“A Black Hole on the European Continent ” - Kommunikationsforum

<strong>“A</strong> <strong>Black</strong> <strong>Hole</strong> on the European
Continent ”
Rasmus Gyldenkerne Nielsen
xxxxxx-xxxx
December 2012
Cand.soc Politisk Kommunikation og Ledelse
Vejleder: Afonso Cesar Gonçalves Moreira
Institut for Ledelse. Politik og Filosofi
Copenhagen Business School
Anslag ekskl. litteraturliste og bilag: 179.754
En valgkampsanalyse af fantasmatiske diskurser i
Serbien
Kandidatafhandling

Afhandlingens titel er et uddrag fra en valgkampstale afholdt af den EU-venlige præsidentkandidat, Boris Tadić.
(Tadić: SNS must not win elections. VIP 9. april 2012)
Forsidebilledet er fra den satiriske tegner, Corax, hentet fra hjemmesiden Peščanik april 2012 -
http://pescanik.net/2012/04/april-2012/
1

Indholdsfortegnelse
Abstract.....................................................................................................................................4
Oversigt over forkortelser .......................................................................................................5
Oversigt over modeller.............................................................................................................5
1. Indledende afsnit ..................................................................................................................6
1.2 Indledning .........................................................................................................................................6
1.3 Anliggende ........................................................................................................................................7
1.4 Problemformulering ..........................................................................................................................8
1.5 Historisk baggrund ............................................................................................................................9
2. Forskningsdesign................................................................................................................11
2.1 Om iagttagelse på 2. orden..............................................................................................................11
2.3 Empiri..............................................................................................................................................12
2.4 Sprog ...............................................................................................................................................13
3. Teorifremstilling.................................................................................................................14
3.1 Ernesto Laclau og diskursteorien som politisk analyse ..................................................................14
3.1.2 Diskursteoretiske grundantagelser ...........................................................................................15
3.1.3 Diskursteorien på arbejde – introduktion til begrebsapparatet.................................................16
3.2 Slavoj Žižek, psykoanalyse og politik ............................................................................................20
3.2.1 Lacans subjekt. Manglen, identitetens umulighed og behovet for identifikation. ...................21
3.2.2 De nagende fantasier – Žižeks teoretiske politik .....................................................................23
3.2.3 Psykoanalytisk kommunikationsteori: Lacans diskurskonfigurationer ...................................25
4. Analysestrategi ...................................................................................................................30
4.1 Overlap mellem de to teoretiske perspektiver.................................................................................30
4.1.1 Udfoldet operationalisering......................................................................................................30
5. Analysedel 1: De politiske bevægelsers kartografi..........................................................32
5.1 Pro-EU diskursen ............................................................................................................................33
5.1.2 Boris Tadić og det Demokratiske Parti ....................................................................................33
5.1.3 EU i kulturen ............................................................................................................................40
5.2 Den nationalistiske diskurs: ............................................................................................................43
2

5.2.1 De nationalistiske partier..........................................................................................................44
5.2.2 Den kulturelle trussel ...............................................................................................................48
5.3 Den kritiske diskurs.........................................................................................................................51
5.3.1 Den kritiske diskurs i medierne................................................................................................52
5.3.2 Kampagnen for blanke stemmer. .............................................................................................56
5.4 Opsummering på analysedel 1 ........................................................................................................59
6. Analysedel 2: Begærets ideologiske konfigurationer ......................................................60
6.1 ”We know where we are going”. EU som sublimt ideologiske mandat.........................................60
6.2 ”Global cultural colonialism”. Hysteri og miskendelse. ................................................................64
6.3 ”This is not what we think, we should be”. Objektiv viden som kritik. ..........................................68
6.4 Opsummering på analysedel 2 ........................................................................................................72
7. Konklusion: Et konfigurationsspil af fantasier. ..............................................................73
8. Litteraturliste......................................................................................................................77
8.1 Teoretisk litteratur...........................................................................................................................77
8.2 Baggrundslitteratur..........................................................................................................................78
8.3 Internet ............................................................................................................................................79
8.4 Empiri..............................................................................................................................................79
8.5 Bilag ................................................................................................................................................80
Bilag 1: Lene Hansens modeller over diskursteoretiske analyser.....................................................81
Bilag 2: Model over inddraget empiri...............................................................................................82
Bilag 3: Analysestrategiske modeller................................................................................................83
Bilag 4: Skitseret interviewguide. .....................................................................................................85
Bilag 5: Kontrakt med ambassaden i Beograd..................................................................................87
3

Abstract
Over the last 20 years, Serbia has been a source of continuous concern in the
international society. Its central role in recent conflicts in Europe; the war following the
breakup of Yugoslavia 1990-95 and the conflict with Kosovo, 1998-99, has produced animosity
between Serbia and the international society, thus leaving Serbia isolated, depicted as a pariah-
state.
In recent years, however, Serbia’s rapprochement to its regional neighbours as well as
international institutions has been welcomed by the international society, especially by the EU,
which sees stabilization of the Western Balkans as a strategic priority.
In March 2012 Serbia was granted EU candidate status reciprocally for its achievements with
regards to democratization and stabilization. The current development has been perceived as an
indication that Serbia is substantially moving towards cooperation with the international
society, effectively leaving behind its warmongering, nationalist aspirations.
This dissertation seeks to challenge this perception by illuminating conflicting attitudes towards
Serbia’s rapprochement to EU and the international society. With an analytical strategy,
drawing on discourse theory and psychoanalytical political theory, the dissertation embarks on
a voyage, implicating a narrow focus on the election campaign in May 2012, to critically
examine different perceptions of Serbia’s role in the EU and the wider world, as they are
expressed in the media, by political parties, academics and in cultural events.
The analysis of the election campaign exhibits sound disagreements with regards to EU-
integration and international cooperation. With a strategic discourse theoretical bracketing of
the political landscape in three distinct discourses, a Pro-EU, a Nationalist and a Critical
discourse, it is revealed how these discourses, understood as political projects, relies on mutual
antagonistic relations vis-à-vis each other, implicating a remarkable and hostile playing field
for political conflicts.
Furthermore it is discussed, drawing resolutely on psychoanalytical discourse configurations,
how these political projects appeal to the Serbian citizens, by activating different fantasmatic
constructions of an ideal Serbia; depicting ways to get there and obstructions.
The dissertation concludes that different political projects with potential for conflicts
persist in Serbia despite its perceived internal forces for a European future. It thereby reaches
its intended goal: contributing to a more adequate analysis of contemporary Serbian political
society.
4

Oversigt over forkortelser
◊ EU: Den Europæiske Union
◊ D: Demand
◊ DS: Demokratska Stranka – Demokratiske Parti
◊ DSS: Demokratska Stranka Srbije – Serbiens Demokratiske Parti
◊ HSS: Hegemony and Socialist Strategy
◊ IW: Interview
◊ KBS: Kampagnen for Blanke Stemmer
◊ LDP: Liberalno Demokratska Partija – Liberale Demokratiske Parti
◊ M.O.: Min oversættelse
◊ NATO: North Atlantic Treaty Organization
◊ RIK: Republička izborna komisija – Republikkens valgkomité
◊ SNS: Srpska Napredna Stranka – Serbiske Progressive Parti
◊ SRE: Serbia in the Rhythm of Europe
Oversigt over modeller
Model 1: Diskursiv sedimentering af krav.
Model 2: Diskursive grænser og flydende betegnere
Model 3: Pro-EU diskursens sedimentering
Model 4: Serbiens image som flydende betegner.
Model 5: Engagement som flydende betegner.
Model 6: Den nationalistiske diskurs, fra DSS’s artikulationer
Model 7: Den kritiske diskurs
5

1. Indledende afsnit
1.2 Indledning
”Ahh I see, so you are just another one of these foreigners, coming to my country, with a set of
fixed ideas, writing another story about savage Serbia.”
Taxachauffør i Beograd, april 2012
I foråret 2012 fik jeg som student i udenrigsministeriet mulighed for at blive tilknyttet den
danske ambassade i Beograd som specialestuderende og kommunikationsmedarbejder under
det danske EU-formandskab. Min faglige interesse var Serbiens vej mod EU, med særligt fokus
på det serbiske parlaments- og præsidentvalg 6. maj 2012. Jeg var tilknyttet ambassaden fra d.
2. april- 10. juni. 1
Citatet ovenfor er taget fra en samtale, jeg havde med en taxachauffør på vej fra mit hotel til
ambassaden tirsdag morgen, den 3. april. Citatet, der i øvrigt satte punktum for chaufførens
engagement i samtalen, faldt efter, at jeg – på hans foranledning – havde forklaret ham grunden
for mit ophold. Opildnet af hans umiddelbare interesse, forvildede jeg mig ud i en større
udredning af, hvad jeg så som serbiske udfordringer ved muligt EU-medlemskab herunder
respekt for menneskerettigheder, retsforfølgelse af krigsforbrydere og regional stabilisering.
Chaufføren var tilsyneladende ikke videre imponeret over min analyse. Det har i hvert fald
siden været min tolkning af hans bratte afslutning på samtalen.
Det er en personlig motivation for nærværende afhandling at modbevise denne chauffør. Det
set of fixed ideas, jeg måtte have haft ved min ankomst til Serbien, blev i løbet af de to måneder
væsentligt udfordret, og det Serbien, jeg med afhandlingen ønsker at stampe op af jorden, vil
forhåbentligt blive opfattet som alt andet end blot another story about savage Serbia.
Oprindeligt forestillede jeg mig, at afhandlingen skulle udformes som en diskursteoretisk
hegemonianalyse af, hvordan et ’Serbien i EU’ fremstod som uudfordret politisk budskab.
Dette viste sig ikke at være en bæredygtig strategi. Hvordan jeg blev klogere, vil jeg vise i de
næste par timer.
1 Bilag 5: Kontrakt med ambassaden i Beograd.
6

1.3 Anliggende
Serbien er på vej mod EU-medlemskab. I 2009 ansøgte Serbien om optagelse og fik
kandidatstatus 1. marts 2012. Det blev iagttaget som en endegyldig indikation på, at Serbien
ville det internationale samfund. 2 Der er tale om en proces, der har været lang tid under vejs,
men spørgsmålet er, hvad Serbien egentlig vil.
Vejen mod optagelse i EU er præget af omstillinger og tilpasninger til standarder, der for det
enkelte ansøgerland kan virke uoverkommelige. Perspektivet ved medlemskab har dog ofte
motiveret indsatsen. De sidste EU-udvidelser i henholdsvis 2004 og 2007 indikerede folkelig
opbakning på over 90% i de nye medlemslande. Siden er den generelle tilslutning dalende både
i nye og gamle EU-medlemslande. Blandt aspirerende kandidatlande, herunder Serbien, kan
registreres svingende begejstring for EU.
I Serbien er de løbende parlamentsvalg af omverden blevet iagttaget som test på, hvorvidt der
var opbakning til EU-linjen. Valg i 2003, 2007 og 2008 blev således alle iagttaget som
skæbnevalg, der alt efter udfald ville kunne få afgørende konsekvenser for Serbiens vej imod
eller væk fra EU. 3
6. maj 2012 var der igen valg i Serbien, og nu forholdt det sig anderledes. EU-kommissionen,
det danske udenrigsministerium, serbiske medier samt internationale iagttageres opfattelse var,
at den generelle opbakning til EU-medlemskab og samarbejde med internationale institutioner
var cementeret i Serbien. I 2012 var der dermed ikke tale om et skæbnevalg. Det forventedes, at
opbakningen til EU var et afklaret emne. En af de politiske iagttager, jeg mødte under mit
ophold, mente, at denne forventning var blevet indfriet:
“The elections have definitely produced this ambience, that Serbia has internal source for
European future, for a European future”. 4
Milan, der er professor i politisk teori og tidligere pro-rektor på fakultet for statskundskab ved
Beograds Universitet, mente, at ønsket om en mere forsonlig linje over for det internationale
samfund samt en tro på statens demokratiske institutioner havde sat sig igennem. Valgkampen
2 http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/ec/128445.pdf
3 Tim Judah(2009): The Serbs. History, Myth and the Destruction of Yugoslavia. Yale University Press.
4 IW: Milan Podunavac, 9. maj 2012 15,51.
7

havde vist, at der i Serbien var intern dynamik og vilje til at adressere sensitive og
fundamentale spørgsmål på konstruktiv vis. 5
Jeg har en anden opfattelse. Imod den officielle udlægning af et harmonisk samfund på vej mod
modernisering og tilnærmelse til EU, fik jeg et andet indtryk af Serbien. Et indtryk, der
udfordrer denne udlægning.
I løbet af mit ophold i Beograd iagttog jeg således flere forhold, der stred imod den officielle
linje. Det skortede ikke ligefrem på nationalistisk retorik og fordømmelser af EU-tilhængerne,
og rundt i Beograd iagttog jeg flere graffitier, valgplakater og demonstrationer med et EU-
skeptisk budskab: EU- Ne hvala(EU, nej tak), Kosovo je Srbija(Kosovo er Serbien), EU =
NATO mm.. Blandt unge og studerende samt folk der beskrev sig selv som liberale og vestligt
orienterede, blev jeg desuden præsenteret for en stærk skepsis mod det politiske system og EU
som fremtidshorisont. Her appellerede ingen af de politiske fløje: EU-tilhængere og
nationalister blev anset som henholdsvis udtryk for tom retorik og inkompetence.
I forlængelse heraf er det min overbevisning, at den officielle udlægning af Serbiens nuværende
‘konstruktive’ proces udspringer af en mangelfuld analyse. En analyse der er blind for
konflikter, der fortsat præger det serbiske samfund, og som ikke nødvendigvis løses ved at
blive mørklagt.
Mit ønske med nærværende afhandling er at problematisere den officielle udlægning og bidrage
til en mere hensigtsmæssig analyse af Serbien. Med et periodemæssigt nedslag i valgkampen
april-maj 2012 ønsker jeg at belyse modsætninger i det serbiske samfund, der kan iagttages
som rækkende ud over den kontekst, valgkampen, fra hvilken de er blevet iagttaget.
Det leder mig frem til afhandlingens problemformulering.
1.4 Problemformulering
Hvordan kan der iagttages potentielle konflikter i de modstridende opfattelser af Serbiens
tilnærmelse til EU og det internationale samfund, der kommer til udtryk i den serbiske
valgkamp i forbindelse med parlaments- og præsidentsvalget den 6. maj 2012?
5 IW: Milan Podunavac 9. maj 2012 14,31
8

Problemformuleringen vil jeg besvare i to dele. Den første del udgøres af et stringent
sproganalytisk arbejde med at opridse forskellige opfattelser af Serbiens tilnærmelse til EU,
som de kommer til udtryk under den serbiske valgkamp. I anden del vil jeg på baggrund af
resultater fra første del tage fat på opfattelserne som udtryk for ideologiske konfigurationer, der
indgår i konfliktuelle relationer.
Afhandlingen er struktureret omkring tre arbejdsspørgsmål. Hvordan jeg konkret vil besvare
spørgsmålene, vil blive anskueliggjort i afsnit 2-4. De tre arbejdsspørgsmål er som følger:
1) Hvilke opfattelser er der på spil i den serbiske valgkamp?
Med afsæt i et diskursteoretisk analyseapparat vil jeg undersøge, hvordan der kan iagttages
konkurrerende forsøg på at fastsætte, hvad der opfattes som Serbiens udfordringer. Jeg vil
undersøge, hvordan der af den serbiske samfundsdebat kan fremanalyseres politiske diskurser
som udtryk for politiske bevægelser.
2) Hvordan kan der iagttages modsætningsforhold imellem de politiske bevægelser?
I sammenhæng med det første arbejdsspørgsmål er det centralt for min problemformulering at
undersøge, hvordan diskurserne som betydningstilskrivende operationer kan iagttages at
artikulere afgrænsning til andre politiske alternativer. Jeg vil således indrette mit blik efter,
hvordan der af diskurserne kan iagttages afstandstagen, eksplicit som implicit, til andre
opfattelser af Serbiens udfordringer
3) Hvordan kan diskurserne iagttages som et udtryk for mulige konflikter i det serbiske
samfund?
I forlængelse af den diskursteoretiske analyse af politiske diskurser vil jeg undersøge, hvordan
diskurserne kan udfoldes i nuværende og fremtidige politiske konflikter i det serbiske samfund.
Med afsæt i psykoanalytisk ideologikritik vil jeg behandle diskurserne som konfigurationer, der
sætter klare rammer for, hvordan en given meningshorisont tilbyder identifikationspunkter for
de serbiske vælgere.
1.5 Historisk baggrund
Nærværende afsnit giver et overblik over Serbiens nære historie som ramme for afhandlingen.
Grundet afhandlingens omfang, må et ønske om dybdegående redegørelse for Serbiens historie
henvises til værker i litteraturlisten.
9

I begyndelse af 1990’erne gik den Jugoslaviske Føderation i opløsning. Det førte til borgerkrig,
primært mellem føderalrepublikkerne. Borgerkrigen endte med en international medieret fred i
1995. I Serbien, der havde været en af aggressorerne med international fordømmelse til følge,
fulgte en periode med international isolation, intern uro og svækket økonomi. Et uafklaret
forhold til Serbiens sydlige region, Kosovo, der med en overvejende etnisk albansk befolkning
krævede større autonomi fra Serbien, endte i ny konflikt i 1998, nu mellem albanske og
serbiske væbnede styrker. Efter rapporter om flygtningestrømme og etnisk udrensning
intervenerede NATO med 2 1/2 måneds luftbombardement af serbiske militære og
infrastrukturelle mål. Interventionen endte med, at serbiske styrker trak sig ud af Kosovo.
Herefter fulgte stigende utilfredshed blandt den serbiske befolkning mod regimet, der var ledt
af Slobodan Milošević. Det førte til omfattende protester, og den 5. oktober 2000 blev
parlamentet stormet og Milošević afsat. Herefter forsøgte skiftende regeringer at forbedre
relationerne til omverden.
I 2003 indledte EU stabilitets- og associeringsaftale med Serbien. 6 Det betød en pisk og gulerod
tilgang, hvor Serbien mod belønning i form af EU- midler motiveredes til at gennemgå
moderniserings- og demokratiseringsprocesser. I 2004 blev den EU-venlige politiker Boris
Tadić valgt som præsident for Serbien. Tadić har siden haft som erklæret mål at gøre Serbien
klar til EU-medlemskab. Tadićs bestræbelser førte til en formel ansøgning om EU-medlemskab
i 2009, der blev besvaret med tildelingen af kandidatstatus 1. marts 2012.
Selvom Serbiens vej mod EU er blevet iagttaget som målrettet, har der været en del ridser i
overfladen. 7 Kosovos selvstændighedserklæring i 2008 medførte voldelige protester og angreb
på udenlandske ambassader i Beograd. Udlevering af krigsforbryderen Ratko Mladić til Haag i
2011 medførte store protester med afbrænding af EU-flag. Forholdet til Kosovo har fortsat
været betændt og ledt til flere sammenstød ved grænsen. Dette på trods af at EU lægger stor
vægt på normalisering af forholdet til Kosovo ifm. serbisk EU-medlemskab.
Som det vil blive vist i opgaven, var valgkampen op til valget i maj 2012 ikke udtryk for
entydig opbakning til EU-medlemskab og forsoning med omverden.
6 http://ec.europa.eu/enlargement/pdf/nf5703249enc_web_en.pdf
7 EU Kommissionen: Serbia Progress Report 2005-12: http://ec.europa.eu/enlargement/countries/detailed-country-
information/serbia/index_en.htm
10

Valgresultatet viste, at den EU-venlige fløj fik det dårligste resultat i 10 år. De sidste
meningsmålinger hvad angår serbisk opbakning til EU viser et markant fald fra tidligere
opbakning på 85% i 2010 til 49% i 2012( EU Integration Office, Serbia 8 ).
2. Forskningsdesign
Hensigten med nærværende afsnit er at anskueliggøre for læseren, hvordan min afhandling er
struktureret ud fra en forskningstradition, der abonnerer på poststrukturalistiske,
analysestrategiske overvejelser som udgangspunkt for studier af politik og kommunikation. Det
gør jeg ved at redegøre for afhandlingens iagttagelsesbegreb og den inddragede empiri. I
efterfølgende afsnit vil afhandlingens teoretiske fundament og analysestrategi blive udfoldet.
2.1 Om iagttagelse på 2. orden
At iagttage på anden orden betyder, at man gør andres iagttagelser til genstand for egne
iagttagelser. Iagttagelsesbegrebet 9 bunder i en forståelse af iagttagelse som en operation, der
fokuserer på noget bestemt og udelukker noget andet. En iagttagelse er en forskelsdragende
operation, der flækker verden i to: mellem det iagttagede og det udeladte. Iagttagelse er en
indikation indenfor rammen af en forskel og kan illustreres med følgende figur:
Indikation Forskel
Iagttagelse
En iagttagelse drager en forskel, som har konstitutive konsekvenser for, hvordan der iagttages
og dermed for, hvordan verden på den baggrund vil træde frem for iagttageren. Pointen med 2.
ordens iagttagelser er, at man netop søger at afdække de forskelsdragende operationer,
iagttagelser gestalter, med henblik på at forklare hvilke betingelser en iagttagelse er underlagt
samt hvilke konstitutive konsekvenser en forskelsdragning medfører. At iagttage på 2. orden
handler om at dvæle ved iagttagelser som netop iagttagelser, ikke om at læse mellem linjerne
eller forsøge at fortolke bagvedliggende hensigter. 2. ordens iagttagelser handler således om at
fiksere fremtrædelsesformer som mindste enhed for analyse(Andersen 1999: 14).
8 http://www.seio.gov.rs/upload/documents/nacionalna_dokumenta/istrazivanja_javnog_mnjenja/istrazivanje1_jun
_12%20final_en.pdf
9 Se bl.a Andersen(1999): Diskursive analysestrategier. Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann, og Luhmann
(2003): Iagttagelse og paradoks. Essays om autopoietiske systemer.
11

Der findes ingen endegyldig metode til at gøre andres iagttagelser til genstand for egne
iagttagelser. Indenfor det poststrukturalistiske paradigme bliver det derimod et spørgsmål om at
konstruere iagttagelser som iagttagelser ved at reflektere over valg af perspektiv, materiale og
behandling – altså ens analysestrategi – og på den baggrund sikre gennemsigtighedskriterier for
læseren (Esmark, Lausten & Andersen 2005: 10-12 – herefter Esmark et al.).
Som 2. ordens iagttager vil jeg i min analysestrategi anskueliggøre, hvordan jeg med en
diskursteoretisk/psykoanalytisk konditionering af blikket gør andres iagttagelser, i dette tilfælde
politiske aktører i Serbien, til genstand for mine iagttagelser. I den forbindelse er jeg bevidst
om, at mit valg af teori, empiri og analysestrategisk blik må opfattes som blot et muligt
perspektiv blandt mange. Kun ved at spille med åbne kort og tydeligt redegøre for, hvordan
min empiri er indsamlet og behandlet, kan jeg sikre, at afhandlingens forløb og konklusion ikke
forekommer tilfældig og dermed uvederhæftig.
2.3 Empiri
I det følgende vil jeg redegøre for, på baggrund af hvilke selektionskriterier jeg har indsamlet
relevant data til brug for min analyse.
For at skabe overblik over data har jeg fundet inspiration fra politologen Lene Hansen, der med
sin bog, Security as Pracitice: Discourse Analysis and the Bosnian War (Hansen 2006), leverer
analyser af forskellige niveauer i udenrigspolitiske diskurser. Hansen arbejder ud fra en
niveauinddeling af data i forbindelse med en diskursteoretisk analyse, hvor man ved at se på
politikeres taler, over avisartikler til kulturelle frembringelser, interviews og arkitektur kan
vurdere diskursers opståen og stabilisering. Denne niveauinddeling er udformet i et skema, der
er bilagt afhandlingen. 10 Ud fra Hansens model har jeg udformet et overblik over inddraget
materiale, 11 som jeg vil introducere til i det følgende.
I analysen af kartografi over politiske diskurser i Serbien trækker jeg på data, der kan indpasses
i alle Hansens niveauer. De eksempler, jeg har valgt at inddrage, er udvalgt ud fra deres
repræsentativitet. Ambassaden modtog daglige presseklip 12 , der omfattede generel
monitorering af de store dagblade, mere specifikke udsnit af EU-, økonomi- og kulturdebatter
10 Se bilag 1.
11 Se bilag 2.
12 Den daglige pressemonitorering blev udført af EU-delegationens presseafdeling i Beograd. Pressemonitorering
bestod af oversatte udklip af den serbisksprogede dagspresse. Desuden modtog ambassaden korte, oversatte
overblik over daglige emner i den politiske debat fra VIP News Services. Begge presseklip er bilagt afhandlingen
på Cd-rom.
12

samt referencer fra politiske manifestationer. Det daglige overblik givet mig et indblik i den
løbende politiske debat samt mulighed for at søge yderligere detaljer. Al pressemonitorering er
bilagt. 13
Som supplement til presseklips har jeg søgt information fra partiers hjemmesider, herunder
valgprogrammer, offentliggjorte taler og debatindlæg. Desuden har jeg deltaget i konferencer
arrangeret af nationale og internationale organisationer, og jeg har deltaget i partipolitiske
optog op til valget. Hjemmesider fra civilsamfundsgrupper har også været en portal for
interessant materiale. Desuden kunstneriske frembringelser, herunder musikarrangementer og
indtryk fra gademiljøet.
Jeg har foretaget kvalitative interviews med akademikere og civilsamfundsrepræsentanter. Valg
af interviewpersoner fandt sted på baggrund af deres tilsynekomst i den politiske debat samt
akademiske akkreditiver. Formålet med interviewene var dobbelt, da jeg dels ønskede at drøfte
afhandlingens antagelser og problemstilling med relevante forskere på området, dels teste – i
relation til Hansens diskursteoretiske empirimodel – hvordan akademikere og
civilsamfundsrepræsentanter ville kunne iagttages at abonnere på diskursive mønstre.
Interviewguide og interviews som lydfiler er bilagt.
Jeg har vedlagt hovedparten af det materiale, jeg har analyseret på såvel som anskueliggjort
overfor læseren, hvordan jeg har struktureret min tilgang til empirien. Det er derfor min
overbevisning samt fundament for afhandlingens udsigelseskraft, at det empiriske materiale
opfattes som værende indlejret i den politiske debat og herfra ekstraheret til brug for min
analyse(Hansen 2006:88).
2.4 Sprog
Størstedelen af det inddragede materiale, herunder presseklip, artikeluddrag samt gengivelse af
taler på hjemmesider er oversat fra serbisk til engelsk af enten pressebureauer eller partierne
selv. Kvaliteten af oversættelserne vurderer jeg som generelt høj. Interviews og
indledningsmæssig kommunikation med relevante kontakter er blevet gennemført på engelsk.
På de områder, hvor jeg ikke har haft oversat materiale til rådighed, specielt i forbindelse med
den serbiske højrefløj, har jeg oversat dokumenter selv – med assistance fra ambassadens
sekretærer. Egne oversættelser vil i samtlige tilfælde været oversat fra serbisk til engelsk.
13 Se bilag Cd-rom: Alle kildeangivelser med titel efterfulgt af VIP stammer fra pressemonitoreringsinstituttet;
V.I.P Daily News Report. Kildeangivelser med forfatter, titel, organ samt sideantal stammer fra EU-delegationens
daglige presseklip.
13

