PDF-fil - Tornby Gl. Købmandsgaard

ERINDRINGER FRA NØRRE TORNBY.
Af MINE THOMSEN.
Vil man gaa 60-70 Aar tilbage i Tiden og sammenligne den med Nutiden, ser man den uhyre Forskel, der er paa
Husførelse den Gang og nu i Hjemmene.
Til Eksempel har jeg et gammelt Hjem og et værdigt Ægtepar i Nørre Tornby: Søren Jensen og Mette Ovesdatter Hun
var født 1793 og han 1798.
De blev gift 1822. Det var Mettes Hjem, de tog i Besiddelse, og hendes Fader, den gamle Ovel levede endnu i
mange Aar i Hjemmet. Der var to Fættere, Søren Jensen og (Store) Thomas Jensen, som tilsammen, da de blev
voksne, drev Handel paa Norge. Søren Jensen har selv fortalt, at han grundlagde sin Handel med en Kapital paa 10
Rdl. - Fra Børn er Kystboerne jo vant til at tumle ved og paa Søen, og ved Fiskeri var Summen frembragt. Søren
havde Lyst til at handle, og for alle sine Penge købte han en mager So, fik den noget fedet, slagtet og saltet i Tønde,
og saa gik, den til Norge Der var Trang for Fødevarer, og Tømmer havde Vendelboerne altid hentet hos
Nordmændene. De to Handelsmænd fortsatte med Handelen paa Norge; den nævnte Forretning med Flæsket, der blev
sendt derover, var Søren Jensens første med Fjeldlandet. De fortsatte med at føre Landmandens Produkter over og
bragte andre Varer med hjem. Trælasthandelen blev stor, med Tiden ligeledes med andre grove Varer som Tjære,
Klipfisk og Sild.
De to Handelsmænd fik senere hver sin Skude. Da Handelen tiltog, blev Søren Jensen Opkøberen her hjemme, og
hans yngre Broder Thomas Jensen blev Skipper for ham. Men det blev ved at være i Fællesskab de to førstnævnte drev
Forretning. De førte ikke noget omfattende Regnskab, de var paalidelige Venner og ærlige. De førte kun to
Pengesække, den ene for Rederiet, den anden privat.
Fra Begyndelsen foregik al Handel fra Pakhusene ved Stranden, men eftersom Handelen tiltog, blev det
formaalstjenligt at føre en Del af Forretningen ved Hjemmet, og da Søren Jensen bestandig maatte være ude at handle
med Landboerne, blev det Mette Ovesdatter, som forestod Forretningen i Hjemmet. Gaardens Bygninger bestod af et
temmeligt nyt og rummeligt Bindingsværks Stuehus og en meget stor Lade, ogsaa at Bindingsværk, lige overfor med
et firkantet Gaardsrum imellem. Nu byggede Søren Jensen et stort Pakhus i vestre Side af Gaarden. Der var altsaa
ingen Butik, den Gang hans dygtige Hustru overtog Forretningen i Hjemmet, men al Handel med de Varer, der var
paa Stedet, foregik i Stuen, hvis det da ikke var store Portioner, det drejede sig om, thi saa kunde Kunden gaa med
ud i Pakhuset og se paa Varerne. Vilde Bønderne have et Kar Tjære eller en Skp. Sall, saa bar de det selv fra
Pakhuset ud i deres Vogn, eller vilde de have flydende Varer i større Maal, saa var det fra Pakhuset. De købende,
som kunde komme fra langt bortliggende Sogne, skulde gerne til Stranden. Der var Tømmeret oplagret. Saa kom de
ind og spurgte om Søren. Var han ude at køre, blev der sagt, at den eller den var der nede, en af Sønnerne.
Vedkommende kunde saa sige, at naar han havde været nede at hente Tømmeret, saa skulde han ogsaa have noget
fra Pakhuset, og Smørret, han havde med, skulde vel blive her hjemme. Ja, det kunde jo saa bæres ind i Pakhuset,
der skulde det vejes. Inden Manden kørte til Stranden, skulde han ind og nyde en Snaps og en Taar Øl. Men naar han
kom tilbage, blev han rigtig beværtet med skaaren Mad, Snaps og Øl og derefter Kaffe. Saa skulde Smørret vejes og
vurderes, og der var altid noget fra Forretningen der hjemme, som skulde købes ind til Husholdningen.
Paa Sydsiden af Stuehuset kom man ind i en rummelig Forstue, derfra til højre ind i en rummeligDagligstue med to
Fag Vinduer, faste Bænke langs Væggen med Vinduerne og for begge Bordender. Bænkene havde Rygstød, og Bordet
havde Stuens Længde Paa første Væg til højre, altsaa for Bordenden, hang et Oliemaleri, det var af den store Skude,
malet af en Nordmand. For modsatte Bordende hang en Hustavle. Saavidt jeg ved, var den ogsaa kommen fra
Norge. Denne Tavle indeholdt Bønnen Fader vor. Paa sort Baggrund var Bogstaver i hvidt Papir overført kunstfærdigt.
Alle de store Bogstaver var udført med mange Snirkler og Kruseduller,
Til venstre for Døren fra Forstuen var en kort Bænk ligeledes med Rygstød og Endestykker, en Sofa. Naturligvis havde
Stuen ogsaa en Bilægger-Kakkelovn med en Messingramme for oven, hvorpaa der hang Vægte af forskellig Størrelse
fra Bismeren til en lille Vægt, der kunde vejes ud paa i Lod. Paa Kakkelovnens Sideplader var forestillet St. Jørgen
dræber Dragen paa den ene Side og paa den anden Kammersvenden fra Morland
Naar en kom gaaende til Søren Jensens for at handle, og han ikke havde mere, end hvad der kunde være i et Fad,
hvis det var Smør eller en Snes Æg i en Tejne, gik lian lige ind i Stuen, lukkede Døren efter sig og saa hilste han ,Guds
Fred !" Tak! bliver der svaret. Saa sætter Kunden sig ned, ikke ved det støre Bord, men paa Sofabænken ved Siden af
Døren. Man maa være beskeden og ikke sætte sig til Bordet, hvorpaa der stod skaaren Mad og Øl. Man skulde bydes til
Bords. Og der blev ogsaa sagt: ,Vær saa god aa sæt Jer hen og ta en Bid Brød". En Snaps blev skænket. Kovsen stod
paa Bordet med Øl. Saa gik der en Tid, Manden spiste og Mette gik efter andre huslige Sysler, eller ogsaa fortsatte
hun med at skære -Mad; det var nemlig et Formiddags- eller Morgenarbejde at skære store Stabler af gode
Mellernmader til Gæsterne, Kunderne. Naar den fremmede saa var blevet forsynet med Mad og Kaffe, blev der først
Tale om Forretning. Imens der spises har Mette med sit Handelsblik opdaget, om det er Smør eller Æg, Manden har

med for at sælge. Han siger ingen Ting, men hun spørger saa: HarlSmør?" Manden løser Tørklædet af Fadet, idet han
siger: Ja, to no haar Ann Kjestin tjant, no ka I vej". Saa bliver Fadet vejet med en mindreVægt, og hun siger,
hvormeget det vejer. Saa gaar hun ud i Pakhuset med det og lader det falde ned i en. Tønde eller Balje, hvor der er
andre Stykker Smør af meget forskellig Farve og Konsistens. Naa, nu maa Manden sige, hvad han vil have for de
Penge, han skal have for Smørret. Prisen har maaske været 8 eller 12 Sk. for en Mark, 1/2 Pd. Ja, to saa var de 1/2
Pot Brændevin, 8 Lod Kaffe og en Cikorie, 8 Lod Kandis og en Snes 2 Toms Søm og en Kardus", og Manden vilde
endda gerne have nogle Skillinger med hjem, for nu blev der jo ikke Smør at sælge for det første. Og jeg tror ikke, at
nogen gik derfra uden at føle sig rigtig tilpas med Handelen. At, som Manden sagde: at hans Kone havde kernet, var
en Begivenhed, der gav Penge; man kernede nemlig ikke saalænge, der var Tale om, at der kunde være mere i
Flødebøtten, som om Vinteren altid stod paa Kakkelovnen, og paa den Maade gav Valle paa Bunden af Bøtten, men
den var ogsaa indrettet derefter. Den havde nemlig et Hul lige over Bunden med en løs Tap; der ud af tappedes
Vallen, og Fløden sank i Bøtten. Saaledes blev man ved, til Bøtten bogstavelig talt var fuld af Smør. Havde man flere
Køer, var Bøtten stor, mindre, hvis man kun havde et Par Køer eller en Ko. Men faa eller mange, der var ingen Mening
i at kerne tiere end hver anden Uge.
Naar man nu betænker at alle voksne Mandfolk gik til Søen, paa Langfart eller var ved Fiskeri, saa blev kun tilbage
Oldinge og Kvinder til at passe Bedriften derhjemme, og da Kvinderne den Gang forarbejdede baade Uld og Hør til
Klæder maatte de rigtig være flittige og tage Tiden i Agt. Derfor havde man ikke Tid til at kerne.
Smør var Smør, enten det var gult eller grønt, sødt eller surt. Før Smørret skulde udskibes, blev det æltet sammen. Om
Vinteren blev det taget ind i en varm Stue en Dag over for at mildnes, og godt sammenblandet paa -et stort Trug blev
det saa saltet, om det kunde taale mere Salt, og pakkedes i Fjerdinger. Naar disse var tilslaaet, var Smørret færdig til
at lastes i Skuden.
Der var vist ikke noget tjent paa saadan en lille Forretning, som beskrevet. Efter at være forsynet med Mad og Drikke
siger Mette til Kunden: ,Vær nu god og stop Piben. Kassen med Tobak staar i Hjørnet af Bænken ved Bordet, og der er
en Skuffe til Udkradsning". Han faar Gløder til at tænde med fra Køkkenet, hvilke bliver baaret ind paa en lille
Kobberpande med Hank. Nu er han endelig færdig til at gaa. Der har ikke været Hastværk over Forretningen, man
havde det saa godt, naar man sad bænket i Søren Jensens Stue. Ved Afskeden siger man Farvel og Tak!" ,Gud
medJerl" er Svaret.
Mens vi er i Dagligstuen, hvor Forretning i det smaa foregaar, vil vi med det samme se, hvad der støder op til. Længst
borte ved Siden af det lange Bord erDøren til Sovekammeret, det indeholder en Dobbeltseng, et Bord og nogle Stole.
I Muren ved Skorstenen er indrettet et Skab med et Par Hylder. Der har Mette en Skaal med Smaapenge i, men en
Lærredspose til ' de større Sølvpenge, endvidere i Stuen en grønmalet Klokke med Lodder, senere saa man et
ottekantet Skibsur.
I Siden af Dagligstuen er Spisekammeret, der ogsaa indeholder adskillige af de Ting, der forhandles, navnlig nogle
flydende Varer i Dunke, Maal og Tragter til forskelligt Brug. En Dør fører ud i Køkkenet. Der er naturligvis en aaben
Skorsten med Kæder og Kroge til at hænge Gryderne i og god Plads til flere Gryder, som kan koge, inddækket med
Gløder,: og der ved Siden af et Mælkekammer og paa den anden Side Bryggerset med Grue; der var Plads til
Slagtning til Husholdningen, og et Par Gæs kunde ogsaa have Rugeplads i nogle Kasser. Døren ud til Gaarden er to
Halvdøre. Straks uden for er en Vippebrønd, Kjaalen.
I Forstuen, hvor vi først kom ind, er paa hver Side af Indgangsdøren et smaItVindue, lige overfor gaar man ind i en
Skorsten, der er saa rummelig forneden, at man godt kan have Brænde, og hvad der hører til at gøre Ild med. Der kan
nemlig lægges i to Bilæggerovne, den ene er til gamle Oves Stue, den anden er til Søren Jensens Kontor, den sidste
bliver senere ombyttet med en rund Kakkelovn.
I den gamle Købmandsgaard var Stuehuset mod Gaardsiden hele Længen igennem med Udskud. Muren var lavere og
gik længere ud. Fra Kontoret kom man ind i Storstuen. Kontoret var meget tarveligt udstyret. En Skrivepult og et Par
Stole, over Pulten Klemmer paa Væggen til at stikke Prisfortegnelser og lignende i. Nogle Kort paa Væggen der efter
Haanden forøgedes, udgjorde Inventaret, men paa Gulvet var der Plads til 2 Sække med Specier, naar Skipperen kom
fra Langfart. Kontoret har kun et Fag Vinduer, lige overfor er et Gæsteværelse Dets Indhold er en Dobbeltseng, et Bord
med Stenplader i, bibelske Billeder, der begynder i Edens Have og saa fremdeles, endvidere en Dragkiste, en
Standkiste og et Par Stole. Paa den runde Kakkelovn staar en Buste, forestillende en Præst med Krave. Den er
skaaret ud i Træ. Nu bliver den pudset ligesom Kakkelovnen med Isensværte, det brugtes den Gang. Den var ligesaa
sort som Moren paa Kakkelovnen i Dagligstuen.
Fra Kontoret kommer man' ind i den store Stue, Stuestowen. Den hår Husets Bredde indtil Udskuddet. Rummet der er
langt, og der fører en Fløjdør der ind til, det bliver benævnet Vinkammeret, og der ligger Tønder- og Ankre med
forskellige flydende Varer til Forretningen, hvoraf der tages i mindre Maal i Dunke ned i Spisekammeret for at have
det lettere ved Haanden til en lille Forretning. I nogle Tønder blev der sat Tappe, men af nogle blev Indholdet taget op

