Radikal Dialog Velfærdspolitik

More documents

Recommendations

Info

Velfærdspolitik Nej til automatydelser Er tiden ved at løbe fra den nuværende velfærdsmodel? Vil den ændrede befolkningssammensætning i den nærmeste fremtid betyde, at der skæres ned på velfærdsydelser som efterløn, folkepension og børnecheck, for at der fortsat skal være råd til børnepasning, sygehuse og omsorgen for de ældre, eller er hele denne diskussion en storm i et glas vand? Vi har spurgt Thomas Køhler, som er folketingskandidat i Søndre Storkreds. Af: Anders Nielsen Efterlønnen har været et af forårets store diskussionsemner. Er du enig med dem, der siger, at den skal afskaffes? Helt overordnet vil jeg gerne advare mod at tro, at vi kan udtale os så skråsikkert om, hvad fremtiden vil bringe. Selvfølgelig skal vi være opmærksomme på de økonomiske og befolkningsmæssige prognoser, men først og fremmest skal man have nogle grundholdninger til, hvordan samfundet skal indrettes. Om der så bliver decideret mangel på arbejdskraft, og hvordan hele situationen kommer til at se ud i løbet af 20-30 år, kan vi ikke rigtig sige noget om. Jeg mener, at efterlønnen er en ordning, der trækker i den forkerte retning. Det er ikke så meget en overvejelse om, hvorvidt der er råd til den eller ej, for det synes jeg egentlig, der er flere forskellige ting modstridende bud på. Men jeg håber jo generelt, at det vil være sådan, at folk vil kunne have et job – gerne til de er 65 eller 70. Det har noget at gøre med, at jeg synes, det er en grundlæggende kvalitet at kunne have et arbejde, mere end det er en overvejelse over, om det er tvingende nødvendigt for landet som sådan. Nu er efterlønnen jo en meget populær ordning. Jeg tror, der er mange af dem, der går på efterløn de næste par år, de vil gøre det, fordi de føler sig presset til det. Det er en følge af, at vi har ordningen, at man siger til folk, at ’nu er du jo blevet 60, så kan du jo lige så godt trække dig tilbage’, og det synes jeg i virkeligheden er den mest uheldige effekt af efterlønnen. jeg er ikke sikker på, at tidlig tilbagetrækning er ensbetydende med et godt liv. Tværtimod tror jeg, at hvis man holder liv i ordningen og hele tiden beder folk forholde sig til, om de vil trække sig tilbage, når de bliver 60, så bliver det en selvopfyldende profeti, og dermed bliver efterlønnen også en ordning, der er meget vanskelig at røre ved – også om 5 eller 10 år. Et mere vidtgående bud er, at vi skal koncentrere os om velfærdens kerneydelser i stedet for en tilstand, hvor – populært sagt – de 80% rigeste betaler til de 80% fattigste. Jeg synes helt grundlæggende, at det skal være sådan, at man har nogle grundlæggende rettigheder og pligter. Jeg har sidste år været med til at skrive et bud på en ny grundlov, og der fik vi formuleret tre paragraffer, som jeg synes passer meget godt med, hvad der bør være grundlæggende danske værdier i den forbindelse, og det lyder sådan her: 1. Enhver har pligt til at forsørge sig selv efter bedste evne 2. Enhver er forpligtet til at betale skatter og afgifter til almen vellet 3. Enhver har ret til offentlig understøttelse og omsorg i tilfælde af sygdom, invaliditet, tab af forsørger og ved arbejdsløshed Hele den her diskussion om, hvad der er råd til, og hvem der betaler til hvem, den er en lille smule abstrakt, så længe man har så store grupper, som ikke er i reel beskæftigelse, men bliver holdt i gang på nogle beskæftigelsesordninger. Det, der så videre kan ligge i spørgsmålet, det er det her om automatordninger, som vi har så mange af. Dem synes jeg, vi skal have afskaffet, så det ikke er alle, der får en eller anden ydelse, bare fordi de når en bestemt alder – eller alle, der får en børnecheck, bare fordi de får noget så naturligt som et barn. Der er det vel de 80% rigeste, der betaler til de 80% fattigste, fordi man bare sender nogle penge rundt i systemet, som ikke er til et bestemt, specifikt behov. Det, der tværtimod kunne være brug for, det var, at man definerede mere nøje, hvad det er for nogle ydelser, der som minimum skal være fra det offentliges side, og der vil jeg så pege på, at i stedet for at udbetale børnecheck til hele befolkningen, så kunne man sige, at det skal være sådan, at der er en pasningsgaranti, så man kan få en institutionsplads til dit barn efter endt barselsorlov. Er der behov for at bruge flere ressourcer på offentlig service frem for passiveindkomstoverførsler? Grundlæggende set skal det være sådan, at man ikke er i tvivl om, at man kan få den service, som de fleste mennesker regner med at få – det vil sige, at man selvfølgelig kan blive behandlet på sygehuset, at man har en god folkeskole og så videre. Så bør man fjerne de ting, som ikke hører ind under det, som folk har en berettiget forventning om at få – alt det, der ligesom kommer dumpende,. 4 Radikal Dialog