Dansk er det operative sprog i analysen, mens engelsk er det analyserede. De steder, jeg i
analysen konkluderer fra oversat materiale, vil det fremgå angivet som M.O.: ’min
oversættelse’.
3. Teorifremstilling
I nærværende afsnit vil jeg redegøre for de to teoretiske retninger, jeg har valgt at inddrage.
Min erkendelsesinteresse er todelt, idet jeg både ønsker at skabe et overblik over de forskellige
bevægelser - i afhandlingen rammesat som diskurser - der former det politiske landskab i
Serbien. Dernæst ønsker jeg at forstå samt forklare, hvordan disse diskurser opererer med
henblik på at skabe tilslutning blandt borgerne ved hjælp af symbolsk virkningsfuld
kommunikation. En kommunikation der kan medføre potentielle konflikter.
Til dette formål kombinerer jeg et diskursteoretisk blik ved Ernesto Laclau og psykoanalytisk
blik ved Slavoj Žižek på det serbiske samfund. Denne kombination giver mig mulighed for dels
at kompleksitetsreducere virvaret af budskaber -igennem en diskursteoretisk kartografi -samt
vurdere den symbolske virkningsfuldhed i disse diskurser gennem Žižeks teoretiske arbejde
med politiske ideologiers underbevidste appelværdier. Hvordan jeg kombinerer disse to
retninger med henblik på et potent analysestrategisk fundament, vil jeg uddybe i afsnit 4. I
følgende afsnit præsenterer jeg teorierne adskilt.
Der vil grundet afhandlingens omfang ikke være tale om en omfattende teoriudredning. Mit
fokus vil være på de teoretiske komponenter, der har relevans i forhold til besvarelse af min
problemformulering. Derfor vil jeg kort give en indføring i teoriernes hovedfokus,
grundantagelser og analytiske begreber.
3.1 Ernesto Laclau og diskursteorien som politisk analyse
Den argentinske politiske teoretiker Ernesto Laclau har et omfattende forfatterskab bag sig og
har beskæftiget sig med en lang række af politiske emner herunder politisk repræsentation,
identitet, kapitalisme, statens rolle, populisme etc.
Laclaus teoretiske gennembrud kom med værket ’Hegemony and Socialist Strategy. Towards a
Radical Democratic Politics(fremover HSS)’ 14 , som han udgav i 1985 med belgieren Chantal
14 London – New York. Verso 1985
14

Mouffe. HSS’s hovedfokus er relancering af den italienske teoretiker Antonio Gramscis arbejde
med begrebet hegemoni og dennes fokus på styring af ideer, tanker og sprog som magtens
egentlige omdrejningspunkt(Critchley and Marchart 2004:4). HSS introducerer post-
strukturalistiske tænkning, lacanianske identitets- og subjektiveringsforståelser samt ikke
mindst en systematisering af sproglige analytiske begreber(Howard D., et al. 2000). Det er i
den forbindelse, at Laclau og Mouffes særlige blik for det sociale, som udgjort af sproglige
kampe om tilskrivelse af mening til verden omkring os, gøres til udgangspunkt for samtidig
politisk analyse(Laclau & Mouffe 1985:6). Diskurser betragtes som konstruktioner, der
påvirker samt skaber det sociale liv(ibid:6).
Sproget får primat i forbindelse med analyser af politik, og der introduceres med HSS et blik
for kontingente meningsfikseringer i ethvert politisk projekt og dermed et fokus på udtalelser,
der søger at drage meninger sammen i politiske fællesskaber(Laclau & Mouffe 1985:7-8).
Begge forfattere har siden videreudviklet diskursteorien i forskellige retninger, og specielt hos
Laclau kan iagttages en nuancering af begreber, der blev introduceret med HSS. Da det primært
er det diskursteoretiske begrebsapparat som analytisk fundament, der har min interesse, er mit
fokus herefter hovedsageligt Laclaus teoriudvikling.
3.1.2 Diskursteoretiske grundantagelser
I diskursteorien er det analytiske hovedfokus sproglige frembringelser som
betydningstilskrivning af verden omkring os, og dermed hvordan alternative betydninger gøres
mindre sandsynlige. Diskursteoriens post-strukturelle ståsted kommer til udtryk i en stipulering
af det uafklarede forhold mellem betegner og betegnet(Esmark et al. 2005:15). Der tages
udgangspunkt i en tom ontologi, der ikke som sådan benægter tilstedeværelsen af en ’virkelig’
verden derude, men blot at denne verden ikke giver mening at studere uafhængigt af de
sproglige kategorier, hvormed den søges beskrevet(Howarth et al. 2000:3) Det vil sige, at f.eks.
et træ(betegnet) f.eks. først opnår betydningen ved netop denne benævnelse(betegner) samt ved
den forskel, der trækkes (eks. et træ er ikke en skov, kan blive til et bord). At det står der, stiller
diskursteorien dog ikke som sådan spørgsmålstegn ved. Den sproglige virkelighed forudsættes
som et system af forskelle og forskelsdragninger, der hverken på forhånd er givne eller stabile
grundet et uafklaret forhold mellem betegner og betegnet. Den sociale verden opfattes som
åben og flydende. At skabe sproglig mening er derfor et ustabilt foretagende, fordi der altid vil
forekomme forsøg på alternative betydningstilskrivninger. Politik konceptualiseres som et
uendeligt betydningsspil mellem konkurrerende betydningstilskrivninger af den sociale
verden(Hansen 2005:179).
15

Diskursteorien præsenterer en tilgang, der i afdækning af det sociale som et politisk
betydningsspil er analytisk følsom overfor de stridigheder, usammenhænge og paradokser, der
betragtes som både drivkraft i og udkommet af kontinuerlige forsøg på
betydningstilskrivning(Hansen 2005:180). I diskursteorien ses politiske projekter som forsøg på
at organisere et diskursivt meningsfelt ved at sammenkæde forskellige budskaber og ideer i en
bestemt betydningsrelation, der samtidig søger at udgrænse alternative betydninger.
Den sociale sfære er per definition politisk, idet alle frembringelser må iagttages som forsøg på
meningstilskrivning og fiksering, hvilket kan gøres til genstand for modsigelser og diskursive
kampe. Alle sociale frembringelser forstås ud fra en immanent intentionalitet, der søger at
påvirke, rykke eller fastholde mening. Derfor er de politiske(Hansen 2005:180). Hvordan disse
grundantagelser udfoldes i et analytisk system, vil jeg redegøre for i følgende afsnit.
3.1.3 Diskursteorien på arbejde – introduktion til begrebsapparatet
I dette afsnit vil jeg introducere de koncepter, jeg har valgt at uddrage fra Laclaus diskursteori.
Endvidere vil jeg fremstille modeller til brug for min analyse. I nærværende afsnit gengiver jeg
udvalgte modeller, som de fremstår hos Laclau, mens jeg som bilag til mit analysestrategiske
afsnit viser, hvordan jeg har videreudviklet og tilpasset disse modeller til brug for
afhandlingen. 15
Når sproglige frembringelser – forstået her som kommunikation - sættes som mindste enhed for
politisk analyse, er en systematisk rubricering af inddragede elementer en fordel, når man skal
forsøge at kompleksitetsreducere et diskursivt felt(Andersen 1999:90). Diskursteorien tilbyder
et analyseapparat med henblik på at beskrive det sociale som konstitueret ved diskursive kampe
om at fiksere mening og skabe stabile, sproglige strukturer. Diskursteorien som analyseapparat
er karakteriseret ved et sæt af analysestrategiske begreber, der kan strukturere et analytisk felt
og foranledige en løbende refleksion over betydningstilskrivende operationer og dermed den
sociale orden.
De begreber, jeg trækker på i min analyse, vil jeg gennemgå i det følgende. Da begreberne
bedst forstås i relation til hinanden, er det en forudsætning at læse gennemgangen i
sammenhæng, da enkelte begreber nævnes før egentlig forklaring.
Diskursivitet som overordnet begreb for diskursteorien kan beskrives som, ”en aldrig
tilendebragt fikseringsproces, som finder sted gennem artikulationen i et felt af diskursivitet
15 Se bilag 3.
16

med flydende relationer” (Andersen 1999:90). At der bliver kæmpet om at betydningstilskrive
den sociale verden, er et udtryk for diskursivitet. En fikseringsproces sigter mod at danne
diskursive formationer eller simpelthen diskurser, som et produktet af artikulationsforsøg i
det diskursive felt. Diskursive formationer skal ikke forstås som endegyldige, fikserede
størrelser, men snarere som én særlig måde at arrangere differentierede elementer på. Et blik
for diskurs implicerer altså et blik for kontingens, det vil sige, at en given meningshorisont lige
såvel kunne være anderledes(Laclau & Mouffe 2002: 15). Diskursivitet er, som jeg forstår det
hos Laclau, et paraply-begreb, der rummer en lang række af relaterede begreber, af hvilke jeg
vil fremhæve følgende:
Dislokation, beskriver det forhold, der indtræffer, når midlertidige fikseringer af momenter i en
given diskursiv orden destabiliseres, giver plads til konkurrerende diskurser og således giver
anledning til nye artikulationer. Dislokationen betyder, at det sociales grundlæggende
umulighed kommer til udtryk dér, hvor tidligere meningsoverensstemmelser, selvfølgeligheder
eller sedimenterede strukturer gjorde sig gældende. Dislokationen får disse selvfølgeligheder til
at bryde sammen og skaber behov for nye diskursive forsøg på fikseringer. Artikulation
beskrives som forsøg på at ordne forskellige elementer i en given sammenhæng, som ikke er
nødvendig eller given (Laclau & Mouffe 2002:53). Artikulationsbegrebet er centralt for
diskursteorien, da artikulationer er den egentlige empiriske genstand for diskursteoretiske
analyser(Andersen 1999:54). Artikulationer, der kan være alt fra personlige ytringer til
institutionelle arrangementer, beskrives præcist i HSS:
” In the context of this discussion, we will call articulation any practice establishing a relation
among elements such that their identity is modified as a result of the articulatory practice. The
structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse. The
differential positions, insofar as they appear articulated within a discourse, we will call
moments. By contrast, we will call element, any difference that is not discoursively
articulated.” (Laclau & Mouffe 1985:105).
Når elementer artikuleres, det vil sige tilskrives mening, kaldes de for momenter. Hvis vi
eksempelvis betragter glødepæren som et element, der som sådan eksisterer uafhængigt af
politiske diskurser, kan man iagttage, hvordan det for ikke længe siden blev artikuleret ind i en
meningssammenhæng med bæredygtighed og miljørigtigt energiforbrug, hvor glødepærer for
nogle blev fremsat som en energigrådig, konservativ installation og for andre som et tegn på
17

individuel frihed samt en forudsætning for ordentlige arbejds- og leveforhold. Glødepæren er et
eksempel på, hvordan man qua artikulatoriske praksisser kan konceptualisere glødepærens
overgang fra et element til et fikseret moment i en diskurs.
Når momenter knyttes sammen, skabes en sammenhæng blandt andre artikulerede momenter.
En sådan sammenhæng kaldes i diskursteorien for ækvivalenskæder, der kan forstås som en
spredt forekomst af forskellige elementer, der ordnes om et bestemt forhold, og på den måde
opnår relativ stabilisering(Laclau & Mouffe 2002:141).
Suturering beskrives som det forhold, hvor spredte elementer gennem artikulationer ordnes i
ækvivalenskæder fikseret til et bestemt begreb, omkring hvilket diskursen opnår midlertidig
stabilisering. Den midlertidige stabilisering kaldes sedimentering(Dreyer Hansen 2005:180).
Centralt for denne sedimentering er Laclaus fremhævelse af nodalpunkter, der fungerer som
tomme betegnere, hvis funktion er at kunne indoptage en lang række af forskellige ytringer og
på den måde udgøre et center for de omkringliggende fikserede momenter i ækvivalenskæder
(Laclau & Mouffe 2002:136). Et nodalpunkt kan tidligere have været et moment i en diskurs,
der dog enten qua dislokation eller kontinuerlige artikulatoriske praksisser har fået ophævet sit
eget indhold og således blevet tømt for mening med henblik på at kunne repræsentere et
fikspunkt for andre artikulerede momenter. Fordi nodalpunktet ikke i sig selv indeholder
mening, vil fikseringen af momenter omkring det altid være afhængig af en positiv og negativ
definition. Dels vil nodalpunktet betydningstilskrives ud fra positivt formulerede artikulationer,
de ovenfor nævnte ækvivalenskæder, men yderligere vil den diskursive formation som resultat
af den skrøbelige sedimentering være afhængig af en afgrænsning til negerende formationer,
der artikuleres i et modsætningsforhold til diskursen selv. Dette kommer til udtryk i såkaldte
antagonismer, der kan forstås som modstridende ideer, der i den diskursive formation
udgrænses som udgørende en trussel mod diskursens sedimentering.
En antagoniserende artikulation kan således, med henblik på at betydningstilskrive
nodalpunktet ud fra negerende relationer forskyde elementer i det diskursive felt, således at de
får status af momenter liggende udenfor ækvivalenskæden – i såkaldte differenskæder.
Ydermere kan der i udgrænsningen af elementer artikuleres et samlingspunkt for disse
elementers negerende karakter. Dette samlingspunkt tømmes selv for indhold for netop at
kunne organisere virvaret af udgrænsede elementer, og dermed får det karakter af
differensnodalpunkt (se evt. bilag 3: Analysestrategiske figurer).
18

Antagonismer indvirker på betydningstilskrivningen, da de netop konstituerer, hvad diskurser
ikke er som en form for konstitutiv yderside. Eksistensen af antagonismer er en forudsætning
for, at hegemoniske kampe kan opstå i det sociale (Andersen 1999:96).
En diskursiv formation kan illustreres ved en model fra Laclaus værk ’On Populist Reason’ i
hvilket han tager udgangspunkt i den russiske revolutions som opstand mod Zaren (Laclau
2005: 127-32):
Model 1: Diskursiv sedimentering af krav. Laclau: On Poulist Reason 2005 s. 130
I figuren kan det ses, hvordan D1(demand) som krav ophæves i diskursen som udgørende et
nodalpunkt for de andre ækvivalerede krav(D1-D4). Linjen, der kan iagttages over
nodalpunktet(D1) er den konstitutive grænse, hvor alt, hvad der artikulatorisk kan udgrænses på
den anden side af den grænse, får funktion af antagonismer til diskursen. I Laclaus eksempel er
det Zaren (Ts) der får funktion af undergravende modsætning, hvilket muliggør samlingen af de
ækvivalerede krav i et fælles projekt mod Zaren.
Hegemoni er hos Laclau (2002:140) resultat af den proces, der finder sted, når forskellige
artikulationer har bragt momenter sammen og fiksere dem til nodalpunkter. Hegemonisering
kaner så at sige lykkes, men vil altid være ustabil og dermed potentielt udsat for dislokation qua
fikseringens og strukturernes ufuldkommenhed.
I samme forbindelse vil jeg fremhæve begrebet flydende betegner, der skal forstås som et
særligt åbent tegn, forskellige diskurser konkurrerer om at udfylde, og som netop i kraft af de
mange konkurrerende forsøg på betydningstilskrivning viser sig ubestemmeligt og dermed
svært at fiksere til en bestemt diskurs. Følgende model illustrerer forekomsten af flydende
betegnere:
19

Model 2: Diskursive grænser og flydende betegnere. Laclau: On Populist Reason 2005 s. 131
Her kan samme struktur iagttages som i model 1, blot med den forskel, at en udefrakommende
diskursiv formation(b = c) søger at fiksere et af de i diskursens ækvivalerede momenter. De
stiplede linjer skal forstås som en dislokation, hvor diskursernes klare afgræsning til et
konstitutivt ydre sløres, fordi en alternativ betydningstilskrivning har gjort sedimenteringen
vanskelig(Laclau 2005:131).
Den diskursive kamp om fiksering af flydende betegnere og forsøg på at artikulere gensidigt
ekskluderende konstitutive udgrænsninger imploderer så at sige, når der kan iagttages
hegemoniserende forsøg på at artikulere samme momenter. Således kan man eksempelvis
forestille sig, hvordan et begreb som frihed søges artikuleret af både venstrefløjs- og
højrefløjspartier, hvormed kampen om det samme begreb destabiliserer en konsekvent
antagonistisk horisont mellem de politiske fløje(Laclau: 2005: 133).
Med nærværende afsnit har jeg redegjort for væsentlige grundantagelser og analysestrategiske
begreber fra Laclaus teori. I afsnit 4.1.2 redegør jeg for, hvordan jeg vil operationalisere de
diskursteoretiske begreber i analysen. Først vil jeg dog introducere afhandlingens anden
hovedteoretiker, Slavoj Žižek, og hans psykoanalytisk inspirerede politiske teori.
3.2 Slavoj Žižek, psykoanalyse og politik
Diskursteorien har i afhandlingen som funktion at vise, hvordan diskurser skabes, ændres samt
forholder sig til hinanden. Ved at følge den slovenske filosof Slavoj Žižek vil jeg bringe
indsigter fra den diskursteoretiske analyse et niveau videre. Dette med afsæt i Žižeks bidrag til
moderne politisk analyse, en slags psykoanalytisk ideologikritik, der i hans mangeartede
værker krydsrefererer fra alt mellem libidinale anknytninger til politiske bevægelser til det
underbevidstes virkning i det sociale. Med Žižek vil jeg fremanalysere, hvordan diskurser,
formuleret som løsningsforslag eller visioner, opererer med henblik på tilslutning blandt den
20

serbiske befolkning. Det er min overbevisning, at den samfundsorienterede psykoanalyse – som
jeg vil uddybe nedenfor – yder et indsigtsfremmende bidrag til studier af politik. 16
Den žižekske tilgang har flere steder fået mærkatet ” vild analyse” (Bjerre & Lausten 2006,
Center for Vild Analyse 17 , Sharpe & Boucher 2010), hvilket jeg betragter som en rammende
beskrivelse. Žižeks krumspring rundt i kontinental filosofi, marxisme, lacaniansk psykoanalyse
samt diverse historiske og populærkulturelle referencer når rundt til mange afkroge, inden man
kan fremspore en egentlig konklusion – hvis overhovedet man altså kan det. Da jeg selv
begyndte at stifte bekendtskab med Žižeks alternative bud på forståelse af politik, opstod der
hurtigt kognitiv dissonans, hvilket skyldes hans konsekvente afvisning af akademiske formalia,
herunder almen argumentationslogik, noteapparat, citationer mv. I den forbindelse har det
været frugtbart at supplere Žižek selv med andre læsninger, der har forsøgt at systematisere
Žižeks tænkning(2006, Laustsen 2005, Daly 2004, Sharpe & Boucher 2010, Stavrakakis 1999).
For at forstå Žižeks tolkninger af moderne politik er det nødvendigt at forstå arven fra den
franske psykoanalytiker Jaques Lacan, hvis teori om subjektet som mangel står centralt i Žižeks
teoriudvikling(Sharpe & Boucher 2010:62).
Nærværende fremstilling af Žižek som politisk teoretiker vil jeg indlede med et afsnit om
Lacans subjekt og ontologi. Efterfølgende vil jeg gennemgå Žižeks viderudvikling af de
lacanianske indsigter. Slutteligt vil jeg vise, hvordan Lacans teori om diskursive
konfigurationer kan medvirke til at systematisere Žižek som analytisk inspiration.
3.2.1 Lacans subjekt. Manglen, identitetens umulighed og behovet for identifikation.
Lacan repræsenterer psykoanalysens indtog i en samfundsmæssig kontekst. 18 Lacans
subjektbegreb leverer refleksioner til det post-strukturalistiske paradigme, idet – som uddybet
nedenfor - det lacanianske subjekt introducerer et konfliktforhold mellem det imaginære
selvnærvær(hvem er jeg?) og strukturelle, kollektivt medierede symbolske identiteter(Hvad det
vil sige at være menneske, borger)(Rösing 2005: 98-99). Lacans subjektbegreb bygger på en
miskendelse af subjektet per se (den Imaginære orden 19 ) samt en miskendelse i de sproglige
16 Se især: Žižek, (1991): For They Know What They Do. Enjoyment as a political factor, Žižek (1997): The
Plague of Fantasies, Žižek(2010): Ideologiens sublime objekt.
17 En aarhusiansk baseret tænketank, der siden 2006 har deltaget i den offentlige debat med analyser af politik og
kultur med udgangspunkt i psykoanalysen og fransk/tysk filosofi - http://www.centerforvildanalyse.dk/
18 Se Stavrakakis (1999): Lacan and The Political, Rösing (2005) Psykoanalyse – Lacans formalisering af Freud
19 Lacan arbejder ud fra en ontologisk tredeling mellem det Imaginære, altså selvforholdet, det Symbolske, dvs.
sproget og sociale omgivelser, og det Reelle, der umuligør de to førstes virke (Rösing 2005: 104-6).
21

strukturer og muligheder for selvbeskrivelser, der stilles til rådighed i det sociale, samfundet
(Den Symbolske orden). Subjektet er konstitueret ved en mangel, spaltet mellem imaginær
identifikation og miskendelse i den symbolske orden. Der vil altid være en rest, der ikke lader
sig indfange af de tilrådighedsstående kognitions- og deskriptionsmekanismer. Denne rest er
Lacans teori om mangel(lack) 20 ; et hul i strukturerne, en uro i sindet, en flænge i den symbolske
virkelighed, der på den ene side betyder, at al form for identifikation i sidste instans vil fejle,
men samtidig, at det vil føre til kontinuerlige forsøg på symbolisering og identifikation. Den
grundlæggende mangel kalder Lacan for det Reelle 21 .
Det er subjektets indholdsløse, uudfyldelige kerne, der hos Lacan udgør konceptualisering af
subjektet; subjektet som mangel. Den symbolske orden leverer et sprog og dermed begreber og
kategorier, der kan skabe mulighedsrum for imaginære subjektkategorier. Men såvel den
imaginære som den symbolske orden kan ikke sætte sig igennem og levere
konceptualiseringer, regler og identiteter, der er rammende nok til at dække over den
grundlæggende mangel. Det er i relation til denne utilstrækkelighed i henholdsvis den
symbolske og imaginære orden, at identitetens umulighed bør forstås – som det Reelles
allestedsnærværende tilsynekomst i det sociale, dér, hvor huller, sprækker og sammenbrud i
almene antagelser, selvfølgeligheder og forståelser forekommer. Fordi identitet som sådan er
umulig, vil behovet for identifikation være kontinuerlig(Stavrakakis 1999:15).
Ifølge Lacan manifesteres mangelfølelsen som et traume, der søges undgået ved løbende
identifikationsforsøg, altså imaginære anknytninger til forankringspunkter i den symbolske
orden(ibid. 17-18). Det er i det manglende subjekt og de forskellige måder, denne mangel søges
’dækket over’, at psykoanalysens politiske implikationer kommer til syne. Hvordan det
kommer til udtryk hos Žižek, med hans videreførelse af lacanianske begreber såsom begær,
fantasier, objet petit a og nydelse(jouissance) 22 , vil jeg gennemgå i det følgende.
20 På fransk manque. (Clemens & Grigg 2006:14)
21 Ifm. det Reelle, som optræder som en teoretisk abstrakt kategori i Lacans univers er ikke at misforstå som
virkeligheden, som en form for realitet vi kan begribe. Lacan betegner derimod den konventionelle forståelse af
virkeligheden – reality, som et socialt konstrukt af den symbolske orden. Jf. forrige afsnit om det uafgørbare
forhold mellem betegnet og betegnet, kan distinktionen det Reelle ! virkeligheden/realitet forstås i denne
sammenhæng. De kontinuerlige forsøg på at symbolisere det Reelle som realitet er et uendeligt foretagende, der
altid vil mislykkes.
22 Nydelse, som oversat fra det franske jouissance, er ikke en helt rammende oversættelse. Hos Žižek optræder
begrebet som enjoyment, og skal forstås som et abstraktbegreb, der er centrum for en del polemik i
psykoanalytiske kredse. Hvor Žižek applicerer begrebet i direkte korrelation med moderne markedsføringsteorier;
Enjoy Coca-cola! eks. og altså i det hele taget bruger begrebet instrumentelt ifm. det, han kalder
nydelsesparadigmet i moderne forbrugersamfund, tager Lacan selv afstand fra netop dette perspektiv på begrebet –
22

