Lindhardt og Ringhof. Et forlagseventyr

og2517-Lindhardt-og-Ringhof.indd 1 17-08-2011 15:22:35


Sune de Souza Schmidt-Madsen 

Lindhardt og Ringhof 

Et forlagseventyr 

Lindhardt & Ringhof 

bog2517-Lindhardt-og-Ringhof.indd 3 17-08-2011 15:22:36

Lindhardt og Ringhof – et forlagseventyr 

Skrevet af Sune de Souza Schmidt-Madsen 

Bearbejdet ud fra kapitlet “Lindhardt og Ringhof” fra bogen 

Bonnier forlagene i Danmark (2007) 

Forlagsredaktør og billedredaktion: Jonas Holm Hansen (2007) 

og Dorte Einarsson (2011) 

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro hos Pamperin & Bech Grafisk 

Omslag: 

Trykt hos: 

© Lindhardt og Ringhof 2011 

For enkelte fotografier har det desværre ikke været muligt at opspore 

ophavsmanden. Eventuelle krænkelser af Loven om retten til fotografiske 

billeder er imidlertid utilsigtet, og retmæssige krav i forbindelse hermed 

vil blive honoreret, som havde der foreligget en forhåndsgodkendelse. 


“Vi er der for forfatternes skyld, 

og vi repræsenterer dem i alt, hvad vi gør. 

Vi er deres ansigt 

– over for boghandlerne og over for pressen. 

Og den loyalitet, vi har over for forfatterne, 

det er det, der skaber forlaget.” 

– OTTO B. LinDHARDT 



Ved en genfødsel 

Det er nu femten år siden, jeg forlod aktiv ledelse af 

Lindhardt og Ringhof, som Gert Ringhof og jeg og vore 

hustruer oprindelig startede op ad bakke – men i højt 

humør. 

Efterhånden udviklede forlaget sig til en markant 

medspiller i den professionelle bogbranche – bl.a. ved 

hjælp fra vore leverandører, deriblandt Hugh Johnson 

(vin), Johannes Møllehave (livet og glæden), Penelope 

Leach (børn), Per nørhaven (bogtryk) og Liv Ullmann 

(glamour og inderlighed). 

i den mellemliggende tid har forlaget i vekslende perioder 

gennemlevet en vis turbulens, men i fyrreåret sporer 

jeg en ny livslyst og kreativ energi. Jeg glæder mig 

over, at en del af vores fortid er med i det nyvakte L&R, 

både Leif Davidsen, Fay Weldon – og Riel og Møllehave 

vender hjem, hvor de hører til. 

Forhåbentlig kan “genfødslen” fejres i lige så højt humør, 

som i sin tid kendetegnede L&R’s start. 

Otto B. Lindhardt 

bog2517-Lindhardt-og-Ringhof.indd 7 17-08-2011 15:22:36 

7





Der var engang … sådan indledes eventyrene, og fortællingen 

om Lindhardt og Ringhof er ingen undtagelse. 

For at forstå Lindhardt og Ringhofs historie, må man 

kende lidt til de to personer, der grundlagde forlaget og 

i mere end tyve år var dets livsnerve: Otto Lindhardt og 

Gert Ringhof. 

Otto Lindhardt var oprindeligt boghandlermedhjælper, 

men var efter endt læretid rejst til USA, hvor han 

arbejdede på forlagene Doubleday og Simon & Schuster 

og blandt andet fik øjnene op for billigbogsmarkedet og 

det amerikanske bogklubsy stem, der endnu ikke fandtes 

i Danmark. i 1951 kom Otto hjem fra Amerika for at arbejde 

i Danmark. i nogen tid var det svært at finde noget, 

men så en dag blev han kontaktet af den unge Ole 

Wivel, der havde startet et lille forlag på Frederiksberg 

Alle. Otto blev “praktisk gris” på Wivels Forlag og kom 

ind i Heretica-kredsen af unge digtere og forfattere. i den 

forbindelse mødte han Louisianas grundlægger, Knud 

W. Jensen, der var forlagets mæcen og betalte Wivels underskud. 

Forlaget voksede imidlertid, og man begyndte 

at tale om muligheder for at udvide. Drøftelserne gik 


11

frem og tilbage, men forstummede, da Knud W. Jensen 

en dag nonchalant spurgte, om det ikke var nemmere, 

om man bare købte Gyldendal? 

Som sagt så gjort. Efter korte forhandlinger købte 

Knud W. Jensen aktiemajoriteten i Gyldendal, der længe 

havde været i øko nomiske vanskeligheder, og indsatte 

Otto Lindhardt som un derdirektør. “Det var bare ét 

år efter, vi havde lært hinanden at kende,” fortæller Otto 

Lindhardt. “Og jeg var 27 år gammel – det var lidt af et 

eventyr.” 

Det var den første “Paladsrevolution” i den danske 

for lags bran che, Otto kom til at stå bag, og det skulle 

ikke blive den sidste. Gyldendal havde eksisteret i 180 

år, da ejerne af aktiemajoriteten besluttede at sælge til 

Knud W. Jensen, og “triumviratet” Otto Lindhardt, Ole 

Wivel og Jokum Smith indtog direktionen. Sammen fik 

de det skrantende forlag på fode, og Otto sad i 17 år som 

12 

Gyldendals direktør Otto 

Lindhardt holder tale for 

boghandlerbranchen. 

1950’erne. 


Gert Ringhof på sit Gyldendal-kontor 

i slutningen 

af 1960’erne. 

direktør for Gyldendal. Herfra lancerede han blandt andet 

Gyl dendals første billigbogsserie, Tranebøgerne, og 

grundlagde sammen med en ung mand ved navn Gert 

Ringhof Gyl dendals Bogklub. 

Gert Ringhof var uddannet boghandler og begyndte 

efter endt læretid at arbejde i Toftes Boghandel i 

Hillerød. Her nåede han dog kun at arbejde i fire måneder, 

før han blev ansat i Gyl dendals reklameafdeling under 

Aleks Frøland. Alligevel var de fire måneder i boghandlen 

måske de vigtigste i Gerts liv, for det var hér, 

han traf sin kone og livsledsager, Hanne, som han senere 

skulle etablere Lindhardt og Ringhof sammen med. 

i Gyldendals reklameafdeling steg Gert hurtigt i graderne 

og blev snart gode venner med Otto. De boede 

dengang begge i Birkerød, og Otto, der havde bil, kørte 

af og til Gert hjem. På vejen fik de snakket godt sammen, 

selvom der karrieremæssigt var “nogle led” imellem dem. 


13

Da Aleks Frøland i 1964 trak sig tilbage fra Gyldendals 

reklameafdeling, ville det have været naturligt, 

om Gert tog over, men Otto mente, at den unge mand 

skulle noget mere, og “opfandt” en stilling som direktionssekretær 

til ham, så Gert blev mellemled mellem 

Otto og Gyldendals chefer. 

Lindhardt og Ringhof ser dagens lys 

Året 1970 var Gyldendals bedste år nogensinde: Salget 

gik strygende, og Otto havde netop fejret forlagets 200års 

fødselsdag med pomp og pragt i Forum, da han lod 

bomben falde: Dansk forlagsverdens førstemand opsagde 

sin direktørstilling og startede forfra på egen hånd. 

“Jeg kunne gå med god samvittighed,” fortæller Otto. 

“Året var det bedste nogensinde, og vi havde ansat kompetente 

mennesker på alle lederposter. Så jeg var tryg 

og glad.” Otto hav de udset Gert til at være sin efterfølger. 

Gert var den eneste, der havde en generel indsigt, 

og Otto var overbevist om, at han ville blive en glimrende 

administrerende direktør. Men sådan skulle det ikke 

gå. Efter to måneder stoppede også Gert på Gyldendal 

og kontaktede Otto. De pantsatte deres ejendomme og 

startede Lindhardt og Ringhof sammen med deres ægtefæller, 

Han ne Ringhof og Helga Lindhardt. Kort efter 

blev Helga og Otto imidlertid skilt, og Helga trådte 

ud af samarbejdet og startede sit eget forlag, Hekla. 

Otto flyttede fra Birkerød – først ind på forlaget og si- 

14 


den ind i en 1½-værelses lejlighed i Borgergade. Dér var 

ikke plads til det fine møblement, der havde stået i huset 

i Birkerød, og som Otto havde arvet efter sin tante. 

i stedet flyttede møblerne ind på Lindhardt og Ringhof, 

hvor de gav en stemning af hjemlig hygge. 

Gerts kone, Hanne, blev forlagets travelling salesman, 

og snart blev der også ansat en sekretær og en bogholder 

på deltid. Bog holdersken hed Edith Høier, og hende 

kendte Otto fra Gyl den dals regnskabsafdeling, hvor hun 

havde arbejdet i 52 år. Da hun blev pensioneret, startede 

hun hos Otto på Lindhardt og Ringhof. Sekretæren var 

til gengæld purung: Hun hed Lis Marr og er den røde 

tråd i Lindhardt og Ringhofs historie. i 2007 gik Lis 

Marr på pension, efter 34 år i forlagets tjeneste. 

Forlaget fungerede “i hjemlige rammer”, og hver dag 

spiste Otto, Gert, Hanne, Lis og Edith Høier frokost 

i køkkenet sammen. Lis har endnu ikke glemt frøken 

Høiers madpakker, der bestod af endeløse skiver af kogt 

flæsk med sennep og rødbeder. 

Gert havde en fortid som kunstmaler og havde udstillet 

på Kunst nernes Påskeudstilling i 1950’erne. Men 

“hellere en god forlægger end en halvgod maler,” som 

Gert udtrykte det. i stedet brugte han sine grafiske evner 

til at udforme Lindhardt og Ring hofs marketingmateriale 

og til at designe det velkendte L&R-logo. 

Der var mange spekulationer i branchen om, hvad det 

egentlig var, de to herrer ville. Var de venstreorienterede 

udbrydere, der var kede af det højloftede og forfinede 

Gyldendal? Eller tværtimod højreorienterede reaktionæ- 


15

e, der var imod de forandringer, der skete i Gyldendals 

redaktion samme år? Var de finlitterære feinschmeckere 

eller lavkulturelle populister? Otto Lindhardt og Gert 

Ringhof ville modbevise det alt sammen: Lindhardt og 

Ringhof blev stiftet, fordi grundlæggerne ville tilbage 

til bøgerne. “ned i sagerne”, som Otto fremstiller det, 

“i stedet for at sidde og administrere.” De ville skabe 

et 100% “konfessionsløst” forlag. Et professionelt, merkantilt 

foretagende, der lavede gode bøger, som folk gad 

læse. Både Hanne, Gert, Otto og Lis var først og fremmest 

boghandlere. Hanne Ringhof fortæller, at det blandt 

andet var forholdet til boghandlerbranchen, der gav forlaget 

dets styrke. 

Lindhardt og Ringhof ville ikke berøve Gyldendal noget, 

så de takkede nej til de forfattere, der gerne ville 

følge dem over på det nye forlag, og startede helt forfra. 

Det var nu ikke helt nemt de første par år: Familien 

Lindhardt og familien Ringhof sagde farvel til biler, 

avisabonnementer, telefoner og løn. “Vi anede ikke, 

hvordan det skulle gå,” fortæller Hanne Ringhof, “men 

det var spændende.” Hanne Ringhof fremhæver især tre 

grunde til, at Lindhardt og Ringhof klarede sig igennem 

de første år: Per nør havens bogtrykkeri i Viborg, 

Jacob Hendriksens bogbinderi i Ski ve og de flinke kreditorer 

i Provinsbanken. Per nørhaven star tede sit trykkeri, 

samtidig med at Lindhardt og Ringhof så dagens 

lys. Per nørhaven og Gert Ringhof kendte hinanden fra 

Viborg, hvor de begge var vokset op, og nørhaven gjorde 

alt, hvad der stod i hans magt for at få forlagets bøger 

16 


Otto Lindhardt, Hanne Ringhof, Gert Ringhof, Helga Lindhardt, 

1971. 

ud til tiden. “nogle gange trykte han endda op, uden vi 

havde bedt ham om det, fordi han regnede med, at ‘der 

nok ville komme et oplag til’,” fortæller Hanne Ringhof. 

“Det var virkelig et stærkt samarbejde.” Lindhardt og 

Ringhof havde også fra begyndelsen et godt internationalt 

netværk med andre små nystartede forlag – tættest 

var dog forbindelserne med forlaget Trevi i Sverige. 

Og det lykkedes! “nu går Gyldendals ex-direktør selv 

ned med skraldespanden!” lød overskriften i Aktuelt 

den 8. juni 1971, med lige dele beundring og forbløffelse. 

Hans Henrik Schwab, der i dag er forlagschef på 

Lindhardt og Ringhof, mener, at Otto og Gert var drevet 

af en “small is beautiful”-tan ke, der var karakteristisk 

for de tidlige 1970’ere. “Det er måske ikke tilfældigt, 

at 1971 også er året, hvor Christiania bliver grund lagt 


17

– faktisk sker det kun tre dage efter, at Lindhardt og 

Ringhof den 23. september udgiver deres første bog,” siger 

Hans Henrik. 

Den faglitterære rygrad og de første 

skønlitterære titler 

i dag har mange den opfattelse, at Lindhardt og Ringhof 

fra begyndelsen var et udpræget skønlitterært forlag, 

men rygraden i forlaget var faktisk fag- og debatlitteratur. 

Den første bog hed Derfor strejker vi! og handlede 

om plattedamernes strejke på Den Kgl. Porcelænsfabrik. 

Efter denne fulgte flere lignende debatbøger: Hvad må 

politiet?, Demokrati, magt og ret m.fl. Forfatterne hed 

bl.a. Schulz Lorenzen, Alf Roos, H.V. Brøndsted – nogle 

lå til højre og andre til venstre for midten. 

Den dag, Otto Lindhardt havde modtaget sin sidste 

løncheck fra Gyldendal, tog han til London på scouting 

trip. Otto kendte James Mitchell, der netop var gået fra 

det store nelson Pub lish ing og ligesom Otto havde startet 

sit eget forlag, Mitchell Beaz ley. På loftet over sit hjem 

havde han indrettet et “showroom”, hvor Otto så opslagene 

til det, der senere skulle blive til Hugh Johnsons 

Store Vinbog. Otto købte øjeblikkelig de danske rettigheder. 

