PDF-fil - Tornby Gl. Købmandsgaard

Recommendations

Info

at han var ikke saa gammel sulten, at han gik paa Tyskerens Grovkage. Siden fik de Kaffe med Kandis til, og den kunde nok løbe ned, det vil sige, den var tynd Ja, Tyskernes Kaffe var tynd, men man fik Fløde til Kaffen. Jens Thomsen, en Søn af Store Thomas Jensen, var en meget dygtig Sømand, selv ved Norges og Englands Kyster deltog han i Redningsarbejdet og flere Gange herhjemme, saaledes 4. Oktober 1860, da Prins Albert" forliste ved Lilleheden, nord for Tornby. Hele Besætningen, 14 Mand, blev reddet. De Skibbrudne blev modtaget og plejet af Kystboerne. Kaptejnen og en Del af Mandskabet boede hos Søren Jensen. Det gav megen Travlhed foruden den daglige Gerning inden Døre. Den fremmede Kaptejn og Søren Jensen spiste i Storstuen. Mandskabet skulde spise ved det lange Bord i Dagligstuen. Der var sat Sødgrød paa Bordet til dem. Efter Indbydelse satte de sig til Bords, men rørte ikkeMaden. Sønnen Mads var til Stede og fattede, at de fremmede, det var Englændere maaske ikke vidste, hvorledes de skulde gribe fat. Der stod hvert andet Fad med Mælk og hvert andet med Byggryns Sødgrød med et stort Hul i Midten af Fadet, Smørhullet kaldet, med en stor Klat Smør, som allerede var smeltet. a Sørensen satte sig for Enden af Bordet, tog en Ske og langede til Fadene, som han var vant. Saa kom Hornskeerne paa Gang, og Maden skete sin Ret. Det var nok Mad, der smagte, og Maaltidet fortsattes med Fisk og Kartofler. Man husker, at Fisken blev betragtet som en Nationalret, den kom altid frem baade til Højtid og ved alle andre Lejligheder. Det var kun ved højtidelige lejligheder, der blev spist i Storstuen, som Bryllup, Barnedaab og Begravelse, altsaa Familieanliggender, samt naar der holdtes Auktioner. Den Gang var det over ' Strandingsgods. Senere, i Mads Sørensens Tid, blev der ogsaa holdt Auktion ved den gamle Købmandsgaard. I alle Tilfælde naar Øvrigheden fra Hjøring var nærværende, blev der spist hos Søren Jensen. Det var jo store fremmede, som det hed, og nogen Selskabelighed i det daglige Liv kendtes ikke som nu om Stunder, i alt Fald ikke blandt den Befolkning. Som Mette Ovesdatter var sig selv i alle Forhold, saaledes ogsaa i dette Tilfælde Maden, hun satte paa Bordet, var udmærket. Hun vartede selv op, men hun skulde ikke i den Anledning, at det var Øvrighedspersoner, der var Husets Gæster lægge en finere Paaklædning an end til en almindelig Søndag. Hun havde nok af Stads og Silke at pynte sig med, men efter hendes Mening var sligt ikke passende i hendes eget Hjem. Det var kun til Kirkebrug, hun-log Kappe paa, jysk Kappe eller Vingkappe. En hjemmevævet Kjole og Forklæde saa strøget og blankt som Silke, det var Hørgarnstøj, sorte Strømper og Sko. Hovedtøjet var 2 Silke-Tørklæder, det ene bundet om Panden, det andet knyttet underHagen. Man synes maaske, at det var en tarvelig Paakædning for Søren JensensHuslru, men den blev baaret af en Personlighed, der blev hilst med Agtelse af de fremmede. Hvorledes andre havde det, brød Mette sig ikke om at vide. Hun fulgte den en Gang antagne Vej: de gamle Skikke. Noget nymodens, det være sig i Klædedragt eller Husførelse, lod hun sig ikke binde paa. Al Selskabelighed uden for Hjemmet var hende imod Ret betragtet kan man ogsaa forstaa, at