3.2.2 De nagende fantasier – Žižeks teoretiske politik
Den traumatiske oplevelse af ufuldkommenhed, der plager mennesket fra barndom og frem,
udløser et begær efter fuldkommenhed, efter igen at blive et forenet subjekt, der ikke er spaltet
mellem imaginære identifikationsforsøg og miskendelse i den symbolske orden(Žižek 2010:18)
Begæret eller rettere, det sociales formning af begæret står centralt i Žižeks forklaringer af,
hvordan politiske projekter opnår drivkraft samt hvordan ideologier som politiske budskaber
kan fremstå symbolsk virkningsfulde.
Symbolsk virkningsfuldhed skal forstås som de elementer ved en given politik, der giver
mulighed for at fantasere om et indløst begær i fremtidskonstruktioner. Eksempelvis er man
måske (reelt) usikker på, hvorvidt en skat på finansielle transaktioner vil skabe endegyldig
balance i den globale økonomi, men ved at tilslutte sig netop det budskab, skabes der mulighed
for, at selve fantasien om et bæredygtigt, retfærdigt samfund gennem transaktionsskat bliver
muliggjort. Den symbolske virkningsfuldhed beror på, at en skepsis kan fortrænges, netop fordi
ideologien virker konsistent og utvetydig, således at man gennem den kan dække over en
personlig mangelfølelse(Mit eksempel. Se evt. Žižek 1997).
Vigtigt for at forstå begærets drivkraft er at fremhæve nydelse, der hos Žižek er det slutstadie,
hvor begæret skal bringe os hen. At blive et fuldbragt menneske vil sige at blive bragt til at
nyde. Nydelsen som politisk faktor bliver interessant, idet den enkeltes nydelse, ligesåvel som
identiteten, aldrig kan fikseres endegyldigt, hvorfor man så igen foranlediges til at søge mod en
symbolsk orden, dvs. politiske ideologier, der medierer nydelsesmæssige mål(Žižek 1991:3)
Når Lacan nævner den tabte identitet (subjektet, der som barn endegyldigt spaltes ved indtoget
i den symbolske orden) er det det samme forhold, der gør sig gældende mht. nydelse hos Žižek.
Nydelsen som sådan opleves som tabt, frarøvet eller simpelthen forhindret for den enkelte.
Derfor bliver det den symbolske orden, de kollektivt frembragte/frembringende fællesskaber
hos Žižek benævnt som den Anden, der kommer til at stå som garant for identifikationen af og
med nydelsesparametre.
Identifikationen med den Anden, der forventes at kunne definere fikspunkter for den enkeltes
nydelse, kan ifølge Žižek udforme sig i forskellige forventningshorisonter, hvoraf to bør
nævnes. Den ene er måden, hvorpå mennesker underbevidst lader sig forføre af det
jf. jouissance som umulighed(Stavrakakis 1999 s. 49-50).(Se i øvrigt: Žižek 1991, Žižek 1997, Sharpe & Boucher
2010 s. 14-18)
23

omkringliggende samfunds forestillede nydelse, altså at vi underbevidst spejler os i de ideer og
tanker, vi regner med, at majoriteten stiler efter at nyde. Žižek mener ikke, at den enkelte
nødvendigvis er klar over, hvad der betegnes med begreber som ’frit marked’, ’demokrati’,
’folket’ osv. I stedet tilslutter man sig disse bud som nydelsesmæssige mål ud fra den
overbevisning, at den store Anden; eks. partier, autoritære skikkelser og politiske ideologier
ved, hvordan vi skal nyde(Sharpe & Boucher 2010:54-55). Det andet eksempel på måden,
hvorpå nydelsen eksternaliseres som politisk faktor, er i de tilfælde fra Žižeks værker, hvor han
påviser, at andre bliver tilskrevet en negerende rolle ift. samfundets nydelse. Udvalgte grupper
tilskrives en rolle, som stående i vejen for opnåelsen af endegyldig nydelse. Det klassiske
eksempel er’Jøden’ som hindring for frigørelsen af det tyske folk. Mere nærværende kunne
tænkes arbejdsløse, modtagere af overførselsindkomster og førtidspensionister, der i det
moderne Danmark tilskrives en hindrende rolle for udviklingen samt bevarelsen af den danske
velfærdsstat(Mit eksempel. Se evt. Daly 2004:77-78).
I forlængelse af nydelsesbegrebet ligger to andre centrale begreber; ideologiske fantasier og
sublime ideologiske objekter(objet petit a). Den traumatiske mangelfølelse skaber et aldrig
tilendebragt begær efter at blive et fuldbragt, nydende subjekt. Et begær, der leder ud i
kontinuerlige identifikationsforsøg med den symbolske orden med henblik på at dække over
manglen eller flængen i vores virkelighedsbilleder. Som led i disse forsøg viderefører Žižek
Lacans ide om fantasier, hos Žižek benævnt ideologiske fantasmer. Her er der tale om
imaginære forestillinger, der bringes i spil med henblik på at rumme og håndtere flænger i den
symbolske virkelighed(Žižek 2005:55).
Fantasier eller ideologiske fantasmer er således måder, hvorpå det fejlslåede forhold mellem
begæret, nydelsen og de symbolsk medierede nydelsesobjekter søges håndteret med henblik på
at skabe forløsning, håb og nye veje mod fuldbyrdelse. Fantasier er de
indbildninger/forhåbninger, vi gør os om, at vores begær efter nydelse, efter sublime
ideologiske objekter kan materialiseres og således bringe os mod fuldkommenhed. 23 Her
trækker Žižek på Lacans formel over fantasier og det splittede subjekts misforhold til
begærsobjekter:
$ ◊ a
23 For Žižek medfører subjektets konstitutive mangel, at bestemte objekter (i materiel eller human form)
sublimeres, idet disse objekter forestilles at besidde visse egenskaber, der er i stand til opfylde manglen.
Objekterne bliver begærsobjekter idet det forestilles, at særligt disse objekter kan opfylde vores begær og. Begæret
forskydes dog konstant idet ethvert begæret objekt, eller begærskonstruktion altid vil fejle, eller vil opleves som
utilstrækkeligt hvis realiseret.
24

Det splittede subjekts, $, begær efter det sublime objekt, a, hindres af ◊(Lacan bruger den
geometriske term: losange), der skal forstås som det forhold, at de ideologiske fantasier dels
opstiller veje, ad hvilke vi kan opnå foreningen med de fantaserede objekter, dels, i kraft af den
gensidige eksklusion i losangen, der holder objekterne på behørig afstand. Et endeligt møde
med begærsobjektet, at bringes til jouissance, vil medføre en traumatisk erkendelse af, at det
ikke var det, vi begærede (This is not It!!) Derfor spiller fantasier en dobbeltrolle. De opstiller
mål, som kan begæres, men disse mål er kun virkningsfulde, hvis fantasierne holder dem på
behørig afstand. Hvis vi kunne nå de fantaserede sublime objekter, ville vi ikke begære
dem(Daly 2004:73). Žižeks pointe er, at der i moderne samfund kan identificeres en lang række
af forskellige ideologiske fantasmer som bud på, hvordan individer kan bringes til nydelse
gennem sublimering af begærskonstruktioner (Žižek 2001:1-7). Den vigtige pointe her er, at
ideologiske fantasmer oftest har svært ved at sameksistere med alternative fantasier, jf.
eksemplet med jøden og arbejdsløse overfor. Der vil altid forekomme alternative måder at
strukturere nydelse på, hvorfor fantasier også er et kampberedskab med henblik på at sætte en
specifik form for nydelse igennem(Žižek 1992: 4-6). Fantasier er nagende, da de ikke bringer
os direkte til begæret, men derimod opstiller scenarier, hvor begærets mulighed og umulighed
sameksisterer som retningsgivere.
Hvordan de her introducerede teoretiske elementer kan sættes i spil analytisk, vil jeg belyse i
følgende ved at introducere Lacans diskurskonfigurationer.
3.2.3 Psykoanalytisk kommunikationsteori: Lacans diskurskonfigurationer
For at systematisere min anvendelse af Žižek har jeg valgt at udforme analysedel 2 i et
sammenspil mellem Žižek og Lacans teori om diskurskonfigurationer, hvor diskurs hos Lacan
skal forstås som en måde, hvorpå mennesker strukturerer sociale relationer. 24 Teorien er tæt
forbundet med de psykoanalytiske kategorier og indsigter, som jeg har redegjort for ovenfor, og
min intention med at rammesætte teorien om diskurskonfigurationerne i nærværende
afhandling er, at teorien medvirker til at præcisere samt relatere psykoanalytiske kategorier til
hinanden. I følgende vil jeg vise, hvordan Lacan opstiller diskursbegrebet i forskellige
konfigurationer.
24 Clemens, Justin and Russel Grigg(ed.): Jacques Lacan and The Other Side of Psychoanalysis
25

Et centralt element i Lacans formalisering af psykoanalysen er hans stringente brug af
symboler, benævnt mathemer 25 (Fink 1995: 173-74). Hvor udvalgte symboler er gennemgået
ovenfor, objet petit a, samt det splittede subjekt, $, er det nødvendigt at introducere til to andre
centrale mathemer nemlig Mestersignifikanten, S1, og Viden, S2, forstået som den symbolske
orden udgjort af et sammensurium af flydende betegnere. Hvordan, disse symboler kan tolkes i
en kommunikationsanalytisk sammenhæng, vil jeg uddybe nedenfor ved at udfolde
analysepotentialet i diskurskonfigurationerne.
Lacans pointe er, at der bag enhver diskurs kan spores en struktur og logik, der gør sig
gældende, uafhængigt af taleren, situationen og modtageren. Strukturen udgøres af en agent,
der sætter diskursen i gang, en Adressat, et resultat (Produkt) samt et bagvedliggende element,
der er den egentlige drivkraft bag diskursen (Sandhed). Strukturen opstilles som
følgende(Clemens & Grigg ed. 2006: 3-5):
Agent → Adressat
_________________
Sandhed // Produkt
Pilen, →, angiver retningen for den diskursive handlen dog i den forstand, at pilen må forstås
som en umulighedsrelation mellem taler og modtager, dvs. at en talehandling altid vil ramme
ved siden af dens intenderede modtager. De to barrer, //, angiver umulighedsrelationen, eller
impotensen som Lacan kalder det, mellem Produktet af diskursen og den egentlige Sandhed
bag. Det, en diskurs producerer, vil altid være noget andet end det, der driver den(Rösing 2005:
114). Det, at Sandheden står under Agenten, illustrerer, at Sandheden i konfigurationen må
forblive skjult for at konfigurationen kan fungere.
Ved at lade sine mathemer indtræde i denne struktur i skiftende positioner udvikler Lacan fire
distinkte diskursive konfigurationer. Med disse fire diskurser mener Lacan, at man
udtømmende kan strukturere grundlæggende sociale relationer. Dette ud fra følgende
konfigurationer; Mesterdiskursen, Universitetsdiskursen, den Hysteriske diskurs samt den
Analytiske diskurs. Konfigurationerne skal ikke forstås ud fra deres umiddelbare associationer.
En hysterisk diskurs er eksempelvis ikke nødvendigvis udtryk for en negativt defineret
hysteriker. Universitetsdiskursen har ikke noget at gøre med uddannelsesinstitutioner osv.
25 Lacan betegner sine mathemer som sammenfattende tre afgørende mindste enheder for al diskurs, nemlig
phonemer(tale), semanthemer(mening) samt mythemer(myter, overdetermination af mening).
26

Konfigurationerne begrebssættes ikke ud fra deres tilhørsforhold eller indhold, men ud fra
deres funktion(Fink 1995:129).
De fire konfigurationer er væsensforskellige i deres kommunikative logik i den forstand, at de
hver og især indbefatter klart udstukne linjer for; fra hvem, til hvem, pga. hvad og med hvad
som sigte, der kommunikeres i en social interaktion. I nærværende afhandling fokuserer jeg
snævert på tre af de fire diskurser og har derfor udeladt den Analytiske diskurs, da jeg ikke har
iagttaget denne konfiguration som værende på spil under den serbiske valgkamp. 26
De tre inddragede diskurser ser ud som følger:
Mesterdiskursen:
” One does not reason why, and nor is the Master obliged to give reasons for one or
other command”(Sharpe & Boucher 2010:92).
S1 → S2
________
$ / / a
Mesterdiskursen indtager en privilegeret position i Lacans teori, da dens logik korresponderer
med den fremmedgørelse, som er en forudsætning for det spaltede subjekt, altså at en S1 som
Mestersignifikant træder ind og fikserer den symbolske orden, eksempelvis som faderens
forbud og dessiner. Yderligere fordi Lacan situerer Mesterdiskursen som en slags præmoderne,
arkaisk funktion, der kronologisk erstattes af andre diskurser.(Clemens & Grigg 2006:2, Fink
1997:130)
I Mesterdiskursen identificerer Lacan det forhold, at Mestersignifikanten, S1, ses som garant
for diskursen, der taler til S2, et flydende felt af viden, betegnere, den anden, den underlegne,
unormale, der således er konstitutiv for, at Mesteren kan sætte sig igennem som netop Mester.
Der forudsættes et spændingsforhold mellem S1 og S2, idet S2’s flydende karakter påkalder sig
S1’s fiksering, uden at S1 kan substantieres i andet end netop dens krav på S2’s underkastelse.
Det, der produceres, er den andens tilpasning efter Mesterens selvbillede, en slags begær efter
normalisering eller korrektion, hvormed begæret, a, kun er en utilstrækkelig repræsentation af
Mesteren, en slags forfejlet imaginær forestilling om, hvorfor Mesteren skal adlydes. Det, der
egentligt driver selve talen, er derimod det forhold, at Mesterens selv er et splittet subjekt, altså
26 For præsentation af den Analytiske diskurs se: (Clemens & Grigg 2006: 56, Fink 1997: 136, Sharpe & Boucher
2010: 88)
27

netop at S1 ikke er garant for en argumentativ, substanstiel essens, andet end den autoritet, den
qua konfigurationen påkalder sig(Sharpe & Boucher 2010:90). Sandheden om den spaltede,
indholdsløse Mestersignifikant må dog forblive skjult, hvis konfigurationen skal fungere.
Mesterdiskursen producerer begærskonstruktioner for den anden, begærskonstruktioner, a, der
dog kontinuerligt vil være utilstrækkelige, givet umulighedsrelationen mellem S1 og S2. For at
Mesterdiskursen kan holdes i gang, kræves således en løbende hævdelse af S1’s autoritet og
S2’s underkastelse gennem identifikation med begærsobjekter, a, om, hvad Mesteren egentlig
er gjort af. Ophører selvhævdelsen samt identifikationen med Mesterens krav om adlydelse,
kommer konfigurationens skrøbelighed til udtryk(Žižek 1998:76).
Lacans teori implicerer en konstitutiv spænding mellem konfigurationerne, dvs.
formaliseringen forudsætter de fire konfigurationers gensidige eksistens forstået som en
dynamisk kamp om at forskyde og indtage de forskellige positioner. Som jeg ser det, har
Lacans teori om diskursive konfigurationer en styrke som kommunikationsteori, idet den kan
rammesætte overgangen fra en diskursiv logik til en anden ved simpelthen at dreje
konfigurationen en kvart gang mod eller med uret, hvormed logikken ændrer karakter. Drejer
man således Mesterdiskursen en kvart mod uret får man en ny konfiguration,
Universitetsdiskursen.
Universitetsdiskursen.
” Working in the service of the master signifier, more or less any kind of argument will do, as
long as it takes on the guise of reason and rationality.” ( Fink 1997:133).
S2 → a
_______
S1 / / $
I universitetsdiskursen sættes viden, S2, i agentens sted. Når S2 som arbitrær sammenknytning
af betegnere er agens i diskursen, forskubbes S1 til konfigurationens underside, hvormed det
ikke-argumentative krav om at rette sig ind efter Mesterens dessiner nu erstattes af en form for
systematisk viden, S2, der igennem rationaler legitimerer sin egen taleposition. I
Universitetsdiskursen tales til en adressat, a, der begærer agentens viden og dermed
internaliserer den fremsatte sammenknytning af betegnere(Sharpe & Boucher 2010:94). Ved
denne bevægelse lader begæret sig symbolisere i en form for rationaliseret symbolsk orden, S2,
men symbolisering rammer ved siden af. Universitetsdiskursens forsøg på at objektivere og
rationalisere den begærende anden producerer gradvis mere spaltede subjekter, $. I
28

Universitetsdiskursen bliver adressaten fyldt med viden om det uafgørbare begær, men
adressatens bringes ikke tætter på nydelse. Sandheden bag diskursen er, at S2 ophøjet som
rationaliseret, videnskabelig viden hviler på en Mestersignifikant, S1, der ikke rationaliseres.
Sand, objektiv viden findes ikke, og Universitetsdiskursens forsøg på at dække over relationen
til S1, der alligevel binder S2’s flydende karakter, illustrerer, at det er konfigurationens
afhængighed af en bagvedliggende, indiskutabel sandhed, der underbygger S2’s fremsatte
viden. Universitetsdiskursen forudsætter et medieret begær for viden og retning, en drivkraft
der stopper, hvis det det for modtageren anskueliggøres, at S2’s rationaler bygger på en relation
til en S1.
Den Hysteriske diskurs:
” The hysteric maintains the primacy of subjective division, the contradiction between
conscious and unconscious, and thus the conflictual, or self-contradictory, nature of desire
itself. ” (Fink 1997: 133).
$ → S1
_______
a / / S2
I den Hysteriske diskurs tager det spaltede subjekt, $, agentens sted, kræver af
Mestersignifikanten, S1, at den afslører, hvad den egentlig er gjort af, og at S1 dermed kan
bevise sit værd eller mangel på samme ved at producere viden om sig selv og til det spaltede
subjekt. Det spaltede subjekt spørger ind til S1, om sin egen tilstand – til grunden for den
splittede følelse. I konstellationen benævner Lacan S2’s position som ren nydelse, joussiance,
og ideen er således, at hysterikeren så at sige ’tænder’ på viden, altså på den afsløring, der kan
tvinges ud af Mestersignifikanten (Fink 1997: 134). I Mesterdiskursen er viden, S2, kun aktuel,
så længe den retrospekt bekræfter Mesterens overlegenhed og retmæssighed. I
Universitetsdiskursen er S2 ikke et mål i sig selv, men nærmere det, der søges retfærdiggjort. I
den Hysteriske diskurs er viden derimod resultat af det spaltede subjekts kontinuerlige
konfrontation med Mestersignifikanten, og resultaterne heraf bliver gradvis mere viden /
selvafsløring af S1, der ellers skulle stå som garant for den symbolske orden. Sandheden bag
konfigurationen, det endeløse begær, a, kan ses som en repræsentation af det Reelle, dvs.
drivkraften i diskursen er en søgen efter det inadækvate, det skæve, det der ikke passer ind,
altså det, der til enhver tid vil undslippe eller modsætte sig symbolisering. Den Hysteriske
diskurs’ logik er ikke at afhjælpe eller dække over paradokser og selvmodsigelser for dermed at
vise, at der findes en brugbar viden, der kan vise nye veje, ad hvilke indre og ydre konflikter
kan omgås. Nej, logikken er derimod, at diskursen lever på mangler og utilstrækkelighed(Fink
29

1997: 135). Begæret efter S1’s bekendelser og vidensproduktionen, a, står i en
umulighedsrelation til produktet, S2. Den Hysteriske diskurs er således kendetegnet ved en
uafgørbar rekursivitet, der driver det spaltede subjekt til en konstant granskning af de
omkringliggende Mestersignifikanter. Resultaterne af denne granskning, S2, vil aldrig kunne
mætte det bagvedliggende begær for viden til at dække over samt afhjælpe subjektets spaltning.
4. Analysestrategi
I nærværende afsnit vil jeg redegøre for, hvordan jeg konkret operationaliserer ovenfor
gennemgåede teorier.
4.1 Overlap mellem de to teoretiske perspektiver
Diskursteorien vil jeg anvende i forbindelse med den præliminære tilgang til det empiriske
materiale, idet jeg med den dels kan krydsstille diskurser vis a vis hinanden dels påvise
sammenfald i udsagn og artikulationer. Hvor jeg i analysedel 1 analyserer og strukturerer det
politiske landskab i diskurser, vil jeg i analysedel 2 med udgangspunkt i Žižek og de diskursive
konfigurationer efterprøve, hvordan disse diskurser kan vurderes som appel- og
adresseringsformer. Her er det centralt at fremhæve, at jeg opererer med både diskurserne samt
konfigurationerne i relation til Laclaus og Žižeks begreb om subjektpositioner(Rösing
2005:115, Hansen 2005:179-80 og Laustsen 2005:199). Det betyder, at jeg iagttager
diskurserne som repræsenterende et sted, hvorfra en given problemstilling adresseres og som et
sted, der tilbyder mulighed for identifikation, der anviser en plads for subjektet. Dermed kan
man forstå subjektposition som subjektiveringsmekanisme, jf. afsnit 3.2.2. der sættes i scene
som den Anden, der forventes at vide, hvordan man skal nyde. Ved at iagttage de respektive
diskurser og konfigurationer som subjektpositioner, kan jeg iagttage disse positioners relation
til hinanden som udgørende mulige konflikter, fordi jeg forudsætter, at serbiske borger tilslutter
sig de respektive bevægelser.
Hvordan, jeg konkret vil strukturere mødet mellem teorierne og det empiriske materiale, vil jeg
redegøre for i følgende afsnit.
4.1.1 Udfoldet operationalisering
Mit periodemæssige nedslag udgøres af materiale indsamlet i Serbien. Jeg har under mit ophold
iagttaget paradokser og modsætningsforhold i den politiske debat, der efterhånden
foranledigede mig til at kompleksitetsreducere de politiske udsagn ved at opdele mit
iagttagelsespunkt i de tre grupperinger; EU-tilhængerne, nationalisterne og kritikkerne. Der har
30

været tale om en dynamisk proces, hvor det kontinuerlige input af empiri medvirkede til dels at
validere denne opdeling, dels bidrog til at navigere min videre søgning efter empiri.
Efterfølgende har jeg gennemgået det indsamlede materiale og herfra udvalgt eksempler til
brug for mine analyse.
Med den diskursteoretiske tilgang til empirien iagttager jeg udsagn i avisklip, udgivelser, taler,
interviews mm. som artikulationer, der søger at fiksere en meningsfuldhed, ved at integrere
forskellige momenter, altså begreber og betydninger, omkring et fælles politisk projekt.
Centralt for analysen bliver således iagttagelsen af nodalpunkter, som særlige begreber uden
entydig betydning, der kan fastbinde disse momenter i en diskursiv formation.
Da jeg analyserer empirien med præetablerede kategorier, de tre grupperinger, er disse
kategorier ledeforskelle til at rubricere det empiriske materiale som værende artikulationer
udsagt fra en henholdsvis pro-EU, nationalistisk eller kritisk position. De empiriske eksempler
vi jeg inddrage i den udstrækning, de er repræsentative for det større hele af konvergerende
artikulationer. Analysedel 1 er en proces med henblik på at fremanalysere, hvad der igennem
den artikulatoriske praksis søges fikseret på den markerede inderside af de analyserede
iagttagelser samt ikke mindst, hvad der i samme praksis udgrænses af diskursen som en
konstitutiv yderside. Analysen af en konstitutiv yderside vil foregå ved at fremanalysere
artikulationen af differensnodalpunkter og differenskæder.
Min sortering af udsagn foregår ud fra følgende overordnede kriterier
I pro-EU diskursen fokuserer jeg på artikulationer, der fremhæver EU-medlemskab,
tilnærmelse til det internationale samfund, kritik af nationalistiske tendenser i Serbien, og
hvilke krav der stilles til det serbiske samfund.
I den nationalistiske diskurs fokuserer jeg på artikulationer, der søger at fremhæve serbisk
overlegenhed, stolthed, modstandsdygtighed samt serbisk kultur som enestående. Desuden krav
om opretholdelse af national suverænitet og selvopfattelse som alternativ til EU.
I den kritiske diskurs fokuserer jeg på artikulationer, der søger at forankre en kritik af det
serbiske samfund. Eksempelvis kritik af det politiske system, og kritik af EU som
utilstrækkelig fremtidshorisont.
31

For løbende at opsummere artikulationsanalysen, vil jeg inddrage modeller videreudviklet fra
Laclau, jf. afsnit 3.1.3. Mine skitserede modeller samt forklaringer er vedlagt 27 , mens de
indholdsudfyldt indgår i analysen.
I analysedel 2 vil jeg med resultaterne fra første del bevæge mig et skridt dybere. Med
udgangspunkt i de emergerede diskurser vil jeg fremanalysere, hvordan man i diskurserne kan
rammesætte taleren, modtageren, produktet og den bagvedliggende drivkraft – altså
positionerne fra Lacans konfigurationer.
Jeg iagttager resultaterne fra analysedel 1, de tre diskurser, som fantasier, der dækker over
umulighedsrelationer mellem det nuværende og fremtidige begærede mål. Jeg vil således
fokusere på den artikulatoriske praksis og herfra diskutere, hvordan udfordringer iagttages og
hvordan de diskursivt søges håndteret. Centralt for analysen vil være, hvordan spørgsmål som:
Hvor er vi, og hvor vil vi gerne hen, hvad skal der til for at nå dette, og hvem står i vejen
herfor, kommer til udtryk i den artikulatoriske praksis. Jeg vil diskutere, hvordan de
fremanalyserede diskurser opererer symbolsk virkningsfuldt ved at være enten funderet i eller
ved at producere fantasmatiske objekter.
I min analyse af diskurskonfigurationer har jeg valgt en tilgang, hvor jeg tager udgangspunkt i
prædominerende konfigurationer i de tre diskurser. Det vil sige, at jeg i eksempelvis pro-EU
diskursen vil fokusere på Mesterdiskursen som den altovervejende dominerende konfiguration,
selvom andre konfigurationer også ville kunne potentialieres. Jeg har valgt denne tilgang for at
kunne sætte diskurserne på spidsen, og dermed illustrere deres modsætningsforhold. Jeg vil
derfor også vurdere, hvordan konfigurationer er indlejret i hinanden og dermed anskueliggøre,
hvordan de forskellige diskurser kan iagttages ud fra deres forbindelser til andre
konfigurationer. I forlængelse heraf vil jeg belyse de tre konfigurationers gensidige
indvirkningskraft på hinandens opretholdelse, hvilket gør mig i stand til at iagttage dem som
udgørende et reservoir for potentielle konflikter.
5. Analysedel 1: De politiske bevægelsers kartografi
Som udgangspunkt for analysedel 1 har jeg valgt et periodemæssigt nedslag efter
udskrivningen af valg d. 13. marts 2012. Mit empiriske udgangspunkt starter ved min ankomst
til Beograd den 2. april.
27 Se bilag 3: Analysestrategiske modeller.
32

