Bladet Kriminalforsorgen

More documents

Recommendations

Info

Et kulturchok på syv kvadratmeter I varetægt Det første møde med arresthuset er voldsomt for de fleste. Uanset hvorfor de kommer derind, går der stress og konflikt forud. Måske vold, måske angst, måske indbrud. I hvert fald anholdelse, grundlovsforhør og indsættelse – ophidselse, vrede, ærgrelse. Så lukker døren, og man er alene på sine syv kvadratmeter. Hver indsat kommer med sin særlige baggrund og historie. Men der er også mange fælles træk, som de ansatte ved arresthusene kender. Arrestforvareren, sygeplejersken og præsten møder hver sine sider af de varetægtsfængslede og fortæller om, hvad de ser og hører. 20 Bladet Kriminalforsorgen Nr. 8 Juni 2011 Arrestforvarer Karsten Vestergaard arresthuset i assens Efter et par dage er der ro på ”For førstegangs-indsatte kan det være et kæmpestort kulturchok pludselig at være låst inde på syv kvadratmeter. De er chokerede efter anholdelse og indsættelse og over pludselig ikke at kunne bestemme noget selv – ikke engang, hvad de skal have at spise. Det kræver meget af personalet at være i et arresthus, for de skal være forberedt på lidt af hvert. Vi er altid særligt opmærksomme på de førstegangs-indsatte, især i forhold til om de kan finde på at gøre skade på sig selv. Det kan være svært at vurdere, men så kan vi trække på lægen og den psykiatriske skadestue. De første dage spekulerer de indsatte meget over det, de har efterladt udenfor – familien, lejligheden, hunden osv. En del af dem mangler redskaber til at håndtere situationen. De er tabt midtvejs i skolesystemet og har svært ved at se virkeligheden i øjnene. Vi henviser ofte til arresthusets socialrådgiver, som så kan hjælpe med de praktiske ting. Efter et par dage falder den indsatte mere til ro, MICHEL SVENDSGAARD
Sygeplejerske Tanja Søe Nielsen arresthuset i Esbjerg de aner ikke, hvad der er normalt ”Jeg har været her i et halvt år, og det har virkelig slået mig, hvor forskellige verdener vi lever i. For eksempel var der en af de indsatte, der beskrev sin hovedpine med, at ’det stikker, ligesom når man er blevet slået bevidstløs’. Det mente han måske, at alle kendte … Mange er misbrugere og vil have piller, men det kan jeg jo ikke bare give dem. Vi har i en periode ikke haft nogen læge tilknyttet, så jeg bruger oceaner af tid på at ringe rundt til de praktiserende læger for at finde ud af, hvad de plejer at få. De skifter læge tit, så de kan ikke huske, hvem lægen er – og lægen kender ikke dem. Misbrugerne er tynde og forhutlede, når de bliver indsat – de lever af stoffer og øl. Nogle har abstinenser, så de ryster og sveder og ikke kan holde benene i ro. Faktisk bliver mange af dem mere klare i hovedet af at være her, hvor de får mad tre gange om dagen og får hvilet ud. Nogle af dem med ADHD kan helt undvære medicinen her, fordi hverdagen er så forudsigelig. og så kommer en tid, hvor hverdagen er mere forudsigelig. I den tid får de indsatte også et mere realistisk syn på tingene. Når de kommer ind, er de måske høje i hatten og siger ’ha, jeg er ude igen om 14 dage’. Men efterhånden som afhøringer og samtaler med politiet skrider frem, begynder de at se virkeligheden i øjnene og tænke på dommen. Her oplever vi, at de indsatte har brug for de daglige rutiner som træning i kondirummet, gårdtur og lignende. Men de kan godt tænde af på en lille ting, f.eks. at deres træningstid bliver flyttet. Vi gør meget ud af at beskæftige de indsatte med undervisning eller arbejde i værkstederne. For tiden er det svært at skaffe arbejde, så vi har sat andre projekter i gang – kunst, madlavning og træning. Der skal ikke være for mange timer, hvor man bare sidder låst inde uden noget at beskæftige sig med. Det er særlig svært for dem, der har børn, og det er vi opmærksomme på. De er måske nok selv skyld i, at de sidder der, men derfor kan vi jo godt forstå dem.” Tekst Trine Smistrup De indsatte aner ikke, hvad der er normalt for os andre. Når de er kede af det og klager over, at det hele kører rundt i hovedet på dem, vil de have noget beroligende. Jeg må fortælle dem, at det er helt normalt at have sådan en stressreaktion efter indsættelsen, og at det ikke er noget, man skal have medicin imod. Der er heller ingen sovepiller at få her – men hjælp til at sove, det kan jeg give. Jeg kan rigtig mange øvelser, man kan lave i en celle! Men de skal også lære, at der er noget, der hedder normal døgnrytme, hvor man står op om morgenen, er med til gårdtur og træning og går i seng om aftenen. Jeg undgår at vide, hvad de har lavet af kriminalitet – det gør det lettere for mig at se på dem som mennesker. Jeg skal sørge for, at de har det bedre, mens de er her, og kan godt give nogle råd, der er mere fremadrettede. Men jeg skal ikke redde dem.” Bladet Kriminalforsorgen Nr. 8 Juni 2011 21 ANJA MAHON
Page 1 and 2: NR 8 Juni 2011 Temaet I varetægt E
Page 3 and 4: Danmark. Det er ambitiøst, at vi s
Page 5 and 6: ALEx TRAN Få hjælp til captia Det
Page 7 and 8: Ny dEpaRTEmENTscHEF i JusTiTsmiNisT
Page 9 and 10: Varetægt er en straf, før man er
Page 11 and 12: Belægget i arresthusene xxxxxxxxAn
Page 13 and 14: 16:45 Kvinde, født 1987 på Philip
Page 15 and 16: Et puslespil Som at lægge et pusle
Page 17 and 18: Samtidig betyder det også, at der
Page 19: Frustration Den indsatte er ofte me
Page 23 and 24: Info fra ledelsen Tekst Ole Hansen
Page 25 and 26: Boller i karry, spejlæg eller rugb
Page 27 and 28: Du skal tænke på tværs af hele K
Page 29 and 30: Capoeira-instruktør Jose Rink lær
Page 31 and 32: Medarbejderens ord Foto Jasper Carl

Bladet Kriminalforsorgen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?