"Man kan jo ikke være bekendt at tage mere for det sandjord

Høsten før mejetærskerne
Så er høsten kommet i hus. Med alle nutidens maskiner og hjælpemidler kan høsten klares i
få arbejdsgange og med få mennesker. - Vejret kan dog stadig trække arbejdet i langdrag.
I tidligere tider var høsten anderledes lang og besværlig. - Det var håndens arbejde. Man var
flere om arbejdet. Man skulle have fat i kornet mange gange, før man nåede så vidt, at det
tærskede korn kom ud af maskinen - og man kunne måle udbyttet og se resultatet af årets høst.
Men alligevel var høsten årets højdepunkt. Det var afslutningen på årets arbejde, og man var
glade og taknemmelige, når lofter og lader var fyldt op.
Thorkild Rasmussen, Svenstrup Hestehave, der er født i 1911, fortæller om høsten og
tærskningen, dels da han var dreng og senere som voksen, hvor han kørte rundt og tærskede for
folk. Thorkild Rasmussen er vokset op på et husmandssted, de havde 4 køer og en hest. Fra han
var 11 år, var han ude at tjene om sommeren. Hans far havde noget arbejde udenfor hjemmet.
Han var altid på gården "Birket" i høstens tid, hvor han satte stakke. Om vinteren var han med at
tærske dernede, det var med et rigtigt stort tærskeværk og med lokomobil.
Traktorfører
Thorkild Rasmussen arbejdede en del år i tørvemosen, men når høsten var i gang, tog han hjem
for at tærske. Han kørte som traktorfører i 22 år. Det var sæsonarbejde, der gik 5 til 7 uger,
ligesom vejret var til. Der fulgte to faste mand med tærskeværket, traktorfører og ilægger. Der
var ingen fast arbejdstid. Tærskeværket blev som regel flyttet til et nyt sted om aftenen eller
natten og stillet op, så man kunne gå i gang med arbejdet kl. 7 næste morgen. Men traktorføreren
og ilæggeren måtte begynde dagen et par timer før resten af mandskabet kom, så det hele kunne
stå klar. Især under krigen, hvor man fyrede med brænde i en gasgenerator - en høj kakkelovn,
der sad på siden af traktoren - var der meget at gøre. - Når arbejdet sluttede om aftenen og man
forlod traktoren, blev der lukket helt til for fyret, så der ikke kunne ske noget i 1øbet af natten.
Så det første, der skulle gøres om morgenen, var at rense ud af kakkelovnen. - Og så skulle der
fyres op igen. Man fik 5 1 benzin om ugen til brug for start af traktoren. Der var ikke selvstarter,
det var håndsving, man skulle bruge. Man fyrede med generatorbrænde, nogle klodser, der blev
lavet nede på "Brændepladsen" under krigen.
Når så traktoren var i gang, remmene til
tærskeværk og halmpresser var sat på og alt var
smurt, kunne de to mænd gå ind og få
morgenkaffen, inden de andre kom.
Dagen igennem var der nok at gøre. Det var
traktorførerens ansvar at alt fungerede. Der
skulle stadig fyres for at holde ilden vedlige og
stødes i brændet, så tærskningen kunne foregå
støt og roligt, og smørekanden skulle bruges
flittigt. Under krigen kunne man ikke få rigtigt
høstbindegarn. Man havde i stedet noget
papirgarn, og der var tit besvær med at knytteren på halmpresseren ikke virkede, så halmen kom
løs ud i stedet for at blive bundet i knipper.