ved Hævert. Der var Kasser med Svedsker og Rosiner, Citroner, Kanelbark, raa Kaffe og Topsukker, Kandis m. m. I
den store Stue staar paa hver Side af Fløjdøren et Hjørneskab, der paa hvert Hjørne havde en forgyldt ,Annarius" til
Pynt. Alle Møblerne i denne Stue er poleret, men Sofa og Stole har hjemmevævet Betræk, sort og blaat ternet. Der er
to Fag Vinduer mod Syd og to Fag mod Vest. En Dragkiste staar mod Væggen til Gæsteværelset, en Kommode til
Væggen mod Kontoret og en Kommode mellem de to Fag Vinduer mod Syd. Mellem Vinduerne mod Vest staar
Sofaen med et Bord udenfor. Ved Bordet fire Stole, Resten af Stole er anbragt langs Væggen. Gulvet var hvidskuret
og strøet med Sand saa hvidt, saa hvidt, som man kun kan hente det ved Stranden. I alle Vinduer mod Syd og Vest
mange Blomster: Gyldenlak'er, Geranier, Muskater, Kristi Blodsdraaber (Fuksia). Blanke Ruder, velplejede Blomster,
men ingen Gardiner.
Eftersom Handelen tiltog, var der meget Arbejde nede ved Pakhusene ved Stranden, som vel laa en halv Fjerdingvej
fra Hjemmet. Der Sønnerne med fremmed Hjælp arbejdede med Løsning og Ladning. Disse Folk, som skulde til
Stranden, skulde have et Morgenmaalid, der fornemmelig bestod af Fisk med Sennop og Smør samt Brød, Saltmad,
Smør og Ost og bagefter Kaffe. Der skulde skæres Mellemmader til Dagen, pakkes i en Tejne, en Dunk med Øl og en
Plaske Brændevin,. Der var ældre Folk imellem, som var vant til det haarde Arbejde, og som ogsaa krævede kraftig
Kost og den danske Snaps. Mette sørgede for, at de fik rigeligt af disse Goder. Øllet blev brygget i Hjemmet, og der
var to Brændevinsbrænderier i 'Hjøring, hvorfra man fik den Brændevin, der forhandledes. Tidligere lavedeFolk deres
Brændevin selv, brændte, som det hed; det var forbudt den Gang. Folkene, som havde været ved Stranden, fik atter
varm Mad, naar de kom hjem om Aftenen.
Søren Jensen havde fem Sønner, som fik prøvet Søen, men de vedblev ikke at sejle. En af de ældste (Jens Peter) fik
en lille Landejendom i Nærheden af Hjemmet og fik bygget en Vindmølle. Der var ingen Mølle i Nørre Tornby, ved
Kærsgaard var Vandmølle ved Aaen, Skellet mellem Sønder og Nørre Tornby. Beboerné fra Nørre Tornby maatte køre
enten til Kærsgaard eller Kjul Mølle i Asdal Søgn, som ogsaa var Vandmølle. Den ældste Søn var den bekendte gamle
Købmand i Hjøring Ove Chr. Jensen Sørensen, hans Forretning var paa Nørregade i Hjøring.
Det var en daarlig Skoleundervisning, de fik i Skolen i Nørre Tornby. 1 1836 skrev Børnene i Sand, Gaasepennen var
endnu ikke indførthos Lærer Jakobsen.1) Det var nu gaaet op for de gamle Redere og Handelsmænd i det hele taget,
at de var for daarligt udrustet med Kundskaber fra Skolen. Nu skulde der sørges for en bedre Undervisning for
Sønnerne. Den eneste Datter, Søren Jensen havde, blev der ikke taget Hensyn til i den Retning. Brødrene sagde
haanligt, at hun kunde vel sagtens tælle de Æg, Hønsene lagde, og mere i den Tone. Skolegangen blev heller ikke
betragtet som særlig nyttig for Børnene i Nørre Tornby. Hos en Lærer Gravesen2) ved Højen Skole fik Børnene en god
Undervisning, og efter et længere Kursus hos ham kom Ove Jensen i Handelslære hos Hans Høyrup paa Torvet i
Hjøring. I Vistrup, som er Anneks til Tornby, var ogsaa en dygtig Lærer, som blev kaldt Mogens Vistrup.3) Hans
Undervisning blev ogsaa benyttet for Sønnerne.
Det var efter Norges Adskillelse fra Danmark, at delkom trange Kaar for begge Riger, men der var Mænd ved den
danske Kyst, som forstod, at der var Afsætning for vore Produkter iNorge, som langtfra kunde brødføde sig selv. Af de
driftige Mænd fra Vestkysten nævner Nutiden: Købmand Klitgaard i Blokhus, Søren Jensen, Thomas Larsen, Michael
Mortensen, P. M. Asp i Løkken, Segelcke i Lønstrup og Søren Jensen i Tornby. Der blev efter Haanden flere
Handelsmænd i Nørre Tornby, saaledes Niels Christian Jakobsen og JensThomsen, Søn af Store Thomas Jensen.
Søren Jensens Fødested laa norden for Købmandsgaarden og ejedes nu af Broderen Lille Thomas Jensen, som blev
Skipper for Søren Jensen, da de to Handelsmænd Thomas Jensen og Søren Jensen fik hver sin Skude. Lille Thomas,
som han i daglig Tale hed, sejlede og afsatte Varerne for Broderen, men drev ikke selvstændig Handel.
Sækkesystemet bevaredes, og det var gennem lange Tider, at Lille Thomas bragte Sølvsække hjem. Der skulde to
stærke Mænd til at løfte -en saadan Sæk.
Thomas Jensen (lille) havde fire Sønner, Jens Peter, Mads, Lars og Jesper, og han tog dem med paa Søen, saa snart
de kunde gøre Nytte, og de kunde altid begynde som Kok. Det kunde vel nok være drøjt at være den yngste og lade sig
kommandere af de ældre Brødre, men det var jo Begyndelsen til Ærens Vej. Da den yngste af Søren Jensens Sønner,
Jens, første Gang havde været med paa en Norgestur, sad han en Søndag Morgen og græd over en Lærredspose med
30 Specier i. Det var hans Hyre for Turen, men han vidste ikke, hvad han skulde bruge Pengene til, Handel laa ikke
for ham, og paa Langfart kom han ikke mere. De ældre Brødre drillede barn, han kunde ikke taale Søen til at begynde
med. De andre maatte sørge for Maden, og de sagde, at han ikke kunde lave andet end Sødsuppe og Kaffe. Han blev
siden paa Landjorden, fik en Ejendom i Nærheden af Hjemmet og blev gift med en Datter af Handelsmanden N. Chr.
Jakobsen. Han var i nogle Aar før sin Død Sognefoged; han døde temmelig ung, og hans Enke blev senere gift med en
af hans Fættere, en Søn af Skipper Thomas Jensen.
1) Jakob Christensen Jakobsen, kaldet til Lærer l Tornby 7/7 1832.
2) Peder Legind Gravesen , f. Nørhaa i Thy 1803, demitt. fra Snedsted 1823, kaldt til St.Olaj 22/5 1830, forflyttet til
Vestervig 17/11 1849.
3) Død 1846, da han efterfulgtes af Jørgen Jensen Mørk.

Det hændte, at Mette Ovesdatter var alene hjemme med Pigerne. Arbejdet gik som det skulde, men Tankerne vare
med dem, der fo'r paa Søen. Angsten var stor, Liv og Gods var i Vove. Hun kunde sige til Pigerne: ,Korn ind Piger og
lad os synge en bitte Salme". Andagtsfulde kom de med Salmebøgerne.
,,Trillende Vover og fraadende Bølger,
Medbør og Modstorm de skifte paa Hav,
vekslende Skygang paa Solskinnet følger,
det er vor Fart mellem Vugge og Grav.
Fredelig kun er Dødens Blund,
Mishaab og Strid har hver timelig Stund".
(Boye.)
”Befal du dine Veje" og ”Vor Gud han er saa fast en Borg" o.a. blev sunget med Andagt. Inden vi skulde gaa til Ro,
tog min Bedstemoder mig ved Haanden og gik uden for Gaarden, vesten for Pakhuset. Der stod vi og lyttede til
Stormen. Vinden bar mod Land. En saadan Nat kunde de komme, men hvorledes; der var ingen Havn, intet
Redningsvæsen havde man. Kystboerne havde været saa fattige, saa fattige, fortalte de gamle, at en nidkær Præst fra
Prædikestolen havde bedt Gud om dog at sende en Stranding til den fattige Befolkning. Maagen havde fløjet ind over
Land og varslet Storm, og Lille Thomas ventedes fra Norge. Men hvornaar han kom, vidste ingen derhjemme. En
Kvartmil ude var Revlerne. Der var altid Vagt ude at spejde ved Havet. Det var i kke alene deres egne, det gjaldt, et
Forlis ved Vestkysten skele ofte, de fremmede kendte jo ikke Revlerne saa godt, og det gjaldt om at komme til Hjælp.
Længe, længe har vi staaet med Ryggen mod Pakhuset, jeg begyndte at fryse. Til sidst kom de Ord fra min
Bedstemoder: ,Ja, i Jesu Kristi gode Navn'. Der havde hun nu anbefalet sine kære, og mere formaaede hun ikke for
dem i denne farefulde Stund. Vi gik ind og i Seng, men det var vist kun et Barn, der kunde sove saadan en Nat. Var
et Skib i Sigte, var der Haab, men inden Revlerne var passeret, kunde der ske Ulykke. de kunde være saa nær Land,
at Nødskrig hørtes, og dog kunde de stakkels Mennesker ikke reddes fra at drukne. Der hjemme gik man i Angst, hver
bad for sin og for dem alle, og der blev bedt i Tro.
Var det ventede Skib i Sigte, var en Mand paa en Hest, en Stafet, Budet til Hjemmet. Saa gammel, jeg bliver,
glemmes ikke det Indtryk, vi fik, da endelig det ventede Skib er i Sigte. . Det er ingen fremmed, det er vor egen
Skude, og Rytteren sprængte ind i Gaarden. Den Lyd kaldte alle frem, som var i Huset. Stakaandet lod Budskabet i al
sin Knaphed: Nu kommer han!" Flere Ord behøvedes ikke. Han er Skipperen, hun er Skuden. ,,I Jesu Christi Navn
Gud ske Tak!" var et Lettelsens Suk. De Ord fra Mette Ovesdatter fandt Sangbund i hver Sjæl, der var hjemme. Han
kom! Han, som de alle havde tænkt paa, han, som med Mod og Udholdenhed trodsede Farer og bragte Liv og Gods
til Hjemmets Kyst. Der stod Folkene ved Stranden med de faa Midler, de den Gang ejede til at hjælpe de søfarende. I
Spænding gik Tiden, der blev sørget saa godt forForplejningen som muligt fra Hjemmet, men naar saa Spændingen var
udløst, Skuden havde kastet Anker, gik de smaa Fiskerbaade ud til Skibet og ydede de hjemkomne den første Hjælp.
Da var der Glæde i mange Hjem. Men haardt var det, naar det maatte opgives at se de bortdragne. En fattig Pige, der
var tro i mange Aar mod den forulykkede Ven, sad og samlede paa Kistebunden og blev senere et godt Parti, thi jo
ældre en Pige blev, desto værdifuldere var hun som Hustru. Hun kom ikke tornhændet til et Hjem, hun havde siddet
hen, betragtede sig selv som Enke Minderne om den forulykkede Ven, maaske en lille Markedsgave i Form af et
Hjerte eller et Tørklæde, var de Ting, som i en sen Aftentime blev taget frem af Kistens Leddike for at betragtes og
dvæles ved. Den Gang veksledes ikke Ring som nu, men man kunde stundom gøre den Opdagelse, at et Ur dikkede
indenfor Kjolelivet paa en ung Pige, og saa var Hemmeligheden røbet. Det var et Kærlighedspant, naar Sømanden
drog ud og lod sit, Ur i sin Piges Varetægt. Da laa den alvorlige Tanke bag Handlingen: Gud ved, om vi ses mere I
Den Gang var der ikke Tale om Breve dem imellem. Der var intet Bud fra de bortrejste Søfolk, før de selv kom. For en
Sømand, som ikke her hjemme havde fæstet sin Brud, kunde det ske, at han kunde blive indtaget i en fremmed
Skønhed, og sligt Bekendtskab kunde for Gutten afføde Ønsket om for Fremtiden at søge samme By for at forhandle
Varerne, men nu kunde Meningerne blive delte mellem Rederen og Skipperen, som skulde sejle. Skibet skulde
naturligvis gaa i Havn, hvor Forretningen var bedst, selv om man kun saa gamle ,Kjærringer«. Til Trondhjem kom
Skuden ikke, Thomas maatte lystre Ordre. Det gik maaske nok op for Forældrene at. der var noget skønnere i
Trondhjem end i de andre norske Kystbyer, og at Sønnen havde haft Øje for andet end Trælast og Tjære Klipfisk og
Sild, men Handel var Handel. Det kan til Beroligelse berettes, at der senere, maaske efter Aars Forløb, fandtes en rig
Brud til Styrmanden, en mere vellært og velopdragen Pige end almindeligt. Det var en Datter af Sognefogden Lars
Chr. Pilgaard, Snevre i Bjergby Sogn. En Søn var død, saa hun var Arving til megen Rigdom. Det skete en
Sommereftermiddag til Forundring for flere, at Thomas Sørensen kommer hjem fra Stranden og vilde klæde sig paa til
en Bytur. Trods det usædvanlige i at komme hjem midt paa Eftermiddagen, var hans Moder sikkert paa det rene med,
hvad Turen gjaldt. En hæderlig Frier skal møde før Sol gaar ned. Med et forventningsfuld glad Ansigt kom hun frem
med Stads tøjet, hvortil hørte Silkevest, det vil sige, om vedkommende var kvalificeret til at bære Silkevest. Det var for
Søren Jensens Sønner et ligesaa gyldigt Bevis for Dygtighed til at føre Skib, som en Styrmands-Eksamen blev for den
næste Generation, der havde været paa Navigationsskole. Kort forinden havde der været Sommermarked i Hjøring, det
var et Krammarked og de unges store Fest. Der var jo meget at berette fra et saadant Marked. Adskilligt var sikkert
kommet Mette for Øren, hvordan de unge havde moret sig, hvem der bar Stadsen, hvem der havde været i Vælten, og

