Corel Ventura - BATCH108.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

Ø.L.D. af 21. december 2006. Sag: 23. afd. nr. B-3443-04 

(Vagn Joensen, Karen-Anke Tørring og Louise Saul (kst.)) 

A ApS 

(advokat Jesper Lundgren) 

mod 

Codan Forsikring A/S 

(adv. Charlotte Hasselriffs Iversen) 

Forsikringsret: 1.3. Fortolkning af forsikringsaftalen – Assurandører – Tyveriforsikring 

– Legitimation 

Forsikringsselskab dømt til at erstatte en tyveriskade 

fra en urforretning fuldt ud, idet assurandøren anses 

for legitimeret til over for forsikringstager at tilkendegive, 

at de konkrete forhold i forretningen bevirke- 

Denne sag, der er anlagt den 26. november 2004, drejer 

sig om, hvorvidt sagsøgeren, A ApS, som forsikringstager 

har krav på erstatning ud over det, der allerede 

er udbetalt fra sagsøgte, Codan Forsikring A/S, i 

anledning af et indbrud den 27. marts 2003. Hovedspørgsmålet 

i sagen er betydningen af en dækningsbegrænsning, 

der fremgår af den gældende forsikringspolice, 

herunder hvorvidt den kan anses for fraveget eller 

nærmere præciseret efter aftale mellem parterne. 

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at sagsøgte 

tilpligtes at betale 926.910,85 kr., subsidiært 

381.225,35 kr., med tillæg af procesrente fra sagens 

anlæg. 

Sagsøgte har nedlagt endelig påstand om frifindelse 

mod betaling af 2.612,19 kr., subsidiært betaling 

af et mindre beløb end det principalt og subsidiært 

påstævnte. 

Sagens omstændigheder 

Sagsøgeren har siden 1997 været erhvervsforsikret 

hos sagsøgte, og de policer, der i løbet af årene har 

været udstedt, har indholdsmæssigt og vilkårsmæssigt 

været ens, bortset fra at forsikringssummerne løbende 

er steget, ligesom forsikringspræmien er steget. 

Forsikringspolicen er hver gang blevet fremsendt 

med et følgebrev, hvori kunden er opfordret til 

at gennemgå policen og kontrollere, om den svarer 

til forventningerne. 

Østre Landsrets dom 

Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling 

de, at en individuel klausul i policen, som begrænsede 

dækningen, ikke ville finde anvendelse ved en skade. 

Af den på tidspunktet for indbruddet gældende 

police, udstedt den 10. januar 2001, fremgår på første 

side om råd og vejledning følgende: 

“Hvis De får brug for råd eller vejledning vedrørende 

Deres forsikring, kan De henvende Dem til: 

C, .... (adresse og telefon.)” 

Forsikringen omfattede løsøreforsikring for tyveri, 

og herom er i policen anført følgende sumspecifikation: 

“Løsøre beroende i Løsøre i alt kr. 

Tyvericelle 001 

Løsøre hørende til varegruppe 1 

beroende i butiks- eller baglokale 2.245.185 



beroende i pengeskab - detektorovervåget 518.120 



beroende i butiks- eller baglokale 1.381.653 


Øvrigt løsøre tilhørende virksomheden 1.243.487 

Forsikringssum for løsøre 5.388.445 

...” 

20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED I


Af afsnittet om særlige forsikringsbetingelser for løsøreforsikring 

fremgår følgende dækningsbegrænsning: 

“Individuel klausul 

Det er en betingelse, at værdien pr. enkelt genstand af 

varer hørende til varegruppe 1 beroende i forretningslokalet 

ikke overstiger 5.000 kr. samt at den samlet værdi 

af varer hørende til varegruppe 1 pr. udstillingsvindue 

ikke overstiger 30.000 kr. heraf pr. enkelt genstand 

max. 2.000 kr. Disse vilkår er udelukkende gældende i 

virksomhedens lukketid. 

Det er endvidere en betingelse, at sikringsforanstaltningerne 

er som beskrevet af E.” 

Af de medfølgende generelle forsikringsbetingelser 

fremgår det, at varegruppe 1 består af blandt andet 

guld, sølv, platin, diamanter, ædelstene, perler samt 

lomme- og armbåndsure, hvis værdi pr. enkeltgenstand 

overstiger 500 kr. 

