"Man kan jo ikke være bekendt at tage mere for det sandjord

Livets gang i Ledstrup 1930 – 1936
Ledstrup by - at yngre mennesker i dag ikke betragter Ledstrup som en by, er let
at forstå. Men, hvis vi går tilbage til tiden 1930-1936, var Ledstrup en landsby
med mange små virksomheder, som kunne eksistere, fordi der var brug for dem.
En almindelig landmand og andre havde ikke værktøj som i dag - kun en
hammer, knibtang og økse samt en tøjrekølle, alt andet måtte man gå til
håndværkeren med.
Det meste af Ledstrup hørte til Bøsserup skoledistrikt, resten til Egebjerg. Dengang var det
almindeligt, at indsamlinger til velgørende formål foregik gennem skolerne, og vi børn måtte gå
rundt og sælge de små mærker med knappenål for 10 øre pr. stk. Det var, som jeg husker det:
Forårsblomsten, Dybbølmærket den 18.april, derefter høstblomst og julestjerne og i en periode
var der noget, der hed fredsmærker, et lille hvidt flag. De, der solgte mærker i Ledstrup,
begyndte som regel på skovridergården "Mantzhøj", så der kan vi også begynde på vores vej
gennem Ledstrup.
”Mantshøj”
På skovridergården boede statsskovrider Vestergård og frue. De drev selv landbruget, havde
fodermester til, malkekvægsbesætningen og karl til marken. Folkene boede i et hus, der lå ved
gavlen af gårdens stuehus. Fruen var en rask dame, der kørte bil og holdt ridehest. Man kunne tit
møde hende ridende i skoven med et par jagthunde løbende bagefter; hun gik forøvrigt selv på
jagt.
I ca.1930 blev der etableret en sø inde i skoven, hvor hun kunne løbe på skøjter om vinteren. Ved
siden af søen er hendes hundekirkegård. Der er 7 sten, med navn på en del af dem - blandt dem
gårdhunden "Bister", som var børns skræk, når de bl.a. skulle sælge mærker. I stuehuset var der
både kokkepige og stuepige samt ekstra konehjælp, når der var jagtselskab og lignende.
Egebjergvej
Ved indkørslen til Mantzhøj ligger en lille landbrugsejendom, nu Egebjergvej 211. Ejeren,
Laurits Larsen, var ved siden af landbruget med 2 køer og et par grise - regnskabsfører i
Svenstrup Hestehave og Unnerød brugsforening og måske mere. Der foruden strikkede han
uldne trøjer på strikkemaskine, sorte med lidt mønster, patentstrikning.
Lidt længere mod syd drejer en vej til Bøsserup - skolevejen - og til Ryegård, som var en af
Egebjerg sogns bedste garde. - Troldebakken, der lå på gårdens jorder, er fredet.
På det tidspunkt var der fodermester, 2 karle og 2 piger. Husholdningen var jo stor, foruden
folkene, mand, kone og 3 drenge, og i aftægtsboligen mandens forældre, de skulle jo også have
kosten. Der var tit en stor flok får på vejen, når vi skulle forbi til skolen, men det værste var, hvis
nogle af hestene løb løse omkring udenfor gården.
Vi går videre mod Ledstrup by. Landevejen blev for øvrigt asfalteret i de år, ca. 1933-1935. På
højre side ligger to mindre landbrug, som engang er udstykket fra Faurbjerggård. På de tider var
der undertiden mulighed for at supplere indtægten med en mælketur til Sankerbjerg mejeri. Det
var med hestekøretøj og junger, hestene havde man jo alligevel.
Ledstrup by
Derefter har vi landsbysmedjen, nu Egebjergvej 214, hvor skoning af heste optog en stor del af
tiden. Ellers var det almindelige arbejde at hvæsse plovskær, spidse harvetænder, lægge jernringe
om vognhjul og i det hele taget var der meget arbejde ved essen. Det med at svejse, var ikke