hvem der brugte Pengene. Hun kunde nok stave og ]ægge sammen. Selv om Sønnen ikke sagde med rene Ord, saa
var det underforstaaet, at nu gik han til Pilgaard for at bejle til Datteren hos Forældrene. Ja, naar de unge nu var
enige, var det forstaaeligt, at en af Søren Jensens Sønner blev modtaget som en agtværdig og holden Frier, derom
kunde ikke tvivles.
Skoleforholdene i Bjergby havde været langt forud for Tornby Sogns. Mette Marie havde haft en dygtig Lærer, og en
meget begavet Dreng, som kom til at tjene i Pilgaard, gav ogsaa Pigebarnet Kappelyst. DaDrengen var af fattige
Forældre, men opvakt, støttedes han af Familien i Pilgaard, til han havde taget Lærereksamen. Han betragtede dem
som sine Plejeforældre og var dem taknemlige. Drengen hed Lars Møller Lund, den senere for sin Dygtighed bekendte
Lærer Møller, Lund, Skallerup. Thomas og Mette Marie blev et lykkeligt Par. Det gamle Pilgaard var indhegnet og
overskygget af gamle Piletræer, som slog sammen om den lave Rolling med de mange smaa Vinduer. Da de to
gamle, Lars Christian og Anne Marie, havde lukket deres Øjne, blev der bygget en ny Pilgaard oppe paa Marken,
Thomas Sørensen og Mette. Marie fik 3 Børn, nemlig Gaardejer Søren Pilgaard, Skallerup, og Proprietær Martin
Pilgaard, Hejselt, Torslev Søgn, samt Datteren Marie, gift med Proprietærer Fausbøll, Knudsholm, Ugilt.
Lille Thomas, som førte Broderens Skude, blev ved at sejle paa Norge, mens Store Thomas aarlig gjorde et Par
Rejser til Hamborg, hvor han afsatte Huder og Skind. Den Gang spiste man ikke Kalvekød, det var kun Skindet, der
havde Værdi. Fra Hansastaden hjembragte han Kolonialvarer samt Manufakturvarer til Købmændene i Hjøring. Varerne
blev udlosset ved Pakhusene i Tornby. Der var Toldsted; i Hjøring var Toldkammeret. Købmændene fra Hjøring
hentede saa deres Varer i Tornby.
Store Thomas Jensen, som blev ved at sejle med sit eget Skib, maatte op i Alderen tage sig en Skipper til at sejle og
forhandle sine Varer. Sækkesystemet brugtes endnu, men Store Thomas sagde selv, at Skipperne forvekslede
Sækkene, hvilket havde tilFølge, at Skipperen blev rig, men Store Thomas blev fattig. Støre Thomas var i mange Aar
Forbjerger ved Strandinger paa Kysten fra Lønstrup til Tversted, og i de Tider indstrandede mange Skibe, hvorved
han fik Lejlighed til at redde mange hundrede skibbrundne Søfolk. Redningsvæsen var ikke oprettet den Gang
(oprettet 1852).
Store Thomas var Fører for et Baadelag. Han blev beundret for sit Mod og Kendskab til Revlerne i Storm. Hans
Baadsmandskab havde Tillid til barn under disse Redningsforetagender og mod den Respekt han nød, vovede ingen
at kny. Hans Ro ogStyrke forbavsedeFolk. Søren Jensen døde 1860, 62 Aar gammel. Store Thomas overlevede ham i
7 Aar og sørgede inderligt ved Vennens Død. Det havde bedrøvet Søren Jensen, at det skulde gaa saa daarligt for hans
gamle Handelsven paa' hans gamle Dage, og han støttede ham i Alderdommen. Nogle Aar før Søren Jensens Død
havde deres Sønner optaget Handelen efter dem.
De to Sønner, Mads Sørensen i Tornby og Ove Jensen Sørensen i Hjøring samt Jens Thomsen, Søn af Store Thomas
Jensen, ejede saa i Forening Jagten "Ædel" som de havde modtaget af Forældrene paa de Betingelser at holde godt
sammen og bevare fælles Interesser og Venskab saalænge de levede. ,Ædel' var bygget 1860. Det var den store
Skude. Den forliste paa Rejse fra Øster Risøer til Tornby 10. Marts 1866. Min Hjemmelsmand, den gamle Isak,
fortæller videre: Den lille Skude Familiens Lykke" ejedes af Brødrene Lille Thomas Jensen og Søren Jensen. Den var
en Jagt, der blev bygget om til Skonnert. 1868 forliste Sluppen ,Brødrene" med Fedevarer til Norge. Det var Tab af
store Værdier, men det kunde bæres. Handel og
Skibsfart forøgedes. Men Sorgen og Savnet af de forulykkede var uerstatteligt. Hele Besætningen paa de to
Fartøjer druknede, men der var ingen af Søren Jensens Sønner blandt dem.
Købmand N. C. Jakobsen havde fra sin Ungdom faret til Søs og var ogsaa en Tid Skipper for Søren Jensen. Han drev i
mange Aar før sin Død Produkthandel for egen Regning paa Norge. Han var bekendt som en dristig og dygtig Sørnand,
der var særdeles godt kendt paa den norske Kyst og kunde søge Havn uden Lods. Han var en Tid Strandfoged. De tre
Handelsmænd i Nørre Tornby havde hver sin Landejendom. De tog ogsaa Smaagrise med for at sælge i Norge, men
det var ikke altid saa let at afsætte dem til ordentlige Priser. Ikke alle Nordmænd vidste, hvad de skulde med en Gris.
Det hændte en Mand i Kragerø, at han en Gang havde købt en Gris, og den beholdt han. Da en af Tornby Skipperne
senere vilde sælge samme Mand en Gris, svarede Nordmanden: ,Nej, jeg har en Gris, den har jeg haft i 7 Aar". Og
saa mente han, at han ligesaa godt kunde beholde den, naar han skulde have en Gris alligevel.
Købmand Ove Jensen i Hjørring fortalte et pudsigt Træk i Anledning af en Handel med Grise. Det var gaaet op for
Nordmændene, at det ikke alene var for at se, hvorlænge en Gris kunde leve, at man købte den, og de driftigste Mænd
tog saa her ned for selv at købe Grise og vel sagtens forhandle dem. I den Anledning kommer en Mand fra Norge til
Ove Jensen og spørger, om han ved, hvor han kan købe Grise. Jo, det ved han og tilbyder, da det er Søndag, næste
Dag at køre med den fremmede til Herregaarden ,Odden" i Mygdal Sogn. Hr. Martens, en Tysker, har Grise.
Ankommen dertil vil Tvskeren vise sin Købmand og den fremmede, som vil købe hans Grise, Gæstfrihed. Han lader
fremsætte for dem et stort Rugbrød, en grov Kage, som det hedder paa Vendelbomaal, en Brikke Smør og en Kniv.
Nordmanden gik paa Grovkagen, skar sig en god Skive og bredte Smør paa. Ove Jensen sagde, da han fortalte det,

at han var ikke saa gammel sulten, at han gik paa Tyskerens Grovkage. Siden fik de Kaffe med Kandis til, og den
kunde nok løbe ned, det vil sige, den var tynd Ja, Tyskernes Kaffe var tynd, men man fik Fløde til Kaffen.
Jens Thomsen, en Søn af Store Thomas Jensen, var en meget dygtig Sømand, selv ved Norges og Englands Kyster
deltog han i Redningsarbejdet og flere Gange herhjemme, saaledes 4. Oktober 1860, da Prins Albert" forliste ved
Lilleheden, nord for Tornby. Hele Besætningen, 14 Mand, blev reddet. De Skibbrudne blev modtaget og plejet af
Kystboerne. Kaptejnen og en Del af Mandskabet boede hos Søren Jensen. Det gav megen Travlhed foruden den
daglige Gerning inden Døre. Den fremmede Kaptejn og Søren Jensen spiste i Storstuen. Mandskabet skulde spise ved
det lange Bord i Dagligstuen. Der var sat Sødgrød paa Bordet til dem. Efter Indbydelse satte de sig til Bords, men rørte
ikkeMaden. Sønnen Mads var til Stede og fattede, at de fremmede, det var Englændere maaske ikke vidste, hvorledes
de skulde gribe fat. Der stod hvert andet Fad med Mælk og hvert andet med Byggryns Sødgrød med et stort Hul i
Midten af Fadet, Smørhullet kaldet, med en stor Klat Smør, som allerede var smeltet. a Sørensen satte sig for Enden
af Bordet, tog en Ske og langede til Fadene, som han var vant. Saa kom Hornskeerne paa Gang, og Maden skete sin
Ret. Det var nok Mad, der smagte, og Maaltidet fortsattes med Fisk og Kartofler. Man husker, at Fisken blev
betragtet som en Nationalret, den kom altid frem baade til Højtid og ved alle andre Lejligheder.
Det var kun ved højtidelige lejligheder, der blev spist i Storstuen, som Bryllup, Barnedaab og Begravelse, altsaa
Familieanliggender, samt naar der holdtes Auktioner. Den Gang var det over ' Strandingsgods. Senere, i Mads
Sørensens Tid, blev der ogsaa holdt Auktion ved den gamle Købmandsgaard. I alle Tilfælde naar Øvrigheden fra
Hjøring var nærværende, blev der spist hos Søren Jensen. Det var jo store fremmede, som det hed, og nogen
Selskabelighed i det daglige Liv kendtes ikke som nu om Stunder, i alt Fald ikke blandt den Befolkning. Som Mette
Ovesdatter var sig selv i alle Forhold, saaledes ogsaa i dette Tilfælde Maden, hun satte paa Bordet, var udmærket.
Hun vartede selv op, men hun skulde ikke i den Anledning, at det var Øvrighedspersoner, der var Husets Gæster
lægge en finere Paaklædning an end til en almindelig Søndag. Hun havde nok af Stads og Silke at pynte sig med, men
efter hendes Mening var sligt ikke passende i hendes eget Hjem. Det var kun til Kirkebrug, hun-log Kappe paa, jysk
Kappe eller Vingkappe. En hjemmevævet Kjole og Forklæde saa strøget og blankt som Silke, det var Hørgarnstøj, sorte
Strømper og Sko. Hovedtøjet var 2 Silke-Tørklæder, det ene bundet om Panden, det andet knyttet underHagen. Man
synes maaske, at det var en tarvelig Paakædning for Søren JensensHuslru, men den blev baaret af en Personlighed,
der blev hilst med Agtelse af de fremmede. Hvorledes andre havde det, brød Mette sig ikke om at vide. Hun fulgte
den en Gang antagne Vej: de gamle Skikke. Noget nymodens, det være sig i Klædedragt eller Husførelse, lod hun sig
ikke binde paa.
Al Selskabelighed uden for Hjemmet var hende imod Ret betragtet kan man ogsaa forstaa, at en stille Søndag i sit
eget Hjem var den Afveksling og Hvile, hun trængte til. Hun sørgede altid for, at nogle Medlemmer af Husstanden kom
til Kirke. Hjemme tog hun Salmebogen, og der blev sunget et Par Salmer og et Evangelium læst. Saa havde Vor
Herre faaet sit, og Kejserens Skat blev redelig betalt.
Naar Juleaften indtraadte og de store Forberedelser var afsluttet, fattige Folk og syge meddelt rundelige Gaver til
Højtiden, saa ønskede hun, at man nu maatte faa et saadant Herrens Vejr (Uvejr), at enhver maatte blive ved sit og
æde sin egen Mad. Hun havde beskikket sit Hus til Højtiden, sørget for de fattige og alt levende, der var underlagt
hendes Omsorg. Nu ønskede hun Julefred.
Det var ikke lidt af Madvarer, der blev lavet til Julen. Brygningen af Juleøllet skulde helst foregaa 3 Uger før Jul, der
blev lavet Mjød af Honning, og en Del gik med til Brygningen af Juleøllet. Alt det, der blev lavet til Julen, skulde vare
længe. Den Gang varede Julen til Kyndelmisse, 2nden Februar. Der blev bagt Brød af alle Slags, saa der var
tilstrækkeligt til den -Tid. Saltmad blev kogt, en Masse Grønkaal blev kogt og krystet i runde Boldte og lagt
paaTrætruge, som var hjemført fra Norge. Ved de smaa Huse var der ofte en Plet Jord, lille og af saa daarlig
Beskaffenhed, at der ikke kunde dyrkes Brødkorn, men der kunde dyrkes Grønkaal. Prisen var en Skæppe Rug for 100
Grønkaal. Juleaften begyndtes ved Mørkningen med skaaren Mad, Øl og Snaps, lidt længere hen paa Kaffe og varme
Æbleskiver Hovedmaaltidet maatte først nydes ved Midnat, den hellige historiske Stund. Aftenen gik med Spil ørn
Pebernødder. Ved Midnatstid blev Dugen lagt paa Bordet, Øl i de engelske Kruse blev sat frem, det gav en sirlig
Stemning, naar det engelske Fajance kom paa Bordet. Enhver havde sit Minde at knytte til Krusene med
Inskriptioner, som de søfarende tydede, og altid bar Krusene Billeder af engelske Søfolk og Skibe. Ved Siden af det
skummende Øl sattes Salt og Brød, Rødbeder og Kirsebær. Alle de Salmebøger, Huset ejede, kom frem, en Julesalme
blev sunget, og Søren Jensen læste Juleevangeliet. "Saa i Guds Navn! Lad os saa faa Mad", sagde han. Der blev
begyndt med Oksekødsuppe, Kød ogPeberrodssauce, Risengrød og Steg: Flæskesteg, Ribbenssteg med Medisterpølse,
Surkaal og Kartofler, derefter Sagosuppe og Fisk, Langkaal og Flæsk. Saa var det store Maaltid forbi. Der skulde
smages paa alle Retterne Juleaften. Al Højtidsmaden fik sin Velsignelse ved at komme paa Bordet. Det var ligesom
at indvi Maden til Højtiden, men der blev ikke spist ret meget af de sidste Retter, og der lagdes ogsaa lidt en Dæmper
paa Madlysten ved Tanken om dem derude paa Søen, som ikke var naaet hjem til den hellige Aften. Efter endt
Maaltid kunde Mandfolkene gaa til Ro, men nu skulde den store Dagligstue gøres i Stand til Julemorgen. Juleaften
havde Bordet været duget, og saa behøvede man ikke at skure det, hvad der ellers blev gjort Aaret rundt hver Aften
og efter hvert Middagsmaaltid. Om Aftenen blev fejet Gulv og strøet Sand. Julemorgen tog man fat paa Fisken igen

