Corel Ventura - Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

More documents

Recommendations

Info

af det traditionelle antipsykotiske stof Loxapac frem til november 1997, men dels ville et brat ophør af al behandling med traditionelle antispykotiske præparater formentlig have forværret symptomerne yderligere, og dels er det ikke rådets vurdering, at dette har ændret prognosen for syndromet. Sagen kompliceres yderligere af den samtidige behandling med et antidepressivt præparat (Efexor). Kombinationen af behandling med stemningsstabiliserende farmaka, antidepressiva og antipsykotika vil ofte være velindiceret hos patienter med alvorlige bipolare sindslidelser (som sagsøger), men antidepressiva kan yderligere øge risikoen for motoriske bivirkninger ved antipsykotisk medicinering, hvilket afdelingen også tager hensyn til, da de indledningsvis seponerer den antidepressive behandling ved syndromets opståen i foråret 1997. Spørgsmål F: Retslægerådet anmodes om at oplyse, om der under behandlingen blev reageret relevant på de observerede bivirkninger. Der er ikke beskrevet symptomer på tardivt dystont-dyskinetisk syndrom før foråret 1997. Givet, at de behandlende læger har observeret patienten med henblik på udvikling af bevægeforstyrrelser, finder rådet, at der er reageret relevant på de observerede bivirkninger. Spørgsmål G: Retslægerådet anmodes om at oplyse, om den behandling, der iværksattes i 1993 og frem til 1998 kunne være udført på en anden måde, således at de observerede bivirkninger ikke var blevet så udtalte som beskrevet. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål E. Spørgsmål H: Var det velkendt, at lithiumbehandlingen sammen med neuroleptikabehandlingen kunne udvikle tardivt dystontdyskinetisk syndrom. Nej, samtidig behandling med lithium (og formentlig også antiepileptika (fx Deprakine), der også anvendes som stemningsstabiliserende medicin) menes tværtimod at yde beskyttelse mod udvikling af tardive dyskinetiske og dystone syndromer. Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling Spørgsmål J: Retslægerådet anmodes om at oplyse, om behandlingen der iværksattes i 1993 frem til 1998 var i overensstemmelse med den anbefalede behandling i samme periode. Ja, se svaret på spørgsmål E. Spørgsmål K: Retslægerådet anmodes om at oplyse, om der på daværende tidspunkt var en mulig alternativ behandling, uden bivirkningsrisiko, alternativt mindre bivirkningsrisiko, med hvilken man kunne opnå acceptabelt behandlingsresultat. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål E. Spørgsmål L: Ifølge journaloplysningerne (bilag A) har sagsøgerens indlæggelser og neuroleptikabehandlingen især relateret sig til sagsøgerens maniske grundlidelse, og Retslægerådet anmodes om at oplyse, om behandlingen af denne lidelse hyppigere disponerede til tardivt dystont-dyskinetisk syndrom end andre psykiske lidelser. Spørgsmålet kan ikke med sikkerhed besvares, men ifølge “American College of Neuropsychopharmacology, the fifth generation of progress”. Davis et al. eds., American College of Neuropsychopharmacology 2002, side 1832) er bl.a. unipolar depression (men ikke mani) relateret til øget risiko for udvikling af tardive dyskinesier. Spørgsmål M: I bekræftende fald bedes Retslægerådet oplyse, om der er blevet taget behørigt hensyn til dette i valget af medicineringen. Der henvises til ovenstående, specielt besvarelsen af spørgsmål E. Spørgsmål N: Var det muligt på daværende tidspunkt hos sagsøgeren at forebygge tardivt dystont-dyskinetisk syndrom og blev denne behandling forsøgt på relevant måde hos sagsøgeren. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål E. Spørgsmål O: Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger. 20. april 2006 - endnu ikke optrykt i FED LXXXI