en stille Søndag i sit eget Hjem var den Afveksling og Hvile, hun trængte til. Hun sørgede altid for, at nogle Medlemmer af Husstanden kom til Kirke. Hjemme tog hun Salmebogen, og der blev sunget et Par Salmer og et Evangelium læst. Saa havde Vor Herre faaet sit, og Kejserens Skat blev redelig betalt. Naar Juleaften indtraadte og de store Forberedelser var afsluttet, fattige Folk og syge meddelt rundelige Gaver til Højtiden, saa ønskede hun, at man nu maatte faa et saadant Herrens Vejr (Uvejr), at enhver maatte blive ved sit og æde sin egen Mad. Hun havde beskikket sit Hus til Højtiden, sørget for de fattige og alt levende, der var underlagt hendes Omsorg. Nu ønskede hun Julefred. Det var ikke lidt af Madvarer, der blev lavet til Julen. Brygningen af Juleøllet skulde helst foregaa 3 Uger før Jul, der blev lavet Mjød af Honning, og en Del gik med til Brygningen af Juleøllet. Alt det, der blev lavet til Julen, skulde vare længe. Den Gang varede Julen til Kyndelmisse, 2nden Februar. Der blev bagt Brød af alle Slags, saa der var tilstrækkeligt til den -Tid. Saltmad blev kogt, en Masse Grønkaal blev kogt og krystet i runde Boldte og lagt paaTrætruge, som var hjemført fra Norge. Ved de smaa Huse var der ofte en Plet Jord, lille og af saa daarlig Beskaffenhed, at der ikke kunde dyrkes Brødkorn, men der kunde dyrkes Grønkaal. Prisen var en Skæppe Rug for 100 Grønkaal. Juleaften begyndtes ved Mørkningen med skaaren Mad, Øl og Snaps, lidt længere hen paa Kaffe og varme Æbleskiver Hovedmaaltidet maatte først nydes ved Midnat, den hellige historiske Stund. Aftenen gik med Spil ørn Pebernødder. Ved Midnatstid blev Dugen lagt paa Bordet, Øl i de engelske Kruse blev sat frem, det gav en sirlig Stemning, naar det engelske Fajance kom paa Bordet. Enhver havde sit Minde at knytte til Krusene med Inskriptioner, som de søfarende tydede, og altid bar Krusene Billeder af engelske Søfolk og Skibe. Ved Siden af det skummende Øl sattes Salt og Brød, Rødbeder og Kirsebær. Alle de Salmebøger, Huset ejede, kom frem, en Julesalme blev sunget, og Søren Jensen læste Juleevangeliet. "Saa i Guds Navn! Lad os saa faa Mad", sagde han. Der blev begyndt med Oksekødsuppe, Kød ogPeberrodssauce, Risengrød og Steg: Flæskesteg, Ribbenssteg med Medisterpølse, Surkaal og Kartofler, derefter Sagosuppe og Fisk, Langkaal og Flæsk. Saa var det store Maaltid forbi. Der skulde smages paa alle Retterne Juleaften. Al Højtidsmaden fik sin Velsignelse ved at komme paa Bordet. Det var ligesom at indvi Maden til Højtiden, men der blev ikke spist ret meget af de sidste Retter, og der lagdes ogsaa lidt en Dæmper paa Madlysten ved Tanken om dem derude paa Søen, som ikke var naaet hjem til den hellige Aften. Efter endt Maaltid kunde Mandfolkene gaa til Ro, men nu skulde den store Dagligstue gøres i Stand til Julemorgen. Juleaften havde Bordet været duget, og saa behøvede man ikke at skure det, hvad der ellers blev gjort Aaret rundt hver Aften og efter hvert Middagsmaaltid. Om Aftenen blev fejet Gulv og strøet Sand. Julemorgen tog man fat paa Fisken igen