med Smør, Sennop og Kartofler, derefter kold Risengrød og varmt Øl og til sidst en Kop Kaffe med Fløde og Kandis.
Middagen Juledag var Oksekødsuppe, Kød og Peberrod, Sagosuppe og Steg. Hen paa Eftermiddagen Kaffe og
Søsterkage. Skt. Stefans Morgen ingen Fisk. Der begyndes med Ost og Brød. Sigtebrød blev skaaret i Stykker og dertil
gaves Ost, dejlig sød Mælks Ost med Nelliker i og farvet med Safran. Osten var skaaret i smaa, lange, 1/4 Tomme
tykke Stykker at bide af til Brødet, ingen Smør paa, dertil Øl og Snaps for dern, der ønskede det. Saltmadsfade kom
paa Bordet, store Tinfade med Flæsk og Pølse og dertil Grønlangkaal. Det var de to første Helligdage, at al Slags Mad,
der var lavet til Julen, kom paa Bordet. Siden kommer Fisken igen som en staaende Ret hver Morgen. Trods det, at
der var nok af Mad til Juleaften og Juledagene, maatte der endelig skaffes Fisk til Juleaften. Denne deres daglige
Kost, for hvilke der mange Gange vovedes Livet, og som var en Indtægtskilde for Kystboerne, maatte ikke savnes i
det højtidelige Maaltid, den signede Mad: Maden var velsignet i den hellige Stund. I Lighed dermed blev enhver ny
hjemmelavet Kjole taget paa første Gang til Kirke en almindelig Søndag. Saa havde den faaet sin Indvielse og var
god nok i Hjemmet, selv ved højtidelige Lejligheder. Det var et Gudsforhold; de takkede og ærede for alt det, de
modtog fra Naturens Haand, baade hvad de spiste og hvad de klædte sig med.
Fra Tornby kørtes hver Dag Fisk til Torvet i Hjøring. Naar Fiskerne talte Fisk op, talte de som vi gør indtil 20, saa
sagde de ikke en og tyve, men en til tyve, indtil de fik tyve til tyve (40). Det var'en halv 01, sagde de, og saa
begyndte de at tælle igen, indtil de fik tyve til tyve, en Gang til, det var en hel 01. E Wol", sagde de gamle, altsaa fire
Snese. Det var smaa Fisk, Kuller ogRødspætter, detalte; de storeTorsk blev vurderet dels efter Vægt og dels efter
Skøn. Senere taltes Fisken i Snese, men det var noget nymodens Paahit. Det passede ikke for 'de Folk fra Stranden.
Folk langt inde fra Landet kom til Kysten, naar det spurgtes, at der var godt Fiske, og saa kunde en Mand købe en
Vogn fuld af alle Slags Fisk vistnok for5Rigsdaler. Betænksomme Folk tog nogle Mellemmader og Snaps med til
Fiskerne. Det gjorde godt og øgede Læsset. Naar en Mand kom. medetsaadantLæs, blev der travlt iGaarde
ogHuserned at gøre Fisken i Stand. Den samme Hjælpsomhed fandtes ogsaa i det Tilfælde som i andre Anliggender,
hvor et stort Arbejde forestod, man hjalp hinanden. Der gik bare Bud, nu var Manden kommen med et Læs Fisk. Saa
mødte de, som ikke havde noget at køre med, og de fik Fisk som Vederlag for Arbejdet. Øboerne vil gerne spotte over
Jydernes tørre Flynder, men vel tillavet var disse sandelig god og billig Mad. Der fiskedes ogsaa Hummer, det var
den dyreste Fangst
Ved en Gaard, hvor der er tækket med Straa, og det var det almindelige den Gang, maatte der gerne fornyes et
Stykke Tag hvert Aar, naar der var flere Bygninger. Der var en gammel Kone, der kaldtes Stoffer Ane, hun hed vel
sagtens Ane Kristoffersen 'eller Stoffersdatter. Stoffer Ane hørte til Sommerbillederne i den gamle Købmandsgaard.
En Tid om Sommeren sad hun Dagen lang paa Loen og snoede Simer. Det var Baand af Halm, som brugtes til at sy
Straataget til Lægterne med. Hun, der kom lidt hen gaa Dagen, var gammel og skrøbelig. Saa fik hun et Fiskemaaltid
og Kaffe og stavrede derpaa ud i Laden og tog fat paa Arbejdet.
Gallionsfigurer fra de Skibe, som forliste ved Kysten, blev'-meget anvendte til Pryd i en lille Have.
Et af de Arbejder, som blev udført i de gamle Hjem, var Lysestøbning. Faaretællen var den smukkeste, deraf blev de
hvide og faste Lys. Oksetællen var gullig, men lige god til Belysning, naar Lysene havde Tykkelsen. Dagen før der
skulde støbes Lys, blev Vægerne lavet af blaat, tykt Bomuldsgarn, som kom fra England. Det blev klippet i passende
Længde og flere Traade bundet sammen til en Ende over Lysespilerne. Et Helligtrekongers Lys skulde ogsaa laves.
Tre Lys snoedes sammen. Der blev lagt en Krudtkugle i Vægen, der hvor de tre Lysvæger stødte sammen, og saa blev
det tvundet til et Lys derfra. Dette Lys skulde tændes paa -Helligtrekongers Aften. Naar Lysene havde brændt til de tre
Lys forenedes til et, gav det et Knald, og man Var i Mørke, indtil man fra Køkkenet hentede en Glød paa en lille Pande
og blæste den klar til at tænde Lyset ved. Svovlstikker var i Brug, men de var dyre, daarlige og farlige; de kunde rives
af paa en Væg og paa Buksebagen. Det var Helligtrekongers Lys. Dernæst skulde der støbes nogle store, lykke Lys af
den hvideste Tælle. Disse kunde være Brudelys, om det faldt ind med Bryllup i Løbet af Aaret De kunde sættes foran
Lig, saa skulde Lysene være omvundne med sort Flor. Det var det samme Stof, som brugtes til at fæste om Mændenes
høje Hatte til Ligfølge. Fremdeles skulde der laves gode daglige Lys til at arbejde ved. For at gøre Lysene
langsommere i Forbrændingen, blev til det bløde Garn tvundet en Lintraad. Naar Støbningen skulde foregaa, blev en
Træform, i Lighed med en Kjerne, hvori man kernede Smør, sat i en Kurvfuld Sand paa et Stengulv i en varm Stue.
Formen fyldtes op med koghedt Vand saa højt, til det naaede Lysenes Længde, derefter fyldtes Formen med Tællen
der var opvarmet til Kogepunktet. Lysevægerne var trukne paaPinde, Spiler, 5, 6 a 8 Stykker, eftersom de skal være
tykke til. Spilerne, var anbragt paa en Stige, hvorfra de tage ' s og dyppes i den 'Varme Tælle. Dette gentages, til
Lysene har faaet den Tykkelse, man ønsker de skal faa. Ganske tynde Lys kaldes Væger.
Det allertarveligste Belysningsmiddel, der lavedes, fremstilledes af det tiloversblevne fra Lysestøbningen. Det var
Blaar, spundet paa Haandtenen, meget tykt og dyppet i Resterne af Tællen. Den blev, naar den var størknet, vundet
op.i smaa Nøgler. Den kunde til Brug anbringes paa en Stage af Jern med en Klemme foroven til at holde Vægen fast
Disse Lysgav en ustadig Belysning, men kunde dog tændes, naar en skulde gaa fra Spinderokken ud i Køkkenet for at
røre i. Nadvergrøden. Hos Søren Jensens Nabo, som hed Anders,. brændte en Tranlampe i Stuen; den gav saadan Os,
at det varede lidt, inden man fik Øje paa Konen, der sad udenfor Skyggen af den vidunderlige Lampe. Naar man
havde staaet lidt, opdagedes nogle Børn og flere voksne ude i Periferien, og man lugtede Fiskegarnet, som de sad og