Det var forlagets første større disposition og noget af 

en satsning, for Lindhardt og Ringhof havde ikke noget 

kapitalgrundlag, og Vinatlas, som det dengang hed, var 

en voldsomt dyr erhvervelse. Det viste sig imidlertid, at 

18 


Ottos næse for bøger ikke havde svigtet ham. Dengang, 

da en bog i gennemsnit kostede 30 kr., kostede Vinatlas 

195 kr., så det var en eksklusiv sag. Alligevel solgte den 

næsten 40.000 eksemplarer og var i mange år den eneste 

bog af sin slags på markedet. Den satte gang i en vintrend 

i Danmark. Vinatlas fik feinschmeckeren frem i 

læserne og vækkede interessen for druer, slotte og hidtil 

ukendte egne i Sydfrankrig. Vinatlas blev det unge forlags 

økonomiske hjørnesten, og senere fulgte andre faktabøger, 

der skulle blive klassikere på Lind hardt og Ringhofs 

backlist, ikke mindst Penelope Leachs Vores barn og 

Sheila Kitzingers Graviditet og fødsel. “Faglitteratur og 

skønlitteratur skal befrugte hinanden,” siger Otto Lindhardt. 

“De faglitterære forfattere blev tiltrukket af forlagets 

skønlitterære profil, ligesom de skønlitterære forfattere 

havde glæde af faglitteraturen. Flere af forfatterne 

skrev begge dele.” 

Lindhardt og Ringhof var med på, eller var selv med 

til at skabe, de nye tendenser i tiden. ikke mindst Otto 

havde en fantastisk sans for at opdage morgendagens 


19

stjerner – og hvem der var ved at være yesterday’s news. 

Jette Juliusson, der var Gerts assistent i Gyldendals bogklubber, 

og som overtog jobbet som bog klubchef, efter 

at “udbryderne” havde forladt forlaget i Kla re boderne, 

husker ganske tydeligt Ottos evner fra sine besøg i lokalerne 

i Studiestræde. Her sad Gert og Jette en dag i begyndelsen 

af 1970’erne og diskuterede en ukendt digter 

og sanger, der hed Leonard Cohen. “Pludselig passerede 

Otto gennem lokalet,” fortæller Jette Juliusson, “og Otto 

var altså de her 20 år ældre end os andre, men så snart 

han hører navnet ‘Leonard Cohen’, siger han: ‘Ham kan 

i roligt tage. Han bliver et stort navn’.” 

Leonard Cohens Yndlingslegen udkom på forlaget i 

1971, sam me år som det blev stiftet, og i 1972 fulgte 

Gert og Otto op med Bob Dylans Tarantula og John 

Lennon fortæller. “Otto var også rigtig god til det internationale 

forlagsarbejde,” fortæller Hanne Ringhof, “han 

var god i Frankfurt, og han kendte mange udenlandske 

forlæggere. Og mange kvindelige agenter.” En af disse 

kvindelige agenter henvendte sig til trekløveret på den 

sidste dag af Frankfurt-messen i 1972. Gert og Otto havde 

tømmermænd og var lidt grå i hovederne, men agenten 

sagde “Det er lige jer, jeg har ledt efter, for jeg har 

en bog, som jeg har solgt til samtlige europæiske lande, 

undtagen Danmark.” “Den køber vi!” sagde Otto, og 

så rodede forlæggerne i lommerne for at se, hvor mange 

mønter, de havde tilbage. Det var nøjagtig 48 D-mark, 

og agenten skrev en kvittering på en serviet. Bogen, de 

havde købt rettighederne til, var Richard Bachs Jonathan 

20 


Livingstone Havmåge. Det blev deres første rigtige bestseller, 

der stadig basker rundt i forlagets salgskataloger. 

Parabolantennen og nærlæseren 

Gert Ringhofs søn, Lars Ringhof, mener, at Otto var 

“parabolantennen” i forholdet Lindhardt og Ringhof. 

Han tog alle signaler ind. “Han havde det, han selv kaldte 

‘overfladisk kompetence’. Ét blik på en side, et omslag, 

et billede, det var nok. Gert var Ottos modsætning: Han 

gravede i dybden, ned i kommaerne og det grafiske arbejde. 

Hvis Otto var forlagets parabolantenne, så var Gert 

dets ‘kvalitetskontrol’,” siger Lars Ringhof. “Gert havde 

en klart defineret smag. Han vidste, hvad han kunne lide 

– og hvad han ikke kunne lide. Otto, derimod, havde 

ingen ‘yndlingsforfattere’ Han ‘triangulerede’, som han 

sagde til mig: ‘når du hører om en bog første gang, så er 

det ligegyldigt, men når du begynder at høre om den anden 

eller tredje gang fra andre kilder, så stiger den på din 

indre hitliste.’ Gerts interesse startede i højere grad med, 

at han f.eks. læste noget i avisen, som han blev fanget af 

og så sagde: ‘Det er godt, det må vi have!’” 

Et sådant tilfælde opstod i 1974, hvor Gert havde læst 

nogle kronikker i Politiken af den unge teolog Johannes 

Møllehave. Gert skrev et brev til ham, hvor der stod: “Vi 

har bemærket, at De bliver betegnet som forfatter, men 

så vidt vi kan se, har De aldrig udgivet en bog. Var det 

ikke på tide?” Johannes’ svar var – efter en del overtalel- 


21

se fra Gert – manuskriptet til På myrens fodsti. Den udkom 

i 1975 og blev en stor succes. i dag er den kommet 

i utallige oplag og har solgt over 120.000 eksemplarer. 

Også den dengang ukendte Flemming Jensen var et 

Gert-produkt. Flemming Jensen var lærer på Grønland 

og havde skrevet nogle avisartikler, og igen var Gert der 

med det samme: i 1975 debuterede Flemming Jensen 

som prosaforfatter med bogen Vejledning i sælfangst, året 

før han debuterede som skuespiller. i det hele taget lod 

en række forfattere sig tiltrække af det unge forlag, bl.a. 

den kendte tv-mand Poul Thomsen og den tidligere formand 

for Forfatterforeningen Hans Lyngby Jepsen, der 

udgav alle sine sidste 16 bøger på Lindhardt og Ringhof. 

Maleren Herman Stilling kom med sine historier, og 

Ole Frøslev begyndte, tilskyndet af forlaget, sin række 

af politiromaner. Senere kom Thorkild Hansen, Henrik 

Stangerup og en overgang Hanne Ma rie Svendsen. Også 

det svenske makkerpar “Hasse & Tage”, dvs. Hans 

Alfredson og Tage Danielsson, fik både deres humoristiske 

og deres alvorlige bøger udgivet på Lindhardt og 

Ringhof (bla. Den enfoldige morder), og det resulterede i 

livlige venskaber mellem alle fire familier. 

Otto, Gert og kvinderne 

Det næste gennembrud indenfor skønlitteraturen kom 

allerede året efter, i 1976, da Lindhardt og Ringhof fik 

de danske rettigheder til Liv Ullmanns erindringsbog 

22 


Forandringen. Også denne gang kom aftalen i stand på 

højst mærkværdig vis. 

Lindhardt og Ringhof havde via Liv Ullmanns agent 

fået tilbud om at købe rettighederne til bogen. Otto og 

Gert havde dog meldt ud, at de lige ville læse bogen først, 

men det kunne agenten ikke vente på, og rettighederne 

gik til et andet forlag. i mellemtiden læste Gert og 

Hanne alligevel bogen og syntes, den var helt fantastisk. 

Gert skrev et begejstret brev til Liv Ullmann, hvor han 

gratulerede hende med bogen, og selvom han jo godt var 

klar over, han ikke kom til at udgive den, ville han gerne 

lige gøre opmærksom på, at han syntes, den var god. 

Samtidig var Otto blevet syg med tuberkulose og indlagt 

på Bispebjerg Hospital. Gert sad derfor alene på forlaget, 

da Liv Ull manns sagfører pludselig ringede: Liv 

havde fået brevet og ville gerne annullere sin aftale, hvis 

Lindhardt og Ring hof var interesseret? Men de skulle 

slå til med det samme! nu var gode råd dyre, for rettighederne 

kostede en formue, og Gert havde ikke lyst 

til at bringe forlaget i økonomisk uføre i Ottos fravær. 

Derfor ringede han til nele Poul Sørensen, der var chefredaktør 

på Søndags B.T., og spurgte, om ugebladet ville 

købe nogle kapitler? Svaret var ja, og Lindhardt og 

Ringhof købte rettighederne til Liv Ullmanns forfatterskab. 

Det blev indledningen til et livslangt samarbejde 

og venskab. i dag er det dog ikke Liv, men hendes datter 

Linn Ullmann, der udkommer på forlaget. Liv Ullmann 

har besøgt Lindhardt og Ringhof utallige gange, 

men tred je gang, hun kom til København, studsede hun 


23

Otto Lindhardt og Liv Ullmann, 1976. 

lidt: “Første gang jeg kom, blev jeg hentet i en limousine. 

Anden gang jeg kom, blev jeg også hentet i en limousine. 

Men nu, tredje gang, bliver jeg hentet i en Morris 

Mascot. Betyder det, at det går dårligt for forlaget, eller 

er vi bare blevet gode venner?” 

Det gik ikke dårligt for forlaget: Liv Ullmanns 

Forandringen blev en af forlagets største succeser nogensinde. 

Da bogen skulle lanceres, kom Liv Ullmann til 

København og deltog i et tv-program om lørdagen. Det 

var meningen, at programmet kun skulle have varet 50 

minutter, men programredaktørerne valgte at lade kameraerne 

rulle, og i 1½ time sad Liv Ullmann og læste 

og læste og læste. “Det var det, man kunne i monopoltiderne,” 

smiler Lars Ringhof. 

På udgivelsesdagen skulle Liv Ullmann signere bøger i 

Magasin, og der var så mange mennesker, at Hanne, Gert 

24 


og Otto måtte slæbe bogstakke hen til D’Angleterre, hvor 

forfatterinden boede, så hun kunne sidde hele natten og 

signere. i løbet af en uge solgte Forandringen 10.000 eksemplarer, 

og efter et år nærmede tallet sig 50.000. 

Samme år udkom Anaïs nins Dagbøger, Märta 

Tikkanens Mænd kan ikke voldtages og Clara Raphaels 

Tolv breve, og det blev starten på den bølge af kvindelitteratur, 

der skulle blive et karakteristisk træk ved 

Lindhardt og Ringhof op gennem 1970’erne og 80’erne. 

Endnu en Møllehave 

ifølge Johannes Møllehave var det dog endnu ikke helt 

gået op for Gert og Otto, hvad det var for en guldgrube, 

de havde ramt med kvindelitteraturen. Da hans kone, 

Herdis Møllehave, i 1976 afleverede manuskript til bogen 

Le, var forlæggerne skeptiske. De trykte den i 1000 

eksemplarer og regnede ikke med, den ville sælge. “Men 

Le ramte altså noget i tiden,” siger Johannes Møllehave, 

“selvom den ikke havde nogen let start.” På Les første sider 

begår den kvindelige hovedperson selvmord, og herefter 

føl ger så analysen af hendes liv indtil tragedien. Til 

at begynde med fik bogen mådelige anmeldelser og solgte 

ikke særlig godt, men hen over sommeren blev den 

“opdaget” i kvindesagskredse. Salget eksploderede, og 

Le blev forlagets tredje store succes på tre år. 

Senere kom Le også i Tyskland, hvor rettighederne blev 

solgt til Rowohlt Verlag. Dér solgte den over 170.000 ek- 


25

semplarer og gjorde navnet “Herdis Møllehave” til et væsentligt 

referencepunkt i den tyske kvindekamp. Le blev 

senere fulgt op af Lene og Helene. Det var ikke til at forudse, 

men ifølge Otto Lindhardt er dette typisk for forlagsbranchen: 

Man kan ikke konstruere en succes – men 

man kan udnytte de chancer, der opstår, og det gjorde 

Lindhardt og Ringhof til fulde. Med de gode erfaringer 

i baglommen blev Gert begejstret for Marilyn French’ 

store roman Kvinder, der var tidens hotteste samtaleemne 

i USA, og forlaget investerede straks i rettighederne. 

Endnu en succes var på skinner, og i 1978 udkom både 

Kvinder og Toni Morrisons Salomons sang. 

Primavera – den første bogklub 

Otto og Gert havde haft stor succes med at starte 

Gyldendals bogklub i sin tid, og i 1977 forsøgte de 

sig med det første bog klubeksperiment i Lindhardt og 

Ringhof-regi, Bogklubben Pri mavera. Leder for bogklubben 

blev Gerts svigerinde, Kirsten Ring hof, så “det 

blev i familien.” Med vanlig frækhed havde Gert ikke 

spurgt Kirsten, om hun kunne tænke sig jobbet, før han 

designede det første PR-materiale med hendes navn i 

bunden, som han viste hende ved en privat sammenkomst 

i 1977. Kirsten var ikke umiddelbart interesseret 

– hun arbejdede dengang som oversætter og havde 

det fint med det. “Men Gert fik jo begejstret mig, og 

til sidst sagde jeg o.k.,” fortæller Kirsten Ringhof. Bog- 

26 


klubben kom på skinner, og den første bog var Daphne 

du Mauriers Rebecca. 

Bogklubben lå til at starte med på Ottos kontor i 

Studiestræde – selv rykkede Otto ind i det rum, der hed 

“Salen”. Det viste sig imidlertid hurtigt, at dette ikke var 

en holdbar løsning, og så flyttede bogklubben over på den 

anden side af gaden. Kirsten købte inventar og kontormaskiner 

og hyrede folk, og så begynd te brevene at komme 

ind i store sække. Bogklubben startede med 18.000 medlemmer. 

Man sorterede og lavede statistikker, og Kir sten 

Ringhof udviklede et hjemmestrikket hulkortsystem. Et 

års tid efter flyttede Primavera igen, denne gang til nummer 

14, hvor der var bedre plads, og bogklubben udvidede 

med piccolo og alt, hvad der hører sig til. Efterhånden begyndte 

medlemstallet imidlertid at dale, og i 1982 lukkede 

Primavera. Bogklubben nåede at udgive et halvt hundrede 

titler, heriblandt Intet nyt fra Vestfronten, Verden af i går, 

Det sorte rav, En gentlemans ejendom og Immigranterne. 

Kirsten Ringhof kan stadig det meste af sin backlist i 

hovedet. Efter lukningen blev hun ansat i Lindhardt og 

Ringhofs redaktion, hvor hun indtil udgangen af 2002 redigerede 

både fag- og skønlitterære udgivelser. 