med Smør, Sennop og Kartofler, derefter kold Risengrød og varmt Øl og til sidst en Kop Kaffe med Fløde og Kandis. Middagen Juledag var Oksekødsuppe, Kød og Peberrod, Sagosuppe og Steg. Hen paa Eftermiddagen Kaffe og Søsterkage. Skt. Stefans Morgen ingen Fisk. Der begyndes med Ost og Brød. Sigtebrød blev skaaret i Stykker og dertil gaves Ost, dejlig sød Mælks Ost med Nelliker i og farvet med Safran. Osten var skaaret i smaa, lange, 1/4 Tomme tykke Stykker at bide af til Brødet, ingen Smør paa, dertil Øl og Snaps for dern, der ønskede det. Saltmadsfade kom paa Bordet, store Tinfade med Flæsk og Pølse og dertil Grønlangkaal. Det var de to første Helligdage, at al Slags Mad, der var lavet til Julen, kom paa Bordet. Siden kommer Fisken igen som en staaende Ret hver Morgen. Trods det, at der var nok af Mad til Juleaften og Juledagene, maatte der endelig skaffes Fisk til Juleaften. Denne deres daglige Kost, for hvilke der mange Gange vovedes Livet, og som var en Indtægtskilde for Kystboerne, maatte ikke savnes i det højtidelige Maaltid, den signede Mad: Maden var velsignet i den hellige Stund. I Lighed dermed blev enhver ny hjemmelavet Kjole taget paa første Gang til Kirke en almindelig Søndag. Saa havde den faaet sin Indvielse og var god nok i Hjemmet, selv ved højtidelige Lejligheder. Det var et Gudsforhold; de takkede og ærede for alt det, de modtog fra Naturens Haand, baade hvad de spiste og hvad de klædte sig med. Fra Tornby kørtes hver Dag Fisk til Torvet i Hjøring. Naar Fiskerne talte Fisk op, talte de som vi gør indtil 20, saa sagde de ikke en og tyve, men en til tyve, indtil de fik tyve til tyve (40). Det var'en halv 01, sagde de, og saa begyndte de at tælle igen, indtil de fik tyve til tyve, en Gang til, det var en hel 01. E Wol", sagde de gamle, altsaa fire Snese. Det var smaa Fisk, Kuller ogRødspætter, detalte; de storeTorsk blev vurderet dels efter Vægt og dels efter Skøn. Senere taltes Fisken i Snese, men det var noget nymodens Paahit. Det passede ikke for 'de Folk fra Stranden. Folk langt inde fra Landet kom til Kysten, naar det spurgtes, at der var godt Fiske, og saa kunde en Mand købe en Vogn fuld af alle Slags Fisk vistnok for5Rigsdaler. Betænksomme Folk tog nogle Mellemmader og Snaps med til Fiskerne. Det gjorde godt og øgede Læsset. Naar en Mand kom. medetsaadantLæs, blev der travlt iGaarde ogHuserned at gøre Fisken i Stand. Den samme Hjælpsomhed fandtes ogsaa i det Tilfælde som i andre Anliggender, hvor et stort Arbejde forestod, man hjalp hinanden. Der gik bare Bud, nu var Manden kommen med et Læs Fisk. Saa mødte de, som ikke havde noget at køre med, og de fik Fisk som Vederlag for Arbejdet. Øboerne vil gerne spotte over Jydernes tørre Flynder, men vel tillavet var disse sandelig god og billig Mad. Der fiskedes ogsaa Hummer, det var den dyreste Fangst Ved en Gaard, hvor der er tækket med Straa, og det var det almindelige den Gang, maatte der gerne fornyes et Stykke Tag hvert Aar, naar der var flere Bygninger. Der var en gammel Kone, der kaldtes Stoffer Ane, hun hed vel sagtens Ane Kristoffersen 'eller Stoffersdatter. Stoffer Ane hørte til Sommerbillederne i den gamle Købmandsgaard. En Tid om Sommeren sad hun Dagen lang paa Loen og snoede Simer. Det var Baand af Halm, som brugtes til at sy Straataget til Lægterne med. Hun, der kom lidt hen gaa Dagen, var gammel og skrøbelig. Saa fik hun et Fiskemaaltid og Kaffe og stavrede derpaa ud i Laden og tog fat paa Arbejdet. Gallionsfigurer fra de Skibe, som forliste ved Kysten, blev'-meget anvendte