ødede paa, bakkede«. Det var godt at komme udenfor igen. Lysestøbning var et langsomt Arbejde; det tog en hel
Dag. Naar Husmoderen var færdig, blev Lysene lagt i en Kasse med mange Rum, der stod under Bordet i
Spisekammeret. Lysepiber og Pølsepinde maatte Mandfolkene sørge for. Lysepiber rengjordes og opbevaredes til
næsteAar; man skuldepasse at holdeTallet vedlige, en Pind kunde knække under Rengøringen og en anden kunde
blive skæv, og saa var den ubrugelig.
Naar der blev lyst i Kirken for et Par unge Folk, kunde Naboer, Venner og Familje være belavede paa at komme til
Bryllup i en nær Fremtid. Efter at der var lyst tre Gange kom Indbydelsen. For Kvindernes Vedkommende maatte der
anskaffes en ny Kjole; det kunde ikke være anderledes, det skulde være saa festligt som muligt. Skrædderpigerne fik
travlt og syede baade Nat og Dag. Men hvad gjorde alt Besvær, man skulde til Fest, til Gilde, og det gik sjeldent paa;
alle skulde med, alle var interesserede og hjalp hinanden. Fra Kister og Skuffer fremvistes mangen Kjole med
Beretning om, ved hvilken Lejlighed den var anskaffet. Den Gang brugtes ikke i saa høj Grad som nu at give
Brudegaver, men alle, der blev indbudt til Bryllup, bragte F o n d til Brudehuset. Selv om Bryllupet stod hos
velhavende Folk bragtes Fond, det var Skikken. De sidste Par Dage før Bryllup bragtes Fonden af de unge Piger,
som blev beværtet med Kage og Vin samt Kaffe og Kage; der skulde smages paa noget af det, der var lavet af
Kogekonen. Fonden bestod af forskellige Madvarer, som slagtet Fjerkræ en fin Kage, Sigtebrød, Søsterkage og en
Stabel Goderaad (sprøde Kager bagte i et lukketJern ligesom Vafler), et Stykke Smør trykket i en Træform, hvis Sider
kunde løsnes, og stillet omvendt paa en Tallerken som en Pyramide, paa hver Flade et Bogstav, det var Giverindens
Navn i ophøjede Bogstaver. Det saa meget godt ud, og der sattes en Stolthed i at kunne levere et pænt Stykke Smør,
der gerne vejede henad 3 Pund. l a 2 Snese Æg kunde ogsaa bæres som Fond.
En Kogekone var bleven hentet 6 a 8 Dage før Bryllupet skulde staa, og naar saa Fondbærerne kom, begyndte de at
tære paa Kagerne, som hun havde lavet, men der var ogsaa store Mængder af Kringler, Søsterkager, Sukkerbrød og
Lagkage foruden Klejner og smaa Kringler. For Tornbys Vedkommende hentedes Kokkekonen da fra Snevre i
Bjergby. Hun hed Bertha og var meget berømt for sin Dygtighed i Kogekunsten. Et Bryllup holdtes enten en Tirsdag
eller Fredag og varede i 2 Dage. De indbudte mødte ved Middagstid iBryllupsgaarden. Vielsen var gerne bestemt til
Kl. 1 a 2. Ankommen til Bryllupsgaarden blev Gæsterne modtaget af Vært og Værtinde med Velkommen! Saasnart de
var indenfor Døren, kom Skafferne (Opvarterne) med Vin og Kage, det nød man med Overtøjet paa. Derefter blev
Gæsterne hjulpet af med Overtøjet, og saa blev der budt skaaren Mad omkring alle Vegne, hvor de stod og sad.
Derefter blev de bænket ved det lange Bord i Dagligstuen, der skulde drikkes Kaffe. Men Bruden er ikke pyntet færdig;
Brudgommen staar hos Mændene og faar sig en Bid Mad og en Snaps. Bruden kommer frem for at hilse paa
Gæsterne. Kvinderne flokkes om hende og beundrer Stadsen, Kjolen beføles, og der hviskes om Prisen. Rosende
Omtale af den, der har pyntet hende, høres. Nu gaar man til Kaffebordet. Brudeparret sidder for Bordenden, og den,
der har pyntet Bruden, er hendes Fører og skal sidde nærmest og skænke Kaffen i Kopperne, den næste kommer Fløde i
Kopperne, og sag langes Kaffen rundt. Flere Skaale med hugget Topsukker staar paa Bordet, og flere store Kringler
skæres i Stykker af de andre Kvinder. Naar alle er forsynet, kommer det næste Hold til Kaffebordet og saa fremdeles.
Alle Gæsterne kommer ikke paa en Gang; de først ankomne kan nu ordne sig til Kirken, og Vognene holder for Døren. I
første Vogn kører Brud og Brudgom til og fra Kirke.
Dagen før Bryllupet har Husmoderen og Kogekonen siddet ved det lange Bord og skaaret den Mellemmad, som bliver
budt om. Fintbrød med Paalæg af Faarekød og Rullepølse, Kødpølse og Sødmælksost. Et Par Kar, som brugtes til
Ølbrygning, er hvidskurede og Baandene blanke, de tages ind i Stuen, beklædes med Duge indvendig, og deri
nedpakkes den skaarne Mad i Stabler efter sin Beskaffenhed. Der dækkes over, og Karrene sættes forsigtig paa det
koldeste Sted i Huset: Mælkeeller Saltkammeret. Man havde ikke Kalder i de gamle Hjem, men Husets Syld var lagt
lidt dybere ned for Saltkammeret, saa der kunde blive et Par Trin ned til Gulvet, der var lagt af Rullesten, og mod
Nord gav det et køligt Rum for Opbevaring af alle Slags Fødevarer.
Med Brudesløret forsigtigt heftet op og et -let Tørklæde til at holde paa Kransen og Sløret blev nu Bruden hjulpet til
Vogns. Overtøjet maatte være let for ikke at krølle Kjolen og hele Stadsen. Vejret var jo ikke altid lige behageligt, men
Tøjet maatte skaanes. Inden Brudefølget satte sig til Vogns, blev det bekendtgjort for Gæsterne, hvem hver især skulde
følges med til Offer i Kirken. I Nørre Tornby kendte alle hverandre, men Indbydelsen kunde ogsaa for et gammelt
Handelshus strække sig udensogns, naar det var særlige gode Handelsforbindelser. Mændene kendte altid hverandre,
men Kvinderne, som kun kom lidt udenfor Hjemmet, var fremmede i Gildeshuset. Det hændte nok, at en Mand eller
Ungkarl spurgte: Hvor er den Pige, som a ska følles med til Offers". Saa blev vedkommende præsenteret for
hinanden, hvilket ellers ikke var Skik den Gang. Det blev ens egen Sag at erfare, hvem de andre Gæster var. For de
unge var det noget af en Begivenhed med den Offergang. De log ikke selv, ikke frivilligt, og (ter spaaedes paa
Fremtiden for dem, der var bleven bestemt til den Offergang; man spaaede paa Bryllup og morede sig.
Nu stiller Musikanterne med Violin og Klarinet og spiller op, mens Toget ordner sig til Kirketuren. Foran er fire
Ryttere, saa Vognen med Brud og Brudgom, derefter en Vogn med fire Brudepiger, derefter det øvrige Følge. Rytterne
jager afsted til Kirken, vender om, møder Brudetoget, afsted igen og holder foran ved Kirken. Brudeparret gaar sindigt
op ad Bakken, Brudepigerne efter, saa de ældre mere gravitetisk, allersidst de unge Karle, som har redet til Kirke.
Vielsen blev foretaget af Stedets Præst, hans Velærværdighed Pastor Henrik Frederik Ulrich. Saalænge havde han været

Præst i Torriby, at han havde døbt, konfirmeret, viet og begravet mange af Sognets Beboere; det sagde han ofte selv
ved slig Lejlighed i Hjemmene. 1 ) Han var ingen dygtig Præst, men altid ædru, naar lian blev hentet ud i Sognet enten
til et Dødsleje eller en Hjemmedaab, hvad det nok ellers har skortet paa for andre gejstlige Embedsmænd iTornby
Sogn. Vielsen foregik efter Ritualet og ikke et Ord derover, derefter Velsignelsen, en kort Salme, saa Offersalmen,
der maatte være lang, og slog den ikke til, maatte et Vers gentages. Brudeparret gik naturligvis først, derefter
Brudepigerne med deres Svende, de unge Karle, som havde redet til Kirke, derefter den Kvinde, som førte Bruden og
enten Brudens eller Brudgommens Fader. Af Brudeparret blev der ofret Specier, ogsaa af Svigerforældre, hvis de var
formuende, ellers i Rigsdaler. Længere hen i Rækken lagdes i Mark; en ung Kvinde kunde, selv om hun var Brudepige,
godt ofre 8 Skilling. Fik Præsten en Specie, fik Degnen en Daler og fremdeles i samme Forhold. Der var en hel Del at
iagttage tinder denne Ceremoni; der skulde bukkes for Præsten ved Alteret, nikkes eller nejes, alt efter ens Alder og
Kvalifikationer. Var et Par kommen til at gaa forkert, idet de vendte om fra Præsten og skulde hen til Degnestolen
med deres Offer, gik det ikke upaaagtet hen; der var Øjne nok til at opdage Fejltagelsen, og de unge maatte senere
høre meget Driller! derfor. Var det et stort Bryllup, kunde det tage lang Tid med Ofringen; det var nok bestemt
hjemmefra, i hvilken Rækkefølge de skulde gaa, men det kunde glemmes, de talte da om det i al Stilhed og spurgte
hinanden, men hvor sad saa vedkommende, man skulde følges med. Nu havde de allesammen det samme Hovedtøj:
Vingekapperne. Det var meget flovt for et Mandfolk at stille uden for en Stol paa Kvindesiden, lukke Døren op og
bukke, naar saa ingen af dem, der sad iStolen, fulgle Opfordringen. Der blev fniset og puffet, og Staklen maatte
videre. Nu var Munterheden tændt og skønt der dæmmedes op af alle Kræfter blev det umuligt at bevare Alvoren; man
maatte nu helst skynde sig at blive færdig, det var intet mindre end et Skuespil, der opførtes. Saa kan den gamle
Degn, Jakobsen, der var ligesaagammel og ligesaa uduelig som Præsten, slutte med et Salmevers, som ikke
formaaede at vække Alvor endsige Andagt. Degnen sang daarligt, og fra Menighedens Side ingen Deltagen.
Brudeskaren belaver sig nu paa Opbrud. Mændene har skyndt sig ud til Køretøjerne og Rytterne til deres Heste. Kun
Kvinderne blev siddende for at ladeBrudeparretgaa først ud i Vaabenhuset; der standser det, Kvinderne, baade Koner
og Piger, skal have Kapperne i Æsker og Kurve, som de sidder med paa Skødet under Køreturen. Nu ordner de sig til
Hjemturen. Rytterne stiller atter foran Brudevognen, og
saa snart den sætter sig i Bevægelse, farer de af Sted til Hjemmet for at melde Hjemkomsten. Af Sted igen for at møde
Bruden, som det hedder, og de rider saa foran til Hjemmet. Saasnart Rytterne har været ved Hjemmet første Gang,
tager Musikanterne fat med deres Velkomst og Lykønskning. De var ikke alle lige gode Ryttere i Brudeskaren, de
fleste var Søfolk, og selv om de havde en smuk og god Hest med flot Saddel og Bidsel, tog de sig ikke alle lige godt
ud som Ryttere, og det vakte megen Morskab. Saa galt kunde det gaa, at en blev Græsrytter.
De nærmest boende kørte hjem med Befordringerne og en Del Overtøj, men de fik ikke Lov at køre, før de havde faaet
en Bid Brød og en Snaps, det sørgedeSkafferne for, og de nød det siddende paa Vognen. Saa bliver Brudeparret
lykønsket. Skafferne byderSmørrebrød, Snaps og Øl. Dette Traktement bydes Gæsterne saasnart de er indenfor Døren.
Naar Gæsterne har faaet Overtøjet af, kommer Kvinderne frem med Brudegaven. Det var næsten altid Kopper,
Tallerkener, Kruse, helst af dem, der var kommen fra England. Disse Ting stod i den unge Kones Hjem paa hendes
Dragkiste og var meget skattet; nogle fine Hornskeer kunde ogsaa gives Bruden. Havde man ikke Sølv, var
Hornskeerne de almindelige. Nye Hornskeer kunde ikke sættes i varm Mad, det gav en grim Smag, de skulde først
afvaskes og lægge lidt i Saltvand.
Storstuen var et Par Dage i Forvejen bleven ryddet, og Møblerne er flyttet ud paa Loen. Kun Sofaen bliver staaende
som Hædersplads for Brudeparret. Der er kel Bord paa de tre Sider af Stuen, Det lange Bord i Daglig stuen er ogsaa
dækket, og ved en Sidevæg, hvor der var Bænk med Rygstød, var anbragt et Klapbord; det var dækket for
Musikanterne, de skulde have let ved at staa fra Bordet, da der spilledes for hver Ret, der blev baaret ind. De stod i
Kontoret udenfor Storstuen. Naar Gæsterne skulde til Bords, blev der begyndt med en March. Det gik ogsaa godt med
de første 'Par, der var ikke noget at tage fejl af, men som der blæstes til Samling, gled adskillige af Gæsterne saa stille
bort fra den Dør, de skulde ind, ad; ingen tog frivillig Plads, de vilde nødes, nødes og atter nødes ligesom med Maden.
Enhver var bange for at tage en Plads, som en mere fortjenstfuld skulde have haft. Mændene kunde stille sig op
udenfor, og Kvinderne gik saa langt hen i Huset, de kunde komme. Skafferne skulde sørge for, at de kom til Bords, og
de maatte ogsaa vide, hvorledes Rækkefølgen var, men det var ingen letSag at faaGæsterne bænkede I den Kreds
gjorde Rang og Stand sig ogsaa gældende Præst og Degn med Familje var indbudt til Bryllup. Pastor Ulrich, som var
ugift, havde en Søster med og Lærer Jakobsen Kone og Datter. Hvis man ventede en lille Tale af Præsten ved Bordet
saa tog man fejl, men den gamle Præst havde en udmærket Egenskab, han kunde skære for, og Fjerkræet blev sat for
Præsten til Partering De, der uden Nølen og Nøden var kommen til Bords, kunde sidde længe og vente paa de andre.
Der var de kommunale, de skulde sidde først, men de vidste med sig selv, at der var andre mere velhavende, og saa
var der Hensyn at tage fra deres egen Side. , Sognefoged og Strandfoged var kommunale, men Toldbetjent
Christensen var Statstjenestemand. Saa var der Skibsrederne Jens Thomsen, N. C. Jakobsen, store Thomas Jensen
og Søren Jensen, Skibsførerne lille Thomas Jensen, Chr. Brun og flere. De nævnte tilligemed
1) Han blev Kapellan her 1842 og Sognepræst 1857.
Formændene for hvert Baadelag, hvoraf der var flere, var selvskreven til de første Pladser efter Præsten og Degnen,
som var bænkede nærmest Brudefolkene; efter de nævnte kom Familien og de unge. Mens det stod paa at faa

