke nogen ud. 

Et kærligt spark 

Vi har nogle faste regler. F.eks. lukker pensionen 

klokken 23. Så låser vi dørene, og hvis man 

ikke er tilbage, bliver man efterlyst hos politiet. 

En beboer kan godt ringe og fortælle, at han er 

kommet for sent til bussen, men hvis det sker 

gentagne gange, tager vi en alvorlig samtale – 

så må beboeren lære at tage en bus før. 

De fleste beboere ved godt, at det at komme 

på en pension er en chance, de har fået, og 

at de ryger tilbage i fængsel, hvis ikke de kan 

overholde vores regler; men generelt har vi få 

disciplinærsager. 

Det ligger netop i pensionens rammer, at vi 

kan møde folk på en anden måde, end man kan 

i fængslet. Vi gør meget ud af at skabe gode, 

tætte relationer til hver enkelt beboer. Nogle 

er selvkørende og passer et arbejde. Andre 

skal have meget hjælp, f.eks. til at finde ud af 

at købe ind i Netto og lave mad – almindelig, 

daglig livsførelse. Dem giver vi et kærligt spark! 

Hold balaNcEN! 

For at sætte fokus på Kriminalforsorgens værdi – ”Kunsten 

at balancere mellem det hårde og det bløde” – viser 

vi i hvert nummer eksempler på, hvordan ansatte i 

Kriminalforsorgen bruger værdien i det daglige arbejde. 

Skriv til Via på redaktionen (101vlc), hvis du selv har lyst til 

at fortælle om, hvordan du klarer den svære balance gang! 


Grafisk set 

Færre unge i fængsel 

35 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

1. kvartal 07 

Antallet af sager, hvor børn og unge er registreret 

som sigtet eller mistænkt for overtrædelser af straffeloven, 

er faldet. Det meddelte Justitsministeriets 

Forskningskontor i marts. Faldet gælder både alvorlige 

lovovertrædelser som f.eks. røveri og vold, og de mindre 

alvorlige lovovertrædelser, eksempelvis butikstyverier. 

Den faldende ungdomskriminalitet betyder også 

færre indsatte under 18 år i fængslerne og arresthusene. 

Tendensen begyndte i andet kvartal af 2010 og 

er fortsat ind i 2011. I første kvartal af 2011 sad der i 

Gennemsnitligt antal indsatte under 18 år i fængsler og arresthuse 

2. kvartal 07 

3. kvartal 07 

4. kvartal 07 

1. kvartal 08 

2. kvartal 08 

3. kvartal 08 

4. kvartal 08 

1. kvartal 09 

2. kvartal 09 

3. kvartal 09 

4. kvartal 09 

1. kvartal 10 

Dømte Arrestanter I alt 

Udviklingen i antallet af unge indsatte under 18 år kan følges på Kriminalforsorgens hjemmeside – 

www.kriminalforsorgen.dk – hvor tallene opdateres en gang i kvartalet. 

2. kvartal 10 

Tekst Via Christensen Foto H.Hank 

gennemsnit 13 unge under 18 år i fængsel eller arresthus 

– og man skal helt tilbage til 3. kvartal 2008 for at 

finde et lavere antal unge indsatte. 

Det faldende belæg af unge indsatte hænger sandsynligvis 

sammen med, at færre unge under 18 år sigtes 

for røveri- og voldskriminalitet. 

Samtidig er der i øjeblikket god plads i de sikrede 

institutioner, hvor unge på 14-17 år varetægtsfængsles, 

således at de unge ikke ender i Kriminalforsorgens 

institutioner. 

3. kvartal 10 

4. kvartal 10 

1. kvartal 11

Bladet Kriminalforsorgen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?