Danske Fjerkræracer - NordGen

Ifølge kilder i den oldnordiske digtning har der været
holdt gæs i Danmark i ca. 1000 år, men Grågåsen er
sandsynligvis tæmmet allerede efter skovens rydning og
agerbrugets udvikling i broncealder og jernalder. Op
gennem middelalderen har gåseavl spillet en meget stor
rolle i alle samfundslag fra kongehus til
landarbejderhjem. Det berettes, at der ved landsbyerne
kunne ses flokke på flere tusinde gæs på stubmarkerne
efter høst.
Af specielle kendetegn hos nulevende gæs af
landracetype kan nævnes en enkelt bugpose og gråblå
øjne , der hos den grå varietet er unikt blandt
gåseracerne (den vilde Grågås har mørke brune øjne).
Tegningen og farven hos den gråbrogede varietet
beskrives i standarder fra 1908, 1929 og 1952 således:
"kan være grå- og hvidbroget uden nogen bestemt
begrænsning af farvepartierne". Siden 1968 er dette
ændret så den farvede tegning skal dække bestemte
partier symmetrisk, som hos andre gråbrogede racer
rundt om Østersøen. I stammer af mest oprindelig
landracetype får langt den overvejende del af afkommet
uregelmæssig tegning generation efter generation,
uanset selektion efter den ønskede symmetriske
farvetegning.
De Danske Gæs er hårdføre og nøjsomme og kan klare
sig med meget lidt tilskudsfoder, hvis de har fri adgang
til kort fint græs. De ruger selv og fører gæslinger, som de
med stor ihærdighed forsvarer mod fjender. De kan i
pressede situationer flyve længere strækninger. Gåsens
historie i Danmark er lang og kontinuerlig. Det skyldes
ikke mindst, at dens evne til at leve af plantemateriale
året rundt og til fedtansætning før slagtning og for
overlevelse af vinteren, sammen med dens medfødte
instinkter for prægning og tilvænning til omgivelserne,
inklusiv mennesket, har gjort den til et nemt og billigt
husdyr at holde for alle samfundslag. Dun og småfjer
blev brugt i dyner og svingfjerene havde meget stor
betydning som pennefjer.
Sort-hvidbrystet And
Denne race er i Dansk Fjerkræstandard 1908 og de
følgende standarder beskrevet i illustrationer med noget
skiftende avlsmål. Dens tegning og type ligger nær Blå
Svensk And og Pommersk And. Den nævnes først i
litteraturen efter ca. år 1900. Dansk Gåse- Ande- og
Kalkunavlerforening (DGAK) skønner, at der er 80-120 stk.
sort-hvidbrystede avlsænder, som formentlig kan indgå i
bevaringsarbejdet, medens et større antal bør holdes
udenfor avl.
FOTO: HANS RANVIG
Tamanden nævnes sporadisk i litteraturen fra 1600tallet,
hvor nogle herregårde og præstegårde havde et
vist andehold, men først i det 19. århundrede blev
andehold almindeligt på flere egnes bøndergårde. Der
var tale om små landænder, som var grå (vildandfarvet),
blå og sorte, nogle med hvidt bryst og ofte sorte fødder.
Disse blandingsænder er til stadighed blevet krydset
med vilde gråænder, som det også sker i dag. Hvor vidt
de sort-hvidbrystede ænder, vi har i dag, har aner tilbage
til begyndelsen af det 20. århundrede er vist meget
usikkert. Det skal bemærkes, at sort-hvidbrystet
farvetegning meget let rekonstrueres ved at krydse en
hvid og en vildtfarvet and, hvilket ud over de nævnte
forsøg på "forbedringer" har forplumret
bevaringsarbejdet, der i praksis ikke har været baseret på
de kendetegn, som oprindelige sort-hvidbrystede ænder
besidder.
Fra midt i 1970’erne begyndte bevaringstanken at vinde
frem. Der fandtes på dette tidspunkt kun 2 små,
ubeslægtede bestande af sort-hvidbrystede ænder af
formodet ældre oprindelse. Desværre blev den ene
besætning indkrydset med flere racer, for at forbedre
nytteegenskaber og leve op til skiftende krav på
udstillinger, med et til slut meget uheldigt resultat. Den
anden bestand er bevaret og opformeret mere rent og
lever i dag op til standarden fra 1908. Den har bevaret
landraceegenskaber som rugelyst, ællingeføring og
udpræget evne til fødesøgning under frie forhold.
Mer detaljer finnes på www.nordgen.org (på dansk)
5