MTHB – genistreg i verdensklasse 

i 1979 skabte Otto og Gert det “brand”, der ofte blev forbundet 

med forlaget: Månedens tilbud hos boghandleren, 

grafisk designet af Kjeld Brandt. 


27

Otto Lindhardt havde i sin tid introduceret den 

mo derne billigbog i Danmark med udviklingen af 

Gyldendals Tranebøger, men markedet for billigbøger 

var efterhånden blevet slapt og præ get af halv- eller heldårlige 

titler. På Lindhardt og Ringhof tænkte man over, 

hvordan man kunne gribe situationen an på en ny måde. 

Resultatet blev månedens bog, en kombination af billigbogskonceptet 

og bogklub-ideen. Hver måned kom 

en ny billigbog på gaden og havde sin faste plads i boghandlerens 

udstilling. Må nedens bog udnyttede forlagets 

backlist, idet man genoptrykte succesrige titler i billigbogsformat. 

ifølge Otto var Månedens tilbud hos boghandleren 

28 


aseret på den enkle tanke, at “den krone, der kommer 

først, er mere værd.” Månedens bog tjente nemlig penge 

til forlaget hele året, hvor mønsteret på det danske 

bogmarked ellers var, at man havde salget sidst på året – 

især op til jul. Det gav vanskelige regnskabsforhold, fordi 

man reelt ikke vidste, om man var købt eller solgt før 

regnskabsårets afslutning. 

Gert kendte bladkongen Palle Fogtdal fra gammel tid 

og var i 1971, samme år som han og Otto grundlagde 

Lindhardt og Ring hof, indtrådt i bestyrelsen på Fogtdals 

Blade. Gennem be styrelsesarbejdet kendte Gert til bladdrift, 

og Lindhardt og Ringhof lod sig herigennem inspirere 

til distributionen af deres nye koncept: Ligesom 

man sender 20 numre af Bo Bedre ud til kio skerne, og 

giver kioskejerne lov til at returnere de blade, de ikke 

får solgt, “disponerede” Lindhardt og Ringhof for boghandlerne. 

De valgte simpelthen, hvor mange eksemplarer, 

boghandleren skulle modtage, mod til gengæld at 

yde ham fuld returret. Det var aldrig set før. Det gjorde, 

at man kunne lave – efter danske forhold – meget store 

førsteoplag, fra 10.000 eksemplarer og op. 

Endelig var der den finesse ved bøgerne, at de var 

billigst i den første måned og efterfølgende steg i pris. 

Alle i branchen var sikre på, at Lindhardt og Ringhof 

havde brudt Samhandelsreglerne – for at bøger sådan 

“ændrede pris,” det var ikke set før. Men Lind hardt og 

Ringhof havde nærlæst juraen og opdaget, at der i Samhandelsreglerne 

kun stod, at prisen skulle være fast på et 

gældende tidspunkt, og det var derfor helt i orden at hæve 


29

den senere. Månedens tilbud hos boghandleren kom 

derfor ind på et fuldstændig jomfrueligt marked. 

Samme år som Gert og Otto lancerede MTHB, 

udkom de også med endnu en kæmpesucces: Marie 

Cardinals Ord som forløser, og Johannes Møllehave modtog 

De Gyldne Laurbær. Lind hardt og Ringhof var i 

overhalingsbanen. 

Forfatternes forlag 

1980 betød endnu et jubelår for Lindhardt og Ringhof. 

Det år fik forlaget rettighederne til både William Styrons 

Sophies valg og Fay Weldons Praxis. Begge bøger var blevet 

vraget af den øvrige forlagsbranche. Styron hav de 

Gyldendal haft førsteoption på, men Klaus Rifbjerg, der 

var konsulent, brød sig ikke om bogen. Det har han måske 

siden fortrudt, for Sophies Valg blev alle tiders kassesucces. 

Fay Weldon havde flere forlag takket nej til, før 

hun kom til Otto og Gert og indledte et både personligt 

og professionelt venskab, der varer ved i dag. Danskerne 

tog Fay Weldon til sig – og det i en grad, så hun på et tidspunkt 

solgte flere bøger hér end hjemme i England. Otto 

sørgede også for, at Fay selv blev introduceret i kongeriget, 

og hun blev snart en populær foredragsholder. Otto 

rejste både til Århus, Ålborg og Odense med Fay Weldon, 

og senere skulle hun trække fulde huse til BogForum. 

Lindhardt og Ringhof gjorde meget ud af at gøre de 

udenlandske forfattere, der var tilknyttet forlaget, kendt 

30 


Otto Lindhardt og Fay Weldon foran Louisiana, 1981. 

i Danmark og introducere dem til ligesindede i det danske 

miljø. Som Otto sagde: “Vi er der for forfatternes 

skyld, og vi repræsenterer dem i alt, hvad vi gør. Vi er 

deres ansigt – over for boghandlerne og over for pressen. 

Og den loyalitet, vi har over for forfatterne, det er 

det, der skaber forlaget.” Otto og Gert knyttede meget 

varme og personlige forbindelser til forfatterne, og 

taler man med Otto i dag, er det forfatterne, han husker. 

Og forfatterne husker også dem: “At komme ind 

på Lindhardt og Ringhof var en fornøjelse,” fortæller 

Johannes Møllehave. “Det var et helle. Man kun ne have 

haft en trælsom arbejdsdag, med problemer, med hospitalsbesøg, 

med voldsomme ting, og så var det sådan 

en lise at komme derind, fordi de havde nogle gode med- 


31

Gert Ringhof og Johannes Møllehave i Gerts have. Foto: Lars Ringhof. 

arbejdere, og man kunne mærke, at alle trivedes derinde. 

Det var mægtigt op la dende.” Forfatterne besøgte også 

ofte Otto og Gert privat, og særligt Møllehave var knap 

nok landet i lufthavnen med en ny bog, før han tog ud 

til Gert: “Så sad vi der, Gert og Hanne, og børnene Lars 

og Lise, og jeg læste op – på rim, ikke? Og de skreg af 

grin, vi havde det pragtfuldt.” 

“Det meste af det, jeg skrev, blev faktisk skrevet for at 

blive læst højt, og Gert havde det her smukke stråtækte 

hus i Birkerød, hvor Hanne stadig bor i dag. Man trivedes 

i det. når man kom hjem til dem, så var der en helt 

utrolig aura af ro, varme og kreativitet. Vi var meget afhængige 

af hinanden.” 

Forfatternes forhold til Lindhardt og Ringhof er af 

en særlig karakter og har det med at vare. Da Marilyn 

32 


French på et tidspunkt var i norge, slog hun et smut omkring 

København for at besøge Otto privat. “nå, du har 

været i norge, hvem er da din norske forlægger?” spurgte 

Otto. “Det ved jeg ikke,” svarede Ma rilyn, “i er de eneste, 

jeg kender, ud over dem i USA.” 

Forlaget havde også et nært samarbejde med ambassaderne, 

og da Styron i 1980 kom på besøg, blev besøget 

slået sammen med et nato-møde, som ambassadøren 

også skulle huse i sin private bolig på Strandvejen i 

Charlottenlund. Styron havde Elsa Gress til bords, men 

i den anden ende af lokalet sad Suzanne Brøgger, og da 

middagen var færdig, fandt Styron og Brøgger hinanden. 

nogle dage efter opdagede Otto, at de sammen havde 

været et par dage i italien. 

i 1988 besøgte Joseph Brodsky Lindhardt og Ringhof, 

og igen inviterede den amerikanske ambassadør på frokost. 

Blandt gæsterne var Pia Tafdrup, og ambassadøren 

havde for vane, at alle skulle sige noget under frokosten. 

Pia Tafdrup rejste sig og talte med sin messende, 

lyriske stemme, og Brodsky var bjergtaget. Efter frokosten 

havde Otto aftalt med Brodsky, at de to og Samuel 

Rachlin skulle på udflugt til Kronborg, men på vej ud 

prikker Brodsky til Otto og siger: “Hende skal vi have 

med!” Brodsky var i øvrigt Lindhardt og Ringhofs første 

nobelpristager, da han fik tildelt nobels litteraturpris 

i 1987. 

i 1981 blev Margaret Atwood knyttet til forlaget, og 

samtidig havde Lindhardt og Ringhof fået opbygget en 

pæn kapital og kunne opkøbe Hemingways forfatter- 


33

Pia Tafdrup og Joseph Brodsky, i baggrunden Samuel Rachlin. Udflugt 

med Otto Lindhardt til Kronborg, 1988. 

skab fra Schulz. i 1983 kom endnu en succesforfatter, 

Jørn Riel. Riel var yderligere et eksempel på Lindhardt 

og Ringhofs opsøgende arbejde. Han udkom egentlig på 

Lademann og var et relativt ukendt navn. Lars Ringhof 

mener, at Jørn Riel dengang var Danmarks mest oversete 

mesterforfatter, og denne gang var det Hanne Ringhof, 

der havde øjnene åbne for forfatterens potentiale. Ved en 

frokost i Sverige talte hun med Jørn Riel og kunne forstå, 

at han ikke var tilfreds med sit daværende forlag. “Men 

34 


vi går altså ikke på hugst hos andre forlag!” understregede 

Hanne. Alligevel endte Jørn Riel med at opsige sin 

kontrakt hos Lademann og kom således til Lindhardt og 

Ringhof for at høre, om de havde lyst til at udgive ham 

– og det havde de. Lindhardt og Ringhof var glade for 

Jørn, og Jørn var glad for Lindhardt og Ringhof – her 

blomstrede han op og fik den anerkendelse, han havde 

fortjent, ikke mindst da han i 1994 modtog De Gyldne 

Laurbær. 

Et mahogniforlag? 

Så sent som i 1984 lå forlaget stadig i Studiestræde, og 

det var stort set de samme ansatte, der var at finde på 

Lindhardt og Ring hof, som da forlaget var startet 13 

år tidligere: Otto, Gert, Hanne, Kirsten, Lis og Bodil 

Skovmand, der sad i produktionen. De to forlæggere læste 

i begyndelsen selv alle manuskripter og gjorde kun 

brug af konsulenter, når de var uenige. Med tiden blev 

der dog brug for mere konsulentbistand, og bl.a. Annelise 

Schøne mann blev en skattet rådgiver og oversætter. 

i 1984 udsendte forlaget Alice Walkers Farven lilla 

og i 1985 Patrick Süskinds Parfumen og Hanne Marie 

Svendsens Guld kug len. Alle tre bøger blev hurtigt indskrevet 

i forlagets kongerække af succeser. Lindhardt og 

Ringhof lurede imidlertid på at udvide og købe det gamle, 

velrenommerede Jespersen og Pios Forlag. Otto og 

Gert var sikre på, at de med den rette markedsføring 


35

Otto Lindhardt, Hanne Ringhof og Gert Ringhof kigger ud i 

forlagets baggård, 1984. Foto: Aage Sørensen/Scanpix. 

Frokost i forlagets køkken i Studiestræde. Fra venstre: bogholder inger 

Kristiansen, produktionschef Bodil Skovmand, Gert Ringhof, 

sekretær Lis Marr, Otto Lindhardt og Hanne Ringhof, 1984. Foto: 

Aage Sørensen/Scanpix. 

36 


kunne få Jespersen og Pios backlist til at blomstre. Så tidligt 

som i 1974 havde de i konkurrence med Gyldendal 

forsøgt at købe forlaget, der blandt andet udgav Stefan 

Zweig og Sigrid Undset, men også titler som Den store 

Bastian og Saint-Exupérys Den lille prins. Jespersen og 

Pios Forlag var i øvrigt en videreførelse af V.V. Pios forlag, 

der i 1862 havde købt resterne af den første Bonniers 

forlag, Gerhard Bonniers Forlag i København, for 

656 rigsdaler. På den måde kom Lindhardt og Ringhof 

– uden at vide det – pudsigt nok til at købe Bonnier, før 

Bonnier senere købte dem. 

i 1974 fik man et pænt afslag, men i 1985 lykkedes det 

at købe Jespersen og Pios Forlag. Det var en begivenhed, 

som vakte opsigt i pressen, og i Berlingske Tidende skrev 

ninka, at nu var Lind hardt og Ringhofs smukke mahognimøbler 

endelig kommet til deres ret – bag den uskyldige 

kommentar blev der spurgt til, om forlaget var blevet 

et “mahogniforlag” ligesom Gyldendal. Og noget kunne 

tyde på, at Lindhardt og Ringhof efterhånden havde 

fået den pondus, et mahogniforlag krævede. Forlaget 

var blevet et af de stærkeste navne på boghandlernes hylder, 

med håb og forventninger om at vokse yderligere, og 

flyttede i 1991 fra de trange lokaler i Studiestræde til det 

mondæne Kristiania gade i Østerbros ambassadekvarter. 

Ottos gamle “partner in crime”, Ole Wivel, havde tidligere 

udtalt til Berlingske Aften, at man på Gyldendal 

“aldrig ville komme sig over tabet af Otto B. Lindhardt,” 

og i 1986 gik Wivel selv til Lindhardt og Ringhof, da han 

ville udgive Musikken kommer fra væggene. Lindhardt og 


37

Ringhof havde bidt sig fast i bogmarkedet, og fra udlandet 

kom forlæggere til for at studere det danske mirakel, 

ikke mindst Månedens tilbud hos boghandleren. i Publishers 

Weekly fra februar 1986 fremhæves Lindhardt og 

Ringhof under overskriften “Trade Leaders” og sammenlignes 

med for lagsgruppen Random House. Alligevel var 

Otto og Gert enige om ambitionerne for forlaget: “Hvis 

vi ville, kunne vi jo godt være blevet rigtig store,” fortæller 

Hanne Ringhof, “men der var enighed om, at det ville 

vi ikke. Forlaget måtte ikke blive større, end at vi selv 

havde styr på det hele.” 

Opskriften på en succes 

Lars Ringhof mener, at nøglen til at forstå Lindhardt og 

Ring hofs succes ligger i kombinationen af de meget ulige 

temperamenter, Gert og Otto. “Mange af de rigtig store 

succeser i for lagshistorien bærer ‘dobbeltnavne’. Det tror 

jeg ikke, er tilfældigt. Weidenfeld & nicholson, Stanley 

& Unwin, Simon & Schu ster osv. – den der sammensætning 

af to ret forskellige temperamenter, der supplerer 

hinanden, er en forudsætning for at gøre kultur til forretning.” 

