Danske Fjerkræracer - NordGen

Andrias Reinert
Små bestande af den oprindelige færøske and findes i
enkelte bygder. Mange af fuglene dog efterhånden i
mere eller mindre opblandet form, efter indkrydsning af
indførte anderacer. Det færøske ord "Dunna" er af keltisk
oprindelse, men det er sparsomt med oplysninger om
hvornår man er begynt at holde ænder på Færøerne. I
begyndelsen av 1800 tallet holdes tamme ænder ifølge J.
Landt: "kuns i Tórshavn, og på landet af præsterne og
nogle få bønder". M.W. Lutzen mener derimod i 1924 at
der holdes flere ænder end høns på Færøerne.
Indtil midten af forrige århundrede gav disse små hønseog
andehold sit gode bidrag til den daglige husholdning i
særdeles mange husstande overalt på øerne. Den har
overlevet i det fri på Færøerne i århundreder. Ænderne
Andrias Reinert
Føroyska dunnan (Den færøske and)
FOTO: ANDRIAS REINERT
går frit omkring, og er overladt til at finde en stor del af
føden i marken, i elvene og/eller i strandkanten. Om
aftenen kommer de dog "hjem" for at få lidt ekstra
"aftensmad", og bliver til gengæld lukket inde i et lille
hus, hvor de i sæsongen lægger sine æg, før de igen
bliver lukket ud i det fri næste formiddag.
Føroyska gásin (Den færøske gås)
Den findes på alle de beboede øer på Færøerne, mange af
fuglene dog efterhånden i mere eller mindre opblandet
form, efter indkrydsning af andre indførte gåseracer.
Man tog sine husdyr med da man flyttede til Færøerne,
og den færøske gås stammer formodentlig fra de
tamgæs som landnamsfolket medbragte fra
Skandinavien og de Britiske øer. Siden har såvel
mennesker som husdyr på Færøerne i følge sagens natur,
været meget afsondret fra omverdenen. Der er ikke
udført DNA- eller andre analyser for at vise
slægtskabforhold til andre gåseracer. Den færøske gås
blev i 1990 beskrevet som en egen gåserace i
Skandinavisk Fjerkræstandard, hvor man konstaterer, at
den stammer fra "en meget gammel Færøsk
kulturlandsgås, der ikke på Færøerne eller andre lande
har gennemgået nogen udvikling i racefjerkræmæssig
I følge sagens natur er den færøske and en af de mindste
egentlige tamænder, der er bevarede. Den vejer kun 1–1,3
kg slagtet vægt. Som ved andre oprindelige færøske
husdyr, har vi en meget stor farvevariation, der ikke er
forsøgt "ensrettet" ved nogen form for udvælgelse. Man
har ikke tal over ægydelse, men ænderne lægger ganske
flittigt, hvis man daglig fjerner de lagte æg. Får de
derimod lov til at beholde æggene, er de så tæt på
"naturen" at de begynder at ruge, så snart de "føler" at
der er nok æg i reden. Den færøske and kommer ofte
med to kuld unger i den korte nordatlantiske sommer. I
2004 er der kun enkelte husstande, i ganske få bygder,
der holder den gamle race på traditionel vis. Der er
gennem årene indført mange forskellige anderacer til
Færøerne, og i de sidste 3-4 år, er der dukket flere
"anderier" op, der opfodrer nogle hundrede til nogle
tusinde ænder af peking-type til de færøske
julemiddags-borde. Da de fleste mennesker jo
"naturligvis" skal have en STOR and på bordet,
fremskynder dette yderligere den lille færøske ands
endeligt.
henseende". I "Geflugel Børse" nr.15, 1993, postuleres
færøgåsen at representere den ældste form for tamgås i
Europa.
I størrelse og holdning minder den en del om
Ølandsgåsen. Fra er minimum på ca. 2000 gæs i 1950erne,
har interessen for gåsehold været tiltagende i de
senere år, men der foreligger ingen opgørelse over hvor
mange 1000 gæs der holdes på Færøerne i dag, eller over
hvor mange af disse, der kan regnes for gæs af den
oprindelige type. I Skandinavisk Fjerkræstandard
beskrives racen således: En ikke for stor og slet ikke grov
gås af bygning, men modsat må den heller ikke blive
forfinet og for sirlig. Er meget hårdfør og
modstandsdygtig overfor vejrlig og sygdomme og tåler
således et barskt klima. Er nøjsom og meget
fodersøgende. Trods sin lidenhed i forhold til andre
gåseracer har den et godt saftigt kødsæt. Er noget
temperamentsfuld – men meget vågen og vagtsom, men
9