"Gensyn". Novelle i Apparatur - Tidsskrift for litteratur og kultur # 20 ...

gygax.dk

"Gensyn". Novelle i Apparatur - Tidsskrift for litteratur og kultur # 20 ...

GENSYN

AF SUNE DE SOUZA SCHMIDT.MADSEN

Maja er overrasket over at se mig.

Det er længe siden. Hun står der i døren, regnen siler ned af mit ansigt, og det er koldt.

"Må jeg komme ind?"

Hun smiler st¡lle, men bliver stående og betragter mig. Så lader hun sine fingre løbe hen over mine øjenbryn,

næseryCgen, læberne. Jeg lukker øjnene og prøver på ikke at klapre med tænderne.

"Du ligner dig selv," siger hun.

Jeg trækker på skuldrene.

"Kan du se det?" spørger hun.

'"fillykke. Jeg vidste slet ikke ..."

"Nej, det er også ret nyt."

"Forstyrrerjeg?" Bag hende er stuen mØrk.

"Nej, nej, det er helt i orden. Jeg er alene hjemme. Eller næsten alene." Hun klapper maven.

Jeg træder ind i entreen og tager mit overtøj af.

"Du er jo gennemblødt. Kom med ovenpå, du kan låne noget af Peters tøj."

"Hvad tror du han ville sige til det?"

"Det behøver han jo ikke at få at vide."

Jeg frotterer mig ør på badevaerelset. Maja åbner døren på klem og stikker en sort og hvidstribet trøje og et

par fløjlsbukser ind gennem sprækken. Jeg kan se hun rødmer, før hun kigger væk.

Jeg tager tøjet på. Det er l¡dt stort, stoffet er blødt og varmt.

Maja har lavet te.

"Er I også blevet gift?"

"Nej. lkke endnu, i hvert fald. Peter synes ikke."

Når hun sidder der, med koppen foran sig og puster på røgen, ligner hun lvlaja igen.

"Hvornår sås vi egentlig sidst?"

"Før du rejste til Afghanistan. Jeg så dig lige før du rejste."

"Det kan jeg ikke huske. Er det ikke længere tid siden?"

"Det var ude foran dine forældres hus, den morgen du tog af sted."

Hun drikker og kigger på mig hen over koppen. Vi voksede op sammen, samme gade, husene lå lige over

for hinanden. Vi løb tværs over gaden og ind i hinandens haver. Vores forældres største angst var at der en

dagskulle komme en bil.

Når jeg tænker tilbage, er det altid søndag, og vi hopper op og ned i hendes fars og mors kæmpestore

dobbeltseng og skråler "Finn, Finn, pØlseskind, trækker maven ud og ind," indtil Majas far forvandler sig

til en vild løve ogjager os ud af sovevaerelset. Jeg kan stadig mærke kokostæppet kradse når vi løb ned af

trinnene.

Vi blev født på samme dag. Hun var enebarn og havde sit eget værelse. Jeg skulle dele med min storebror,

og enten fulgte jeg hans regler, flakkede om som en hjemløs, eller også var jeg "hjemme hos Maja". Jeg var

mest det sidste, hvilket betød et ocean af kvadratmeter, med alkove, hems og varm kakao.

lVaja græd, da vi lå på hendes værelse, ogjeg mærkede hendes negle mod min ryg, mens jegtrængte ind

i hende. Vi var seksten år og gamle nok, men Maja var pludselig lille og glasagtig.

"Det føles underligt." Hun snøftede.

Sådan havde jeg det ikke. På en måde var jeg der allerede, ligesom når vi legede skjul, og jegfandt hende

det sted hvor jeg vidste, hun altid gemte sig.

"Vil du ikke nøjes med bare at kysse mig?"

Jeg rullede over og kiggede væk.

SUNE DE SOUZA SCHMIDT-MADSEN, f. 7979. Redaktør

pá lnformations Foila+, oveßætte4 manusktíptkon-

sulent, tekstforfatteL Har skrcvet artikler om politisk

frlosofr i Slagmatk, Krit¡k og pà Tutbulens.net, og ovet-

sat tekster af bl.a. Herta MtilleL Oscar Wilde og At¡

Folman.


"Kan du ikke sige nogef " spurgte hun.

"Undskyld," sagde hun, meget stille. Så mærkede jeg hendes hånd. Bevægelserne var uvante og klodsede,

og det sved lidt, men alligevel kom jeg hurtigt, i store sug ud over min egen mave. Hun hentede toiletpapir,

og kyssede mig der mens hun tørrede, og jeg skammede mig.

Maja blev optaget på universitetet samt¡dig med at jeg kom i hæren. Samme vinter døde hendes far, og

huset blev ligesom et andet. )egfølte mig som en fremmed, selvom kokostæppet var det samme. Maja fik

nye venner, og jeg kunne mærke at det der med at være soldat ikke ligefrem var toppen. Da jeg rejste til

Afghanistan, var det allerede lang tid siden jeg havde set hende.

"Var du hjemme hos din mor den weekend?"

"Jeg sad ude i køkkenet og så din far pakke bilen. Men jeg så bare uniformen. Jeg vidste det var d¡9, N¡kolaj

varjo taget derned."

Nikolaj, min storebror. Den eneste jeg stadig ser regelmæssigt. Alle de andre venner fra dengang er faldet

fra. Jeg er stadig velkommen, men de lever andre liv nu.

Jeg besøgte Mikkel og S¡gne den anden dag.

"Tænker du nogensinde på Jacob?" spurgte Slgne, og Mikkel nikkede.

"Ja, af ogtil."

Men jeg vidste at det ikke passede, han havde ikke tænK på mig længe. Han kunne knap nok se mig,

selvom han prøvede, så det sved i øjnene, og han næsten be$/ndte at tude. Jeg sad lige overfor i sofaen og

alligevel kunne han ikke. Han havde for travlt, vel. Andre ting at tænke på.

Signe og jeg ses oftere, men jeg er altid den samme. Jeg har altid det samme tøj på, og jeg siger altid de

samme ting, nærmest som replikker, kværnende gentaget. Så smiler hun og lukker øjnene, og jeg står der

i stuen. Jeg ligner en fotostat i det supermarked hvor hun arbejder.

De eneste som ser mig regelmæssigt, er far, mor og Nikolaj.

Min bror har det skidt. Det var ham der fik mig med derned.

Tidligere var vi altid oppe at toppes, og han bankede mit hoved ned i gulvet eller gav mig nødder og var

ligeglad med om jegtudede eller skreg.

Nu sidder vi og st¡rrer på hinanden. Måske er det skænderierne han savnef

Værelset står som det plejer. Der er mere støvet, for når mor vil rydde op, ender det med at hun sidder på

sengen og kigger på mig. Så tænder hun for støvsugeren, men lader røret ligge på gulvet, lader lyden af støv-

sugeren overdØve hende så min far ikke skal høre hende græde mens hun aer håret væk fra min pande.

Far kommer aldrig herind, men jeg ved han tænker på mig, og at det er derfor han Iukker øjnene mens han

barberer sig, for ikke at se mig i spejlet.

"Hvad tænker du på?" spørger Maja.

Jegsmilertil hende.

"Undskyld, jeg var helt væk," svarer jeg.

JA.

Vi sidder igen lidt istilheden. Jeg i Peters tøj. Hun gravid.

"Det kunne have været mig," siger jeg.

Hun stopper midt ien bevægelse.

Så trækker hun på skuldrene og kigger væk.

More magazines by this user
Similar magazines