Tit når Lars Ringhof var på vej hjem fra skole, 

kunne han se Otto og Gert komme ud af toget på 

Birkerød Station: De gik talende, uden at se til højre eller 

venstre. Og så nåede de hele vejen hjem til Otto, og 

så vendte de om, og så kom de hele vejen hjem til Gert, 

stadig talende. Men selvom de næsten var symbiotiske 

38 


forlængelser af hinanden, var de også meget forskellige: 

“Otto synes jo, at alle mennesker er interessante,” fortæller 

Lars Ringhof. “Det gjorde Gert ikke. Da jeg startede, 

foreslog jeg, at vi skulle have American Psycho i bil ligbogsudgave. 

Gert hadede alt, der gik ud på at skræmme 

folk. Han kunne heller ikke lide Stephen King og lignende 

forfattere. Så han sagde, at han ‘ikke ville være 

med til at udgive en bog, hvor rotter spiser ost af kvinders 

vaginaer.’ Men så sagde Otto: ‘Det er meget moderne 

for tiden’, og så lavede vi bogen. Den blanding af, at 

forlaget måtte have en holdning, en moral og etik – og 

så Ottos ‘det er meget moderne for tiden’, tror jeg, var 

forlagets styrke.” 

Bogklubben med de 12 Bøger 

Otto og Gerts bogklubdrømme var ikke blevet slukket 

med lukningen af Primavera. Samtidig havde deres gamle 

kollega fra Gyl dendals bogklubber, Jette Juliusson, sagt 

op på Gyldendal og var blevet ansat som leder af et nystiftet 

forlag, der hed Bonniers Bøger A/S, og som lå under 

Bonnier Publications (det tidligere Fogt dals Blade). 

Bonniers Bøger A/S var udtænkt af Erik Skipper Larsen. 

En af de første, Jette Juliusson ansatte i sin afdeling, 

var Gerts søn, Lars Ringhof. Gert Ringhof kendte ydermere 

Skipper Larsen fra arbejdet i Palle Fogtdals bestyrelse 

– faktisk var det Gert, der i sin tid havde anbefalet 

Palle Fogtdal at ansætte Skipper Larsen som administre- 


39

ende direktør – og sammen begyndte Otto, Gert, Jette, 

Skipper og Skip pers højrehånd, Michael Cordsen, at 

lægge planer for at lancere en bogklub. 

Behovet for en bogklub var også ved at være presserende. 

Efter at Jette Juliusson havde forladt Gyldendals 

Bogklub, var man der stort set holdt op med at købe bøger 

ind fra andre forlag. Pludselig sad man på Lindhardt 

og Ringhof med store navne som Johannes Møllehave, 

Fay Wel don og Toni Morrison, men uden mulighed for 

at afsætte dem i bogklubformat. 

Det var nu eller aldrig. Jette, Skipper, Gert og Otto 

stak hovederne sammen, og resultatet blev bogklubkonceptet 

12 Bøger, der blev forberedt på rekordtid og 

i dybeste hemmelighed. navnet kommer af, at det fra 

starten var meningen, at der kun skulle komme 12 bøger 

om året. Det var dels inspireret af det vellykkede 

MTHB-koncept, dels en naturlig følge af, at Bonnier 

Pub lications ikke havde noget decideret bogklubsystem, 

men derimod et uhyre effektivt abonnementssystem, der 

var beregnet på at udsende netop én gang pr. måned til 

600.000 abonnenter. 

Det passede egentlig Lindhardt og Ringhof meget 

godt, for forlaget, der på dette tidspunkt udgav 50-80 

titler om året, ville have svært ved at udfylde et stort 

bogklubkatalog som Gyl den dals. Så i stedet for at ærgre 

sig gjorde man en dyd af nødvendigheden og antog, 

at mange læsere ville være glade for at få én nøje udvalgt 

bog om måneden, frem for at skulle forholde sig til tommetykke 

kataloger. De tolv bøger, der skulle komme i 

40 


ogklubben, skulle være creme de la creme. Som første 

bog i bogklubben valgte Gert og Erik Skipper Larsen 

ingmar Bergmans erindringer, Laterna Magica. Og selvom 

Laterna Magica måske kunne synes at være et mærkeligt 

og lidt “tungt” valg at grundlægge en bogklub 

på, havde forlæggerne set helt rigtigt: Tilmeldingerne 

strøm mede ind, og Bogklubben 12 Bøger blev med ét 

slag en af Danmarks førende bogklubber. Det nye makkerskab 

blev spået stor fremgang i den danske presse: 

Lindhardt og Ringhofs ekspertise og Bonniers kapital 

lignede en tackling af Gutenberghus og en seriøs udfordring 

til Gyldendal. 

Chef for bogklubben blev Jette Juliusson, og bestyrelsen 

bestod af formand Otto Lindhardt, næstformand 

Erik Skipper Larsen samt Gert Ringhof og Michael 

Cordsen. 

Kort efter at bogklubben blev lanceret, kom yderligere 

to stjer neforfattere til forlaget. Den ene var amerikansk 

journalist og hed Tom Wolfe, den anden var dansk journalist, 

udenrigskorrespondent fra Moskva og hed Leif 

Davidsen. Leif Davidsens første bog var udkommet på 

Forlaget Vindrose, men manuskriptet til Den russiske 

sangerinde blev afvist med kommentarer, som var af temmelig 

politisk karakter. Davidsen skiftede til Lindhardt 

og Ringhof, hvor Den russiske sangerinde blev årets sællert. 


41

Vilmantas maler portræt af Leif Davidsen. Foto: Ulla Høy Davidsen. 

Salget til Bonnier 

Erik Skipper Larsen fra Bonnier Publications havde 

endnu større planer for sit nystartede “Bonniers Bøger 

A/S”. i 1990 begyndte Skipper at forhandle med Gert og 

Otto om muligheden for at købe Lindhardt og Ringhof. 

“Vi var jo ligesom i samarbejde,” fortæller Erik Skipper 

Larsen, “og på et tidspunkt sagde Gert og Otto, at tiden 

måske var kommet til, at de skulle til at tænke på, hvad 

der skulle ske efter dem.” 

Skipper mente, at det ville være klogest af Gert og 

Otto at sælge forlaget “med dem selv i,” og derfor skulle 

de slå til, før de kørte træt. Gert og Otto holdt meget 

af samarbejdet med Skipper Larsen og havde også et 

42 


godt forhold til Bonnier-koncernen i Sverige gennem deres 

venskab med Gerard Bonnier, der i man ge år havde 

ledet Albert Bonniers Förlag i Stockholm, så de slog til. 

Resultatet blev, at Bonnier købte Lindhardt og Ringhof. 

“Jeg blev så glad, da jeg hørte det,” fortæller Lis Marr, 

“for så kunne det fortsætte.” 

i norge havde der været krise- og krigsstemning, da 

Bonnier overtog det store norske forlag Cappelen. Med 

sit “felttog over landegrænserne” blev Bonnier i norge 

anklaget for at ville skabe splid i nordiske forlagskredse. 

Otto Lindhardt syntes, det var en helt overdrevet reaktion, 

og mente ikke, at man ville opleve noget lignende 

i Danmark. Den 18. december udtalte han til Ber lingske 

Tidende: “Herhjemme er vi vant til, at for eksempel Gutenberghus-koncernen 

køber sig ind i en lang række andre 

lande, så når Bonnier køber et dansk forlag, vækker 

det ikke voldsom opsigt. nordmændene er langt mere 

nationalt bevidste end danskerne. Man plejer at sige, at 

hvis et norsk forlag skal udgive en bog om elefanter, så 

skal den handle om norske elefanter.” 

Otto selv frygtede heller ikke “svensk styring”, og i 

starten fort satte alt da også som vanligt på forlaget, nu 

bare med fornyet kapital. Gert trak sig dog forholdsvis 

hurtigt ud af samarbejdet herefter, og Hanne havde allerede 

trukket sig mere og mere tilbage de seneste år på 

grund af sygdom. i Gert og Hannes sted indtrådte deres 

børn, først Lise Ringhof og nogle år senere Lars. På 

de 20 år, der var gået, siden Lindhardt og Ringhof blev 

grundlagt i køkkenet i Studiestræde, var forlaget vok- 


43

set fra ingenting og til at være et af de vigtigste forlag i 

branchen. 

En ny dag truer 

Sidst i 1980’erne og i starten af 90’erne gryede imidlertid 

en helt ny tid for forlagsbranchen. For det første kom 

computerne til, hvilket hverken Gert eller Otto nogensinde 

vænnede sig til. Da Lars Ringhof startede i 1991, 

købte han forlagets første computer. “Det var faktisk en 

af de ting, der motiverede Gert til at sælge til Bonnier,” 

fortæller Hanne Ringhof, “for det der med computere, 

det ville han ikke have noget med at gøre. Han skrev altid 

i hånden eller på sin skrivemaskine, og så sov han på 

det og rettede det igennem næste dag.” Og for det andet 

faldt salget generelt i branchen, konkurrencen blev hårdere, 

og der opstod en ny type økonomisk beregning, 

der naturligvis altid havde været en del af forlagsvirksomheden, 

men som i disse år trådte tydeligere og tydeligere 

frem. 

Lars Ringhof mener, at det i høj grad startede med 

Andrew Lloyd Webbers musical Cats i 1981. “Med Cats 

opdagede in vestorerne på børsen, at et forlag, der havde 

rettighederne til sådan en gammel bog – altså T.S. 

Eliots digte – pludselig var rigtig, rigtig mange penge 

værd, og det tror jeg var en af anledningerne til den ‘konsolideringsbølge’, 

man oplevede op gennem 1980’ erne 

– den der synergi-bølge med ‘The Movie’, ‘The Book’ 

44 


og ‘The Poster’. Der begyndte at dukke økonomer op i 

bogbran chen og spørge til, hvorfor man ikke udelukkende 

udgav bestsellere? Det var en helt anden verden end 

Gerts og Ottos. De var gammeldags håndværkere, og 

når man startede hos dem, stod man i en slags mesterlære.” 

“Da vi solgte, var økonomerne på vej ind på forlagene,” 

tilføjer Hanne Ringhof, “så det var det helt rigtige 

tidspunkt.” 

Det blev op igennem 1980’erne klart, at den udenlandske 

skøn litteratur, der havde været et af Lindhardt 

og Ringhofs vigtigste aktiver, og som generelt havde 

stået for langt størstedelen af omsætningen i bogbranchen, 

var for nedadgående. Man kun ne stadig godt lide 

John irving, men folk begyndte at spørge, om der mon 

ikke fandtes en dansk John irving? Salgstallene på de 

store udenlandske forfattere faldt dramatisk, og hvor en 

ny John irving-roman tidligere havde solgt 15-20.000 

eksemplarer, solg te den nu kun 3-6000. i midten af 

1980’erne blev det også svært at finde nye, store, brede 

navne på den danske litterære scene. Henrik Stangerup, 

der kom til Lindhardt og Ringhof efter den berygtede 

“Fredagsfejde” på Gyldendal, og Leif Davidsen hører til 

blandt undtagelserne, der bekræfter reglen – generelt 

var der afmatning, ikke bare hos Lindhardt og Ringhof, 

men i den samlede danske bogbranche. 

For at få en stærkere profil inden for dansk litteratur 

ansatte Otto derfor Torben Madsen, som på det tidspunkt 

var kulturredaktør på Information og med Lars 

Ringhofs ord “kendte alle i det danske litterære miljø.” 


45

Hans Henrik Schwab mener, at det uden Bonniers kapital 

i ryggen ikke havde været muligt at opbygge det 

meget stærke program med dansk skønlitteratur og lyrik, 

som Torben Madsen grundlagde fra 1991 til 1996. 

Valget af Torben Madsen som redaktør tiltrak en række 

nye forfattere til forlaget. Det var stærke navne som Peer 

Hultberg, Jens Smærup Sørensen, inge Eriksen og Vibeke 

Grønfeldt, der alle kom til forlaget i 1992, og Thomas 

Boberg, Solvej Balle, Mads Brenøe, Jacob Gammelgaard 

og Erik Kjær Larsen, der kom til i 1993. Flere af dem udkom 

på en ny debutantlinje, som Torben Madsen udviklede. 

i løbet af få år blev Lindhardt og Ringhof et af 

de vigtigste navne inden for den “smalle”, danske litteratur 

og fik en af de mest talstærke ud gi velsesprofiler i 

Danmark. Det satte sit præg på redaktionsgan gen, og 

Lindhardt og Ringhof blev et mødested og fikspunkt for 

den danske litterære scene – et stærkt navn blandt forfatterne 

og et større forlag med flere ansatte og flere “vanskelige” 

titler. 

Fokuseringen betød dog ikke, at forlaget opgav de 

brede forfatterskaber eller den oversatte litteratur. i begyndelsen 

var det især Lars Ringhof, der tog sig af det. 

En af de første bøger, han købte hjem til Lindhardt og 

Ringhof, var Laura Palmers hemmelige dagbog, som han 

købte efter at have set et afsnit af David Lynchs tv-serie 

Twin Peaks på DR. Den fløj over disken i 25.000 eksemplarer. 

Lars Ringhof købte også Michael Crichtons 

Juras sic Park, indledte et nært samarbejde med nikoline 

Werdelin og in troducerede forfattere som Martin Amis 

46 


og senere nobelpristager Orhan Pamuk på Lindhardt 

og Ringhof. Samtidig kom nav ne som Dalai Lama og 

Katharine Hep burn til i 1991, og Leif Davidsen vandt 

De Gyldne Laurbær. 

i 1992 er det Lise Ringhof, der viser, at det også kan 

lade sig gøre at sælge den nyerhvervede “smalle” litteratur, 

da Peer Hult bergs Byen og Verden bliver en helt enestående 

salgssucces. 

Ottos sidste stik 

Samme år begår Otto Lindhardt endnu en genistreg: i et 

lille hjørne af den danske bogverden blev der rumsteret 

med planer om, at Danmark skulle have sin egen bogmesse. 

i modsætning til den store messe i Frankfurt skulle 

den ikke være forbeholdt branchefolk og rettighedshavere, 

men være for læserne, åben for alle. Arrangørerne ville 

gerne holde messen i Forum på Frederiksberg, men havde 

indtil videre ikke mødt opbakning fra andre branchefolk. 