Af de generelle forsikringsbetingelser fremgår endvidere 

følgende om nedsættelse af erstatningen ved 

tyveri: 

“... 

Hvis enten kravene vedrørende varegrupper eller tyverisikring 

ikke er overholdt, erstattes kun 60% af samtlige 

de beløb, som ville være kommet til udbetaling hvis kravene 

var opfyldt. 

...” 

Efter at der natten til den 27. marts 2003 var sket 

indbrud i forretningen, anmeldte sagsøgeren hændelsen 

til sagsøgte, og der blev udarbejdet opgørelser 

over henholdsvis stjålne og beskadigede genstande, 

hvilket helt overvejende drejer sig om ure. Der er 

enighed mellem parterne om værdiopgørelserne. Ud 

af i alt 132 stjålne eller beskadigede genstande havde 

43 genstande en værdi over 5.000 kr. Ingen af disse 

genstande var opbevaret i pengeskab. 

Sagsøgeren modtog herefter brev af 5. maj 2003 

fra sagsøgte. Af brevet fremgår blandt andet: 

“... 

I forbindelse med skaden har vi modtaget en rapport 

fra vores taksator. Af rapporten fremgår det, at der er 

stjålet ure fra 4 montrer inde i butikken. 

Til Deres orientering skal vi meddele Dem, at det i 

henhold til Deres police er en betingelse, at værdien pr. 

enkelt genstand af varer hørende til varegruppe 1 beroende 

i forretningslokalet ikke overstiger 5.000 kr. samt 

20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED II 

at den samlede værdi af varer hørende til varegruppe 1 

pr. udstillingsvindue ikke overstiger 30.000 kr. heraf 

pr. enkelt genstand max. 2.000 kr. Disse vilkår er udelukkende 

gældende i virksomhedens lukketid. 

På det foreliggende grundlag må vi meddele Dem, at 

vi ikke kan tilbyde, at betale erstatning for ure hvis enkeltværdi 

overstiger 5.000 kr. 

Endvidere skal vi meddele Dem, at såfremt kravene 

vedrørende varegruppen ikke er overholdt, erstattes 

kun 60% af samtlige de beløb, som ville være kommet 

til udbetaling hvis kravene var opfyldt. Jvf. forsikringsbetingelserne, 

pkt. 33. 

Med udgangspunkt i ovennævnte har vores taksator 

opgjort vores andel af tyveriet som følger: 

Stjålne ure kr. 106.862,15 

Ødelagte ure, i alt kr. 49.356,80, 

værdiforringet med 30% = kr. 14.807,04 

Ødelagte ure, i alt kr. 10.297,12, 

værdiforringet med 50% = kr. 5.148.56 

I alt kr. 126.817,75 

Fradrag af policens selvrisiko på kr. 5.000,00 

I alt kr. 121.817,75 

60% af kr. 121.817,75 = kr. 73.090.65 

...” 

Sagsøgte har senere tillige erstattet 60% af de udførte 

reparationsarbejder i forretningen med undtagelse 

af en enkelt udgift, som sagsøgte under sagen har 

anerkendt at dække ligeledes med 60% af udgiften 

(2.612,19 kr.). 

Som følge af sagsøgtes afvisning af at udbetale 

fuld erstatning har der været afholdt møder mellem 

parterne, herunder et møde i juli 2003 med deltagelse 

fra sagsøgerens side af A og advokat Mogens 

Flagstad og fra sagsøgtes side af C, B og D. 

Der er under sagen fremlagt et brev af 14. januar 

2004 stilet til B og underskrevet af advokat Mogens 

Flagstad. Af brevet fremgår blandt andet: 

“... 

Codans tilbud af 17. oktober 2003 er ikke tilfredsstillende. 

I tilbuddet er der ikke taget højde for, at min klient 

gennem assurandøren gentagne gange er blevet forsikret 

om, at de såkaldte individuelle klausuler ikke var gældende 

for hans forretning på grund af den gode sikring 

ved indgang og bagdør. 