Gæsterne til Bords, kunde man fraVært og Værtinde høre de Ord: ,Ja, vær nu god aa sæt Jer længer hen, Bertha
(Kokkekonen) lier no saa grov etter, I skul bejøj".
Endelig er de alle bænket og Musikanterne faar Tegnet. Nu bæres første Ret, Kødsuppen, ind til Tonerne fra en Violin
og en Klarinet. Suppen spistes af smaa hvide Fajance-Fade, som Jens Thomsen havde bragt hjem fra England. Men
nu var man i Tornby ogsaa naaet til at faa Terrin og dybe Tallerkener, men de strakte sig kun til et Dusin Stykker fra
Brudeparret og saa langt, de kunde række. Den Kvinde, der havde ført Bruden, skulde øse Suppen op iTallerkener;
man havde hertil en Potageske af Skildpadde med Sølvbeslag og et langt Skaft. Efter Suppen serveres Kød og
Peberrod Sauce med Korender. Saa kom Vinsuppe, derefter Steg: Lammesteg ogFjerkræ (Ænder, Gæs og Høns).
Rødbeder og Kirsebær til Stegen er syltet i Hjemmet, Agurker har Kokkekonen sørget for at have paa Lager. Vinen
bliver flittigt skænket til Stegen. Derefter spises Kage og drikkes Vin, og der blev ikke sparet. Under Maaltidet bliver
Underholdningen livlig, og der genopfriskes Minder fra Rejser, Besværligheder og Glæder Nu var Skafferne der igen.
De gik uafladelig og skænkede Vin, ogKrusene med det skummende Øl fyldtes under Maaltidet. Naar man stod fra
Bordet, blev der takket for Mad ved at give Haanden til alle. Tilsidst kom man ud i Køkkenet til Kokkekonen for at
takke for Mad; først Brudefolkene, derefter hele Skaren; Kokkekonen skulde ogsaa have Offer: i Rd., 3 Mark eller i
Mark. Da Gæsterne kunde være mætte længe før Spisningen var forbi, var det Skik, at Kvinderne tog et Stykke Steg og
et Stykke Kage med hjem, I den Hensigt havde de to Tørklæder med til Bordet, det ene var bestemt for Mad. Det saa
for Resten pudsigt ud at se dem staa fra Bordet med en lille Pakke paa venstre Arm, og naar de naaede ud til
Kokkekonen roste de Maden og sagde: ,Det var sandelig en god Suppe Bertha, ja, Tak for Mad', og saa gled i Mark
over i Berthas Haand og derfra i Lommen. Nu ryddes den store Stue, kun Bænkene mod Væggene bliver staaende, og
et Stillads til Musikanterne lavedes i det ene Hjørne af Stuen af et Bord med to Stole ovenpaa. Skafferne, en ung Kari
og en Pige (det kunde ogsaa være et Par unge gifte Folk), som egnede sig til Hvervet, skulde danse første Dans, som
det hed for at feje Gulv for Brudeparret. Næste Dans var Brudeparrets. Saa tog man fat paa Dansen efter som man
havde Lyst til. Naar Præsten havde drukketKaffe, tog han og Søsteren hjem. Lærer Jakobsen blev lidt længere da
Jomfru Mathilde Jakobsen gerne vilde danse. Brudeparret blev siddende ved Kaffebordet, indtil alle Gæsterne har
nydt Kaffe. I Storstuen gaar Dansen, saa der staar Damp ud af Døren. Vinduerne lukkes op, og senere tages de helt
ud. Efter de førstel)anse skifter de dansende Kirketøjet med noget tarveligere, det pæneste Tøj maa ikke blive svedigt
og støvet. Kvindernes Paaklædning var ikke som nu den mindst mulige. 4 a 5 Skørter med en Vidde indtil 7 Alen, det
var en Takkelage, som, naar (len af et Par kraftige Mandsarme blev snurret rundt, nok skulde give Blæst, og de
nærmeste skulde staa godt paa Benene for ikke at blive slaaet ned af en saadan Braadsø. Det var et svært Slid, og
Sveden randt, men morsomt var det alligevel. Der dansedes Vals, enkelt Riel, Tremands-Riel, 2-Tur, 3-Tur, en med
en Streg over, 6-Tur, Jødeturen,´Langbane, Fangdans, Enkeltmandsdans, Bejlervalsen, Marlborough, som de kaldte
Molbrok, Syvspring udførtes af de unge Karle. Mange af de ældre kom med i Dansen, der var Pligtdanse: Den stille
Menuet og Jødeturen udførtes med Anstand. Naar Pligten var opfyldt, holdt de ældre sig til Kortbordet imellem
Maaltiderne. Mellemmad og Øl bydes om, og naar det er Midnat ' begyndes paa et solidt Maaltid bestaaende af
Hvidkaal med Flæsk og Medisterpølse, Saltmadsfad paa Bordet, Ost, Smør, Øl og Snaps. Krusene fyldes ustandseligt.
Nu kan Musikanterne ogsaatrænge til etstyrkendeMaaltid, imens leger de unge Blindebuk og Tagfat, og hvad de ellers
kan finde paa af Styrkeprøver og lignende. Efter at have spist danser de til Morgen. Karlene dansede i Skjorteærmer,
og der kunde være megen Forskel paa Finheden og Hvidheden af Skjorteærmerne. Det var Moderens Stolthed, at
Sønnerne optraadte i pæne Skjorteærmer. Naar der nu var flere Hold til Bordet, blev det næsten Morgen før de sidste
havde spist. I Løbet af Natten blev der drukket Punch. Om Formiddagen holdes et Maaltid, som kaldes Davre, det
bestod af kogt Torsk med Kartofler, Sennop i Smør og Vinsuppe eller Rødgrød (efter Aarstiden). Inden nogen kunde
sætte sig til Davrebordet maatte der skiftes Tøj; de nærmeste gik hjem og tog andre med, saa Kvinderne fik Lov at
blive i Gaarden til denne Renselsesfest. Atter en anden Kjole paa og for Karlenes Vedkommende rene Skjorteærmer
og et pænere Sæt Tøj end det, der har været danset med om Natten, det er det tredje Sæt Tøj for Kvinder som for Mænd.
Nu kommer de friske, rene og med fornyede Kræfter og Madlyst. Var Bryllupet en Fredag, kunde det blive Lørdag
Aften, inden de sidste fik Davre. Gæsterne tager bort, Kokkekonen køres hjem med alle sine Pander til Steg og Forme
til Kager, som hun altid bragte med sig, en god Del Madvarer og en god Skilling i Lommen.
Om Søndagen gaar de nygifte i Kirke, og ved den Lejlighed præsenteres for Brudens Vedkommende en anden Kjole,
et nyt Shawl og Kappe. I Bryllupsgaarden bliver alt sat paa Plads igen, og man glider ind i den daglige Virksomhed.
Jens Thomsen havde ved Auktion købt et engelsk Skib ,V i kt o ria", som var strandet paa Tversted Strand; han tog
det af Grund ved Kystboernes Hjælp. Sørejserne indbragte store Penge for Rederne, og det bragte Velstand til Sognet.
Han førte selv ,Viktoria" til sin Død. Han døde paa en Rejse til København, kun 49 Aar gammel. Han var en
Høvdingeskikkelse og en Hædersmand.
Strandinger ved Kysten var ingen Sjældenhed, og kunde Menneskeliv reddes, blev der sørget godt for dem. Enkelte
blev kørt til Sygehuset i Hjøring, naar de vare saa medtagne og lernlæstede, at Beboerne ikke turde paatage sig at
pleje dem.
Der gik kortere og længere Tid inden de skibbrudne kunde rejse igen, der var jo meget, der skulde afgøres af
Øvrigheden.

Naar det nu trak ud i længere Tid, inden de fremmede Søfolk rejste, og de ved god Pleje var kommen til Kræfter kunde
de glæde sig ved Livet, og der kunde komme -en Overgivenhed over dem, som gav Udslag i alle Slags Løjer. Midt i
det store Pakhus hos Søren Jensen var en stor Stue med flere Senge, der blev de fremmede indlagt og alt fornødent.
bragt dem: ' Mad og alt, hvad de behøvede, hvis de ikke kunde gaa ind i Stuehuset og spise. Der var Kakkelovn
derude, og blandt andet Inventar havde de en Vaskekovs, det var Pottemagerarbejde Ø Modsætning til en Ølkovs
noget flad), og den havde to Hanke, saaledes at den efter Brugen tømtes og hængtes op paa Væggen. Det hændte en
Vinteraften, da Kvinderne sidder ved Kai-ter og Rok, at Forstuedøren gaar op, ogind kommer paa fire en Mand
indhyllet i et Dækken. Vaskekovsen har han paa Hovedet under Dækkenet. Hankene staar ud som et Par Horn, paa
Ryggen har han en Rytter som springer af, da de kommer ind i Stuen, og med det, han har i Haanden, tilbyder han at
slaaTyren for Panden. Nordmanden lader øjeblikkelig Handling følge paa Ord, et vældigt Brag høres, Vaskekovsen er
knust. Spasmagerne, der i et Øjeblik havde bredt Skræk og Forvirring blandt de arbejdende Kvinder, fo'r skyndsomst
ud medtagende deres Hylster, men Skaarene af Vaskekovsen laa i Stuen. Det buede ikke Husmoderen. Matroserne
fik Lov til som Straf Resten af Tiden hos Søren Jensen at gaa ud til Vandtruget og vaske sig.
Men Mette var Godheden og Hjælpsomheden selv, hendes Omsorg strakte sig vidt. Ganske nødvendigt var det for
hende at komme til Hjøring i det mindste en Gang om Aaret, saa skulde al den Vadmel, der var lavet, til Farveren,
efter at den først havde været ved Stampemøllen. Den kunde ogsaa leveres til Farveren ustampet, saa fik han Besked
paa, hvorledes den skulde behandles i Stampemøllen, hel-, halv-ellerkvartstampet. Mændenes Tøj blev altid farvet
mørkblaat. Kvartstampet kunde det bruges til Foer i Ydertøjet og blive paatrykt lysere Prikker end Bundfarven,
Kjolehvergarn skulde presses, der var meget at aftale med Farver Svendsen, Strømgade iHjøring. Noget af det
medbragte hvide Vadmel skulde kun det var til Undertøj. Naar en ny Rejsekappe skulde syes, saa maatte der købes
nogle store Hægter og Spænder. Sølvspænderne gik i Arv. Der var jo en Del, som maatte købes, af hvad der absolut
hørte til Kvindedragt til Kirkebrug, det blev købt af dem, der havde Penge at købe for og velvilligt udlaant til dem, der
ikke kunde skaffe sig noget. Det var en Glæde at laane ud til de fattigste og mindre bemidlede, baade til Barnedaab,
Konfirmation og Begravelse. Naar en fattig Pige skulde konfirmeres, blev hun klædt paa af de andre, enten
Medtjenere eller Madmoder. De voksne kunde ikke være bekendt andet, hun kom fra 'den samme Gaard, det samme
Hjem. Der var Samdrægtighed og Hjemfølelse den Gang. Jeg tror dog ikke, at nogen laante til sit Bryllup, det vilde vist
være en stor Skam for en Pige. Saa kunde de jo opsætte at gifte sig, til de havde et ordentlig Udstyr: En Kiste fuld af
gode Klæder og Sengetøj.
Paa en Tid, der var forliste Søfolk hos Søren Jensens, kom et Par Ægtefolk en Søndag Middag bærende over Skuldrene
et lille Kar Smør. En Stang var stukket gennem Hankene paa Karret. Da blev Mette gnaven og sagde, at det ikke var
en Maade at levere Smør paa om Sommeren. De plejede at pakke Smørkarret ned i nyslaaet Græs i Vognen og saa
komme med det henad Aften i den varme Tid. Konen undskyldte Manden, han havde ikke haft Tid at køre om
Lørdagen, og da de nu vilde til Kirke alligevel om Søndagen, blev de enige om at tage Smørret paa Nakken og lade
Bæsterne staa i Stalden. Naa, Smørret blev satud i Pakhuset tilsenere, det blev anbragt oven i en Saltbing, det var
Storsalt: Lyneborg Salt, som. brugtes til Maden og til Smør, blev forsendt i Tønder, men det grove Salt stuvedes løst i
Lasten. De fremmede blev bænket og blev beværletmed Mad og Kaffe, det var Niels Købsted og Soffi, ogKonen var en
Søster til Søren Jensen. Det havde været en varm Tur, hun havde i sit Ansigts Sved trofast holdt Skridt med Manden
og baaret sin Part af Byrden. Soffi havde Kappe paa; naar de skulde udenfor Huset blev
Kappens Vinger lagt frem paa Hovedet og ombundet med et let hvidt Tørklæde, men nu saa Faster ud som en druknet
Høne, der var ingen Vinger at folde ud i Solskinnet. Vingerne var blevet til en vaad Klud. Det var Handelsmanden i
Mette Ovesdatter, der ytrede Mishag med den Maade, hvorpaa de kom med Smør om Sommeren, men da hun saa i
hvilken Tilstand Kappetøjet befandt sig, saa tog de Vejen til en Dragkiste i Storstuen og fandt frem, hvad der var Brug
for, og i Sovekamret tog Mette og friserede Soffi og pyntede hende med en pæn Kappe, der kunde bære sig selv, og
en tør Sløjfe. Under det Arbejde kommer Mette i helt godt Humør og sagde saa som en Undskyldning for sin
Irettesættelse: ,Ja, det er ogsaa saa kontra i de her Tider, vi har jo saa mange fremmede". Det var ikke indbudte
Gæster til behageligt Samvær; det skele kun i dette Hus ved højtidelige Lejligheder. Naa, de fremmede var forliste
Søfolk, det var de Gæster hun havde, og nogle af dem havde endda været syge.
Naar Mette Ovesdatter var i Hjøring, maatte hun ikke glemme at forsyne sig med en Gudsbordkjole og en
Gudsbordkappe. Kjolen skulde være sort, men Kappen den aller fineste. Til Begravelse brugtes en Sletkappe, det vil
sige, der var ingen Blonde i Kanten af Vingerne, og Sløjfen skulde være sort. Alle disse Indkøb og Besøget hos
Farveren, som ingen anden kunde besørge, var en Hjertesag for en dygtig Kone, tillige med alt det, der skulde ordnes
til Kisterne Det vat ikke alene til dagligt Slid, der blev lagt hen, det var paa langt Sigt. For Udstyr til Børnene skulde
der sørges, det var ikke som nu, at man løb i Forretninger og købte ind. Nej, den Gang var man mange Aar om at
samle Udstyr. Kisterne skulde fyldes, at hvert Barn, der drog fra Hjemmet,- kunde faa en Kiste fuld af gode Klæder,
som der staar i Visen. Var der flere Børn, maatte der mere til, hvis Hjemmet da formaaede at frembringe det. Hos
Søren Jensen blev der lavet alt det, som det var muligt at faa Tid til, og endda blev der sendt meget Spind ud af
Huset. Efterhaanden som Forretningen tiltog, blev det sjeldnere, man saa den store Væv i Dagligstuen. Naar om
Efteraaret Faareklipningen var foregaaet, blev den første Behandling af -Ulden foretaget i Hjemmet. Grander og
Naboer blev indbudt til Kartegilde. Kvinderne mødte med Karterne, god Lyst til Arbejdet og i glad Forventning om

