PDF-fil - Tornby Gl. Købmandsgaard

Det hændte, at Mette Ovesdatter var alene hjemme med Pigerne. Arbejdet gik som det skulde, men Tankerne vare
med dem, der fo'r paa Søen. Angsten var stor, Liv og Gods var i Vove. Hun kunde sige til Pigerne: ,Korn ind Piger og
lad os synge en bitte Salme". Andagtsfulde kom de med Salmebøgerne.
,,Trillende Vover og fraadende Bølger,
Medbør og Modstorm de skifte paa Hav,
vekslende Skygang paa Solskinnet følger,
det er vor Fart mellem Vugge og Grav.
Fredelig kun er Dødens Blund,
Mishaab og Strid har hver timelig Stund".
(Boye.)
”Befal du dine Veje" og ”Vor Gud han er saa fast en Borg" o.a. blev sunget med Andagt. Inden vi skulde gaa til Ro,
tog min Bedstemoder mig ved Haanden og gik uden for Gaarden, vesten for Pakhuset. Der stod vi og lyttede til
Stormen. Vinden bar mod Land. En saadan Nat kunde de komme, men hvorledes; der var ingen Havn, intet
Redningsvæsen havde man. Kystboerne havde været saa fattige, saa fattige, fortalte de gamle, at en nidkær Præst fra
Prædikestolen havde bedt Gud om dog at sende en Stranding til den fattige Befolkning. Maagen havde fløjet ind over
Land og varslet Storm, og Lille Thomas ventedes fra Norge. Men hvornaar han kom, vidste ingen derhjemme. En
Kvartmil ude var Revlerne. Der var altid Vagt ude at spejde ved Havet. Det var i kke alene deres egne, det gjaldt, et
Forlis ved Vestkysten skele ofte, de fremmede kendte jo ikke Revlerne saa godt, og det gjaldt om at komme til Hjælp.
Længe, længe har vi staaet med Ryggen mod Pakhuset, jeg begyndte at fryse. Til sidst kom de Ord fra min
Bedstemoder: ,Ja, i Jesu Kristi gode Navn'. Der havde hun nu anbefalet sine kære, og mere formaaede hun ikke for
dem i denne farefulde Stund. Vi gik ind og i Seng, men det var vist kun et Barn, der kunde sove saadan en Nat. Var
et Skib i Sigte, var der Haab, men inden Revlerne var passeret, kunde der ske Ulykke. de kunde være saa nær Land,
at Nødskrig hørtes, og dog kunde de stakkels Mennesker ikke reddes fra at drukne. Der hjemme gik man i Angst, hver
bad for sin og for dem alle, og der blev bedt i Tro.
Var det ventede Skib i Sigte, var en Mand paa en Hest, en Stafet, Budet til Hjemmet. Saa gammel, jeg bliver,
glemmes ikke det Indtryk, vi fik, da endelig det ventede Skib er i Sigte. . Det er ingen fremmed, det er vor egen
Skude, og Rytteren sprængte ind i Gaarden. Den Lyd kaldte alle frem, som var i Huset. Stakaandet lod Budskabet i al
sin Knaphed: Nu kommer han!" Flere Ord behøvedes ikke. Han er Skipperen, hun er Skuden. ,,I Jesu Christi Navn
Gud ske Tak!" var et Lettelsens Suk. De Ord fra Mette Ovesdatter fandt Sangbund i hver Sjæl, der var hjemme. Han
kom! Han, som de alle havde tænkt paa, han, som med Mod og Udholdenhed trodsede Farer og bragte Liv og Gods
til Hjemmets Kyst. Der stod Folkene ved Stranden med de faa Midler, de den Gang ejede til at hjælpe de søfarende. I
Spænding gik Tiden, der blev sørget saa godt forForplejningen som muligt fra Hjemmet, men naar saa Spændingen var
udløst, Skuden havde kastet Anker, gik de smaa Fiskerbaade ud til Skibet og ydede de hjemkomne den første Hjælp.
Da var der Glæde i mange Hjem. Men haardt var det, naar det maatte opgives at se de bortdragne. En fattig Pige, der
var tro i mange Aar mod den forulykkede Ven, sad og samlede paa Kistebunden og blev senere et godt Parti, thi jo
ældre en Pige blev, desto værdifuldere var hun som Hustru. Hun kom ikke tornhændet til et Hjem, hun havde siddet
hen, betragtede sig selv som Enke Minderne om den forulykkede Ven, maaske en lille Markedsgave i Form af et
Hjerte eller et Tørklæde, var de Ting, som i en sen Aftentime blev taget frem af Kistens Leddike for at betragtes og
dvæles ved. Den Gang veksledes ikke Ring som nu, men man kunde stundom gøre den Opdagelse, at et Ur dikkede
indenfor Kjolelivet paa en ung Pige, og saa var Hemmeligheden røbet. Det var et Kærlighedspant, naar Sømanden
drog ud og lod sit, Ur i sin Piges Varetægt. Da laa den alvorlige Tanke bag Handlingen: Gud ved, om vi ses mere I
Den Gang var der ikke Tale om Breve dem imellem. Der var intet Bud fra de bortrejste Søfolk, før de selv kom. For en
Sømand, som ikke her hjemme havde fæstet sin Brud, kunde det ske, at han kunde blive indtaget i en fremmed
Skønhed, og sligt Bekendtskab kunde for Gutten afføde Ønsket om for Fremtiden at søge samme By for at forhandle
Varerne, men nu kunde Meningerne blive delte mellem Rederen og Skipperen, som skulde sejle. Skibet skulde
naturligvis gaa i Havn, hvor Forretningen var bedst, selv om man kun saa gamle ,Kjærringer«. Til Trondhjem kom
Skuden ikke, Thomas maatte lystre Ordre. Det gik maaske nok op for Forældrene at. der var noget skønnere i
Trondhjem end i de andre norske Kystbyer, og at Sønnen havde haft Øje for andet end Trælast og Tjære Klipfisk og
Sild, men Handel var Handel. Det kan til Beroligelse berettes, at der senere, maaske efter Aars Forløb, fandtes en rig
Brud til Styrmanden, en mere vellært og velopdragen Pige end almindeligt. Det var en Datter af Sognefogden Lars
Chr. Pilgaard, Snevre i Bjergby Sogn. En Søn var død, saa hun var Arving til megen Rigdom. Det skete en
Sommereftermiddag til Forundring for flere, at Thomas Sørensen kommer hjem fra Stranden og vilde klæde sig paa til
en Bytur. Trods det usædvanlige i at komme hjem midt paa Eftermiddagen, var hans Moder sikkert paa det rene med,
hvad Turen gjaldt. En hæderlig Frier skal møde før Sol gaar ned. Med et forventningsfuld glad Ansigt kom hun frem
med Stads tøjet, hvortil hørte Silkevest, det vil sige, om vedkommende var kvalificeret til at bære Silkevest. Det var for
Søren Jensens Sønner et ligesaa gyldigt Bevis for Dygtighed til at føre Skib, som en Styrmands-Eksamen blev for den
næste Generation, der havde været paa Navigationsskole. Kort forinden havde der været Sommermarked i Hjøring, det
var et Krammarked og de unges store Fest. Der var jo meget at berette fra et saadant Marked. Adskilligt var sikkert
kommet Mette for Øren, hvordan de unge havde moret sig, hvem der bar Stadsen, hvem der havde været i Vælten, og