til Pryd i en lille Have. Et af de Arbejder, som blev udført i de gamle Hjem, var Lysestøbning. Faaretællen var den smukkeste, deraf blev de hvide og faste Lys. Oksetællen var gullig, men lige god til Belysning, naar Lysene havde Tykkelsen. Dagen før der skulde støbes Lys, blev Vægerne lavet af blaat, tykt Bomuldsgarn, som kom fra England. Det blev klippet i passende Længde og flere Traade bundet sammen til en Ende over Lysespilerne. Et Helligtrekongers Lys skulde ogsaa laves. Tre Lys snoedes sammen. Der blev lagt en Krudtkugle i Vægen, der hvor de tre Lysvæger stødte sammen, og saa blev det tvundet til et Lys derfra. Dette Lys skulde tændes paa -Helligtrekongers Aften. Naar Lysene havde brændt til de tre Lys forenedes til et, gav det et Knald, og man Var i Mørke, indtil man fra Køkkenet hentede en Glød paa en lille Pande og blæste den klar til at tænde Lyset ved. Svovlstikker var i Brug, men de var dyre, daarlige og farlige; de kunde rives af paa en Væg og paa Buksebagen. Det var Helligtrekongers Lys. Dernæst skulde der støbes nogle store, lykke Lys af den hvideste Tælle. Disse kunde være Brudelys, om det faldt ind med Bryllup i Løbet af Aaret De kunde sættes foran Lig, saa skulde Lysene være omvundne med sort Flor. Det var det samme Stof, som brugtes til at fæste om Mændenes høje Hatte til Ligfølge. Fremdeles skulde der laves gode daglige Lys til at arbejde ved. For at gøre Lysene langsommere i Forbrændingen, blev til det bløde Garn tvundet en Lintraad. Naar Støbningen skulde foregaa, blev en Træform, i Lighed med en Kjerne, hvori man kernede Smør, sat i en Kurvfuld Sand paa et Stengulv i en varm Stue. Formen fyldtes op med koghedt Vand saa højt, til det naaede Lysenes Længde, derefter fyldtes Formen med Tællen der var opvarmet til Kogepunktet. Lysevægerne var trukne paaPinde, Spiler, 5, 6 a 8 Stykker, eftersom de skal være tykke til. Spilerne, var anbragt paa en Stige, hvorfra de tage ' s og dyppes i den 'Varme Tælle. Dette gentages, til Lysene har faaet den Tykkelse, man ønsker de skal faa. Ganske tynde Lys kaldes Væger. Det allertarveligste Belysningsmiddel, der lavedes, fremstilledes af det tiloversblevne fra Lysestøbningen. Det var Blaar, spundet paa Haandtenen, meget tykt og dyppet i Resterne af Tællen. Den blev, naar den var størknet, vundet op.i smaa Nøgler. Den kunde til Brug anbringes paa en Stage af Jern med en Klemme foroven til at holde Vægen fast Disse Lysgav en ustadig Belysning, men kunde dog tændes, naar en skulde gaa fra Spinderokken ud i Køkkenet for at røre i. Nadvergrøden. Hos Søren Jensens Nabo, som hed Anders,. brændte en Tranlampe i Stuen; den gav saadan Os, at det varede lidt, inden man fik Øje paa Konen, der sad udenfor Skyggen af den vidunderlige Lampe. Naar man havde staaet lidt, opdagedes nogle Børn og flere voksne ude i Periferien, og man lugtede Fiskegarnet, som de sad og
Page 1 and 2: ERINDRINGER FRA NØRRE TORNBY. Af M
Page 3 and 4: ved Hævert. Der var Kasser med Sve
Page 5: hvem der brugte Pengene. Hun kunde
Page 9 and 10: Præst i Torriby, at han havde døb
Page 11 and 12: Naar det nu trak ud i længere Tid,
Page 13 and 14: En af de Rettigheder, enhver Tjener
Page 15: ham over Hovedet. Da han efter nogl

PDF-fil - Tornby Gl. Købmandsgaard

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?