Hertil kommer at der ikke i min klients forretning er 

udstillingsvinduer, hvorved forstås vinduesflader ud 

mod publikum. Alle genstande i forretningen er placeret 

i skabe, der kun er visuel udsigt til i åbningstiden.

Når forretningen lukkes er der ikke mulighed for at 

publikum kan se, hvad der forefindes i forretningen. 

Min klients sikringsforanstaltninger har løbende været 

godkendt af Codans sikringskonsulenter og assurandør. 

For så vidt angår sidstnævnte fremgår det udtrykkeligt 

af policens tekst at: “Hvis De for brug for råd og 

vejledning vedrørende Deres forsikring, kan De henvende 

Dem til C.” 

Når dette særligt fremhæves, skyldes det at netop C 

også overfor Dem har bekræftet, at opbevaringen i skabene 

i forretningslokalet var accepteret af Codan. C 

kom ofte i forretningen og drøftede sikkerhedsspørgsmål 

med min klient. 

Det må således lægges til grund, at Codan har haft 

100% kendskab til min klients forretning og været vidende 

om at der ikke var eller kunne etableres faciliteter, 

således at skabene kan tømmes hver dag i forretningens 

lukketid. 

Den viden som oven i købet er bekræftet af E, selvom 

han i dag ikke har erindring herom, må medføre at 

Codan hverken kan påberåbe sig 40%’s reduktionen eller 

reduktionen for dyrere ure og smykker, således som 

gjort i det seneste udspil. 

...” 

Forklaringer 

Der er under sagen afgivet forklaring af A og vidnerne 

C, E, D, B, G og Mogens Flagstad. 

A har forklaret blandt andet, at han er ejer af og 

direktør for det sagsøgende selskab. Han har været i 

ure- og smykkebranchen i ca. 40 år og har blandt andet 

tidligere været medejer af Plaza forretningerne, 

der blev etableret fra 1979 og frem, i alt 8 forretninger. 

Plaza forretningerne var også forsikret hos sagsøgte, 

og han kender assurandør C tilbage fra dengang. 

Plaza forretningerne var ramt af indbrud 3 eller 

4 gange, og der var aldrig problemer med at 

opnå fuld dækning. I Plaza forretningerne blev varerne 

aldrig flyttet om natten. Kun i én af forretningerne 

fandtes et pengeskab. 

Det sagsøgende selskab blev etableret pr. 1. september 

1997 og erhvervede en allerede eksisterende 

forretning af ... Guld & Sølv. I købekontrakten er intet 

anført om sikring af forretningen eller om overtagelse 

af forsikring. Det var naturligt at forsikre forretningen 

hos sagsøgte via C, som han kendte. Forretningen 

ligger i det overdækkede center Hørsholm 

Midtpunkt. 

Efter ca. et år blev forretningen, der er på i alt 77 

m2, totalt renoveret. Han indrettede selv lokalerne. I 


ekspeditionslokalet er varerne placeret i aflåste glasskabe 

og montrer. Der er åbent ind til baglokalet, 

hvor et pengeskab på ca. 1 x 0,5 meter står løst på 

gulvet. Det er et gammelt pengeskab, som han overtog 

efter den forrige ejer, og som åbnes med pengeskabsnøgle. 

Én mand kunne flytte pengeskabet. Et 

metalgitter sikrer indgangspartiet, når forretningen 

er lukket. Det er et rullegitter, der kører ned, og som 

lukker helt til, således at man ikke kan se ind i forretningen. 

Det er godkendt som det sikreste på markedet. 

På samme måde er bagindgangen sikret med 

et gitter ind til forretningens baglokale. Endvidere er 

der monteret stålplader på væggene ind mod naboerne, 

ligesom der er detektorovervågning og tyverialarm 

forbundet med Falck. Ombygningen og sikringsforanstaltningerne 

blev drøftet med sagsøgte, 

og han mener, at sikringskonsulent E var på besøg 

sammen med C for at godkende. De var meget tilfredse. 

Da han modtog den oprindelige police i oktober 

1997 var det ikke relevant at hæfte sig ved dækningsbegrænsningen 

på de 5.000 kr. Han var lige 

startet og havde af den grund ikke dyre varer i forretningen. 