Men så kontaktede de Otto Lindhardt, og han var begejstret 

for ideen. “Kurt Fromberg ville hellere have en poesi-festival 

på Charlottenborg, men jeg kunne ikke forstå, 

hvorfor man ikke kunne have begge dele,” kommenterer 

Otto tørt. “Det måtte da også være godt for lyrikken, at 

der var en bogmesse, hvor man solgte nogle bøger?” Otto 

fik overtalt arrangørerne til at flytte bog messen til senere 

på efteråret, hvor den lå godt for julesalget. Arrangørerne 

havde ellers tænkt sig at lægge den tidligere på året, men 


47

Otto indvendte, at der i så fald ville være en masse bøger, 

der ikke kunne lanceres, fordi de ikke var udkommet 

endnu. Til den første bogmesse inviterede Otto Fay 

Weldon – og det trak fulde huse. BogForum blev omgående 

et trækplaster, og igen havde Lindhardt og Ringhof 

scenen for sig selv. i aviserne omtalte man messen som 

“Fay Weldons messe”. Året efter stod stort set alle forlagene 

i kø for at få en stand på messen. Hans Henrik 

Schwab, der dengang var på Borgens Forlag, husker dønningerne 

efter Fay Weldons besøg: “Punkt nr. 1 på det 

første redaktionsmøde efter BogForum var Fay Weldons 

besøg og den effekt, det havde haft.” 

Flytning og generationsskifte 

i 1992 stoppede Gert Ringhof på forlaget. Han var da 

fyldt 55 og døde ti år senere, 10. november 2002. Poul 

Thom sen, som Gert havde fisket hjem til forlaget, tænker 

tilbage i en artikel fra Politiken den 18. november 2002: 

“Det begyndte her i huset ved fjorden med forhandlinger 

om et bogmanuskript over kogte mågeæg og stegte 

aborrefileter. Og det udviklede sig forbløffende hurtigt 

til et mageløst fint fællesskab, båret især af humor og livsglæde. 

Med Gert kom munterheden for alvor ind i vores 

liv – hans uforglemmelige latter ekkoer endnu herinde 

og derude. Gert Ringhof var en forunderlig blanding 

af den glade fiskerdreng fra Viborg – og den kultiverede, 

vidende og skarpsynede forlægger fra først Gyldendal i 

48 


Gert, Otto og Hanne, 1981. Foto: Lars Ringhof. 

Kla re boderne, siden i Studiestræde sammen med Otto 

Lindhardt i det højt estimerede forlag, som stadig bærer 

deres navne. De festligste øjeblikke i mit liv har jeg tilbragt 

sammen med Gert og hans kone Hanne. Sidst på 

Hjortø, hvor en deputation (der bor 13 mennesker på 

øen) var mødt frem på kajen, da den lille færge skulle 

bringe Gert tilbage til Svendborg – med et i hast frem- 


49

stillet banner: ‘Stay here – don’t leave us’. Da brød en 

tåre frem i øjenkrogen hos Gert. nu er det vores tur til 

at græde, for nu har han trods alle gode ord alligevel forladt 

os. Og var de sidste par år måske ikke de morsomste, 

så kan de umuligt fordunkle lyset, smilet og glæden, 

som han gav os. Vi smiler til ham gennem tårer!” 

Bonnier Forlagene opstår 

i 1993 modtager endnu en Lindhardt og Ringhofforfatter 

nobelprisen. Denne gang er det Toni Morrison, 

der modtager den for sit samlede forfatterskab. Samtidig 

får Peer Hultberg nordisk Råds Litteraturpris, og i 1994 

bliver Lindhardt og Ringhof John irvings danske udgiver. 

Med generationsskiftet er forlaget for alvor trådt ind 

på de bonede gulve, og man udgiver alt fra smal lyrik til 

store, brede forfatterskaber. 

Bonnier-koncernen mener, at de danske bogaktiviteter 

efterhånden er blevet så massive, at man bør etablere 

et selvstændigt selskab til at varetage Bonniers interesser 

i Danmark, og som skal ligge under bogdivisionen i 

den svenske virksomhed. Bonnier flytter bogklubben – 

der tidligere havde ligget på Bonnier Pub lications’ adresse 

på Strandboulevarden – sammen med forlaget i et nyt 

holdingselskab. i den anledning vælger Jette Juliusson at 

træde tilbage som bogklubchef for at blive på Strandboule 

var den. På Lindhardt og Ringhof er man ikke ubetinget 

begejstret for at blive afskåret fra kontakterne og miljø- 

50 


et på Bonnier Pub li ca tions. Temperaturen falder yderligere, 

da det kommer frem, at det er den unge Henrik 

Hjorth, der ikke har nogen dansk forlags erfaring, der 

skal sidde som administrerende direktør for både holdingselskabet 

og Lindhardt og Ringhof. Fra starten ved 

Otto Lindhardt, at det ikke kommer til at fungere mellem 

ham og Hjorth. To gange rejser han til Bonnier i 

Stockholm og beder dem omstøde deres beslutning, og 

også Lars Ringhof skriver brev til Stockholm. Enden bliver, 

at Lars Ringhof bliver administrerende direktør i 

stedet for Henrik Hjorth, der i stedet skal fungere som 

forlagets økonomidirektør. ikke overraskende er det et 

dårligt udgangspunkt for samarbejdet. 

i 1995 kunne man dog stadig smile til hinanden. Lars 

Ringhof tiltræder som administrerende direktør for forlaget, 

Henrik Hjorth som økonomidirektør og direktør 

for holdingselskabet, og Annemarie Elkjær fra Gyldendal 

overtager posten som bog klubchef. Det er meningen, at 

Otto skal forblive på forlaget og se til, at generationsskiftet 

kommer til at foregå så smertefrit som muligt. “Da vi 

holdt 25-års jubilæet i 1996, havde vi fået skiftet ud, og 

vi havde et virkeligt stærkt team,” fortæller Lars Ringhof. 

“Der var en fornemmelse af at ‘o.k. – nu kører det’. En 

måned senere blev jeg fyret.” 

Henrik Hjorth har store planer og vil blandt andet 

gerne starte et selvstændigt fagbogsforlag, L&R Fakta. 

Lars Ringhof er uenig i dette og i flere andre beslutninger. 

“når to unge, ambitiøse personer kommer op at slås 

i en koncern, så er der altid en, der taber,” fortæller Lars 


51

Ringhof. “Jeg kunne forlagets historie på fingrene – jeg 

vidste lige præcis, hvordan Otto og Gert ville have gjort 

det og det, og det var nok et af problemerne. Selvom vi 

var i gang med en meget vigtig moderni se rings proces, 

var det samtidig afgørende for mig at holde fast i nogle 

af forlagets gamle adfærdsmønstre. Man kan diskutere 

herfra og til dommedag om, hvem der havde ret. Men 

jeg fik valget, om jeg ville degraderes fra administrerende 

direktør til forlagschef. Og det ville jeg ikke.” 

Henrik Hjorth erklærer, at han på grund af dårlige 

økonomiske resultater vil tage over som administrerende 

direktør, og Lars Ringhof bliver fyret fra forlaget. 

inden da når han imidlertid at ansætte Borgens unge lyrikredaktør, 

Hans Henrik Schwab, som i 1996 erstatter 

Torben Madsen på posten som ansvarlig for dansk 

skønlitteratur. “En martsdag bliver jeg ringet op af Lars 

Ringhof, der i fortrolighed fortæller mig, at Torben 

Madsen har sagt op, og han spørger, om jeg er interesseret 

i stillingen,” fortæller Hans Henrik. 

Få uger efter at Hans Henrik er blevet ansat, flytter 

forlaget til Frederiksborggade ved Kultorvet, og et 

par måneder efter går Lars Ringhof efter opgøret med 

Henrik Hjorth, hvorefter også Otto trækker sig ud af 

bestyrelsesarbejdet. Selvom det var Bon niers mening, at 

“den gamle redaktør” skulle stå til rådighed for den nye 

direktør, havde Henrik Hjorth ikke haft brug for det én 

eneste gang i de første 12 måneders samarbejde. Så Otto 

meddeler, at man kan spare den månedlige check, der ellers 

skulle være hans honorar for at stå til rådighed. Otto 

52 


Lindhardt har ikke brug for passiv forsørgelse! En del af 

forlagets forfattere, ikke mindst Jørn Riel, går i protest 

mod Henrik Hjorth. 

Båndene bagud er pludselig kappet, og den nye tilværelse 

er præget af forvirring og rodløshed. Lise Ringhof 

er ganske vist stadig tilknyttet, men hun er på barsel, og 

forlaget ligner knap sig selv, da hun vender tilbage. Hans 

Henrik Schwab husker, at det var på dette tidspunkt, 

pressen begyndte at knytte ordet “turbulens” til forlaget. 

Turbulens og vokseværk 

Overgangen fra familiedrevet virksomhed til koncerndrevet 

le delse er vanskelig. i ledelsen er man i tvivl om, 

hvorvidt man skal kigge frem mod nye ekspansionsområder 

eller bag ud og dyrke de kernekompetencer, som 

blev udviklet på forlaget i 1970’erne og 80’erne. 

På udgivelsessiden ryster man imidlertid ikke på hånden. 

i 1996 udkommer Herbjørg Wassmos Rejsen og 

Kate Atkin sons debut Bag kulisserne, og man lancerer 

konceptet “Månedens krimi”, der foregriber den moderne 

pocket-bog. i 1997 overtager Lindhardt og Ringhof 

udgivelsen af Guinness World of Re cords, udgiver den første 

af Helen Fieldings Bridget Jones-romaner, Majbritte 

Ulrikkeholm debuterer med Ind i min himmel og nick 

Hornbys High Fidelity udkommer på dansk (det var 

imidlertid Lars Ringhof, der havde skaffet den til forlaget 

inden han trådte tilbage), og i 1998 kommer for- 


53

fatterne Peter Rønnov-Jensen, Martin Hall og Jesper 69 

Green til Lindhardt og Ringhof. 

“Og der sker jo også det, at en række af mine gamle 

Borgen-forfattere rykker med over på L&R,” fortæller 

Hans Henrik, “hen ad vejen faktisk temmelig mange.” 

Hans Henrik understreger, at han ikke aktivt har opsøgt 

nogen af de forfattere, der kommer med over – de 

kommer selv dryssende. i starten er det mest prosaisterne, 

for Lindhardt og Ringhof blev stadig opfattet som 

et udpræget prosa-forlag. Men med tiden begynder en 

ræk ke af lyrikerne også at komme. “Så undervejs har vi 

på L&R udgivet Lene Henningsen, nicolaj Stochholm, 

Bo hr. Hansen, Karen Ma rie Edelfeldt, Jesper Berg, iben 

Claces og Lone Munks gaard.” Herudover finder Hans 

Henrik frem til en del debutanter, som han føler ligger 

i god forlængelse af den gamle kvindelitterære linje, 

f.eks. Majbritte Ulrikkeholm, Elsebeth Egholm og ikke 

mindst Linn Ullmann, der i bogstaveligste forstand viderefører 

arven fra sin mor, Liv Ullmann. 

i 1998 udnævner Henrik Hjorth Annemarie Elkjær 

som direktør for Lindhardt og Ringhof. Senere, i sommeren 

1998, fyres Henrik Hjorth. Han efterfølges af 

Lars Munch, og Bonnier Forlagene kommer nu til at 

bestå af Børsens Forlag, Forlaget Carlsen, Lindhardt og 

Ringhof, Forlaget Møntergården, Bogklubben 12 Bøger, 

Børsens Bogklub og Akademisk Forlag. Tilsammen udgør 

forlagene, der dog ikke er fysisk samlet endnu, den 

fjerdestørste forlagsvirksomhed i Danmark. i forbindelse 

med oprettelsen ud taler Gyldendals Kurt Fromberg til 

54 


Børsen: “Lind hardt og Ringhof var tidligere en alvorlig 

konkurrent, men har tabt pusten, så lad os nu se, om det 

er en ny formstærk konkurrent eller om der er tale om 

kunstigt åndedræt.” 

Allerede få måneder efter sin tiltrædelse bliver Lars 

Munch headhuntet til stillingen som administrerende 

direktør for Politiken, og der kommer igen uro i ledelsen 

af Bonnier-gruppen. En kort overgang leder 

Lars Munchs højrehånd, Roy Bruhn-Petersen, forlagsgruppen, 

hvorefter han ansætter Annemarie Elkjær 

som sin efterfølger. Firmaet kommer ikke godt fra start. 

Selve samkøringen af forlagene viser sig vanskeligere end 

forventet. For lagene har meget forskellige målgrupper 

og deler ikke traditioner. Både medarbejdere og bidragydere 

kommer fra forskellige miljøer, og der er ikke nogen 

fælles arbejdsgang. Den organisatoriske forvirring 

og de indbyrdes vanskeligheder i koncernen bliver dog 

på bundlinjen dækket af, at man samtidig har en eksplosiv 

økonomisk vækst i Bogklubben 12 Bøger, hvor den 

nye direktør hedder Tine Weppler. Under hendes ledelse 

går klubben fra stor til stør re, så den ved udgangen af 

årtusindet dominerer markedet. 

De gode tal for bogklubben gør, at man får blod på 

tanden, så på trods af forvirrede ledelsesforhold, og selvom 

mange af forlagene i koncernen, inklusive Lindhardt 

og Ringhof, i denne tid “kører på pumperne”, sætter man 

en del nye projekter i gang, ikke mindst LR Uddannelse, 

et skolebogsforlag, der bærer Lind hardt og Ringhofs initialer, 

men ikke desto mindre opstår i Børsen-regi. 


55

Centralisering og mytteri 

Samarbejdet mellem Annemarie Elkjær og redaktionen 

på Lind hardt og Ringhof kommer aldrig rigtigt til at 

fungere. Lise Ringhof sad på det tidspunkt som medarbejderrepræsentant 

i bestyrelsen og var begyndt at kig - 

ge nærmere på regnskaberne. Efter hendes bedste vurdering 

var omkostningsniveauet katastrofalt højt – så 

højt, at det kun kunne ende galt. Hvis der før havde været 

turbulens på forlaget, var man nu nærmest på kollisionskurs. 

Midt i turbulensen gjorde man i 1999-2000 det første 

forsøg på at samle Bonnier Forlagene under samme 

tag. Timingen kun ne næsten ikke have været værre. 

Man havde tegnet lejekontrakt på et kæmpe domicil 

på Christianshavn, der skulle danne ramme om det nye 

storforlag. Blandt medarbejderne går der imid lertid rygter 

om, at alle væggene skal være lavet af glas, hvilket 

bliver tolket som et forsøg på overvågning og kontrol fra 

Annemarie Elkjærs side. 

Situationen er utålelig, og alles nerver er tyndslidte. 

