Sygdom er hvordan man har det- sundhed er hvordan man ta´r det!

DIAGNOSE
Som nævnt i det foregående afsnit er det i sammenhæng med en diskussion af normalitet, afvigelse
og kategorisering også relevant at drøfte de unges betragtninger over skizofrenidiagnosen.
Det tidspunkt, hvor de får tildelt diagnosen, er en tydelig markering af et FØR og EFTER. At få
stillet en diagnose har flere fordele, tilslutter hovedparten af de unge sig. Diagnosen tingsliggør
oplevelser, som har skabt forvirring og kaos og det er hjælpsomt. Objektiviseringen af oplevelser,
siger nogen af de unge, giver ro og overblik, idet de bliver sat ind i et (diagnose-) system af
symboler og herved begynder at give mening på diagnostisk niveau. Geertz (1973) beskriver netop
dette, idet han siger, at vi mennesker er afhængige af symbolske systemer for at kunne forstå vores
verden og at vi vil fortsætte vores søgen indtil vi finder et system, som kommer vores behov for at
skabe mening i møde.
Diagnosen er dog ikke nok i sig selv på trods af dens menings skabende kapacitet. Indforstået hos
flere af de unge er, at den udløser en behandling og at denne vel at mærke virker! Ikke alle oplever
behandlingen som effektiv og dette kan så tvivl hos de unge om diagnosens gyldighed; er den nu
også rigtig, når behandlingen ikke hjælper mig og således fortsætter de, som Geertz (ibid.) beskriver
det, deres søgen efter et andet symbolsystem, som bedre kan imødekomme deres behov for at forstå.
Det er måske blandt derfor, at den tid der indledes fra det tidspunkt hvor diagnosen stilles, kan
opleves langtrukken og uendelig og det opsummerer også de langt vanskeligere vilkår der gælder
for psykiske, end for somatiske, lidelser. Der er andre betingelser der gør sig gældende for
behandling af psykiske sygdomme end for somatiske. Følgende udsagn belyser besværet med en
diagnose og en sygdom, som vedrører den ikke-materielle personlighed:
Hvis bare en psykisk sygdom var som en fysisk. At kunne gå ind og tage et
røntgenbillede og lægge en skinne på den rigtige måde. Det kan man jo ikke med
psyken, man er nødt til at prøve sig frem og det er jo også derfor det tager så hulens
lang tid.
Mine informanter er, eller har været, i et to år langt behandlingsforløb i specialklinikken. Forløbet
starter almindeligvis på det tidspunkt, hvor diagnosen stilles og slutter efter ca. 2 år, og nogle af de
unge informanter antager, at det således tager to år at helbrede en skizofrenisygdom. De forventer i
tiden umiddelbart efter at diagnosen stilles og behandlingen påbegyndes, at de vil opleve en
mærkbar forskel i henhold til det tidligere omtalte FØR og EFTER. Langt fra alle unge oplever en
umiddelbar ændring og tålmodigheden sættes her alvorligt på prøve, ligesom behandling, der ikke
virker, får tvivlen der vedrører egen identitet til at genopstå og i forlængelse heraf, spørgsmål der
30