Det blev imidlertid relevant at diskutere 

klausulen efter ombygningen, og han diskuterede 

den med C flere gange. Det kunne ikke lade sig gøre 

at flytte de dyre varer, hvilket han gjorde C opmærksom 

på. Varerne kunne på ingen måde være i pengeskabet, 

og det var ulogisk at flytte dem ud i baglokalet. 

C svarede, at klausulen kun gjaldt varer, som 

kunne ses udefra efter lukketid. Det var derfor intet 

problem, da gitteret foran forretningen jo lukkede 

helt til. C gav gentagne gange udtryk for, at forretningen 

var sikret hele vejen igennem. Forretningen 

rummede også dengang en hel del dyre mærkevarer 

og diamantsmykker, hvilket C var fuldt ud bekendt 

med. C kom mindst én gang om måneden i forretningen, 

fordi han havde kontor i nærheden, og fordi de 

løbende holdt kontakt. Således blev forsikringssummen 

også løbende hævet henover årene. Der var derfor 

ingen grund til at tvivle på C’s ord, selvom klausulen 

fortsat stod anført i de tilsendte policer. 

Der har været særudstillinger op til jul, hvor forretningen 

har lånt varer af bl.a. Cartier til en værdi 

af 3-5 mio. kr., og hvor C hvert år sørgede for ekstra 

forsikringsdækning. Der blev ikke udarbejdet 

selvstændig police vedrørende disse varer. Disse varer 

blev også opbevaret i glasskabene i forretningen, 

hvilket C var klar over. 

Indbruddet skete natten til torsdag den 27. marts 

2003. Han havde selv som den sidste forladt forret- 

20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED III


ningen, og alt var som sædvanligt. Det, der havde 

ligget frit fremme, var lagt i pengeskabet, men ellers 

befandt varerne sig i glasskabene og montrene. Tyvene 

var brudt ind fra centersiden, idet de havde formået 

at løfte gitteret op, og havde smadret flere skabe 

og montrer. Han havde besøg af taksator F, og 

de aftalte, at han skulle gøre tyveriet op, hvorefter 

de talte sammen igen. De var enige om det hele, og 

der var ingen problemer hermed. 

På et efterfølgende møde med F og C blev det af 

førstnævnte bemærket, at der var denne dækningsbegrænsning 

i policen. C bekræftede ved denne lejlighed, 

at han havde udtalt, at klausulen ikke skulle 

gælde, når det ikke var muligt at se ind i forretningen 

efter lukketid. F ringede derefter til hovedkontoret 

og sagde, at der skulle reserveres 1 mio. kr. Det 

var derfor en overraskelse, da sagsøgte i maj måned 

2003 henviste til klausulen og nægtede fuld dækning. 

Der blev holdt et møde herom med sagsøgte i 

juli 2003, hvor også advokat Mogens Flagstad deltog. 

C bekræftede også på dette møde, at han havde 

udtalt, at der var fuld dækning. Forsikringen fortsatte, 

indtil den blev opsagt i januar 2004 på grund af 

endnu et indbrud. Dette sidste tyveri, der skete i juledagene 

2003, er ikke blevet dækket. 

C har forklaret blandt andet, at han er storkundekonsulent 

(assurandør) hos sagsøgte og har været 

ansat i firmaet siden 1984. Han har kendt A siden 

1996 eller 1997, hvor der blev tegnet forsikringer 

for nye Plaza butikker. 

Den anvendte dækningsbegrænsning er en generel 

og helt sædvanlig begrænsning, som altid gælder ved 

sagsøgtes forsikring af sådanne guld- og sølvforretninger, 

og den gjaldt også for de tidligere Plaza forretninger. 

Klausulen skal forstås således, at genstande 

til en værdi af mere end 5.000 kr. skal opbevares 

i pengeskab i lukketiden. Selvom ordet pengeskab 

ikke står anført, er han ret sikker på, at det er det, 

der kræves. Han har ikke givet A tilladelse til at fravige 

denne klausul. Det ville være fyringsgrund for 

vidnets vedkommende, da det ligger uden for hans 

kompetence at gøre noget sådant. Han mener heller 

ikke, at han kan have givet A anledning til at tro noget 

sådant. A var bekendt med reglen om natbegrænsning 

fra Plaza forretningerne. 

