Det netværkende menneske - Knowledge Lab

”Det er bare noget, jeg leger,” siger min datter og
balancerer halsbrækkende på en stol, som hun har stillet
op af sin seng. Jeg får at vide, at hun er om bord på et
sørøverskib. Det blæser og skibet er i høj sø. Senere ser vi
børnefjernsyn sammen. De viser et afsnit af mumitroldene.
Mureren dukker op i Mumis drøm. Lydene til de tegnede
billeder af dis og tåge og den mærkelige skikkelse Mureren
er tunge og langsomme. Scenen med mureren er
uhyggelig. Alting fryser til is omkring den. Min datter
kravler ind til mig. Selvom hun er bange, vil hun gerne se
scenen igen. Indimellem mumler jeg, at det bare er noget,
der er lavet. Mureren findes ikke i virkeligheden, altså lige
bortset fra i filmen og i mumiuniverset.
Legen i børneværelset og fiktionen på fjernsynet deler
markører. Begge fænomener handler om at forestille sig et
eller andet, som er anderledes end det, der foreligger i
virkeligheden. Ikke sådan forstået, at leg og fiktion er ens.
Forskellene mellem de to fænomener er umiddelbart, at når
man leger, så er man aktiv og udøvende, mens man er passiv
og modtagende, når man ser eller læser fiktion. Også selvom
det er en handling at se fjernsyn eller at læse en bog. En
anden forskel mellem de to fænomener kan findes i det man
på engelsk kalder ”pretend”. ”Pretend” betyder oversat til
dansk at foregive eller beskrevet med en dagligdags
vending: at lade som om.
Når vi leger, lader vi som om. Vi indtager andre identiteter og
laver om på virkeligheden. Men at lade som om, er ikke altid
godt. Uden for legens domæne i vores daglige sociale
sammenhænge er vores etos afhængig af, at der hersker
overensstemmelse mellem det vi siger, og det vi gør. Hvis vi
lader som om, vi er noget andet, end vi er, og derved laver
om på virkeligheden, balancerer vi på æggen mellem løgn
og sandhed. Enten overdriver vi og fremstiller os smartere,
klogere og bedre, eller også underspiller vi vores betydning.
Ligegyldigt om vi gør det ene eller det andet, så skrider
overensstemmelsen mellem den vi er, og den vi lader, som
om vi er.
Sådan forholder det sig som sagt ikke, når vi leger. Her
12
Det legende menneske – at lade som om
- Lasse Juel Larsen
forskningsassistent, Knowledge Lab
etablerer vi et domæne i hvilket det at foregive - eller sådan
som man gør inden for videnskab opstiller hypoteser - er
accepteret adfærd. I legedomænet er de involverede parter
enige om, at det der bliver sagt som regel ikke skal
sammenlignes med virkeligheden, og derfor hverken er
sandt eller falsk. Vi udtrykker altså noget andet i
legedomænet, og dette er muligheder både som forandring
af de roller vi spiller og af objekterne omkring os.
Mulighederne i legedomænet kan forbindes med udsagn,
som lyder noget i retning af: ”tænk nu, hvis det forholdt sig
anderledes”, ”hvad ville der ske, hvis vi gjorde sådan i stedet
for” eller som børnene siger: ”du er prinsesse, og jeg er den
onde dronning, og sengen er slottet.”
Leg og fiktion
Kendetegnet ved at lade som om, når man leger, er, at denne
både kan være tvungen eller spontan. Vi kan beslutte, at vi
skal lege ligesom vi kan blive enige om, at vi skal finde en
løsning på et problem og udføre en opgave. I begge tilfælde
opstiller vi muligheder, som endnu ikke eksisterer. Og disse
kan, hvad enten vi leger med børn, eller når vi er på arbejde,
finde sted spontant.
Legens laden som om, er ikke kun kendetegnet ved at være
bundet til et domæne, den er præget af ontologiske
forskydninger. Identiteter bliver kortvarigt udskiftet og
objekter midlertidigt forandret. Eller sagt anderledes legen
iscenesætter de tilstande, der faktisk eksisterer med mulige
tilstande, der endnu ikke eksisterer. I legen kan en træstub
både være en træstub og en bjørn, sådan som Walton skriver,
når han beskriver, hvad det vil sige, at lade som om. Ikke nok
med, at identiteter og objekter har dobbelte betydninger, de
har dem også på samme tid. Min datter er på en og samme
tid sig selv og samtidig den onde dronning. Og hendes stol
er på en og samme tid en stol og et sørøverskib.
Dette adskiller leg fra fiktion. Fiktion er modsat leg konsistent
inden for sin egen ramme, også selvom karaktererne både er
skuespillerne og karakterer eller i mumitroldenes tilfælde
tegninger og karakterer. Fiktionens konsistens hidrører fra, at
vi ikke kan lave om på den, mens den udspiller sig.