Jeg vil i følgende belyse pro-EU, den nationalistiske og den kritiske diskurs. Hvor der i
udgangspunktet vil være tale om en stringent opdeling, vil det gennem analysen blive
anskueliggjort, hvordan de forskellige diskurser forholder sig til hinanden, samt hvordan der i
den artikulatoriske praksis kan iagttages sideløbende diskursive kampe om fikseringer af de
samme flydende betegnere.
5.1 Pro-EU diskursen
I forbindelse med dechifreringen af de forskellige pro-EU udsagn, som de kommer til udtryk i
de daglige medier, er en af de første iagttagelser, jeg har gjort mig, den gentagende stipulering
af en fare for, at Serbiens vej mod det europæiske projekt vil blive ødelagt. Denne fare søges
attribueret til politiske modstandere og til kulturelle træk i det serbiske samfund. I forlængelse
heraf kan det iagttages, at pro-EU diskursen artikulerer en antagonisering mellem Serbiens vej
mod EU og interne modsatrettede kræfter, der søger at destabilisere denne vej. At valget 6. maj
er et valg mellem EU og uvished, er et argument, der gentagende kommer til udtryk i pro-EU
fløjens artikulatoriske praksis. Flere steder forekommer desuden en artikuleret skam over
elementer i det serbiske samfund, der ved deres blotte tilsynekomst kan destabilisere det signal,
pro-EU fløjen ønsker at sende til omverden. Diskursive udgrænsninger af modsætninger, som
diskursens konstitutive yderside, kan iagttages flere steder i de politiske artikulationer.
5.1.2 Boris Tadić og det Demokratiske Parti
En af hovedkræfterne bag Serbiens tilnærmelse til EU, er den siden 2004 siddende præsident,
Boris Tadić, der er formand for det Demokratiske Parti, DS – Demokratska Stranka. Tadić
genopstillede til præsidentvalget 6. maj 2012. Tadić er en af hovedarkitekterne bag
artikulationerne af modstillingen mellem den EU-venlige fløj og de anti-europæiske,
nationalistiske kræfter på den serbiske højrefløj. En modstilling, der hyppigt bliver taget i
anvendelse. Eksempelvis i en tale afholdt 4. april i forbindelse med en valgkamps-forsamling i
byen Prokuplje. Her pointerer Tadić faren ved et eventuelt magtskifte i Serbien:
”The Coalition led by the Serbian Progressive Party (SNS) must not win the 6 May elections,
because it would take the country down a path that leads nobody knows where(…) We will not
permit Serbia to become an abandoned country, a black hole on the European continent, where
young people have less of a chance than people of their generation in other countries. We will
not permit Serbia to be a country without a chance. They could only change Serbia for the
worse.” (Tadić: SNS must not win elections. VIP 9. april 2012).
33

Som det fremgår af citatet, sættes der en del på spil i forbindelse med valgkampen, og der kan
iagttages en artikulation af en konstitutiv yderside i differensdragningen til partiet SNS. Andre
veje end EU-vejen leder til uvished og kan kun føre til en forværret situation for Serbien. Da
Tadić i talen netop tager udgangspunkt i SNS som værende et EU-modstandsparti, kan det
iagttages, at det ikke blot er SNS, men selve EU-modstanden som sådan, der truer med at
efterlade Serbien som et sort hul stående uden for EU. Talen beror dermed i høj grad på dens
negation, der konkret kan observeres i artikulationen af antagonistiske elementer i en
differenskæde såsom uvished, ’a path that leads to nobody knows where’, mangel på
muligheder, ’a country without a chance’ samt en form for udviskning af den serbiske nation,
’a black hole on the European continent’. Af talens opridsning af antagonistiske elementer
opstår der en implicit ækvivalenskæde af positiv betydningstilskrivning af vejen mod EU. EU
artikuleres som garant for klar retningssans for det serbiske samfund, og EU-vejen bliver
dermed ækvivaleret med de antagonistiske momenters modbegreb; vished, fortsat eksistens, en
plads i Europa samt muligheder for den serbiske ungdom.
I en tale afholdt under valgforsamling i byen Kikinda kan det iagttages, hvordan Tadić søger at
betydningtilskrive perspektiverne for EU medlemskab, samt hvad der i den forbindelse kan
afkræves Serbien i forbindelse med EU-vejen. Efter at have understreget, at EU er et middel til
at nå et bedre liv samt ” a way to change reality” går Tadić videre til at underbygge, hvilke
implikationer det har for Serbien at søge mod EU:
”When you say that you are for the road to EU, it does not only mean blue and yellow colours
and stars, but it also means that you belong to that society of peoples, that you belong to that
culture, that you are diligent and just, that you live in a country which respects the social and
legal system, in which politicians are not arrogant, but they rather give their best to change the
reality.”
(Tadić: If Our Opponents Were to Win, Serbia would Be on the Road to Uncertainty. VIP 12.
april 2012).
EU iagttages ikke som et overfladefænomen, hvor man kan nøjes med at iklæde sig det
europæiske flag og så regne med, at alt er i orden. Derimod følger en række af positive
karaktertræk ved at erklære sig for EU. Det kan iagttages, at der ud af artikulationen fremsættes
en kulturel distinktion mellem EU og dets ydre, hvor elementer som samvittighedsfuldhed,
samhørighed med andre nationer, samt respekt for sociale og retslige systemer knyttes til EU
34

som en kultur, man ønsker at tilslutte sig. Af artikulation udgrænses således disse karaktertræks
negationer: uoprigtighed, arrogance og manglende respekt for sociale og retlige systemer.
Tadić betydningstilskriver EU, ikke blot som en fællesskabsmærkat, not only mean blue and
yellow colours and stars, men derimod som et positivt defineret kulturelt projekt, med udspring
i hvilket der sedimenteres en ækvivalenskæde omkring ovenfornævnte momenter.
I kontrast til diskursens positivt definerede indhold artikuleres en differenskæde af negerende
momenter. Denne differenskæde får funktion af en konstitutiv spænding for den artikulatoriske
praksis egen fiksering. Tadić iagttager netop differenskæden som værende til stede i det
serbiske samfund. Differenskæden kontrasteres til Tadićs meritter samt fremtidsvisioner i
forbindelse med vejen mod EU. Dette forhold kan iagttages i en tale i byen Kula. Her
artikulerer Tadić perspektiverne for serbisk EU-medlemskab, bl.a. ved at fremhæve opnåelsen
af kandidatstatus. Denne kandidatstatus artikulerer Tadić som et legitimitetsstempel og som et
certifikat for, at de er på rette vej. Kandidatstatussen søger Tadić meriteret til den af DS
udstukne vej:
” We know where we are going (…) EU is the final destination and in the interest of the
citizens of Serbia. We want to go there because of the highest quality og living and the highest
standard of living.”(R. Illic: We should not give up in spite of difficulties. Blic 18. april 2012 s.
21).
Her artikuleres momenter som levestandard og kvalitet i ækvivalenskæden omkring vejen mod
EU-medlemskab. EU er et mål ikke blot for Serbien men for de serbiske borgeres interesse, og
EU bliver, gennem DS’ udstukne vej, en garant for højere levestandarder for den enkelte
serber. Et mål, der kan holdes op imod den nuværende smalhals, der artikuleres som en
antagonisme til fremtidsudsigterne ved EU-medlemskab. Serbiens lave levestandard og mangel
på kvalitet udgrænses således i den diskursive formation, der fikseres omkring EU som mål for
fremgang.
Samme logik kan iagttages hos filosoffen og præsidenten for partiet DS, Dragoljub Miconović,
der kommenterer på mulighederne for, at DS skulle komme i opposition efter valget:
”Citizens have no doubts regarding the DS program – for 22 years, we have been tracing and
constructing the European path, and we have now reached the very gates of Europe. Of course
35

people can sometimes go against their own interests because of their feelings, but I believe that
it will not be the case on these elections.” (Is DS ready to become part of the opposition? VIP
9. april 2012).
EU-vejen artikuleres som et rationelt funderet projekt, og at Serbien er nået så langt, skyldes
ifølge Miconuvić, at DS har været vedholdende i deres bestræbelser. I kræft af deres rationelle
tilgang kan de sikre befolkningens egne interesser.
Samtidig kan det iagttages, at Miconović netop ved at fremhæve, at man er nået frem til
Europas porte, også artikulerer den skrøbelighed, EU-vejen er præget af. Derfor må der kræves
konsensus i Serbien. Denne konsensus beror på rationel og ikke følelsesbetonet stillingtagen,
der af Miconuvić artikuleres som en form for falsk bevidsthed, against their own interest. En
følelsesbaseret stillingtagen udgrænses i pro-EU diskursen og antagoniseres til den rationelle
tilgang. Analysen af pro-EU diskursen kan indtil videre opsummeres i følgende model:
Model 3: Pro-EU diskursens sedimentering
Valget den 6. maj artikuleres som et ’at være eller ikke at være’ for Serbien. EU er den eneste
garant for fortsat serbisk eksistens. På udmeldinger fra højrefløjspartierne om, at de intenderer
at genforhandle aftalerne med Bruxelles eller helt forkaste nogle af kravene til Serbiens
omstilling til EU, reagerer Tadić med formaninger om, at der ikke bør stilles spørgsmålstegn
ved aftaler med Bruxelles ”…announcement of revision of agreements with the European
Union is a dangerous thing(…) such a gesture would completely block Serbia’s path to the
36

European Union.” ( P. Mihailović: The elections are to be or not to be for Serbia. Blic 30. april
2012 s.1).
Det kan iagttages, at Tadić iagttager de opnåede vilkår for Serbiens vej mod EU som et
skrøbeligt fundament, der kan eroderes ved at stille spørgsmål, der kan udløse en bremseklods
fra EU’s side ifm. Serbiens integrationsbestræbelser. Tadić artikulerer kritik og revision af
aftaler som stående i et antagonistisk forhold til pro-EU diskursen, der herimod kan iagttages
som udtryk for absolut hengivenhed for de af EU fremsatte dessiner. Denne logik, at Serbien
ved kritik og problematisk adfærd i forhold til EU kan risikere at skuffe de EU-organer, der
monitorerer Serbiens reformproces, artikuleres gentagende. Det udfoldes i et interview, hvor
Tadić kommenterer på modkandidaten Tomislav Nikolićs(SNS) utilregnelighed og farlige
udtalelser, efter Nikolić ugen forinden i en tale i det nordlige Kosovo havde lovet, at han ville
genforhandle de aftaler, som den EU-faciliterede Beograd-Pristina 28 dialog havde medført:
” Until yesterday he(Nikolić. red.) was in favour of Ratko Mladic, and today he is allegedly for
the EU. This is an unreliable political coalition, which says one thing today, in the direction of
European integration, and tomorrow something entirely different”. Nikolić beskyldes af Tadić
for at have: ”…brought into question everything that Serbia has done in the last years in the
foreign policy area(…) These are dangerous intentions, which the world sees as very bad.”
(Tadić says Nikolić’s Statemens are ” Dangerous”. VIP 17. April 2012).
Af citatet kan det iagttages, hvordan Nikolić og den serbiske højrefløj artikuleres som
utilregnelige, hvis uoprigtige tilslutning til det europæiske projekt kan artikuleres gennem
momenter som Serbiens beskidte fortid, Ratko Mladic, samt deres kritiske stillingtagen til EU-
aftalerne, dangerous intentions. Omverdenens blik artikuleres som moment i diskursens, der alt
efter, om det rettes mod diskursens inderside eller yderside, kan have en henholdsvis positiv og
negativ indflydelse på diskursens sedimentering. Det er en opgave for pro-EU fløjen at sørge
for, at den omverden, der monitorerer Serbiens, indretter sit blik mod de europæiske meritter i
pro-EU diskursen. At omverdenens blik falder det rette sted, artikuleres som en forudsætning
for Serbiens fortsatte vej mod EU, en forudsætning som Tadić hævder at kunne garantere.
28 Dialogen, der påbegyndtes i marts 2011, er faciliteret gennem et fælles udspil fra EU og Serbien til FN’s
Generalforsamling. Det udmundede i resolution GA 10980, der sanktionerede, at der påbegyndtes en dialog
mellem parterne. Dialogen, er fundet sted mellem repræsentanter fra Kosovo og Serbien medieret af forhandlere
fra EU’s Fælles Udenrigstjeneste, EEAS.
37

Samme fiksering af omverdens blik kommer til udtryk i en debat, der udspiller sig efter
optællingen af stemmer efter parlamentsvalget og første valgrunde af præsidentvalget den 6.
maj. Debatten udspringer af, at en del af højrefløjspartierne mener, at de er blevet snydt for
stemmer. På trods af, at internationale valgobservatørmissioner ikke har registreret
uregelmæssigheder, iscenesætter SNS omfattende protestdemonstrationer samt retter klager
direkte til dens serbiske republikanske valgkomité, RIK 29 , samt til det internationale samfund.
Som reaktion på protesterne tager Tadić afstand fra anklagerne, kalder dem for angreb på
statens institutioner og integritet og opfordrer de protesterende til at dysse deres skingre toner
ned og rette ind. Igen bliver der henvist til relationerne til omverdenen. Reaktionen på
protesterne går på, at deres blotte manifestation truer med at destabilisere Serbiens
internationale image og således undergrave den skrøbelige vej mod EU. I en udtalelse bragt den
14. maj, manes der til ro:
” Everyone in Serbia should cool their heads and contribute to a more rational
approach to the political life.(…) If the protest should become violent, then this will represent
jeopardizing legitimacy of the election proces(…) which is outside European reality.” ( Tadić
appeals for peace. VIP 14. Maj 2012) .
Protesterne artikuleres som legitimitetsundergravende samt værende udenfor europæisk
virkelighed. Valgprocessen betydningstilskrives som et væsentlig moment i omverdenens
perception af Serbien som et europæisk demokrati, og at stille spørgsmål ved selve valget og
dermed institutioner kan risikere, at: ” …send to the world an image of Serbia as unregulated
country where institutions were not solving problems”(Tadić appeals for peace. VIP 14. Maj
2012). Ifølge Tadić kan Serbien i kraft af disse protester fremstå som antitese til et civiliseret
Europa, man risikerer at skræmme væk: ” No one would come to the house of people who are
quarelling and showing that they cannot regulate their relations in a civilized manner”. (Tadić
appeals for peace. VIP 14. maj 2012) Protesterne artikuleres som et image-problem i relation
til omverdenen, og i en TV-duel mellem Tadić og Nikolić udfolder Tadić sine formaninger, ved
at artikulere EU’s repræsentanter som et forankringspunkt for kritikken af protesterne:
”…even the European Union’s representatives have had to caution the SNS against
destabilizing Serbia and calling in question lawful elections because of its unfullfilled
29 Republička izborna komisija. http://www.rik.parlament.gov.rs/index_e.htm
38

ambitions, thus jeopardizing the country’s reputation and European future.” (DS, SNS
Continue Trading Accusations Ahead of Presidential Runoff. VIP 16. maj 2012)
Der artikuleres en distinktion mellem det europæiske Serbien ! og det ikke-europæiske Serbien,
med en heraf afledt imagekrise. Serbiens europæiske image fikseres omkring momenter som
rationalitet, civilisation, holde orden i eget hus samt værende indenfor den europæiske
virkelighed. De destabiliserende kræfter for Serbiens image udgrænses som værende truende
for Serbiens europæiske fremtid, værende uovervejede angreb, der påkalder sig EU-
repræsentanters irettesættelser.
Dermed iagttager jeg den artikulatoriske praksis omkring betydningstilskrivningen af Serbiens
internationale image, der udpensles som truet ved den interne kritik omkring optælling af
stemmesedler, som en tilsynekomst af pro-EU diskursens udsathed for dislokation. Eroderes
Serbiens internationale image, dislokeres pro-EU diskursen, da den har fikseret omverdens blik
i ækvivalenskæden. Pro-EU diskursen gør sedimentering afhængig af omverdens blik. Dette
medfører en risiko for, at de af diskursen udgrænsede momenter bevæger sig fra
differenskæden over den konstitutive grænse og ind i diskursen, omkring den flydende
betegner, Serbiens image. Denne problematik skabes af den artikulatoriske praksis selv, da
italesættelsen af protesterne som et image-problem frem for et administrativt problem bidrager
til diskursens sedimenteringsvanskeligheder. Da Serbiens image i omverdenen iagttages som en
flydende betegner, udsat for hegemoniske kampe om betydningtilskrivning fra de forskellige
politiske lejre, kan det iagttages, at Tadić - ved at artikulere dette image som skrøbeligt -
medvirker til at udvide pro-EU diskursen. Hvis imaget artikuleres som moment i diskursen –
omkring nodalpunktet; vejen mod EU - kan den iagttages som garant for konsolidering af
Serbiens internationale image. Serbiens image bliver en integreret del af valgkampen og af den
diskursive formation omkring nødvendigheden af fortsat EU-integration.
Denne iagttagelse kan illustreres ved følgende model:
39

Model 4. Serbiens image som flydende betegner. Den (selv)artikulerede hegemoniske intervention, kritikken af valget,
destabiliserer diskursens sedimentering
5.1.3 EU i kulturen
Udenfor den partipolitiske sfære, kan det iagttages, hvordan kulturelle foranstaltninger trækker
på samme diskursive formation som ovenfor. Af de mange events, ambassaden enten blev
inviteret til, kunne jeg iagttage, hvordan specielt elementer som fremskridt, stabilitet og
kulturelle fællesskaber blev artikuleret ind i nye sammenhænge. Sfæren i periferien af de
partipolitiske diskurser er interessant, da det her kan efterprøves, hvordan diskurserne sætter sig
igennem, eksempelvis som kulturelle events. Disse events iagttager jeg som emanerede,
sideordnede diskurser, i hvilke de generelle tendenser fra den politiske debat kan
fremanalyseres på nye måder.
Under mit ophold iagttog jeg flere kulturelle events, der belyste positive aspekter ved EU-
medlemskab. Disse tiltag fik ofte stor omtale i pressen. EU-debatten fandt sted på mange
planer, og events spændte fra alt mellem tilberedningen af europæiske måltider for skolebørn
(Slavko Surla: Whole EU on a square. Blic 26. april 2012. s.20) til lanceringen af filmfestivaler
med henblik på at promovere kulturel udveksling (J.D. Lj.: It started with ” In darkness”.
Večerne Novosti 14. maj 2012. s 17) m.fl. Af de talrige henvendelser, ambassaden modtog med
henblik på deltagelse, har jeg udvalgt et, der forekommer særligt interessant, nemlig den EU-
og statsstøttede organisation, Serbia in the Rhythm of Europe – Srbije u Ritmu
Evrope 30 (fremover SRE).
30 Organisationens hjemmeside: http://www.srbijauritmuevrope.rs/english/
40

SRE arrangerer sang- og dansekoncerter i Serbien for unge. SRE har som erklæret mål at
udbrede kendskabet til europæiske nationer og traditioner blandt serbiske unge for at bringe
Serbien ind i ”Europas rytme”. Gennem ti måneder rejste SRE-repræsentanter rundt i Serbien
og oplærte elever i at synge EU-medlemslandes nationalsange og EU hymnen ’Ode to joy’
samt præsenterede europæiske traditioner. Arrangementet mundede ud i en heldags koncert i
centrum af Beograd med deltagelse af politikere, internationale repræsentanter, erhvervsfolk og
kendte musikartister og sportsstjerner. Eksemplet er medtaget i afhandlingen på grund af dets
omfang; samtlige EU-ambassader med repræsentation i Serbien deltog, og arrangementerne i
2012 involverede mere end 10.000 elever. SRE’s bidrag til debatten om Serbiens fremtid i EU
er spektakulær. I det følgende vil jeg belyse, hvordan SRE’s artikulatoriske praksis kan
tematisere elementer gennemgået ovenfor.
SRE iagttager deres initiativ som rækkende udover serbisk indenrigspolitik. 31 SRE henvender
sig til internationale ’tilskuere’, til hvem man kan bekræfte, at specielt serbiske unge har et
internationalt udsyn og interesserer sig for sine europæiske naboer. I stedet for reformmæssige
tilpasninger til EU-standarder, er det kulturel tilnærmelse, der er i fokus. Flere steder i SRE’s
programerklæring fremgår det, at det er børn og unge, der iagttages som bærere af Serbiens
europæiske fremtid. Ved at fremvise de unges engagement kan man illustrere over for
omverdenen, at Serbien er klar til Europa. I et udklip, der fortjener at blive citeret i dets fulde
længde, kan det iagttages, hvordan SRE iagttager deres virke igennem et prisme, der vil lede til
Serbiens plads i Europa, en plads det kan være stolt af:
”Our goal is to educate the children through fun, to develop their creativity, to encourage them
to make friends and be happy, and to send a message to the whole world – that with a smile
and a pure children’s heart, all people will be brothers. The ambassadors of European
countries send the identical message from the town squares, proving that their support to the
project is not only formal and on paper. The ambassadors who come to town squares
throughout our country enjoy the concerts shoulder to shoulder with mayors, support the
children and encourage the twinning between cities of Serbia and those of Portugal, Cyprus,
Greece, Finland, Italy, France and other European countries. Our aim was to show both the
viewers and the children, that they do not serve as a statistical figure in the project ’Triglav
31 ibid.
41

Insurance Serbia in the Rhythm of Europe’, but they are the genuine creators of future in all
Serbian cities and as such, a part of Europe it is very proud of. “
http://www.srbijauritmuevrope.rs/english/
SRE artikulerer deres projekt som en nivellering af Serbien og de europæiske medlemslande,
hvis ambassadører står shoulder to shoulder med serbiske borgmestre. Samtidig kan der dannes
partnerskaber mellem europæiske og serbiske byer, twinning between cities. Tilstedeværelse af
EU-ambassadører iagttages som entydig opbakning til projektet. SRE artikulerer en
grænsedragning til politiske hensigtserklæringer, der sidestilles med statistiske figurer, i hvilke
det er svært identificere et folkeligt engagement og handlerum. Igennem uddannelse,
kreativitet, glæde og venskaber kan serbiske unge knytte bånd til europæiske naboer.
Vejen til EU er tættere på, end man skulle tro ud fra formelle papirskrevne erklæringer. EU kan
faktisk være stolte af Serbien og Serbiens unge. SRE iagttager deres egen rolle i kontrast til den
formelle, politisk ledede EU-integration. Elementer som formelle erklæringer og statistiske
figurer fikseres i en differænskæde, der står i konstitutiv spænding til SRE’s leg-, lærings- og
dansebaserede tilgang. Dermed kan det iagttages, at SRE artikulerer en eksistensberettigelse og
organisatorisk succes gennem opridsning af det diskursive rum, der omgiver Serbiens vej mod
EU. Fremtid, fremgang, muligheder og ungdommen artikuleres som momenter i både den
partipolitiske pro-EU diskurs såvel som hos SRE. Selvom det kan iagttages, at vejen mod EU
fremstår som en relativt hegemoniseret formation i det her indsnævrede diskursive felt, er det,
der fra SRE stilles spørgsmålstegn ved, det operative modus for engagement. Engagement og
folkelig involvering i EU-integrationen kan dermed iagttages som en flydende betegner i det
diskursive felt. Hvor engagement i forbindelse med tilnærmelsen til EU af Tadić blev
artikuleret i sammenhæng med fraværet af kritiske spørgsmål og behovet for skarp,
erfaringsbaseret politisk styring, betydningstilskriver SRE engagement som en nødvendig
folkeligt og ungdommeligt forankret proces. Det, der søges fikseret som momenter omkring
den flydende betegner; engagement, er synlighed, EU-repræsentanternes personlige
tilstedeværelse, aktiv (med)skabelse af fremtid, renhjertethed og glæde. Hvordan SRE iagttager
den formelle EU-integration som en konkurrerende betydningstilskrivning af engagement kan
illustreres i følgende model:
42

Model 5. Engagement som flydende betegner. SRE som konkurrerende betydningstilskrivning af engagement ifm. EUintegration.
5.2 Den nationalistiske diskurs:
Den nationalistiske diskurs kan iagttages ud fra parlamentariske grupperinger, over foreninger
og kunstnere til hooligans og militante forsamlinger. I analysen tager jeg primært udgangspunkt
i de politiske partier, idet jeg herfra ønsker at vise, hvordan diskursen forgrener sig i andre
artikulatoriske praksisser.
Den nationalistiske fløj er ikke en forenet blok med afstemte politiske strategier, men en bred
palet af forskelligartede partidannelser. På trods af de indbyrdes forskelle, kan der iagttages
overensstemmelser i en skepsis mod EU og det internationale samfund.
Den nationalistiske diskurs iagttager jeg som centreret omkring ’serbiske interesser’, som
noget, der er et brændende behov for at forsvare. Også i den nationalistiske diskurs artikuleres
valget 6. maj som et skæbnevalg for Serbien, mellem et fortsat stolt Serbien og den rene
undergang. Flere steder artikuleres det, at Serbiens tilnærmelse til EU og det internationale
samfund er en ydmygende, uværdig tiggergang ledet af korrupte politikere, der sælger ud af
serbisk identitet og historie. Der artikuleres et behov for nøje at granske Serbiens egne
interesser i relation til EU-integration.
43