Det sagsøgende selskabs forsikring blev tegnet, 

før forretningen åbnede i 1997. Det var vidnet, der 

sørgede herfor. Han kan huske, at der på et tidspunkt 

blev talt om dækningsbegrænsningen, mens 

han var i forretningen sammen med E. A og dennes 

kone var også til stede. A sagde, at det ikke kunne 

20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED IV 

lade sig gøre at flytte varerne om natten. Vidnet 

holdt sig fri af denne diskussion, da det lå uden for 

hans område, og han talte i stedet for med A’s kone, 

mens A diskuterede med E. Vidnet husker også, at 

forretningen blev lavet om, men han husker ikke, 

om der var drøftelser om dækningsbegrænsningen i 

den forbindelse. Han har været i forretningen flere 

gange med både E og D. Der var ingen sikringsmæssige 

problemer med forretningen. 

Vidnet kom tit i forretningen, fordi han havde 

kontor i nærheden, og fordi A havde alle sine forsikringer 

gennem vidnet. De talte tit om sikringsforholdene, 

men de talte aldrig om dækningsbegrænsningen. 

Vidnet var ikke klar over, hvilke varer A havde 

i forretningslokalet om natten. Dækningsbegrænsningen 

blev heller ikke drøftet i forbindelse med særudstillingerne, 

hvor der blev tegnet ekstra forsikringsdækning. 

På det efterfølgende møde, hvor F også deltog, 

sagde vidnet, at han var i tvivl om, hvorvidt dækningsbegrænsningen 

gjaldt. Dette skyldtes, at han jo 

tidligere havde hørt, at spørgsmålet var bragt på 

bane, uden at han dog havde hørt hele samtalen. 

Han sagde, at han ville undersøge nærmere, om der 

fandtes noget skriftligt herom. Det gjorde der ikke. 

Det var det samme, han gav udtryk for på mødet i 

juli måned 2003, hvor også advokat Mogens Flagstad 

deltog. Da lovede han også blot at undersøge sagen 

nærmere. Han har ikke prokura til at love andet 

og mere end det. 

E har forklaret blandt andet, at han var ansat 

som sikringskonsulent hos sagsøgte i årene 1984 til 

1998. Hans job var at besigtige forretninger for at 

sikre, at de levede op til sagsøgtes sikringskrav. 

Han var i A’s forretning den 23. september 1997 

for at godkende sikringsforholdene. Forholdene blev 

godkendt uden bemærkninger. Han husker ikke 

yderligere besøg i forretningen, herunder at han skulle 

have besøgt forretningen sammen med C. Vidnet 

har ikke diskuteret dækningsbegrænsningen med A, 

idet det ikke var hans opgave at diskutere policens 

bestemmelser med kunderne. 

D har forklaret blandt andet, at han har været ansat 

i 36 år hos sagsøgte som sikringskonsulent. Han 

skal i forbindelse med nytegninger og ændringer godkende, 

at sikringskravene er opfyldt. 

Vidnet godkendte sikringen hos det sagsøgende 

selskab efter ombygningen, og var i den forbindelse i 

forretningen henholdsvis den 14. september 1998 og 

den 17. november 1998. Han var der i åbningstiden 

og talte med A. Sikringen var i orden. Vidnet kunne

se, at der var mange dyre varer i forretningen. Så 

vidt han husker, gjorde han opmærksom på natbegrænsningen 

i policen og sagde til A, at det så ud 

som om, at der var underforsikret for værdierne i 

pengeskabet. Vidnet fik blot at vide, at han ikke 

skulle bekymre sig mere om dette, og det gjorde han 

så ikke. Han noterede intet herom. Det var i øvrigt 

ikke hans opgave at diskutere forsikringssummer. 

Det er altid hovedkontoret, der i sidste ende bestemmer, 

hvordan en police ser ud. Den omtalte dækningsbegrænsning 

er en standardklausul, der altid 

har været brugt ved guld- og sølvforretninger. 

Vidnet deltog i mødet i juli 2003, hvor også advokat 

Mogens Flagstad var til stede. A mente på det 

møde, at han havde en aftale om, at klausulen ikke 

gjaldt for hans forretning, men der var ingen af de 

tilstedeværende, der kunne bekræfte dette. Heller 

ikke C. 