Den første, der siger op, er Hans Henrik Schwab, der går 

over til Gyldendal. Herefter går Leif Davidsen til Høst 

& Søn, hvor Morten Hes seldahl er forlagschef. Efter 

ham følger yderligere fem medarbejdere, heriblandt Lise 

Ringhof og den litterære direktør på uden landsk skønlitteratur, 

Trine Licht. 

Det ender med, at Lise Ringhof og Trine Licht forelægger 

deres bange anelser omkring forlagets økonomiske si- 

56 


tuation for Mi chael Cordsen, der er administrerende direktør 

for Bonnier Publications og bestyrelsesformand 

i en gruppe, der repræsenterer alle Bonniers aktiviteter 

i Danmark. Samme dag bliver Annemarie Elkjær fyret 

og Roy Bruhn-Petersen genindsat som leder af forlagsgruppen. 

Lise, Trine Licht og deres tre kolleger bliver 

genansat, og efter en måned vender også Hans Henrik 

Schwab, der nåede at sidde ni måneder på Gyldendal, og 

Leif Davidsen tilbage til forlaget. 

“Det er selvfølgelig på personplan en meget dramatisk 

historie,” fortæller Hans Henrik, “men ser man på L&Rs 

udgivelser, er den faktisk relativt udramatisk.” Det hele 

er overstået så hurtigt, at det er de færreste, der har nået 

at opfatte, hvad der er foregået, og Hans Henrik kunne 

i bogstaveligste forstand gå ind på sit gamle kontor, hvor 

alting stadig stod, som da han havde forladt det. 

Det afgørende slag mod L&R Fakta kommer det tyske 

forlag Könemann til at levere. nøjagtig på denne 

tid lancerer de deres bøger i Danmark – bøger af samme 

type som dem, L&R Fakta arbejdede med, flot illustrerede, 

men med et meget bredere udvalg og til næsten 

ingen penge. L&R Faktas bøger var betragteligt 

dyrere end Könemanns, og udgivelsesprogrammet falder 

fuld stændig til jorden. Forlaget lukker, og med det 

lukker også det projekt, der har været et de allermest omkostningsfulde, 

både personalemæssigt og økonomisk, i 

Lindhardt og Ringhofs historie. 

Men ulykkerne fortsætter. Ved udgangen af år 2000 

går Tine Weppler, der har stået bag “bogklubmiraklet” 


57

i Bogklubben 12 Bøger, nemlig over til Gyldendal. ikke 

nok med at 12 Bøger mi ster Tine Weppler – med hende 

går marketingafdelingen, kun deservicechefen og flere af 

kundeservicemedarbejderne. Hun tager også til Sverige 

og køber computersystemet “Pulsen”, der har været en af 

hemmelighederne bag den veltilrettelagte organisering 

af 12 Bøger. Det er et kæmpe slag. Bogklubben havde 

længe “tjent pengene hjem” til forlagsgrup pen og dækket 

underskud på de andre poster. nu er den totalt lammet 

af de mange opsigelser, samtidig med at Gyldendals 

bogklubber nyder godt af en hårdt tiltrængt saltvandsindsprøjtning. 

Dette fører – sammen med udviklingsprojektet 

LR Uddannelse – til, at Bonnier Forlagene i 

det første år i det nye årtusinde har et bragende underskud 

på 37 millioner kroner. 

Morten Hesseldahl overtager direktørstolen 

Derefter fulgte et år med absolut vakuum, husker Hans 

Henrik Schwab. Vakuum i både Lindhardt og Ringhof, 

i bogklubberne og i Bonnier Forlagene som helhed. Roy 

Bruhn-Petersens ledelse er meget tilbagetrukket, og 

han viser sig sjældent på forlagene. Udgivelserne fortsætter 

dog som vanligt på Lindhardt og Ringhof: Sarah 

Waters udkommer med Sjæle søstre og Bodil Wamberg 

med Sophies hjerte, og David Læby udgiver sin første bog 

på forlaget, digtsamlingen Fortæl det stumme. 

En dag sidst på året 2001 hører Michael Bach- 

58 


Marklund, der på daværende tidspunkt er ansat i COOP 

norden, at Morten Hes seldahl skal erstatte Roy Bruhn- 

Petersen som Bonnier Forlagenes nye direktør. Michael, 

der tidligere har haft nogle sammenstød med Morten, 

ringer egentlig op for at drille ham, da han udmærket 

ved, at Bonnier er en kriseramt virksomhed: “Hvad laver 

du, Morten?” spørger Michael. “Vil du med?” svarer 

Morten. 

1. januar 2002 tiltræder Morten Hesseldahl som administrerende 

direktør for Bonnier Forlagene og direktør 

for Lindhardt og Ringhof. Efter at have hilst på medarbejderne 

og givet et glas champagne meddeler Morten, 

at han netop har fyret Lise Ringhof og ansat Michael 

Bach-Marklund som marketingdi rek tør. Der bliver så 

stille i forsamlingen, at man kan høre en knappenål falde 

til jorden. Lise var et af de sidste eksisterende led bagud 

til Lind hardt og Ringhofs fortid, og Michael Bach- 

Marklund var af de fleste kendt for at have gået forrest 

i indkøbet af bøger til de store supermarkedskæder – 

en manøvre, som mange boghandlere var utroligt vrede 

over, hvilket Michael, der er gift ind i en boghandlerfamilie, 

udmærket var klar over. 

Efter denne entre pakker Morten en kuffert og rejser 

til USA i tre måneder, efterladende en måbende og sikkert 

ikke udelt begejstret medarbejderstab og en marketingdirektør, 

der havde opgivet et job, hvor han jonglerede 

med trecifrede millionbeløb, til fordel for et job i en 

virksomhed, hvor underskuddet til gengæld var tocifret. 

Stemningen er kølig, da Morten Hesseldahl vender til- 


59

age, men den blev lunere, og Morten var med sine fem 

år den længst siddende Bonnier-forlægger i Danmark, siden 

Gerhard Bonnier døde i 1862. 

Umiddelbart efter Mortens tiltræden bliver forlagene 

Centrum og Møntergården fusioneret med Lindhardt og 

Ringhof. Møntergården var et “bestsellerforlag” opstået 

i Børsen-regi i 1997. Forlaget Centrum har en længere 

historie og var blandt de forlag, Lindhardt og Ringhof 

indgik samarbejde med ved oprettelsen af Bogklubben 

12 Bøger. Centrum hav de allerede da en række fine 

klassikeroversættelser på listen, bl.a. Otto Steen Dues 

oversættelser af Aeneiden og Ovids Forvandlinger, samt 

Rigmor Kap pel Schmidts oversættelse af Cervantes Don 

Quixote, foruden moderne forfattere som Anne Rice, 

Arturo Pérez-Reverte og Roddy Doy le, og den danske 

forfatter Michael Larsen, der havde sit store gennembrud 

med Slangen i Sydney. Med sig til Lindhardt og Ringhof 

bragte Centrum også kontrakten på Bill Clintons selvbiografi 

Mit Liv, der har solgt omkring 70.000 eksemplarer, 

og under et besøg i Danmark i maj 2005 sagde 

Bill Clinton ja til at signere bøger i Arnold Busck 

Boghandel på Købmagergade i Kø benhavn. 

Back to work 

nu skulle den nye forlagsgruppe køres i stilling. Det begynder 

godt: i 2002 udgiver man en række succeser, fra 

Mikael niemis Populærmusik fra Vittula til Maria Hirses 

60 


Den 13. Samtidig kommer Jan Stage til forlaget med sin 

roman Den cubanske fælde. Derfor beslutter man sig i 

2003 for at afprøve “vækstfilosofien” ved at ekspandere 

sig ud af krisen. Der bliver ansat nye folk, og udgivelsesprogrammet 

bliver udvidet. Der er på dette tidspunkt 

tilknyttet otte redaktører, og forlaget udgiver ca. 

130 titler årligt. På lyrikken spænder feltet fra Jokeren til 

Lene Henningsen, på fag- og debatlitteraturen fra Jens- 

Martin Eriksen og Frederik Stjern felts Hadets anatomi 

til Jesper Kleins Om fred, og på ro mansiden fra Juliane 

Preisler og Per Helge Sørensen til Don De Lillo og Anne 

Rice. 

Samtidig lukker skolebogsforlaget LR Uddannelse, 

hvilket kommer som et kæmpe chok for alle. Tabet er 

på 40 mio. ingen havde regnet med, at det stod så galt 

til, og den stabilitet, medarbejderne havde håbet på kunne 

realiseres med LR Uddannelse, erstattes af et næsten 

bundløst hul. Både L&R Fakta, bogklubmiraklet 

og LR Uddannelse er en saga blot, og også et forsøg 

fra Lindhardt og Ringhofs side med at puste nyt liv i 

pocketbogsmarkedet lider skibbrud. Hér begynder nedskæringerne 

på forlaget – både på medarbejdersiden og 

på programsiden, der begge halveres i løbet af et par år. 

Det kommer ikke til at gå stille af. 

i sommeren 2005 orienteres lyrikeren Martin Glaz 

Serup, der har udgivet to digtsamlinger på forlaget, pr. 

brev om, at forlaget ikke har tænkt sig at benytte sig af 

sin “udgivelsesret”, og derfor ikke vil udgive den tredje 

bog, man har tegnet kontrakt på, og som er så godt som 


61

i trykken. Man oplyser forfatteren om, at han kan beholde 

sit forskud og få den trykklare sats med sig, så han kan 

gå til et andet forlag med materialet, men man ønsker 

ikke at bekoste de udgifter, der måtte være i forbindelse 

med udgivelsen af bogen, ligesom man heller ikke ønsker 

et videre samarbejde om yderligere bøger. Afvisningen 

var motiveret af den katastrofale økonomiske situation, 

Bonnier Forlagene og Lindhardt og Ringhof stod over 

for, men den økonomiske hestekur bliver desværre opfattet 

som lyrikfjendtlig forlagspolitik fra Lindhardt og 

Ring hofs side. Også denne historie når avisernes sider og 

får voldsomme følger. ikke mindre end ti lyrikere, heriblandt 

Thomas Boberg og Lene Henningsen, forlader 

Lindhardt og Ringhof i sympati med Serup, og de sørger 

for at smække med døren, så det kan høres i hele den 

danske offentlighed. 

En elefant i en glasbutik? 

Samtidig med at pennefejden med lyrikerne raser, går 

Bonnier med Morten Hesseldahl og Michael Bach- 

Marklund offentligt i spidsen for kampen mod fastprissystemet 

på bogmarkedet. Det sætter sindene yderligere 

i kog, både i aviserne og i branchen. Kampene kommer 

også indenfor i koncernen, idet Jesper Holm, der var direktør 

for Carlsen og samtidig formand for forlæggerforeningen, 

var imod de faste prisers ophævelse. 

“Det gik ikke stille for sig. Der var nogle boghand- 

62 


lere, som var meget vrede, og som mente, at jeg sikkert 

havde en slags masterplan, hvor jeg først fik bøgerne ud 

i supermarkederne og dernæst indførte frie priser – alt 

sammen kun for at knuse den traditionelle boghandel,” 

fortæller Michael Bach-Marklund. Den ene bombe 

synes således at afløse den anden, og endelig meddeler 

Morten Hesseldahl, at sammenlægningsplanerne 

for Bonnier For lagene genoptages – noget der nok kunne 

bringe trau merne og de nervøse trækninger frem hos 

de fleste efter de kuldsejlede planer om udflytning til 

Christianshavn. 

Forlaget får dog også nogen positiv presse, ikke mindst 

pga. Bill Clintons besøg i Arnold Busck. John irving fylder 

Politikens foredragssal i 2006, og Sara Blædels første 

krimi, Grønt støv, Han ne Reintofts historiske roman 

Hjertebånd og iben Cla ces’ Akikos ammehjerne bliver alle 

modtaget af en begejstret læser- og anmelderskare. På 

de brede udgivelser fik man succes med kogebøger, og i 

2005 udkom Anne Marie Løns første roman på forlaget, 

Serafia, og Preben Mørkbaks Erik den røde. 

Samme år samles forlagene under samme tag i 

Pilestræde 52. Sammenlægningen forløber hurtigere og 

langt mere smertefrit, end nogen hav de troet muligt. 

Fortiden er fortid, og man vil hellere bygge nyt end vende 

tilbage til ruinen. Man oplever en ny og længe ukendt 

ro på Lindhardt og Ringhof, i bogklubberne og på de øvrige 

forlag. Man har vænnet sig til Morten Hesseldahl og 

Michael Bach-Marklund, der begge har en forkærlighed 

for tegneserier og nødvendigvis må debriefe handlings- 


63

forløbet for den seneste Spiderman-film, før ledelsesmøderne 

kan skydes i gang. 

Under Morten Hesseldahls ledelse er økonomien, 

ikke bare for Lindhardt og Ringhof, men for Bonnier 

Forlagene som sådan, vendt fra voldsomt underskud til 

balancerende budgetter. i 2006 lykkedes det at nå målsætningen 

for årsomsætningen allerede inden julesalget, 

og 2006 repræsenterede således det første år i lang tid, 

hvor det er lykkedes Lindhardt og Ringhof at få sorte 

tal på bundlinjen. Men der blev ikke tid til at hvile på 

laurbærrene: allerede få måneder senere bekendtgjorde 

Bonnier, at de havde indledt forhandlinger med Egmont 

om en overtagelse af virksomheden. 

Nye toner 

i juni 2007 frasolgte Bonnier deres danske forlagsaktiviteter 

til Egmont-forlaget Aschehoug. Aschehougs direktør 

Anette Wad overtog ledelsen af det samlede forlag og 

opgaven med at gennemføre fusionen. Det var den hidtil 

største fusion i dansk forlagshistorie – branchens 2’er 

slog sig sammen med 3’eren, og tilsammen fik det nye 

forlag navnet Lindhardt og Ringhof. 

Det var en smuk hyldest til Otto og Gert: en anerkendelse 

af, at hvad Søren Gyldendal betød for det 18. 

århundrede, og Carl Andreas Reitzel for det 19., betød 

navnene Lindhardt og Ringhof for det 20. århundrede. 

Måske er det skæbnens ironi, at Danmarks største for- 

64 


lagsfusion faldt tidsmæssigt sammen med den mest omfattende 

finanskrise verden har set siden 1930’erne. Den 

nye ledelse stod over for en kæmpemæssig udfordring 

med at få enderne til at mødes indadtil og udadtil møde 

et marked der var i hastig forandring. Forlaget forsøgte 

at vækste sig ud af krisen, med store og dyre projekter, 

ud fra en devise om udelukkende at satse på bestsellere, 

mere marked og mindre katedral og et stort markedsføringsbudget. 