5.2.1 De nationalistiske partier
Serbiens største oppositionsparti 32 , Det progressive parti – Srpska Napredna Stranka - SNS,
ledes af præsidentkandidaten, Tomislav Nikolić. Nikolić vandt 2. runde af præsidentvalget og
er i dag serbisk præsident. Under valgkampen indgik SNS i alliance med det udtalt EU-
skeptiske parti, DSS. SNS’s artikulationer omkring EU-integration er karakteriseret ved
væsentlige forbehold. Serbisk EU-integration iagttages som et potentielt aktivt tilvalg, ikke som
en nødvendig og uundgåelig proces. Ifølge SNS findes der et alternativ til EU. Den modsatte
politik, ’Intet alternativ til EU’ tilskrives EU-tilhængeres forsøg på at foranstalte en
skræmmekampagne. EU-medlemskab artikuleres som repræsenterende mulige økonomiske
muligheder for Serbien, men kun i relation til serbiske interesser.
Konsekvente honorering af serbiske interesser artikuleres som udgangspunkt for EU-
forhandlingerne. I en udtalelse til pressen 17. april, hvorvidt EU-forhandlingerne vil medføre et
pres på Serbien med henblik på at anerkende Kosovo, udtaler Nikolić: ” If Europe were to set
us such condition we would say – sorry, thank you, we cannot be an EU member”, og videre
fastslår han, at de vil trække sig fra forhandlingerne, ”…if they agreed something which is
contrary to the Constitution and which is not good for the citizens of Serbia.” (Nikolić: If
condition is recognition of Kosovo, Serbia will refuse EU Membership. VIP 17. april 2012).
Nikolić artikulerer udvalgte momenter som uspiselige for Serbien. Krav om anerkendelse af
Kosovo ækvivaleres afvisning af Serbiens EU-vej, sorry, thank you, we cannot be an EU-
member. EU-medlemskab er ikke ensbetydende med de serbiske indbyggeres velbefindende, og
det kan iagttages, at Nikolić betydningstilskriver EU-forhandlingerne som noget, der først og
fremmest må tilpasses Serbien – ikke omvendt. Den serbiske forfatning artikuleres som stående
i et potentielt modsætningsforhold til EU-forhandlingerne, og det må være op til EU at gøre
vilkårene for optagelse spiselige for Serbien. Samme logik kommer til udtryk i et interview 3.
maj, hvor Nikolić understreger, at Serbien kun kan blive medlem af EU, hvis Kosovo fortsat
tilhører Serbien: ” If the EU whishes to see Serbia as its member state, it should not set
conditions which Serbia can not fulfill.”(N.a.: To EU only with Kosovo. Dnevnik 3. maj 2012.
Serbisk EU-medlemskab iagttages som et ønske fra EU. EU’s ønske artikuleres som et moment
i diskursen, og der iagttages spændingsforhold mellem EU’s behov for serbisk medlemskab og
de konditioner, der opstilles. EU betydningstilskrives relationelt til Serbiens interesser. Serbien
iagttages som hovedaktør i relationerne til omverden, og Nikolić artikulerer en skarp linje
32 Indtil valget 2012 hvorefter det blev regeringsbærende.
44

mellem det personlige råderum og eksternt pres. Således afviser han, at udenlandske interesser
skulle spille en afgørende rolle i Serbien:
” Foreign interests will never be dominant in Serbia in which I am president. I am ready to
listen to all the suggestions, especially those well-intentioned, no matter where they come from,
but the will of the people will always play the biggest role in decision making.” (We have to
win over corruption. VIP 31. maj 2012).
Af Nikolićs artikulatoriske praksis kan jeg iagttage, at Serbiens interesser som moment i
diskursen udsættes for gentagende artikulationer, og således i sig selv tømmes for indhold. Der
dannes en diskursiv formation ud fra nodalpunktet ’ Serbiens interesser’ omkring hvilket, der af
artikulationerne sutureres en ækvivalenskæde af momenter som EU’s ønsker, rimelige
konditioner, Serbiens forfatning og ret til Kosovo, suverænitet samt Serbiens aktive udøvelse af
handlerum i forbindelse med EU-forhandlingerne. Dermed artikuleres en antagonistisk
spænding til uspiselige konditioner, anerkendelse af Kosovo, samt opfattelsen af integrationen
med EU som repræsenterende en udvikling uden alternativ. Nikolićs artikulation iagttager jeg
som et forsøg på hegemonisk intervention, der som dislokativ faktor i relation til pro-EU
diskursen forstyrrer den diskursive orden omkring Serbiens forhold til EU.
Nikolić og partiet SNS kan iagttages som det meste moderate af de nationalistiske partier.
Udvides optikken for den nationalistiske diskurs, kan det iagttages, at betoningen af
modsætningsforhold mellem Serbien og EU og Serbien og omverdenen artikuleres i skarpere
vendinger. Specielt den tidligere serbiske præsident, Vojislav Koštunica, fra Serbiens
demokratiske parti - Demokratska Stranka Srbije - DSS, markerer sig i valgkampen som klar
modstander af EU-integration. Koštunica artikulerer EU-vejen som en direkte trussel mod
Serbiens fortsatte eksistens. DSS udspringer af oppositionen mod Milošević regime, og
Koštunica blev den første demokratisk valgte præsident i Serbien efter det gamle regime blev
styrtet 5. oktober 2000. DSS hævdes at nyde opbakning fra en bred palet af
samfundsrepræsentanter, herunder både akademikere, kulturpersonligheder og
landbefolkningen. 33
DSS’s valgkampagne personificeres i Koštunica, der som både præsidentkandidat og
partiformand deltager i et væld af TV-shows, valgforsamlinger, manifestationer og interviews.
33 IW: Miroljub Radojković, professor i Medier og kommunikation, fakultet for statskundskab, 8. maj 2012: 5,32,
IW: Vojislav Stanovčić, professor i historie på det serbiske akademi, SANU, 16. maj 2012: 30,41.
45

Koštunica baserer sin valgkamp på modstanden mod EU, og valgkampagnen bærer sloganet,
inspireret fra en bog skrevet af Koštunica: ” Зашtо Србија a не Европска унија – Why Serbia
not the European Union”. 34
Som det fremgår af valgsloganet, bygger DSS’s modus operandi i forbindelse med valgkampen
på artikulationen af modsætningsforhold mellem Serbien og EU. I en udtalelse bragt 4. april
udtaler Koštunica, at vejen mod EU har betydet territorielle, politiske, materielle og moralske
tab for Serbien. Hovedproblemet, der står i vejen for en hensigtsmæssig stillingtagen til
Serbiens politiske udfordringer, attribueres til de kræfter i Serbien, der artikulerer, at der intet
alternativ er til EU:
” All of them who say that it is impossible for Serbia to survive, if the country is not in the EU,
they want to say that she does not have full capacity of an independent state; that she depends
on somebody else and that she is politically under-age.”(Koštunica: Serbia is Loser due to EU
Path. VIP 5. april 2012).
Der artikuleres en distinktion mellem kræfter, der iagttager Serbien som en utilstrækkelig stat
uden EU-medlemskab, og de kræfter, heriblandt DSS og Koštunica selv, der iagttager Serbien
som netop en uafhængig, beslutningsdygtig stat. Af den artikulatoriske praksis kan det
iagttages, at elementer som selvstændighed, suverænitet, beslutningsdygtighed og kapacitet
artikuleres som momenter i den nationalistiske diskurs, i hvis afart DSS artikulerer en
konstitutiv ydre grænse til EU og til de kræfter i Serbien, der advokerer for EU-medlemskab.
Der artikuleres en differenskæde omkring EU, hvor infantilisering, moralsk og politisk tab samt
uafhængighed søges betydningstilskrevet som ækvivalent med serbisk EU-medlemskab.
Den eneste farbarveje vej for Serbien er neutralitet indenfor hvilken, man kan forfølge egne
interesser og bevare sin stolthed. EU vejen artikuleres som belagt med ydmygelser og
afpresning af Serbien, og forhandlingerne med Bruxelles betydningstilskrives som en
enstrenget kommandogang, hvor Serbien blindt må forfølge og adlyde de politiske dessiner fra
Bruxelles. Valget betydningstilskrives således som et skæbnesvangert og ikke blot politisk
valg. ( N.a. Koštunica: Elections not political but fatal. Press 3. april 2012). Tilpasningen til
EU-kravene vil, ifølge Koštunica, knække Serbien.
34 Koštunica: Serbia is Loser to EU path. VIP 5. april 2012.
46

EU iagttages som en del og hersk strategi, der vil bryde Serbien op i stykker og styre det fra
Bruxelles. EU-medlemskab ækvivaleres til NATO-medlemskab, der aldrig vil kunne accepteres
af Serbien. Under sidste DSS-valgkampsforsamling i det centrale Beograd 35 formaner
Koštunica publikum om den; wrong, shallow-minded, disastrous road towards EU and NATO.
EU-medlemskab vil føre til, at ikke blot Kosovo, men også den nordlige Vojvodina provins må
løsrives fra Serbien. Koštunica hævder, at Bruxelles med hjælp fra EU-fortalerne i Serbien er i
færd med at orkestrere en ” alien, octroyed, Brussels Constitution instead of Serbian which
would lead to the secession of Vojvodina”. Serbien vil aldrig kunne indpasses i EU’s
verdensbillede, hvorfor Bruxelles søger at omdanne det efter eget billede. Dette ønsker DSS at
forhindre: ” This Serbia is too large and unified for EU, they want to reduce it and break it up.
We shall do everything so as to prevent them”. Ligeledes betoner Koštunica, at Washington
har lokket med NATO-medlemskab, såfremt Serbien vælger EU-vejen. Herfor responderer
Koštunica lakonisk: ” Serbia can reply that it saw the door open in 1999 and it was not the
open door of NATO, but the open door of hell”( Koštunica: EU wants to break up Serbia. VIP
3. maj 2012).
Af DSS’s artikulatoriske praksis kan det iagttages, et den nationalistiske diskurs udvides til at
indbefatte spørgsmål vedrørende Serbiens suverænitet og territorielle afgrænsning. EU
udgrænses af diskursen som konstitutiv yderside, idet der artikuleres en differenskæde
bestående af momenter som NATO, der betydningstilskrives som helvede, open door to hell,
fremmedgørende forfatninger, alien, octroyed constitution opsplitning af Serbisk territorium,
reduce and break it up, samt de ovenfornævnte momenter som infatilisering og uafhængighed.
Endvidere kan det iagttages, at DSS og Koštunica såvel som Nikolić italesætter serbiske
interesser i en flerhed af betydningstilskrivninger, hvorfor serbiske interesser som moment i
diskursen tømmes for indhold og også hos DSS får funktion som nodalpunkt, omkring hvilket
de artikulerede momenter såsom selvstændighed, stolthed, neutralitet og styrke og sammenhold
sutureres i en ækvivalenskæde.
35 http://dss.rs/politicka-i-vojna-neutralnost-most-do-istoka-i-do-zapada/ (M.O.)
47

Model 6. Den nationalistiske diskurs, fra DSSs artikulationer
Der kan iagttages sammenfald i den artikulatoriske praksis mellem henholdsvis Nikolićs og
Koštunicas artikulationer af Serbiens interesser Koštunica artikulerer dog en langt skarpere
antagonisering mellem disse interesser og EU. Hvor EU af Nikolić udgrænses som i visse
henseender uspiseligt for serbiske interesser, stipulerer Koštunica en decideret antagonistisk
relation mellem Serbien og EU, hvor EU-medlemskab iagttages som ensbetydende med serbisk
undergang.
Bevæger man sig væk fra de velkonsoliderede partiers artikulationer, kan der iagttages en
udvidelse af den nationalistiske diskurs, der trækker på kulturelle præferencer. Hvor logikken i
ovenstående diskursive formationer hører til den ’formelle’ del af de nationalistiske toner, vil
analysen af bevægelsen Dveri belyse en mere uformel side af serbisk nationalisme.
5.2.2 Den kulturelle trussel
Dveri er en social-konservativ politisk bevægelse, der stillede op som parti til parlamentsvalget
2012. Dveri har tætte forbindelser til de klerikale strukturer i det serbiske samfund og har som
erklæret mål at kæmpe for sikringen af den serbiske nation og det serbiske folk. 36 Partiet er
stærkt kritisk over for EU-integration og opfattes af den internationale presse som et
36 http://www.dverisrpske.com/sr-CS/index.php (M.O.)
48

ekstremistisk parti, der maner til vold og forfølgelse af minoriteter 37 . Det vurderes af iagttagere,
at Dveri’s kultur-politik vækker særlig resonans i det serbiske samfund. 38
Dveri artikulerer en sammenkædning Serbiens nuværende forfald og diktater fra det
internationale samfund. Centralt i deres politiske raison d'être er truslen mod den serbiske
identitet, der iagttages som foragtet af omverden. Den serbiske nation er blevet frarøvet dens
stolthed af internationale magtherrer stærkt hjulpet på vej af egennyttige nationale politikere. I
deres valgprogram kræver de således en genindførsel af serbisk suverænitet og et brud med den
hidtil førte politik:
” We are absolutely against staying in the course of conditioning and destruction for
the sake of Serbia entering the EU at all national cost. We are committed to complete the
transformation of domestic and foreign policy, drawing a line under all the disastrous results
of the last two decades in the economy, social policy, cultural politics of identity and other
social areas, and initiate new policies, based on a final break with Titoism (…) We want a
country that will know how to keep its people and defend it against external threats(…) Serbia
will be strong when it establishes sovereign democracy and popular government. Sovereign
democracy means that the future of Serbia will be decided only in the Serbian capital, not in
Brussels and Washington or any other city of the world.”
(Dveris valgprogram: Statspolitik: http://www.dverisrpske.com/sr-CS/nasa-
politika/izborni-program/dveri-politika-drzavnog-uredjenja.php.) (M.O.).
EU-vejen og de deraf afledte konditioner artikuleres som direkte destruktive for Serbien.
Serbiens vej mod EU har medført ødelæggende resultater for serbisk økonomi, social og
kulturpolitik, og der trækkes en skarp grænse mellem en serbisk funderet genopretning af denne
situation og udefrakommende visioner om, hvordan disse områder skal håndteres. I stedet
artikuleres et fremtidsscenarie, hvor Serbien kan indtage en plads i verden, udenfor EU. EU-
integrationen iagttages som alt for omkostningsfuld for Serbiens indre sammenhængskræft
Den nationalistiske diskurs hos Dveri fikseres i en formation omkring genrejsningen af Serbien,
og det kan iagttages, at et ikke entydigt artikuleret fremtidigt Serbien optager en plads i
diskursen som nodalpunkt, rundt om hvilken momenter som suverænitet, kampberedthed,
37 http://www.tanjug.rs/news/39504/glisic--dveri-will-surprise-in-serbias-polls.htm
http://www.b92.net/eng/news/politics-article.php?yyyy=2011&mm=08&dd=23&nav_id=76044
38 IW: Snježana Milivojević, professor i mediestudier ved fakultet for statskundskab, Beograds Universitet 17. maj
2012, 09,17, Eriksen 2011, Miller 2004)
49

transformation, kulturel styrke, engagement(commitment) søges ækvivaleret. Dveri iagttager
Serbiens fremtid som liggende udenfor international indflydelse, men der artikuleres samtidig
et behov for en konsekvent omkalfatring af mange af statens institutioner og politikker. Skal
Serbien genrejses, kræves der gennemgribende reformer af alt fra det politiske system og
udenrigspolitik, der karakteriseres som knæfald for internationalt pres, til kultur- og
identitetspolitikken, der lider under en selvpålagt skam og ydmygelse –foranlediget af Serbiens
EU-venlige kræfter.
Dveri iagttager Serbien som værende ensbetydende med en kerne af kulturel overlegenhed, der
ikke nødvendigvis lader sig indpasse med resten af verden. Den farlige vej, hvor Serbien må
undertrykke den indre kerne med henblik på at blive accepteret i det bedre selskab, iagttages
som en direkte undergravende tendens i relation til den serbiske nations overlevelse. Dette
synspunkt forfægtes flere steder i afsnittet om kulturpolitik i Dveris valgprogram: ”We must
not deny tradition because it is different from the others and does not melt into a global
picture”, og i et andet afsnit om EU-integrationen der artikuleres som global cultural
colonialism, der har ført til den erosion and disorientation that we have witnessed in the last
decade.(M.O.) 39
Serbien er udsat for en propagandakrig, og denne krig fordrer et behov for aktiv kulturel
modstand. Dveri artikulerer en skarp grænsedragning til de kræfter, der i løbet af de sidste 20 år
har undergravet serbisk kultur og identitet. Serbiens tilpasning til europæiske standarder
iagttages som en smertelig homogenisering, i hvilken serbisk selvforståelse trues på livet, og
der artikuleres et antagonistisk forhold til kræfter i Serbien, der med deres følgagtighed overfor
et eksternt pres undertrykker og fremmedgør serbisk kultur. 40 Disse kræfter, der kædes sammen
med Tadićs regering, iagttages som et fremmedelement, der artikuleres i vejen for serbisk
overlevelse: ” To survive, the current Serbian regime of governance must be replaced.” 41 . Kun
ved at fjerne dette regime kan Serbien realisere dets fulde potentiale, baseret på kulturel
selvforståelse og en massiv imødegåelse af de propagandistiske angreb, Serbien fra udlandet er
udsat for.
39 Dveris valgprogram: Kultur, sport og politik: http://www.dverisrpske.com/sr-CS/nasa-politika/izborniprogram/kulturna-i-sportska-politika-identiteta.php
(M.O.)
40 Ibid.
41 Dveris valgprogram: Statspolitik: http://www.dverisrpske.com/sr-CS/nasa-politika/izborni-program/dveri-
politika-drzavnog-uredjenja.php. (M.O.)
50

At Serbien skulle have noget at skamme sig over, hvilket Dveri iagttager som et pålagt præmis
fra omverdenen i forbindelse med Serbiens tilnærmelse til det internationale samfund, er en
fatal misforståelse. Serbien skal derimod være stolt af dets fortsatte overlevelse set i lyset af
omfanget af udefrakommende undertrykkelse; NATO, EU og ondsindede naboer. 42 En
undertrykkelse, der artikuleres som en grundlæggende uretfærdighed i Dveris nationalistiske
diskurs. Uretfærdighed fikseres således i diskursens ækvivalenskæde som et afgørende moment
for sedimenteringen af hensigtsmæssig serbisk selvforståelse. Endvidere kan det iagttages, at
Serbiens status som paria i omverdenens øjne artikuleres som som en ukorrekt, uoplyst
iagttagelse, der bør imødegås.
5.3 Den kritiske diskurs.
Den kritiske diskurs skal forstås som et mærkat, jeg har tildelt den mangfoldighed af udsagn,
der for mit blik er emergeret under valgkampen. Diskursen kan ikke entydigt tilskrives politiske
partier eller bevægelser, men skal betragtes som artikulationer, der indgår i en regularitet i den
serbiske samfundsdebat.
I Laclaus optik er den kritiske diskurs’ artikulatoriske praksis interessant at betragte, da der i de
fleste artikulationer ikke kan iagttages en egentlig meningsudfyldning af diskursens inderside.
Det er således vanskeligt at fremanalysere et nodalpunkt i den kritiske diskurs, da artikulationer
af netop denne slags, eksempelvis forstået som krav eller tilkendegivelser af behov mv. ikke i
samme udstrækning lader sig afdække, som det er tilfældet i de andre diskurser. Kritikkens
ståsted, så at sige, forbliver tomt, hvorimod den konstitutive yderside, alle de forhold og
elementer, der søges artikuleret i en antagonistisk relation til kritikken selv udgrænses i en
konstant udvidende differenskæde.
Som ledetråd for analysen har jeg således gestaltet mit eget nodalpunkt omkring et sammenspil
mellem to elementer; moderne demokratisk samfund og den nødvendige kritik, der indgår i
flere af de inddragede artikulationers selvbeskrivelse. Af den kritiske diskurs emergerer et
vekselvirkende forhold mellem et moderne, demokratisk samfund og en nødvendig kritik,
momenter der så at sige komplimenterer hinanden. Et moderne demokratisk samfund
forudsætter samt medfører nødvendig kritik, og den nødvendige kritik artikuleres som netop et
udtryk for demokratisk udfoldelse.
42 ibid.
51

Den her fokuserede artikulatoriske praksis abonnerer på den indstilling, at kritikken af
magthaverne og udemoktratiske tendenser i det serbiske samfund er fordret af en transcendent
nødvendighed, en slags konstant undergående reaktualisering af behovet for kritik. Analysen af
den kritiske diskurs er refleksiv, idet jeg iagttager gestaltningen af positivt indhold -
meningsudfyldning gennem suturerede elementer omkring nodalpunkterne; moderne,
demokratisk samfund og nødvendige kritik, som en kontrasterende refleksion til det
konstitutive ydre. De momenter, der artikuleres i den antagoniserende differenskæde, dels
tilskrevet de serbiske politikere og dels det serbiske samfund, virker således tilbage på
diskursens indholdsside.
Analysen af den kritiske diskurs tager udgangspunkt i kritiske artikulationer, som de kommer
til udtryk i den daglige pressemonitorering såvel som på hjemmesiden Peščanik.net. mv.
Dernæst vil jeg analysere, hvordan denne kritiske diskurs kommer til udtryk i kampagnen for
blanke stemmer.
5.3.1 Den kritiske diskurs i medierne
Den kritiske diskurs iagttager jeg i en flerhed af udsagn, der pointerer anormale forhold i
serbisk politik. Et udgangspunkt for kritikken af de politiske partier er reference til normale
forhold liggende udenfor det serbiske politiske domæne. Dette kan iagttages i en kritisk leder
bragt på Peščanik i kølvandet på Tadićs udskrivelse af præsidentvalg og parlamentsvalg til
samme dato:
” In normal countries presidential elections are called exclusively in their regular term,
or rather after the end of the presidents mandate (…) Therefore, in the majority of countries on
the European continent presidential elections are carefully planned and impatiently expected,
and this after the constitutionally foreseen and served mandate. In Serbia matters are different
(…) Politics is calculations, but this latest one is nothing else than a pathetic play of weak
people on strong positions, and for this the highest political price will have to be paid. ”
(http://Peščanik.net/2012/04/Tadićevi-izbori/ 3. april 2012)(M.O.)
Der artikuleres et modsætningsforhold mellem normale, europæiske lande på den ene side og
Serbien på den anden, hvor matters are different. Til normale lande artikuleres momenter som
forfatningsmæssige forventninger og forudsigelighed, samt at præsidentvalg normalt følger
planlagte og uforhastede forløb. Som modsætning til disse ordnede forhold fremhæves serbiske
politikere antitese. Det kalkulerende spil accepteres, men de særegne serbiske kalkulationer
52

etydningstilskrives som et patetisk spil for svage mænd. Den ukorrekte adfærd,
kendetegnende for serbiske politikere, vil i sidste instans føre til selvsamme politikeres
undergang. Dermed kan det iagttages, at der af artikulationen fikseres målingsparametre, ud fra
hvilke de serbiske politikere endelig vil blive bedømt, for this, the highest political price will
have to be paid. Der artikuleres en form for profeti, hvor den artikulatoriske praksis iagttager,
at dens eget virke - kritik af misforhold i den serbiske politiske forvaltning - vil føre til
magthavernes fald.
I en kommentar bragt i ugemagasinet, Vreme, af den serbiske freelance skribent, Andrej Ivanji,
knyttes udskrivelsen af valg sammen med en negativ diagnose dels af serbiske EU-aspirationer
dels af den politiske kultur:
” Not only that Tadić resigned from the highest state office for the benefit of the party
that he leads, but he also gives an explanation for his action – which seems as one big box
wrapped in a cellophane glittering paper with the blue European stars from which a clown
jumps out when it is opened.(…) The message can be interpreted only in this way: all others
are so bad that we want from you to enable us to take again all the state functions and continue
what we have been doing so far – and why we en route (…) tell blatant lies about Kosovo and
Europe, resign from the president’s office etcetera – well this is part of our political culture.”
(Tadić’s explanation of resignation is flimsy. VIP 6. april 2012)
Tadićs forfatningsstridige udskrivning af valg knyttes sammen med hans selvforståelse som
Serbiens garant for EU-medlemskab. Men netop denne pointe, at Tadić og DS skulle kunne
garantere serbisk fremgang og EU-medlemskab, latterliggøres i artikulationen, idet hele EU-
projektet betydningtilskrives som en klovneagtig proces, en form for spil for galleriet. Frem for
at kunne fremvise konkrete resultater og implementering af EU-standarder med henblik på at
vinde vælgernes gunst, er det eneste, Tadić kan præsentere, en big box wrapped in a cellophane
glittering paper.
I forlængelse af denne udgrænsning af det europæiske projekt som et indholdsløst paradespil,
artikuleres der en gennemskuet kampagnestrategi for de pro-europæiske kræfter, der frem for at
bygge på politiske meritter, etableres som en negativ kampagne, der kun baserer sig på de
politiske modstanderes uduelighed, all others are so bad. At kampagnen overhovedet er mulig,
ækvivaleres med en særlig form for serbisk politisk logik, well this is part of our political
culture.
53