B forklarede blandt andet, at han er skadechef 

hos sagsøgte, og har været ansat i selskabet i 38 år. 

Den anvendte klausul er helt sædvanlig i branchen. 

“Forretningslokalet” skal forstås som både butiks- 

og baglokale. Han vil ikke afvise, at man ville 

kunne opbevare de dyre varer andre steder end i et 

pengeskab. 

Vidnet deltog i mødet i juli 2003, hvor advokat 

Mogens Flagstad også var til stede, og hvor klausulen 

blev diskuteret. C sagde intet om, at det var aftalt, 

at klausulen ikke skulle gælde. En assurandør 

kan slet ikke indgå sådanne aftaler. Assurandøren 

kan lave om på policen med hensyn til forsikringssummerne, 

men han kan ikke ændre eller indsætte 

vilkår i policen på egen hånd. Hvis en kunde bringer 

noget sådant på bane, kan assurandøren kun viderebringe 

kundens forespørgsel. På mødet tilbød vidnet 

pr. kulance at forlige sagen således, at grænsen for 

den enkelte genstand omfattet af klausulen blev hævet 

fra 5.000 kr. til 10.000 kr. Dette blev afvist. Så 

vidt vidnet ved, er grænsen stadig 5.000 kr. i dag. 

G har forklaret blandt andet, at han er sagsbehandler 

hos sagsøgte og har været ansat i selskabet 

siden 1989. Baggrunden for den anvendte dækningsbegrænsning, 

som er en helt sædvanlig klausul, er generelle 

risikobetragtninger og fristelseshensyn. Værdifulde 

varer skal således opbevares i pengeskab eller 

tilsvarende sikkert sted i lukketiden. Der er ikke 

noteret noget på sagen om, at A’s forretning skulle 

have haft andre steder, der var sikre nok. “Forretningslokale” 

omfatter både butiks- og baglokale, fordi 

begge lokaler er lige tilgængelige. På den måde er 

policen delt op i såkaldte tyvericeller med hver sin 


dækning. Vidnet er ikke bekendt med, at klausulen 

nogensinde er blevet fraveget. Det ville kun være 

den brancheansvarlige i policeafdelingen, der kunne 

træffe en sådan beslutning. 

I 1998 ændredes klausulen i relation til beløbsgrænsen, 

idet de 5.000 kr. blev hævet til 10.000 kr. 

for ny- eller omtegninger. A’s forsikring blev omtegnet 

i 2000, og vidnet vil umiddelbart betegne det 

som en ekspeditionsfejl, at beløbsgrænsen ikke blev 

forhøjet for hans forsikring. Forsikringspræmien 

blev også ændret i 2000. 

Mogens Flagstad har forklaret blandt andet, at 

han var advokat for det sagsøgende selskab i 2003, 

ligesom han sad i selskabets bestyrelse. Han har ikke 

været involveret i forsikringsforholdene, før problemerne 

i anledning af indbruddet i marts 2003 opstod. 

Mødet i juli 2003 blev afholdt på A’s anmodning, 

og fordi A fastholdt, at C havde sagt, at dækningsbegrænsningen 

ikke ville udgøre et problem i relation 

til hans forretning. Dette blev diskuteret på mødet, 

og C bekræftede, at han var kommet meget ofte i 

forretningen og kendte indretning mv. C bekræftede 

endvidere, at dækningsbegrænsningsklausulen var 

blevet drøftet, og efter vidnets opfattelse gav C på 

mødet udtryk for, at A’s opfattelse kunne bekræftes. 

Dette er også, hvad vidnet har forsøgt at udtrykke i 

sit brev af 14. januar 2004. Det er oplagt, når man 

kender forretningens indretning, at det ikke kan lade 

sig gøre at sætte varerne væk om natten. Forretningen 

er hele lejemålet og udgør en del af centeret. 

Procedure 

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, 

at sagsøgeren skal stilles således, som A har 

bedt om, og som han har haft en forventning om. 