Strategien slog fejl, og til trods for store nedskæringer 

på redaktionssiden blev hullet i forlagskassen større og 

større. Derfor tog forlagets ejere konsekvensen og ansatte 

i foråret 2011 Lars Boesgaard som ny direktør for forlaget. 

Lars Boesgaard kom fra en stilling som direktør 

på Gyldendal Fakta, og har omgående skiftet kurs for 

Lindhardt og Ringhof, drevet af de samme værdier og 

den kærlighed til bøgerne, som også var kendetegnende 

for Otto og Gert. 

Lars Boesgaard har tilført forlaget en saltvandsindsprøjtning 

af redaktører, salgsfolk, presse- marketing- og 

produktionsfolk, i alt 13 nye, hvoraf denne bogs forfatter 

var så heldig at være iblandt. Men det er ikke et udtryk 

for ”jo større jo bedre”. De fleste kommer fra Gyldendal, 

som Otto og Gert for 40 år siden. Andre kommer fra 

små forlag i branchen, ligesom Lars selv, der trådte sine 

første skridt som redaktør og redaktionschef for Gads 

Forlag. 

Det er nye toner på Lindhardt og Ringhof, og forlaget 

gennemgår derfor nogle grundlæggende forandringer i 


65

denne tid – et stilskifte med en markant opprioritering 

af de redaktionelle kræfter på alle områder, og en fornyet 

vilje til at prøve kræfter med nye tiltag og nye forfattere. 

Det er på én gang nyt og samtidig tilbage til rødderne: 

mindre administration og mere tid til arbejdet med 

forfatterne. 

Vi nye, der ankom 1. juni 2011, havde en oplevelse 

af at være et broget kollektiv, der flyttede ind i en kondemneret 

ejendom. Vi blev taget imod med åbne arme 

og smil fra de tilbageværende ansatte, der i de sidste fire 

år stædigt har kæmpet af alle kræfter for at holde sammen 

på huset. Man kan ikke lade være med at føle en 

dyb beundring og respekt for deres loyalitet og vedholdenhed. 

Foran alle ansatte ligger et kolossalt arbejde. Men skelettet 

i det gamle hus er sundt, og jeg tror, at jeg taler på 

vegne af os alle, når jeg siger, at vi glæder os til at fylde 

det med farver, smil og gode bøger. 

På Lindhardt og Ringhof tror vi på bogen. Modsat 

dem der gennem de sidste 15 år har prædiket bogens 

død, har markedet oplevet det stik modsatte: Der røg flere 

bøger over disken i 2010 end nogensinde før, og denne 

tendens ser ud til at fortsætte. Den gode nyhed er, at kvalitet 

sælger. Tidligere producerede forlagene smalle titler, 

der blev båret af bestsellere – denne skelnen er ikke længere 

frugtbar. God litteratur er levende bøger, der både 

rammer bredt og stikker dybt. 

Lindhardt og Ringhof har i dag et stærkt fundament 

at arbejde ud fra – genrerne er stadig de samme: fag- 

66 


øger, udenlandsk skønlitteratur og dansk skønlitteratur. 

Forlaget har med den gastronomiske iværksætter 

Claus Meyers Almanak begået en succes, der lader sig 

måle med Hugh Johnsons vinbog i sin tid, og med bøger 

som Puk Elgårds bog om den 100-årige Ellen vist, at 

det aldrig er for sent at skrive sig ind i forlagshistorien. 

inden for dansk skønlitteratur har Knud Romers Den 

som blinker er bange for døden og Preben Mørkbaks Sven 

Tveskæg markeret sig, og på udenlandsk skønlitteratur 

har Karl Ove Knausgårds seksbindsværk Min kamp været 

en milepæl, både i skandinavisk litteraturhistorie og 

i Lindhardt og Ringhofs udgivelseshistorie. 

Så forskellige disse eksempler er, taler de om en tendens, 

der er ved at blomstre frem, en genre, som man 

med Otto Lindhardts ord kunne kalde ”det frugtbare 

møde mellem fakta og fiktion”. Der er en stigende interesse 

for historier, der tager afsæt i virkeligheden, men 

er båret af den samme fortælleglæde som man finder i 

skønlitteraturen. Og så har litteraturen den fordel, at har 

du først den markante fortællerstemme – så findes der 

stort set ikke et emne, der ikke er interessant. 

Georg Brandes satte for 140 år siden ild til parnasset 

ved at hævde at ”Det at en Litteratur lever, viser sig i, at 

den sætter Problemer under Debat.” Det gør sig stadig 

gældende. 

Det betyder naturligvis ikke, at al god litteratur er debatlitteratur 

– en af bogens forcer er også dens blivende 

kvalitet. i en tid hvor alle taler om kulturløshed og historieløshed, 

er bogen det centrale medie, der konstant kan 


67

give historien ny stemme, og samtidig bevare bevidstheden 

om den kultur, vi er rundet af. 

Lindhardt og Ringhof er i dag et moderne forlag. 

Vores fremtid er også digital. Vi skal eksperimentere og 

eksperimentere og eksperimentere. Men det betyder ikke 

et farvel til den trykte bog. i lande som Canada og USA 

oplever vi i disse år, at udgivelserne tværtimod supplerer 

og styrker hinanden. i disse lande har man taget skridtet 

fuldt ud og laver alle udgivelserne simultant, således 

at ordinærudgave, billigbog, e-bog og lydbog udkommer 

på samme tid, og med stor succes udnyttet den synergieffekt, 

der opstår ved at brage igennem på samtlige platforme 

på én gang. Og det har vist sig, at læserne både ønsker 

bogen i hånden, på skærmen og i ørerne. Lindhardt 

og Ringhof har den fordel at være en del af en medieplatform, 

Egmont, der også ejer nordisk Film og er medejer 

af Zentropa. Forlaget er desuden samarbejdspartner 

med Danmarks Radio omkring deres bogudgivelser. Vi 

vil udnytte den fordel, der ligger i udviklingen af fortællinger 

i forskellige medier. Vi arbejder i parallelle verdener, 

men den grundlæggende fascination af historien er 

den samme. 

Det er måske derfor heller ikke helt tilfældigt, at Otto 

og Gerts gamle forlag i dag er ejet af en koncern, hvis 

motto er ”We bring stories to life”. At livet – eller historien 

– både har en rød tråd og er sammensat af uendelige 

kæder af små tilfældigheder, heldige møder, sammenstød 

og brud, viser ikke mindst Lindhardt og Ringhofs 

historie. Et venligt brev kan få den største betydning, og 

68 


store planer kan vælte som et korthus. Det, der bliver tilbage, 

er kun et: Kærligheden til bøgerne, og ønsket om 

at de vil blive læst. Og det er måske også den sikreste 

grund at bygge et forlag på. 


69


Frihed, nærhed og 

Søstersolidaritet 

– tre forfattere om 




Gert fra start til slut 

Fra Johannes Møllehave til Lindhardt og 

Ringhof 

Grunden til, at jeg endte med at skrive bøger på Lindhardt 

og Ringhof, var, at jeg havde skrevet nogle kronikker til Politiken. 

Det kom sig af, at jeg havde et selskab en aften, 

hvor min nabo var med. Han var psykiater og startede en 

leg, hvor vi skul le huske tilbage til vores tidligste barndom. 

Der var nogle i selskabet, der kunne huske 5-års-alderen, 

og nogle kun ne huske 1. klasse. Og de fleste kunne huske 

deres første skoledag: Om det regnede, eller solen skinnede, 

om det var en lærer eller en lærerinde, og hvor han sad, 

eller hvad hun havde på – sådan nogle små detaljer. Jeg var 

den eneste, der ikke kunne huske noget som helst! Intet! 

Alle andre – vi var 30 stykker – huskede fantastisk godt. Og 

jeg kunne ikke huske noget. Da folk var gået, sagde min 

nabo, der var blevet tilbage: “Det undrede mig, at du, som 

har en god hukommelse, intet kunne huske, mens de andre, 

som efter min mening har en svagere hukommelse, de 

godt kun ne. Har du været ude for noget, som gør, at du ikke 

vil huske?” Og jeg sagde til ham, at det var jeg i hvert fald 

ikke bevidst om. 

Han foreslog så, at jeg enten prøvede at gå i analyse 

hos ham eller også begyndte at skrive mine drømme ned. 


73

Derfor begynd te jeg at spekulere på, om der var nogle epi- 

soder i min barn dom, men umiddelbart kunne jeg ikke 

kom me på noget: Jeg var vokset op i fine omgivelser, me- 

get trygge rammer, jeg havde en vidunderlig barndom. Men 

det viste sig alligevel, at der var noget i det, han spurgte om. 

En dag kom det. Jeg startede i skole, da jeg var 7 år. 

Jeg er født i 1937, så kort efter kom 1945, og det har måske 

lukket for en hel masse inden i mig. Over for min skole 

lå bryggeriet “Stjernen”, der fungerede som våbendepot 

for modstandsbevægelsen. På befrielsesdagen i 1945 var 

der et skyderi mellem “Stjernen” og nogen, der lå oppe taget 

overfor. Det gjorde, at man satte en frihedskæmper til 

at holde vagt. Så står vi dér, en fem-seks dren ge, og er optaget 

af hans maskinpistol. Vi vil se, hvordan man bruger 

sådan én. Og han afsikrer. Han var 17-18 år, meget ung. 

Pludselig går et skud af, og min ven Jørgen bliver skudt i 

maven. Egentlig troede vi, at han overspillede, vi var jo vant 

til at lege “røvere og soldater”, men det så alligevel meget 

voldsomt ud. Og det ender med, at han bliver kørt på hospitalet 

og dør. Jeg havde stået lige ved siden af ham. Var 

maskinpistolen blevet udløst på en anden måde, så var den 

gået af med alle 36 skud. Det kunne være den episode, der 

blokerede min erindring. 

Det førte i hvert fald til, at jeg begyndte at skrive mine 

drøm me ned – hver nat har man jo drømme, som kan føres 

tilbage til barndommen. Og det blev til 3-4 kronikker 

om min tidlige barn dom. En dag ringer Gert Ringhof så til 

mig og siger: “Jeg har læst dine kronikker – kan du lave en 

bog?” Men jeg skulle ikke skrive nogen bøger, ikke tale om. 

74 


Jeg var slet ikke optaget af den slags på det tidspunkt. Jeg 

skrev sange og vers og sådan noget, men ikke prosa. 

Men Gert bliver ved med at ringe. Om vi ikke kunne holde 

et møde? Jeg holdt på mit, jeg ville ikke skrive, men han 

blev ved, gav ikke op. Og til sidste blev det så til den bog, 

der hedder På myrens fodsti. Det er nok den bog, jeg har 

haft mest glæde af i hele mit liv. Gert så noget i kronikkerne, 

som jeg ikke selv var klar over – nemlig at det personlige 

kan blive det almene. Jeg tror, det var det, der gjorde, at 

bogen blev en succes. 

Så kørte det, og jeg skrev erindringsbøgerne. Gert var 

hver gang den inspirerende læser, den utroligt appellerende 

læser, den utroligt sartseende læser. Han gav fantastisk 

kritik. Tit sag de han til mig: “Ud med det kapitel, det er ikke 

godt nok, det skal ikke med,” og han kunne såre mig meget. 

Men selvom jeg vægrede mig og insisterede, så havde 

han ret. 

Gert og Otto fordelte forfatterne imellem sig, så Gert 

havde nogle og Otto nogle andre. Og jeg kunne have trivedes 

fint under Otto, men der var et eller andet med Gert og 

mig. Det var en god ting, at man som forfatter havde kontakt 

med den ene. Man ringede ind tre dage efter, man havde 

afleveret manuskript og begyndte straks at udveksle. På 

et stort forlag, der ved du dårligt, hvem det er, der læser, og 

når du så kommer, så er han blevet seminarielærer eller taget 

ud at rejse. Men det, at man var tæt på hinanden, kendetegnede 

Lindhardt og Ringhof. Vi omgikkes privat, vi var 

med til hinandens fester – vi kendte hinanden. 

Forfattere er jo forfærdeligt selvoptagede og selvkredsen- 


75

de, og derfor skal de også en gang imellem klappes på hovedet. 

Man har engang lavet et eksperiment, som egentlig 

er ret interessant. Der blev sendt en række forsøgspersoner 

hen til to forskellige bibliotekarer for at spørge efter en bog 

om skisport. De to bibliotekarer skulle så reagere forskelligt 

på spørgsmålene. Den ene skulle sige: “Dernede, nede 

i hjørnet, der er en masse om skisport,” og den anden skulle 

sige det samme, men lægge sin hånd på forsøgspersonen. 

Når man så bagefter spurgte til, hvordan de to bibliotekarer 

var blevet opfattet, så opfattede forsøgspersonerne den 

første bibliotekar som meget kold og formel, men “Ih, den 

anden var så hjertelig!” Det er en lillebitte ting, der gør forskellen. 

Og det siger lidt om, at hvis man som forfatter føler, 

at et forlag ikke har tid, så tænker man: “De kan ikke li’ 

mig.” Men det, at man kan komme når som helst, at man 

kan gå ud og drikke en kop kaffe, at man kan tage hjem til 

hinanden, at man ved, hvor den anden er – det betyder kolossalt 

meget. Men for at undgå navlepilleriet, er det samtidig 

vigtigt, at du har en, der ikke kun stryger dig med hårene. 

Man skal have en redaktør, der også kan give modspil. 

Dét gør det frugtbart at være forfatter. 

Jeg kan ikke helt forklare det, men Gert og jeg var en helt 

rigtig konstellation. På et tidspunkt skrev jeg en krimi, som 

jeg ikke kunne finde en afslutning på. Jeg kunne simpelthen 

ikke komme videre med den. Så Gert sagde: “Kommer det 

ikke snart?” Og der var nok gået en måned. Og jeg sagde: 

“Jojo, jeg har lidt travlt, men selvfølgelig, jeg skal nok gøre 

det færdig ...” Sådan gik der lang tid. Til sidst skrev Gert 

selv en slutning og sendte den til mig. Og den var fremra- 

76 


gende. “Hvad med denne her,” sagde han. Den var lydefri! 

Han kunne vurdere min sæt ningslængde, mit ordforråd, 

hele min sprogbrug. Gert kendte mig. Han kunne mig. 

Bogen, med Gerts slutning, gik i trykken. Uden videre. 