Selvom kritikken af den tidlige udskrivning af præsidentvalg er et partikulært nedslagspunkt, er
eksemplet illustrativt for den artikulatoriske praksis, der kan iagttages omkring den kritiske
diskurs. Flere steder kritiseres de serbiske politikere for deres forfatningsstridige initiativer
samtidig med, at forvaltningsapparatet og de internationale monitoreringssystemer også
underlægges et kritisk blik. Det politiske spil, der blandt andet er blevet igangsat af begge
præsidentkandidater, Boris Tadić og Tomislav Nikolić, der skal sikre dem opbakning,
italesættes som overfladiske strategier, der både har til hensigt at forføre serbiske vælgere og
internationale iagttagere. Et spil, der lader til at virke, da det skorter på kritiske røster og
intervention fra det internationale samfund. (They are lying to us again. VIP 24. april 2012, E-
novince website levels stinging criticism against Degert and Warlick. VIP 17. 2012.) På
hjemmesiden Peščanik artikuleres Tadićs dårlige valgresultat som en effekt af, at vælgerne har
gennemskuet det, der af den kritiske diskurs artikuleres som en skræmmekampagne. I en
længere udfritning af Tadićs kampagne efter 2. runde af præsidentvalget kan det bl.a. iagttages,
hvordan integreringen af EU i Tadićs valgkamp artikuleres som en negativ strategi:
” Thirdly, you terrify the citizens with the Greater Evil. Without me, this country would face a
catastrophe. Serbia’s meteoric rise toward the EU will be blocked, the racing reforms will be
abandoned(...) Even war is not excluded”. (Srda Popović: The Moment of Truth.
http://Peščanik.net/2012/05/the-moment-of-truth/ 23.maj 2012).
Vejen mod EU artikuleres som et retorisk kneb fra Tadić side fremfor betydningstilskrevet som
et positivt element i den kritiske diskurs.
Den kritiske diskurs artikulerer antagonismer til Boris Tadić og DS, men også højrefløjen, og
særligt præsidentkandidaten Nikolić revses. I en udtalelse bragt i internetmagasinet e-novine
efter udfaldet af præsidentvalget er offentliggjort, artikuleres tilfredshed med, at Tadić ikke
vandt, men den efterfølgende beskrivelse af Nikolić som ny præsident er slående:
” So Tomislav Nikolić it is. For those who do not know much about this figure, he is a
conservative, nationalistic politician of limited education and intellectual range, a man of few
words, and non-smiling, disastrous in public communication, who chiefly appears curt and
depressed, as if he suffered misdoing which cannot be redeemed easily, sometimes coarse and
stiff, often cynical and unpleasant. However, it seems that his chief trait is incompetence. But, it
54

is something that we should only learn the hard way.” (Nikolić at least changed for the better.
And Tadić? VIP 24. maj 2012).
Hvor Tadić i den kritiske diskurs udgrænses som falsk, arrogant og utroværdig
betydningstilskrives Nikolić i højere grad som decideret inkompetent, manglende alle de
sædvanlige karakteristikker, man kunne forvente af en politiker. Som regeringsmæssigt
alternativ til Boris Tadić forankres intet håb i den nye præsident Tomislav Nikolić. Til gengæld
artikuleres der en række af nye momenter i en differenskæde, hvor uønskværdige politikere
som antagonistisme, også omfatter Nikolić. Udover momenter som uigennemsigtighed,
klovnagtighed, overfladiskhed mm., bliver også begrænset uddannelse, inkompetence,
nationalistisk konservatisme mm. fikseret i en konstitutiv yderside.
At Nikolić også udgrænses af den kritiske diskurs som stående i et antagonistisk forhold til
diskursens ikke-substantierede forankring i et moderne, demokratisk Serbien, kan iagttages som
et eksempel på ovenfornævnte betragtning, at differensnodalpunktet, det politiske system som
sådan, kan betydningstilskrives med en lang række af negerende momenter, eksempelvis som
opsummeret i følgende model:
Model 7. Den kritiske diskurs. Udgrænsning af momenter i en konstant udvidende differenskæde
Differensnodalpunktet kan indoptage både Tadić og Nikolić som negerende momenter i differenskæden. Det politiske
system, som antagoniserende for et moderne, demokratisk samfund betydningstilskrives således i en flerhed af
differensrelationer.
De artikulationer, jeg iagttager som udgørende en kritisk diskurs, dukker op i medierne i en
flerhed af påpegninger af mangler ved det politiske system. Som det fremgår ovenfor, gestalter
55

diskursen en form for logik, der frem for at betydningtilskrive et positivt indhold, i form af
fiksering af momenter i en ækvivalenskæde omkring et nodalpunkt, kontinuerligt udfolder en
udvidet differenskæde, hvormed kritikkens konstituering indlejres i en horisont af negativitet.
De mulige momenter, der ville kunne iagttages som repræsenterende et politisk alternativ,
Forfatningen, EU-medlemskab, parlamentsvalg mm., emergerer af diskursen som ustabile
fikspunkter, der om end artikuleret alligevel ’tabes’ i diskursiviteten, og således udgrænses som
værende endnu et sæt af modvirkende faktorer i forbindelse med en ikke-substantieret,
ønskværdig fremtid for Serbien.
Denne logik kan iagttages i kampagnen for blanke stemmer, der netop illustrerer, hvordan den
kritiske diskurs bevidste udgrænsning af alternativer og politisk formulerede løsningsforslag
giver sig udslag i en artikuleret afvisning af det politiske system ved aktivt at stemme blankt
ved valget. Hvordan denne afvisning, forstået som artikulatorisk praksis, indvirker på
udvidelsen af den kritiske diskurs, vil jeg illustrere i følgende afsnit.
5.3.2 Kampagnen for blanke stemmer.
Kampagnen for blanke stemmer(herefter KBS) opnåede stor omtale i medierne og blandt de
politiske partier men også blandt valgobservatører, da det efter valget blev klart, at blanke
stemmer udgjorde mellem 3-4,5 % af de optalte stemmer. 43 KBS blev lanceret på internettet og
i radioprogrammer, debatfora, artikler, konferencer osv. 44 Særligt universitetsstuderende
engagerede sig i kampagnen, og der blev afholdt flere arrangementer på Beograds Universitet,
hvor ideen om at afgive blanke stemmer blev debatteret. 45
Interessant ved KBS er først og fremmest det faktum, at det, der i ovenstående afsnit er
artikuleret som en generel apatisk lede ved det politiske establishment, ikke kommer til udtryk i
’sofavalg’, men i stedet som en aktiv kampagne for at vise denne apati som foragt.
KBS’s vægtigste fortaler er den tidligere parlamentspolitiker for det liberale parti LDP og
dissident under Tito, Vesna Pešić. Pešić citeres i medierne for kritik af korrupte politikere og
det serbiske forvaltningssystem. I samarbejde med hjemmesiden Peščanik.net og den
uafhængige mediemonitoreringsorganisation, Media Center 46 , har Vesna Pešić arrangeret flere
konferencer, hvor budskabet i kampagnen blev fremsat. I forbindelse med et arrangement på
43
Se OSCE valgobservations organ; ODHIR-rapport: http://www.osce.org/odihr/elections/92510
44
se bl.a. http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&no_cache=1&tx_ttnews[tt_news]=904
45
IW: Milan Podunavac 9. maj 2012: 29:48.
46
http://www.mc.rs/media-center-belgrade.45.html
56

valgaftenen 6. maj 2012, hvor Media Center har arrangeret debat, har jeg aftalt et interview,
hvor jeg udspørger Vesna Pešić om hendes engagement i KBS. På mit spørgsmål om, hvad de
ønsker at opnå, svarer Pešić:
” Ahh, there is, I think this is just a message, you know, through some group of people who we
usually call pity-Serbia and which is anti-nationalistic Serbia, that is grouped around Peščanik
and e-novine, actually, as we don’t see any change, now, that there is no open possibility of
citizens and since there is no other possibility and since there is a reduction of democracy, this
is that all the parties they are not, they are not taking any responsibility and they are like a
closed group and they are acting in their own interest not in public interest, which is why we
want to send a message that we don’t want to vote for anyone because all are of the same
kind.”
(IW: Vesna Pešić 6. maj 2012, 1,48 min.)
KBS artikuleres som den eneste mulighed for at influere på det politiske system. Det artikuleres
en reduktion af demokrati, som tilskrives politikerne. Politikerne iagttages ikke som
repræsenterende folkets interesser, de tager ikke noget ansvar samt optræder som en lukket
gruppe, hvilket betyder manglende mulighed for borgerne til at gøre sig gældende. Pešić
artikulerer en grænsedragning mellem momenter som de demokratiske, anti-nationalistiske,
forandringsfremmende kræfter, der ækvivaleres med offentlighedens interesser, og de politiske
partier, der, all are of the same kind, som forhindrer en progressive udvikling af Serbien. KBS
betydningstilskrives som en miskrediterende besked til de politiske partier, der ikke har formået
at leve op til folkets forventninger.
Som opfølgning på denne erklæring spørger jeg ind til Pešić vurdering af kampagnens
tiltrækningskraft, altså hvordan Pešić selv iagttager, hvordan kampagnen kan siges at appellere
til udvalgte vælgere:
“ Because this (KBS red.) was much attacked, you know, it was bit like, we are the devil, you
know, although we have the right to do whatever we want to do, you know, with the ballot, you
can vote or not vote, throw it or not throw it, you know so, but there was a lot of attack, you
know, on that because that was actually, some(one) said why don't you organize and become a
party, and then to be the part of the system, because we said we are not a part of the system you
know, so that is, you know, its a kinda of, like, what is the fact of, ahh, occupy wall street, to
57

send a message of injustice, send a message that, you know, there is not even (…) Judiciary
system we don't have courts, we don't have constitution, all from the communist decades, so the
situation is of the high offices in societies, so you are sending a message: This is not what we
think we should be, you know, so it has some things in it, but that is a very weak(…) you can
not expect anything spectacular from that. “ (IW: Vesna Pešić 6. maj 2012, 3,08 min.)
Pešić betydningstilskriver kampagnen som en eksplicit systemkritik. Det er netop det
artikulerede ønske om ikke at være en del af systemet, der fikseres som værende en bærende
drivkraft bag initiativet. Modstanden mod at organisere sig i et politisk parti iagttages som et
moment i forlængelse af den kritiske diskurs som gennemgået ovenfor, da det netop er
modstanden mod at ville formulere alternativer ind i det nuværende system, der indtræder i
diskursen. Kun ved at kritisere fra et indholdsløst udgangspunkt, kan den kritiske diskurs
fortsætte den artikulatoriske praksis, der udgrænser momenter i en antagonistisk relation til
denne kritik. En blank stemme som indholdsløs tilkendegivelse kan miskreditere systemet, ikke
ved at udpege alternative retninger eller korrektioner til de nuværende politikformuleringer,
men simpelthen ved at artikulere en eksplicit negation af politikernes stræben efter
anerkendelse gennem valget; This is not what we think we should be. Dette er beskeden fra den
kritiske diskurs lancering af KBS, en tom udsigelsesposition, hvorfra diskursens artikulerede
yderside, de fikserede momenter i den antagonistiske differenskæde omkring ikke-ønskværdige
politikere virker ind på diskursens sedimentering. Kun fordi der kontinuerligt artikuleres
fænomener, der kan antagoniseres og dermed udgrænses, kan diskursens opretholde dens
tomme udsigelsesposition. Kritikken og det signal, den dermed sender, iagttages således af
Pešić som det afgørende for intiativet i sig selv. Resultatet, effekter af den osv. er ikke det
aktuelle, you can not expect anything spectacular from that.
På mit sidste spørgsmål vedrørende mulig indflydelse fra EU og Serbiens EU-
integrationsproces på de problematikker, hun iagttager som stående i vejen for Serbiens
udvikling, afviser hun, at EU kan have en afgørende rolle:
” European Union can not make the independent court of Serbia if you don't want to have
it(…)So the last thing is, they give you the issues, they give you the knowledge, they give you
the experience, help you with, you know, depicting the law and all that, so there assistance is
welcome, but they cannot make you a proper democratic, modern society if you don't have your
internal forces to achieve that.” (IW: Vesna Pešić 6. maj 2012, 5,59 min.)
58

EU artikuleres af Pešić som et muligt reservoir af udviklingsmuligheder for Serbien, der kan
assistere med at udpege emner og levere viden til udvikling med henblik på vejen mod et
moderne, demokratisk samfund. EU, såvel som europæiske lande, betydningstilskrives dermed
som repræsenterende en positiv optik, igennem hvilke man kan tydeliggøre Serbiens
manglende civilisatoriske attributter. EU kan dog blot bistå, men ikke reelt influere på Serbiens
udvikling, hvis man ikke oprigtig ønsker reelle forandringer, hvilket man får indtryk af, er
Pešićs overbevisning, hvad angår de serbiske magthaveres EU-aspirationer. Samme pointe
gjorde sig også gældende i analysen af den kritiske diskurs i medierne ovenfor. Målet er ikke at
komme med i EU, men om at udpege og behandle politikernes falske udsagn og den vej
igennem søge mod at omkalfatre de interne kræfter, der i Pešićs optik ikke er parate til at opnå
hverken EU-medlemskab eller et demokratisk, moderne samfund, som hun slår fast i
begyndelsen af interviewet (IW: Vesna Pešić 6. maj 2012, 1,02 min.). KBS iagttages netop som
et udtryk for, at politikerne ikke er deres demokratiske ansvar modent.
5.4 Opsummering på analysedel 1
I analysedel 1 er tre politiske diskurser blevet fremanalyseret Der er blevet skabt overblik over
de bevægelser i det serbiske samfund, jeg har iagttaget som toneangivende i den politiske
debat. Disse bevægelser er blevet analyseret som diskursive formationer. Gennem en
artikulationsanalyse af udsagn i medier og kulturelle events er det blevet vist, hvordan disse
diskursive formationer betydningstilskriver forskelligartede udfordringer i Serbien.
Vi har set, hvordan Pro-EU diskursen er sedimenteret omkring en konstitutiv grænse til farlige
elementer i Serbien, der iagttages som mulig forhindring for serbisk EU-medlemskab.
Diskursen kræver reformer af det serbiske samfund, der kan forbedre Serbiens image og
dermed gøre det værdigt for omverdenens blik. Den nationalistiske diskurs fremhæver serbiske
interesser, der må komme før al anden stillingtagen, mens udefrakommende krav og
konditioner iagttages som skadelige og ondsindede intentioner fra omverden. Den kritiske
diskurs harcelerer mod det politiske system, idet en lang række af momenter, der artikuleres i
relation til de serbiske politikere, udgrænses i en antagonistisk relation til et egentligt,
demokratisk samfund.
Med udgangspunkt i de diskursive formationer fra analysedel 1 vil jeg nu rammesætte dem som
særlige konfigurationer, der kæmper om at sætte sig igennem i det serbiske samfund.
59

6. Analysedel 2: Begærets ideologiske konfigurationer
I Analysedel 1 iagttog jeg, hvordan forskellige artikulationer bidrog til at sedimentere diskurser
omkring udvalgte forankringspunkter, som jeg henholdsvist har benævnt pro-EU, den
nationalistiske og den kritiske diskurs. I nærværende analysedel vil jeg begrebssætte disse
diskurser som udtryk for ideologiske fantasier.
6.1 ”We know where we are going”. EU som sublimt ideologiske mandat
Pro-EU diskursen iagttager jeg altovervejende som udgørende en konfiguration homolog til
Mesterdiskursen, der som en logik om krav på at adlyde og efterleve udstukne retningslinjer
producerer begærskonstruktioner af EU som fremtidshorisont for de serbiske borgere.
Mesterdiskursen kan fungere som konfiguration, hvis den formår at dække over det faktum, at
den bagvedliggende sandhed for pro-EU diskursen er, at Serbien er splittet i spørgsmålet om
EU-integration, og at vejen mod EU er belagt med usikkerhed.
EU-fløjen artikulerer en overensstemmelse mellem deres politik og blikket fra EU. Det
iagttager jeg som en intention om at personificere det europæiske projekt. På den ene side
aktiverer pro-EU diskursen en udsigelsesposition som talerør for EU’s retningslinjer. På den
anden side gør den sig til en adlydende, beredvillig modtager af disse retningslinjer. Der kan
iagttages en hengivenhed overfor det europæiske projekt, som kommer til udtryk i en søgen
efter at undertrykke de elementer, der står i vejen for den videre EU-integration. Intern kritik og
EU-modstand søges nedtonet, og der appelleres til fornuft og civiliseret opførsel i forbindelse
med de serbiske EU-aspirationer. Det kan iagttages, at Serbiens tilnærmelse til EU, foranlediget
af de reformer, EU stiller som betingelse for yderlige integrationstiltag, fremsættes som en
efterstræbelsesværdig proces i sig selv. EU kan udpege retningslinjer for fremtiden og skabe
orden i ’det serbiske hus’. De reformer, tilpasninger og politiske valg, Serbien skal indlade sig
på med henblik på europæisering, iagttages i pro-EU diskursen som åbenlyst rigtige. Serbien
kan komme til at udnytte sit fulde potentiale, hvis blot det indretter sig på reformprocessen og
lever op til EU og omverdens blik.
Der dannes således en kontur af dynamikken i Mesterdiskursen, hvor EU og dermed pro-EU
diskursen indtræder i en privilegeret relation til det serbiske samfund, forstået som
Mesterdiskursens relation mellem agent → adressat, S1 → S2. Blot for at opsummere fra
teoriafsnittet, iagttager jeg pro-EU diskursen ud fra følgende konfiguration:
S1 → S2
________
$ / / a
60

S2 repræsenterer her det serbiske samfund, forstået som en indlejret erfaringshorisont som
symbolsk orden, karakteriseret ved flydende grænser uden fast forankringspunkt. EU aktiveres
i konfigurationen som agent, S1, som den stabilisator, der fikserer det serbiske samfunds
forskellige opfattelser og ved dens blotte repræsentation garanterer orden, fremgang og vished.
EU sublimeres, da jeg iagttager de krævede reformer som et middel til at strukturere fantasien
om at blive bragt til at nyde. Logikken bag S1 → S2 relationen er netop, at S2’s absolutte
hengivelse til S1’s adressering beror på det forhold, at der ikke stilles spørgsmål ved
Mestersignifikantens autoritative funktion. Konfigurationen forudsætter, at det serbiske
samfund indretter sig efter EU’s dessiner, blot som reaktionen på, at pro-EU diskursen er blevet
sat i scene som garant for fremgang. Da der samtidigt ikke artikuleres konkrete begrundelser
for S2’s tilpasning, bliver produktet af den fremsatte tale i pro-EU diskursen - de forskellige
påbud om reformer og fremgang - en gradvis stigende produktion af fantasmatiske objekter, a.
De, a, relateres til det europæiske projekt, og kan bringe de serbiske borgere til nydelse, når
først EU-medlemskabet bliver en realitet. Adressaten i konfigurationen, S2, er ikke passiv
modtager af retningslinjer. S2 er matheme for viden, der kan struktureres omkring
Mestersignifikanter. Det kan iagttages som det forhold, at dele af det serbiske samfund
muligvis besidder en vis skepsis omkring det europæiske projekt, men at denne skepsis netop
kan undertrykkes i tilslutningen til Mesterens entydige fastsættelse af EU-integration som
horisont. Pro-EU diskursens krav på adlydelse muliggør en fortrængning af denne skepsis, fordi
dens entydighed foranlediger til at fantasere om, at denne skepsis er ubegrundet. Adressaten
foranlediges til at lade sig forføre af de afledte begærskonstruktioner, a.
Produktion af fantasmatiske objekter kan både iagttages som effekt af og funktion i
konfiguration. Som effekt, fordi pro-EU diskursens gentagende krav om reformering af det
serbiske samfund nødvendigvis må producere en miskendelse hos adressaten. Hvis der er et
behov for forandring, gælder denne forandring også den enkelte borger, der må se indad for at
percipere fordringer om subjektiv forandring. S2 skal tilpasse sig S1’s tale, ikke grundet
argumentativ praksis, men fordi S1 kræver det. Logikken i S1’s adresseringen af S2 beror ikke
på logiske ræsonnementer, men på S2’s underkastelse. Effekten af denne logik er, at der i
Mesterens ubegrundede autoritet ligger en motivation for adressaten til at producere
fantasmatiske objekter om S1’s autoritet, som kompensation for manglende substantiering af
dennes position.
61

Funktionen af disse fantasmatiske objekter er adressatens gradvise ophøjning af og
underkastelse til S1 grundet den kontinuerlige produktion af samme fantasmatiske objekter. For
hvert krav om reformer og tilpasninger til internationale standarder mm., der rammer de
serbiske vælgere, bliver der tilsvarende produceret nye forventninger og fantasier om EU.
EU som Mestersignifikant installerer en spaltet nydelseskategori. På den ene side fikseres tabet
af nydelse - som eksempelvis international isolation og fremtidsudsigterne i at blive et sort hul
på det europæiske kontinent. Tabet af nydelse attribueres til den serbiske højrefløj. Der er
således identificerbare objekter i det serbiske samfund, der dels har forårsaget tabet af nydelse,
dels står i vejen for, at Serbien igen kan realisere dets nydelsespotentiale. På den anden side
fremsættes der samtidigt nydelsesobjekter, bedre levestandarder, modernisering, europæisk
virkelighed mv., objekter, som skal mobilisere befolkningen mod tilslutning til EU.
Der aktiveres en distinktion mellem tabt, forhindret nydelse ! nye nydelsespotentialer i det
øjeblik, EU som Mestersignifikant intervenerer. Denne distinktion er afgørende for, at pro-EU
diskursen kan indstiftes som en appellerende politik. EU-fløjen beror på et fundament, hvor den
definitoriske magt ligger i at kunne påpege tabt og forhindret nydelse, ’ se højrefløjens perverse
nydelse, og se hvad i mangler, og samtidig kunne garantere og konstruere et løsningspotentiale
indenfor denne forståelsesramme ’ret jer ind og se, hvad i kan få’. Dette kommer til udtryk som
et reciprok princip, hvor kravet om at adlyde S1 belønnes med muligheden for at fantasere om,
hvad EU og dermed EU-medlemskab egentlig er gjort af. Dette kan iagttages flere steder, hvor
pro-EU diskursen henviser til behovet for en utvetydig efterlevelse af konditioner fra EU.
Kritik af Serbien indefra udgrænset som uciviliseret og ueuropæisk, altså nydelseshindrende.
Opretholdelse af pro-EU diskursen som konfiguration kræver, at EU og dermed EU-fløjen som
S1 formår at kunne indoptage samtlige af de rekurrerende begærskonstruktioner, som bliver et
produkt af kravet om adlydelse. Når der påpeges trusler, udfordringer og forandringsbehov i det
serbiske samfund, produceres fantasier om begærsobjekter, der virker tilbage på pro-EU
diskursens selvopretholdelse som repræsenterende en appetit for tilslutning. Disse
tilbagevirkende objekter kan komme til udtryk som et mulighedsrum for enten at eliminere
trusler, overkomme nuværende udfordringer samt som et sublimeret ideologisk objekt, igennem
hvilket den serbiske befolkning kan bringes til at nyde, blot den giver sig i kast med reformer.
EU som Mestersignifikant tilbyder et reservoir af begærsobjekter, dels ved materiel fremgang
og ved at blive en del af et europæisk kulturfællesskab, dels ved at påpege, hvad der står i vejen
62

for opnåelse af dette. Nydelsen medieres der, hvor a kan fantaseres, og hvor det, der begrænser
fantasien, konkretiseres.
Der opstår en risiko for overdetermination af Mestersignifikanten, forstået som det forhold, at
begærskonstruktionerne– altså konfigurationens afledte produkt, a, – enten rammer forbi, eller
over den retrospekte indstiftelse af S1 som forankringspunkt for begæret. Dette indebærer en
risiko for, at illusionen eller begæret om EU som garant for realiseringen af et bedre liv brister,
hvilket potentielt ville medføre konfigurationens sammenbrud. Denne risiko illustrerer pro-EU
diskursens skrøbelighed.
Den bagvedliggende sandhed og egentlige drivkraft for Mesterdiskursen er netop det spaltede
subjekt, $, der er et udtryk for S1’s usikre fundament. Det kan her både oversættes som
usikkerhed, vilkårlighed og modstand mod EU-sporet såvel som en spekulation i en
overfladisk, uoprigtig tilslutning til EU. Spaltningen som den egentlige drivkraft bag Mesterens
tale, der fordrer pro-EU diskursens konstante krav om at adlyde, kan iagttages som en intention
om at dække over det forhold, at EU-vejen er belagt med store udfordringer og intern uenighed,
der ikke nødvendigvis lader sig kommunikere over for samfundet. Endvidere kan spaltningen
tolkes som et udtryk for den miskendelse, Serbien udsættes for af omverdens blik: anerkendes
Serbien som værende et civiliseret land motiveret for EU-integration?
De serbiske borgere kan subjektiveres til at begære det europæiske perspektiv, men kun hvis
dette perspektiv installerer en stabil politisk konfiguration, hvor der ikke kan sås tvivl om, at
EU fortjener samt ønsker at blive begæret. Pro-EU diskursen som Mesterdiskurs beror dermed
også på, at adressaten – det serbiske samfund – pålægges at begære Mesteren, fordi S1 virkeligt
ønsker, at S2 skal begære. Hvis ikke pro-EU diskursen kontinuerligt henvender sig til det
serbiske samfund med henblik på at opnå libidinal anknytning til dens budskaber, så mindskes
sublimeringen af EU.
Der kan implementeres nok så mange lovgivningsreformer, oprettes nok så mange
monitoreringsinstitutioner og arrangeres nok så mange kulturevents og sang-processioner, men
de vil kun opnå symbolsk virkningsfuldhed, hvis de sættes i scene som et produkt af Mesterens
krav og begær efter at adlyde. Dermed bliver pro-EU diskursen et billede på et serbisk begær
for det europæiske blik; se, hvor moderne vi er, se, hvor meget vi ved om europæisk kultur, se,
hvor mange af jeres sange vi kan, se, hvor meget vi ønsker at blive som jer!,( Žižek 1998: 77)
63

altså udsagn, der kommer til udtryk i en fantasmatisk stræben efter at kunne genkende sig selv i
Mesterens autoritet. I tilfælde af, at EU’s sublime karakter destabiliseres, eksempelvis i form af
inkonsistent tale fra EU-tilhængerne, udebleven tildeling af kandidatstatus, hård kritik i EU-
kommissionens fremskridtsrapport osv., så træder sandheden bag konfigurationen frem; at EU-
vejen er præget af tvivl, tvetydighed og tøven, der flænger det virkelighedsbillede, pro-EU
diskursen søger at gestalte. Pro-EU diskursen som Mesterdiskurs kan illustreres således:
EU / EU-fløjen(S1) → Det serbiske samfund (S2)
_______________________________________________________
Tvivl, modstand mod Serbien i EU($) / / Begær efter EU som sublimt objekt(a)
Pro-EU diskursen hviler på et skrøbeligt fundament, der - udsat for kritik og modstand -
risikerer at få konfigurationen til at bryde sammen. Kan de afledte begærskonstruktioner ikke
ledes tilbage til EU som sublimt mandat, risikerer usikkerhed, tvivl og skepsis at komme til
syne. Denne risiko kan tydeliggøres ved at belyse andre diskursive konfigurationer i det
serbiske samfund, der udfordrer den pro-europæiske meningshorisont.
6.2 ”Global cultural colonialism”. Hysteri og miskendelse.
Den nationalistiske diskurs iagttager jeg som en konfiguration omkring den hysteriske diskurs,
hvor der konstant rettes angreb mod EU-vejen og det internationale samfund som
Mestersignifikant. EU er som en fremmedgjort instans, der har interveneret i det serbiske
samfund med henblik på at ændre det efter eget billede. Det kan iagttages, hvordan den
nationalistiske diskurs i positionen som det spaltede subjekt, $, adresserer Mestersignifikanten,
for at denne skal kunne oplyse grunden for spaltningen. Produktet af konfigurationen bliver
svar og årsagsforklaringer på denne adressering, der vil forekomme mangelfulde, fordi den
bagvedliggende sandhed bag konfigurationen er begæret, a, der aldrig vil kunne tilfredsstilles. I
den nationalistiske står Serbien for forfald. Serbien står overfor interne udfordringer; svag
økonomi, uafklarede territorielle spørgsmål samt negativ demografi, men det udelukkes, at EU
kan spille en positiv rolle i relation til disse udfordringer. Lige meget, hvordan EU-fortalerne
og det internationale samfund vil diagnosticere Serbien, vil disse svar, S2, ramme ved siden af,
da det er selve nydelsen ved at udfritte og forkaste disse diagnoser, a, der driver diskursen. Den
nationalistiske diskurs rammesætter jeg ud fra følgende konfiguration:
$ → S1
_______
a / / S2
64

