"Gensyn". Novelle i Apparatur - Tidsskrift for litteratur og kultur # 20 ...

"Kan du ikke sige nogef " spurgte hun.
"Undskyld," sagde hun, meget stille. Så mærkede jeg hendes hånd. Bevægelserne var uvante og klodsede,
og det sved lidt, men alligevel kom jeg hurtigt, i store sug ud over min egen mave. Hun hentede toiletpapir,
og kyssede mig der mens hun tørrede, og jeg skammede mig.
Maja blev optaget på universitetet samt¡dig med at jeg kom i hæren. Samme vinter døde hendes far, og
huset blev ligesom et andet. )egfølte mig som en fremmed, selvom kokostæppet var det samme. Maja fik
nye venner, og jeg kunne mærke at det der med at være soldat ikke ligefrem var toppen. Da jeg rejste til
Afghanistan, var det allerede lang tid siden jeg havde set hende.
"Var du hjemme hos din mor den weekend?"
"Jeg sad ude i køkkenet og så din far pakke bilen. Men jeg så bare uniformen. Jeg vidste det var d¡9, N¡kolaj
varjo taget derned."
Nikolaj, min storebror. Den eneste jeg stadig ser regelmæssigt. Alle de andre venner fra dengang er faldet
fra. Jeg er stadig velkommen, men de lever andre liv nu.
Jeg besøgte Mikkel og S¡gne den anden dag.
"Tænker du nogensinde på Jacob?" spurgte Slgne, og Mikkel nikkede.
"Ja, af ogtil."
Men jeg vidste at det ikke passede, han havde ikke tænK på mig længe. Han kunne knap nok se mig,
selvom han prøvede, så det sved i øjnene, og han næsten be$/ndte at tude. Jeg sad lige overfor i sofaen og
alligevel kunne han ikke. Han havde for travlt, vel. Andre ting at tænke på.
Signe og jeg ses oftere, men jeg er altid den samme. Jeg har altid det samme tøj på, og jeg siger altid de
samme ting, nærmest som replikker, kværnende gentaget. Så smiler hun og lukker øjnene, og jeg står der
i stuen. Jeg ligner en fotostat i det supermarked hvor hun arbejder.
De eneste som ser mig regelmæssigt, er far, mor og Nikolaj.
Min bror har det skidt. Det var ham der fik mig med derned.
Tidligere var vi altid oppe at toppes, og han bankede mit hoved ned i gulvet eller gav mig nødder og var
ligeglad med om jegtudede eller skreg.
Nu sidder vi og st¡rrer på hinanden. Måske er det skænderierne han savnef
Værelset står som det plejer. Der er mere støvet, for når mor vil rydde op, ender det med at hun sidder på
sengen og kigger på mig. Så tænder hun for støvsugeren, men lader røret ligge på gulvet, lader lyden af støv-
sugeren overdØve hende så min far ikke skal høre hende græde mens hun aer håret væk fra min pande.
Far kommer aldrig herind, men jeg ved han tænker på mig, og at det er derfor han Iukker øjnene mens han
barberer sig, for ikke at se mig i spejlet.
"Hvad tænker du på?" spørger Maja.
Jegsmilertil hende.
"Undskyld, jeg var helt væk," svarer jeg.
JA.
Vi sidder igen lidt istilheden. Jeg i Peters tøj. Hun gravid.
"Det kunne have været mig," siger jeg.
Hun stopper midt ien bevægelse.
Så trækker hun på skuldrene og kigger væk.