Jeg rettede ikke et komma, og der er ingen, der nogensinde 

vil opdage det, for han ramte min stil fuldstændig. Ikke 

engang jeg selv ville opdage det. Læste jeg bogen i dag, og 

havde jeg glemt det, ville jeg sige: “Det har jeg skrevet!” 

Johannes Møllehave 

Januar 2007 


77


When men had art and women 

had babies 

From Fay Weldon to Lindhardt og Ringhof 

I was seven novels into my writing career in England before 

I was published in a language other than English. The novel 

was Praxis, the language was Danish, the publisher was the 

new Lind h ardt and Ringhof, and the year was 1980. 

I assumed this tardiness was for the normal reason – that 

it was too early in the world’s history for novels by women 

to be considered “literature”. Literature was what got 

translated – that is to say, novels by men. Novels by women 

were not worth the bother and were seen as flimsy, lightweight, 

overemotional things. Men had art, was the belief 

at the time, women had babies. Publishing in the seventies 

was still a male dominated profession, especially so in 

Scandinavia. Critics were male, elder ly, and never smiled. 

They were not argued with, and couldn’t bear anything 

which took female domestic life – which was pretty much 

all the life women had at the time – seriously. Booksellers 

likewise. And the old-style publishers fell into line. 

There were other factors at work of course, but I was an 

ardent feminist and blind to them. Forget that I was female; 

the fact that my UK publisher was Hodder and Stoughton 

didn’t help. They published books for the middle market; 


79

they had no reputation for “literature”. So overseas scouts 

wouldn’t bother with Hod der’s lists – or so I was told – they 

went straight to Fabers or Jonathan Cape. 

Took the bright young things at Lindhardt and Ringhof to 

look further, and actually read the books on offer, and decide 

that I was for them, and for the new regime in publishing 

they had in mind. Took Otto to bring me over to 

Denmark, and offer Praxis to Danish readers at one krone a 

copy. I remember being a little startled at the time. Was this 

all I was worth? But when the book best sold – how could it 

not? – why, there I was, labelled a best seller. And so I continued 

in Denmark, while Lind hardt and Ring hof caught up 

with my back list. 

Times in publishing are very different these days. The 

market rules. Individual judgment is subordinate to group 

decision. No one does anything rash, like sell books at a 

krone in order to introduce a writer. The short term rather 

than the long term counts. Publishing is no longer a profession 

but an industry. The writers are its raw material: the initial 

stage in a process which must bring the stockholders a 

profit. Chain booksellers can dictate what gets published. 

Editors struggle to make their voices heard. 

But writers go on writing and readers go on reading, and 

I daresay vocational publishers like Otto and Gert will always 

emer ge to stick their heads above the parapet and 

dare all to bring them together. And Lindhardt and Ringhof 

go on publishing, so it can’t be too bad. 

Hodder’s marketing department too, mind you, had 

been astounded back in the sixties when the peculiar books 

80 


I gave them proved so popular. They hadn’t known there 

was a woman’s market out there. These days, when women 

rule the publishing world it’s hard to remember how things 

once were, or the battle women had to be taken seriously 

as writers, artists, playwrights. But the market was obviously 

there – and so I was labelled a feminist writer. It was not 

how I had seen myself – I painted a portrait of the world as 

I saw it, that was all – but I wasn’t going to deny it. 

And once Lindhardt and Ringhof took me on, other 

countries followed suit. First Norway, then Sweden, then 

Germany, Holland, the Netherlands – in the countries with 

a Lutheran tradition – where people were responsible for 

their own conscien ce, I like to think. The catholic countries 

followed later – now they’re creeping into Eastern Europe, 

Russia. 

It was a marketing ploy fairly shocking to other more traditional 

publishers, as indeed the books to critics – how 

could anyone who wrote in the present tense actually call 

them selves a writer? (Everyone does it nowadays – too 

many for my taste – but then it was new, I promise you.) But 

the queues at the book shop signings for the new women’s 

literature were long and impressive: women couldn’t get 

enough of the new voices, new ways of writing methods, 

novels which took female lives as worthy of consideration 

– which dealt with something other than women as stereotypes 

– the mother, Madonna, whore syndrome which typified 

the old male European tradition. 

In those bookshops signings Otto would stand by, forbidding 

me to sign the English editions which the booksellers 


81

would, annoyingly, insist on stocking; forbidding me to inscribe 

personally – signature only, I insist, the queue’s too 

long! And by and large one did as Otto insisted – just as 

one docilely ate what he ordered for you at a restaurant. 

They were exciting and startling times in the book world 

– new ideas, new ways of doing things, the writer as central 

– starting in Denmark, fanning out over Europe. I remember 

an outing to the Tivoli with the Lindhardt’s and the 

Ringhof’s – and sitting next to Hanne Ringhof on the big 

wheel, and looking down on the bright lights swirling below 

and knowing that times for me, and the whole world of 

books, would never be better. The seventies wave of feminism 

had crossed from the US to Britain and was now racing 

across Europe. 

82 

Fay Weldon 

January 2007 


Ottos tilbud 

Fra Leif Davidsen til Lindhardt og Ringhof 

Min første roman, Uhellige Alliancer, udkom på forlaget 

Vindrose i 1984, samme år som min familie og jeg flyttede 

til Moskva, hvor jeg tiltrådte som korrespondent for 

Danmarks Radio i Sovjetunionen. Det var lidt af en tilfældighed, 

at romanen kom på Vindrose. Det skyldtes udelukkende, 

at min kollega og gode ven Jens Nauntofte havde 

udgivet en fagbog hos forlæggeren Erik Vagn Jensen og fortalt 

ham, at jeg skrev på en roman. Erik ville gerne læse den 

og udsendte den i en serie, han kaldte for “en spændingsroman 

fra Vindrose.” Den solgte omkring 700 eksemplarer, 

inden den endte på bogudsalg. 

Vi boede fire år i Moskva. Næsten fra dag ét var jeg overbevist 

om, at jeg ville skrive en roman, der foregik i Moskva. 

Det var en skummel, men også fascinerende by, som rummede 

my sterier nok til at holde en forfatters fantasi i gang i 

resten af hans dage. Journalistikken tog hovedparten af min 

tid, da først Mik hail Gor batjov kom til magten og begyndte 

på sin omformning af det sovjetiske samfund, men som altid 

forsøgte jeg også at få tid til at skrive litteratur. 

Det lykkedes på de fire år at blive færdig med romanen 

Den russiske sangerinde. Jeg ville gerne have, at den 

kunne udkom me i efteråret 1988, hvor vi flyttede tilbage 


83

til Danmark. I det kommunistiske Sovjetunionen turde jeg 

ikke overlade manuskriptet, der kun fandtes i ét eksemplar, 

til det sovjetiske postvæsen, som regelmæssigt censurerede 

eller lod ind- og udgående post forsvinde. Jeg mener at 

huske, at jeg selv tog manuskriptet til Danmark i forbindelse 

med en tjenesterejse og afleverede det til Vindrose, inden 

jeg tog tilbage til Moskva. Det har været i slutningen af 

marts eller begyndelsen af april 1988. 

Jeg hørte ikke noget. Det undrede mig. Jeg syntes, at jeg 

hav de skrevet en god, lidenskabelig og spændende roman. 

Og Erik Vagn Jensen havde flere gange spurgt, om jeg dog 

ikke kunne skrive endnu en roman. Til sidst mistede jeg tålmodigheden 

og ringede til Erik. Det var ikke så nemt dengang. 

Man skulle bestille samtalen over den sovjetiske rigstelefon. 

Erik lød ikke glad. Han sagde, at han ikke kunne 

lide bogen. Han sagde, at den ikke levede op til hans forventninger, 

og at han fandt strukturen i romanen forfejlet. 

Han ville ikke antage romanen. Som for at sætte trumf på 

forklarede han, at han havde givet sin redaktør en hel dag 

til at gennemgå romanen. Og hun var enig. Det var en dårlig 

bog. 

At sige, at jeg var rystet, er en underdrivelse. Jeg var chokeret 

over afslaget, fordi jeg var overbevist om, at jeg havde 

skrevet en god bog. Når et anerkendt forlag refuserede 

den, indebar det jo også, at min dømmekraft var ringe. Min 

kone trøstede mig. Sag de, at det måske var noget politisk. 

At jeg ikke skulle tvivle, men holde fast i, at jeg havde skrevet 

en god roman. 

Dengang kendte jeg ingen i det litterære miljø, hverken 

84 


andre forfattere eller forlæggere, så jeg vidste ikke, hvad jeg 

skulle gø re, før jeg kom i tanke om, at jeg havde en kollega 

på DR, der også var forfatter, og som havde været min 

souschef i radioens kultur- og samfundsafdeling. Jeg ringede 

til DR og spurgte efter Jørgen Thorgaard, men fik at vide, 

at han var sygemeldt. Jeg bestilte en ny samtale og fangede 

den influenzaramte Thor gaard hjemme. 

Jeg undskyldte, at jeg ringede om en privat sag. 

“Det gør ikke noget. Jeg ligger her og keder mig gudsjammerligt,” 

sagde han. 

Jeg forklarede ham sagens sammenhæng, og jeg kan stadig 

høre hans karakteristiske latter og stemme i mit høre, 

da han over den susende linje sagde, at det skulle jeg ikke 

tage mig af. Det var sikkert en glimrende bog. Og hvis det 

var en glimrende bog, så kunne Erik Vagn Jensen ikke lide 

den af rent politiske grunde. Erik Vagn Jensen var ikke medlem 

af kommunistpartiet, men hans sympatier med socialismen 

var velkendte. Sidst i 1980’ ernes Danmark spillede 

ideologier med udspring i den kom munistiske verden som 

en modvægt til USA stadig en rolle blandt intellektuelle. 

Først året efter i 1989, da Berlin-muren faldt, ophørte kommunismen 

som en politisk salgbar ide med at eksistere på 

den danske venstrefløj. 

Jørgen Thorgaard lovede, at han ville tale med sin egen 

forlægger, Otto Lindhardt, på forlaget Lindhardt og Ringhof. 

Jeg skulle ikke blive skuffet, hvis de sagde nej til at læse mit 

manuskript. Otto og Gert ville ikke vokse sig store. De tog 

næsten ikke nye forfattere ind, men han skulle nok spørge. 

Der gik kun et par dage, så ringede Thorgaard med den 


85

glædelige nyhed, at Otto Lindhardt meget gerne ville læse 

min roman. Men hvordan skulle jeg få en ny kopi hjem? 

Jeg respekterede Erik Vagn Jensens anmodning om, at hans 

kopi med hans påtegninger og kommentarer ikke skulle afleveres 

til et andet forlag. Det ville han sende hjem til min 

svigerfamilie i Rødovre. Den russiske sangerinde er skrevet 

på mit første tekstbehandlingsanlæg, en Amstrad Joyce, 

som brugte næsten tre minutter på at printe en A4-side ud. 

Det var det ene problem. Det andet var at få manuskriptet 

til Danmark. Den danske ambassade vil le ikke tage manus 

med hjem i diplomatsækken, og jeg turde ikke sende det 

med posten. 

Heldigvis kom en tekniker fra DR til Moskva i forbindelse 

med installering af noget nyt udstyr. Gorm Andersen ville 

gerne tage mit manuskript med hjem og personligt aflevere 

det på Lind hardt og Ringhof, der dengang holdt til i 

Studiestræde. Jeg kørte Gorm til lufthavnen og fulgte ham 

opmærksomt og spændt, da han først gik igennem den omstændelige 

told ud af Sovjetunionen og derefter KGB’s paskontrol. 

Det var en stor lettelse at se ham forsvinde ind i 

transitområdet i Sjeremetjeva-lufthavnen med Den russiske 

sangerinde i håndbagagen. 

En uge efter hørte jeg for første gang Ottos velmodulerede, 

intelligente stemme i telefonen. Han takkede for manuskriptet, 

som han havde læst med glæde og interesse, og 

som han – oh jubel – med største fornøjelse ville udgive. 

Men tiden var knap – vi var i maj – så måtte han sørge for 

korrekturlæsning m.v., da han forstod, at det ikke var nemt at 

få korrekturark til og fra Moskva? Selvfølgelig måtte han det. 

86 


Romanen udkom i september 1988. Den er siden ud- 

kommet i tusindvis af eksemplarer i mange udgaver og på 

flere sprog. Den blev filmatiseret. Det er selvfølgelig noget, 

som jeg er taknemmelig og glad over, men det bedste er 

måske, at den førte mig sammen med Otto, der lige siden 

har læst alle mine manuskripter, inden de er udkommet, og 

kommet med sine uvurderlige råd – eller tilbud, som Otto 

kalder det. Tilbud, der er som en gave for en forfatter. 

Første gang, jeg så ham og Gert, var i de små forlagslokaler 

i Studiestræde i sommeren 1988. De kom ud fra hver 

deres dør til et slags midterkontor for at hilse på deres nye 

forfatter. I mid terkontoret sad Lis Marr og klarede det meste. 

Her kunne de mødes midt på gulvet til deres samtaler om 

bøger, forfattere og forlagsforretninger. Jeg følte mig hjemme 

med det samme, og er udkommet på forlaget lige siden, 

trods Lindhardt og Ringhofs noget tumultariske liv, efter at 

de afhændede det. 

Jeg kan stadig huske den skuffelse og forvirring, jeg følte, 

da romanen blev refuseret, og det er ikke en følelse, 

jeg ønsker at opleve igen, men det viste sig at være held 

i uheld, fordi det sendte mig over til Otto Lindhardt. Erik 

Vagn Jensen tog romanens succes med ophøjet ro. Jeg holdt 

meget af Erik, der var et generøst og vidende menneske, og 

der var aldrig bad feelings mellem os. Jeg mødte ham nogen 

tid efter, at romanen var udkommet og røget ind på 

bestsellerlisten. Han forsvarede sig med, at han godt ville 

have udgivet romanen, hvis den var blevet skrevet igennem 

og om, men jeg måtte svare, at en forfatter alt for godt 

kan huske, hvad en forlægger siger, når han får et afslag. 


87

Og han havde altså sagt, at han ikke ville udgive Den russiske 

sangerinde. Erik grinede, ønskede mig tillykke med suc - 

cesen blandt anmeldere og læsere og sagde, at alle forlæggere 

har afvist bøger, som de senere har fortrudt, de ikke 

udgav. Og det er jo ganske vist. 

88 

Leif Davidsen 

Januar 2007

Lindhardt og Ringhof. Et forlagseventyr

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?