Som afdækket i artikulationsanalysen, ridser den nationalistiske diskurs en konstitutiv grænse
op mellem serbiske interesser og kræfter, der undergraver serbisk kultur og selvstændighed.
Der kan iagttages en splittelse mellem den nationalistiske diskurs selvbillede og de
udefrakommende kræfter, der søger at destruere dette selvbillede. Dermed understreges det, at
det Serbien, der søges sedimenteret i diskursen som stolt, selvstændigt, og politisk modent er
udfordret af en anden dagsorden. Det er denne udfordrende dagsorden, som jeg iagttager, at
den nationalistiske diskurs som en hysterisk logik søger at nedbryde, ved kritisk at udfritte
den for detaljer, for hvad den egentlig består af, blot for efterfølgende at afvise den entydigt.
Et mantra i den hysteriske diskurs, der kan overføres til den nationalistiske diskurs, er
spørgsmålet henvendt til Mesteren: Fortæl mig, hvad der er galt med mig!, et spørgsmål der
opnår komplementaritet i forbindelse med afvisningen af de svar, Mesteren afgiver: Det er ikke
dette, der er galt med mig og er der overhovedet noget galt med mig, hvorfor vil du da ændre
mig?(Žižek 1998:79). Disse spørgsmål er centrale for konfigurationens drivkraft og kan dermed
sættes i spil i forbindelse med den nationalistiske diskurs. Modstanden mod EU, de skadelige
reformer og den ydmygende suverænitetsafgivelse, som EU-processen bliver ækvivaleret med,
iagttager jeg som et udtryk for, at man hverken anerkender diagnosen ej heller det sted, hvorfra
diagnosen stilles. Ikke desto mindre bliver kritiske spørgsmål vedrørende EU-medlemskab
kontinuerligt fremsat. S1 bliver skudt ned af $, hvor pilen illustrerer den umulighedsrelation,
der er mellem den nationalistiske diskurs og de svar, der afkræves EU. Denne logik kan
iagttages i de tilfælde, hvor Nikolić afviser udvalgte af EU-konditionerne som værende
uacceptable, udenfor serbisk realitet og interessesfære. Videre i de tilfælde, hvor Koštunica
ækvivalerer tilnærmelsen til det internationale samfund med et kirurgisk indgreb i Serbiens
territorium samt med NATO-bombardementerne og helvedes porte. Denne viden; utålelige
reformer og opsplitning af Serbien, som bliver produktet af den nationalistiske diskurs kritiske
granskning af det europæiske projekt, tilfredsstiller ikke den nationalistiske diskurs.
Spaltningen som konfigurationens agens opretholdes af den kontinuerlige produktion af
diagnoser, som rammer ved siden af. EU-integrationen og tilnærmelsen til det internationale
samfund italesættes som global, kulturel kolonialisme, der søger at sætte sig igennem i en
serbisk kontekst. EU’s krav om reformer er fejlbehæftede og infantiliserer frem for honorerer
Serbien.
Desuagtet, hvordan der fremsættes diagnoser fra S1, vil der i den nationalistiske diskurs som
hysterisk konfiguration ikke kunne skabes resonans herfor. Konfigurationens drivkraft er netop
65

egæret, mangelfølelsen, det menneskelige traume, der ikke lader sig symbolisere. Dermed kan
den nationalistiske diskurs iagttages som en nydelsesmediering, hvor manglen dyrkes som
ideologisk fantasme.
I det lys kan man forstå den kontinuerlige fremhævelse af et Kosovo, der er blevet taget fra
Serbien, en tabt uskyld i forbindelse med NATO-bombardementer og en mistet stolthed i
forbindelse med EU-forhandlingerne, som eksempler på manglen som drivkraft, der
opretholder konfigurationen. Serbien kan ikke acceptere udefrakommende symbolisering af
denne mangel, for der findes ingen Mestre, der kan afhjælpe den. Serbien er blevet og bliver
fortsat fejldiagnosticeret af det internationale samfund, og der kan iagttages en særlig form for
nydelse ved at konstatere, at Serbien ikke lader sig symbolisere af det internationale samfund.
EU-integrationsprocessen italesættes i den nationalistiske diskurs som fjendtlige kræfter, der er
indtrådt i den serbiske meningshorisont og har kidnappet og udnyttet den nationale, serbiske
definitionsmagt og dermed frataget muligheden for, at det serbiske folk kan dyrke og nyde
mangelfølelsen. Den nationalistiske diskurs tilbyder dermed et identifikationspunkt for en
uretfærdighedsfølelse, der indenfor en hysterisk logik aldrig kan tilendebringes. For grupper,
der abonnerer på ideen om, at Serbien er offer for en international konspiration, er udsat for
kulturel kolonialisme, der undergraver serbisk identitet samt underlagt et uoverstigeligt pres fra
EU-reformprocessen, tilbyder den nationalistiske diskurs en subjektposition, hvorfra disse
udfordringer kan adresseres og forkastes.
Serbien står over for udfordringer, men disse udfordringer bliver iagttaget som foranlediget af,
S1 og S2; Mesteren og hans fejldiagnoser. Det ikke blot fordi, det er de forkerte diagnoser, men
netop fordi det opfattes som diagnoser. Der rammesættes således en logik, hvor enhver
udefrakommende intervention blankt må afvises, fordi det er en intervention, der har til hensigt
at ændre den serbiske identitet. Dermed kan der iagttages en dialektik, der veksler mellem den
inkvisitoriske tilgang til det internationale samfunds iagttagelse af Serbien, hvad er det i mener,
der er galt med os? og en tilgang der besvares af diskursen selv med henvisninger til den
forkerte diagnose: der er intet galt med os, i tager fejl! (Žižek 1998: 79).
Fordi det evige begær, a, der er sandheden bag diskursen, ikke lader sig symbolisere, kan der
ustandseligt udfrittes nye diagnoser, der igen må forkastes. Det er det internationale samfunds
forsøg på at kolonialisere ’manglen’, der er den egentlige kilde til modstand. Derfor produceres
66

der i konfigurationen gradvist mere viden om det internationale samfunds ’onde’ intentioner,
der kun vil få negativ indflydelse på det serbiske samfund.
Således iagttager jeg den nationalistiske diskurs som en subjektposition, hvor mangelfølelse og
eksistentielle fornemmelse af at være ufuldkommen kan dyrkes som en særlig
nydelseskonfigurationen, der ekstrapolerer årsagen til mangelfølelsen til en konstitutiv
yderside; EU og det internationale samfund. NATO-bombardementerne som det sublime
udtryk for vold udøvet på det serbiske samfund, kan dermed iagttages som symbolsk
virkningsfuldt for den viden, S2, der bliver udfrittet af den hysteriske granskning af Mesteren.
Lige meget hvad, det internationale samfund siger, det vil, fører det i sidste instans til vold mod
det serbiske folk, fordi EU’s fejldiagnoser afslører uegnethed til at pleje manglen. Det kan
opsummeres i følgende konfiguration:
Serbisk uretfærdighedsfølelse($) → EU, der forventes at vide(S1)
_________________________________________________
Begær efter tabet(a) / / Fejldiagnoser, ond vilje(S2)
I forlængelse heraf er det vigtigt at belyse en spinkel balance mellem den hysteriske diskurs og
Mesterdiskursen.
Den hysteriske diskurs funktion er at finde huller i enhver Mestersignifikants konstituering.
Mestersignifikatens funktion, at afgive svar på hvad $ ønsker og begærer, S2, nedbrydes i den
hysteriske diskurs. Det kan ikke accepteres, at S1 skal have retten til at definere viden.
Dynamikken i den hysteriske diskurs kommer til udtryk i en stræben efter at undergave S1’s
prærogativ og dermed generobre muligheden for at producere egne fantasmer. Den hysteriske
diskurs kiler sine angreb ind mellem Mesterens forsøg på at dække over egen spaltning, mellem
S1/$.
Der eksisterer altså et politisk spændingsforhold mellem S1 og $. Det kan iagttages som en
vekselvirkning mellem givne Mestersignifikanter og deres sammenbrud. Hvad, der tidligere
vandt genhør i en politisk kontekst, som i det serbiske tilfælde udbredt nationalisme,
international isolation og selvtilstrækkelighed, er blevet udfordret af en ny Mestersignifikant:
EU-vejen og reformsporet har trængt den tidligere Mestersignifkant i baggrunden og dermed
belyst dens inadækvate symbolisering. I forlængelse heraf iagttager jeg den hysteriske diskurs
som en fortrængt Mesterdiskurs, der taler i positionen som en detroniseret agent, der gennem
konstant udfritning af S1 vil bryde den ned. Sammenbruddet af Mestersignifikantens
67

konstituering kan muliggøre et rum, i hvilket den hysteriske konfiguration kan erobre
definitionsmagten og gestaltningseffekten og dermed genindstiftes som Mestersignifikant, der
producerer begærskonstruktioner for den anden, det serbiske samfund. Den hysteriske
konfigurations kamp mod at undergave EU-vejen som Mestersignifikant skal således ses i lyset
af den nationalistiske diskurs tabte hegemoni, der kun kan genindstiftes ved udgrænsningen af
EU som svar på Serbiens udfordringer. Dermed kan det iagttages, at den hysteriske diskurs og
Mesterdiskursen, altså pro-EU diskursen og den nationalistiske diskurs indgår i en konstitutiv
spænding, der beror på gensidig undertrykkelse og udgrænsning.
6.3 ”This is not what we think, we should be”. Objektiv viden som kritik.
Den kritiske diskurs iagttager jeg som et udtryk for en Universitetsdiskurs. I den artikulatoriske
praksis omkring den kritiske diskurs iagttager jeg logikker, der aktiverer en subjektposition, der
refererer til et højere vidensparadigme gennem hvilket, bedømmelser af det politiske
establishment kan artikuleres. Den kritiske diskurs hviler ikke på et normativt, subjektivt
fundament, men på et objektivt, deskriptivt fundament, og der fremsættes ikke krav og forslag
men vurderinger og evalueringer.
Konfigurationen forudsætter et begær efter, at dens viden sættes i spil og dermed adresserer
udfordringer i det serbiske samfund. Gennem reference til objektiv, faktabaseret viden kan
fejlfortolkninger imødegås, og der skabes mulighed for, at adressaten – på et oplyst grundlag –
kan reflektere sig frem til den rigtige vej for det serbiske samfund. Begæret efter retningslinjer
vil dog aldrig blive endegyldigt opfyldt af den formidlede viden, da a altid vil modsætte sig
symbolisering. Således bliver produktet af den kritiske diskurs bestræbelse på at oplyse
borgerne gennem reference til en ophøjet viden et gradvist mere spaltet subjekt, der bliver
bevidst om manglerne ved samfundets beskaffenhed uden at få stillet nye
identifikationspunkter til rådighed. Sandheden bag universitetsdiskursen er, at den objektive
viden, S2, der skal ’befri’ adressaten gennem oplysning, beror på en Mestersignifikant, altså
særlige begrænsninger for, hvad der kan iagttages som objektiv viden. For at fungere, er
konfigurationen nødt til at dække over denne Mestersignifikant; at den kritiske diskurs hviler
på validitetskriterier, der ikke kan stilles spørgsmål ved. Den kritiske diskurs iagttager jeg ud
fra følgende konfiguration:
S2 → a
_______
S1 / / $
68

At iagttage den kritiske diskurs som en universitetsdiskurs begrunder jeg ved det forhold, at
kritikkens udsigelsesposition – som belyst i analysedel 1 – ikke substantieres. Der artikuleres
ikke en positivt defineret kæde af ækvivalerede betydningstilskrivninger af et ønskværdigt
samfund. I stedet gestalter diskursen en subjektposition, der ud fra de to komplimenterende
nodalpunkter; moderne, demokratisk samfund og nødvendig kritik tilbyder en platform, hvorfra
domme over det politiske establishment og det serbiske samfund kan nedfældes. Kritikken, som
jeg iagttager den i artikulationsanalysen, rodfæstes i et kategorisk imperativ om at fremsætte
den, fordi dens ophavspersoner har opnået en privilegeret indsigt og adgang til viden, der
nødvendiggør undergående intervention i det serbiske samfund med henblik på korrektion.
Adressaten er netop begæret, a, hvilket vil sige, at der forudsættes et begær for at blive oplyst
som grundlæggende dynamik i den kritiske diskurs.
Agenten, S2, gestaltes som en samlet mængde viden om konkrete samfundsforhold, om
transparent politisk forvaltning, om politikeres etiske adfærd og om, hvad den politiske klasse
egentligt er gjort af. Det er denne indsigt, S2, der ved ophobning i talrige eksempler berettiger
diskursens intervention i det serbiske samfund, fordi denne indsigt kan forkaste subjektiv
involvering i perfide politiske projekter; hyklerisk EU-tilslutning og bagudskuende
nationalisme. I stedet kan der med belæg i den objektive viden potentialiseres egentlige,
progressive begærsobjekter, a, fordi manglen er blevet sat fri fra det politiske systems modus
operandi.
Produktet af universitetsdiskursen bliver dog gradvist mere spaltede subjekter, $, fordi den
videnbaserede adressering altid vil forekomme utilstrækkelig, grundet begærets uafgørbarhed.
Det er ikke identitetsmarkører, der fremsættes af den kritiske diskurs, men derimod det aldrig
symboliserbare rene begær; muligheden for at tænke klart og velreflekteret over, hvad man som
serbiske borgere egentligt ønsker. Med den akkumulerede viden kan man skrælle alle de falske
forestillinger væk, og nå ind til kernen af, hvad der betragtes som oplyst begær. Den kritiske
diskurs som universitær konfiguration kan opridses således:
Viden om moderne, demokratisk samfund(S2) → Begæret for refleksiv praksis(a)
________________________________________________________
Indlejret magt(S1) / / Spaltning mellem vidende og begærende subjekt($)
Det, der adresseres af den kritiske diskurs, er rent negativt forankret. Den serbiske politiske
kultur forkastes, og politiske alternativer bliver underlagt samme kritiske granskning og
herefter udgrænset til differenskæden. Dermed kan der iagttages en effekt af den kritiske
69

diskurs; i erkendelsen af de indholdsløse, absurde og ulogiske politiske visioner, der fremsættes
af de parlamentariske partier, muliggøres et rum hvorfra alternativer kan udvikles, så længe de
korresponderer med den objektive, faktuelle viden. Men dette stiller et krav til de serbiske
borgere: Vi giver jer viden til at frigøre jer for absurde politiske visioner, nu må I tænke selv!
Den kritiske diskurs’ funktion som universitær konfiguration er løbende at korrigere
begærskonstruktioner i form af politiske visioner og beslutninger, når kløften mellem disse og
objektive argumenter bliver for stor. Der fremsættes ikke aktuelle begærsobjekter, men
derimod begæret som ren potentialitet; et moderne, demokratisk samfund baseret på objektiv
viden. Problemet i konfigurationen er umulighedsrelationen mellem S2 og a. Begæret kan ikke
symboliseres, og ethvert forsøg herpå vil i sidste ende mislykkes. Oplysning vil aldrig entydigt
kunne udfylde mangelfølelsen. Derfor kan det hævdes, at den kritiske diskurs’ udgrænsning af
politiske alternativer grundet disses manglende resonans med objektiv viden i virkeligheden
udvider det eksistentielle tomrum, $, der opleves i kølvandet på forkastelsen af de politiske
repræsentanter. Men det er netop udvidelsen af dette eksistentielle tomrum, der kan give den
kritiske diskurs appelværdi. Afvisningen af løsninger fremsat af det politiske system finder sted
på baggrund af en privilegeret viden, og det er ved at tilegne sig denne viden, at man kan
gennemskue og dermed afsky det politiske establishment. Man opnår indsigt og viden på
bekostning af faste forankringspunkter(Žižek 1998: 78).
Viden om den uoplyste konstruktion af begærsobjekter, der formes og medieres af de politiske
repræsentanter, skaber det spaltede subjekt; den viden, man er kommet i besiddelse af gør en i
stand til at reflektere over fejl og mangler ved det serbiske samfund, men man kommer ikke
tættere på virkningsfulde begærsobjekter. Produktet af diskursen, $, kan således ses som en
spaltning mellem det vidende subjekt, der er blevet bragt til indsigt gennem S2’s adressering,
og det fortsat begærende subjekt, der trods den formidlede viden ikke er blevet begunstiget med
fornyet mulighed for at fantasere om mål for nydelse.
Gennem den kritiske diskurs’ artikulationer bliver viden en optik, igennem hvilken adressaten
foranlediges til at blive too disgusted by everybody else, at det kun er gennem det ’vidende’
fællesskab, at der kan identificeres overensstemmelser. Ved at blive en del af et fællesskab, der
kan gennemskue den politiske logik og dermed forkaste den, kan den deraf afledte spaltning
iagttages som et kompromis, der indgås i konfigurationens logik. Man kan ikke både besidde
privilegeret viden og lade sig forføre af begærskonstruktioner. Dermed frasiger den kritiske
70

diskurs et ansvar for alternativ politikformulering. Det afvises, at man skulle organisere sig i et
politisk parti, og Pešić afviser samtidig, at der med den kritiske diskurs’ virke, bl.a. i
forbindelse med de blanke stemmer, skulle være mulighed for magtudøvelse; but that is a very
weak(…) you can not expect anything spectacular from that.
Den kritiske diskurs afviser at gå på kompromis med den objektive viden, fordi enhver
politikformulering nødvendigvis må iagttages som en kompromittering af den privilegerede
indsigt. Dette ville betyde tilsynekomst af en Mestersignifikant; i tilfældet her som en
indikation på, at S2 er underlagt visse begrænsninger, der kan iagttages som intention om at
udøve magt. Således kan der begæres tilslutning til abstrakte begreber som det europæiske,
civilisation og moderne demokrati, da denne tilslutning muliggør en udsigelsesposition, hvor
det er dem, der ved og har indsigt i adækvat og etisk regeringsførelse, der har agens i
konfiguration. Men tilslutningen må forblive abstrakt og uafhængig af egentlige
styrkemarkører, da enhver form for fiksering af den ophøjede viden vil betyde behovet for S1’s
intervention. Det er oplysningen, der er dens kritiske sigte, men det er en bagvedliggende
magtudøvelse, der er dens drivkraft. Når den kritiske diskurs forkaster det serbiske politiske
establishment med reference til objektiv viden, dækkes der over den underliggende sandhed; at
ingen viden er objektiv eller sand, men indlejret i magtstrukturer og overbevisninger, der ikke
kan løsrives fra Mestersignifikanter. Når der refereres til moderne demokrati, må denne
betegner forblive tom, kun betydningstilskrevet ved negationer. Symbolisering hviler på
substantiering og dermed på konkret stillingtagen og tilslutning til en udvalgt
Mestersignifikant, S1. Derfor vanskeliggør den kritiske diskurs logik, at der fremsiges egentlige
politiske alternativer, fordi konfigurationen kun fremstår symbolsk virkningsfuld, så længe den
opleves uafhængig af magtstrukturer. På den baggrund kan der fantaseres om en ophøjet viden
som grundlag for fravælgelse af politisk engagement. EU og det internationale samfund, når det
kommer til konkrete reformer og samarbejder, forkastes som utilstrækkelige, da disse altid vil
være udtryk for en meningsfiksering og dermed som en magtudøvelse, der kompromitterer den
objektive, uafhængige viden.
I den kritiske diskurs som universitær konfiguration forekommer der en nærmest matematisk
præcision på at dække over det forhold, at henvisningen til demokratiske principper og etisk
adfærd ikke i sig selv er objektiv sand, men hviler på en magtudøvende logik, der
betydningstilskriver disse begrebers indhold. Demokrati og kompetence er ikke entydige
begreber, men beror på et forankringspunkt frem for et andet med henblik på at sætte sig
71

igennem i en betydningsrelation. Men sådan et forankringspunkt, som netop forankringspunkt,
må forblive skjult, hvis oplevelsen af, at man besidder en privilegeret indsigt, skal bestå. Den
kritiske diskurs kan frisætte begæret og dermed potentialisere udviklingen af politiske
alternativer, men den kan ikke selv optræde som Mester, S1, der fremsætter et politisk program.
I forlængelse heraf bliver spørgsmålet, om den kritiske diskurs forbliver i en konfiguration som
universitetsdiskurs, der kan påpege inkonsistens, korruption og inkompetente politikere, eller
om den vil rekonfigurere forholdet til en objektiv, uafhængig viden og afsløre, at dens egen
involvering bygger på et sæt af sedimenterede forestillinger, der kunne indtræde som
konfigurationens agens, og dermed fremstå som et egentligt politisk alternativ.
6.4 Opsummering på analysedel 2
I analysedel 2 er de diskursive formationer bragt et skridt videre, idet jeg har rammesat dem
som diskurskonfigurationer, der - illustreret som subjektpositioner - viser, hvordan diskurserne
opererer med henblik på tilslutning. Dels ved at gestalte en udsigelsesposition hvorfra politiske
udfordringer kan adresseres, dels ved at tilbyde et forankringspunkt, med hvilket serbiske
borgere kan identificere sig. De tre politiske diskurser er blevet analyseret som fantasier, der på
forskellig vis medierer et begær og løsninger for at overkomme nuværende udfordringer.
Pro-EU diskursen iagttages som Mesterdiskurs, der deler det serbiske samfund i godt og ondt
og kræver absolut hengivenhed for det europæiske projekt. De serbiske borgere tilbydes
mulighed for at parkere skepsis mod EU-vejen ved i stedet at fantasere om perspektivet ved
EU-medlemskab. Pro-EU diskursen iagttages som skrøbelig, da aktiveringen af EU som
sublimt ideologisk mandat hviler på det forhold, at dette mandat må undertrykke den usikre vej
mod EU og intern modstand.
Den nationalistiske diskurs iagttages som en hysterisk diskurs, hvis drivkraft er kontinuerlig
udfritning af Mestersignifikanter. Det kommer til udtryk i en konsekvent forkastning af
udefrakommende forsøg på at betydningstilskrive Serbien. Den nationalistiske diskurs iagttages
som en fortrængt Mesterdiskurs, der ikke vil acceptere at blive be- og fordømt af det
internationale samfund.
Den kritiske diskurs er blevet rammesat som universitetsdiskurs, der med belæg i en højere
indsigt kan udsige denne og hin dom over det serbiske samfund. Den kritiske diskurs abonnerer
på en privilegeret indsigt, der ved at forblive uartikuleret gestalter en position, hvorfra de
serbiske borgere kan ’befries’ gennem oplysning. Den kritiske diskurs som universitær
konfiguration holder en mulig magtudøvelse på behørig afstand, ved at dække over det faktum,
72

at den ’priviligerede viden’ ikke er objektiv, men forankret i en bestemt forståelse af moderne,
demokratisk samfund.
Ved at sætte diskurserne ind i Lacans konfigurationer er det således blevet vist, hvordan
diskursernes modsatrettede positionering af mathemerne betyder konfliktuelle relationer.
7. Konklusion: Et konfigurationsspil af fantasier.
Det springende punkt for nærværende afhandling var at udfordre den konventionelle udlægning
af et stabilt, moderne og omstillingsparat Serbien. Jeg ønskede at bidrage med en mere
hensigtsmæssig analyse af det serbiske samfund, en analyse, der har blik for de mulige
konflikter, der kan iagttages i forskellige måder at adressere Serbiens tilnærmelse til det
internationale samfund.
I mine analyser har jeg således vist, hvordan der kan iagttages forskellige opfattelser af
Serbiens tilnærmelse til EU og det internationale samfund. Opfattelser der på afgørende
områder kan iagttages at støde sammen og dermed udgøre konflikter. I min teoretiske tilgang til
opfattelserne har der været et fokus på behovet for negation, hos Laclau i nødvendigheden af en
konstitutiv yderside, hos Žižek i symboliseringens grundlæggende umulighed og behovet for at
dække herover ved at fantasere. Jeg har således haft et fokus på modstridende udsagn frem for
sammenfald. Jeg skal derfor ikke kunne udelukke, at en anden analysestrategi ville kunne have
fremvist synergi, kontinuum og harmoni i det politiske landskab. Dette har dog ikke været min
strategi.
Afhandlingens problemformulering går således på, ikke om men derimod hvordan der kan
iagttages konflikter i de forskellige opfattelser, der er på spil i den serbiske valgkamp.
Dette er blevet besvaret gennem tilrettelæggelsen af tre arbejdsspørgsmål.
I relation til arbejdsspørgsmål 1 har jeg i analysen af den serbiske valgkamp påvist, hvordan
opfattelserne i det diskursive felt i mit tankeeksperiment kan indsnævres til tre afgørende
grupperinger, der kan manifesteres i en pro-EU, nationalistisk og en kritisk diskurs.
I relation til arbejdsspørgsmål 2 har det været min intention at radikalisere de forskellige
opfattelser, så de er fremtrådt som modstridende politiske bevægelser. Jeg har dermed entydigt
fokuseret på artikulationer, der har spaltet det diskursive rum i henhold til mine præetablerede
73

ledeforskelle og dermed vist, hvordan de forskellige opfattelser beror på en konstituerende
afstandstagen til alternative politikformuleringer.
I relation til arbejdsspørgsmål 3 har jeg i forlængelse af spørgsmål 1 og 2 efterfølgende sigtet
på at trække opfattelserne så langt ud, som de kunne holde til, ved at fokusere på dem som
overvejende prædominerende ideologiske konfigurationer. Disse konfigurationer iagttages som
subjektpositioner, udgørende både adresserings- og appelmekanismer, der indgår i konfliktuelle
relationer til andre subjektpositioner. Subjektpositioner er blevet rammesat som fantasier, der
opstiller mulighed for tilslutning. Det er blevet vist, hvordan disse forskellige fantasier
undergraver hinandens gensidige eksistens. Ved at fokusere på de tre grupperinger som
ideologiske fantasier har jeg kunne påvise, hvordan tre distinkte opfattelser kan iagttages som
udgørende potentielle konflikter.
I pro-EU diskursen bliver modstand og skepsis mod EU undertrykt, og faren ved den serbiske
højrefløj stipuleret. Reformer bliver lanceret med horisonten om en bedre fremtid indenfor EU.
Logikken synes at være, at man som politiker og borger påtager sig en opgave med at
gennemgå svære reformer og tilpasninger, en opgave der fremstår efterstræbelsesværdig, fordi
der kan fantaseres om et lykkeligt resultat. Men omstillingsprocessen slutter ikke. Udkommet
af den, forstået som mødet med begærskonstruktioner af denne eller hin art, kan kun fantaseres,
hvis de holdes på behørig afstand. Således må der løbende integreres elementer, der kan
indtræde som forhindring for omstillingsprocessen. I pro-EU diskursen rammesættes
forhindringen i den serbiske højrefløj, der modsætter sig reformer af Serbien. Pro-EU diskursen
iagttager jeg som symbolsk virkningsfuld i den udstrækning, at den formår at skabe
anknytningspunkter for den serbiske befolkning, der netop ved at adlyde kravet om reformer får
mulighed for at fantasere om belønning. Behovet for at reformere, udtrykt som en påpegning af
uhensigtsmæssige forhold, implicerer en fantasmatisk konstruktion af et Serbien, der er splittet
mellem rigtigt og forkert. Derfor er det svært at forestille sig et harmonisk forhold mellem de
pro-europæiske, reformivrige kræfter og de italesatte nydelsesbegrænsende elementer; den
serbiske højrefløj, der modsætter sig reformer. Pro-EU diskursen er i konfliktberedskab, fordi
dens logik forudsætter en immanent modstand mod dens krav om at adlyde.
Det er netop den nationalistiske diskurs, der nægter at adlyde og her, hvor behovet for
reformer blankt afvises. Reformerne afvises, fordi dem, der fremsætter dem, anklages for ikke
at ane, hvad de snakker om. I den nationalistiske diskurs kan iagttages en særlig form for
74

nydelse, hvor det netop er de fremsatte diagnoser, der ellers skulle fungere som belæg for
reformer, der først granskes og følgelig forkastes. Der opstår en logik, hvor afvisningen af
diagnoser bliver en drivkraft for tilslutning. Den nationalistiske diskurs udspringer af den
opfattelse, at Serbien er udsat for uretfærdig behandling, dels gennem propaganda dels gennem
international intervention. Enhver form for adressering af denne uretfærdighed må afvises,
fordi den indstiftes som blot endnu et forsøg på uretfærdig intervention. Den nationalistiske
diskurs virker, fordi den medierer en særlig form for overgivelse til en undergående forurettet
følelse. En følelse, der opfattes som truet ved de reformivrige kræfters forsøg på at kolonisere
den. Fordi jeg iagttager den nationalistiske diskurs som fortrængt Mesterdiskurs, kan den
nationalistiske diskurs iagttages som symbolsk virkningsfuld, da den skaber mulighed for at
fantasere om at lade uretfærdigheden indtræde som egentlig Mestersignifikant og lade denne
give det serbiske samfund retning.
Pro-EU diskursen og den nationalistiske diskurs indgår således i en konfliktpræget, konstitutiv
spænding, fordi de, som det er blevet vist i analysen, forudsætter samt beror på hinandens
gensidige udgrænsning.
Den kritiske diskurs placerer sig på kanten af ovenstående spil mellem EU som artikuleret,
sublim Mester og det spaltede subjekts uretfærdighedsfølelse. Den første artikuleres som tom
den anden som inkompetent. Der hævdes en særlig indsigt i Serbiens egentlige beskaffenhed,
og den sættes i scene som et højerestående kald, der pålægger at sætte den falske bevidsthed fri.
Den kritiske diskurs får drivkraft af ren negation forstået som det forhold, at udgrænsninger af
elementer giver den retrospekt betydning. Der gestaltes en tom udsigelsesposition, hvorfra
politikformuleringer kan afvises som værende utilstrækkelige. Fordi den er tom, medierer den
en tiltrækning for refleksiv praksis. En praksis der må forblive åben, for at man som borger kan
fantasere om, at kritisk tænkning og privilegeret indsigt kan lede mod et moderne samfund.
Den kritiske diskurs ligger således i grundlæggende konflikt med det politiske system, fordi
fremsatte krav og politiske programmer iagttages som en strangulerende begrænsning af den
refleksive praksis. Dog blev der også i analysen spekuleret i, om der kunne potentialiseres en
rekonfigurering af den kritiske diskurs, hvormed der åbenbares et tilhørsforhold til et sæt af
politiske formuleringer, ud fra hvilke der ville kunne gestaltes en politisk magtudøvelse. For
nuværende vil den kritiske diskurs som politisk tendens nok nærmere kunne iagttages som et
ben i halsen for de serbiske politikere, der svært lader sig sluge, da den undlader at lade sig
præcisere med henblik på et institutionaliseret foretagende.
75