Traktementet, der var i Lighed med Højtidsdagenes. Skaaret Smørrebrød til Velkomst og siden Kaffe. Piger og Koner
kom lidt over Middag. Et Gildesmaaltid fik de først om Aftenen, derefter en Gang Kaffe, Vafler og Kringler. Naar der
blev begyndt paa et saadant Arbejde, blev man ved, saalænge der var en Tot Uld tilbage. Efterhaanden som Kurvene
fyldtes med de støre Drillinger, blev de baaret op i Storstuen og tømtes ud paa det hvidskurede Gulv, som i den
Anledning var fejet for Sand, og man gik derind paa Strømpefødderne, Hvad der skulde ud af Huset for at spindes
blev puttet sammen og vejet. Stak ved Stak af den kartede Uld ophobedes i Storstuen. Naar der vejedes Uld, hed det
ikke Pund, men Mark, en Mark var ½ Pd , og saaledes 32 Marker til et Lispund = 16 Pund.
Om Foraar og Efteraar vandrede de Folk, som ikke selv havde Faar at klippe, omkring og bad om en Tot Tov i Guds
Navn", det var Ritualet. Hos Søren Jensens sad ofte en Morlil med en Sæk ved Siden Hun fik samme Traktement som
de handlende, og Mette kunde lave saadan store Haandfulde af Uld; det var sikkert 112 Mark (1/4 Pd.) Uld, hun holdt
sammen med sine store godgørende Hænder. Naar hun kom med Ulden og i den fremmedes Pakkenelliker kunde
skimle en Lærreds Pose, spurgte hun: ,Vil I ha Gryn eller Mel?" var Svaret: Ja Tak I En bitte Kop Mel!" Hun var selv
nøjsom, intet maatte gaa til Spilde, men overfor de fattige kendte hun ikke saa smaa Maal som en Kop Mel. Hun tog
en Kube med Mel. Af disse Kuber, flettet af Halm, havde man flere af forskellig Størrelse i en Husholdning til at maale
med, hvad der skulde paa Gryderne enten af Gryn eller Mel.
Men vi er ikke færdig med Kartegildet endnu. Det bliver maaske en lang Aften, men Arbejdet gaar med Liv og Lyst,
der synges en Vise, og en kan fortælle en Historie. Øllet, der gaar omkring, serveret i de engelske Kruse, fremkalder
en egen Stemning. Minder vækkes tidt, listede en Taare ned ad en Kind, der mindes den Gang og den Gang, da han
var med og da de kom hjem, og værst af alt, da han ikke kom, Manden eller Kæresten, ja, der var meget at tale om,
og Tiden gik og Arbejdet gik. Flere Steder fik de sig en Svingom, naar de var færdige, men det ventedes ikke i Søren
Jensens Gaard, der skulde man være forsigtig med Løjerne. Det kunde godt blive Midnat, inden de var færdige med
Arbejdet, men ved Midnatstid fik de atter et Maaltid varm Mad-. Hvidkaal og Flæsk, Medisterpølse og Faarekød. Kaffe
og Kage endnu en Gang. Den Uld, som spandtes ude af Huset, blev ogsaa betalt efter Marker i Vægt. Det var ikke
mange Penge, der betaltes i Spindeløn, 8 a 9 Skilling for Marken, men saa fik vedkommende baade en grov Kage og
et Sigtebrød, Smør, en bitte Ost, nogle Lys, Mel og Gryn og et ,bitte Kon til aa rej paa". Flæsk og Faarekød var Mad at
rede paa, tilberede. Redet Mad en Gang om Ugen var en gammel Skik, det skulde helst være om Torsdagen. Fisk var
ikke redet Mad. Med det Forraad af Uldtøj, som saaledes ophobedes og gerntes i Standkisterne var forbundet en
hyggelig Udluftning helst 2 Gange. i Sommerens Løb. Stod Kisterne nede i Stuerne, skulde der være et Lag godt tørt
Rughalm paa Bunden, som Vipperne, de tomme Aks, saa vidt muligt var skaaren af, hvilket skete ved
Hakkelsekisten paa Loen. Stod Kisterne derimod paa Loftet, var den Forholdsregel mod Fugtighed i Bunden ikke
nødvendig. De fleste Kister var med buet Laag og havde en Ledike i den ene Ende eller i begge Ender, om det var en
stor Kiste. Laaget af Lediken sloges tilbage og holdt Kistelaaget oppe. En stor Kiste med fladt Laag, der var lavet
som en Spejldør og omtrent af samme Størrelse, kaldtes en Ørk eller Ark. Ved Sydsiden af Stuehuset var en stor
Plads, rigtig gammel Grønning, der kaldtes Blegpladsen. Ved Siden af den var en Dam. Der blev Sagerne fra
Kisterne udbredt for at soles. Gangklæderne fra Skabene skulde ogsaa luftes, det var længe imellem de blev brugt.
Mens Tøjet var ude paa Grønsværet, skulde Kister og Skabe fejes af med en Gaasevinge for Støv og gammel Malurt,
og de store Kister, hvori Sengetøj gerntes, skulde røges med Malurt. En lille Kobberpande med Hank, hvorpaa er lagt
nogle Tørvegløder, sættes ned i en Kiste, og Malurt, skaaren smaat, lægges -paa Gløderne, det giver en stram Lugt.
Denne Behandling kan Møl og deres Æg ikke taale. Dynetøjet børstes af og rulles sammen igen for at gemmes hen i
saadan en stærkt tilrøget Kiste. Det var en travl Dag for Husets Kvinder, men ogsaa en stolt Dag. Der var et helt andet
Forhold den Gang mellem Husbond og Tyende, end der er nu. Der var et hjemligt Forhold, baade Piger og Karle
havde som en Del af Lønnen et Faar græsset og fodret med samt dets Lam, og et Fjerdingkar Hør saaet sammen med
Husbondens. Og hvad de saaledes avlede, blev behandlet helt igennem og paa samme Maade og Tid som
Hjemmets, saa det er forstaaeligt, at Pigerne ogsaa skulde have deres Kister udluftet, renset og røget 'med Malurt.
Uden for den omtalte grønne Plads var en lille Køkkenhave, indhegnet temmeligt højt; der dyrkedes lidt Køkkenurter til
Sommerbrug. Om Efteraaret købtes paa Hjøring Marked Grøntsager til at sætte i Sand til Vinterbrug.
I Køkkenhaven var en Række Bistader, og naar Bierne om Sommeren sværmede, var der ogsaa her noget at ,tage
Vare paa. Det var et ufejlbarligt Middel til at holde dem ved Hjemmet, og at faa den ny Sværm til at tage Bo i den
Kube, som var indrettet for dem, at der skulde ringes for dem, laves Musik. Det blev udført paa den Maade, at man
tog en gammel Le og slog paa den med et andet Stykke Metal. Der var Eksempler paa, at en Bisværm kunde flyve
Mile bort, og Folk gik og ledte om den. Havde de nu slaaet sig ned i et af de faa Træer, der var om den lille
Køkkenhave, blev den ny Kube om Natten anbragt over dem, vel indgnedet med Honning. Naaedes det saa at lokke
dem til at lage Bolig der, saa kunde de med Forsigtighed bringes paa Plads i Haven.
For en Del var Hjemmefarvning anvendt, det var ogsaa et Arbejde, som en Pige satte en Ære i at blive betroet.
Samtidig blev hendes eget Garn, som hun havde spundet af sin egen Uld af sit eget Faar og Lam, ogsaa farvet, og
en ærekær Husmoder sørgede lige saa godt for Pigens som sit eget og købte, hvad der skulde til af Farvevarer. De
gamle kendte mange Græsarter, som anvendtes til Farvning, men de voksede i Moser og Enge. Den gensidige
Hjælpsomhed og Glæde, der var over de huslige Sysler den Gang, kastede en Hygge og Glans over et saadant
gammeldags Hjem, som man nu vistnok maa lede om.

