Stig Dragholm – Rungstedvej 4 – 2970 Hørsholm ...

Stig Dragholm – Rungstedvej 4 – 2970 Hørsholm
Tlf.: 45 76 99 11 – Mobil: 23 74 23 58 – Mail: sd2970@forum.dk
og specielt beror på den tilstedeværende viden og teknologi" (Villars Lunn om det psykiatriske sygdomsbegreb,
kapitel 2, side 25 i Psykiatri en tekstbog, 2. udgave, redaktion Joseph Welner, Niels Reisby,
Villars Lunn, Ole J. Rafaelsen og Fini Schulsinger). Det er i overensstemmelse med dette relativistiske syn,
når Helweg om sindssygdom skriver, at det er "et empirisk samlebegreb", og "hvad der hører herunder, må
afgøres af den til enhver tid gældende psykiatriske skole." (H. Helweg: Den retslige psykiatri i kort omrids, 2.
udgave, Hagerup, Kbhn. 1949, p. 15-16).
Det kan således fastslås, at hvad der af fagfolk (psykiatere) opfattes som psykotisk (=sindssygt,
sindssygeligt), kan forandre sig - både over tid og under skiftende sociale og kulturelle forhold.
Men selv på et givet tidspunkt og i en given kulturel sammenhæng er der forhold, der vanskeliggør en klar
afgrænsning af psykosebegrebet. Villars Lunn (Ugeskrift for læger 1979, vol. 141, p. 1261-66) anfører følgende
grunde til dette: at de psykotiske tilstandsbilleder er så forskelligartede, at det abstrakte overbegreb
psykose nødvendigvis må blive vidt og vagt, at man ved beskrivelse af de tilstande, der indgår i psykose udover
kvalitative artskriterier, er nødsaget til også at inddrage kvantitative gradskriterier, at der i de psykotiske
tilstande indgår både ydre iagttagelige fænomener og indre "private" fænomener - det vil sige en sammenblanding
af symptomatologiske og fænomenologiske kriterier, hvilket nødvendigvis må give begrebsmæssig
uklarhed , og at afgrænsning af psykose, specielt over for neurose, sker på grundlag af forestillinger om disse
tilstandes opståen, det vil sige ud fra en forklaring på eller en fortolkning af de fænomener, som kan iagttages.
Psykosebegrebet må følgelig blive vagt, uskarpt, uklart og relativt.
Dette behøver imidlertid ikke føre til en forkastelse af begrebet. Der findes mange ord og begreber i vort
sprog, som ikke kan defineres skarpt, men som alligevel er anvendelige og nødvendige i vor indbyrdes
kommunikation. I de fleste til1fælde vil psykiatere da også indbyrdes være enige om, hvornår der foreligger
en psykotisk tilstand. Dette forhold er empirisk undersøgt. Selv om der er knyttet betydelige metodologiske
problemer til sådanne undersøgelser, er det almindeligvis fundet, at i klinisk praksis er overensstemmelsen
for en specifik psykosediagnose mellem 70% og 90% (højst for de organiske psykoser og noget
lavere for de øvrige), mens overensstemmelsen for diagnosen neurose eller karakterafvigelse ofte er
under 50%.
Senere:
Dette betyder ikke nødvendigvis, at psykiaternes opfattelse af, hvad der uomtvisteligt er psykotisk har ændret
sig, men nok at man må regne med, at en ganske stor gruppe patienter betegnes som "psykosenære",
det vil sige, har let ved at reagere med psykotiske symptomer, uden at man derfor ved en helhedsbetragtning
vil beskrive personen som sindssyg.
Kapitel 7 – tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse – ”Behandlingsindikation”
Ved gennemlæsning af dette afsnit, ses det, at tvangsindlæggelse på grund af en behandlingsindikation skal
have som baggrund, at patienten er ”meget forpint”, og at behandlingsbehovet skal være manifest og påtrængende.
Og omvendt, at patienten ”i gode perioder” skal udskrives.
Dette er blot anført som ekstra argumenter for, at min tvangsindlæggelse var ulovlig al den stund, at jeg som
nævnt flere gange tidligere i dette brev er velfungerende i samfundet og helt uden lidelser og smerter.
”…Behandling meget vel kan være af afgørende betydning for bevarelse af et ikke nødvendigvis særligt
godt helbred eller nødvendig for at undgå en alvorlig forværring af helbredstilstanden,
Når man ved, at man f.eks. ved medikamentel behandling kan lindre en patients meget forpinte tilstand,
selv om patienten modsætter sig sådan behandling, kan man formentlig med lige så stor føje som
den, hvormed kritikken fremføres, hævde, at det hverken ville være etisk eller lægeligt forsvarligt at undlade
at tvangsbehandle patienten.
Det må foretrækkes, at patienten i gode perioder udskrives frem for, at den pågældende konstant er indlagt.
Behandlingsbehovet skal være så manifest og påtrængende, at hensynet til den enkeltes ret til selvbestemmelse
og respekten for den personlige frihed må ofres midlertidigt, fordi det ville være uforsvarligt af
hensyn til den sindssyge selv ikke at gennemføre tvangsindlæggelse til behandling.
Side 12