Det må lægges til grund, at sagsøgte via assurandør 

C, som foretog jævnlige besøg i forretningen, havde 

kendskab til karakteren og værdien af de genstande, 

som sagsøgeren solgte, og at sagsøgte som følge af 

navnlig C’s men også den hos sagsøgte tidligere ansatte 

sikringskonsulent E’s ageren har accepteret en 

fravigelse af forsikringsaftalens beløbsbegrænsning. 

Sikringsmæssigt var sagsøgerens forretning helt i 

top. Sagsøgte har handlet dybt uprofessionelt i relation 

til sagsøgeren, og hvis dækningsbegrænsningen 

fastholdes, medfører dette reelt, at forsikringen er 

uanvendelig for sagsøgeren. På samme måde har forsikringen 

været uanvendelig i forhold til de særdeles 

værdifulde særudstillinger, som sagsøgeren har haft 

op til jul, og hvor C sørgede for ekstra forsikrings- 

20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED V


dækning og gav udtryk for, at alle særudstillingens 

genstande var omfattet af forsikringsaftalen. Tvivl 

om forsikringsaftalens formulering og rækkevidde, 

herunder om forsikringsaftalen efterfølgende er modificeret 

som følge af parternes adfærd, må desuden 

komme sagsøgte til skade, da forsikringsaftalen er 

konciperet af sagsøgte. Klausulen savner således logik 

i forhold til sagsøgerens forretning, således som 

forretningen er indrettet. A’s forklaring om, hvorledes 

klausulen har været drøftet, er troværdig og ikke 

mindst logisk sammenhængende. Når sagsøgte i policen 

selv har henvist til C, er sagsøgte naturligvis forpligtet 

af dennes udtalelser og ageren, og det er ikke 

bevist, at A har været i ond tro i forhold til, hvad C 

har haft bemyndigelse til. 

Sagsøgeren har endvidere til støtte for den subsidiære 

påstand gjort gældende, at forsikringsaftalens 

beløbsmæssige begrænsninger og muligheder for fradrag 

i erstatningen for værditab er urimelige, jf. aftalelovens 

§ 36. Sagsøgte er derfor efter principperne 

om culpa in contrahendo og principperne om erstatning 

for negativ kontraktsinteresse forpligtet til at 

refundere sagsøgeren de betalte præmier siden 1997 

med fradrag af den udbetalte erstatning. 

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, 

at dækningsbegrænsningen er en helt sædvanlig 

klausul, som udtrykkeligt fremgår af policen som 

vedtaget mellem parterne, og at hverken C eller E 

udtrykkeligt eller stiltiende har accepteret en fravigelse 

af denne. Selv hvis et sådan tilsagn forelå, ville det 

ikke være bindende for sagsøgte, idet de pågældende 

ved afgivelsen heraf ville have handlet uden for deres 

fuldmagt, jf. aftalelovens § 10, stk. 1, eller i 

hvert fald uden for deres bemyndigelse, hvilket sagsøgeren 

vidste eller burde have vidst, jf. aftalelovens 

§ 11, stk. 1. Sagsøgeren har haft rig anledning til at 

gøre indsigelse, hver gang en ny police blev fremsendt 

med samme ordlyd, og der må stilles strenge 

krav til beviset for, at en skriftlig aftale er ændret 

ved en mundtlig aftale. Det bestrides i øvrigt, at 

klausulen i sin ordlyd er uklar i en sådan grad, at 

koncipistreglen kan finde anvendelse, ligesom det bestrides, 

at der er grundlag for at tilsidesætte klausulen 

efter aftalelovens § 36 eller grundlag for at anse 

sagsøgte for erstatningsansvarlig efter principperne 

om culpa in contrahendo. Sagsøgeren er således alene 

berettiget til erstatning for de stjålne og beskadigede 

genstande, hvis værdi ikke overstiger 5.000 kr., 

og da sagsøgeren ikke har overholdt kravet vedrørende 

varegruppe 1, er sagsøgeren derudover alene 

berettiget til 60% af de beløb, som ville være kom- 

20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED VI 

met til udbetaling, såfremt kravet havde været opfyldt. 

Sagsøgeren har derfor ikke krav på yderligere 

erstatning ud over det anerkendte beløb på 2.612,19 

kr. 

