Hele nummeret - skrift.no.

være en absolut Betingelse for fortsat Samarbeide mellem
os, at Ingen faar sætte sin Finger paa mine Arbeider
uden mit Vidende.
Hegel svarte så rolig han kunne og minnet Kielland
om markedet, om leserne i Danmark. Og muligens
Sverige.
Han ville vel bli lest?
Mumle mumle i Stavanger.
Og mumlingen fortsatte, iblandet skrekk og fryd og
flytteplaner – for Kielland vil også til København, og der
kan han møte Justistingesten ansikt til ansikt – for han
meddelte Georg Brandes at han var sint på Hegel; han
betaler mig ikke nok!
Kielland ble etter hvert svært så god venn med Hegel.
Han lånte blant annet Hegels hus ved besøk i
København.
Til Bjørnson beskrev han møtet med deres felles forlegger
slik: Hegel er en behagelig Mand; det hører til
mine Fornøielser at sidde og tale med ham i hans Kontor,
og jeg haaber rigtig, han synes godt om mig ogsaa.
Vistnok siger jeg mangengang Ting, som bringer hans 12
Heirefjære bag Ørene til at dirre af Skræk; men han haaber
dog altid, at jeg ikke mener det saa slemt.
Kielland insisterte stadig på å være forretningsmann,
og Frederik Hansen, vennen i Stavanger fikk høre om
forhandlingene med forleggeren: Hegel har jeg perset
godt – kan du tro. I stedet for 28 à 29 Linier paa Siden har
jeg denne Gang 25, hvilket gjør mig en netto af over 2
Ark, endvidere har han lagt 20 Kr. pr. Ark til den almindelige
Betaling. Vor Kontrakt er saadan: 5 000 Exempl. à
270 Kr. pr. Ark, hvilket for 20 Ark gjør 5 400 Kr. Jeg haaber,
du er stolt af mig! Hegel regner selv paa 2det Oplag
strax; endvidere skal «Else» snart ud igjen.
Kiellands økonomi ble ikke synderlig bedre av den
grunn. I august 1883 vedtok han at han ikke skulle gi ut
noen bok til jul det året: Baade min Stil og jeg selv trænger
til Hvile, forteller han Hegel, jeg vil læse et halvt Aars
Tid og færdes omkring i den frie Luft, saa skal jeg have en
frisk, ny Bog til Sommeren 84. Og desuden maa jeg
oprigtig og uden al Beskedenhed tilstaa, at mine Bøger er
for gode til at fremkomme i saa tæt Følge, at Publikum
bliver uopmærksom og Kritiken vigtig. Men derved mister
jeg en Indtægtspost, jeg havde gjort Regning paa til
Jul, og jeg ved ikke, hvad mit Samarbejde med Brandes
vil kaste af sig – det er den store floppen av en dramatisering
av Garman & Worse.
Jul, altså, men penger. Kielland hadde en ide.
Faste forskudd fra Hegel.
Samt en vogn med seletøy.
«Altsaa foreslaar jeg – eller rettere sagt: jeg beder Dem
om at gaa ind paa dette Forslag: De sender mig den 1ste i
hver Maaned 500 Kr., hvilket udgjør 6,000 Kr. om Aaret,
og saa haaber jeg, at det ikke vil vare saa længe, inden min
nuværende Debet hos Dem er dækket.»
Optimist var han, og Hegel sa ja, men det ble ikke
bedre.
12
I 1886 så det ut som om katastrofen var rett forut:
Kielland planla å selge alt han eide – bortsett fra noen
arvestykker og malerier – og så utvandre til – han viste
ikke hvor, Amerika, kanskje.
Hegel ble skremt. Var det så ille?
Men det var et spill. Tanken på å reise til Amerika var
nok der. Men samme dag skrev Kielland et brev til sin
venn i Amerika, Hjalmar H. Boyesen og sa at han hadde
slått fra seg planene om å reise over havet. Men det trengte
jo ikke Hegel å vite.
Slik fortsatte det, brev etter brev.
Men plutselig var den gamle justistingest borte. En ny
Hegel, sønnen Jacob, tok over Gyldendal. Han ble aldri
det faren var. Han hadde heller ikke den samme kontakt
med forfatterne, og han hentet etter hvert inn Peter
Nansen for å holde Gyldendal gående.
I Stavanger var Kielland sluknet som forfatter, han var
blitt borgermester og mistrivdes så godt han kunne i den
innestengte småbyen. Økonomien var ikke blitt bedre
selv om han hadde fått fast og stor inntekt. Kielland fant
aldri ut av det der med inntekter og utgifter.
Klareboderne, en sidegate
i litteraturen
Hegel & Nansen & Hegel
Den 21. november 1895 sendte Jacob Hegel en gledelig
melding til Bjørnson: Hegel hadde klart å knytte Peter
Nansen til Gyldendal. Nansen, den berømte og beryktede
forfatteren og journalisten skulle slutte i Politiken og
flytte kreftene over til Gyldendal: Han var elskverdig i
omgang, meget klok og avholdt av alle som kjenner ham,
skrev Hegel.
Bjørnson ønsket Nansen lykke til: «Han er en av de
fineste og mest elskværdige naturer, jeg har truffet. Og så
vil jeg håbe, at han som kritiker hæver kravet til, hvad
som kan trykkes.»
Merk akkurat det siste.
Kielland traff også Nansen, og han kunne ikke la
være å erte forfatteren som nå skulle bli forlegger. Fra
Hegelfamiliens Skovgaard skrev Kielland til Edvard
Brandes: Særligt har jeg Fornøielse af at tale med
Nansen. Den Ulykkelige har valgt sig en Stilling mellem
Barken og Træet, nu hamrer vi Forfattere løs paa
ham, der har forladt vort Parti og er gaaet over paa
Fiendens. Jeg har plaget ham frygteligt med at buldre
løs mod de Hegelske Blodsugerier, medens jeg overfor
Jacob er lutter Venskabelighed. Saa maa Nansen gaa til
Hegel og fortælle med Maadehold! alt det fæle,
Kielland har sagt, og derpaa bringe Bud til mig om,
hvor sint Jacob blev. Vi ler begge to – Nansen og jeg –
over denne Comedie, naar vi spiser Frokost hos
Fugmann ved en Tafelrunde.
Var Nansen en redning for Gyldendal? Niels Birger
Wamberg beskriver det slik i boken «Digterne og
Gyldendal», skrevet til forlagets 200-års jubileum i 1970: