Nordisk Kriminologi, 26 (2) - Scandinavian Research Council for ...

13
Nordisk Kriminologi
kundskab om alternativer, i dette tilfælde alternativer til de former for dødshjælp,
som i de nordiske lande er strafbare, men som enkelte steder i verden
lovligt kan udføres (først og fremmest i Holland og i enkeltstaten Oregon).
Alternativer som mange mennesker ønsker lovliggjort, også i Norden.
Min egen interesse for feltet opstod i forbindelse med et medlemsskab af Det
Etiske Råd, der førte til, at jeg for et par år siden skrev en større redegørelse
om dødshjælp. Et stort flertal af Rådets medlemmer tilsluttede sig i redegørelsen
en anbefaling af ikke at lovliggøre aktiv dødshjælp. Den danske
retstilstand på området har jeg senest redegjort for i maj-nummeret af tidsskriftet
Juristen fra i år. Begge steder behandles bl.a. spørgsmålet om iværksættelse
af lindrende behandling, der kan fremskynde tidspunktet for dødens
indtræden, et spørgsmål der i Danmark bl.a. var aktuelt for få år siden i forbindelse
med den såkaldte Gentofte-sag, der vedrørte behandling med morfindrop
af en ældre kræftpatient. Dosis blev mekanisk fordoblet hver 8. time,
indtil patientens døde knap halvandet døgn senere. De pårørende mente, at
der var tale om aktiv dødshjælp, men Patientklagenævnet fandt alene grundlag
for en konstatering af, at journaltilførslerne var mangelfulde.
Det skal ikke nægtes, at det intellektuelt er særligt pirrende for en kriminalist,
når de behandlede emner på den ene eller anden måde ligger i normative
og/eller reguleringsmæssige gråzoner. Konferencen i Trondheim bød på særdeles
stimulerende redegørelser og diskussioner vedrørende den indledningsvis
omtalte praksis, der - afhængigt af verdenssyn og fagetisk inklination -
kan betegnes som enten terminal eller palliativ sedation. Den første betegnelse
lyder nok mest kontroversiel, for den kan give indtryk af, at formålet med
sederingen er at få patienten til at dø sovende så hurtigt som muligt, og det er
jo strafbart. Dette er måske en medvirkende årsag til, at nogle fagfolk klart
foretrækker sidstnævnte udtryk.
Debatten havde en særlig aktualitet i lyset af den såkaldte Bærum-sag, som
optager de sundfaglige og juridiske miljøer såvel som offentligheden i Norge.
En overlæge fandt det stødende, at en anden overlæge ordinerede en behandling
som den nævnte. Da henvendelser til sygehusdirektøren og tilsynsmyndighederne
blev fejet af, anmeldte førstnævnte overlæge for et år siden anmeldt
sin kollega til politiet, hvilket gav anledning til stor opmærksomhed. I
det tætte faglige miljø er der skabt dybe kløfter mellem de implicerede, og