Download PDF - Air Greenland

■ En af de fem søkonger der i sommeren 2004
blev forsynet med en datalogger, der registrerer
tryk og temperatur.
■ One of the five dovekies that was fitted in the
summer of 2004 with a data logger to register
pressure and temperature.
■ Appaliarsuit tallimat aasaanerani 2004-mi
paasissutissanik tigooraassummik naqitsinermik
kiassutsimillu nalunaarsuisartumik
pilersorneqartut ilaat.
Den arktiske verden byder på mange
særprægede og højt specialiserede
dyrearter. Søkongen er i særlig grad en
imponerende arktisk fugl. Og ingen
andre steder i verden forekommer fuglen
så talrigt som i Grønland.
Med en længde på 20 cm og en
vægt på kun 150 g er søkongen samtidig
den mindste af de grønlandske havfugle.
Den opholder sig ni af årets
måneder på åbent hav, som regel langt
fra kysten, og kommer således kun i
nærheden af land, når den om sommeren
yngler i det højarktiske område.
I sommeren 2004 besøgte forskere
fra Grønlands Naturinstitut Ittoqqortoormiit-området
for med nye virkemidler
at forsøge at kortlægge ukendte sider
af søkongens liv. Det skete ved hjælp af
et lille elektronisk måleapparatur, en
såkaldt datalogger.
Kan vise klimaændringer
Informationerne fra dataloggeren viste,
at søkongen henter sin føde på vanddybder
op til 25 meter, hvor hvert dyk
er på omkring et minuts varighed. Når
de mange små krebsdyr skal fanges,
benytter søkongen sig af en teknik hvor
den først hurtigt dykker ned på dybt
vand, og herefter ved hjælp af legemets
opdrift, langsomt at bevæge sig
op gennem vandsøjlen, hvor smådyrene
sandsynligvis fanges enkeltvis. Resultaterne
giver ligeledes et detaljeret billede
af, hvordan søkongen gennem ynglesæsonen
fordeler sin tid mellem ophold
i kolonien og fouragering på havet.
Når Grønlands Naturinstitut er interesseret
i at vide mere om søkongens
fødevalg og levevis, er det ikke blot for
at indsamle viden om arten og bestanden
i Grønland. Det skyldes også, at
søkongens trivsel og fødesøgningsvaner
Air Greenland inflight magazine 29
kan være vigtige i et større perspektiv,
nemlig som en slags tidlig varsling om
globale klimaændringer.
Søkongen er en art med en høj
grad af specialisering i fødevalget, og
netop hos sådanne arter, hvor alternative
fødeemner ikke er til stede, vil klimaændringer
sandsynligvis komme
hurtigt til udtryk i form af ændrede
fødesøgningsvaner eller ændringer i
udbredelsen. Søkongen vil med andre
ord være særdeles følsom overfor
ændringer i for eksempel havstrømmen
ved Østgrønland og på et tidligt tidspunkt
kunne varsle om forestående
klimatiske ændringer.
Anlægger strubepose
Søkongen har – i lighed med de fleste
andre alkefugle – en tæt fjerdragt, der
er hvid på undersiden og sort på oversiden.
Derfor vil byttedyr under vandet
have svært ved at opdage fuglen mod
den lyse overflade, når den dykker ned,
og set oppefra vil den sorte ryg og de
sorte vinger falde i med det mørke dyb.
Søkongens tætte runde krop og tykke
korte hals, kombineret med ekstremt
hurtige vingeslag, giver den et udseende,
der henleder tankerne på en humlebi:
Den skal virkelig arbejde for at
blive på vingerne.
Søkongen hører til blandt alkefuglene,
og dens nærmeste slægtninge er
alken og lomvien. Men som nævnt
adskiller søkongen sig på et væsentligt
punkt, nemlig med hensyn til fødevalget.
De andre alkefugle er primært
fiskespisende, mens søkongen hovedsageligt
ernærer sig af små krebsdyr,
typisk ikke større end 5 mm. Specielt
vandlopper med et særligt stort indhold
af »fede syrer« med højt energiindhold
er på spisesedlen. Det giver imidlertid
søkongen et problem, når ungen i
reden skal fodres: Hvordan fragter den
omkring 5.000-15.000 smådyr i døgnet
til den sultne unge uden at være på
vingerne konstant?
Løsningen er, at søkongen kort før
yngletiden anlægger en strubepose
under næbbet, sådan at den som en
anden pelikan kan fragte op til 4.000
små vandlopper ad gangen. På den
måde har søkongen således som den
eneste fugleart i Nordatlanten tilpasset
sig en fødekilde, som den ikke skal
konkurrere med andre fugle om. Nærmeste
konkurrenter skal i stedet findes
hos fiskene og hos de store bardehvaler.
Det mest imponerende træk ved
søkongen er imidlertid ikke dens tilpasning
til den specielle føde, men derimod
antallet af fugle, der optræder i
en søkongekoloni.
Fugle i millionvis
Søkongen er i sandhed en rigtig arktisk
ynglefugl. I Grønland findes arten i
enorme mængder i Qaanaaq i Nordgrønland
og Ittoqqortoormiit-området i
Nordøstgrønland samt i enkelte små
kolonier i Upernavik- og Disko Bugt
området. Ud over Grønland findes
søkongen udbredt på Svalbard samt på
visse af de sibiriske øer mod nord. Men
ingen steder i verden findes søkongen i
så store mængder som i Grønland.
Præcis, hvor mange fugle, der findes i
de grønlandske kolonier, er det meget
vanskeligt at opgøre. Søkongen placerer
nemlig sin rede skjult i løse sten ca.
en halv meter under overfladen. Det
enorme antal af fugle samlet på samme
sted gør, at almindeligt anvendte
optællingsmetoder ikke kan bruges i
søkongens tilfælde.
Fugleforskere skønner, at mellem 20