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling Sagsøger lider af en alvorlig bipolar sindslidelse, der synes behandlet korrekt ud fra den viden og de farmaka, der var til rådighed på det pågældende tidspunkt. Han udvikler imidlertid et yderst sjældent, meget alvorligt og svært invaliderende og stigmatiserende kombineret tardivt dyskinetisk-dystont syndrom som bivirkning til behandlingen. Det skal bemærkes, at selv om bivirkninger som sagsøgerens er velkendte, er det ikke muligt at forudsige hvorvidt en given patient vil udvikle bivirkninger eller ej, ej heller hvilken grad de i givet tilfælde vil have.” I den supplerende udtalelse af 4. februar 2005 er yderligere anført følgende: “Spørgsmål 1: På baggrund af det af det foreliggende journalmateriale fremgår, at A allerede i 1993 fik konstateret diadochokinese med usikker hæl/tå liniegang, og at han i oktober 1993 var svært generet af ikke nærmere beskrevne bivirkninger til behandlingen, samt under hensyn til, at det samme år i artiklen (Jeste et al. Bull. 19; 303-15. 1993) er beskrevet, at tidligt opstående extrapyramidale symptomer angiver øget risiko for tardive dyskinesier, finder Retslægerådet det da lægefagligt korrekt, at A blev ordineret loxapac igen i 1997? Retslægerådet skal henvise til tidligere besvarelse af spørgsmål E, af hvilket følgende fremgår: “Retslægerådet kan således konkludere, at den givne behandling har været gennemført korrekt. Det meget svære tardive dystone-dyskinetiske syndrom, som sagsøger har udviklet, er også meget sjældent. Alternative behandlingskombinationer – primært efter fremkomsten af nye antipsykotika i 1994/1996 – ville eventuelt i sagsøgers specielle tilfælde have været mindre bivirkningstunge, men dette kunne ikke forudses, før symptomernes opståen (i april/maj 1997), hvorefter behandlingen på relevant vis blev omlagt. Sagsøger blev ganske vidst behandlet med en meget lille (ikke antipsykotisk) dosis af det traditionelle antipsykotiske stof Loxapac frem til november 1997, men dels ville et brat ophør af al behandling med traditionelle antipsykotiske præparater formentlig have forværret symptomerne yderligere, og dels er det ikke rådets vurdering, at dette har ændret prognosen for syndromet.” Rådet finder således, at genoptagelsen af behandling med Loxapac på de foreliggende præmisser har været lægefaglig korrekt. 20. april 2006 - endnu ikke optrykt i FED LXXXII Spørgsmål 2. Finder Retslægerådet, at medicineringen med efexor og/eller loxapac i 1997 var medvirkende til udviklingen af udtalte symptomer fra bl.a. tungen i relation til det tardive dystont dyskinetiske syndrom? Der henvises til ovennævnte besvarelse samt til tidligere besvarelse af spørgsmål E. Rådet skønner uændret ikke, at den fortsatte behandling med en lille dosis Loxapac frem til november 1997 i sig selv har ændret forløbet. Som anført i den tidligere besvarelse af spørgsmål E, øges risikoen for motoriske bivirkninger ved kombineret behandling med antipsykotika og antidepressiva. Afdelingen forsøgte at tage hensyn til dette forhold ved at seponere behandlingen med den antidepressive medicin, Efexor, i april 1997, men behandlingen måtte genoptages på grund af recidiv af depressive symptomer. Retslægerådet finder, sygdomsforløbet taget i betragtning, at denne disposition var lægefagligt korrekt, men kan ikke ganske udelukke, at kombinationsbehandlingen med Efexor i 1997, herunder genoptagelsen af Efexor behandling efter forsøg på seponering i april/maj 1997, kan have medvirket til forværringen af de udtalte bivirkninger, der indtrådte mellem maj og november 1997. Spørgsmål 3: Finder Retslægerådet, at genoptagelsen af loxapac/efexor behandlingen, der var seponeret 22. april 1997, men genoptaget i maj 1997 ligeledes var medvirkende til udviklingen af de udtalte symptomer. Hvis spørgsmål 3 besvares bekræftende, finder Retslægerådet, at de ved den ambulante kontrol d. 17. november 1997 beskrevne symptomer kunne være undgået, eller have været mindre udtalte, såfremt behandlingen ikke var genoptaget i maj 1997? Retslægerådet skal henvise til besvarelsen af spørgsmål 2.” Forklaringer: Der er under sagen afgivet forklaring af A, centerchef, dr. med. Henrik Lublin, overlæge Jens Knud Larsen og afdelingslæge Thomas Middelboe. A har forklaret blandt andet, at han er blevet socialt invalideret som følge af medicinbivirkningerne. Han har blandt andet vejrtrækningsproblemer, trykken for brystkassen, besvær med at synke samt problemer med hele bevægeapparatet. Han føler ikke, at han har kontrol over sin krop, idet “alting på kroppen bevæger sig”, hvilket blandt andet betyder, at han har vanskelig ved at sidde ned. Han havde al-
Page 1 and 2: Forsikrings- og Erstatningsretlig D
Page 5: Forsikrings- og Erstatningsretlig D

Corel Ventura - Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?