En af de Rettigheder, enhver Tjener havde, var at gaa til vor Moers Sykurv". I Søren Jensens Dagligstue stod i det
første Hjørne af Langbænken en Tobakskasse med Skuffe til Udkradsning, den indbød og blev budt Gæsterne; i den
modsatte Ende af Bænken stod en firkantet flettet Kurv, inddelt i Rum. Den indeholdt alt, hvad de tjenende kunde
have Brug for af Knapper, Traad, Stoppegarn, Sytraad og Naale. De store Hornknapper, som blev brugt til alt Ydertøj
og de store Hægter og Spænder blev købt i Hjøring hos Junget i Stokbrogade, men Tinknapperne til Mændenes Undertøj
blev støbt i Hjemmene af en omvandrende K n a p s t ø b e r. I Løbet af et Aarstid kunde man vente hans Besøg; han
vandrede vist over hele Vendsyssel, og man samlede saa i den Tid alt, hvad der blev ubrugeligt af Tin og Bly,
gammelt Husgeraad og Vinduesindfatningen. Knapstøberen blev kaldt ,Galkren', men det blev ikke sagt, naar
Manden hørte, saa hed han Kresten. Han førte ikke Tiggerpose, han var en vandrende Haandværker, som der ogsaa
var vandrende Urmagere. Sine Remedier havde han i en Pose og en Tejne. Han var af Bygning en stor Mand og følte
sig heller ikke lille. En lang Skødefrakke og korte Benkl æder af Skind, hvide Hoser og Træsko med Kramme paa.
Dertil en Knortekæp og en stor Hat. Naar han sad og støbte Knapper, samledes omkring ham, hvis det var om
Aftenen, ligesaavel voksne som Børn for at beundre hans Kunst. Havde han været Alkymist, kunde han ikke have nydt
større Opmærksomhed, da den Hyldest, der blev ham til Del, grænsede til Dyrkelse, og han nød sin Storhed. Han var
altid faamælt, men naar han arbejdede, var han tavs, der var Alvor og Dybsindighed over ham. Der blev ikke spurgt,
hvormeget han skulde have for sit Arbejde. Husly og Mad fik han, saa Penge. vankede der ikke mange af, 8 Skilling
var han glad for, men fik han i Mark, saa sang han, naar han gik fra Gaarden.
En Fremtoning i Handelsverdenen var Bissekræmmeren, ,Bejskræmmeren" kaldtes han. Han førte med sig Naale af
alle Slags. Stribede Bændler, der var finere end dem, man selv lavede i den lille Haandvæv af hjemmespundet Garn.
Naar Store Thomas Jensen kom med Skuden fra Hamborg, og de Hjøring-Købmænd havde faaet Varer hjem, saa
skulde hver Kone og Pige efter Evne forsynes med noget af de fine Varer, og saa var der Brug for Kræmmerens
,Eisengarn", det gav en finere Søm end det Garn eller den Traad, man selv havde lavet af Hørren. Jeg har set
Silkekjoler til voksne og Daabskjoler af Silke, megetudsmykket, mensyetsammen med hjemmespunden hvid Hørtraad
og holdt spændt med nogle store, grove Hægter. Hægter købte man ogsaa hos Kræmmeren og Fingerringe, som brugtes
mest den Gang til Syning, og en Ring med Riller i til Lillefingeren for at beskytte den mod den skarpe Traad, som
ellers skar sig ind i Fingeren.
Sejlmageren, som ogsaa syede de Sække, der var vævet Lærred til af det groveste Blaar, skulde ogsaa have et Slags
Fingerbøl, det bestod af en Handske eller Læderrem spændt om Haanden. Inden i Haanden, hvor Remmen vår bredest,
var anbragt en Plade med Huller ligesom i et Fingerbøl. Der skulde naturligvis Kræfter til den Syning.
Ved den gamle Købmandsgaard dyrkedes Hør, og det var et smukt, nu sjældentSyn, at se en blomstrende Hørager.
Naar de smukke blaa Blomster faldt af og Frøet var modent, var det Tid, at Hørren skulde ruskes, rykkes op med Rod.
Den blev lagt forsigtigt ud paa Stedet, siden bundtedes den. Der var mange Maader, hvorpaa man opnaaede at
skørne Stænglen. Sol ogVand var de vigtigste Hjælpemidler Naar den havde ligget paa Spred, blev Frøet tærsket af.
Man havde saa Udsæd til næste Aar, og Frøet kunde ogsaa sælges paa Apoteket, det, var et afførende Middel. Ved Sol
og Vand blev Stængerne skørnet, men skulde dog tilsidst over en passende lid eller lægges paa en muret Ovn,
Maltkøllen. Der skulde et paalideligt Menneske til at passe den Del af Arbejdet med Hørren, og det maatte have
Kendskab og Erfaring, det skulde prøve,' om Stængelen kunde knuses i Haanden og falde fra ,Hørtaverne". Den Dag,
Hørren skulde brydes, var Naboer samlet sammen, ligesom til Kartning af Ulden; det var en Selvfølge, at alle, som
kunde.. tog Del i saadant et stort Arbejde, man skulde være færdig paa en Dag. Dette Arbejde faldt om Efteraaret,
Dagene blev korte, og det var farligt med Lys, Over en Kasse med Tremmer, hvoraf hver anden var samlet for sig og
kunde løftes op, knustes Hørren, vendtes og knustes saa godt som muligt. Derefter gik den til ,Skjætterne", som med et
tyndt, fladt Træ med Hank slog løs paa den knuste Hør. Med denne Skaghaand eller Skjøttehaand bearbejdedes Hørren
saalænge, der var noget tilbage af Stænglen, hvorefter den blev bundtet og lagt til Side for den Gang, Under Arbejdet
blev der sørget for Forplejningen med skaaren Mad, Øl og Snaps og Kaffe.
Ølkovsen var stadig paa Omgang; det gav en tør Hals med al den Støv, der blev af de knuste Straa, og der snakkedes
meget under Arbejdet. Skønt det var et grimt ArbeJde, var der Morskab over det hele, den ene morede sig over den
anden, og de lignede rene Uhyrer, saa behængte de var med ,Taver' og Skjærver« (,,Skyver"). Naar de saa var
færdige, var Gildet med flere Retter varm Mad tilbage.
Mens Store Thomas sejlede, kom han fra Hamborg med uheglet Hør, og saa kunde de hegle deres egen Avl samtidig
med Bearbejdelsen af den tyske Hør. Den løse Bænk foran det lange Bord kaldte de gamle for et Forsæt et Forsæde; en
saadan Bænk blev anbragt paa et Loft, og 3 Hegle af forskellig Finhed blev slaget fast paa Bænken, saadan at der
gaves Plads mellem til at lægge Hørren. 3 Kvinder tog Plads ved Bænken. Den første ved den groveste Hegel tog en
Haandfuld af den uheglede Hør og bearbejdede først den ene Halvdel og saa den anden og lagde den fra sig til Nr. 2.
Paa denne Hegel gaar nu mere Blaar fra, og saa bliver den Ende, som er gaaet over Heglen adskillige Gange, snoet,
og med den snoede Ende i Haanden faar den anden Halvdel sinBehandling; naar det er gjort saa godt, som det kan
blive ved den Hegel, lægges Hørren til Nr. 3. Der bliver den bearbejdet, saalænge der er noget, der hænger paa Heglen;
tilsidstgaar den let og lindt gennem Heglen, glat og skinnende som Silke, og snoet i begge Ender bliver nu de smaa

Bundter lagt sammen 4 og 4 i et større Bundt, og nu er det færdig til at spindes. Der ryddes op, naar man er færdig, og
der er da 3 Forskelligheder paa Blaar. Den rystes godt op, kommes i Sække og hænges op ved Hanebjælken, indtil den
skal spindes. Den fine Hør vejes, og der tages Bestemmelse om, hvad der skal væves deraf. Derefter har den at rette
sig, som skal spinde Hørren.
Vel havde Skoleundervisningen i Tornby været meget tarvelig, men praktisk Sans laa dem i Blodet. Det var
Mændenes Mening, at Pigebørnene ikke behøvede den Uddannelse, som de selv følte Trang til at erhverve sig paa
Handelens Omraade. Men Kvinderne havde ikke saa lidt Brug for Beregninger over alt det, der skulde spindes,
farves, væves og stampes af Ulden og Hørren. Naar der vævedes Lærred, var de meget nøje i Beregning af Bredde og
Længde i Forhold til Anvendelsen. Vævekonen maatte være sikker. Man blegede Hørgarnet ved at koge i Bøgelud, og
Aske af Bøgetræ blev opsamlet til det Formaal. Efter Kogningen blev Garnet spændt paa Rammer, som stilledes op ad
Husets Solside. Tidlig Foraar er Garnet paaRammer, længere hen serviLærredet paa Bleg. Der skal ogsaa spindes
Sytraad, som bleges ligesom det øvrige Garn Lærredet skal ligge udspændt paa Grønningen med Stropper, og smaa
Pinde stukket i Jorden. Det skal rettes og vandes hver Aften, hvis ikke det har regnet, og med det for Øje bliver en
Blegplads valgt.ved en Dam eller Bæk.
I over 40 Aar var der Lykke og Fremgang i alt for Søren og hans dygtige Hustru, men da greb en fremskridende
Blindhed Mette. Der blev forsøgt med Operation. Hun kom til at bo hos Sønnen, Købmand Ove Jensen i Hjøring, og
blev behandlet af Dr. Hornemann, men uden Resultat. En Kone fra Tornby var fulgt med for at pleje hende. Skønt der
blev gjort, hvad den Tid kunde præstere, var det omsonst. Hendes Helbred var ellers godt, men nu blev Søren Jensen
lidt skrøbelig, han kunde daarlig færdes ude som han plejede. Hans lille Vogn med Nordbaggen var kendt langt
omkring. Mads Sørensen giftede sig samme Aar, som Faderen døde (1860), og han var saa lykkelig at hjemføre en
elskelig og god Kone; der kunde sikkert ikke findes en, der bedre kunde have gjort alt tilpas for den stakkels blinde
Mette. Det var usigeligt strengt for Mette, der havde været saa virksom, at skulle gaa fra Styret, men den unge Kone
var hensynsfuld og raadførte sig med hende i huslige Sager. Tiden gik for den blinde med at strikke og vinde Garn,
men meget ofte maatte hun have Hjælp og Mads Sørensens Hustru viste stor Taalmodighed. Mette sad ofte i den
store Dagligstue, og skønt der nu ikke handledes derfra, men fra det store Butikshus, kom ofte en-gammel bekendt
ind. Naar den fremmede hilste ,Guds Fred!' hvortil Svaret var ,Tak'", kunde hun spørge, om det var den eller den,
som hun saa nævnte, hun kendte de fleste paa Mælet. Søren Jensen døde i Marts 1860, men Mette Ovesdatter
overlevede ham i 8 Aar.
Da Mads Sørensen overtog Forretningen, byggede han et langt Hus i østre Side af Gaarden, som i hele sin Længde
var fyldt med Varer, og Udsalget foregik fra en Butik med Indgang fra den sydlige Ende af Huset, hvor der ogsaa var
et større Kontor, og næsten samtidig havde han med en Udbygning gjort det gamle Stuehus bredere og lavet en god
Lejlighed til Forældrene. Saa døde Faderen, og den gamle blinde Moder vilde helst blive i de gamle Stuer, der kendte
hun paa Lyden hver Dør, som gik. For Mads Sørensen lykkes alt overmaade i Handelen, men der kom ogsaa Forlis.
1868 forliste Sluppen Brødrene" med Fedevarer til Norge. Et andet Skib blev sat ind i Farten, det fik Navnet Ane
Marie", det var henholdsvis Navnene paa Mads Sørensens Hustru og Føreren, Kaptejn Vestergaards Hustru. Mange
Skibe fragtedes til Udlandet, og Varer toges hjem. Der blev en stor Handel med Kvæg og Svin. Om Efteraaret
slagtedes saaledes ved Mads Sørensens, som det nu hed, 7 a 800 Stkr. Kvæg foruden en Del Svin og Lam. Hos Jens
Thomsen og N. C. Jakobsen et lignende Antal tilsammen. Det saltedes i Tønder her og udskibedes.
Mads Sørensen mistede sin Kone, og de havde 6 Børn. Han syntes vel ikke, at det store Hus kunde styres ved en
fremmed. ToldbetjentChristensen var død, og Mads Sørensen bejlede til Enken. Stine Christensen havde ogsaa 6
Børn. Dusinet skrækker ikke, der er nok at ,bide og brænde", som det hed, og Huset styres af en god Moder og
forstandig Kvinde. Efter nogle Aars Ægteskab bliver han Enkemand for 2den Gang.
Der blev ved at være daarlige Skoleforhold i Tornby, og Mads Sørensen holdt gennem flere Aar en Lærer i Hjemmet
for Børneflokken. Der var godt Kammeratskab mellem de to Hold Børn. To af de ældste Piger, en fra hvert Hold,
oprettede Systue og Manufakturhandel ved Lilleheden eller Hirtshals.
Da Mads Sørensen tænkte paa at gifte, sig for tredje Gang, syntes de store Piger, ikke om at faa en ny Moder, men
det blev sagt til dem at deres Faster, Mads Sørensens eneste Søster: Nu maa I være fornuftige og finde Jer i, at jeres
Fader gifter sig med Mariane fra Klitten, det var hende, han vilde have haft først fra Ungdommen, men hun foretrak
en anden den Gang, hun er hans Ungdoms Elskede". Mariane var hans Næstsøskendebarn, hun havde været gift med
en Gaardmand i Klitten.
Der kan være Oaser i Ørkenen, der kan være frodige Pletter af Jord mellem Klitterne, hvor der ligger nogle Gaarde,
saaledes Købsted og Klitten.
Mads Sørensen hjemførte saa sin tredie Hustru. Nu byggede han et smukt Stuehus paa den anden Side af Vejen og
anlagde en Have derved. Det var bestemt for en Købmandsfamilje, thi han vilde nu forpagte Forretningen ud til en
fremmed. Der er ingen af Børnene, der kan overtage den; han er selv træt og synes, at Forretningen er ved at vokse

ham over Hovedet. Da han efter nogle Aars Forløb bliver Enkemand for tredje Gang, trækker han sig lige saa stille ud
af Forretningen, som han begyndte, stille og bramfri, -Moderens Væsen. Den gamle Gaard bliver saa solgt til en
Danskamerikaner, Jakobsen. Gaarden er nu paa fremmede Hænder, men Mads Sørensen bliver boende der til sin
Død.
For Handelsfolkene ved Tornby er en ny Tid oprunden. Mange Produkter sendes med Jernbane
Frederikshavn-Hjøring, og nu kan Nordmændene faa Brød korn fra Amerika billigere end her fra. Svineeksport til
Tyskland begyndte her fra Vendsyssel.
Naar jeg nu udsender mine Erindringer fra Tornby, er det med en Følelse af Vemod. Jeg gør i Tankerne en Tur over
Bjerget, hvorfra man har Udsigt over hele Tornby. Meget er forandret, der er tættere Bebyggelse end i min Barndom.
Helt neden for Bjerget' laa to gamle Gaarde, en paa hver Side af en smal Vej; de kaldtes for Storgaard og havde
lave, klinede Vægge og smaa og faa Vinduer. Mads Sørensen 'omlagde og bekostede Vejen istandsat. Nu er der
bygget en ny Storgaard i Stedet for de to gamle Gaarde. En af Mads Sørensens Døtre bor der. Hendes Mand hedder
Niels Svendsen. Længere borte møder Øjet Stendyssen, til højre den gamle Købmandsgaard og ud over Klitterne
Vesterhavet, hvis Bølge, høj og prægtig uden Mage, bruser over tusind Snekkers Grav.
MINE THOMSEN