Avisa Grenseland nr. 4 - Byline

Haldenmagasinet • mai/juni 2012 11Fly av modellen RAF BE–2e ble konstruert for det britiske flyvåpenet underførste verdenskrig og innkjøpt av Norge etter krigen. Her et bilde fraRAF-flyveren Walther G. Prestons fotoalbum.Det var flere havarier under forsøkene medruteflyving til Halden – også med passasjer ombord. Heldigvis kom de som regel ned på hjulene,og de om bord slapp med skrekken – og noenskrammer. Bilde fra Ludvig Nicolaysens album.I 1919–20 var Ludvig Nicolaysen i militærtjeneste på Kjeller. Dettebildet er fra hans album, utlånt av hans niese Wenche Bossum.«… Mysen passeres, vi aner Høitorp fort,og så suser vi ind i et tæt skylag. Vi ser ikkehånden for os. Tætte, hvite uldbølger overos, under os, på alle kanter. Brillerne dugges,det er en fugtig fornøielse.Nu retter aeroplanet næsen iveiret, flyverenvil op over skylaget. Vi stiger 300 meter,og i 1800 meters høide er det atter klart. Viruller bortover de hvite bølger,de virker så massive, atjeg uvilkårlig ser ned på hjulenefor at se, om de ruller.Ja, nu er det klart på allekanter, undtagen under os.Vi er fuldstændig ensommeher oppe under himmelen.En underlig følelse. Jegvender hodet bakover motflyveren, og vi nikker til hverandre.Vi er da to heroppe!Vi holder stadig retningsydover, og efter kompassetskulde vi nu styre ret påFredrikshald. Men vinden eren mægtig og uberegneligfaktor, og den må tas hensyn til. Vi må halandkjenning for at få vite, hvor vi er; menforgjæves titter vi ned. Ikke en åpning, ikkeet gløt i det tætte, hvite lag.Så er det bare en ting at gjøre. Vi må nedDet svir ogbrænder somnålestik. Værster det for flyveren;han måkaste brillerne,for disse dugges,så hanknapt nok ser.gjennom skylaget igjen og atter få følingmed jorden. Hu hei, hvor det går; ned suservi gjennem den ugjennemsigtige masse, dypereog dypere. Men nei, enda ikke et glimtav jorden.Pludselig kommer vi ind i en regnbyge.Det pisker os ind i ansiktet. Det svir ogbrænder som nålestik. Værst er det for flyveren;han må kaste brillerne,for disse dugges, så hanknapt nok ser. Jeg tørrer ogtørrer mine briller, med etsekund efter er det like ilde.Så ser vi pludselig jorden,og det nærmere end vi kundeønske det. Vi er bare 50meter over trætoppene, ogrundt omkring ser vi skog ogknauser. En landevei – Gudvet hvilken – snor sig mellemknauserne. Femtimetershøideni dette veir, med regn ogvindkast, er en farlig høide,men vi må holde os i den fororienteringens skyld. Går vihøiere op, er vi straks i ulddotterne, som nuer mørkegrå og ubehagelige. Jeg sitter stadigi den tro, at flyveren vil nødlande; hver gangvi svæver over en nogenlunde brukbar flatplet, er jeg forberedt på, at vi skal prøve at gåned. Samtale er jo umulig, men senere fik jeghøre, at det nok også var på nære nippet, forvi var drevet langt ut av vor vei, og han vissteikke, hvor vi befandt os.Vi karrer os imidlertid fremover, følgerstadig landeveien i 50–60 meters høide.Så får vi øie på en indsjø forut, med ganskekarakteristiske konturer. Jeg konfererer medmit kart. Jo, det måtte være Femsjøen. Vardet den, var det ikke langt igjen til Fredrikshald.Og ganske rigtig, over Femsjøen svævervi, får Idefjorden i sigte og svinger modvest ind mot Fredrikshald. Veijret er letnet,og vi stiger atter. Byen passeres i 500 metershøide, og derfra svinger vi ind mot gårdenBoberg hvor landingspladsen ligger. Nogenstore sirkler og vi er nede; vi har brukt femkvarter på turen. På pladsen står gårdenselskverdige eier, hr. Boberg, og inviterer ospå varm kaffe og frokost. Jo takk, det skalsmake vidunderlig.»Kilder:Artiklene i Smaalenenes Amtstidende i 1920 ersporet opp av Egil H. Thomassen og formidletav Per Kindem. Mer om Dons og flyturen i1912 kan leses i Østfold Historielags tidsskriftWiwar nr. 1. 1986.