Dermed kan man forestille sig, at den nationalistiske vis a vis pro-EU diskursen i deres
indbyrdes magtkamp vil få den kritiske diskurs ’galt i halsen’, som en undergående bevidsthed
om at ’spise forsigtigt’. Vejen imod eller væk fra EU vil således forventeligt undergå en kritisk
granskning, desuagtet hvordan den fremlægges.
Med mit periodiske nedslag i den serbiske valgkamp har jeg vist, hvordan forskellige
opfattelser emergerer som diskurskonfigurationer med indlejrede logikker. Logikker, der kan
iagttages som mulighedsrum for potentielle konflikter. Dermed kan min analyse afvise, at
opbakning til EU og samarbejde med internationale institutioner fremstår som et afklaret emne.
Tværtimod er netop Serbiens tilnærmelse til EU og det internationale samfund omgivet af
markant uenighed, der deler det serbiske samfund.
Hvordan denne uenighed kan influere på Serbiens fremtidige rolle på et regionalt, europæisk og
globalt plan ligger uden for denne afhandlings sigte at vurdere. Dog har jeg med mine resultater
leveret dels en detaljeret analyse af, hvordan uenigheden konkret kommer til udtryk i det
serbiske samfund dels udviklet en forståelsesramme, ud fra hvilken man kan relatere de
modstridende opfattelser til hinanden. Det er min personlige opfattelse, at analysen leverer et
frugtbart bidrag til forståelse af et samtidigt Serbien. Et Serbien, der ikke nødvendigvis er på
vej lige i armene på det internationale samfund, men heller ikke nødvendigvis på vej væk.
76

8. Litteraturliste
8.1 Teoretisk litteratur
Andersen, Niels Åkerstrøm (1999): Diskursive analysestrategier. Foucault, Koselleck, Laclau,
Luhmann. Nyt fra samfundsvidenskaberne.
Bjelić, Dušan I., (2011): Normalizing the Balkans. Geopolitics of Psychoanalisys and
Psychiatry. Ashgate, Farnham
Bjerre, Henrik Jøker & Carsten Bagge Laustsen (2006): Slavoj Žižek. Roskilde
Universitetsforlag
Bryman, Alan (2004): Social research method. Oxford: Oxford University Press.
Clemens, Justin and Russel Grigg(ed.)(2006): Jacques Lacan and The Other Side of
Psychoanalysis. Duke University Press, London
Critchley, Simon & Oliver Marchart(ed.)(2004): Laclau - A Critical Reader. Routlegde, New
York
Daly, Glyn & Slavoj Žižek (2004): Conversations with Žižek. Polity Press, Cambridge
Esmark, Anders; Laustsen, Carsten Bagge Lausten og Andersen, Niels Åkerstrøm (2005):
Poststrukturalistiske analysestrategier - en introduktion. Pp 7-40 i (red.): Poststrukturalistisk
analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag.
Fink, Bruce (1995): The Lacanian Subject. Between Language and Juissance. Princeton
University Press, New Jersey.
Hansen, Lene (2004): Security as Practice: Discourse Analysis and the Bosnian War.
Routlegde, London
Hansen, Allan Dreyer (2005): Diskursteori – postmarxistisk hegemonianalyse hos Laclau. Pp.
177-199 i Esmark, Anders; Laustsen, Carsten Bagge og Andersen, Niels Åkerstrøm(red.):
Poststrukturalistisk analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag
Howarth, David R. & Jacob Torfing(ed.)(2004): Discourse Theory in European Politics.
Palgrave Macmillan, London.
Howarth, David R.(ed.)(2000): Discourse Theory and Political Analysis. Identities Hegemonies
and Social Change. Manchester University Press, Manchester
Laclau, Ernesto (2005): On Populist Reason. Verso, London
Laclau, Ernesto og Mouffe, Chantal (1985): Hegemony and Socialist Strategy, Verso, London
Laclau, Ernesto & Chantal Mouffe (2002): Det radikale demokrati – diskursteoriens politiske
perspektiv. Roskilde Universitetsforlag
77

Laustsen, Carsten Bagge (2005): Fantasmologi – Slavoj Žižek og det sociales analytik. Pp. 199-
223 i Esmark, Anders; Laustsen, Carsten Bagge og Andersen, Niels Åkerstrøm(red.):
Poststrukturalistisk analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag
Luhmann, Niklas (2003): Iagttagelse og paradoks. Essays om autopoietiske systemer.
Gyldendal, København
Purvis, Trevor and Alan Hunt (1993): Discourse, Ideology, Discourse, Ideology, Discourse,
Ideology....The British Journal of Sociology, Vol. 44, No. 3 (Sep., 1993), pp. 473-499.
Rösing, Lilian Munk (2005): Psykoanalyse – Lacans formalisering af Freud. Pp. 97-127 i
Esmark, Anders; Laustsen, Carsten Bagge Lausten og Andersen, Niels Åkerstrøm(red.):
Poststrukturalistisk analysestrategier. Roskilde Universitetsforlag
Sharpe, Matthew & Geoff Boucher (2010): Žižek and Politics. A Critical Introduction.
Edinburgh University Press, Edinburgh.
Stavrakakis, Yannis (1999): Lacan and The Political. Routlegde. New York
Žižek, Slavoj (2010): Ideologiens sublime objekt. Hans Reitzels Forlag.
Žižek, Slavoj (2009): First as a Tragedy, Then as a Farce. Verso, London
Žižek, Slavoj (2005): Interrogating the Real. Continuum, London
Žižek, Slavoj (1997): The Plague of Fantasies. Verso, London
Žižek, Slavoj(1998): Four Discourses, Four Subjects.Pp. 74-113 i Žižek, Slavoj(ed.) Cogito
and the Unconscious. Duke University Press, London
Žižek, Slavoj (1992): Looking Awry. An introduction to Jaques Lacan Through Popular
Culture. The MIT Press, Cambridge
Žižek, Slavoj (1991): For They Know What They Do. Enjoyment as a Political Factor. Verso,
London
8.2 Baggrundslitteratur
Aaron, Paul (2005): The Anguish of Nation Building: A Report from Serbia. World Policy
Journal, Vol. 22, No. 3 (Fall, 2005), pp. 113-125
Allen-Early, Stephanie (2009): Entangled in Yugoslavia. An Outsiders Memoir. YBS, Belgrade
Bieber, Florian (2003): The Serbian Opposition and Civil Society: Roots of the Delayed
Transition in Serbia. International Journal of Politics, Culture, and Society, Vol. 17, No. 1
(Fall, 2003), pp. 73-90
Eriksen, Jens-Martin (2011): Fra skorpionernes verden. Kirken, krigen og nationalismen –
beretninger fra rejser i Serbien. Gyldendal
Eriksen, Jens-Martin og Frederik Stjernfeldt (2002): Hadets anatomi. Rejser i Bosnien og
Serbien. Lindhardt og Ringhof.
78

Eriksen, Jens-Martin og Frederik Stjernfeldt (2003): Krigens scenografi. Nye rejser i Bosnien
og Serbien. Lindhardt og Ringhof.
Hagan, John & Sanja Kutnjak Ivković (2006): War Crimes, Democracy, and the Rule of Law in
Belgrade, the Former Yugoslavia, and Beyond. Annals of the American Academy of Political
and Social Science, Vol. 605 (May, 2006), pp. 130-151
Judah, Tim (2009): The Serbs. History, Myth and the Destruction of Yugoslavia. Yale
University Press.
Miller, Nick (2004): Postwar Serbian Nationalism and the Limits of Invention. Contemporary
European History, Vol. 13, No. 2 (May, 2004), pp. 151-169
Norbu, Darwa (1999): The Serbian Hegemony, Ethnic Heterogeneity and Yugoslav Break-Up.
Economic and Political Weekly, Vol. 34, No. 14 (Apr. 3-9, 1999), pp. 833-838
Pribićević, Ognjen (2010): Rise and Fall of DOS. Stubovi Kulture, Belgrade
Seierstad, Åsne (2004): With Their Backs to The World: Portraits of Serbia. Virago Press,
London
8.3 Internet
Tænketanken Global Reserach: http://www.globalresearch.ca
European Press: http://www.presseurop.eu/en
Det Europæiske Råd: http://www.consilium.europa.eu/homepage?lang=da
EU-Kommissionen. DG for udvidelse: http://ec.europa.eu/enlargement
Center for Vild analyse: http://www.centerforvildanalyse.dk/
Østeuropa & Balkan portalen, MagasinetRoest: http://www.magasinetroest.dk
Den serbiske Valgkommite: http://www.rik.parlament.gov.rs
Det serbiske EU integrationskontor: http://www.seio.gov.rs/home.50.html
Den serbiske stats nyhedsbureau, Tanjug: http://www.tanjug.rs
Uafhængig serbisk avis, B92: http://www.b92.net/english
OSCE’s valgobservatørorgan, ODHIR: http://www.osce.org/odihr/elections/92510
Media Center: http://www.mc.rs
Det serbiske akademi for videnskab og kunst: http://www.sanu.ac.rs
8.4 Empiri
The Delegation of the European Union to the Republic of Serbia: EU in the news monitoring
report. 2. april- 1. juni 2012: Bilagt Cd-rom.
The Delegation of the European Union to the Republic of Serbia: Media Monitoring Report. 2.
april-1. juni 2012. Bilagt Cd-rom
79

V.I.P News Services: V.I.P Daily News Report. 2. april-1. juni 2012. Bilagt Cd-rom.
Dveri-valgprogram, Statspolitik: http://www.dverisrpske.com/sr-CS/nasa-politika/izborniprogram/dveri-politika-drzavnog-uredjenja.php.
Kultur, sport og politik:
http://www.dverisrpske.com/sr-CS/nasa-politika/izborni-program/kulturna-i-sportska-politikaidentiteta.php.
DSS, Vojislav Koštunica tale:http://dss.rs/politicka-i-vojna-neutralnost-most-do-istoka-i-dozapada/
Hjemmesiden Peščanik: Boris Tadić og valget: http://Peščanik.net/2012/04/Tadićevi-izbori/,
The moment of truth: http://Peščanik.net/2012/05/the-moment-of-truth/, What have the
elections revealed: http://pescanik.net/2012/05/what-have-the-elections-revealed/
Serbia in the Rhythm of Europe: http://www.srbijauritmuevrope.rs/english/
Interview med Miroljub Radojković 8. maj 2012. Bilagt som lydfil på Cd-rom.
Interview med Vojislav Stanovčić 16. maj 2012. Bilagt som lydfil på Cd-rom.
Interview med Vesna Pešić 6. maj 2012. Bilagt som lydfil på Cd-rom.
Interview med Snježana Milivojević 17. maj 2012. Bilagt som lydfil på Cd-rom.
Interview med Milan Podunavac 9. maj 2012. Bilagt som lydfil på Cd-rom.
8.5 Bilag
Bilag 1: Lene Hansens modeller over diskursteoretiske analyser.
Bilag 2: Model over inddraget empiri, frit efter Lene Hansen.
Bilag 3: Analysestrategiske figurer, frit efter Ernesto Laclau.
Bilag 4: Skitseret interviewguide.
Bilag 5: Kontrakt med ambassaden Beograd.
Bilag 6: Cd-rom: Presseklips og interviews.
80

Bilag 1: Lene Hansens modeller over diskursteoretiske analyser.
Gengivet efter Hansen(2004): Security as Practice: Discourse Analysis and the Bosnian War. s.
65-83.
Hansen arbejder med tre overordnede modeller for diskursiv tilgang til studiet af politik og
politisk kommunikation, modeller med klare rammer for, hvilke aktører man sætter i fokus for
sin iagttagelse; statsledere, politikere, kunstnere, akademikere etc., hvilke objekter man
inddrager i sin analyse; officielle tekster, parlamentsdebatter, taler, offentlige kampagner, film
og poesi, interviews mm. Som det kan ses af skemaet, medfører de skiftende perspektiver, at
det er forskellige nedslagspunkter i samfundet, man kan fremanalysere som resultat af
diskursanalytiske fokus.
Modellerne har fungeret som strukturering af min empiriindsamling. Hvordan, fremgår af bilag
2.
Analytical focus
Object of analysis
Goal of analysis
Model 1 Model 2 Model 3A Model 3B
Official discourse:
Heads of states
Governments Senior
civil servants
High ranked military
Heads of
international
institutions Official
statements by
international
institutions
Official texts
Direct and secondary
intertextual
links Supportive texts
Critical texts
The stabilization of
official discourse
through intertextual
links
The response of
official discourse to
Discourses
Wider foreign policy
debate:
Political opposition
The media
Corporate institutions
Political texts
Parliamentary
Debates, Speeches,
statements
Media texts Editorials
Field reporting Opinion—
debate
Corporate institutions
Public
campaigns
Recurring intertextual
links
The hegemony of official
discourse
The likely transformation
official discourse
The internal stability of
media discourses
Cultural
representations:
Popular culture
High culture
Film, fiction,
television,
computer games,
photography,
comics, music,
poetry, painting,
architecture,
travel writing,
autobiography
Sedimentation or
reproduction
of identities in
cultural
Representations
Marginal political discourses:
Social movements Illegal
associations
Academics NGOs
Marginal newspapers,
websites,
books, pamphlets
Academic analysis
Resistance in non-democratic
regimes
Dissent in cases of models 1
and 2
hegemony
Academic debates
81

Bilag 2: Model over inddraget empiri.
I forhold til Lene Hansens opdeling af analytisk fokus har jeg tilstræbt en mere holistisk
tilgang, idet jeg har integreret elementer fra alle modeller i min analyse.
Med denne tilgang ønsker jeg at efterprøve, hvordan der kan iagttages et sammenspil mellem
de forskellige modeller og dermed afdække, hvordan diskurserne sætter sig igennem bredt i
samfundet. I modellen nedenfor har jeg skematiseret de forskellige fokus og indsat eksempler
fra min empiri.
Analytisk fokus
Empiri
Mål for analysen
Model 1 Model 2 Model 3A Model 3B
Officiel diskurs:
Statsoverhoveder
Regering
Politikere
Officielle tekster,
herunder politiske
programmer, taler og
valgkampsslogans
Hvordan diskurser
dannes og stabiliseres.
Hvordan kan en
siddende regering
sætte sine
tilrådighedsstående
midler i sving med
henblik på hegemoni.
Oppositionen og medierne.
En bredere samfundsdebat
Parlamentariske partier i
opposition. Eks. SNS og
DSS
Leder i toneangivne
aviser.
Happenings og
kampagner.
Eks. Protesterne mod
valgsvindel fra SNS og
Dveri
Kampagnen for blanke
stemmer (praktisk)
Hvordan hegemoniet
søges udfordret.
Hvordan elementer fra
oppositionen artikuleres
antagonistisk
Konstitutive ydersider
Kulturelle
frembringelser
Festivaller og
udstillinger.
Eks. Whole EU
on a sqaure.
Serbia in the
Rhythm og
Europe.
Bevægelsen Dveri
Sedimentering af
officielle
diskurser
Udvidelser af
diskursive
formationer
Marginale diskurser
Artikulatoriske praksisser som
ikke kommer til syne af sig
selv.
Hjemmesider, eksempelvis enovine
og pescanik.
Akademikere og
civilsamfundsrepræsentanter.
Kampagnen for blanke
stemmer (teoretisk)
Afvisninger af officielle
diskurser.
Spirrende dislokationer
Akademisering af debatter
82

Bilag 3: Analysestrategiske modeller
Analysens iagttagelser vil løbende blive søgt illustreret og opsummeret i følgende to modeller,
udformet frit efter Laclaus modeller, jf. afsnit 3.1.3.
Figur 7. Sedimentering af en diskursiv formation og konstitutiv yderside
Figur 3 illustrerer, hvordan en artikulatorisk praksis modificerer forskellige elementer, de i
figuren ækvivalerede tomme bokse, således at de, netop ved at blive artikuleret i en bestemt
sammenhæng og dermed fikseret i en ækvivalenskæde qua deres fælles relationen til
nodalpunktet Ligeledes kan det iagttages, hvordan diskursen søger sedimentering ved at
udgrænse momenter, der ikke kan indordnes i diskursen. Dermed illustreres diskursens ’inde og
ude’, og artikulationen af momenter i en differenskæde har som funktion at generere en
konstitutiv spænding mellem, hvad der artikuleres som formations positivt definerede indhold,
og dens konstitutive, negerende ydre.
Figur 8 Hegemonisk intervention. Konkurrerende betydningstilskrivning af flydende betegner
83

Figur 4 illustrerer, hvordan en hegemonisk intervention dislokerer en diskursiv formation ved,
at den konkurrerende artikulatoriske praksis søger at fiksere et moment, der tidligere var
sutureret i diskursens ækvivalenskæde. Figuren viser det dislokative øjeblik, hvor en alternativ
betydningstilskrivning, som resultat af en artikulatorisk praksis, lykkes med at løsrive et
moment i den diskursive formation, hvormed diskursens sedimentering brydes, og nye
betydningsrelationer sutureres. De stiplede linjer skal illustrere det forhold, at de konstitutive
grænser er under pres forstået på den måde, at den hegemoniske intervention har ’forstyrret’ de
diskursive betydningsrelationer og dermed det sedimenterede, konstitutive forhold mellem
ækvivalens- og differenskæderne.
84

Bilag 4: Skitseret interviewguide.
Den interviewmetode, som er valgt til afhandlingen, er et semi-struktureret interview (Brymann
2004: 320). Det betyder, at jeg har startet mine interviews med et enkelt spørgsmål til at sætte
interviewet i gang, samtidig med at jeg har fulgt skitserede spørgsmål, som jeg har søgt svar på
i interviewet. Jeg har således fokuseret på at få afdækket de områder, jeg på forhånd var
interesseret i ved istandsættelsen af interview, men samtidig efterstræbt en fleksibel dynamik,
hvormed jeg har haft fokus på, at interviewpersonen har haft mulighed for at udfolde sine svar
frit. På den måde er den interviewede med til at guide retningen, og jeg får som interviewer
mulighed for at få mulige oplysninger, jeg ikke på forhånd havde interesse for(Bryman
2004:323).
Jeg udsendte en generel forespørgsel til potentielle interviewpersoner pr. mail. Den udsendte
mail så ud som følger:
Fra: Rasmus Gyldenkerne Nielsen
Emne: Request for interview. Serbia's political environment, elections and future perspectives.
Dear Mr/Ms ,
I, Rasmus Gyldenkerne Nielsen, Master Thesis-student from Copenhagen, Denmark is currently in Serbia to
follow the Presidential-, Parliamentary- and Local elections to gather empirical material for writing my Master
Thesis on Serbian Politics
After having read some of your articles brought in Serbian media, I have taken the liberty of contacting you
with the hope for conducting an interview of about 30-minutes, in order to get your personal assessment on
current trends in the Serbian Political Landscape, the prospects of further EU-integration or an alternative
political/economical focus as well as an overall perspective on the functioning of the political system in
Serbia.
I am a MA-student (MsSocSc) of Political Communication and Management from Copenhagen Business
School. I have worked as student for 2 years in the Danish Ministry of Foreign Affairs and for the time being
attached to the Royal Danish Embassy in Belgrade as a Communication student assistant.
I am currently looking in to personal accounts. I therefore sincerely hope that you will take the time and share
your current thoughts and ideas with me in an informal interview, which should take no more than 30minutes.
I guarantee a complete obligation to keep your accounts anonymous in case of request,
In case you would find interest in giving an interview, I am very flexible with regards to time, date and place,
and will remain in Belgrade to the 10th of June. I am available on below-mentioned contact info all day.
Looking very much forward to hearing from you.
Kind regards,
Rasmus Gyldenkerne Nielsen
Stud.(MSocSc) Political Communication and Management
Institute for Politics, Management and Philosphy
Copenhagen Business School
Phone: (DK)+45 26 21 70 15 / (RS) (+381) 062 8960569
Mail: r_gyldenkerne@hotmail.com / rasmni@um.dk
I forlængelse af forespørgslen ovenfor havde jeg udformet tre overordnede spørgsmål, som jeg
ønskede at stille de interviewede personer. Det første spørgsmål var primært igangsætter for
interviewet, hvorimod det sidste fungerede som afrunding, når jeg mente, at jeg havde fået de
85

væsentligste områder dækker. Det midterste spørgsmål faldt lidt forskellige, alt efter hvor
specifikke interviewpersoner selv var.
Ledende spørgsmål:
,
1) Could you please, with your own words describe how you perceive current issues with
regards to the election campaign?
2) What do you see as the most important challenges to Serbia and Serbian Society in
relation to approaching the EU and the international society?
3) How do you see the role of academics in improving Serbia’s relations to the
international society as well as improving internal democratic development?
86

Bilag 5: Kontrakt med ambassaden i Beograd.
Kongelig Dansk Ambassade
Beograd
Udenrigsministeriet
Kopi(er) Bilag Journalnummer
Neznanog Junaka 9A
11040 Beograd
Serbien
Tlf: (+381) (11) 3670 443
Fax: (+381) (11) 2660 759
E-mail: begamb@um.dk
http://www.ambbeograd.um.dk
Kontrakt med Specialepraktikant.
Det bekræftes hermed, at studerende Rasmus
Gyldenkerne Nielsen, tidligere ansat som
studentermedhjælper i Udenrigsministeriets Direktions- og
kommunikationssekretariat, indleder et formelt to
måneders specialesamarbejde med den danske ambassade
i Beograd 1. april – 1. juni 2012.
Rasmus G. Nielsen har ansøgt om og af ambassaden samt
Copenhagen Business School fået godkendt et
specialesamarbejde med ambassaden, der således skal
fungere som en integreret del af hans fjerde og sidste
semester på den samfundsvidenskabelige
kandidatuddannelse, Politisk kommunikation og ledelse på
CBS.
Der er tale om et ulønnet samarbejde, og ambassaden har
ikke mulighed for at yde støtte i forbindelse med bolig-,
leve og rejseomkostninger.
Som specialepraktikant vil Rasmus G. Nielsen indgå som en
del af ambassadens personale, og således bistå både med
administrative, kommunikative samt analytiske opgaver og
endvidere deltage i diverse konferencer, bilaterale
konsultationer samt få mulighed for at trække på
ambassadens netværk i forbindelse med indsamling af
materiale til specialet. Desuden vil Rasmus få tildelt en
specialearbejdsplads samt adgang til ambassadens ITfaciliteter.
87

2
Endvidere vil Rasmus G. Nielsen, efter aftale, løbende
deltage i ambassadens Public Diplomacy aktiviteter,
herunder specielt i forbindelse med profilering af dansk
EU-formandskab og danske mærkesager.
Det er en forudsætning for specialesamarbejdet, at
specialepraktikanten samt ambassaden løbende bestræber
sig på en hensigtsmæssig balance mellem arbejdstid og
specialeskrivning.
Mette Kjuel Nielsen
Ambassadør
88