DØDEN - OG DEN INDRE REJSE - Erik Ansvang - Visdomsnettet

Dødens dårlige image
Når kunstnere eller filmbranchen skal billedliggøre døden, sker det i de fleste tilfælde
ved at skabe rædselsvækkende og uhyggelige indtryk. Nutidens udbredte mangel på
troen på et liv efter døden, og afvisningen af muligheden for at kunne kommunikere
med indre verdener, har skabt en generel tvivl og uklarhed i menneskets holdning til
et af livets absolut vigtigste emner, og denne holdning er blevet en overbevisning,
der gennemsyrer nutidens kollektive bevidsthed.
Det er selvmodsigende, at man blandt de mest civiliserede folkeslag i verden overalt
møder frygt, fortrængning og tvivl, når der tales om døden – selvom man samtidig
er overbevist om, at man i denne del af verden tilhører den eneste sande religion,
og selvom denne religion lover, at der findes et liv på den anden side af døden. En
af årsagerne er uden tvivl kristendommens påstand om, at metaforen om glæderne
i Himlen og rædslerne i Helvede fortolkes bogstaveligt. Hos mange troende skaber
denne forestilling usikkerhed, tvivl og frygt, mens ikke troende afviser påstanden
som primitiv eller direkte latterlig.
Naturvidenskabens materialistiske livssyn er en anden kilde til den udbredte frygt
for døden. Forskerne påstår, at mennesket kun lever ét liv, og efter døden er der
intet – absolut intet! Hjernen dør, bevidstheden forsvinder og mennesket ophører
ganske enkelt med at eksistere. Men det er ikke muligt at forestille sig, at man ikke
eksisterer, for det kræver, at der er en, der forsøger at forestille sig denne tilstand –
altså eksisterer man. Men oplysningen om, at man går fra at være noget til at være
ingenting, virker skræmmende på de fleste. Man glemmer ofte, at naturvidenskaben
ikke kan bevise, at der ikke findes et liv efter døden. I stedet for at konkludere,
at man ikke ved om bevidstheden lever videre efter den fysiske død, konkluderer
man, at hvis man hverken kan bekræfte det eller afkræfte det, så eksisterer det
ikke. Den rigtige konklusion er, at forskerne er uvidende.
5