Hvis man nu tager et andet konkret eksempel, som er lidt ildeset i radikale kredse: det her, som man nedladende kalder cafépenge – SU til hjemmeboende studerende. Én ting er, at man kan se det som en overflødig luksus, men man kan også spørge, om man skal være afhængig af sine forældres indtægt, når man er studerende Jeg synes egentlig, at det er meget reelt, at man siger, at når man er myndig, så skal man ikke være afhængig af, om far og mor nu er i humør til at støtte en igennem studierne. Der er også noget forkert i en samfundsudvikling, hvor man ansporer til, at forældrene skal købe en lejlighed til deres børn, og så belønner man dem med et skattefradrag for det. Men cafépengene, det er jo en lidt anden diskussion, for det handler jo især om de aller yngste – dem der måske lige når at blive 18 i 3.g, og som så bor hjemme, og så lige pludselig på deres 18 års fødselsdag kan de gå hen og få de her penge i SU. Jeg vil hellere sige, at hvis du var startet på en uddannelse, så ville der i forbindelse med, at du startede på den uddannelse, være en eller anden form for uddannelsesstøtte. Det ville give mere mening, tror jeg. Hvis man gik mere ’radikalt’ til værks og målrettede de offentlige ydelser Velfærdspolitik mere snævert til de dårligst stillede, ville det så ikke blot synliggøre de sociale skel yderligere – lidt ligesom med ældre tiders fattighjælp? Jeg tror ikke, vi kommer frem til en situation nogen sinde, hvor det kun er de aller rigeste, der betaler til de aller fattigste. Det har gennem mange år været sådan, at langt de fleste mennesker i Danmark – selv dem, der ikke har ret meget at gøre godt med – betaler en relativt stor del af deres indkomst i skat, og derfor bidrager alle jo stort set til fællesskabet. Så ville det være underligt, hvis der var en eller anden overklasse, der sagde: ’jamen vi betaler mest i skat, derfor er det også os, man skal have mest ondt af – eller os, der skal have mest lov til at føle os hævet over andre. Når det gælder velfærdsydelser af mere praktisk karakter såsom sundhed, undervisning, kollektiv trafik m.m. tyder meget på, at Danmark er ved at komme bagud i forhold til andre vesteuropæiske lande. Mener du, det er et problem? Jeg ser det største problem på sundhedsområdet og ser, at den danske befolkning ikke lever så godt og længe, som man gør i mange andre lande, det har jo også noget at gøre med vores levevaner, og det er et stykke hen ad vejen også et valg af livsstil, som jeg ikke ved, hvor meget man skal gribe ind overfor. Så er der det der med skolen, Jeg ved ikke, om det er så stort et problem, at vi sakker bagud i forhold til andre lande, fordi den privilligerede del af klassen skal såmænd nok få lært alt det, de skal. Men dem, det går ud over, det er jo mere dem, som risikerer at komme ud af skolen uden at kunne læse og skrive og regne. De er ikke så meget i konkurrence med resten af verden, som de er i konkurrence med andre i det danske samfund. Det sidste var noget med, om vi har et potentiale for en bedre offentlig sektor, hvis vi i højere grad kan inddrage dem, der i dag er uden for arbejdsmarkedet. Det er for mig at se hovedproblemet, og det er også derfor, jeg synes, at vi skal være en lille smule forsigtige med at være for krigeriske i tonen, når vi siger, at nu mangler der arbejdskraft, så nu går det helt galt om ti år, fordi vi har den store reserve af folk, som vi ikke bruger. Hvad kan man så gøre ved det? Jeg er altså nok ved at gå så langt som til at sige, at jeg synes, vi skal til at eksperimentere med at bruge nogen af alle de penge, som vi bruger i beskæftigelsessektoren på rigtige job i stedet for. Det er selvfølgelig sådan noget som kan være lidt vanskeligt at sige helt præcist, hvordan man gør, for løsningen er jo ikke bare at lave en masse flere offentlige arbejdspladser og så ansætte folk der, for det ved vi jo også ikke fungerer økonomisk set. Men jeg synes jo sådan set heller ikke altid er politikeres opgave at være meget hittepåsomme med hensyn til, hvordan man kan skrue ordninger sammen rent teknisk. Det er det, som man har embedsapparatet til at komme med forslag til. Det, det handler om, det er nogle grundholdninger, og så ikke at være bundet så meget fast i nogle ordninger, der ikke er til at ændre. Nr. 6/2003 5
Page 1 and 2: 6August 2003 Den Radikal Dialog Rad
Page 3: Indhold Leder: Velfærdssamfundet i
Page 7 and 8: Velfærdsdebat I det mørke hjørne
Page 9 and 10: Velfærdsdebat Velfærd via familie
Page 11 and 12: Studietur til Strasbourg Ind imelle

Radikal Dialog Velfærdspolitik

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?