Landsrettens begrundelse og resultat 

Landsretten finder det godtgjort, at A efter renoveringen 

af forretningen med installation af omfattende 

sikringsforanstaltninger drøftede rækkevidden af 

den omtvistede individuelle klausul med C, og at 

sidstnævnte tilkendegav, at klausulen ikke var anvendelig 

på sagsøgerens forretning. Landsretten lægger 

herved vægt på A’s forklaring, der til dels bestyrkes 

af advokat Mogens Flagstads vidneforklaring, og at 

forklaringen ikke på overbevisende måde er blevet 

imødegået af C. C har således erkendt, at drøftelsen 

om klausulen fandt sted, og at han under møderne i 

anledning af skadesanmeldelsen udtalte sig delvist til 

støtte for sagsøgeren. C’s forklaring om, at den førstnævnte 

drøftelse udspandt sig mellem A og E, som 

intet havde med spørgsmålet om policens forståelse 

at gøre, og at C under møderne vedrørende skadesanmeldelsen 

alene tilkendegav, at han ville undersøge, 

om der lå skriftlige tilkendegivelser på sagen, har 

ikke været overbevisende. 

C har som assurandør ikke kunnet indgå aftaler 

med sagsøgeren som forsikringstager i strid med policens 

bestemmelser, men har som anført i forsikringspolicen 

været den person, som på sagsøgtes vegne 

skulle give sagsøgeren råd og vejledning om policens 

forståelse. 

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den foran 

anførte tilkendegivelse vedrørende forsikringsdækningen 

må antages at have ligget inden for C’s 

legitimation bemærkes: 

Ifølge forsikringspolicen var forsikringssummen 

for varegruppe 1 2.245.185 kr. for varer beroende i 

“butiks- eller baglokale” og 518.120 kr. for varer i 

pengeskab. Den individuelle klausul begrænsede ansvaret 

i virksomhedens lukketid for varer i “forretningslokalet” 

og “udstillingsvinduet”. 

Klausulen må efter sin ordlyd antages at sigte på 

den særlige risiko for tyveri, der består uden for åbningstiden, 

med hensyn til kostbare varer, som kan 

iagttages og er let tilgængelige. For så vidt angår det 

forudsatte utilgængelighedsniveau bemærkes, at der 

i policebestemmelsen om forsikringssummens størrelse 

henvises til et “butikslokale” og et “baglokale”. 

Bestemmelsen i den individuelle klausul, hvorefter 

varerne ikke må befinde sig i “forretningslokalet”, 

må derfor forstås som butikslokalet, således at grup-

pe 1 varer opbevaret uden for butikslokalet ikke omfattes 

af den individuelle klausul. Det bemærkes herved, 

at policen ikke foreskriver, at gruppe 1 varer i 

lukketiden skal opbevares i pengeskab, for hvilket 

der i øvrigt gjaldt en generelt lavere forsikringssum, 

eller på et andet særligt sikret sted. 

Herefter finder landsretten ikke grundlag for at 

fastslå, at det lå uden for C’s legitimation til at vejlede 

om forståelsen af forsikringsvilkårene at tilkendegive, 

at de af sagsøgeren trufne sikringsforanstaltninger, 

herunder heldækkende gitre i facade og foran 

bagdør, der fuldstændigt hindrede indsyn, og etablering 

af stålsikring i væggene, ækvivalerede de sikringskrav, 

som den individuelle klausul tog sigte på. 


Landsretten tager derfor sagsøgerens principale 

påstand til følge. 

Som følge af sagens udfald skal sagsøgte betale 

sagsomkostninger til sagsøgeren som nedenfor bestemt. 

I sagsomkostningsbeløbet er indeholdt et beløb 

på 30.240 kr., som skal dække sagsøgerens udgift 

til retsafgifter. 

Thi kendes for ret: 

Sagsøgte, Codan Forsikring A/S, skal til sagsøgeren, 

A ApS, betale 926.910,85 kr. med tillæg af procesrente 

fra den 26. november 2004. 

Sagsøgte skal endvidere i sagsomkostninger til 

sagsøgeren betale 100.000 kr. 

Det idømte skal betales inden 14 dage. 

20. maj 2007 - endnu ikke optrykt i FED VII

Corel Ventura - BATCH108.CHP - Forsikrings- og Erstatningsretlig ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?